Arbeidsvæsen
I 1861 kom jeg kjørende ned gjennem Mandalen,
ovenfor Mandals By. Vakker Kjøretour: for hver fem
Minutter var der en Vending paa Elven og Dalen og
Veien, og for hver Vending fik Øiet og Tanken noget
Nyt. Og jeg maatte uvilkaarlig standse Hesten og stige
af, da jeg ved en skarp Bøining omkring en liden Fjeldknaus
fik Synet af to Haandsagskjærere for mig, i en
Smaating af en Dal tæt ved Veien.
Det morede de To at faa Besøg, og med største Villighed prøvede de at forklare mig Alt, hvad jeg spurgte om. Men jeg gjorde samme Erfaring her, som ellers: Det er ikke saa lige til at spørge heller. Denne Haandsags-Skur – saa simpel den end kan synes, er det dog en temmelig kunstig udviklet Bedrift. Rimeligvis mere end noget andet Sted i Landet hører den hjemme i Bygderne omkring Mandal og Christiansand, ja i selve disse Byer ogsaa, og dens Produkt er en stor Mængde Smaaladninger af Bord og Planker, som flittige Jagteskippere aarligaars seile over til Danmark med. Bønderne, som eie Skove her omkring, ere ikke saa mægtige som Storbønderne i Soløer og Østerdalen: delende Aarets Arbeide mellem Gaardens Hjemmarker og Skoven, gaa de selv med paa Tømmerhugst og Sagskur, eller de sætte sine Sønner eller Tjenere til, eller de tage Løskarle, som mere have gjort sig det til et eget Fag, og som i en Række af Aar have staaet med Haandsagen den største Del af Aaret. Og denne Bedrift har varet ved i Menneske-Aldere, og Tænksomheden og Øvelsen har gjort Arbeidet til en Kunst, og derfor er det ingenlunde gjort ved et enkelt Besøg hos et Par Haandsagskjærere at komme efter, hvordan det har sig med alt sammen. Ved Samtalen med det næste Par, man træffer, mærker man ogsaa, at Noget havde man misforstaaet første Gang, og ved det tredie Forsøg paa at trænge til Bunds i Sagen maa man undres over, hvor meget man glemte at forhøre sig om den første og den anden Gang o. s. v.
Det første Par var som sagt baade villigt og taalmodigt; det var, som om de skulde staa der for min Nysgjerrigheds Skyld. Saa tog jeg et Kulstykke, satte Mærke paa Stokken, holdt Uret i Haanden og sagde: Skjær – saa skar de, og i to Minutter gjorde de 90 Slag og havde dermed skaaret Stokken igjennem i en Længde af 56 Tommer – Stokken var saa tyk, at den gav et Bord af 7 Tommers Bredde.
Men et Par Dage efter saa jeg i Mandals By en nylig oprettet Dampsag skjære et 8 Tommers Bord, som var 13 Fod langt, i lidt mindre end en halv Minut. Og den Maskine aad sit eget Affald af Sagflis og Baghun, saa der skulde ialfald ikke saa meget Stenkul til. Dertil kommer, at Dampmaskinen skjærer nøiagtigere end det er muligt for en Haand-Sag, om den saa styres af den bedst øvede Haand og det sikkreste die, hvorfor da ogsaa Maskin-Bord betales med en 24 Skilling mere pr. Tylvt end Haandsagbord.
Men endda havde et halvt Hundrede Mand i samme By sit Levebrød med den gamle Haandsag, og der var dem, som mente, at denne fremdeles vilde holde sig bed Siden af Dampmaskinen.
Hvilket Arbeide, jeg havde nær sagt: Heste-Arbeide! Her i Mandal er der mange Bjelkehuggere ogsaa, og ligesom Haandsagskjærerne arbeide de paa Forsagd eller Akkord, og alt Forsagdarbeide pleier være stridt og strængt; men Haandsagskjærerne have det stridest; som Mærke derpaa anførte man for mig, at ingen Spisevært kan staa sig paa at holde dem med Kost for samme Betaling som andre Folk – de maa have saa megen Mad!
Hvordan det end vil gaa med hin Kappestrid mellem Haandsagen og Dampsagen, saa er det dog vist, at den første i lange Tider har holdt sig ved Siden af Vandsagen. Og jeg brød mit Hoved med at komme efter, hvori det kunde stikke, at det Arbeide, som Fossefaldene udføre for Menneskene i vore østlandske Tømmertrakter, det skal Menneskehaanden endnu slide og slæbe med paa Vestlandet. Var det Mangel paa Omtanke og Foretagsomhed saa man ikke havde forhørt sig om og ikke taget efter de nyere Opfindelser og bedre Indretninger paa andre Steder? eller havde det sine rimelige Aarsager?
Ja, man forklarede mig to virkelige Aarsager.
Den ene er, at Landet og Skovbunden her vesterpaa er saa vredet og forviklet med Fjeld og Dal, at det mangesteds vilde være altfor vanskeligt at kjøre eller fløde de hele Tømmerstokke hen til en Vandsag, hvorimod det falder lettere at lade et Par Haandsagskjærere gaa hen der, hvor Træerne ere fældede, og tage Bordene og Plankerne ud af Stokkene og saa enten kjøre eller Stykkeimellem endog bære dem frem. Noget Lignende gjælder ogsaa en Del af det Tømmer, som er kommet helt ned til Byerne: Bonden har solgt sine Stokke til Lastehandlerne, og denne har ladet det fløde ned til sin Vandsag, her ere de blevne sorterede, og de Stokke, hvis Længde og Tykkelse o. s. v. bedst passede for Bjelkehugst, bragtes videre ned til Byen og lagdes op paa Hugge-Tomten; men ved nøiere Eftersyn viser det sig her med en Del af Stokkene, at de dog egentlig bør skjæres til Planker og Bord, og denne Del, som det vilde falde for besværligt at føre op igjen til Vandsagen, overgives nu til Haandsagens Behandling paa selve Hugge-Tomten. Af samme Grund er der da ogsaa adskillig Haandsag-Skur i Østlandets Trælast-Byer ogsaa, f. Ex. i Drammen.[1]
Og den anden Aarsag er, at Haandsagen „yder“[2] Tømmeret bedre eller faar mere ud af det end Maskin-Sagen. Og dette stikker igjen deri, at Haandsagen ligesom tænker ved hvad den gjør og kan tage Hensyn til Beskaffenheden ved hver enkelt Stok, – at sige, hvis den er i Haanden paa en Karl, som har det rette Anlæg. Her er det da, at Kunsten viser sig: man maa se paa Stokken, hvordan den skal „slaaes op,“ og sommetider er den slig, at man maa „slaa Loddebugt.“ Naar jeg saa spurgte en rigtig En af en Haandsagskjærer, hvad det egentlig var at „slaa Loddebugt,“ saa smilte han til min Uvidenhed, og han havde aabenbart ondt ved at sætte sig ind i min Tankegang og nedlade sig til min Fatteevne og fremstille det saaledes, at det blev „populært“ nok for mig. Men netop derved fik jeg større Respekt for hans Fag, og jeg gjorde mig saa meget for, at jeg i Christiansand henvendte mig til en Officer og spurgte om han kunde ville vise denne lille Sag den Interesse at gaa ned paa en Lastetomt og tage Haandsags-Skuren i Øiesyn og saa bruge sin Mathematik og Tegnekunst til at beskrive og forklare mig Fremgangs-Maaden.
Jeg fandt hos Hr. Artilleri-Løitnant Nørregaard den venligste Imødekommen. Og den Beskrivelse som han siden har sendt mig, den kan jeg forstaa saa godt – men idet jeg lader den trykke, har jeg den Bi-Tanke, at det skulde nok more mig at erfare ved Leilighed, hvorledes den rigtige Haandsagskjærer, han, der driver det saa stødt som et Aargangsvand, hvorledes han kommer ud af den. Det er rimeligt nok, at vore Bøger og Tegninger ere ham noget kunstige, ligesom hans „Loddebugt“ var det for mig.
Nu følger Hr. Nørregaards Beskrivelse:
Skal f. Ex. Stokken A B skjæres til Planker, 8tom
brede, 3tom tykke, tager man en ved en Kulbrand sværtet
Snor og slaar dermed af Linierne a b og c d, idet Stokken
er lagt paa Høikant. Derefter afsættes a b og c d = 8tom
(Plankernes Bredde), og ved at lægge Snoren an stramt
mellem a og c samt b og d og knipse den af et Par
Gange mod Stokken, faar man afmærket Linierne a c og
b d. Ved Hjælp af en Snor med Lod findes derpaa de
lodret under a og b samt c og d liggende Punkter, der
altsaa ogsaa ligge respective i 8 Tommers Afstand fra hinanden. Nu vendes Stokken omkring, saa disse saaledes
fundne Punkter vende opad, og ved Kulsnoren afslaaes
Længdesnittene ogsaa paa denne Side af Stokken. Derefter
bringes Stokken op paa Sagbukkene, Stokenden afsages
og Stokken indrettes saaledes ved Hjælp af Lodsnoren,
at Punktet a og det forhen lodret under dette
afsatte Punkt g komme til at ligge i Lodlinien, hvorefter
Baghunene m og n (m´ og n´ i Tversfnittet) afsages.
Naar nu Stokken dreies 1 Vending, saa at den kommer
Stokken seet ovenfra.[3]
til at hvile paa Fladen h b´, kan Haandsagskjærerne inddele
den og opslaa Snittene. I den ovenstaaende Tegning faar
han saaledes ud: 3 Maals-Planker, 1 Maals-Bord af
114tom og et Bord med Vandkant, ligesom et saadant Bord
ogsaa sandsynligvis kan udbringes af Baghunen o´.
Ved Maals Planker og Bord forstaaes renskaaren og skarpkantet Last; Undermaals kaldes den, naar Vandkant forefindes.
Af det Foregaaende vil det forhaabentlig fremgaa, at Haandsagskjærerne, der inddele og slaa op hver eneste Stok, kunne bringe mere ud af et Parti Tømmerstokke end Vandsagen, hvor Stokkene sorteres i færre eller flere Partier, der da føres frem til de forskjelligt opsatte Grinder.[4] Foruden at Haandsagen er finere end Sagbladene i Grindene, kunne ofte Haandsagskjærerne ved at knibe lidt ind paa Tykkelsen skaffe Skarpkant, hvor Vandsagen leverer Vandkant, og herved vinde de for dette Bord en Forøgelse i Værdi af 30 til 40 Procent. Saadan Forringelse af Tykkelsen er knap synlig; den falder vistnok ikke i Kjøberens Interesse; men Eieren og Haandsagskjærerne staa sig derpaa.[5]
Af hosstaaende Figur vil det fremgaa, at det heller
ikke er ligegyldigt, hvorledes Stokken fra først af „slaaes
op“. Firkanten c d giver 4 Planker og
1 Bord, medens a b kun giver 3 Planker
og 2 Bord. Paa Vandsagen har
man ikke Tid og Anledning til at studere
hver enkelt Stok; dette ligger imidlertid
i Haandsagskjærernes Interesse.
Men det er især, naar Tømmeret ikke er retvoxet, at
de sidste kunne bringe ganske Andet ud af det end Vandsagene.
Har f. Ex. en Stok en „Krymde“ af 3 Tommer,
vil Vandsagen af denne Stok kun skjære een reel Planke,
medens Haandsagskjærerne bringer den ud i 2 Planker og
1 Bord. Ved en saakaldt Loddebugt skjære de nemlig
Planker og Bord med en lille Bøining eller Krumning,
hvilken senere, naar Lasten kommer i Stabel og under
Presning, udrettes og forsvinder. Hermed bære de sig
saaledes ad:
Er A B den ovenfor tegnede Stok (der paa Vandsagen
kun giver en Planke), naar den ligger med Krumningen
nedad og C D samme Stok, naar den er givet
Omdreining – begge Figurer seet ovenfra –, saa behandler
Haandsagskjæreren denne Stok paa følg ende Maade:
Med Kulsnoren slaar han Linierne r s og t u, afsætter
8tom. mellem Punkterne a og b samt c og d, samt
slaar af Linierne a c og b d. Ved Hjælp af Lodsnoren
afsætter han som forhen forklaret de tilsvarende Punkter
og slaar de tilsvarende Linier paa Stokkens undre Side
og kan nu bortskjære Hunerne m og n. Derefter dreies
Stokken i Stillingen C D, Linierne i k, l j og o p afslaaes,
og nu afsættes paa disse 3 Linier Inddelingen (her 3tom.,
3tom. og 114tom. til 2 Planker og 1 Bord), hvorefter de
derved fremkomne Punkter forenes med Linier, der afslaaes
med Kulsnoren langs Stokken. Ved Hjælp af Lodsnoren
findes de tilsvarende Punkter og afslaaes de tilsvarende
Linier paa Undersiden. Disse saaledes fremkomne
Linier er da de, hvorefter der skjæres. Baade Plankerne
og det fremkomne Bord faa 2 à 3tom. „Krymde,“ men
denne forsvinder i Stabelen. Dertil kommer, at Haandsagskjæreren
i Regelen afrunder Loddebugten noget og
skjærer skarpt i en Vinkel. – For at kunne afsætte
det Punkt, der ligger lodret under Punktet g i Loddebugten,
bringes Lodsnoren hen, saa den netop hænger frit ved 
Siden af Stokken, og med den anden
6 Haand føres en liden Pinde hen til
Punktet g. Afstanden g h afmærkes
med Tommelfingeren, og ved nu at
føre denne Pinde ned i den punkterede
Stilling, afsættes Punktet g´ lodret
under g.
Naar man regner efter de her almindelige Priser paa Tylvten af skaaren Last, vilde Vandsagen af den her omhandlede Stok med 3toms Krymde ikke udbringe mere end 40 ß. i skaaren Last, medens Haandsagskjærerne bringe den ud i 98 ß. – en temmelig betydelig Forskjel.
Jeg tilføier lidt. Haandsagskjærerne i Mandals-Egnen fik ens Betaling for Bord, som vare:
| 8 | Tommer | brede | og | 114 | Tomme | tykke, | eller |
| 7 | – | „ | og | 124 | – | „ | eller |
| 6 | – | „ | og | 2 | – | 9 | „ |
Disse sidste kaldes Planker, paa Grund af Tykkelsen. Naar de skulde kaldes „Maalsbord,“ maatte der, som anført, være skarp Kant paa dem overalt; var der Vandkant, hørte jeg dem benævne „Sidebord.“ Maalsbordene ere naturligvis i høiere Pris, og Skurlønnen er ogsaa høiere for dem. Høit oppe i Landet, med lang og kostbar Transport til Udskibningsstedet, lod det til, at Sidebordene betragtedes som et unyttigt Affald, som der betaltes liden eller ingen Skurløn for; længere nede eller lige i Mandals By forstod jeg det saa, at der var fastsat en vis Skurløn for begge Slags Bord samfængt. For Bord af 12 Fods Længde var Skurlønnen ved mit Besøg i Mandal fra 36 ß. til 38 6. p. Tylvt samfængt. Paa en Sommerdag kunne 2 Mand skjære indtil 5 Tylvter; men dette vil være for stridt i Længden; 3 Tylvter for Dagen kaldtes passe Arbeide. En tre-fire Aar tidligere havde Lønnen været oppe i 60 ß. til 64 ß. Tylvten.
Ellers maa Prisen for en Del rette sig efter Tømmerets Beskaffenhed. Smaat Tømmer, som kun giver et Par Bord af hver Stok, er der et større Arbeide med at faa en Tylvt Bord udaf; thi hvad enten der faaes faa eller mange Bord udaf en Stok, er der lige mange Baghun at skjære af, og dem faar man jo intet for.
Længere oppe i Landet hørte jeg saadan Forklaring: Skurlønnen for Maalsbord (uden Sidebord med Vandkant) er nu for Tiden 48 ß. Tylvten (imod 60 til 66 ß. i hin gode Tid faa Aar før), og passe Arbeide for to Mand fra Kl. 8 Morgen til Kl. 7 Aften, med et Par Timers Middags-Hvile, er 2 Tylvter. En fremmed Haandsagskjærer pleiede faa Kost hos Bonden for 18 ß. Dagen.
Foruden at der skal Skjønsomhed til at tage Stokken paa den rette Maade, hørte jeg flere fremhæve, at det kom meget an paa at holde Sagen vel skjærpet, og dette var ogsaa noget, som der skulde et eget Snit til, og som ingenlunde alle Haandsagskjærere lærte.
Det er et friskt Arbeide, fordi det foregaar i fri Luft. Men det falder kanske for den allerstørste Del (ialfald udenfor Byerne) paa Høst og Vinter, og i Kulde og Væde bliver det da strængt Arbeide. Ensformigheden i Bevægelsen er ogsaa skadelig for Helbreden, og saasom der betales for Forsagd, fristes Arbeiderne idelig til at fortage sig. Mange Folk i denne Egn hørtes ogsaa at tale om, hvorledes de i sin Ungdom drev det for haardt. Endnu farligere er imidlertid Arbeidet derved at Ensformigheden og Strængheden og Friheden (thi Forsagd-Arbeideren kan gaa til og fra Arbeidstomten nogenledes efter Behag) leder let til Uforsigtighed i Nydelsen af stærke Drikke – en Fare, som Alle, der give sig til at være Haandsagskjærere, skulde være nøie opmærksomme paa.
Her har jeg nu talt om Haandsagens Brug til at levere Bord og Planker i det Store eller til Udskibning, og jeg har afhandlet den Besynderlighed at den besværlige Brug ikke er bleven afløst af Vandsagens bekvemmere Indretning. Men nu tænker jeg igjen paa det endnu større Besvær, som Folk havde før i Tiden, da ikke engang Haandsagen var kjendt. Da tog man en Stok og kløvede i To, og hver Kløvning blev saa teljet med Øxen – paa begge Sider, hvis den skulde give en Planke eller et Bord til Baadbygning, eller kun paa den ene Side, hvis den skulde bruges f. Ex. til Gulv eller Tag i et Hus. Men hvorledes faa kløvet en Stok, som kanske var alen-tyk? Jeg har hørt den Forklaring, at man først gjennemborede den med en Rad af Huller og saa drev Kiler ind i disse. Men hvad Møie og Besvær maatte ikke dette være?
I mine Stykker om Bygnings-Skikken har jeg omtalt et i sin Tid anseeligt Hus i Smaalenene, hvor baade Gulv- og Dørplanker vare af raat tilhugne Stokke. Og sammesteds har jeg berettet et Sagn om den første Mand, som begyndte med Haandsag i Aaseral, denne endnu saa gammeldags Bygd øverst oppe i Mandalen. – I sin Beskrivelse over Saltdalen i Nordlandene taler Præsten Sommerfelt om Baade-Bygning, som i den Bygd drives og længe har været drevet med stor Flid og Kunst; han var Præst der omkring Aaret 1820, og „nu i de sidste Aar, siger han, var Arbeidet blevet meget lettet formedelst Indførelse af Haandsag.“
Men hvad der nu er gammelt i det øvrige Norge, det kan endnu være splinternyt oppe i Finmarken, og Finnerne bevare endnu i adskillige Stykker Skikke og Brugsmaader, som de engang have lært af de Norske, men som disse for længst have aflagt. Inde i Porsanger-Fjorden, i Laxelvdalen, en Finnebygd med baade Finner og Kvæner, ret driftige Folk og flinke Baadbyggere, var der indtil for nogle Aar siden bare to Haandsage; nu er der et halvt Snes. Længer i Øst have vi Tana-Fjorden; den store, skjønne Tana-Elv falder ud her, og høit oppe ved Elven er der en for denne Egn mærkelig og for Beboerne langs Elven og Fjorden høist vigtig Furuskov. Et Sted i Skoven, som hedder Karasjok, er der Kirkeplads og en Finne-By, som det her kaldes, hvis Befolkning er saa vidt fastboende, at de bo her om Vinteren; hver Mand af disse Finner er Tømmermand og Baadbygger. Og nu paa nogle Aar har en Handelsmand fra Kysten indrettet sig saaledes, at han tilbringer Vinteren her og kjøber og sælger; det er paa Sneføre og med Ren-Skyds, at Varerne bringes frem og tilbage. Nu har han blandt Andet forsynet næsten hver Mand med Haandsag; men da han begyndte, var der kun en, og denne ene (den var ganske smal af Filing efter den idelige Brug) havde været den første og var fulgt med en hidflyttet Kvæn – denne hed endda Isak Jonsen og var Fader til Karasjoks nuværende Kirkesanger, saa Brugen af Sag ikke kan være meget gammel her.
Den yderligste Bygd i Norge – om ellers det Navn Bygd kan passe paa en saa overmaade tyndt befolket Strækning – er Syd-Varanger, længst mod Øst i Østfinmarken, ind mod Russe-Grændsen. Naar man er i Vadsø, ser man Syd-Varangers Fjelde tvers over den brede Varanger-Fjord. Her er Flyttefinner inde i Landet, og ude ved Fjeldene bo Finner og Kvæner og Nordmænd, men kun faa af hvert Slag og mest hver for sig i smaa Grupper. Nogle af de Norske ere i senere Tider indflyttede søndenfra; men andre nedstamme fra gamle Finmarks-Familier.
For hver ny indflyttet Familie kommer der sagtens nye Ideer og Interesser med ind i dette lille Samfund. Her bor nu en dannet og dygtig Mand, der fungerer som Lensmand og Skovopsynsmand; en Handelsmand her i Sydvaranger har betænkt Universitetet med flere Samlinger af gamle Sager, som ere fundne i Jorden og paa Stranden der, og som ere Levninger efter Finnerne fra deres ældre Kulturliv, nemlig Fiskekroge og Pilespidse af Ben. – Nu nylig er en Kirke bygget og indviet paa denne vor fjerne Kyst, og det er nok Meningen, at Syd-Varanger skal faa sin egen Præst. Altsaa, Fremskridt her ogsaa.
Men her, fortalte en Mand i Vadsø mig, har man indtil nu brugt at stampe Vadmel paa den ægte, bogstavelige Maade. Han havde selv seet det engang. Det gik saa til, at Vadmelet blev dynket med varmt Vand, og saa lagt ind i en Tønde uden Bunder eller aaben i begge Ender – derpaa lagde to Koner sig til at stampe Vadmelet inde i Tønden saaledes, at den ene stampede imod den anden. De holdt Tønde-Aabningen tildækket med et Klæde, at ikke Varmen skulde dunste ud for snart.
Det er det Arbeide, som nu hos os gjøres paa Stampe-Møllen, og ved Vandkraft. Denne Maade med Fødderne havde jeg aldrig hørt før. Jeg maatte strax spørge ved mig selv: mon det er en finsk Opfindelse, eller mon det virkelig har været en almindelig norsk Maade før i Tiden? For dette sidste talte det Udtryk, som vi jo endnu have beholdt: at stampe Vadmel.
Og forleden Dag fandt jeg Svaret ved at blade i en gammel Bog om Island (Olavius’s Reisebeskrivelse, trykt i Kjøbenhavn 1780). Her findes en fuldstændig Afbildning og Beskrivelse af den samme Arbeidsmaade, som da var almindelig der. De to skjæggede Mænd paa Tegningen have et Stykke Vadmel paa 20–30 Alen mellem sig inde i Tønden og holde paa en Dags Tid med at stampe mod Hinanden og dermed bearbeide Tøiet. Det tager paa Kræfterne, og vel kunne de trænge til den Ølskaal, som staar ved Siden. De skulle sagtens stampe saa længe, at Vadmelet er krøbet ind et vist Maal, og derfor ser man de have Alenmaalet ved Haanden.
Det hedder i en Anmærkning til den islandske Beskrivelse, at Konsten rimeligvis er kommen med selve Folket til Island fra Norge. Den skulde ogsaa ved samme Tid være i Brug hist og her i Jylland. En simplere Maade paa Island var ogsaa den at lægge Vadmelet paa Bunden af et Kar, som stod opret, og hvor saa en Person holdt paa at bearbeide det ved at træde paa det, og om denne Maade anføres, at den har været almindelig i hele den gamle Verden, selv hos Romerne og Grækerne, før man fandt paa at indrette Stampe-Møller. Men den Maade med to Personer i en Tønde blev saa omstændelig beskrevet og afbildet i hin Bog, fordi den syntes at være særegen for vore Lande.
Hine to Mænd i Tønden give os et livagtigt Billede paa det store Stræv og Mas, Folk havde i gamle Dage med fast hver Ting, som skulde udrettes. Nutidens Mennesker vide ikke, hvilken Lettelse de nyde formedelst de mange Opfindelser, som lykkelige Opdagere have gjort og virksomme Efterfølgere have indført omkring i Landene.
Oppe i Senjen, Finmarkens Amt, saa jeg for første Gang en „Skavl,“ det Redskab, som man der maa bruge saa flittig om Vaaren, naar der er Bu-Nød paa Færde, naar Høet er sluppet op og det gjælder om at holde Livet i Kreaturene med alskens Surrogater: da „skaver“ man, d. e. man snitter Barken af Kviste og Grene, ja tykke Stammer, som ere hugne og hjemkjørte til det Brug, og dette „Skav“ faa Kreaturene at æde. Tegningen No. 1 viser Redskabet, seet forfra og fra Siden.
 |
 |
| No. 1, a. | No. 1, b. |
I Ranen i Nordlandene besøgte jeg en Baadbygger i hans Skur, hvor han netop syslede med en halvfærdig Baad, og her lagde jeg Mærke til, at han talte om at skave Suen“ d. e. tildanne Baadbordenes Kant saaledes at de passe godt til hinanden i Sammenføiningen. Arbeidet gjøres med en Høvl, men han kaldte det som sagt ikke at høvle, men at skave, og det faldt mig ind, at Ordet rimeligvis var Mindelse om en Fortid, da man istedenfor Høvl brugte et Slags Skave-Jern.
Denne Formodning blev bestyrket ved de meget fuldstændige Oplysninger, jeg ganske nylig har erholdt ved Besøg i Universitetets Samling af Oldsager. Her har man et helt Sæt af gamle Skave-Jern med to kjendelig adskilte Former, nemlig „Skjøve“ (Fig. 2) og „Skavl“ (Fig. 3).[6]
 |
 | ||
| a. | No. 2. Skjøve. | b. | |
 |
 | ||
| a. | No. 3. Skavl. | b. | |
Uagtet det ene af disse Redskaber har samme Navn som den Nordlandske Skavl, er dog Formen og dermed Brugen forskjellig.
Af baade No. 2 og No. 3 har jeg ladet afbilde to Exemplarer, a og b, et med bare Jernet og et med Skaft tillige.
Jernene, de blotte Jern uden Skaft, ere fundne i Gravhauge fra Hedenskabets Tider. Det er jo bekjendt, at man gjerne gav de Afdøde Kostbarheder eller gode Ting med i Graven, og det afbildede Skjøve-Jern, som er fundet i en Grav paa Sjaastad i Lier, nær Drammen, laa sammen med en Ljaa, en Sigd, to Kniysblade, et Ard-Jern (til en Ard eller Al, et Slags Plov), en Sax, en Stegepande, samt en Del Vaaben. Det afbildede Skavl-Jern er fra en Grav paa Aamdal i Laurdal i Thelemarken; det laa sammen med et Skjøve-Jern, fremdeles med en Hammer og Tang, en Sax, en Sigd, nogle Knivsblade, endelig en Del Sadeltøi og Vaaben.
Universitetet eier ialt 5 Exemplarer af disse Skave-Jern fra Hedenold, nemlig foruden de nævnte to Skjøve-Jern endnu et fra Gran paa Hadeland og foruden det nævnte Skavl-Jern et fra Faaberg i Gudbrandsdalen. – Og fremdeles havde Bestyreren af Universitetets Samling den Godhed at oplyse mig om, at Bergens Museum eier et gravfundet Jern af Formen No. 3, fra Voss i Bergens Stift. Brugen har altsaa været meget almindelig. Alle disse gamle Jern ere uden Skaft; dette har naturligvis været af Træ, og er hensmuldret. Nu vare vore Oldforskere længe i Uvidenhed om, hvad dette var for Redskaber. Det saa man nok, at det var Jern med Egg; men hvordan Skaftet havde seet ud, og hvad Brug Redskaberne havde tjent til, det vidste man ikke.
Men temmelig nylig (jeg tror i 1863) er dette blevet opklaret derved at en tænksom Bondemand fra Hol i Hallingdalen (Sander Thomasson Raaen er hans Navn) har bragt til Universitetet de to afbildede Redskaber med Skaft, No. 2, b og 3, b. Det var forliggende Sager og afskaffede Redskaber hjemme i hans Bygd; men Folk vidste at sige, at de før i Tiden havde været brugte til saadanne Arbeider, som man nu udfører med Høvl, til at jevne og glatte Planker og Stokke med. Ja han bragte tillige med til Universitetet et gammelt Skrin, hvis Bord forklaredes og tydelig kunde skjønnes at være ikke høvlede, men skavede.
Disse indtil henimod Nutiden brugte Hallingdalske Redskaber ere ligesom de længst Levende af en uddød Slægt. Jernene svare ganske til de forrustede fra Gravene, og da disse sidste vare nye, maa de tydeligvis have været ligedan skaftede som de fra Hallingdalen.
Det med Skaft til een Haand (Størrelsen er netop saa, at den høire Haand faar Rum i Skaftet) kaldte Bonden „Skjøve“; det andet, som er til begge Hænder, kaldte han „Skavl“. Og siden der er Lighed i saa meget Andet, kunne vi gjætte paa, at man i Oldtiden ogsaa har brugt disse samme to Navne; det er ialfald efter denne Hallingdalske Talebrug, at jeg har kaldt de jordfundne Redskaber saaledes.
Af Tegningen er det kanske ikke tydeligt nok, men holder man Redskaberne selv i Haanden, skjønner man let, at Skjøven forholder sig til Skavlen som en Skrub-Høvl til en Slet-Høvl[7]. Skjøven er da brugt foreløbig, og Skavlen har fuldendt Arbeidet. Intet Under derfor, at naar man først vilde give en Død saadanne Redskaber med i Graven, saa lod man dem følges ad – hvilket jo et af hine Grav-Fund viste os Exempel paa.
Har Nogen Sind og Taalmodighed til at følge mig videre, og agte lidt paa de Ord og Navne, som følge med disse Ting? „Han skaver“, „han skavede“, „han har skavet“, saa heder det i Skriftsproget; men i det norske Landsmaal lyder det noget anderledes og i nøieste Overensstemmelse med Oldsproget:
han skjev,
han skov,
han heve skave.
Selve Stammeordet har altsaa vexlende Lyd af e – o – a. Men denne Lydvexel forekommer ogsaa i Aflednings-Ordene, f. Ex.
Skjevel eller Skjevling (en Gren eller Kvist, hvor Barken er skavet af),
Skove (afskavet Skorpe af Bunden i Grød-Gryden),
Skav (skavet Bark til Kreatur-Føde).
Naar jeg nu bemærker, at „Skjøve“ egentlig skulde skrives „Skøve“, og at Lyden ø her er fremkommet af o ligesom i „Høver“ af „Hov“, „Fødder“ af „Fod“ og „bløder“ af „Blod“, og naar jeg erindrer om, at Ivar Aasen i sin Ordbog anfører endnu et Navn paa et Skave-Jern, nemlig „Skjevle“,[8] saa faa vi denne Række af Navne paa Redskaber:
Skjevle,
Skjøve,
Skavl,
hvor den vexlende Lyd svarer til Stamme-Ordets e – o – a. Det er som at Redskabets Udvikling til forskjellige Former har holdt Skridt med selve Ordets Lyd-Forandringer, og den Tanke opstaar, at saa langt op i Tiden det Begreb at „skave“ har været betegnet med dette Ord, har der kanske ogsaa været kjendt Redskaber af samme Slags som de nuværende til at udføre hvad Ordet siger.
At skave heder i det tydske Sprog „schaben“ og i det engelske shave. Man vil forstaa, at det er et og det samme Ord, kun med noget forandret Udtale. Ordet hører altsaa hjemme i en stor Kreds af beslægtede Folk, og det stammer fra et fælles og vistnok overmaade gammelt Folke- og Sproghjem. – Om Redskaberne for Englændernes shave og Tydskernes schaben have været ligedan som for vort skave? Kanske der kunde faaes Svar derpaa i de tydske og engelske Museer eller Samlinger af Oldsager; men allerede nu kan jeg lege med den Tanke, at det Hallingdalske Sæt af Redskaber, hvis Brug har holdt sig saa uforandret fra Hedenskabets Tid til Nutiden – mindst 8–900 Aar –, det kan gjerne have været kjendt et flerdobbelt Tal af Aar længer op i Tiden, saasom Forandringer i Skik og Brug og Indførelsen af nye Opfindelser vel gik overmaade langsomt for sig i Oldtiden.
Medens der, som man har seet, fremdeles bruges et et Slags Skavejern til at skave Bark til Kreaturene, saa ere ellers disse gammeldags Redskaber nu vistnok overalt i Landet afløste af den nyere og hensigtsmæssigere Høvl. Men kan saa Nogen sige os, hvor Høvlen (paa Tydsk: Hobel) er kommen fra? og naar den blev indført her i Landet?
Alt Sligt skulde det være af Interesse at kjende for Studiet af det norske Arbeide, hvilket jeg rørte lidt ved i forrige Hefte (Side 144).
Siden dette var skrevet, har den samme Hallingdalske Bonde forsynet Universitetets Samling med to Skave-Redskaber til, nemlig „Vægge-Skavlen“ (Fig. 4) og „Hon-Draget“ (Fig. 5).
Naar Tømmermanden havde sat op en Stuevæg, brugte han Vægge-Skavlen til at glatte Stokkene med; med Spidserne kunde han naa helt ind til Mose-Fugerne. Som Redskabet er tegnet, vender Eggen frem- og nedover; man har grebet i Skaftet med begge Hænder og halet til sig – til Forskjel fra Høvlen, som man skyder fra sig. Dette Redskab har ogsaa været i Brug til henimod Nutiden, ja bruges kanske endnu. Derimod vides intet Jern af den Form at være fundet i Gravhauge.
Hon-Draget har sit Navn af det Arbeide, det nok endnu bruges til naar man nemlig tækker et Hus med Tag af Hon (Bag-Hun), saa gjør man det saa, at man lægger Honen skraa nedad fra Mønen og skiftevis en med Fladsiden op, saa en med den hvælvede Side op o. s. v., og det saaledes, at Regnvandet glider ned fra de hvælvede Honer for at rinde langs ned ad dem, som ligge med Fladsiden op; men i denne Fladside drages der med det krumme Jern to Hul-Lister eller Render for Vandløbet, en langs med hver Kant paa Honen. Hvor langt fra Kanten det skal være, det bestemmes ved den Stillings-Pinde, som Tegningen viser. Paa denne Tegning vender Eggen af Jernet bort, saa det er Bakken, som sees.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Og overalt paa Skibs-Værfter kan man se Haandsagen i Gang nu og da, naar Bygmesteren behøver usædvanlig store eller endog krumme Planker.
- ↑ „yder“ kommer vel af Ordet ud.
- ↑ Det er egentlig kun begge Enderne af Stokken, som her var Rum til at afbilde; derfor den Afbrydelse paa Midten.
Udgiverens Anmærkn.
- ↑ Paa en Vandsag pleier man sætte flere Sagblade sammen saaledes, at de med en Gang skjære Stokken i saa mange Planker eller Bord, som den er tyk til. Dette Sæt af Sagblade kaldes en Grind, og Grinden stilles efter som man vil have Plankerne tykke eller tynde; men for en og samme Grind bliver hver enkelt Stok kun skaaret paa ens Maade.
Udg.s Anm.
- ↑ At Haandsagskjæreren har Fordel af at faa ud af Stokken saa meget som muligt, det vil man forstaa, naar jeg til det før Anførte, at han arbeider paa Forsagd, endnu føler dette, at han faar sin Betaling ikke efter Mængden af de opskaarne Stokke, men netop efter hvad der er bragt ud af dem, efter Tylvten af Planker og Bord.
Udg.s Anm.
- ↑ Disse og de følgende Redskaber ere tegnede i omtrent, af den virkelige Størrelse.
- ↑ Den Hallingdalske Skavl ligger an mod Træet, der skal skaves, ikke alene med Eggen af Jernet, men ogsaa med Kanten af Træværket. Universitetet har to skaftede Exemplarer af Skavlen, og paa det ene er der, som det synes, Spor af, at man har havt en liden Indretning til at stille Redskabet, eftersom man har villet tage tykkere eller tyndere Fliser.
- ↑ Dette Redskab siges at være i Brug i Søndmøre. Det skulde være artigt at faa et Exemplar lagt ved Siden af de to fra Hallingdalen.