Arne/11
Dagen efter kom Arne inn og fortalte, hvad han nettopp havde fått høre i gården, at prestens datter, Matilde, i det øjeblik rejste avsted til byen, som hun selv tenkte for nogle dager, men som det var bestemt, for at vere der et år eller to. Eli visste intet derom før nu det blev sagt, falt om og var borte. Arne havde aldrig sett slikt før og blev meget rædd; han løp efter tjenestegenterne, disse efter foreldrene, og disse avsted, her blev en støj over all gård, buhunden gødde på låvekloppen. Da Arne senere kom inn igen, stod moderen på kne foran sængen, faderen holdt den sykes hoved. Tjenestegenterne løp en efter vann, en annen efter dråper, som stod i et skap, en tredje løste trøjen opp ved halsen. „Å Gud trøste og bere dig,“ sagde moderen, „det var galt allikevel, at vi intet havde sagt; det var du Bård, som vilde det; å Gud trøste og bere dig!“ Bård svarte intet. „Jeg sagde det nokk jeg; men ingenting skal blive som jeg vil; å Gud trøste og bere dig! Alltid er du så ful med henne, du Bård; du vet ikke hvordan hun har det, du; du vet ikke, hvad det er at holde av nogen du!“ Bård svarte intet. „Hun har det ikke som andre, hun, der kann bere sorgen; den kaster henne overende, stakar, så spinkel hun er. Våkn opp igen du, barnet mitt, så skal vi vere gode med dig! Våkn opp igen du, Eli min egen, og gør oss ikke slik sorg.“ Da sagde Bård: „enten tier du formeget, du, eller snakker du formeget;“ han så bort på Arne, som vilde han ikke at denne skulde høre slikt, men gå. Da genterne blev inne, blev imidlertid også Arne, skønt han gikk over mot vinduet. Nu kom den syke sig såvidt, at hun kunne se om sig og kenne folk; men i det samme kom også hukommelsen tilbake, hun skrek Matilde, fikk krampegråt og hulkede, så det var ondt at vere i stuen. Da søkte moderen at trøste henne, faderen stillede sig således at han kunne sees; men den syke skøt til dem: „vekk!“ ropte hun, „jeg holder ikke av eder, vekk!“ — „Jesus Kristus, hol der du ikke av dine foreldre?“ sagde moderen. „Nej! I er hårde med mig og ta’r fra mig den eneste glede jeg har!“ — „Eli, Eli! sig ikke så sterke ord,“ bad moderen vakkert. „Jo mor!“ skrek hun, „nu må jeg sige det! Jo mor! I vil givte mig med den stygge mann, og jeg vil ikke have den stygge mann! I stenger mig inne her, hvor jeg ikke er glad oftere, enn hverr gang jeg skal ut! Og I ta’r Matilde fra mig, den eneste, jeg holder av og stunder til i verden! O Gud, hvad skal der blive av mig,“ når Matilde ikke lenger er her!“ — „Men du var jo sjældnere hos henne nu,“ sagde Bård. „Hvad gjorde det, når jeg havde henne borte i vinduet,“ svarte den syke og gret så barnligt, at det var Arne, som havde han aldrig hørt gråt før. „Du kunne jo ikke se henne der,“ sagde Bård. „Jeg så jo gården,“ svarte hun og moderen lagde iltert til: „du skønner ikke slikt, du.“ Så sagde ikke Bård mere. „Nu kann jeg aldrig komme til vinduet!“ sagde Eli. „Jeg gikk dit om morgenen, når jeg stod opp, om kvelden sat jeg der i måneskinnet, og jeg gikk dit når jeg ingen havde at gå til. Matilde, Matilde!“ Hun vred sig i sængen og fikk krampegråten påny. Bård satte sig bort på en krakk og så paa henne.
Men det gikk ikke så snart over med Eli, som de kannske havde tenkt. Mot kvelden så de først at det blev til langvarig sykdom, den hun måske i lengere tid havde samlet på, og Arne kaltes inn for at vere med og bere henne opp i det rum, som var henne overlatet. Hun sansede ikke, var meget blek og lå stille, moderen satte sig hos henne, faderen stod nede ved sængen og så; siden gikk han ned til sitt arbejde. Arne gjorde det samme; men den kveld bad han for henne, idet han lagde sig, bad at hun, så ung og vakker som hun var, måtte få det godt i verden og at ingen måtte stenge gleden ute fra henne.
Dagen efter sat faderen og moderen sammen og taltes ved, da Arne kom inn; moderen havde gråtet. Arne spurte, hvorledes det stod til; begge væntede at den annen skulde svare, og derfor var det lenge før han fikk svar; men endelig sagde faderen: „det står dårligt til.“ — Senere fikk Arne høre, at Eli havde veret fra sig den hele natt, eller som faderen sagde: talt uvit. Nu lå hun i en sterk sott, kente ingen, vilde ikke take mat til sig og foreldrene sat just og rådsiog, om de skulde kalle doktor til. Da de senere gikk opp og var hos den syke, og Arne sat igen, var det ham, som om deroppe var livet og døden, begge to, men han sat utenfor.
Om nogle dager var hun dog bedre. Engang faderen sat vakt, fikk hun det innfall at ville have Narrifas, den fugl, som Matilde havde givet henne, stående foran sængen. Da svarte Bård, hvad sant var, at i all denne hurlumhej havde folk glemt fuglen, så den var sturtet. Moderen kom i det samme Bård fortalte dette, og hun skrek ende over sig allerede i døren: „å jøye mig, for et uvyrde du er, du Bård, at du forteller den syke gentungen slikt! Se der dåner hun bort igen for oss, Gud forlate dig din synd!“ Hverr gang den syke våknede, skrek hun på fuglen, mente det gikk aldrig Matilde godt, siden den var død, vilde til henne og falt i vanmagt påny. Bård stod der og så på dette inntil det blev alt for galt; da vilde han hjælpe, han også; men moderen skøt ham tilside og mente hun skulde passe den syke alene. Da så Bård på dem begge to en lang stund, satte derpå sin huve tilrette med begge hender, vendte sig og gikk.
Presten og prestefruen kom over senere hen, ti sykdommen tok henne med ny magt og blev så slem, at de ikke visste, om det stod til liv eller død. Både presten og prestefruen talte Bård til rette og mente, han var for hård mot barnet, de fikk høre om hint med fuglen og presten sagde ham da rentut, at slikt var rått, han vilde selv take barnet over til sig, sagde han, såsnart hun blev så vidt, at hun kunne føres, prestefruen vilde tilslut ikke engang se ham, hun gret og sat hos den syke, fikk doktoren fat, tok selv hans for skrivter og kom derover flere ganger hverr dag forat pleje henne deretter. Bård gikk ute på gården, fra det ene sted og til det annet, men helst således at han var for sig selv; stod ofte stille lange stunder, satte så sin huve tilrette og tok sig noget for.
Moderen talte ikke til ham mere, de så neppe hinannen. Han kom opp til den syke et par ganger på dag; da tok han skoerne av sig nedenfor trappen, lagde huven utenfor døren og åpnede varligt. Straks han kom inn, vendte Birgit sig, som havde hun ikke sett ham, satte sig som før på huk, med hovedet i sin hånd, så bort for sig og på den syke. Denne la stille og blek uten at vite av noget omkring sig. Bård stod en stund nede ved sængefoten, så på dem begge to og sagde intet. Engang den syke rørte sig, som vilde hun våkne, listede han sig straks vekk så sakte som han var kommen.
Ofte tenkte Arne på, at nu var der sagt ord mann og kone imellem, samt foreldre og barn imellem, som lenge var båret sammen og sent vilde glemmes. Han lengtes bort derifra, skønt han nokk gerne vilde vite først, hvorledes det gikk med Eli. Men dette kunne han alltid få vite, tenkte han, gikk derfor til Bård og sagde, at han nokk vilde hjem; det arbejde, hvortil han var kommen, var ferdigt. Bård sat ute på stabben, da Arne kom til ham og sagde dette. Han sat på huk og grov ned i sneen med en pinne; Arne kente pinnen, ti det var den samme som havde holdt fløyen fast. Bård så ikke opp; han sagde: „det er vel ikke godt at vere her nu; — men det er likesom jeg ikke vil du skal rejse.“ Og så sagde ikke Bård mere, ej heller Arne; han stod litt, gikk så bort og tok sig noget for, som var det avgjort at han skulde vere.
Senere, da Arne blev innkalt for at spise, sat Bård ennu på stabben. Da gikk Arne bort til ham og spurte, hvorledes det idag stod til med Eli. „Det er nokk rent galt idag“, sagde Bård. „Jeg ser moderen græter.“ Det var som om nogen bød Arne sette sig ned, og han satte sig bent over for ham på enden av et omveltet tre. „Jeg har tenkt tidt på fa’r din i disse dager,“ sagde Bård så uvæntet, at Arne intet kunne svare. — „Du vet vel hvad som har veret oss imellem?“ — „Jeg vet det.“ — „Å-ja; du vet bare det halve, som vænteligt kann vere, og legger stor last på mig.“ Arne svarte om en stund: „du har vel oppgjort den ting med din Gud, du; likeså visst som nu fader min har det.“ — „Å-ja; det kann vere som man ta’r det til, det,“ svarte Bård. „Da jeg fant denne pinnen igen, blev det mig så underligt, at du skulde komme hit og løse fløyen. Likeså godt først som sidst, tenkte jeg.“ Han havde fått huven av sig og sat og så inni den. —
„Jeg kunne vel vere såpass som en fjorten år, da jeg lærte at kenne fader din, som var på samme alder. Han var meget vill og tålte ingen over sig. Og det var dette han aldrig kunne glemme mig, at jeg stod nummer en til konfirmasjonen og han stod nummer to. Ofte bød han sig til at ville takes med mig, men det blev aldrig til noget; væntelig var ingen av oss trygg på sig selv. Men underligt er det, at han sloges hverr dag, og ingen ulykke oppkom derav; den ene gangen jeg skulde til, gikk det så galt som det kunne gå; men det forstår sig: jeg havde også væntet lenge.“
„Jeg kunne vel vere såpass som en fjorten år, da jeg lærte at kenne fader din, som var på samme alder. Han var meget vill og tålte ingen over sig. Og det var dette han aldrig kunne glemme mig, at jeg stod nummer en til konfirmasjonen og han stod nummer to. Ofte bød han sig til at ville takes med mig, men det blev aldrig til noget; væn telig var ingen av oss trygg på sig selv. Men un derligt er det, at han sloges hverr dag, og ingen ulykke oppkom derav; den ene gangen jeg skulde til, gikk det så galt som det kunne gå; men det forstår sig: jeg havde også væntet lenge."
„Nils fløj efter alle genter, og de efter ham. Der var bare een, jeg vilde have, men den tok han fra ung på hverr dans, ved hvert bryllup, i hvert samlag; det var henne jeg nu er givt med. — — — Jeg havde ofte hug, der jeg sat, til at prøve styrke med ham for den saks skyld; men jeg var rædd jeg skulde tape, og visste, at da tapte jeg henne med det samme. Når alle de andre var gått, tok jeg de løfter, han havde taket, spente den bite, han havde spent; men næste gang han fløj med genten bort ifra mig, vågede jeg mig dog ikke i kast med ham, skønt det hendte dog engang, han stod og fjaste med henne like foran ansigtet mitt, at jeg tok en velvoksen karl og lagde over biten som for moro. Han blev også blek den gangen.“
„Dersom han ennda havde veret god med henne; men han svek henne, og det var om igen kveld efter kveld. Jeg tror næsten hun holdt mere av ham for hverr gang. — Så var det at det sidste hendte. Jeg tenkte, at nu måtte det briste eller bere. Vårherre vilde heller ikke han skulde gå lenger dengang og derfor falt han litt tyngre enn jeg unte ham det. Jeg har aldrig sett ham siden.“
De sat en stund tause; da fortsatte Bård:
„Jeg bød mig frem igen. Hun svarte hverken ja eller nej, og så tenkte jeg, det kunne blive bedre siden. Vi givtede oss, brylluppet stod nede i dalen hos en faster, som hun arvtok; vi begynte med meget, og det har siden vokset. Våre gårder lå ved siden av hinannen og nu blev de slått ihop, som min tanke havde veret fra gutten av. Men meget annet blev ikke som min Tanke havde veret.“ — Han sat lenge stille; Arne trodde en stund han gret; men det var ikke så.
„Hun var stille i førstningen og meget sorgfull. Jeg havde intet at sige til trøst og derfor taug jeg. Siden fikk hun det stundimellem med dette styrendes vesen, som du kannske har sett; det var alletider et slags ombytte, og derfor taug jeg også da. Men en rigtig glad dag har jeg ikke havt siden jeg blev givt, og nu har jeg veret det i en tyve år. — —“
Her brøt han pinnen i to stykker; siden sat han en stund og så på disse to stykker.
„— — Da Eli vokste til, tenkte jeg hun havde mere glede av at vere blandt fremmedfolk enn her. Det er sjælden jeg har villet noget jeg; det meste har også veret galt; — så blev dette med. — Moderen sat og lengtes efter barnet, skønt bare vågen lå imellem, og tilsidst skønte jeg at det heller ikke bar rigtigt ivej derover i prestegården, men da var det for sent; hun holder nokk nu hverken av fa’r eller mo’r.“
Huven havde han taket av igen; nu lå det lange hår nedover øjnene; han strøk det tilside med begge hender og satte huven på, som vilde han gå; men idet han for at rejse sig havde vendt sig mot huset, stoppede han og føjede til, idet han så til loftsvinduet:
„Jeg trodde det var best Matilde og hun ikke tok farvel, jeg; men så var det galt. Jeg sagde henne, at den vesle fuglen var død, for det var jo min skyld, og så syntes det mig best at tilstå det; men så var det også galt. Og slik slag er det med alting. Jeg har alltid tenkt at gøre det til det beste, jeg, men så er det bleven til det værste, og nu er jeg kommen så vidt, at de taler ondt om mig både kone og datter, og jeg går her alene.“
En gente ropte opp til dem, at nu blev maten kold. Bård rejste sig: „jeg hører hesterne knegge,“ sagde han; „det er vel nogen som har glemt dem“; han gikk bort til stalden for at give dem høj.
Arne rejste sig også; det var ham, som han ikke rigtig visste enten Bård nu havde talt eller ej. —