Arne/14
Kampen var en vakker gård. Den lå midt på den slette, som havde Kampestupet til grense nedenfor, og bygdevejen ovenfor; på vejens øvre side stod tett skog og litt lenger oppe højnede åsen og bak denne stod blåe fjell med sne på. Likeså var der på den annen side av Kampestupet en bred fjellrekke, der først gikk rundt hele Sortevatnet på den side Bøen lå, blev højere her henimot Kampen, men bøjede i det samme tilside for det brede dalføre, som kaltes Nedrebygden, og som begynte her; ti Kampen var den sidste gård i Øvrebygden.
Opp imot vejen vendte våningshusets hoveddør; fra den og opp til vejen var der vel et par tusind skridt; en stig førte dit med tette birketre på begge sider. En liten have lå foran huset. Arne stelte med den således som bøkerne bød ham gøre det; til venstre for huset lå fjøsbygningerne og de andre uthus; de var for det meste oppførte fra nytt av og bygde i en firkant mot våningshuset. Dette selv var rødmalet med hvite vindukarmer og dører, havde to stokkverk, var torvtakt, småbusker grodde på taket; det ene mønet bar fløystang, på den drejede en jærnhane sig med høj stert.
Våren var kommen til fjellbygderne; det var en sønndagsmorgen, litt tung i vejret, men rolig, uten kulde; tåken lå like ned på skogen, men Margit mente, den lettede oppad dagen. Arne havde leset prekenen for sin moder, og sunget salmer, som havde gjort ham godt; nu stod han i full puss for at gå opp mot prestegården. Han åpnede døren, frisk løvlugt slog imot ham, haven stod dugget og lett i morgenvinden, men fra Kampestupet bruste det med sterke, støtvise døn, så det skalv for øre og øje.
Arne gikk oppover. Jo lenger han kom fra fossen, dess mere tapte dønet i rædsel, men lagde sig nu som en dyp orgeltone over alt landskap.
„Vårherre vere med ham, der han går!“ sagde moderen, hun åpnede vinduet og så efter ham inntil buskerne tok ham. Tåken lettede mere og mere, solen skar igennem, der blev liv utover markerne og i haven; der grodde nu alt Arnes arbejde med frisk vekst, bar duft og glede opp til moderen. „Våren er vakker for den, som lenge har havt vinter,“ sagde hun og så utover som i tanker.
Arne havde intet bestemt erinde opp til prestegården, men han vilde dog høre derhen om aviserne, som han holdt sammen med presten. Nylig havde han sett navnene på flere nordmenn, som havde slått sig godt opp med gullgravning i Amerika, og blandt dem stod Kristian. Hans familie var lengst flyttet ifra bygden, men nu havde Arne dog hørt som rykte, at Kristian snart var væntende hjem. Herom kunne han vel også få besked oppe i prestegården, — og var det således, at Kristian alt nu var kommen, vilde Arne ned til ham i tiden mellem vår og slåttonnen. Dette gikk i hans sinn, like til han kom så langt frem han kunne se Sortevatnet og Bøen på den annen side. Tåken lettede også da, solen lekte sig på vollen, fjellet stod med lys topp, men havde tåken liggende i fanget, skogen mørknede vannet til højre side, men der foran husene havde det selv strødd sandet oppover; ti der var flatt. Med en gang stod han i den rødmalede bygning med de hvite dører og vindukarmer, hvoretter han havde malet sin egen. Han hugsede ikke de første tunge dager han havde havt der, han hugsede blott på den sommer de begge så, han og Eli, deroppe foran hennes sykesæng. Siden havde han ikke veret der, siden vilde han ikke gå dit, ikke for alt i verden. Blott hans tanker rørte ved det, blev han rød og skammfull, og dog skedde det opp igen, hverr eneste dag og mange ganger på dag, og var det noget, som kunne jage ham ut av bygden, så var det nettopp dette!
Fort gikk han, som vilde han gå langt ifra det; men jo lenger han gikk, dess nærmere kom han Bøen og dess mere så han også på den. Tåken var ganske borte, himmelen skinnede klar fra den ene fjellramme til den annen, fuglerne svømmede og ropte over til hverrandre i den solglade luft, markerne lo med millioner blomster, ingen Kampefoss truede gleden i kne som til underkastelse og højtid, men livsglad, overgiven tumlede, sang, skinnede, jublede den oppad uten stans og ende!
Arne havde gått sig blussende het, han kastede sig i græsset, like under en bakke, så over til Bøen, veltede sig for ikke at se dit lenger. Da hørte han en sang over sig, skinnende klar, som han aldrig havde hørt sang før; den fløt utover engen mellem fuglesnakket, og innen han rigtigt kunne kenne tonen igen, kente han også ordene; ti tonen var den han holdt mest av, og ordene var dem han havde båret på fra han var gut — og glemt samme dag han fikk dem frem! Han sprang opp, som vilde han fange det, men stansede og lyttede, her kom første vers, her kom annet, her kom tredje, fjerde, rinnende nedover til ham —:
Undrer mig på, hvad jeg får at se
over de høje fjelle?
øjet møler nokk bare sne;
rundt omkring står det grønne tre,
vilde sa gerne over; —
tro, når det rejsen vover?
Ørnen løfter med sterke slag
over de høje fjelle, —
ror i den unge kraftfulle dag,
metter sitt mod i det ville jag,
senker sig, hvor den lyster, —
ser mot de fremmede kyster!
Løvtunge abild, som intet vil
over de høje fjelle?
spretter, når somren stunder til,
vænter til næste gang den vil,
alle dens fugler gynger,
vet ikke hvad de synger; —
Den som har lengtet i tyve år
over de høje fjelle, —
den, som vet, at han ikke når,
kenner sig mindre år for år —,
hører hvad fuglen synger,
som du så trøstigt gynger.
Sladdrende fugl, hvad vilde du her
over de høje fjelle?
Rede du fant visst bedre der,
videre syn og højere tre’r, —
vilde du bare bringe
lengsel, men ingen vinge?
Skal jeg da aldrig, aldrig nå
over de høje fjelle?
Skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå
stengende der til det sidste, —
blive min dødningekiste?
Ut, vil jeg! Ut! — o, så langt, langt, langt
over de høje fjelle!
Her er sa knugende, terende trangt,
og mitt mod er så ungt og rankt, —
lat det få stigningen friste,
— ikke mot murkanten briste!
Engang, jeg vet, vil det rekke frem
over de høje fjelle.
Kannske du alt har din dør på klemm? —
Herre min Gud! godt er ditt hjem, —
lat det dog ennu slenges,
og jeg fa lov til at lenges!
Arne stod til det sidste vers, det sidste ord var sunget hen; atter hørte han fuglerne skemte og le, men han visste ikke, om han selv torde røre sig. Vite, hvem det var, måtte han dog, han løftede foten og gikk så vart, at han ikke hørte græsset knase. En liten sommerfugl satte sig i en blomst like foran foten på ham, måtte opp igen, fløj atter bare et litet stykke, måtte opp igen og så videre frem hele bakken. Men der stod en tett busk, han vilde ikke lenger frem, ti nu kunne han se, en fugl fløj opp ifra busken, skrek skræmt: kvitt, kvitt! — og skar bort over bakkeheldingen; da så hun opp, hun som sat der; han dukkede sig ned, dypt, dypt, holdt ånden igen, hjærtet klappede, han hørte hvert slag, lyttede, torde ikke røre ved et blad, ti han havde jo sett Eli! — Lenge, lenge efter så han opp litetgrand, vilde gerne drage sig et skridt nærmere, men fuglen kunne have rede under busken og det torde han ikke trede på. Han så da frem mellem bladene ettersom de fløj tilside eller stakk sig sammen. Solen falt like på henne, hun sat i en sort livkjole uten ermer, havde en halmhat på hovedet, som tilhørte en gut, den sat løst og til den ene side. I fanget havde hun en bok liggende, men ovenpå den en hel del markblomster; hennes højre hånd famlede innimellem dem som i tanker, den venstre var lenet på kneet, og i den lå hennes hoved. Hun så utefter der, hvor fuglen var fløjen, og det var uvisst, om hun havde gråtet.
Noget vakkrere havde Arne i sine levedager hværken sett eller drømt; solen lagde også alt sitt gull både på henne og pletten, og sangen drev om henne, skønt den lengst var sungen, så han tenkte, drog ånde, ja hjærtet slog i takten av den. Det blev ham så underligt, at den sang, som bar all hans lengsel, havde han glemt, men hun funnet. —
En gulbrun kveks fløj i kredse om henne mange mange ganger, tilsidst fikk hun øje på den og skræmte den med en blomsterstilk, som hun stakk opp så ofte den kom foran. Så tok hun boken og åpnede den, men lukkede den snart og sat som før, medens hun gav sig til at nynne. Det var „treet stod ferdigt med blad og knopp“ — han kunne høre det, skønt hun ikke hugsede godt hværken ordene eller tonen og tok ofte fejl. Det vers hun kunne best, var det sidste, derfor tok hun det ofte opp igen; men hun sang det således:
og treet fikk ber, de var modne og rød,
„Jeg må få dem!“ bad genten, hun var nu så søt.
„Ja, alle disse små,
dem kann du gerne fa!“
sa’ treet — trala-lala, la-lala, — søt!
Og så med en gang sprang hun opp, rystede alle blomsterne rundt omkring, haukede så tonen trinsede gennem luften og nådde gerne over like til Bøen. Arne havde tenkt at springe frem, da hun begynte at synge; han var like på vej, da hun sprang opp; nu måtte han frem, — og da sprang hun! Skulde han rope? Nej, — jo! Nej! — Der hoppede hun alle bakker ned, syngende, trallende; der falt hatten av, der tok hun den op igen, der plukkede hun en blomster, der stod hun midt i det højeste græsset — „Skal jeg rope? Hun ser opp!“ — han ned. Lenge var det, før han torde glytte frem og først løftede han bare hovedet, så henne ikke; — stod på kne, så henne ikke; — helt opp, — nej, hun var borte! Han syntes selv han var en ynkelig karl, — han tenkte på somme av de historier han havde hørt i nøtterskogen. — —
Han vilde ikke mere til prestegården. Han vilde ikke have aviserne, vilde ikke vite noget om Kristian. Han vilde ikke hjem, han vilde ingensteds, han vilde ingenting, — „o Gud, jeg er så ulykkelig!“ sagde han, sprang opp igen og sang „treet stod ferdigt med blad og med knopp“ så det rungede rundt fjellene! — Siden satte han sig, hvor hun havde sittet, han fikk fat i de blomster, hun havde plukket, men kastede dem nedover bakken til alle sider! — Og så gret han. Det var lenge siden han havde gråtet; dette falt ham inn, og da gret han ennu mere. Han vilde rejse, vilde han; — nej, han vilde ikke rejse! — Han syntes, han var så svært ulykkelig, men når han tenkte sig om, visste han ikke rigtigt hvorover det var. Han så omkring sig, det var en velsignet dag, og nu var der hvile utover altsammen. Søen trillede ikke med en eneste båre, fra gårderne begynte røken at tittre i vejret, akerrikserne holdt opp, den ene efter den annen, småfuglerne spøkte vel, men drog sig mot skogen, duggen var borte, så græsset stod alvorligt, ingen vind var der, så bladene hang stille, solen stod om en time i middag. Han visste ikke hvordan det gikk til, at han sat der og stelte med et litet dikt; en bløt tone kom og bød sig frem til det, og med brystet underligt fullt av alt, som var mildt, gikk og kom tonen så lenge, til den havde med et litet billede, som gerne vilde legge sig frem for en gangs skyld.
Han sang det stille, som han havde gjort det, og sittende hvor Eli sat.
I skogen smågutten gikk dagen lang,
gikk dagen lang,
der havde han hørt slik en underlig sang,
underlig sang.
Gutten en fløjte av selju skar,
av selju skar, —
og prøvde om tonen derinne var,
derinne var.
Tonen, den hvisked og nevnte sig,
og nevnte sig,
men best som han lydde, den løp sin vej,
den løp sin vej.
Ofte, han blunded, den til ham smøg,
den til ham smøg,
og over hans panne med elskov strøk,
med elskov strøk.
Vilde den fange og våkned bratt,
og våkned bratt;
men tonen hang fast i den bleke natt,
i den bleke natt.
„Herre min Gud, tak mig derinn,
tak mig derinn;
ti tonen har fått mitt hele sinn,
mitt hele sinn.“
Herren, han svared: „den er din ven;
den er din ven;
skønt aldrig en time du ejer den,
du ejer den.“
Alle de andre dog litt forslår,
dog litt forslår
mot denne du søker, men aldrig når,
men aldrig når.“