Åpne hovedmenyen

Artikkel om J. E. Sars i Verdens Gang 34, 1880

Vi maa ikke glemme under det daglige Stræv, at vi foruden vore allernærmeste Pligter tillige har Pligter mod det Samfund, i hvilket vi lever, at vi har at værne om de fri Love, i Ly af hvilke vi arbejder, og at hver Mand bør efter Evne vaage over sit Lands Selvstændighed og Frihed. Enhver Tid har sine Opgaver; de kan være meget vanskelige som i 1814, men den lykkelige Udgang paa den haarde Kamp i hin Tid skylder vi de Mænd, som hadde tænkt paa andet end sin daglige Dont. Men selv midt i fredelige og rolige Tider er det nødvendigt, at der ogsaa udenfor den Kreds, hvem Folket har betroet som Pligt det Tillidshverv at røgte de offentlige Anliggender, findes Mænd, der med et aarvagent Øje følger Begivenhedernes Gang, og som har Vilje og Evne til med Ord at virke for Frihed og Selvstændighed.

Den Mand, hvis Billede idag pryder vort Blad, er kjær om Landet Ære og har ikke svigtet sin Pligt, hvor det gjaldt denne; det er Flagmanden, Historikeren Professor Ernst Sars.

Sars er først og fremst Videnskabsmand, og det ligger derfor i Sagens Natur, at hans Arbejde først og fremst ligger paa det videnskabelige Felt; det er vort Folks Historie, han studerer, og af hans Hovedværk, „Udsigt over det norske Folks Historie,“ er som bekjendt to Bind udkomne. Hans grundige Kundskaber, hans klare Stil og de originale og aandfulde Betragtningsmaader, han gjør gjældende, er med rette beundret i alle hans Arbejder, og det ikke alane inden Fagmændenes Kreds. Her paa dette Sted er det imidlertid især Hensigten med nogle Ord at omtale Professor Sars’s Betydning i vort offentlige Liv, og den Indflydelse han her har øvet. Denne er langt fra saa almindelig paaskjønnet som hans videnskabelige Arbejder, ja, i den reksjonære Hovedstad er hans fædrelandske og frisindede Optræden endog blevet mødt med Uvilje og Utak.

Sars’s politiske Standpunkt er simpelt og grejt; det er dette: vi vil ikke være skandinaviske, vil vil ikke være svenske, men vi vil være norske. Vi har intet Fædreland, som heder Skandinavien, intet, som heder Unionen, men vort Fædreland er Norge, og noget andet større Fædreland har vi ikke Ret til at begjære, endnu mindre til at tilkjøbe os ved Opofrelse af det mindste af vore fri Rettigheder og af vor Selvstændighed. Dette er den samme Tanke, som Statsrevisor Berner gav et andet Udtryk ved sit Forslag om det rene Flag; ti det rene Flag betyder ikke andet end det: Vort Fædreland er Norge, og ikke noget andet Land eller nogen Forening af Lande.

Dette Standpunkt, der i vor Tid er blevet til Kampen mellm de Unionsmærkede og det rene Flag, har Sars allerede for en Række af Aar siden paa en beundringsværdig Maade udviklet i sit bekjendte Foredrag i Studentersamfundet den 9de Mars 1867. Mange vil maaske endnu erindre, hvorledes det i Slutningen af Sextiaarene gik en meget svenskvenlig Retning gjennem Bybefolkningen. Det hed dengang, at Norge var saa lidet og fattigt, at det beste, man kunde gjøre, var at slutte sig nærmere til Sverige; det var næsten blevet Mode at tænke og tale slig i Kristiania. Da vat det en Del begavede, mest yngre Mænd, udgav Bladet „Vort Land“, hvor Hovedhensigt det var at modarbejde den fædrelandsfiendske Retning, og i dette Blad var Sars en af Lederne. „Vort Land“ var oprindelig Digteren Vinjes Organ „Dølen“, der blev udgivet paa Landsmaalet, men det blev midlertidigt omgjort til en politisk Avis paa Bogsproget. Abonnenternes Antal var ikke stort, men Bladet udøvede en stor Indflydelse, og bidrog sammen med det ovennævnte Fordrag for den væsentligste Del til, at den Tone, der udgik fra det daværende skandinaviske Selskab, kom ud af Moden. Hva der blev sagt i hin Tid fortjener at mindes til alle Tider: „Jeg frygter ikke for at udtale,“ siger Professor Sars, „at det norske Folk, som har kjæmpet i Aarhundreder for at opnaa sin nuværende Selvstændighed, vilde finde sig saaret i sin Nasjonalfølelse derved, at der opgaves en, om end noksaa ringe del af denne Selvstændighed, eller ved en, om en noksaa delvis Underordning under Sverige; ligeoverfor Æren og Nasjonalfølelsen har man overhodet aldeles intet Prutningsmon; at opgive en Del af sin Selvstændighed, er fra Ærens og Nasjonalfølelsens Standpunkt det samme som at opgive det hele, og at ville bevare den saakaldre indre Selvstændighed, medens man giver Slip paa Resten, er en juste-milieu-Tanke (Slingringstanke), der hverken gjør Hoved eller Hjerte Ære, og som alene kan undskyldes derved, at man staar paa en kras Nyttigheds-Tilbedelses Standpunkt, fra hvilket man kun er istand til at sætte Pris paa det, hvortil der i rent materiel Henseende viser sig Behov. Og jeg frygter ikke for at udtale, at en saadan „Befæstelse og videre Udvikling“ af Unionen, som den, der af en vis Fraksjon blandt Skandinavisterne er opstillet som Maal for vore Bestræbelser, vil ikke styrke, men svække de Forenede Riger, fordi den vil svække det norske Folk ved at saare deres Selvfølelse, som maa være frisk og frejdig for at give Folket det rette Sammenhold og den rette Opofrelsens Evne.“

Skjønt Professor Sars som berørt paa Grund af sine Studier og ved sin Begavelse hører hjemme ved Universitetet, saa har han altid været villig til at ofre sin Bekvemmelighed, naar det gjaldt offentlige Anliggender, hvor hans Ord kunde have Vægt. Hvergang de reaksjonære Bølger gik højt, saa at Lodsbaad maatte ud forat fortælle om den rette Kurs, saa har Sars været blandt de første i Baaden. Det viste sig ogsaa i hin Plebisiternes Tid, da Bybefolkningen vilde underkjende Stortingets Udtalelser; da var Sars blandt de Mænd, der sørgede for, at en kraftig Protest blev nedlagt mod dette Uvæsen. Og hvis Ord skulde vel have større Vægt, end den Mand, der saa nøje har studeret vort Folks Historie fra de ældste Tider, og som taler ud fra et saa grundigt Kjendskab. Det spaar godt for vort Lands Fremtid, at saa mange Mænd af den højeste Begavelse og Lærdom staar paa samme Side som de fleste af Landets Repræsentanter.

Fremforalt fortjener dog Professor Sars Fædrelandets Tak for sin modige Optræden i Flagstriden. Hvis vi ikke havde offervillige Mænd som Bjørnson og Sars, der er rede til at sætte noget ind paa en Sag, hvor det gjælder andet end Stillingen, saa kunde det faa Udseende af, at der i Norge ikke fandtes andre Interesser end de, som trives lige godt under en gul, grøn eller blaa Klud, naar kun Fragterne er høje. Det kom frem under Flagstriden, at Følelsen, hvori andre Hensyn end Fædrelandets Værdighed og Selvstændighed var overvejende, har voxet sig stor. Ære være de Mænd, som først gjorde opmærksom herpaa! Den første Betingelse for at modarbejde og rette paa et Onde, er at kjende det.

Ligesom Professor Sars, hvor det gjælder politiske Spørgsmaal, tager sit Udgangspunkt i den videnskabelige Undersøgelse, saaledes er hele hans Livsanskuelse bygget paa Videnskaben, og i den stigende Oplysning ser han den bedste Lægedom for Samfundets Onder og Brøst. Han hører ikke til dem, som mener, at det rigtigste er at holde Folk i Uvidenhed, forat man lettest kan styre dem; tvertimod har han altid arbejdet for at gjøre sine Landsmænd bekjendt med de Aandsretninger, som er oppe i Tiden. „Videnskaberne“, skriver Professor Sars, „opfattes ikke længere som en Samling af Kundskabsgrene, hvis Betydning for Livet væsentlig vurderes efter deres praktiske Nytte, men som en eneste stor Lærebygning, ved hvilken vor Trang til en sammenhængende Livsanskuelse skal finde Tilfredsstillelse.“ Det ligger i Sagens Natur, at en saadan Livsopfatning har skaffet ham Modstandere blandte Teologerne, og der har endog vist sig Tegn til, at der inden selve Universitetet ikke hersker den Toleransens eller Fordragelighedens Aand, som burde være den første og herligste frugt af en fri Forfatning. Fuld Frihed paa det politiske, videnskabelige og religiøse Felt bør være det Maal, vi alle stræber efter, og vi maa lære at respektere alle Meninger, som er grundede paa omhyggelig Eftertanke, Studium og alvorlig Stræben efter videnskabelig Sandhed. Kun ved aaben og ærlig Drøftelse af alle Spørgsmaal, ogsaa de religiøse, kan Oplysning og Fremgang trives.

Ogsaa paa et Felt, helt forskjelligt fra de andre nævnte, har Professor Sars udøvet en gavnlig og vækkende Indflydelse. Han og Hans Ven, Digteren Vinje, har væsentlige Fortjenester af at have aabnet Folks Øjne for Jotunfjeldenes storartede Naturskjønheder, og det var dem, som først byggede den nu blandt Turister saa vel kjendte Hytte ved Eidsbu ved Bygdin. De regelmæssige Farter til Jotunfjeldene, som nu er blevne saa almindelige, er først aabnede af Vinje og Sars, og helt siden 1863 har Sars næsten hvert Aar været i Jotunheimen, saa han har et nøje Kjendskab til den Fjeldgruppe, og ved at fortælle hvorledes de høje Tinders dristige Linier tegner sig fra de forskjelligste Standpunkter; flere af vore dygtigste Turisters Begejstring for Jotunfjeldene er først vakt ved Vinje og Sars.

Ernst Sars er ældste Søn af den berømte Zoolog, Professor M. Sars, og han er Søstersønn af Digteren Welhaven. Han er født paa Florøen den 11te Oktober 1835, saa han er endnu en Mand i sine bedste Aar; anstrængte Studier har tidlig graanet hans Haar og hans Skjæg, men hans Hjerte slaar ungt og varmt for Sandhed og Landets Ære. Hans videnskabelige Fortjenester har først fundet den rette Paaskjønnelse af Storthinget, der i 1874, uden at noget Forslag derom var fremsat af Regjeringen, oprettede en Post som overordentlig Professor i Historie for ham.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.