Autobiographi/1
Jeg er født den 1ste August 1769 paa Gaarden Kjørrefjord i Vandsøe Sogn, Christiansands Stift. Min Fader var Claus Pavels, residerende Kapellan til bemeldte Præstegjeld, min Moder Karen Tostrup, en Datter af Kammerraad og Foged Tostrup.1 Efter 6 Maaneders Ægteskab døde min Fader den 11te April s. A. I Smertens Bedøvelse, nedbøiet ved Forestillingen om sin saa meget tidlige Enkestand og sit ufødte og dog alt faderløse Barns tunge Skjæbne, faldt min nervesvage Moder i en hæftig Sygdom, der truede med Døden. En Cancellieraad von See fra Christiansand blev hentet, og medens han med Medicin med Held fremmede hendes Legemes Helbredelse, søgte han ogsaa at lindre hendes Sjels Lidelser ved Fortællingen om, at han ogsaa kjendte Verdens Modgang, da han i sit Liv havde havt 14 Processer og 4 Gange en saadan Tandpine, at han havde maattet trække et Par Tænder ud. Jeg tvivler, om mine Moder fandt hans Trøstegrunde saa kraftige som hans Lægemidler.
Ikke længe efter min Fødsel flyttede min Moder ud med mig til hendes Fader paa hans Eiendomsgaard Østhassel2, yderst ude paa Listerlandet, og der tilbragte jeg mine 13 første Leveaar. Gaarden var gammel, gammeldags og forfalden. Landet er frugtbart, men aldeles ikke smukt; dets eneste Skjønhed var en Mængde Bøndergaarde, hvoraf jeg troer, man kunde tælle her er nogle og 40, hvis Beboere rigeligen ernærede sig med Fiskerie, Lodsvæsen og Agerdyrkning. Vi boede meget nær ved det vilde Ocean, hvis Brusen jeg daglig kunde høre; idel Sletter omgav os, og da Stormvinde rasede næsten det hele Aar, kunde ikke et Træ voxe paa den Kant af Landet, enten i Have eller paa Marken.
I denne saare upoetiske Egn opvoxede jeg, og de Mennesker, jeg opvoxede iblandt, vare: 1) min Moder. Hun har aldrig været smuk, aldrig glimret ved Talenter, aldrig gjort Figur i den store Verdens Cirkler; men i sin lille Kreds har hun udbredt megen Held og Glæde. Hun har en lys Forstand. Hendes Hjerte er redeligt og fromt og menneskevenligt, især har blid Sagtmodighed bestandig været et af hendes skjønneste Karakteertræk. Hun er meget religiøs, men uden Affektation eller Intolerance. – 2) Min Morfader døde før jeg var syv Aar gammel, jeg har altsaa kun en dunkel Erindring om ham, men overalt, hvor man talte om ham, nævntes han eenstemmigen som en fornuftig og retskaffen Mand. – 3) Hans Broder, Jørgen Tostrup, i daglig Tale Farbroder Jørgen, en gammel Pebersvend, var i min første Tid et sandt Huuskors. Han havde faaet af de saakaldte aandelige Anfægtninger, og gik uophørlig og græd og bad og læste høit paa sit Kammer eller i Haven eller paa Marken eller hvor det nu faldt ham ind. Med eet kom han sig igjen, og blev meget munter, undertiden, dog ikke i religiøse Ting, ret frivol i sin Tale. Han havde ikke min Moders og Morfaders Forstand og manglede fremfor alt hiins Takt til at passe Tid og Sted, hvorpaa jeg vil anføre et Exempel. Det var en gammel Skik der paa Gaarden, at Naboerne om Vinteraftenerne samledes i vor Drengestue (Borgestue kaldte man den) for at sladre et Par Timers Tid. Ofte gik min Morfader, medens han levede, og Farbroder Jørgen, naar han var frisk, ned til dem, og Talen var da gjerne om deres Fiskerie og Søereiser, som det, der meest interesserede dem. Og i denne Kreds faldt Farbroder Jørgen engang paa at forelæse Tullins Digt om Skabningens Ypperlighed, hvoraf vist ikke han selv forstod Halvdelen og hans Tilhørere en Tiendedeel! I øvrigt hang han stivt ved gamle Meninger og Skikke fra hans Mamas Tid, og var den mindst elskværdige i vor huuslige Kreds. Hans Søster, Præste-Enken Mad. Tyrholm, ellers Faster Anne, var ligeledes til Aars, men ung, sund og munter var hendes Sjel til hendes Dødsdag. Jeg har ikke seet et aldrende Menneske, der saa aldeles kunde afholde sig fra at lade de Yngre føle sin Alders Superioritet. Forresten var hun uden Politur, kom aldrig i Selskaber og gik yderst simpelt og gammeldags klædt, men hendes Hjerte var saare fortræffeligt.
Dette var da min tidligere Barndoms Selskab. De vare, især tre af dem, overmaade agtværdige Mennesker, men derhos aldeles uskikkede til at opdrage en tilvoxende Dreng og endnu mere til at udgjøre hans eneste Selskab. Selv min Morfader havde aldrig havt Sønner (min Moder var hans eneste Barn) og han var da egentlig den, hos hvilken nogen Theorie og Erfaring skulde ventes. Drenge af min Alder og Stand fandtes ikke i Miles Afstand fra mit Hjem og med Bønderdrengene i Naboskabet var det mig forbudet at omgaaes og lege. At Standsfordomme blandede sig ind i dette Forbud, vil jeg ikke nægte, men Hovmod bør jeg dog ikke kalde det, thi de viste en Venlighed og Høflighed mod Bønderne, som disse ogsaa ærligen paaskjønnede og gjengjeldte. Hovedgrunden til Forbudet var nok Omsorg for min Helbred og Moralitet. Mit Temperament stemte ogsaa fuldkommen overeens med mine Opdrageres Ønske. Det kostede mig intet at opfylde en Befaling, som jeg aldrig havde følt mig fristet til at overtræde. Med den fuldkomneste Ligegyldighed betragtede jeg de legende Drenge rundt om mig som Væsener af en anden Art end jeg, og sad fornøiet ved mine Bøger, Billeder og hvad andet jeg eller de Ældre fandt paa at more mig med. At jeg nu selv skal sige mine Tanker om dette Forbud, da giver jeg mine Opdragere Ret i, at naar Valg kan gjøres, bør Legebrødre vælges af Barnets egen Stand, men naar intet Valg kan gjøres, troer jeg maadeligt Selskab er bedre end aldeles intet, og naar man som jeg er lige under sine Opdrageres Øine, er Faren baade for Sjel og Legeme overmaade liden. Helbreden vil jeg nu ikke tale om – det røbede nu et totalt Ubekjendtskab med det menneskelige Legems Tarv, at de troede at betrygge den ved at afholde mig fra Strabads i Barndommen. Men heller ikke for mine Sæder var der stort at befrygte. Det var ogsaa fra de moralske Betænkeligheders Side et Beviis paa mine Opdrageres Mangel paa Verdens- og Menneskekundskab, da de dog som gamle Folk burde vidst, at just saadanne uerfarne Stakler, der ere opvoxne i Klosterliv, naar de komme ud i Verden (og det skulde jeg dog engang) ere den letteste og sikreste Fangst for Bedragere og Forførere. Men de følte dem lykkelige i deres stille Eensomhed, uafhængige af den øvrige Verden. De glemte, at den fremvoxende Ynglings Bane er en ganske anden end Oldingens næsten fuldendte; hvad der var undværligt for dem, syntes dem og at være det for mig.
I øvrigt var min Opdragelse, naar jeg undtager den physiske Deel deraf, overmaade god. Forstandskultur stræbte mine Opdragere saavidt det stod til dem, at bibringe mig fra den tidlige Alder, men hvad der især var dem vigtigt var at danne mit Hjerte, at indgyde det varm Følelse for Religion og Dyd. Vistnok lærte jeg adskilligt udenad, som jeg ikke forstod, men jeg følte det, og for det første var det vel nok. Jeg opdroges til stræng Orthodoxie (Oplysningsperioden var jo og neppe begyndt i Tydskland), men sandelig, det var ikke den stygge intolerante Forfølgelsesaand, eller det krybende, vanærende Slavesind, som Horrebow vilde indbilde os, nødvendig at være forenet med Troen paa Aabenbaringen. Det var ægte Christendomsaand, min Barndoms Ledere besjeledes af; den lød fra deres Læber og fremlyste af deres Daad; de vare sande Christne, der viste sig at være Jesu virkelige Disciple derved, at de vare saare flittige til gode Gjerninger. Og disse Grundsætninger, der vare dem selv saa hellige, søgte de ideligen i Ord og Daad at indprænte mig.
{{linje|10%}
I April 1776 døde min Morfader i Lyngdal, 3 Mile fra mit Hjem, hvor han nogle Dage i Forveien var reist i Vennebesøg. Efterretningen om hans Død, skjøndt med Forsigtighed meddeelt min Moder, gjorde et saa voldsomt Indtryk paa hende, at hun faldt i en hæftig Sygdom, hvis Udfald i nogen Tid var tvivlsomt. Min Morfaders Død var vistnok paa den Tid et ei ubetydeligt Tab for mig, men det Tab, jeg vilde lidt, om ogsaa min Moder havde forladt mig, vilde været uopretteligt. Min eneste mandlige Paarørende der i Egnen, ja det eneste Menneske paa Jorden, der kunde ventes at ville tage sig af mig, var omtalte Farbroder Jørgen, og hvad vilde han gjort for mig? Det var min Moders og Morfaders Ønske og Forsæt, at jeg skulde studere, men denne Plan vilde nok Farbroder Jørgen fundet altfor vidtudseende. Langt nærmere for ham laae en mageligere Vei, og den havde han sikkerligen valgt. Den Odelsgaard, Moder, Morfader, Oldefader og Oldesaders Fader havde beboet før mig, hvilken skjønnere Udsigt for mig, end ogsaa at blive dens Beboer? Leve af Gaarden kunde jeg nu vel sagtens ikke, men noget arvede jeg efter Moder og Bedstefader, saa kunde jeg jo drive lidt Handel; der var Havne nok i Nærheden, hvor Skibe kom ind for Modvind eller for at gjøre Havarie, Skjær og Sandbanker, endog paa min egen Gaards Grund, hvor Skibe strandede næsten hvert eneste Aar. Ja jeg er sikker paa, at den salige Mand aldrig havde vidst noget bedre for mig; jeg havde vel ogsaa fundet mig deri, og hvem veed, hvilken stormægtig Kaperrheder jeg i dette Øieblik havde været! Gud skee Lov, min Moder blev frisk, og den gamle Plan fulgtes.
Og paa det fuldkomneste harmonerede denne Plan med min Tilbøielighed. Ved det eensomme, stillesiddende Liv blev Læsning snart min høieste Glæde. Børneskrifter havde man dengang ikke saa hensigtspassende, som adskillige af dem, man siden fik, overalt var Børneskrifter noget, hvorom mine Opdragere ingen ret Idee havde, da ingen saadanne vare til i deres Barndom. Jeg maatte altsaa nøies med de faa og gamle Bøger, meest af theologisk og moralsk Indhold, som min Morfader og Fader havde efterladt, og herved blev jeg da efterhaanden saa fortrolig med Homelitik, Asketik o. dsl., at ingen anden Studering var mig tænkelig end theologisk og ingen anden borgerlig Bestemmelse end Religionslærerens, hvilket og var min Moders inderligste Ønske. Jeg var en meget flittig Bibellæser, og sandelig, min Uskyldighed tog aldrig Forargelse af Loths eller Judæ, Davids eller Salomos Elskovshistorier, af Hoseæ Hoerqvinde eller Ezechiels to ublue Søstre, som nok overalt faa eller ingen Børn eller voxne Folk have taget, førend Voltaire og hans Abekat Horrebow og den hele øvrige høipriselige Reformatorflok paa fransk, engelsk, tydsk og dansk gjorde dem opmærksomme derpaa. I Psalmebogen var ingen Psalme mig ubekjendt og mange lærte jeg udenad, af hvilke det er mig en fyldestgjørende Glæde at kunne tillægge, at jeg i mit 42de Aar ikke har glemt en eneste. Prædikener, især Biskop Herslebs ei allene læste jeg flittigen, men øvede mig ogsaa i at deklamere dem oppe paa min Moders Kammer, ja kort efterat jeg havde lært at skrive (jeg troer det var i Slutningen af 1777) udarbeidede jeg paa egen Haand to eller tre Smaastykker, hver paa et Qvartblad, og jeg erindrer endnu at Rom. 8, 13 og det min Forstand langt overstigende 1 Cor. 10, 21 vare mine Texter. Mine Slægtninge læste disse Bogartikler med megen Glæde; ogsaa læstes de med Fornøielse af Præsten der, Provst Bugge2, en overmaade retskaffen Mand; kun var han aldeles indviet i de mähriske Brødres Aand og vilde gjerne, at Andre ogsaa skulde være det, hvorfor han ogsaa i mit 8de Aar forærede mig en Bog, kaldet: Den Hemmelighed i Naadepagten i Christo, og skrev foran i den: „Den Aandepagt, min kjære Claus Pavels!, din Frelser har sluttet og indgaaet med dig i Daaben, da han i sit dyrebare Blod aftoede dig af dine Synder, bevare dig og gjøre dig agtpaagiven paa hans Ord, indtil du evig seer ham og nyder ham.“ Han tilbød min Moder at gjøre Begyndelsen med min Underviisning i det latinske Sprog. Jeg gik ogsaa adskillige Gange til ham, som boede en lille Fjerdingvei fra Østhassel, læste Declinationer i Anchersens Grammatik og Gloser udenad i Cel1arii liber memorialis. Men det varede kun kort; man fandt nok paa alle Sider, at den Nytte, jeg kunde høste af denne Underviisning, ikke svarede til det Bryderie, den voldte baade ham og mig, og det blev besluttet at forskrive en ordentlig Huuslærer.
Min Fader havde en Universitetsven, Justitsraad og Kirkeinspektør Bastholm i Kjøbenhavn; til denne skrev min Moder, og bad ham skaffe sin gamle Vens eneste Søn en duelig og retskaffen Informator. Han svarede meget forbindtligt, at hendes Ønske kunde vorde opfyldt, og at en Lærer var at faae, som uden Tvivl vilde opfylde alle de Fordringer, der kunde gjøres til ham, kun faldt han lidt kostbar, da han foruden fri Reise og Alting frit i Huset forlangte 60 Rd. aarlig Løn, hvilket dog ikke var saa ubilligt, naar man betænker, hvad saadant et Menneske med akademiske Stipendier og Timeinformationer kunde fortjene i Kjøbenhavn. Min Moder fandt, vistnok efter den oekonomiske og uvidenskabelige Farbroder Jørgens Indskydelse, Fordringen høist overdreven, og Underhandlingen blev afbrudt. Jeg kjender ikke min Moders daværende Formuesomstændigheder. Saa, meget veed jeg, at skjøndt hun ikke var riig, var hun heller ikke fattig, og syntes selv i de Dage 60 Rd. ikke at være en saa uhyre Sum, at den jo uden Betænkning kunde opføres aarligen til hendes eneste Barns intellektuelle Dannelse. Hun skrev nu til Christiansand til en af min Faders Cousiner, og ved hende fik jeg da en anden Lærer for 30 Rd. aarlig og 5 Dukater til Nytaar. Det var en Bundtmagersøn ved Navn Heidrich, som nok ikke havde og aldrig fik mere end Examen Artium, og han tiltraadte da Conditionen i Begyndelsen af 1778, hvormed en virksommere Periode i mit Liv begyndte.
At intet uheldigere Valg end dette kunde været gjort, være det langt fra mig at paastaae. Med Hensyn paa mig og min Underviisning havde han sine meget gode Sider, og dette gjør det begribeligt, at han, uagtet de meget grove Feil, der vanskeligen lod sig tildække med Kjærlighedens Kaabe, blev hos mig i halvfemte Aar, indtil jeg blev confirmeret og kom ind i Christiansands Skoles øverste Classe, men med alt dette kan jeg ikke undlade at holde ham for et af de sletteste og foragteligste Mennesker, jeg har kjendt. En vis stille, alvorlig Beskedenhed indtog de Gamle for ham i Begyndelsen, men snart keeg frem bag den en tærgende Lumskhed, som ikke lod sig dølge. Jeg begriber endnu ikke, hvorledes det gik til, at han kastede et saadant uforsonligt Had paa min Moder, thi denne fromme, sagtmodige Kone har vist aldrig i sit Liv vitterligen fornærmet noget Menneske. Det yttrede sig undertiden paa en høist pøbelagtig Maade, f. Ex. da han i stort Selskab hos os, hvor man drak min Moders Skaal, udbrød med høi Nøst: „Karen Holfeldts Skaal!“ hvorover Selskabet sad rød og feig og flad, men som baade hun og hendes Mand vare sindige nok til at lee ad[1]. Men det allerværste var, at han ordentlig stjal, gik ud i Dagbrækningen og plyndrede Jernbolte af et strandet svensk Skib, hvilke han gjemte under Sengen og solgte til en Landkræmmer Zacharias Brustad, der lod hele Læs afhente, naar mine Forældre var ude. Alle disse smukke Egenskaber, som han dog først paa den senere Tid begyndte at vise, havde ingen Indflydelse paa hans Adfærd mod mig. Den var saa blid og human, at den fortjente at fremsættes til Mønster. At vinde min Kjærlighed og Fortrolighed syntes at være hans høieste Attraae. Imidlertid vil jeg ikke nægte, at han benyttede sig af min Fortrolighed paa en heel uædel Maade. Han overtalte mig nemlig til at betroe ham hver Familiehemmelighed, der i min Nærværelse blev omtalt i mine Paarørendes fortrolige Kreds, hvorimod han paalagde mig den strængeste Taushed om alt, hvad han sagde eller gjorde, som han troede ei vilde behage dem. Dette fandt dog især Sted før min Moders Giftermaal, og for at stemme mig hertil, daarede han min barnagtige Lettroenhed med noget mysteriøs Snak om en spiritus familiaris han havde i en Flues Lignelse, som havde sin Bolig paa et Loft over Skoleværelset, til hvilket han undertiden førte mig hen, og hvor jeg virkelig
„ydermere for mit Øre
fik som en Lyd af Fluer høre.“
Men denne Barnagtighed ophørte snart.
Skjøndt Heidrichs Lærerværd ikke var meget stort, var det dog nok større end hans Menneskeværd. Vistnok havde han ikke mange Kundskaber, hvad Latinen angik, som den Tid var Hovedsagen, pløjede han saavidt muligt med sin Rektors Kalv. De Stile, jeg fik, vare tagne af hans egen Stilebog, og Rektor Femmers Rettelser anbragtes bogstaveligen, endog hvor jeg ikke havde begaaet nogen egentlig Feil, men i hvordan han end bar sig ad: noget lærte jeg dog. Jeg „tyede“, som det da kaldtes, mine latinske Autores ret taaleligt, gjorde passabel Stiil, havde gjennemgaaet Golii græske Grammatik og en stor Deel af det græske Testamente, havde ligeledes faaet Danzii hebraiske Regler og Conjugationer til Livs, og havde nok, da Heidrich forlod mig, alt begyndt paa bereschith barah. Spildte vare altsaa ingenlunde de Aar, jeg havde Heidrich til Lærer; en doven vilde han nok ladet blive i sin Dovenskab, hvorpaa jeg tildeels siden saae Exempel, men hvor han fandt Flid og Lærelyst, understøttede han den troligen efter Evne. Endog det, at jeg stedse beholdt een Informator, var umiskjendelig Fordeel. Om jeg imidlertid ikke som Søn og Menneske vilde tabt, hvad jeg vandt som Lærling, dersom ei Forsynet havde sendt mig en Skytsengel, det er et andet Spørgsmaal.
Denne Skytsengel var, hvad der for mangt et andet Barn er en Bussemand, en Stivfader. Kapitaine Jakob Ulrik Hoelfeldt4, nu Generalmajor og Chef for det Bergenhusiske Regiment, en 42 Aars gammel Ungkarl, friede til min Moder og fik Ja. Der dømtes heel ublidelig om dette Skridt i vor Familie og Omgangskreds Ham kunde man ikke tiltroe at ville frie til en stille, alvorlig 39aarig Enke uden for Pengenes Skyld, som hun falskeligen præsumeredes at eie, helst da han selv, skjøndt 3 Aar ældre, var en rask, munter vigoureus Mand med mere fiin Levemaade end noget andet Menneske i den hele Egn. End mindre kunde man undskylde min Moder. At Uniformen og det raske Væsen i hendes Alder, med hendes Temperament og Grundsætninger skulde stukket hende i Øinene, syntes utroligt. For hendes oekonomiske Omstændigheder syntes det ikke nødvendigt, at hun giftede sig. Hendes Søn gjorde hun efter al Sandsynlighed ingen stor Tjeneste ved at skaffe ham en Stivfader, rimeligviis ogsaa Halvsødskende og formindske til Halvdelen i det mindste, hvad der efter hendes Død skulde tilfaldet ham. Saa dømte de Fleste; især blev Farbroder Jørgen og Faster Anne saa vrede, at de inden Bryllupet forlod Østhassel, hvor de havde haabet at ende deres Dage og flyttede til Flekkefjord, hvor de i Selskab med en endnu ældre Søster, Provstinde Urbye, opholdt dem til deres Død. Begge bleve imidlertid snart min Stivfader oprigtigen hengivne. Mig paatog Heidrich sig at gjøre opmærksom paa det urimelige og ukjærlige i min Moders Adfærd, men disse Forklaringer gjorde intet synderligt Indtryk paa mig, der allerede i Frierdagene holdt af Kapitainen og bævede slet ikke for det Øieblik, da jeg skulde kalde ham Fader. At meget ædle og antagelige Grunde til dette min Moders Skridt, lod sig tænke, indseer jeg fuldkommen. At hun var kjed af den velmenende, men bornerte og fordomsfulde Farbroder Jørgens Formynderskab, da han desuden nærmede sig de 7O Aar og heller vilde give sig under en Ægtefælles Beskyttelse, var meget naturligt. Hendes Søn var vel ogsaa bedre faren under en Faders Veiledning, naar denne virkelig var ham en Fader, end i de Oldinge- og Qvindehænder, han hidtil havde været. Det mislige i Heidrichs Forhold bidrog maaskee ogsaa til at hun ønskede en kraftfuld Mand til Husets Herre. Dog, hvilke end hendes Bevæggrunde have været: Held mig og hende, at hun fulgte dem! Hendes Liv havde hidtil, især i de sidste 11 Aar, ikke været rigt paa Glæde, men for hvert Ungdomstab og Savn har hun nu i næsten 32 Aar fundet riig Erstatning. Ogsaa jeg skal stedse velsigne det Øieblik, da denne Hædersmand blev min Fader. Havde jeg været hans egen Søn, aldrig kunde han behandlet mig med større Kjærlighed og Retskaffenhed. Vistnok manglede vel ogsaa han Erfaring og Grundsætninger til at opdrage Drenge: med min physiske Opdragelse gik det altsaa sin sædvanlige skjæve Gang, hvilket man hos en Krigsmand maatte undres over; derimod arbeidede han troligen med min Moder paa at fuldende min moralske Opdragelse, og unægtelig vandt jeg derved, at jeg strax kom i et fortroligere Forhold til ham og min Moder, da han, mere ersaren og mindre tolerant end hun, gjennemskuede Heidrich ved første Øiekast og søgte at drage mig efterhaanden ud af det altfor fortrolige Forhold, hvori jeg stod til ham. Ogsaa mine udvortes Sæder søgte han at afslibe, men med liden Fremgang. Deels fandt han i mig en meget indolent og ulærvillig Discipel, der ikke havde Lyst til at lære det ringeste udenfor det litteraire Fag, deels var der saa saare liden Leilighed der i Egnen til at gjøre praktisk Anvendelse af den Theorie, han meddeelte mig. Desuden foregaaet nok en saadan Forandring lettere paa et nyt Opholdssted og i en fremmed Omgangskreds end der, hvor man er vant til at sees og taales, ja yndes med alle sine gamle Unoder, og hvor Vedkommende ikke vente stort mere af os, end de nu i en Række af Aar har seet os præstere.
Tiden gik nu eensformig indtil Sommeren 1781, da to Følelser yttrede sig første Gang i min Barm: Venskab og Kjærlighed. Kjærlighed? altsaa en lafontainisk Barneforlibelse! Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/21 Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/22 Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/23 Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/24 Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/25
- ↑ Der var engang et grueligt Spektakel mellem ham og min Stivfader (det er naturligviis fra en senere Periode, men jeg fortæller det her som et Bidrag til Heidrichs Charakteristik) da han en stormende Efteraarsasten havde skudt i Gaarden mellem de aabne Høe- og Kornlader, og han, paa min Faders venlige Advarsel, lod denne vide at han havde traadt fine Børneskoe. Han lod indrykke i Christiansands Ugeblad nogle Spørgsmaale, den Sag angaaende, men da min Fader sandt dette for grovt og sagde ham op, sadlede han om og skrev en saa nederdrægtig krybende Afbigt at han havde fortjent at kastes paa Døren hvilket maaskee ogsaa var skeet, dersom jeg ikke havde ledsaget den med min hjertelige Forbøn.