Baron von Münchhausens vidunderlige historier og eventyr/12
Efterat baronen hadde sluttet sin fortælling om det foregaaende eventyr trak han sig tilbake og efterlot selskapet i den bedste stemning; han lovet ved næste leilighet at fortælle et eventyr om sin far foruten andre vidunderlige anekdoter.
Da nu en og hver talte om baronens fortællinger, berettet en i selskapet som hadde fulgt ham til Tyrkiet, at der ikke langt fra Konstantinopel skulde befinde sig en kanon som baron Tott har omtalt i sine memoirer. Saavidt jeg husker sier han følgenge:
«Tyrkerne hadde opstillet en stor kanon ikke langt fra byen paa stranden av det berømte Simois. Den var av bronce og utskjøt marmorkugler paa mindst ellevehundrede pund. Jeg hadde stor lyst, fortæller baron Tott, at skyte den av for at se virkningen. Hele arméen skjalv ved tanken om dette skrækkelige vovestykke, for man trodde sikkert, at rystelsen vilde sprænge byen og citadellet. Jeg fik imidlertid min bøn indvilget. Der gik ikke mindre end trehundrede tusen pund krudt til for at lade den. Kuglen veiet, som jeg før allerede har hat den ære at bemerke, elleve hundrede pund.
I det øieblik kanoneren kom med lunten, veg alle ærbødig tilside. Jeg hadde den største møie med at faa paschaen, som bivaante prøven, overtydet om, at han ikke behøvet at frygte for noget. Kanoneren som paa et tegn av mig skulde lægge lunten an, var noget bange. Jeg stillet mig op bak ham og ga signalet og merket i samme øieblik en rystelse som av et jordskjælv. Omtrent trehundrede alen borte sprang kuglen i tre stykker som fløi ut over strædet, saa vandet sprøitet op over strandbredden og bedækket kanalen med skum i hele dens bredde.»
Det er, mine herrer, hvis min hukommelse ikke bedrager mig, de detaljer, som baron Tott gir over den største kanon som eksisterer i verden. Da jeg besøkte Tyrkiet med baron Münchhausen, blev denne baron Totts historie fortalt som et uhørt eksempel paa mot og koldblodighet.
Min velynder, som ikke kunde taale at en franskmand hadde noget forut for ham, tok kanonen paa skuldrene og efterat han hadde faat lagt den tilrette, sprang han i havet med den og svømmet til den anden side av kanalen. Ulykkeligvis hadde han den idé at ville kaste kanonen tilbake i kastellet paa dens gamle plads; jeg sier ulykkeligvis ti i samme øieblik som han langet ut for at kaste den, gled kanonen ut av haanden paa ham og faldt i kanalen, hvor den endnu ligger og blir liggende til dommedag.
Det var egentlig den historie, mine herrer, som ødela baronen hos sultanen. Historien med skatten var jo forlængst glemt, ti sultanen hadde indtægter nok til at fylde sin kasse paany, og baronen befandt sig efter direkte indbydelse fra sultanen i Tyrkiet i dette øieblik. Han vilde sandsynligvis fremdeles ha været derborte hvis ikke tapet av den berømte kanon hadde opvakt souverænens vrede i den grad, at han ga uigjenkaldelig ordre til at baronen skulde miste sit hode.
Men en viss sultaninde som var blit indtat i min herre, meddelte ham sultanens blodige befaling; hun gjorde endnu mere, hun skjulte Münchhausen i sit værelse, da den bemyndigede officer, som skulde fuldføre ordren søkte efter ham allesteder.
Natten bakefter flygtet vi ombord paa et skib, som skulde seile til Venedig og undkom saaledes fra denne frygtelige fare.
Baronen liker ikke at snakke om denne historie, fordi det ikke lykkedes ham at utføre hvad han hadde foresat sig, og fordi han desuten nær hadde maattet bøte med livet for den. Da det dog ikke paa nogen maate kan skade hans ære, saa pleier jeg at fortælle den, naar han vender ryggen til.
Nu kjender de baron Münchhausen tilbunds, mine herrer, og jeg haaber at de ikke nærer nogen tvil mer med hensyn til hans sandhetskjærlighet og for at de heller ikke skal tvile om min, maa jeg vel med nogen ord fortælle hvem jeg er.
Min far stammer fra Bern i Schweitz. Han hadde der et embede som inspektør over gater, alléer, smug og broer. Denne slags embedsmænd bærer i hin by titel av — hm, hm! — titel av gatefeiere. Min mor var fra bjergene i Savoyen; hun hadde en ganske stor og smuk kropsvulst paa halsen, hvad der ikke sjelden forekommer hos kvinderne derfra. Hun forlot sine forældre i sin tidlige ungdom, og hendes gode stjerne førte hende til den by, hvor min far saa dagens lys. Som ugift saa drev hun gjerne omkring i kjæresteri med mænd, og da min far hadde det paa samme maate med kvinder, saa møttes de to en dag i en av statens offentlige bygninger som man der paa stedet kalder fængsel.
De blev forelsket i hverandre og giftet sig. Forbindelsen var imidlertid ikke lykkelig; min far forlot ogsaa snart min mor og istedetfor at efterlate hende en pension overlot han hende en kurv med filler som han bandt fast paa hendes ryg. Den gode kone sluttet sig til en omreisende trop, som viste frem marionetter og saaledes førte skjæbnen hende til Rom hvor hun aapnet en butik med sjømuslinger. De har nu vel alle hørt om pave Ganganelli kjendt under navn av Clemens XIV, og de vet hvor han sværmet for sjømuslinger. En fredag da han med stor pomp og pragt gik til Peterskirken for at holde messe fik han øie paa min mors sjømuslinger — de var som hun ofte har sagt mig — meget smukke og rigtig friske. Han maatte bli staaende og smake paa dem. Femhundrede personer som fulgte ham lot han bli staaende og sendte bud til kirken at han ikke kunde holde messe. Saa steg han av hesten — paverne er ved særlig festlige optog tilhest — gik ind i boden til min mor og slukte alle muslingerne. Da der imidlertid var et rikt forraad av dem i kjelderen, saa ropte han paa sit følge og forraadet blev tømt. Paven og hans folk blev der like til aftenen og da han gik derfra, ga han min mor absolution for alle hendes forgangne, nuværende og fremtidige synder.
Nu mine herrer vil de vel ha forstaat mig og vil frita mig for tydeligere at forklare hvad jeg har med denne muslingehistorie at bestille. Jeg tænker de nu kjender tilstrækkelig nok til min avstamning.