Baron von Münchhausens vidunderlige historier og eventyr/16
Jeg har allerede engang, mine herrer, fortalt dem om min reise til maanen for af hente sølvøksen som jeg mistet. Nu tilbød der sig en ny leilighet til at komme derop paa en meget behageligere maate, og jeg blev der længe nok til af gjøre mine iagttagelser, som jeg skal meddele dem saa nøiagtig som min hukommelse tillater.
En av mine fjernere slegtninge hadde sat sig i hodet, at der paa maanen nødvendigvis maatte gives et folkefærd av samme størrelse omtrent, som det Gulliver foregir at ha fundet i kongeriket Brobdinag. Han besluttet derfor at opsøke dette folkefærd og bad mig ledsage ham. Jeg hadde rigtignok altid anset Gullivers fortælling for barnehistorier og trodde likesaa litet paa Brobdignags tilværelse som paa et Eldorado; da hin ærværdige slegtning imidlertid hadde indsat mig til sin universalarving, saa vil de begripe at jeg maatte ta hensyn.
Vi kom lykkelig til sydishavet uten nogen slags oplevelse, hvis man da ikke vil regne nogen flyvende mænd og kvinder, som danset menuet i luften for noget overordentlig.
Den attende dag, efter at vi hadde passert Otaheiti, blev skibet hævet omtrent tusen mil op i luften og holdt temmelig længe over vandet. Endelig fyldte en gunstig vind seilene og førte os avsted med rivende hastighet. Vi hadde reist mer end seks uker over skyerne, da vi opdaget et stort land,
rundt og skinnende som en funklende ø. Vi løp ind i en udmerket havn,
steg paa land og fandt landet bebodd. Rundt om os saa vi byer, trær, bjerge, elve, sjøer, og det saa tydelig, at vi trodde at vi var igjen paa jorden som vi dog hadde forlatt.
Paa maanen — ti det var den funklende ø hvor vi var landet — saa vi store skikkelser ride paa gribbe, som hadde tre hoder hver. For at gi dem et begrep om hvor store disse fugle var, vil jeg bare si, at avstanden mellem vingespidsene var seks gange større end det største av vore seiltauge. Istedetfor som vi jordens mennesker at bestige heste, red folkene paa maanen paa saadanne fugle.
Paa den tid vi kom derop, laa maanens hersker i krig med solen. Han tilbød mig officerspatent, men jeg avviste denne ære.
Alt i hin verden er forfærdelig stort; en almindelig myg for eksempel er saa stor som en sau hos os. De sedvanlige vaaben for beboere paa maanen er pepperrøtter som de bruker som kastespyd og som dræper den som de træffer. Naar pepperrotens tid er forbi, benytter de sig av asparges. Istedetfor skjolde har de uhyre champignonner.
Jeg saa ogsaa enkelte indvaanere fra Sirius, som var kommet derover i forretninger; de hadde buldogansigter og øinene paa næsespidsen eller rettere sagt paa den nederste del av denne. De har ikke øienlok og naar de sover, bedækker de øinene med tungen; deres middelsstørrelse er tyve fot; maanens beboere maaler aldrig under seks og tredive fot. De sidste har et meget eiendommelig navn; de kaldes «kokere», fordi de som vi tilbereder sin mat
over ilden. Forøvrig ofrer de ikke megen tid paa sine maaltider; de har en
liten dør paa venstre side som de aapner og hvor de saa kaster hele portionen ind; saa lukker de døren til igjen og gjentar denne operation paany efter en maaneds forløp.
Kjærlighetens glæder er ganske ukjendte oppe paa maanen; ti hos kokerne gives der som hos dyrene kun ett kjøn. Allesammen vokser paa trær som efter sine frugter veksler i det uendelige. De trær som kokerne eller menneskene vokser paa, er meget smukkere end de andre; de har store bene grene og kjøttfarvede blomster; deres frugt er nøtter med meget haardt skal, de mindste er seks fot lange. Naar de er modne, hvilket man kan se av farverne, samles de med megen omhu, og opbevares saa længe som man finder det hensigtsmæssig. Vil man ta nøtten ut, kaster man den i en kjele med kokende vand, nogen timer efter falder skallet av og en levende skabning kommer frem.
Før de kommer til verden, har deres aand allerede en fra naturen forutskikket bestemmelse.
Av en skal kommer en soldat, av en anden en filosof av en tredje en teolog, av en fjerde en jurist, av den femte en forpagter, av den sjette en bonde og saa fremdeles videre, og enhver begynder straks paa det praktiske arbeide; den teoretiske viden har han allerede. Vanskeligheten bestaar bare i at bedømme, hvad der ligger i skallet. Netop da jeg opholdt mig i landet paastod en av de vise paa maanen, at han sat inde med hemmeligheten. Men man agtet ikke paa ham og holdt ham i almindelighet for en nar.
Naar folk paa maanen blir gamle, dør de ikke, men opløser sig i luften og forsvinder som damp.
De har ingen trang til at drikke, da de ikke kjender til uttømmelser.
Paa hver haand har de bare en finger; med den kan de utrette meget mer end vi med vore tommelfingre og dens fire hjælpere.
De bærer sine hoder under høire arm, og naar de skal paa reise eller har noget at utrette, som kræver megen bevægelse, saa lar de sedvanligvis hodet bli hjemme; ti de kan indhente raad fra sine hoder selv om de er meget langt fjernet fra dem.
Fornemme folk paa maanen behøver ikke at opsøke folk naar de ønsker at faa vite noget; de blir hjemme, d. v. s. deres legemer blir hjemme; de sender sine hoder avsted, som uten at gi sig tilkjende kan se hvad der foregaar. Saasnart dette er gjort vender hodet tilbake, naar dets herre roper paa det.
Druekjernene i maanen ligner ganske hagl hos os, og jeg er fast overtydet om, at naar en storm ryster druerne av stilkene, falder kjernene paa jorden og at det falder ned til os som hagl. Jeg skulde næsten tro, at dette har været kjendt av vinhandlere for længe siden, i det mindste har jeg ofte drukket vin, som synes mig at smake av hagl og hvis smak minder mig om maanevin.
Jeg hadde nær glemt at nævne en merkelig ting. Indbyggerne paa maanen bruker sit underliv som vi vore jagttasker; de putter ind i det, hvad de behøver og aapner og lukker det efter behag akkurat som deres maver, da de ikke er besværet med indvolde, de har heller ikke hverken hjerte eller lever. Klær bærer de heller ikke; da de er uten kjøn, er det overflødig.
De kan efter forgodtbefindende ta øinene ut og ind, og hvis de har dem i haanden, kan de se med dem likesaagodt som naar de staar i ansigtet. Hvis de er saa uheldig at tape eller ødelægge et, saa kan de leie et eller kjøpe sig et nyt, som yder dem likesaa megen nytte som det tapte. Man møter derfor i maanen ved hvert gatehjørne mennesker som sælger øine; de har forraad av de forskjelligste slags øine, for moden veksler stadig; snart foretrækkes blaa, snart sorte øine.
Jeg medgir gjerne, mine herrer, at alt dette maa forekomme dem sælsomt, men jeg ber enhver som tviler paa sandheten av mine ord, om selv at begi sig avsted til stedet for at bli overbevist.