Bas-relief
Og Lillen sagde: «Ja, jeg er dig kjær;
men mine former — — de er smaa og svage,
og jeg har hørt, at mandfolk alle dage
har trang til — yppighed og alt det dér — — —»
Men jeg, jeg kysser hende vildt tilro:
«Der ér et billede, som netop træffer; —
du ved ei, hvilken skjønhed der kan bo
i sydens yndefulde basrelieffer!
De er saa skjønne; thi de viser stille
i blinde linjer alt, en kunstner vilde — — —.
Du er et lidet basrelief lig dem,
jeg altid tydde til i kunstens hjem,
naar jeg var træt af disse golde former,
som skinnende langs brede gavler stormer —
en fin og dæmpet sang, som en fik ridse
i parisk, gyldent marmor som en skitse —
dén blev min redning altid om igjen —,
og hér er du det billed, lille ven!
— — — — — — — —
Men basrelieffets lille lykkeblik —
det følte jeg i hjertet som et stik.