Bastarder/I
På sætervolden stod en ung mand, høi, blond, solbrunet og spænstig bygget, og så udover. Halvt mekanisk stoppede han sin snadde, stoppede og blev aldrig færdig. Hans øine gled fra liens falmede birkeløv henover vandet, over den dunkle dybsorte flade; det stansede ved en og anden brunlig holme — gled videre og videre og ud i horizonten, der en svag luftstrøm drev de mørke skymasser langsomt nærmere. Han stod og tog afsked med fjeldet.
Det var her, på disse heier, hvor han kjendte hver myr og hver grøn holt, at han havde tilbragt sin ungdoms gladeste og mest ubekymrede timer. — Der var mange minder: — Blanke augustdage — varm og forpustet opover lien — glidende i lyng og myrpytter — hvor er hunden, hvor i al verden er hunden? — «jo der er han,» gutten peger; belæsset med unødig ammunition, med flaskefor og niste stavrer den lille fyr, tyktklædt og fjeldvant, i hælene på en — hvor er han? — og hunden dukker frem mellem lyst småkrat — der har den stand — gudskelov, endelig er der fugl! — Eller en grå vindig formiddag, tidlig i juli — sneflækkene ligger endnu store og skinnende i Blåfjeldene sydvest i dalen, — vinden er sur, regnblandet, — udpå dagen blir der nok alvorlig væde — men nu gjælder det, det er første tur iår, man er ikke så nøie med veiret, ørreden skal bide idag — og den bider! — den ene kraftige brungule fisk efter den anden må ind i båden —. — Eller en lun aftenstund, efter endt jagt: man har brygget sin toddy inde i stuen og driver ud og ind, stanser i forbifarten for at kaste et lidet selvtilfreds blik på de fuglehanke, som hænger i forsvalen — ude på bakken, just der han nu stod — der blir man stående, med hænderne i bukselommen og snadden i munden og drøfter veiret, om det vil holde sig — og så skal en af de andre absolut vide, hvorledes det hang sammen med det kuldet, som —
Men ikvæld er det slut for iår. Man skal ind til byen, til sit arbeide, — og det er igrunden temmelig trist, for endnu er der kanske nogle blegblå, septemberklare efterårsdage igjen, før sommeren rent er borte — og de dage er de vakreste, fjeldet kjender —
— Han vendte sig bråt og gik ind på tunet. Den lille borkede fjordehest stod forspændt; bagagen var påsurret. «Du er færdig?» spurgte han gutten, og uden at oppebie svaret, var han i kjærren. «Adjø, adjø,» nikkede han ind til stølsfolket, og rumlende humpede kjærren ud af stølstunet og henad en smal tuet og stenet fjeldvei, der bragte den unge mand til at lade sine melankolske tanker fare for udelukkende at hellige sig den ansvarsfulde beskjæftigelse, at påse, at hverken han selv, eiheller hans gevær, eiheller hans fiskestænger blev rystet ud af vognen eller knækket.
Nede i furuskogen er det allerede dimt. En tung døsighed sænker sig over landskabet; den mørkegrønne skovtone glider over i sort, indunder lave ungfuruer breder natten sig. Ved siden af veien skræmmer hunden op en orhane, brusende tar den farten lige over kjærren; man famler efter geværet: den kastede sig vist i nærheden. Men skumringen er for tæt allerede, sigtet glipper; man kjører videre, der blir nok ikke mere jagt iår.
Just på denne tid af dagen kjørte man opover, for nogle uger siden, den 14de august. Det var lysere da, der var heller ikke det skarpe drag i luften, og stemningen var en anden. Dengang var der en festlig følelse over en, en glad uro i blodet; tobaksrøgen fra ens snadde steg let og livlig tilveirs, lys grålig mod de friskgrønne nåletrær. Nu synes røgen at sænke sig mat og traurig, indtil den glider sammen med mørket i veigrøfterne.
Lidt efter lidt, eftersom man nærmede sig bygden, — hesten havde allerede arbeidet sig ned de første brækker — begyndte den unge mand at finde sig bedre tilrette. Han så pludselig for sig stuen derhjemme hos hans forældre — først lyset fra de brede vinduer, flakkende blegt og usikkert henover tunet — så stuen selv, stor og oplyst og lun — og toddybrettet, denne gammeldags konjakkaraffel, som han huskede fra gut af; den pleiede gjerne at komme ind ved syvtiden — og de magelige gyngestole — det stod med ét for ham, hyggen inden døre om høstkvælden, den hjemlige komfort, som først egentlig føles fuldt ud, når man kommer fra fjeldet, sulten og lidt stiv i lemmerne, men frisk, oplagt til at føle sig vel, til allehånde, solide nydelser og til under aftenens prat at gjennemgå jagtens bedrifter endnu engang.
— Henrik Barth var eneste søn af sorenskriver Barth. Han var medindehaver af en sagførerforretning i Kristiania, men pleiede at tilbringe etpar måneder af året hjemme hos sine forældre på vestlandet. Da han — eller rettere hans far, sorenskriveren — havde indskudt en ret betydelig pengesum i affæren — fandt hans kompagnon, en drivende forretningsmand, sig uden knur heri. Han fandt sig også i, at den unge Barth, der var en ganske flink jurist, men dyrkede allehånde upraktiske interesser ved siden af, fra tid til anden forsømte sine pligter en smule.
Nedover den lange myrlændte flade straks ovenfor bygden lå tågen som en let røg: lysene fra de små stuer stirrede en sløvt imøde. Men tågen var iaften svag og gjennemsigtig, luften syntes efterhånden at bli mildere, de mørke skyer i horizonten havde allerede fordelt sig som et gråt lag over himmelen; det trak svagt af sydvest. Imorgen havde man regn.
Barth kjørte raskt; snart var han i selve bygden; udenfor hotellet stod der skydskjærrer, nogle fraspændte heste gumlede sit kvældshø; fra hotelbygningens veranda kastede en måneskinslampe sit blålige lys svagt ud i høstmørket — over veien, mellem granerne på den anden side; en enkel mat stribe nåede elven lige nedenfor: vandet gled sagte ind i lysstriben og blev atter borte i mørket.
Barth vendte sig halvt i kjærren; han så flygtig på verandaen, hvor der sad eller stod endel halvmørke skikkelser. En af dem forekom ham kjendt. Han grundede et øieblik. Et stort grantræ havde allerede dækket for hotellet: nei, ham kunde det ikke være —?
Skjønt —. Han lod hesten holde. Han måtte ha tingen på det rene. Et øieblik efter kunde han atter se den samme herre stå der, ubevægelig, lænet mod dørkarmen, røgende. Pludselig kom skikkelsen ham imøde: «Godaften.»
«Godaften, — men i al verden —»
«Jo, — det er mig.»
De to venner rystede hinandens hånd. Barth var meget oprømt over opdagelsen. Den anden måtte nøiagtig forklare, hvorledes han havde faldt på at lægge sin route just denne vei:
«— desuden håbede jeg, at jeg kunde få dit følge på tilbageturen. Det er vel nu snart den tid, du skal indover til Kristiania.»
«Jo, det er nok snart på tide,» mente Barth smilende, «men si mig, kan du ikke være med mig hjem iaften. Jeg kommer lige fra jagt; man venter mig.»
Den anden undskyldte sig — han var nylig kommen, lidt reisetræt endnu. De blev enige om, at Barth senere på aftenen skulde gjøre en liden tur nedom hotellet. Barth steg atter i kjærren og kjørte videre.
Den fremmede var en ung kristianiamand, Birger Albrechtsen, søn af en formuende kjøbmand, cand. jur. uden nogensomhelst beskjæftigelse. — Han stod et øieblik og så efter Barth, tændte en ny cigar og indtog atter sin ubevægelige stilling, med ryggen mod dørkarmen, stirrende ud i natten.
En opvartningspige meldte, at aftensmaden var færdig. Han vendte sig langsomt og gik ind. Lyset fra forstuen faldt skarpt på hans lidt spinkle, men elastiske figur, på et langt smalt, regelmæssigt ansigt, med sort mundskjæg og gråblå alvorlige øine.
— Ved halvellevetiden, da forældrene gik til ro, vandrede Barth langsomt nedover til hotellet. Han fløitede en lystig melodi og slog imellem med spaserstokken på det gamle halvrådne gjærde, der omgav sorenskrivergårdens marker, så fliserne løsnede og der stod brede merker i den mugne ved. — Lidt efter sad de to venner, indsvøbte i plaids, på verandaen, med toddyvandet rygende på bordet.