Bastarder/XVII

Hjalmar Christensen

Bastarder. Roman fra det unge Kristiania

H. Aschehoug & Co.s forlag, 1894 (s. 200-210).

H

vidt til alle kanter, rene, lysende sneflader; det var lige efter middag, allerede en svag disighed over landskabet, Barth døsede i slæden. Efter måltidet gjorde den friske vinterluft både ham og skydskaren søvnige. — Han befandt sig bedre end på længe. Han havde snart Østlandet bag sig — han var nu i øverste Hemsedal. Han længtes efter hjemmet. Men længselen lignede ikke den vanlige trygge glæde, der på hjemturen pleiede at fylde ham med velvilje mod alt og alle — ikke den stille og dybe tilfredshed, der voksede for hvert skydsskifte nærmere hjemmet. Han havde tværtimod selv i middagsdøsigheden en urolig fornemmelse af, at der var noget alvorligt iveien — noget, der vilde kræve sin tid og vanskelig helt forsvinde. — I den lille vestlandske bygd, hvor han først egentlig var helt sig selv, havde han været lykkeligere end noget andet sted i verden; han var der hjemme blandt sine egne, i den natur, han kjendte og holdt af, i alle dens lunefulde overgange: han elskede disse grå, sørgmodige vintre, med nøgne marker og sølede veie, med varme vindpust, der hviskede om sydlige landes vår — med regn og sneslud og uventede godveirsdage, med blegt solskin, der lokkede de grønne spirer frem i lune bakkeheld — med brogede solnedgange, der la bygden i dyster brunviolet belysning; han elskede de urolige, langvarige våre, med pludselige og rå tilbagefald: sommer i april og snefog i mai, — med lyse, letsindig milde aftener, når regnveiret er drevet over, og birkens brune bladknoppe skinner af væde, — med isgang i sorte elve, med solglødende snemasser over høie og langsomt rundede fjelde — —. Engang i hans studenterdage, han var syg inde i Kristiania og ikke langt fra færdig med livet, havde det været hans længsel endnu at opleve en sommer derhjemme, en sorgløs sommer, mellem de mennesker, han holdt af. Han længtes efter endnu en gang at sidde på en bred åben veranda med udsigt til lys birkeskog og til fjorden og de blå fjelde i vest — efter endnu en gang at føle den milde duggede sommerkvælds pust mod sin kind; han længtes efter dunkel bleggrå aftenhimmel, efter små tågedotter i fjeldene, efter den svage fossedur; han længtes efter den våde damp af de hjemlige marker, efter den jord, han havde spadet i som gut — —. Han skulde nøiet sig med en eneste vestlandsk sommerdag, en af dem, man husker fra sin tidligste barndom: — Det er klarnet op om natten. Over det tætte bladmylr i trærnes kroner, over den regnmættede eng, hvor græsstråene bøier sig af egen tyngde, ligger endnu et sølvskimrende vædelag. Men sommeren er kommet for alvor: man har en tryg fornemmelse af, at man kan leve for åbne døre, at luften er solvarmet og tør, at der er dagslys døgnet rundt — der blæser en svag havgul og ospeløvet skjælver — man vælger sig plads, hvor græsset er småvokset og blødt, hvor man hegnes af kratskog og kan stirre op mod en himmel uden skyer, en solsitrende hvælving —.

— Men han havde idag en følelse, at der var kommet noget imellem ham og dette hjem, at bygdens fjelde vilde se fremmede og misfornøiede ned på ham, at han havde noget at skamme sig over. Han var bange for, at en vestlandsk sommerdag ikke mere vilde bli det, den havde været. Han var bange for, at selv når han sad på hin brede hyggelige veranda og mellem blanke løvtrær så ud over bygden — så kunde han komme til at længes bort, efter en træt og støvet by. Denne by, som han nu nylig havde forladt, vilde ofte og pludselig komme i hans tanker, og han vilde føle sig knyttet til den således som man føler sig knyttet til steder, hvor man har nydt megen lykke og havt megen sorg. De mange minder vilde gi gaderne en besynderlig interesse, de vilde gjøre hans egen lille leilighed — solhedet kanske og ubeboelig — til gjenstand for hans hemmelige længsel. — Og det uagtet han vidste, at der i byen ikke var et eneste menneske, han brød sig synderlig om at møde. Han vilde bare ønske at gå de gader, han havde gået med hende, sidde de samme steder, være der, hvor de havde spøgt og moret sig, været hårde og urimelige, hvor de havde holdt af og kysset hinanden —.

— — Og dog glædede han sig nu til at komme hjem. Han længtes efter den blide fugtige vestlandske luft, efter dagligstuen hjemme, i lampelys, — efter at høre sin mors venlige stemme, når hun vandrede frem og tilbage i huslige gjøremål — efter det stille og gode velvære, uden larm og sindsbevægelser og ophidsede nerver. — Men endnu bølgede hans sidste erindringer forbi ham, som i tunge og truende dønninger. Endnu klang der stemmer i hans øren, som helst skulde tiet. Han hørte Albrechtsens lave sørgmodige røst — — siden hun reiste, havde de neppe set hinanden, de havde gået omveie og næsten gjemt sig bort for hinanden — tilsidst, da han skulde reise, havde han været oppe hos vennen; han blev tilaftens, gamle konsulen var heldigvis hjemme; der blev ikke talt om andet end Barths reise, om skydsheste og nattekvarterer: «De har vel sendt forbud — det er meget farligt med de kolde sengklæder,» erklærede konsulen, — om reiser i gamle dage, om forskjellige sorter kognak — om lomber og boston, hvilket spil nu var det almindelige i Kristiania —. Barth sad med sin toddy og cigar og følte den jevne snak næsten velgjørende. — Kl. 11 brød han op: «Jeg skal tidlig med toget.» Birger Albrechtsen fulgte ham nogle skridt opover gaden og trykkede hans hånd til afsked. — «Farvel,» han hørte selv, at han skalv i stemmen; Albrechtsen svarede ikke; de trykkede hinanden endnu engang heftig i hånden —.

— Og han så Krohgs fine og skarpe ansigt; han hørte, hvorledes hans ord slyngede sig i lange velformede sætninger, — han huskede en af deres sidste samtaler: Krohg roste kavallererne af den gamle skole. De forstod bedre at lempe sig. De så klogt og nøkternt på tingene. Deres liv var ikke altid eksemplarisk, men sjelden stødende. De var overbærende mod sig selv og mod andre: tog de sig nogle friheder engang imellem, besværedes de ikke dagen derpå af moralske tømmermænd. De kunde tillade sig en rus, uden at ærgre sig over den bagefter; de kunde ved leilighed forsømme sine ægteskabelige forpligtelser og var alligevel korrekte og belevne gemaler. De var bøielige og fordomsfri, sikre i sadelen. — Vi yngre har tusen betænkeligheder og lever i evig anger. Vi bekjender os til en videregående frihed, end nogen tidligere tid, vi bryder alle passende skranker — men ved siden af er vi pietister, betyngede af næstekjærlighed, store livskrav og sensible nerver. Vi formår aldrig at forlige vore stridende indskydelser. Vi mangler den elskværdige sindsro, vi mangler ligevægt.

— — Han huskede de forvirrede og voldsomme dage, der fulgte på underretningen om hendes afreise. Han huskede en lang tur, på måfå, ad veie, han aldrig havde gået, øde landeveie i snefog — han gik time efter time, gik uden at stanse, gik som en gal mand — han huskede en liden bondestue, hvor han var inde, svagt lys over grå skidne vægge — han tog skyds tilbage til byen, kom hjem ved ellevetiden, var endnu ikke træt, — han huskede et lag, hvor han dukkede op, — at han drak meget, at han talte høit, at han lo og spillede engelske valse i et merkværdigt tempo — — — han huskede, der kom en pludselig vildskab over ham, en vildskab, der smittede de andre — at der udpå natten var endel mennesker oppe hos ham selv, drukne mandfolk, og kvinder, samlede i hast, — at en af dem kyssede ham, at han slængte hende fra sig, at hun kom igjen og satte sig på hans fang og så på ham med hede og lidt slørede øine —. En af de andre herrer, hvis maitresse hun var, forsøgte at minde hende om pligtens bud, men hun lo og skvættede vin efter ham. «Jeg elsker Barth,» råbte hun og kyssede hans skjæg. Det var en mørkladen og kraftig pige, med sort og kruset hår over et fint overansigt: store og tunge øienlåg, lange melankolske øienvipper, smal og krum næse — men munden var brutal og smilet grovt, — —- — han så hendes hvide nakke bøie sig under hans kys, han hørte en larm af knuste glas og dum latter — og pludselig, halvbedøvet, havde han løftet hende op på skulderen og håret hende ind i sit eget rum — —.

— — Månen var kommet frem, lidt eftermiddagsbleg endnu; de hvide sneflader fik en blålig glans. Al denne kolde renhed omkring ham gjorde erindringerne endnu mere modbydelige — — han forsøgte at rive sig løs, tændte sin snadde og begyndte at forhøre skydsgutten om vinterjagten efter ryper — var der mange, som drev på disse trakter? —

— Men Samtalen døde snart hen. — En halvglemt historie, han havde læst, gudvedhvor, dukkede op. En øde snemark som denne — i storm — en enlig reisende, en kvinde, en skjøge, — time efter time, gjennem fonnerne — hun er næsten bedøvet, angst og blindet, af uveiret — — men efterhånden gir frygten sig, en velgjørende mathed gjennemrisler hendes lemmer. Og mens skydsgutten slider i sneen fremme ved hesten, lader hun sig glide ud af slæden, og lægger sig til hvile i den rene og myge sne. Hun føler ikke længer stormen, sneen pisker ikke mere hendes ansigt, hendes ben fryser ikke mere. Det er varmt og blødt om hende, og hun er meget træt. — Og timerne går, og sneen hvirvler sit hvide dække over de mødige, misbrugte lemmer, og den store vinternat sænker sig taus og barmhjertig over en død glædespige —.

— Sentimentalt! Disse forfeilede kvindelige eksistenser dukkede op i alle moderne romaner med krav på interesse og medfølelse. Tvetydige kvinder af alle rangklasser appellerede til et godsligt publikums tåreblide velvilje. Og nutidens unge mænd, for hvem det let anløbne, den pirrende duft af begyndende råddenhed har en særlig tiltrækning, flokkes om disse kvinder og bekranser deres laster. — Fra denne dameverdens forskjellige lag havde han morsomme eksempler: kvinder, der var som skabte for geschæften, muntre og rå kvinder, der befandt sig ligeså vel som enkelte fiskearter i grumset vand, lod sig af sentimentale ynglinge behandle som forulykkede, som stedbørn af livets hårde fatum, som martyrer for nye tiders fribårne tanker —.

— Han dampede sterkt af snadden; al denne forlorenhed fyldte ham med personlig uvilje, mest fordi han vidste, at han selv var smittet. Fy fan. — Han indåndede med behag den sterke og rene kulde. — Det bar hjemover.

Hende turde han ikke tænke på; det gav et sårt og dybt sting, hvergang de underlige blå øine steg frem og ligesom søgende mødte hans. — — —

*

Han var hjemme. Han gik ud og ind i de kjære, velkjendte rum, bestilte det mindst mulige, røgte sin snadde med gammelmandsværdighed, stelte med gårdens hunde og roede efter sjøfugl. Han havde undertiden en følelse af, at han aldrig havde været borte fra dette hjem, at det øvrige var en drøm, det sidste halvår en febrilsk ondartet fantasi —. Alt det, han havde foretaget sig, forekom så umuligt og meningsløst, i disse harmoniske og lykkelige omgivelser, mellem ældre folk, der havde sit på det rene. — Men undertiden, om nætterne, vågnede han, af angst og længsel, en bitter og ustyrlig længsel — han lå vågen, til morgenen kom, stod op, før det var lyst, og mens han drak sin kaffe nede i spiskammeret, fik han pigerne til at gjøre istand niste: idag vilde han på fjorden.

*

«Hvorledes havde Alette det?» spurgte en dag hans mor.

Uvist af hvilken grund virkede dette navn, der længe ikke havde været i hans tanker, helt besynderlig på ham. Han blev rød. Hans mor smilte, — forstående.

«Jo — godt, tror jeg.»

«Alette var en elskværdig pige,» sa hans far, «det er vel tre år, siden hun nu var her? Kanske det kunde more hende til sommeren at gjense gamle tomter?»

— Det var, som om disse få bemerkninger bragte et nyt stof ind i hans trevne tankegang. — Han havde næsten glemt, at livet endnu lå åbent for ham — at hædrenda arbeide og høie mål ventede ham. Han havde efter evne undgået at beskjæftige sig med de ting, der stod i forbindelse med hans Kristiania-ophold. Det gik op for ham, at Kristianie havde andre forhold og interesser at byde, end dem, han nu skyede at tænke på. — Og den stemning, der hvilede over stuerne her hjemme, bidrog sit til at gi Alettes navn en besynderlig indtagende klang. Det betød stille og fin harmoni — det betød gode traditioner, god smag, — det betød en pen fremtid og almindelig anseelse — det betød hele modsætningen til den oprevne usikkerhed, han kjendte altfor godt fra de sidste måneder — —.