Bastarder/XVIII
tillands: — de kunde ro op til nøstet og sætte ind båden; selv vilde han gå landeveien. Men også rorskarerne havde fået øie på den fremmede. «Ka’ e’ ditta?» spurgte den bagerste, en unggut. Den anden, en gammel husmand, mente, det måtte være en «rejsande ágent». Men unggutten tvilte: «han e’ mest fø fine te da.» — Barth indså, at hvis han nu la tillands, vilde man opfatte det som nysgjerrighed, noget, hans værdighed ikke var tjent med. Imidlertid ransagede han sin hukommelse uden resultat. Veien begyndte allerede at vige af fra elven — manden var vel en 100 alen borte — da Barth i sidste øieblik resolut stak en patron i geværet og lod skuddet gå i vandet. Det kvak i rorskarerne; også den fremmede stansede og vendte sig; Barth vidste med én gang, at manden var konsul Krohg.
— Næste formiddag forespurgte Barth på hotellet, om konsulen tog imod. Han fandt Krohg ifærd med at pakke sin kuffert.
«Undskyld —»
«Å, er det Dem,» Krohg blev rolig stående ved kufferten, «det anede mig forresten, da jeg så Dem igår. — Men vil De ikke ta plads? Kjære, ta plads. Værsåartig.»
Barth satte sig lidt nølende.
«Det anede mig,» vedblev Krohg smilende, «vi nordmænd er altid så deltagende mod hverandre. Man møder deltagelse allevegne. Allevegne. — Nå, hvad var det, jeg skulde si: — De behøver ikke spørge. Jeg skal svare Dem alligevel. Vel — det er sandt altsammen, det er altsammen sandt: både at jeg af helbredshensyn har solgt min forretning, og at jeg har taget mig nær af min hustrus pikante sortie af landet, og at jeg ikke liker at træffe kristianiabekjendte. — Er det mere, jeg kan tjene Dem med? Må jeg byde Dem en cigar?»
Barth havde reist sig: «Tilgi mig, konsul Krohg, men jeg tror, De gjør mig uret.»
«Naturligvis gjør jeg Dem uret. Jeg er ofte urimelig. Jeg lider desværre af dårligt humør; min mave er nemlig ødelagt. De må altså undskylde mig.»
«Jeg har egentlig ingenting at spørge Dem om,» vedblev Barth, «jeg har ikke engang noget påskud for denne visit. Jeg kommer, fordi Deres person — trods alt — øver en vis tiltrækning på mig —. Jeg har forgjæves forsøgt at forklare mig denne sympati — den var oprindelig ikke tilstede; i begyndelsen havde jeg snarere imod Dem. Kun af den grund er jeg kommen. Men da jeg forstår, at jeg er iveien, skal jeg få lov til at gå. Adjø, hrr. konsul, håber, De undskylder.»
«Nei, siden De nu engang er kommet, får De gi mig tid, indtil jeg har vænnet mig til Deres ansigt. Hør et øieblik, hrr. Barth — hvad bestiller så egentlig De i denne afkrog? Går på jagt?»
«Ja det også. Når man af en eller anden grund er åndelig eller legemlig deprimeret, er ingenting bedre end nogle måneders friluftsliv. — Blir De her en tid, vil jeg foreslå Dem at ta etpar ture med mig.»
«De ser kanske, jeg pakker. — Så De går på jagt. Men Deres kulturelle opgaver glemmer De forhåbentlig ikke? Hvad? Er De medlem af kommunebestyrelsen? Agter De at bli valgmand? — Ærlig talt vilde det glæde mig at drikke et glas med Dem på faldrebet,» Krohg skjøv en gyngestol frem, «her er stuens hædersplads.»
Barth satte sig, men afslog at drikke noget.
«Nå ja, som De vil. Egentlig er drik en dårlig fornøielse. Egentlig er det dårlige fornøielser, alt det man bedriver i sin ungdom. Det forekommer mig, at ungdommen trænger til at reformeres — en ordentlig reformation. Kan De ikke ta Dem lidt af de unge mennesker derinde i Kristiania? Gud velsigne Dem, lær de yngste bedre, end vi har lært. Lær dem at sanke mursten til et bedehus for den norske kultur. Lær dem, at de ikke må reise til Smyrna med andres ægteviede hustruer. Lær dem, at nordmændene er Europas salt. Lær dem at dyrke sine benmuskler og at ære Nansen. Lær dem at drikke vand og spise kolakjæks.»
«Nå, De blir ganske ivrig, hrr. konsul.»
«På ingen måde. Mig er det altsammen lige fedt. Enten det unge Norge vælger Hans Jæger eller Fridtjof Nansen til skytshelgen, er mig personlig af liden interesse. Hvem så valget falder på, viser det, at der endnu er meget råstof og lidet kultur. — Det morede mig engang at iagttage brydningen, at se, hvordan en mængde unge mennesker tumlede sig muntert, uden ror, uden ligevægt, uden den nødige ballast — — endel strøg med; endel klarede sig omsider, mere eller mindre medtagne, i havn. Det var en fortrinlig komedie. Det unge Norges barnesygdomme har været nokså alvorlige. — Jeg gik dengang ud fra, at jeg personlig ikke havde noget med komedien at skaffe, at jeg var en flink og ligeglad mediciner, der stillede min diagnose med uanfegtet pålidelighed. Nu vedkommer også — ganske rigtig — den hele svindel alle andre end mig. Nu er jeg bare en fremmed og reisende, der leder efter et passende hvilested. — Men også jeg har desværre, uden at det var mig klart bevidst, havt min rolle at gi, også jeg har ageret til andres fornøielse end min egen — — og visse af vor interessante komedies effekter har berørt mig såpas sterkt, at jeg ikke længer er det samme menneske. De har selv havt anledning til at merke det. For første gang i mit liv har jeg været i begreb med at kaste en uskyldig og æret gjæst på dør. — Men jeg står her og snakker og glemmer, at det er Dem, som idag burde havt ordet, De, Som er ung og sterk og troende — — De har naturligvis allerede klogelig udfundet, hvormed De bedst kan tjene det unge Norges velfærd.»
«Desværre nei. Men jeg er ikke bange: der er solid stof i vore unge; der er mange af dem, som både har vilje og evner. Og én ting tror jeg, de skuffelser, vi har lidt, ialtfald delvis har bragt os til at skjønne: vi må begynde beskedent og med sindsro; vi må gjøre jevne arbeideres dagverk, vi må —»
«Jajaja — De må forstå, at dette høres lidt fremmed for en halvgammel bohême, som aldrig har fundet nogen fornøielse ved at leke hane i de sociale ideers hønsegård — som endnu ikke den dag idag, skjønt han allerede er mere end skrøbelig, — næsten udslidt, har lært at angre sine synder. Jeg vil sgu heller være en glad dødning end en ung apostel.»
«En glad dødning —? Er egentlig De det? Nå, jeg skal ikke plage Dem længer. Jeg er bange, vi to har vanskelig for at forstå hinanden. Adjø, hrr. konsul.»
«Adjø, kjære hrr. Barth. Tak for den ufortjente elskværdighed, De har vist mig. Må jeg nu byde Dem en cigar?» Barth tog imod, konsulen rakte ham en fyrstikke og ledsagede ham lige ud i gadedøren. Det var begyndt at sne. Krohg fulgte med øinene de hvide ensformige striber — indtil de store fnug endte i elven, i den tunge sorte vandmasse, der stille gled hen mellem vinterhvide marker og hvide stene. Det var midt på dagen, og det var dog skumring. «Fortrinligt reiseveir,» nikkede han smilende til Barth, «adjø, tak for Deres elskværdighed.»
Barth vandrede langsomt tilbage: — En østlandsk septemberdag, skarpt og fint sollys: en murstensvilla langt ude på Drammensveien, næsten dækket af brunrød vildvin; på verandaen en høi kvinde, med blå øine, kloge og hårde — og dog sørgmodige —. Han forsøgte at jage billedet bort. — Han måtte snarest ifærd med sit arbeide. I næste uge vilde han begi sig indover til staden for at søge en opgave. Foreløbig burde han måske melde sig ind i «De yngre konservatives forening».