Bemærkninger ved Prof. Keysers Fremstilling af Husenes Sammensætning og Udseende hos Nordmændene i Oldtiden
For enhver dannet Nordmand tør det nu ansees som en bekjendt Sag, at Folkets Oldtidsliv, saaledes som det møder os i Sagaernes Billeder, endnu i sine væsentligste Grundtræk er tilstede hos vore Bønder. Deraf kommer det ogsaa, at den, som har færdes noget blandt Bønderne, med langt større Lethed kan sætte sig ind i Sagaerne, end enhver anden. Har man for Exempel lagt Mærke til Personalkarakteren med dens Afskygninger i Bygder, hvor den er skarpere udpræget, til Sederne og Skikkene, hvorunder Livet i dets betydningsfuldere Øieblikke fremtræder, har man hørt blot Hardangeren og Sogningen tale, seet Jægterne nordenfor Hardangerfjorden med deres høie Stavner, firkantede Seil og øvrige Indretning, Røgstuerne i Bergens Stift, Stabburene og Stuerne i Thelemarken og Hallingedal, og derpaa træder ind i den Kreds, som Sagaerne har optrukket, da synes vi ligesom at komme ind i vante Omgivelser. Vi føle strax, at dette ikke er noget fremmedt, noget uddøet, men at det endnu lever; vi synes ligesom at have kjendt disse Personer, at have hørt dem tale, seet deres Huse og deres Færden paa Sø og Land.
Dette synes med Undtagelse af Sproget langtfra i samme Grad at være Tilfældet paa Island, og selv, da Livet der stod i sin fulde Blomst, var det dog kun en Afglands af Norge. Herfra havde Nordmanden overført alt, hvad der maatte være ham kjært og helligt, Sproget og Familielivet Samfundsordenen og Troen, og senere vedblev Norge fremdeles for Islændingen i mange Henseender at være, hvad man kunde kalde Retledningslandet[1].
Naar man nu vil samle de i Sagaerne spredte eensartede Dele, og deraf fremstille de forskjellige Kredse af Nordmændenes Privatliv i Fortiden, saa afgiver den nuværende Tilstand paa Island forholdsvis kun liden Veiledning, medens den tilsvarende i Norge er af saa stor Betydning, at den i visse Retninger endog kan bruges som Udgangspunkt. Intetsteds gjelder dette dog i saa høi Grad, som ved Bygningsmaaden.
Professor Keyser har i første Bind af dette Tidsskrift givet en Fremstilling deraf, men jeg troer, at denne kan blive fuldstændigere og derved mere levende, naar hint Hensyn aldrig lades ud af Betragtning. Jeg vil nærmere paavise dette.
Hr. Keyser siger: „Fra de to Langvægge (langveggir), der sjelden, som det synes[2], vare meget høie, hævede Taget (ræfr) sig, hvilende, ligesom endnu er brugeligt, paa skraaliggende, øverst parvis sammenløbende Bjelker, hvilke med deres nedre Ender igjen støttede sig paa Bjelker, der indvendig gik tvert over Huset fra den ene Langvæg til den anden; disse sidste kaldtes Tvertræer eller Tverbjelker (þvertré), og tjente til at give det Hele mere Sammenhold og Fasthed“.
At den nu i Byerne sedvanlige Sammensætning af Taget, hvor Sperrer udgjøre de eneste eller idetmindste de egentlig bærende Led, har været brugt ogsaa i Fortiden, kan vel ikke ligefrem paavises. Heller ikke kan man slutte det alene deraf, at Benævnelsen sperrur forekommer; thi Sperrerne kunne, som nedenfor skal vises, meget vel udgjøre Dele af Taget, uden at danne den egentlige Bærekraft. Naar man desuagtet er berettiget til at antage denne Bygning af Taget som anvendt, saa er det, fordi den synes at fremstille sig som nødvendig, hvor et saa uforholdsmæssigt langt Rum uden Skillevægge skal belægges med Tag, som Tilfældet maatte være i de oftere forekommende store Skaaler. Men hermed er det endnu ikke givet, at denne Sammensætning skulde have været den ene brugelige, ikke engang den tidest brugte. Tvertimod kan det være Spørgsmaal, om den ikke har dannet Undtagelsen, ligesom sandsynligvis de Bygninger, hvori den anvendtes, medens i Regelen Taget rimeligvis støttedes paa samme Maade, som endnu er den eiendommelige for den største Deel af Landet i Norge i Modsætning til Byerne.
I de fleste[3] Bygder af Norge bæres Taget ikke af Sperrer, men af Aaser, som man endog kan se i de ældre Laftebygninger inde i Christiania og i Pakboderne ved Bryggerne. Aaser kaldes de Bjælker, som ligge langs efter Bygningen, og hvile paa eller rettere noget ned i Gavlerne (Bygdem: Røsterne), og deres Brug er saaledes betinget af, at disse laftes lige op til Mønen. Deres Antal er naturligvis forskjelligt i Forhold til Bygningens større eller mindre Bredde; ved de almindelige Bondehuse indskrænker det sig til fem eller syv, nemlig Mønsaasen øverst oppe, to eller fire Mellemaaser (Thelem: Lea-Aaser, hlidásar?), og endelig de i Thelemarken saakaldte Gardlegjer, det vil sige de to øverste Stokker af Langvæggene, en paa hver Side af Gavlen, der altsaa adskille sig noget fra de førstnævnte, idet disse ligge frit, med Undtagelse af ved deres Hvilepunkter i Gavlerne, medens hine ere laftede fast i Væggen. Enderne af Aaserne staae noget frem foran Gavlerne for at understøtte den udover disse gaaende Kant af Taget. I Almindelighed ere Aaserne de eneste bærende Led, undertiden, og som det synes overalt, hvor en større Omhu er anvendt, findes dog tillige nogle faa Sperrer anbragte ovenpaa Aaserne. I dette Tilfælde ere Bordene i det egentlige Tag lagte langs efter Bygningen, medens de ellers, hvor Sperrer ikke findes, ligge lige paa Aaserne, altsaa nedadgaaende. Foreningen af begge Led sees ogsaa i en gammel Mønsaasstue[4] paa Gulsvik i Hallingedal.
I denne saa hyppig forekommende og i de af fremmed Paavirkning meest uberørte Fjeldbygder endog udelukkende Brug af Aaser ligger der allerede en stærk Formodning om, at den ogsaa har fundet Sted i Fortiden, eller rettere, at den er en Vedligeholdelse af den gamle Skik, og det saameget mere som denne Maade at sammensætte Taget paa er den simpleste, den som ligger nærmest ved Haanden, naar man forresten ikke har Mangel paa dygtigt Tømmer. Det er vel ogsaa netop den sidste Mangel paa flere Steder i Landet, som har bevirket, at den der er gaaet af Brug.
Denne Formodning bliver endnu noget stærkere ved de i Sagaerne oftere forekommende og af Hr. Keyser omtalte Brynaaser, der ganske svare til de ovenomtalte Gardlegjer. Disse Brynaaser synes nemlig, forsaavidt angaaer deres fremstaaende Ender, hvorom der her alene er Spørgsmaal, da de forøvrigt, som udgjørende de øverste Stokke i Langvæggene, naturligvis maa findes i enhver Tømmerbygning, at udkræve flere Aaser, for at Hensigten dermed tilfulde kan opnaaes. Man seer dem derfor heller ikke paa Steder i Landet, hvor der kun bruges Sperrer.
Kunde der endnu være nogen Tvivl tilbage, saa hæves den aldeles ved at se hen til Nials Saga Kap. 77. Efterat der her først er fortalt, hvorledes Gunnar paa Hlidarende ved sine sikre Skud fra Loftsgluggen i sin Skaale havde bevirket stort Mandfald blandt Angriberne, og efterat Mørd Valgardssøns Forslag om at brænde Gunnar inde, paa det bestemteste var tilbagevist af Gissur Hvite, siges der: „Paa Volden laa der Touge, som jevnlig brugtes til at fæste Huse med. Mørd sagde: lader os tage Tougene, og slaae om Aasenderne (ássendana), og fæste de andre Ender om Stene, og snue i Vindaaser, og vinde Taget af Skaalen. De toge Tougene, og gjorde alle disse Tilberedelser og Gunnar vidste ikke Ord af, førend de havde vundet hele Taget af Skaalen“. Heraf sees det tydelig, ikke blot at Aaserne vare i Brug, men ogsaa, at de udgjorde saa væsentlige Dele af Taget, at naar man rokkede dem, saa fulgte ogsaa dette med. Om der forresten her under „Aasenderne“ indbefattes Enderne paa alle Aaser, eller kun paa Hovedaasen, Mønsaasen, kan være ligegyldigt.
Af et andet Sted i Sagaerne synes man endog med Grund at kunne slutte, at Aaserne for den almindelige Bevidsthed have staaet som Tagets vigtigste Led. Det heder nemlig i Snorres Yngl. S. Kap. 34: „Med fuld Ret syntes han at kunne kaldes Søkonge, som aldrig sov under sodet (ikke Tvertræ eller Sperre, men) Aas (sótkr áss), og aldrig drak af Arnens Horn“. –
Videre siger Hr. Keyser, at „Tømmervæggene beklædtes undertiden udvendig med en Paneling af Planker kaldet skjaldþil d. e. Skjoldbeklædning“. Hvis dette virkelig havde fundet Sted, saa kunde det ikke være gjort i den Tanke, derved at give Bygningen et skjønnere Udseende; thi allermindst søger Naturmennesket paa denne Maade at opnaae sin Hensigt. Man seer ogsaa af Huse fra en ældre Tid, som endnu ere tilbage i Fjeldbygderne og hvorpaa en mere end sedvanlig Omhu er anvendt, at der med den sunde arkitektoniske Sands, som er Naturmennesket egen, netop er slaaet ind paa den ene rigtige Vei, nemlig at lade Forsiringerne nøie slutte sig til Sammenføiningen og at lade denne ligesom klinge ud derigjennem. I enkelte saadanne Huse er Træet behandlet paa en høist delikat Maade, hvortil rigtignok selve Stoffets, Malmfuruens, kjærnefulde Tæthed meget bidrager. Hensigten med Plankebeklædningen maatte altsaa være at give Væggene en større Beskyttelse mod Veirets Paavirkning. Men med saadant Tømmer, som man den Tid havde, synes dette at være temmelig overflødigt. Endog paa Steder, hvor der nu ikke findes et Træ, f. Ex. i Bergens Stift ude ved Søkanten, havde man, efter derværende Huse at dømme, for ikke længer Tid end et Par hundrede Aar tilbage den ypperligste Malmfuru, der, saalangt fra at opløses af Veiret, tvertimod ligesom synes at være hærdet derved. Og hvad der taler allermest imod, at man i Fortiden skulde have brugt Bordklædninger, er, at den ikke findes, hvor alting bærer Præg af Oprindelighed hos Fjeldfolket.
Men disse Betragtninger ere mere at anse som tvivlende Spørgsmaal til Stoffet, og maae naturligvis vige, hvis der heraf fremgaaer en klar Kjendsgjerning. Det kommer altsaa an paa, om Ordet skjaldþil virkelig kan have den Betydning, som Hr. Keyser lægger deri, idet han støtter sig til Egils Saga Kap. 22. Det berettes her, at da Harald Haarfagre var kommen til Sandnes i Haalogaland, og forgjeves havde forlangt Underkastelse af Thorolf Kveldulfssøn, gav han Befaling til at sætte Ild paa hans Skaale, hvori Thorolf og hans Folk vare indsluttede. „Siden blev der baaret Ild til Stuen og luede den snart, fordi Tømmeret var tørt og Væggene tjærebrædte og Taget takt med Næver. Thorolf bad sine Mænd at bryde op Panelet (þilit) og faa fat i Gavlstokker, og derpaa bryde Skjældthelet (skjaldþilit). Men da de fik fat paa Stokkene, toge saa mange Mænd, som kunde holde derpaa, en Stok, og skjøde med den anden Ende ud i Hjørnet saa haardt, at Naverne røge af udvendig og Væggene gik isønder, saa at der var stor Udgang“. Uden at indlade mig paa Fortolkningen af dette paa Grund af sin Dunkelhed, som det synes, forvanskede Sted, da man ikke lettelig kan forstaae, hvad der menes med Gavlstokker, hvorfor en Variant ogsaa med større Rimelighed læser golfstokkar, forekommer det mig dog, at skjaldþil her ikke kan have Betydningen af en ydre Bordklædning, men at det med større Rimelighed maa forklares om en indre Skillevæg. Og den samme Betydning synes det ogsaa mest passende at maatte tillægges paa andre forekommende Steder i Sagaerne. Ordet þil eller fili betyder vistnok et Bord (Del) eller en Fjæl, eller en deraf sammensat Flade (veggþil, golfþil, lávafili, flórfili), men naar det sættes i Forbindelse med skjald, synes deri stedse at ligge Begrebet af en Panelvæg, som ikke støtter sig til noget andet. Dette bestyrkes ogsaa derved, at man i Thelemarken, hvor Ordet er gaaet over til skjældþele ligesom skjaldmꝍar (Skjoldmøer) til skjældmöiar, og hvor det bruges om den Væg af retopstaaende Bord, som paa Stabburene er spændt foran Svalgangen imellem de paa Naverne hvilende Hjørnestolper, skjelner saa skarpt, at Ordet aldrig kan bruges om et Panel, der er lagt paa en Tømmervæg eller om den sedvanlige Bordklædning. Naar man desuagtet skulde antage, at det i vort gamle Sprog havde haft den videre Betydning, som Hr. Keyser lægger deri, saa forekommer det mig, at der maatte paavises Steder, hvoraf det ubestrideligt fremgik. Hvis det nogetsteds f. Ex. var brugt ensbetydende med veggþil, saa var dermed dets mere omfattende Begreb godtgjort. –
Der er endnu et Spørgsmaal, men som Hr. Keyser ikke berører, nemlig om Bygningerne ogsaa i Fortiden havde den saakaldte Spire (Thelem. Spurvstake), der gjør saa fortrinlig Virkning i vore Bondehuse, og ikke er en saa rent løs Prydelse, som det ved første Øiekast kunde synes, da den dækker over Sammenføiningen af Vindskederne. Om den er en Overførelse fra Stavekirkerne, eller om disse have modtaget den fra Husene, kan vel ikke afgjøres. Men negtes kan det ikke, at der virkelig er et Sted i Sagaerne, som tyder hen paa, at den, om end under et andet Navn, meget tidlig har været i Brug. Dette er det bekjendte Sted[5], hvor der fortælles at Thorfinn Karlsefne i Vinland huggede húsasnótrutré, og at han siden i Norge solgte denne húsasnótra. Ligefrem oversat betyder vel Ordet Husprydelse, men af Sammenhængen sees, at man dermed har forbundet Begrebet om en bestemt Gjenstand. Bjørn Haldorssøn gjengiver det i sit Lexikon med Feiekost, men dette synes temmelig urimeligt. Hvad enten man derimod forklarer det om en Vindfløi (ventilogium) saaledes som Finn Magnusen gjør, eller man med Torfæus forstaaer det om en Hustop (corona domus), kan komme ud paa et, da der med Spiren i ældre Huse som oftest er forbunden en Vindfløi. –
Med ovenstaaende Bemærkninger for Øie, og i Forbindelse med Hr. Keysers øvrige Fremstilling vilde en Beskrivelse over Bygningsmaaden hos Nordmændene i Fortiden komme til at lyde omtrent paa følgende Maade.
Bygningsmaaden i Norge har fra de ældste Tider indtil nu ikke forandret sig mere end at vi, ved at se hen til hvilketsomhelst Bondehus, især i Thelemarken og Hallingedal, og til Røgstuerne kan faae en klar Forestilling derom. Dette har sin hovedsagelige Grund i visse Bestemtheder, som af Naturen er nedlagt i selve Bygningsemnet, og i Klimatet. For en stor Deel er det ogsaa at tilskrive den Oprindelighed, som gaaer igjennem Bøndernes hele Liv.
Husets Grundplan var dengang ligesom nu en langagtig Firkant. Det blev sammensat af Tømmerstokker (timbrstokkar), lagte paa hinanden med Mos[6] imellem, i Hjørnerne forbundne og med udstaaende Naver (nafar). Høiden var omtrent den samme som nu baade af Langvæggene (langveggir), der indvendig forbandtes med nogle faa Tvertræer (tvertré), og af Gavlsiderne (gaflveggr, gafhlad), der altid laftedes lige op til Mønen (mꝍnir), og vare forbundne med Aaser (ásar, Enkt. áss), hvoraf Mønsaasen (mꝍnisáss?) og de to Brynaaser (brúnásar) udgjorde de vigtigste og fandtes i alle Bygninger, medens Aasernes Antal forøvrigt rettede sig efter Husets større eller mindre Bredde. Oprindelig vare Aaserne de eneste bærende Led; senere anbragte man derovenpaa ogsaa nogle Sperrer, i Antal svarende til Tvertræerne og tillige fæstede dertil.
Herpaa lagdes da Taget, som til Beskyttelse for Bygningen gik noget udover Væggene. Denne Kant, der ved Langvæggene kaldtes ups[7] og hvilede paa Sperrerne, forsaavidt de fandtes, laa ved Gavlerne paa Aasenderne, til hvilke tillige Vindskeder[8] (vindskeiðir) vare fæstede. Om man ogsaa allerede dengang anvendte de nu sedvanlige Spirer over Sammenføiningen af Vindskederne, kan være tvivlsomt, men usandsynligt er det ikke., Forsaavidt der tillige var anvendt Sperrer, laae Tagbordene paa dem, altsaa langs efter Bygningen; var dette derimod ikke Tilfældet, laae de lige paa Aaserne, altsaa nedadgaaende. Ovenpaa Bordene lagdes Næver (nœfrum þakit), og derovenpaa enten Tørv, Bord (súðþakit) eller Spon, det vil sige Træplader, lagte ovenpaa hinanden som Fiskeskjæl (spónþakit), ligesom vi endnu se paa Stavekirkerne. Denne ydre Beklædning blev da ligesom Væggene ofte tjærebrædt.
Dette var den almindelige Sammensætning af Taget. Hvor derimod Skaalerne vare saa uforholdsmæssig lange, at man ikke vel kunde belægge dem med Aaser baade af Mangel paa tilstrækkelig lange Bjælker og paa Grund af Hensigtsmæssigheden iøvrigt, gik Sperrerne fra at være underordnede Led over til at være de egentlig bærende. Men da man vel ogsaa paa disse Bygninger anbragte den til Beskyttelse for Gavlvæggene udstaaende Kant af Taget, og denne for at kunne gives den tilbørlige Styrke forlangte Aasender, saa er der Grund til at antage, at man ogsaa her tillige har anvendt Aaser, men i saa Fald sammensatte af flere Stykker, altsaa paa samme Maade som i Stavekirkerne, hvor tildels de samme Aarsager virke dertil, eller saaledes som vi se Taget sammensat i de nyeste Træbygninger ved Christiania. I disse lange Skaaler havde altsaa Aaserne og Sperrerne byttet Roller, idet disse som de vigtigste laae under, og hine ovenpaa, medens sedvanligvis det omvendte var Tilfældet.
Skaalerne vare indvendig som oftest ligesom nu Røgstuerne[9] eller de saakaldte Mønsaasstuer ganske uden Loft paa Tvertræerne. Undertiden anbragtes dog i den ene Ende ved Gavlen et saadant, hvortil en Stige førte op, altsaa aldeles paa samme Maade, som endnu finder Sted i Hallingedal, hvor man kalder dette Loft „Hemsedalen“ med Hensyn paa denne Bygds høiere Beliggenhed.
Skaalen fik sin Belysning dels igjennem Ljoren (ljóre, reykberi), dels gjennem Glugger (gluggar), der vare anbragte paa Tagets nedre Kanter langs og nærved Brynaaserne. Lukkelsen af den første skede enten ved den saakaldte spelld[10], rimeligvis en Luge, som dreiedes omkring en Tap, eller med en efter Gluggens Aabning afpasset Træramme (grind), hvorover var spændt skiár, det vil sige Blæreskind, som endnu paa Vestlandet kaldes Skjaa, eller Komave. Med saadan skjágrind lukkedes ogsaa Ljoren, hvis hele Indretning udentvivl var aldeles som nu, nemlig som en firkantet Kasse uden Bund eller en Skorsteenspibe af Træ. Paa dens Overkant er en Fals, hvori Skjaagrinden passer, og denne lukkes eller aabnes ved et paa selve Rammen fæstet Tvertræ og en derfra nedhængende Stang.
Forsaavidt de øvrige Huse kun vare et Stokverk høie, have de udentvivl været sammensatte paa samme Maade som Skaalen. Vare de derimod paa to Stokverk (Skemmen og Buret), havde Sammensætningen, som Hr. Keyser bemærker, med Hensyn paa øverste Stokverk den samme Egenhed som de nuværende Stabbure, hvor Svalgangens ytre Væg bestaaer af retopstaaende Bord, der ere spændte imellem de paa de udstaaende Naver hvilende Hjørnestolper. Denne i Norge urgamle Konstruktionsmaade blev ved Kristendommen overført paa Stavekirkerne.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Som slaaende Exempel paa, at dette i bogstavelig Forstand fandt Sted, kan anføres, at Ordene landnorðr (Nordost) og landsuðr (Sydost) brugtes ogsaa paa Island, uagtet de, som det lettelig vil indsees, kun passede paa Norge, navnlig dets Vestkyst, af hvis naturlige Beliggenhed de vare fremgangne. Derfor have de ogsaa endnu vedligeholdt sig i vore Fjordemaals Landnørring og Landsønding (Nordost- og Sydostvind).
- ↑ Til Bestyrkelse herpaa kan ogsaa anføres Egils Saga Kap. 87, hvor der tillige forekommer Benævnelsen paa en Deel af Taget, som ikke omtales af Hr. Keyser. Der fortælles nemlig, at da Steinar Ønundssøn med draget Sverd havde forfulgt Lambe ligetil Huset, og der lod Hugget falde, just i det samme denne for ind ad Husdøren, saa fæstede Sverdet sig i Vindskeden (vindskeiðr).
- ↑ Nemlig i største Delen af Christianssands og i hele Christianias og Throndhjems Stifter. I Bergens Stift derimod, idetmindste i Sogn og hvad der ligger Syd derfor, bruges alene Sperrer, endog i Røgstuerne.
- ↑ Navnet paa disse Stuer, hvoraf der nu kun er yderst saa tilbage, kan ikke have sin Grund deri, at de have Mønsaas; thi denne findes, som oven bemærket, ogsaa i de øvrige Huse. Det maa derimod være fremgaaet af, at man i disse Stuer, uhindret af noget Loft paa Tvertræerne, seer lige op til Mønsaasen. – Stuen paa Gulsvik er vel mindst sine 3 á 400 Aar gammel. Dens tre fritliggende Aaser ere saa tykke som Mastetræer, medens dens fire Sperrer, to og to forbundne med Tvertræer, ere forholdsvis meget smekkre. I Felterne mellem Aaserne og Sperrerne er der Malerier i Limfarve fra det 17de Aarhundrede. De afbildede Gjenstande ere hentede allestedsfra: Finkeridderen og Roland, Landskaber og Dyrestykker, endog meget obscøne Ting. Hvad der hyppigst forekommer er Gjeder, hvorfor Stuen ogsaa har det særegne Navn: Gjedestuen. Maaske have disse Stuer oprindelig været byggede til Retsstuer, (Dipl. 31 Jan. 1694 udstedt i Asstoso á Follo), og deraf lader det sig forklare, at Navnet paa dem, men under den feilagtige Form „Mønsaasstue“, af Topograferne ofte sættes eensbetydende med Thingstue.
- ↑ Antiqv. Americanæ S. 74, 291 og 441.
- ↑ Uden at det omtales i Sagaerne, bar man maaske allerede dengang i enkelte Tilfælde anvendt Tøi hertil istedetfor Mos. For ikke saa mange Aar tilbage fandtes nemlig endnu fire Stuer eller rettere Loft, som, foruden at de iøvrigt udmærkede sig ved omhyggeligt Arbeide, Udskjæringer, endog fritstaaende Figurer paa Svalgangen, tillige fremviste den Særegenhed, at der imellem Stokkene var lagt fint Uldtøi af rød eller blaa Farve. Disse Loft fandtes paa Store Omvik i Kvindhered, paa Devegge (Nes) i Hallingedal, Hvale i Sogndal og paa Gavlstad i Lardal i Jarlsberg. De to første vare nedrevne før 1841, det næstsidste derimod er sporløst forsvundet i Løbet af det sidste halvandet Aar, uden at nogen Tegning er tagen deraf. Kun Loftet paa Gavlstad staaer endnu, men i mutileret Tilstand, tilbage; det fremviser i sine udskaarne Figurer en Alder, der vel ikke kan sættes saa langt op som til Sagatidens Ophør, men dog heller ikke kan være saameget yngre.
- ↑ Egils S. Kap. 46.
- ↑ Egils S. Kap. 87.
- ↑ Paa Søndmøre, hvor man ligesom i Bergens By, og maaske i hele Stiftet, ved Ordet „Lem“ ikke forstaaer en Luge, men Husloftet, har man ogsaa Benævnelsen „Lemstuer“ i Modsætning til Røgstuer.
- ↑ Nials S. Kap. 77.