Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/11
I de foregaaende Kapitler har jeg samlet Træk til vore Fanteflokkes tidligere Historie. Fanternes hemmelige Sprog, deres Traditioner og Sæder, deres Physiognomi, Alt vidnede om, at de saakaldte Fantefølger eller omstreifende Familier egentlig have tilhørt to Stammer af Landstrygere, to indbyrdes forskjellige Kræfter, der i lange Tider have vidst at holde sig i vore Bygder. Og alt dette har jeg afhandlet med en Udførlighed, som Mange ville forundre sig over. Men det gjælder om at begribe Oprindelsen til det Overmaal af Ryggesløshed og Elendighed, som hersker mellem disse Mennesker, en Ryggesløshed og Elendighed saa stor, at man fast ikke skulde tro den mulig i vort ellers saa jevne Land, men hvis Virkelighed nærværende Kapitel skal forsøge at skildre. Det er ikke min Mening at disse Kasters i de foregaaende Kapitler beskrevne tidligere Historie frembød mange elskværdige Træk; men det er min Overbevisning, at Ryggesløsheden og Elendigheden imellem Fanterne er mere harmelig og himmelraabende nu, end den var i tidligere Tider, og at Aarsagen hertil er den, et de nu ikke længer danne saadanne nogenlunde afsluttede Kaster, men for største Delen ere sammensmeltede til et eneste Fantefolk.
Vistnok ved endnu enhver Fant at tale om Forskjellen mellem Rommanier eller Storvandringer (Tatere) og Meltravere eller Smaavandringer (Skøiere) med deres forskjellige Fantemaal og andre Mærker; men han taler dog derom mere som om Noget, han erindrer fra tidligere Tider. Nu og da kan en Fant vel ogsaa forlyste sig ved Sagnene om de blodige Slagsmaal, som i fordums Tid fandt Sted imellem de indtil dødeligt Had fiendske Stammer; men disse Sagn tjene kun til at vise Forskjellen mellem Før og No.
Thi før var der livligt i vore Udmarker, hvor Tatere og Skøiere, de vilde Asiatere og de europæiske Spidsbuber, mødtes. Naar den hellige Nat med sin Dunkelhed og Fred havde sænket sig over Dalen, over Husklyngen omkring Kirken, og Bønderne hvilede efter Dagens Gjerning, drømte de neppe om det Liv, som fandt Sted i Skoven oppe paa Aasen. Man høre! Overalt er der tyst og stille i Dalen; kun hist henne i Lien, hvor Maanen ikke naar frem med sit Skin, pusle nogle Skøierfolk; de maa vel flygte efter et Indbrudstyveri eller Hesteran og sætte til Skovs. Men oppe i Skoven, paa en aaben Plads, har et Taterfølge leiret sig. Endnu blusser Baalet lystigt; thi Familien har nylig holdt sit Maaltid paa det deri helstegte Faar. Ganske nær ved Baalet, under en svær Furu, hvor et Teppe er anbragt som Telt, ligger en Oldemoder, vel tilpakket med Fjederdyner og Renfælde; halv skjult under hendes Klæder ligger en styg, ragget Hund, som allerede begynder at snøfte. Paa den anden Side af Ilden steller en ung romni med sit Barn; til Vinteren skal Barnet puttes i en Pose og forvares vel under Renfældene i Slæden hos Oldemoderen; men nu om Sommeren har det, temmelig fast indsnørt, maattet bæres paa Moderens Ryg og strækker nu med Velbehag de stivnede Lemmer mod det varmende, blussende Baal. Nær hos sider et Par Karlfolk og søge at forenes om Delingen af Udbyttet ved den sidste bedragerske Hestehandel; de ere nok nær ved at blive Uvenner, siden deres Blikke og Ansigtsmuskler spille saa vildt, lig Flammerne mellem de sorte Brande. Hen under en Busk sidder en Gut og en Gjente og gantes; og lidt længere borte høres et Par Heste at ryste sig og vrinske; de have vel ogsaa havt en lang og besværlig Marsch den Dag med Kløvsadler og Bylter. En Smaagut rager fornøiet i Ilden, og lidt derfra ligger en stor Mand med Hovedet indsvøbt i et mørkt Klæde, som han om Dagen bar løst kastet over Skuldrene som et Draperi. Det hører til disse Orientaleres Naturel, at de, mætte og vel forsynede, kunne se saa inderlig dorske ud og endda i næste Øieblik, ved mindste Lyd eller Varsel, springe op som en Kat; men denne Tater sover nok med vaagent Øre, siden hans Haand endnu kraftig omslutter Messinghaandtaget paa Midten af den med glindsende Dopsko prydede tjukni. Og nu gjøer Hunden! Pludselig er Alt i Bevægelse. I den nys sovende Taters elastiske Stilling og speidende Blik ligger et „Giv Agt!“ ret malerisk udtrykt; Oldemoderen selv reiser sig og pønser paa kløgtige Raad. Der kommer Folk tilsyne imellem Træerne. Er det en moskro med en Trop buroar? Aa nei, det skjønnes snart, at det er bare duftus-mangare, og de raabes temmelig haanligt an. Men disse ere talrige og have mellem sig en bekjendt Slagsbroder af Flintian- eller Griffenfeldt-Følget; de svare trodsigt og ville just ikke flygte. Nu begynder en Scene! Med hæse Skrig svinger den gamle Hex sin Stav i Luften, og ved det første Glimt af Kniven, ved det første Slag af Fægtestaven, forberede Taternes Kvinder sig med Hyl til at istemme Kampsangen med Omkvædet:
Mændenes Kampmod opflammes til Raseri; selv Kvinderne smittes deraf; Ungerne skrige, og Hundene tude. Medens Fægtestavene svinges som Hjul og uddele vægtige Slag, som Smaavandringernes eller Meltravernes Kniv kun slet kan afbøde, ryge Kvinderne sammen og drages i Haar, skjønt de nysankomne endnu ikke have faaet tage Spædbørnene af Ryggen og lægge dem tilside. Hvilken rasende Kamp! Opmuntrende Stridsraab og forfærdeligt Vræl, Eder og Forbandelser opfylde Luften og overdøve de Saaredes Stønnen. Nogle Øieblikkes Fægten og Skjæren, Bryden og Riven – og det er vel de blege Meltravere, som maa vige Pladsen for de sorte Rommanier; de flygte med forrevne Klæder og blodige Saar og efterlade kanske en Kammerat med braaden Pande, den bedste Slagsbroder, som de Dagen efter maa lure sig til at grave i Jorden, medens Drabsmanden praler af sin Kraft, men vel ogsaa finder det raadeligst at flygte til Sverige.
Fortællinger om saadanne Kampscener have, som sagt, forplantet sig lige til Nutiden og vidne om det Nationalhad, om jeg tør bruge saadant Udtryk her, som engang herskede mellem de to Fantestammer. Og dette Nationalhad er et interessant Træk. Det falder vistnok ikke let fra vort Standpunkt at se, hvad Fortrin det ene af disse to usle Partier kunde have at tillægge sig fremfor det andet, hvad Aarsag det ene kunde have til at hade og foragte det andet; men at det alligevel var saa, det viser, at selv i denne i Forhold til andre Mennesker i Landet saa aldeles æreløse Kreds har dog en vis naturlig Æresfølelse formaaet at gjøre sig gjældende. Tateren holdt sig for god til at deltage i Skøierens Rapserier, og denne vilde ikke bekvemme sig til at gaa Tateren tilhaande i hans Hestedoktorforretninger; for Stammens Æres Skyld nægtede enhver af dem sig den Fordel, som saadant Kammeratskab kunde yde, og paatog sig heller de idelige Slagsmaals Uro og Fare. Men nu er det ikke længer saa. Ulykken var, sagde en Fant, at begge Stammerne tilsidst sluttede Fred paa den Maade, at ligesom Kongen delte Landet i Amter og Fogderier, saa delte de Landet med Folk og Fæ imellem sig saaledes, at Taterne skulde husere i Indlandet og Skøierne kravle sig frem langs Kysterne; men i de fredelige og rolige Dage, som da fulgte, forfaldt den gode, gamle Skik og Orden, idet Tatergutter giftede sig med Skøiergjenter, og Skøiere gik i Lære som Hestedrenge hos Taterne, o. s. v. Den sande Ulykke var nok den, at de forvildede Fanters Energi slappedes i samme Mon, som Øvrigheden og andre Folk i Landet behandlede dem med større Sindighed og Ligegyldighed, og at Brændevinets onde Magt fuldendte Udviklingen af alt det Vederstyggelige, som allerede før laa i Fanternes Sæder, og ødelagde det sidste Anlæg til Dyd hos dem.
Tidligere dannede Fantestammerne mere bestemt affattede Kaster, der med al sin lovløse Færd dog sig imellem agtede visse Love, fulgte visse Grundsætninger, som satte en Skranke for den yderligste Demoralisation og endog spredte en vis Interesse over det sælsomme, mystiske Fanteliv. Nu findes der kun svage Spoer deraf, idet Fanterne mest ere sammenblandede i et charakterløst, vederstyggeligt Pak, som, selv i sit indbyrdes Forhold uden Følelse for Ære og Skam, har overgivet sig til en dyrisk Raahed, Uærlighed og Ryggesløshed, der ingen Grændser kjender. Det hele Fantevæsen er som en giftig Urt, der engang florerede med brogede Farver og i det Høieste vakte Nysgjerrighedens flygtige Undren; nu udsteder den sine giftige Frø og tvinger til større Opmærksomhed.
Hvorledes skal jeg uden Anstød kunne skildre den Usædelighed, som gaar i Svang her? Almuen fortæller, Fanter selv tilstaa, og officielle Indberetninger bekræfte, at der altsom tiest sees Fanter, som, lig tyrkiske Paschaer, føre med sig et Harem af 2–3 Fruentimmer, hvilke da efter Herrens Luner maa skiftes til at udføre en Tjenesiepiges Forretninger og nyde Hustruens Rang. Saadanne Kvinder kunne ogsaa med eller mod deres Villie byttes bort mod andre, hvis større eller mindre Elskværdighed da maa erstattes med f. Ex. en Slurk Brændevin eller nogle Ruller Tobak. Saa stor kan ogsaa den Skjønnes Ynde være, at en hidsig Elsker med Magt, med Knivstik og Slag, søger at tiltvinga sig hendes Besiddelse. Fanter have fortalt mig Historier om en saadan Scene, hvor den Fornærmede skal være bleven liggende død paa Pletten, og en Fant har fortalt mig, at han skyndsomt forlod baade Kjæreste og den Hest, han havde faaet i Medgift med hende da han paa en Markedsplads fik høre, at en bekjendt Slagsbroder, der tidligere havde eiet hende, men en Tid havde siddet indespærret i en Strafanstalt, nu var paa fri Fod og paa Sporet efter hende. Det er meget sædvanligt, at Fantekvinder paa 30–40 Aar fortælle, og det uden Sky, om 4–5 „Mænd,“ som de have fulgt et Par Aar hver, og fra hvem de paa forskjellige Maader ere blevne skilte. Ja, end større er vel Frækheden hos Mændene, som paa Slutningen ikke vide Tal paa sine flygtige Forbindelser af dette Slags, ofte en ny for hver Langreise; en Fant, som jeg kjender, har endogsaa foruden flere andre Giftermaal, som han selv kaldte dem, tourvis havt 2, om ikke 3 Søstre til Kone.
Erindrer Læseren den Skøierkvinde, jeg ovenfor fortalte om, der i sin Barndom havde været flittig ude paa Bakken for, som man havde lært hende, at se Vorherres Ansigt igjennem Solens Straaler, saasom hendes, Øine senere, naar hun monne have samlet megen Synd paa sig, vilde blendes derved og løbe i Vand? Jeg lod dette Menneske fortælle mig sin Historie; Enden derpaa var, at medens hendes tre tidligere „Mænd“ gik omkring hver paa sine Veie, havde hun – og hun var nu en grim Kjærring paa 60 Aar – faaet en Unggut paa 20 til at følge hende, og i Samliv med ham havde hun streifet om en kort Tid, indtil en Straffedom satte dem begge hver i sit Rum paa Christiania Tugthus, hvor de nu vare. Jeg blev harm over den unaturlige Forbindelse, som vel hun havde lokket Gutten til at indgaa; men hun svarede mig med en Sentents, hun længe havde hørt: „Naar et Hus bliver gammelt og faldefærdigt, skal man støtte under det med en ny Stok;“ Siden talte jeg med Gutten selv, der nu gik til Konfirmation paa Tugthuset, og skammede ham ud for hint afskyelige Forhold, og hans Svar var: „Jeg mente som saa, at naar jeg fulgte den Gamle, saa skulde der ikke spørges saa mange Børn efter mig, som om jeg tog en Gjente paa min Alder.“
I Aaret 1846 blev et ligedant uelskværdigt Fantepar arresteret og afstraffet i Christiania. Det var en gammel og yderlig berygtet Kvinde, hvis Historie kan forfølges af en masse Domsakter næsten fra Aarhundredets Begyndelse. Hun var Moder til en særdeles talrig Børneflok, som var adspredt rundt om paa Fantestierne, og nu befandtes hun at leve i Konkubinat med en Gut paa lidt over 20 Aar, en Forbrydelse, som fordobbledes derved, at han, som det oplystes, først havde været hendes Datters Mand og var Fader til hendes Barn. Det blev dog ikke oplyst for Retten, hvad andre Fanter have fortalt mig, at Moder og Datter havde mødt hinanden med hver sin Fyr og da gjort Bytte. – Men nu var denne samme Gut Søn af hin anden gamle Kjærring, som jeg nys fortalte en lignende Historie om, og jeg spurgte denne, om hun dog ikke havde været misfornøiet med at se sin Søn i en slig gammel og styg Kvindes Følge; aa jo, hun havde nok talt til Sønnen derom, men faaet til Svar, at „han vilde holde sig ved den Gamle for ikke at se for mange Børn efter sig“ – altsaa det samme Svar, som hin anden Fanteknægt havde givet mig, en Regel altsaa, som har uddannet sig mellem vore Fanter og nu udgjør et Stykke af deres Livsvisdom. En lignende Grundsætning er det maaske ogsaa, hvorefter nogle Fantekvinder – og der er nok ikke saa ganske faa saadanne – ikke ville slaa sig i Lag med nogen Fant, men gaa løse og ledige omkring i Landdistrikterne som – vandrende Skjøger, førende med sig de ækleste Sygdomme.
Det er officielt blevet berettet, at en Fant paa Stavangerkanten tourvis havde streifet om med 3 Koner, deriblandt 2 Søstre, som begge vare samtidig i Live, at han tilsidst havde havt sin egen Datter med som mene Ledsagerinde, og at det var en almindelig Tale, at han var Fader til dennes Barn. Og der er flere Historier af samme Slags som denne sidste. Ja, der er endnu flere Slags Vederstyggeligheder, som kjendes og øves i denne Kreds; men om dem faaer det blive med denne Hentydning; de ere saadanne, at det ikke gaar an at skrive mere om dem.
Man tænke sig nu et Menneske, som er voxet op i saadanne Omgivelser, i al sin Tid har levet i saadan Besmittelse; man gjøre engang et Forsøg paa at forestille sig et saadant Menneskes Tænkemaade, Følelse, Samvittighed! Et Exempel vil understøtte dette Forsøg. En Fantekvinde, Om hvem jeg atter har læst en officiel Indberetning af vedkommende Præst, hørte hjemme i et Sogn i Thelemarken og var høilig frygtet formedelst sin bekjendte Ryggesløshed og hyppige Trudsler om Ildspaasættelse og anden Ondskab, saa at Ingen vovede at anmelde hende til fortjent Afstraffelse. Desto mere glad var man derfor, da hun engang paa længere Tid var borte fra Bygden. Men saa kom hun hjem med et Barn paa Ryggen. Mennesket gik til Alters først og udlagde saa for Øvrigheden en Mand fra en anden Bygd som Barnets Fader. Der reistes imidlertid Tvivl om Sandheden af hendes Angivelse, og hun indkaldtes til Forhør. Af en Grund, som nok lader sig gjætte, tilbagekaldte hun her sin første Paastand, nævnte som Faderen en udenlandsk Matros, som naturligvis ikke kunde blive adspurgt om Sagen, og tilføiede til Bekræftelse, at „dette skulde hun gjerne gaa til Alters paa.“ Senere befandtes det og, at den først opgivne Mand virkelig vedgik at være Barnets Fader; den Forvorpne havde altsaa villet gaa „til Alters“ paa Løgn.
Og disse skamløse Menesker maa vor Almue huse; dette Levnet og disse Forargelser maa den se og taale, helst den enfoldigere og ringere Almue, som ikke har Mandemod og Folkestyrke til at jage Pakket bort. Ja, vore Husmænd og enligt boende Bønderfolk maa lide Mere af disse vilde Gjæsters Ryggesløshed. I fordums Dage, da Folkets Enfoldighed og Overtro var større, og Fanterne selv bedre erindrede Slægtens gamle Kneb og Kunsten kunde de mere stilfærdigt liste sig omkring og med søde Ord og gode Løfter, med sin Trolddoms- og Spaadomsgave, skaffe sig, hvad de behøvede, og det i Overflod. Nu derimod maa de mere og mere tvinge sig frem med Trudsler og Vold. De gaa som Røvere i Landet.
Til Røverlivet hører først Røverkuler, og disse have ikke manglet. Paa Byaasen nær ved Throndhjem, hvor Kongeveien fører over den øde, triste Oustmyr og igjennem skumle Skove, var indtil for faa Aar siden et berygtet Sted. I en temmelig stor Husmandsstue boede „Stolpestu-Smeden,“ og her var, siges det, et kjært Samlingssted for fordægtige Folk. Undertiden lod vild Lystighed udover den nære Landevei fra Symposierne derinde; undertiden derimod var det ængsteligt tyst i Aftenskumringen og Nattemørket, og Dølerne, som paa saadanne Tider maatte fare forbi, tænkte sig da skumle Personer, mørke som Natten, paa Lur bag Gjærder og Buske. Flere voldsomme Affairer skulle have lært Bønderne i den Tid kun i mandstærke Følger at drage her forbi, og en Huusmandskone i en Nabohytte, som jeg talte med, yttrede forsigtigt, at „hun kunde have seet Meget og Mangt, naar hun havde villet;“ selv havde hun dog ingen Overlast lidt af dette uhyggelige Grandfolk; thi, som hun bemærkede, „Vargen riv’ int’ tæt atmed Hiet sit.“ Nu sidder dog Stolpestusmeden og hans Viv forvarede paa Throndhjems Tugthus; nu er her intet farligt Sted længer; det berygtede Hus staaer øde; Ødelæggelsens Vederstyggelighed griner igjennem de sønderslagne Vinduer og Døre, og Forbandelsen ruger over det sammensjunkne Tag. – Men jeg troer at have været i et af de Huse, som senere have maattet erstatte hint Etablissement, en Husmandsstue i det Throndhjemske, hvis Beboers skumle Aasyn og bittre Tale (her hørte jeg for første Gang Forbandelser over Norges Storthing) jeg aldrig skal glemme. Man vil ogsaa paa flere Steder i Landet, helst ved Grændsen mellem to Præstegjeld, hvorfra man lettest kan iagttage Lensmændenes og Bygdevægternes Demonstrationer, kunne finde Husmandsstuer, hvis store Armod og Usselhed – thi Overmaal af Armod er altfor ofte Dyden fiendsk – har bevæget Beboerne til at indgaa paa Forbindelser med Fanterne, som for et stadigt og sikkert Tilflugtssted gjerne erlægge en Tribut af det paa deres fordægtige Tog vundne Bytte.
Og hvilke Tog disse Fanter foretage! Der er endog en vis Regelmæssighed i deres Streiferier. Undertiden gjøre de vel usædvanlig lange Toure, saaledes som en ung Fant fortalte mig, at han i Følge med sin Fader var reist fra Bergen over Stavanger og Christiania til Gothenborg, over Stockholm til Piteå, saa over Jæmtelandsveien tilbage til Throndhjem og Bergen. Andre Fanter komme efter lang Fraværelse hjem med Fortællinger om at have været langt inde i Rusland. Men dette er Undtagelser. Der er en vis Regelmæssighed i Fanternes Reiser, saaledes at Almuen jevnlig sammenligner dem med Trækfugle, der komme og forsvinde efter visse Naturlove. Færgemænd kunne bedst give Oplysning om deres Router. Egentlig skal der være – eller have været; thi i de allersidste Aaringer er der nok indtraadt adskillig Forstyrrelse i den gamle Orden – 3 store Fantedistrikter i Landet. I Akershus Stift skulle „Østvandringerne“ sværme om mellem Kongsvinger og Skien; fra Skien af til ind i Bergens Stift stryge „Vestvandringerne“ nok endnu saa temmelig jevnt frem og tilbage. Mest nøiagtig have dog Fanterne i det Throndhjemske kunnet vedligeholde sin gamle Økonomi; ved Slutningen af Vinterføret komme disse „Storvandringer“ kjørende ned fra Dalene til Oserne og Strandstederne; her sætte de Hestene ind hos sine Venner, faa sig Baade og flakke saa ind og ud ad Fjordene fra Romsdalen af stundom helt op i Finmarken; om Høsten komme de tilbage igjen med velladede Baade, med Uld i Vaagevis og Dun i Pundevis og andre gode Ting, og ned sine Heste og Slæder fare de da atter storsnudede op og ned igjennem Dalførerne paa begge Sider af Dovre og Kjølen. Det kan ogsaa hænde at et og andet Følge ligesom til Afvexling tilbringer en Sommer inde i Landet og mest oppe paa Fjeldene ved Fiskevandene og Sætrene; de skulle her vise sig som mærkværdig heldige Fiskere, og Sæterpigerne maa vel ogsaa betale dem adskillig Tribut. Kort, de indrette det saaledes, disse Mennesker, at der neppe er nogen Afdal eller Fjordbund saa skjult eller afsides beliggende, at den jo nu og da, mere eller mindre regelmæssigt, faar Besøg af disse sælsomme Gjester.
Den fredelige Reisende bliver uhyggelig tilmode ved at møde et saadant Følge; han kaster gjerne nogle Skillinger til Børnene og Kvinderne, naar de omringe ham med Bønner og Velsignelser, som faa en besynderlig Vægt ved Mændenes trodsige Blikke, der kun syntes at speide efter et Paaskud til at yppe Klammeri. En Byfoged har fortalt mig, at han engang blev standset paa Veien af et ganske lidet Følge, hvoraf et Par Karle, han havde havt for sig i Retten, kjendte ham igjen; de nærmede sig ham paa en saadan Maade, at han fandt sig beføiet til to Ting, at give den nærmeste af dem et vægtigt Slag med Svøbeskaftet og saa kjøre afsted alt hvad Tøiet kunde holde, forfulgt en Stund af de Forbittredes Huien og Forbandelser.
Men man følge Fantefølgerne ind i Husene for at se det Overmaal af Brutalitet og Vold, hvormed de forstyrre Folkets Fred! I Værdalen, netop paa det Punkt, hvor Jæmtelandsveien bøier af fra Landeveien langs Throndhjemsfjorden, ligger en pyntelig Husmandsstue. Der, tænkte jeg, maa man have havt god Anledning til at betragte „Vandringernes“ Færd, og jeg bedrog mig ikke. Husmanden fortalte, hans Kone fuldstændiggjorde og nogle netop tilstedeværende Naboer bekræftede følgende Historie: En Aften sent – det var tidlig om Vaaren, strax efter Levanger Marked – dundrede det paa Døren; denne aabnedes naturligvis i største Skynding af de af sin dybe Søvn opvaagnende Beboere, og et Fantefølge paa 2 Mænd og en Kvinde bad og fordrede og truede og tiltvang sig Indgang og Natteherberge. Husfolket havde intet Andet at gjøre herved end at holde sig vaagne og give Agt. Indholdet af en Brændevinsflaske drev snart Vildheden hos de Fremmede til det Høieste, og begge Karlfolkene røg op i Slagsmaal. Husbonden kunde ikke stagge dem; Alting, baade Levende og Dødt, maatte vige for deres Spark og Tag. Tilsidst satte Manden sin Kone og sine Børn ind i et Sidekammer, skjød en Seng foran Døren og løb saa – man forestille sig, hvorledes Angst og Harme har bevinget hans Skridt! – efter „Kongen,“ Bygdevægteren, der boede et godt Stykke Vei borte. Tilbagekommen med denne finder han blandt andet Stuedøren knust og et stort Væggeskab væltet overende, den ene Fandt liggende som død paa Gulvet og den anden vanvittigt dandsende og huiende og trampende paa sin Kammerats Bryst. Hvad var der nu at gjøre? Husmanden med Bygdevægteren maatte holde Vagt, til det gryede ad Dag. Da gik Vægteren til Lensmanden for at faa hans Hjælp og Trøst, men kom tilbage med det Raad, at saasom de Fremmede ikke havde gjort Vold paa Menneskene i Huset, saa var det bedst at lade dem: gaa, og med det Tillæg, at dersom de kunde og vilde erstatte Skaden paa Døren og paa Kopperne i Skabet, saa var det vel. Nu ja, den døde Fant var bleven levende igjen, den Rasende kommen til sin Samling; de hørte med Rolighed paa Forligsvilkaarene; de betalte et Par Daler, de efter Markedstouren havde hos sig, og fik dermed reise. „Her stod Skabet dengang,“ saaledes sluttede Historien, „og der synes endnu det nye Snedkerarbeide paa Døren.“
Læseren studser vel over denne Udgang paa Sagen, men det gjorde hine Fanter neppe. Se, der er en Besynderlighed ved vore Retsforholde, som Fanterne nøie have mærket sig. Dersom en Usling stjæler saameget som et Par gamle Strømper eller betler om et Stykke Mad, saa er en Angivelse herom nok til at sætte det hele Justitspersonale i Bevægelse for at gribe, arrestere, forhøre, domfælde, straffe Synderen; Angiveren behøver kun at møde til Thinge og afgive sit Vidnesbyrd, og forresten gaaer den hele Sag som af sig selv. Men naar en Slagsbroder af en Fant med et stygt Slæng af Kvinder og Børn ved Dag eller Nat kommer til en Gaard, tiltvinger lig Husly, bemægtiger sig alle Rum med samt Sengene i dem, begynder Klammeri og fylder Huset med den fæleste Ufred, hvad saa? saa kan Husbonden hente Lensmanden eller hans Dreng for at holde en Udkastelsesforretning. Men nu bor Lensmanden kanske en Mils Vei borte eller to. Og om end Politiet kommer i betids? Har Fanten under Larmen tilføiet noget Menneske legemlig Molest, saa er det en Justitsforbrydelse som kan foranledige offentlig Paatale; men har han kun ødelagt Borde og Stole, saa er det en privat Sag mellem Eieren og Fornærmeren, der kan sagsøges til Pengeerstatning, – en Erstatning, som Fantens fattige Bylter ikke engang give Haab om at erholde. Men derfor er der flere og ganske forfærdelige Exempler paa saadanne Forstyrrelser af Husfreden. I et Tilfælde reves Kakkelovnen ned, saa Husfolket maatte skynde sig at opsamle de luende Brande; i et andet væltedes Vuggen med det sovende Barn ind i en Dynge af Stole og Bænke. Det første Tilfælde berettedes mig omstændeligt af en Lensmand, det andet af en Fant, og denne tilføiede, at Fanterne bruge med Forsæt at yppe Klammeri indbyrdes og gjøre saadan Støi, for at deres Kvinder under Forstyrrelsen ubemærket skulle kunne rapse til sig en Sølvske eller nogle Klæder; „naar Husets Folk bagefter bemærke Tyveriet anse de det for en ringe Ting imod den Forskrækkelse, de maatte udstaa, og ere bare glade over at være blevne Gjæsterne kvit.“
Allerbetænkeligst er dog Fanternes Færd, naar de flakke om paa Fjordene og mellem Øerne. De indrette sine Toure saaledes, at de komme over Hytterne, naar de vide, at Mandfolkene ligge ude paa Fiskeværene, og bare Kvinder og Børn ere hjemme. Da kan det træffe, at 3–4 Baadelag lægge iland ved en enligt liggende Bolig i en Indvig med lang Vei til Naboer paa alle Sider. Da er det, som om Fienden var i Landet. I Nordmøre hørte jeg imellem Almuen mange Fortællinger om harmelige Bedrifter af disse Pirater langs vore Kyster og for at faa Vished om Sagen anmodede jeg en Præst der om efter et vist Schema at optage Fortegnelse over alle de Fanter eller overhoved udenbygds Betlere, som maatte indfinde sig paa hans Gaard. Kort efter talte jeg med Amtmanden, som mente, at Almuen maatte have overdrevet sine Forklaringer, saasom der i hans flereaarige Embedstid kun var indløbet ganske faa Besværinger til ham over dette Onde, og jeg imødesaa derfor med Nysgjerrighed Præstens Meddelelse. Nu se man, hvad denne ud paa Høsten meddelte mig! Den omtalte Fortegnelse, som var ført fra 8de Aug. til 23de Oktbr. 1848, indeholdt fuldstændige Oplysninger, med Angivelse af Navn, Hjemsted o. s. v., om flere enkeltvis omstreifende Betlere og desuden 9 Fantefølger, disse sidste paa tilsammen 40 Personer; men Listen ledsagedes med en Skrivelse, hvori det oplystes, at flere Fanter havde strøget igjennem Bygden uden at indfinde sig paa Præstegaarden, og at mange, som havde indfundet sig der i Præstens Fraværelse, ikke vare blevne indtagne paa Listen, saasom Husets Damer ikke havde vovet at indlade sig med dem og udspørge dem om Navne og andre Omstændigheder, saa at altsaa langt flere Fanter, end Listen udviste, havde streifet om der i Egnen. Endelig slutter Præstens Skrivelse saaledes: „Jeg haaber, de ikke miskjender mig, naar jeg ligefrem erklærer Dem, at jeg ikke længere, end som skeet er, kan befatte mig med at tage Optegnelse over Fantefølger. Medens de udenlandske Haandværkssvende, der i Mængde streife omkring og paa deres Vandring betle om Reisepenge, fast uden Undtagelse ere høflige og taknemmelige, udvise derimod vore norske Tatere[2] en Frækhed og Uforskammethed, der maa afskrække Enhver fra at have Noget med dem at bestille, uden Nødvendighed byder det. Naar jeg begyndte at spørge et saadant Taterpak om Et og Andet for at notere paa min Liste, hed det næsten altid: „Hvad kommer det Præsten ved?“ „Hvad rager det Præsten, hvor mange Børn vi have?“ „Er det befalet, at Præsterne nu ogsaa skulle holde Forhør?“ „Hvorfor skriver De op, hvad vi svare?“ o. s. v. o. s. v. „Vi have Pas, og saa har De Intet med os at bestille.“ Naar jeg da kunde bemærke, at Passet ikke hjemlede dem Ret til at betle, at de vare langt udenfor den Vei, Passet antydede, o. s. v., fik jeg næsten altid et grovt, ofte forblommet og tvetydigt, halvt truende Svar, saasom: „Det staar ikke paa for den, som har Nok, at være kry mod os Fattige,“ „Enhver kan passe sig selv,“ „Man lade os gaa i Fred!“ „Vi gjøre Ingen noget Fortræd“ o. s. v. Hvo kunde borge os for, at et saadant Fantepak ikke sviede Ens Huse af, dersom man havde paadraget sig deres Uvillie?“
Naar Fanterne vove at „bruge sig“ saaledes for Præsten, paa en velbefolket Præstegaard, midt i Kirkebygden med Folk ganske nær ved, saa kan man let tro, hvad ogsaa Præsten yderligere forklarer, at deres Uforskammethed i de fattige Hytter tillader sig det Yderste. Hine 40 Mennesker have vel daglig den hele Sommer igjennem lagt i Land ved Gaardene og Pladsene og der tiltruet sig alle sine Fornødenheder og Mere til. Del synes ubegribeligt, at ikke Amtmanden har modtaget mangfoldige Klager hvert Aar; men det er netop det utaalelige ved Tilstanden her, at den Del af Almuen, som bor saaledes, at den i mindre Grad besværes af Fanternes Besøg, ikke videre ændser dem, og at den Del som lider af deres Gjæsteri, enten af overtroisk Frygt for deres overnaturlige Magt eller af mere rimelig Frygt for deres naturlige Hevn ikke tør kny.
Hvad er nu retfærdigere end Harmen over disse Ugjerninger, end Foragten for dette ryggesløse Pak? Jo, Smerten over den Elendighed, der som en Forbandelse hviler over denne Slægt. Jeg ved det vel, at den Jammer og Nød, der indesluttes i de faa og smaae Fantefølger, er som Intet at agte imod den Armodens og Vankundighedens og Usædeligheden Ulykke, som hviler over en langt talrigere Mængde af Lidende i de lavere Klasser i Samfundet, der mere og mere og med største Ret vinde Menneskevennens Deltagelse, lægge Beslag paa Lovgiverens, paa den Styrendes, ja paa hver tænkende Medborgers Opmærksomhed. Men jo mere uværdigt og foragteligt Fanternes Liv er, jo snarere man derfor er til at vende sit Blik bort fra dem, desto mere skrigende træder ogsaa deres Elendighed os imøde. Den vil tvinge os til at lade Uvillien og Foragten fare og give Medlidenheden Rum.
For et Par Aar siden blev en Fantekvinde bragt ind her til Christiania og sat paa Tugthuset. Et 15aarigt Pigebarn fulgte hende. Dette Barn havde allerede ved Fødselen af den utugtige Moder arvet en hæslig Sygdom, som under en bestandig Vanrøgt naturligvis artede sig værre og værre. Jeg saa Barnet og skal aldrig glemme det Syn. Hendes Ansigt havde fast tabt den menneskelige Form; Øinene, Næsen, Munden vare til Ukjendelighed destruerede, og jeg kunde vanskelig gjenkjende den menneskelige Røst, end mindre forstaa Ordene i hendes Tale, skjønt dog de, som vare mere vante til at høre hende, bevidnede, at hun havde endog gode Forstandsevner. Hun skulde være indsat paa Redningsanstalten, som ellers modtager Børn i den elendigste Forfatning; men hendes Udseende var saa rædsomt, at Bestyrelsen af Hensyn til de andre Børn maatte nægte at modtage hende. – Pigen er død nu under Overmaalet af sin Elendighed, og paa den Maade gaar det til, at Landet besværes med færre Fanter, end det ellers vilde have at føde; Fantebørnenes Uskjæbne bliver Vinding for os. Men Mange overstaa dog Børneaarenes Fataliteter og leve et langt Liv med bedrøvelige Minder om den Tid, da de som Spædbørn af Mødrene slæbtes om i Slud og Vind. En nøiagtig Undersøgelse skulde sandsynligvis imellem vore Hundreder af Fanter finde et uforholdsmæssigt Antal af Blinde og Døve, af Krøblinger og Fjanter, ynkelige Skikkelser med den faldende Syge og med stinkende Saar. I Østerdalen fortalte Almuen mig om et lidet Følge, som havde et Slags Tilhold der eller streifede om i en vis Kreds, en Moder med en voxen Søn og Datter; Sønnen var lam, og Datteren maatte slæbe ham paa sin Ryg – et Syn, som ofte bragte Bonden til at spænde for sin Kjærre og kjøre Krøblingen et Stykke Vei. – Hvor underlig saadanne Menneskers Lod kan blive! I Gudbrandsdalen fortalte man mig om en gammel Fant, som nok er død nu, men som vist længe vil blive erindret der. I sin Ungdom havde han været spræg Karl og faret Landet rundt; da Alderen lagde sig paa ham, maatte han indskrænke fine Vandringer til en mindre Kreds, saa han lidt efter lidt ligesom fik Hævd paa at gaa omkring og mætte sig i Husene; men tilsidst blev han for gammel og svag og kunde ikke gaa længer; den Bonde, som sidst havde bespist ham, satte ham da i en Kjærre og skydsede ham til næste Gaard, og nu fik han kjøre Gaard imellem i de samme Præstegjelde hvor han før havde gaaet, og han befandt sig vel derved. „Hvor har Du egentlig hjemme?“ spurgte En ham; „Aa, der,“ svarede han med et Grin, „hvor Maden staar færdig for mig.“ Anderledes blev en gammel Kvindes Skjebne, som Finnerne paa Soløer-Finskov fortalte mig om. Her havde „Ladde-Maria“ faaet ligedan Hævd paa at vandre omkring. Hendes Mand og to Børn vare døde; frændeløs og hjemløs gik hun ene igjen paa Betlerstien, og nu var hun overmaade rynket og skrøbelig og saa gammel, at selv gamle Finner ikke syntes at kunde mindes hende anderledes. Men her paa Finskoven er der ikke Raad til at faa kjøre; det gamle Menneske maatte gaa og krybe henover de lange Stier fra Torp til Torp, og naar Veir og Føre var for fælt, maatte man sende Folk med hende for at støtte hende nedover Lierne og hjælpe hende over Myrene. Finnerne, de gjæstfri Finner, talte om hende med Deltagelse og tænkte med Vemod paa at hun, siden hun ikke var seet nu paa en Tid kanske var gleden ud i en Myr og der havde fundet Hvile for sin Fod.
Men – vil Læseren maaske indvende – det er dog kun enkelte Fanter, som slæbe sig omkring i saadan Elendighed; Flertallet af dem viser os dog det harmelige Syn af Mennesker, der i Ungdoms og Sundheds Fylde stryge omkring som de argeste Døgenigter. Nu vel, jeg vil betragte Fanterne i deres Lystighed; jeg skal ikke tænke paa, hvor snart det gaar med de lystige Dage, men forsøge at kaste et Blik ind i deres Sjel. Hvilken Letsindighed, hvilken Frækhed, Utugtighed, Hevngjerrighed, Løgnagtighed, Rovlyst, Ryggesløshed jeg ser! men ak, hvilken Elendighed tillige! hvilken Synd og hvilken Syndenød! I dette Øieblik stiller jeg for min Tanke en vis Fant, en af dem, som jeg kjender bedst, og i hvis Liv jeg grant saa alle hine Udyder og mange flere til, og jeg anstiller en Sammenligning mellem ham og mig selv. Hvorfor vilde jeg ikke for Alt i Verden bytte min Lod med hans? Han er en hjemløs Stymper, og det er ikke jeg; han er bedækket med mangt Forbrydelsers Skjændsel, og det er ikke jeg. Men dette er ikke den største og væsentligste Forskjel. Jeg priser min Lykke i Sammenligning med hans Ulykke i samme Forhold, som jeg tør tro mig ham overlegen i Kundskab og Sædelighed. Men nu er der en Besynderlighed i Menneskelivet, som ret klart fremstillede sig for mig, just medens jeg engang stod Ansigt til Ansigt med denne samme Fant. Jeg kan, saa meget jeg end monne forsøge derpaa, ikke udskille, hvad jeg ved egen Virksomhed har bidraget til, at min ydre og indre Tilstand er, som den er, og hvad jeg i denne Henseende har Andre at takke for. Jeg kan jo nok mene ved mig selv at have arbeidet noget og beflittet mig for dette eller hint; men jeg mindes ogsaa, hvorledes Forældres Formaninger, hvorledes de i mine Omgivelser herskende Anskuelser og Sæder, hvorledes Statens ogsaa til mit Gavn sigtende forskjellige Institutioner have dannet min Sands, have lært mig at skjelne mellem Godt og Ondt, anbefalet mig gode Grundsætninger, vænnet mig til gode Sædvaner, have stræbt at fremme og virkelig bidraget til at fremme mit ydre og indre Vel. Jeg ser en Vexelvirkning mellem min fri Selvbestemmelse og Indflydelsen af den private og offentlige Visdom og Omhu, ved hvilken Gud har villet lede mig. Men hvor er Begyndelsen i denne Vexelvirkning? Aabenbart udenfor mig selv. Og hvorledes skulde mit Liv være blevet, hvis det havde havt et andet Begyndelsespunkt? Saa spurgte jeg mig selv i Samtalen med hint Menneske, og mit Svar paa Spørgsmaalet var en bevæget Følelse, hvori paa en Gang laa en frydefuld Bevidsthed om min egen uforskyldte Lykke og dyb Smerte ved Synet af hans grændseløse Ulykke. Thi han var ikke blot undfanget i Synd og født i Misgjerninger som vi andre Mennesker; han var opvoxet og opdraget i en Kreds, hvor de Træk af Ømhed og naturligt Anlæg til Dyd, som nu og da kunde aabenbare sig, vare for svage til at gjøre synderligt Indtryk paa hans Sind, og hvor det, som de Ældre udtrykkelig søgte at indprente Barnet, ligesrem var Lastens Grundsætninger, og hans Forhold til Folk udenfor hans nærmeste Omgivelser var saadant, at hans naturlige og tillærte Uskikkelighed altfor ofte fremkaldte Yttringer af Hidsighed og Uvillie mod ham, der atter kun bidrog til at drive hans uskikkelighed, hans Trods og Uforskammethed til det Yderste. – Man maa harmes – det er vist og sandt – ved Synet af de mange Uterligheder og Forbrydelser, som Fantefolkenes Frækhed vover at begaa i vort Land, hvor dog saa mange gode Love skulde tvinge Folk til Orden; men endnu mere maa man bedrøves ved Tanken om, at de samme Loves gode Aand, at Samfundets gode Villie ikke har havt Magt til at afvende den usalige Indflydelse, hvorunder nogle Menneskers Liv uundgaaelig synes at maatte udvikle sig til en saadan Uskjebne.
Psychologen maatte kunne lære Meget ved at kige ned i dette Dyb. Disse Mennesker lever under saa høist usædvanlige Forholde, og deres Charakter og Væsen maa nødvendig arte sig paa en usædvanlig Maade. Man høre et Exempel derpaa! En ryggesløs Fantekvinde havde i flere Aar med et Par Pigebørn streifet om mest i Østerdalen; men Ingen vidste, hvor hun hørte hjemme, og derfor havde kanske Ingen nogensinde tænkt paa at standse dette Uvæsen. Saa var der omsider en Præst, som ikke længer holdt ud at se paa, hvorledes Børnene voxede op i dette Fanteliv, og med den Myndighed, som er Fattigkommissionerne given, tog han det yngste Barn fra Moderen. Medens der korresponderedes vidt og bredt for om muligt at finde den Hjemstavnskommune, hvor Barnet kunde sendes hen til Opfostring og Forsørgelse, beholdt Præsten Pigen paa sin egen Gaard. Hun var 11–12 Aar gammel, viste ikke noget ondt Gemyt og havde gode Evner. Hun blev af alle Gaardens Folk behandlet med Deltagelse og Venlighed, og Præsten og hans Frue forsøgte selv at lære hende Læsning og Haandarbeide. Skulde man tro, at saadan Kjærlighed og Omhu ikke skulde formaa at beherske det 12aarige Barns Sind? Men den tidligere indplantede Vanart viste sig stærkere end Opdragelsens Magt. Hun var ikke just ligefrem uskikkelig, men saa overmaade ustadig, at al Anstrængelse viste sig frugtesløs. Præsten maatte med gode Ord og Betaling overtale en Bondefamilie til at tage hende til Opfostring. Men det varede ikke længe, før Bonden kom og forklarede, at dette Barn kunde han ikke raade med, og da ingen Anden heller vilde fornye Forsøget, maatte Præsten tage hende til sig igjen. Jeg var paa Præstegaarden og vilde se denne lille Vildkat; hun skulde være, sagde man mig, i Haven og arbeide, og jeg søgte hende der; men hun var der ikke. „Ja, saaledes er hun altid,“ forklarede man mig da; „naar vi sætte hende til noget Arbeide, saa sidder hun noksaa fornøiet og flittig et Kvarters Tid; men saa løber hun igjen.“ Det var, som om al Lydigheds Sands, al Sædeligheds Evne var udslukt i dette Barns Sjel.
Naar nu Mennesker modnes i saadan Forvildelse, naar de i Omstreiferlivets Ustadighed naa frem til voxen Alder, saa blive de, som jeg i Overskriften af Kapitlet har antydet, ganske naturlig til Daarer. Men der maa være to Slags Daarer. Nogle have fanget Skade paa Forstanden; det er Fjanterne, de Sindssvage og Rasende. Andre have Forstand og Fatteevne nok, men have lidt Skade paa de moralske Evner, og til denne Klasse høre Fanterne. Den moralske Forvirring yttrer sig under mangfoldige Former, fra en tilsyneladende fuldstændig Forhærdelse til en ligesaa fuldstændig Slappelse. Menneskets Hjerte skulde være ligesom Vox, skikket til at modtage og bevare gode Indtryk. Men naar Nogen formedelst Forførelsers Magt hyppig overtræder den erkjendte Lov, bliver hans Hjerte som Sten, der ikke vil lade sig forme og danne, og naar Nogen er voxet op uden kraftig Anvisning og Tilvænnen til det Gode, bliver hans Sind saa løst og slapt, at om han end for et Øieblik kan bevæges til et godt Forsæt, saa nægter han vanskelig at bevare det i den mindste Prøvelse. Og i denne sidste Tilstand vil man som oftest finde dem, som ere saa ulykkelige at være bleven opdragne paa Fantestien. De kunne se ud som voxne Mennesker; men medens de drages og lokkes af voxne Menneskers kraftige Begjærligheder, slumre deres moralske Evner ligesom hos Barnet i en Spire, der endda hos dem er mere end halv kvalt af det Onde. Et Exempel vil anskueliggjøre Tingen. Naar et moralsk dygtigt Menneske har levet paa en og samme Maade og anstrængt sig med samme Arbeide tre Dage til Ende, saa kjeder han sig lidt den fjerde; men han overvinder Kjedsomheden igjen og breder livlig Afvexling over Ensformighedenr ved at forestille sig det Maal, som han ved sin Stræben nærmer sig til, og ved hvis Opnaaelse han haaber en større Glæde. Dersom Fanten, dette Landeveienes Barn, kommer i Rolighed, saa kjeder han sig ogsaa den fjerde Dag eller kanske allerede den tredie; men han kan ikke opmuntres paa samme Maade; thi han har ikke øvet sig saaledes i at arbeide for et godt Formaal og glæde sig ved Nydelsen i Haabet; Haabets Evne selv, den høiere Forestillings Magt, er saa overmaade svag hos ham; han trænger til mere umiddelbar Nydelse og Adspredelse under Ensformigheden; hans sløve Sind søger hyppigere og bestandig nye Pirremidler, og dem finder han lettest i en uafladelig Stedsforandring med dens Vexel af altid nye Forholde. For at undgaa et let Arbeides Ensformighed og Kjedsomhed vælger han heller lange og tunge Dagmarschers Møie. Tiden falder ham saa lang, naar han er i Rolighed: han trykkes og overvældes af Tidens Magt, og villie- og tankeløst glider han ud i Rummet. Ved hver Times Arbeide vinder den Flittige et Tillæg til sin Lykke; hans Hjertefred skyder en ny Rod, hans Haab udfolder et nyt Blad; men den sløve Omstreifers Hjerte har aldrig smagt Fred, og hans Aand kjender ikke Haabets Opmuntring, og for hver Mil, han paa ilende Fod tilbagelægger, søger han, ledet af et ulykkeligt Instinkt, at flygte for de nu og da opvaagnende alvorlige Tanker og end yderligere at „udslukke Aanden.“ Derfor ser man ham gjerne ile mere rastløs, jo ældre han bliver, og jo tungere vel de mørke Tanker ruge over ham. Etsteds i Nordlandene havde en Fattigkommission forbarmet sig over en gammel og skrøbelig Omstreiferkvinde og skaffet hende et Lægdslems Ro, og i Nordlandene ved man at det er besværligt at færdes enten til Lands eller til Vands; men Kvinden var alligevel glad, da hun efter nogen Tids Forløb fandt Leilighed til i Følge med et Fanteselskab, som just kom forbi, i al Hemmelighed at stryge afsted og begynde det besværlige Reiseliv igjen. Folk i Bygden forundrede sig storlig over Mennesket; men det, de forundrede sig over, var her vist meget naturligt.
For et Par Aar siden anholdtes et lidet Fantefølge i Lesja, øverst oppe i Gudbrandsdalen; Fanterne sad arresterede en længere Stund, straffedes saa som Løsgjængere og bleve derpaa løsladte. Blege og afkræftede af Fængselsluften og Vand- og Brødstraffen begave de sig dog strax paa Veien ud af Bygden og det op over den Hei, som fører til Sunddalen i Throndhjems Stift, en af de vildeste Fjeldtragter i Landet, som kun bør befares ved høi Sommertid, og nu var det senhøstes. Uveir kom over dem; et Kvindemenneske i Følget udmattedes, segnede og døde; det øvrige Følge fortsatte sin Gang; men den Afdødes Søn, en liden Gut, som var med, fandt Veien tilbage til Bygden og fortalte med Graad, hvor Liget laa. Om dette Fruentimmer var det under Retsforhørene blevet oplyst, at hun endnu ikke havde annammet den christne Daab; derfor var hun nu ogsaa bleven forpasset til sit Hjemsted, etsteds i Throndhjems Stift, hvor det skulde drages Omsorg for hendes Undervisning i Christendom. Et Hedningemenneske altsaa var det, som her vansmægtede. – Man nævne mig en større Jammer end den, hvori denne Sjel udaandede sit sidste Suk! Maaske stred hun ikke nogen voldsom Fortvivlelseus Strid; vel muligt, at hun i sin Mathed ikke følte Dødens Bitterhed; vi kunne forestille os, at hun formedelst Vankundighed og slette Stæder, i et langt Livs aandelige Død, var bleven saaledes sløvet, at hun selv i den alvorsfulde Time ikke ret fattede Betydningen af Liv og af Død og af Dom. Men om det end var saa, ja netop fordi det rimeligvis var saa, spørger jeg atter: Ved man nogen større Jammer at nævne?