Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/8
Ved Talen om Taternes religiøse Forholde maatte jeg tillægge dem en paafaldende Mangel paa religiøs Sands; derimod mente jeg med Hensyn til de jordiske Forholde at kunne tillægge dem megen Kløgt og lidenskabelig Iver. Dersom man nu i det foregaaende Kapitel har seet, hvor lidenskabelige de kunne være i sine indbyrdes Handeler, saa skal man ogsaa i dette finde, at de i Forhold til Folk udenfor Kasten kunne udvikle hel mærkværdig Kløgt i sin Bedrift for at skaffe sig, hvad de behøve og begjære til det daglige Liv.
Hvad behøve og begjære de? hvordant Liv ville de helst leve? hvad stræbe de for, hige de efter? Der er vel ingen norsk Bondemand saa sløv og tankeløs, at han jo, hvergang disse fremmedagtige Mennesker stryge forbi hans Gaard, med fornyet Undren betragter deres sælsomme Færd, som de gaa der uden Hus og Hjem, uden Iagttagelse af borgerlige Pligter eller Nydelse af de bedste borgerlige Rettigheder, uden Daab kanske eller vistnok uden christelig Opdragelse efter Daabens Pagt, Mand og Kone med mange Børn, men rimeligvis uden kirkelig Velsignelse over deres Samliv, Alle rastløst ilende fra Sted til Sted, men uden noget aabenbart eller rimeligt Maal og Med, med Lystighed uden Fred, med endeløs Møie uden sand og sindig Omsorg for nogen Ting, ikke engang for den Dag imorgen. Deres Digten og Tragten er saa overmaade forskjellig fra vor. Men hvori stikker egentlig Forskjellen? Almindelig hører man det Svar: „Det maa være en større Lyst til Frihed, der bor hos disse end hos andre Folk.“
Lyst til Frihed? dette Menneskets hædrende Mærke? Ordet maa ialtfald være for godt her. Staar den fattige Husmand fra Morgen til Aften tærsker Korn i Husbondens Lade, naar hans netop voxne Søn drager hjemmefra for i en fjern og fremmed Bygd at bryde Sten ved et nyt Veianlæg, naar Fiskersønnen gaar paa Langreis og trodser mange Stormes Rædsler for kanske fra Jungmand at svinge sig op til Matros, saa vise de Lyst og Evne til Frihed. De dyrke Friheden med Selvfornegtelsens Offere, for siden, hvad der ellers vilde være dem moralsk og borgerligt umuligt, at kunne indrette sit hjemlige Liv efter Hjertets Attraa og nyde den Agtelse og Selvtilfredshed, Hygge og Fred, hvormed Friheden lønner sine Dyrkere. Men Taterne? naar saa man dem svede under et selvvalgt nyttigt Arbeide? eller naar ialfald viste de nogen Stadighed derved? En Fant har, med øieblikkelig Erkjendelse af sit Sinds Forvendthed, sagt mig, at han mangen Gang „formelig havde følt sig storagtig,“ naar han, altid søndagsklædt (og de ægte Fanter vide gjerne at holde sig godt klædte), gik omkring imellem Gaardene og saa, hvorledes Bønderfolk sled og slæbte med sine ofte urenlige Gaardsarbeider. Der var vist ogsaa megen Sandhed i den Forklaring af en anden Fant, at naar han og hans Folk mætte og dorske strakte sig bag en Busk i Skoven eller solede sig paa Bakken og da fik Øie paa Markarbeidere i nyttig Virksomhed eller veifarende Mænd med fredelig Færd, saa „kunde de ordentlig føle Afsky,“ en Afsky, mente han, omtrent som den, vel ogsaa omvendt Bonden maa føle, naar han ser Fanternes ørkesløse, uværdige Liv; „det kommer deraf, at Vandringerne ere saa lidet folketamme.“ Uveir kan drive et Fantefølge til at søge Hus og holde sig i Rolighed en Dag eller to; men den tredie Dag maa det ud igjen, hvorledes Veiret end er; thi „for en Vandring er det ligesom en Kjødsbegjærlighed at være ude og reise.“ – Er nu den bestandige hensynsløse Omflakken Tegn paa Frihedslyst? Tateren mangler ikke blot Hus og Hjem, men det, som mere er, Sands for Hjemmets Lyst, Længsel efter Hjemmets Ro; han kjender ikke det besværlige, men frie Arbeides fortjente Hvile, forstaaer ikke den hjemlige Arnes Hygge, fatter ikke, hvad der giver Mennesket Fred, erkjender ikke Frihedens, den sande Friheds Art og Væsen. Omstreiferlivet er en bestandig Flugt for Frihedens Krav, et bestandigt Savn af dens Velsignelse.
Et saadant aandløst Liv kunde endda gaae an, saalænge disse Asiatere levede uforstyrret sammen i Assams Urskove eller i Himalayas Dalfører, Landskaber, som maaske mest af alle Jordens Egne minde om Paradisets svundne Herlighed. Her kunde de med ringe Møie grave sig Rødder op af den frugtbare Jord og klattre op i Kokostræerne efter de store Nødder, fange Antiloper og more sig med at tæmme Slanger og lære dem op til Gjøglekunster. Med saadan let Syssel og ubekymret Hvile under Palmernes skyggefulde Blade kunde de da paa sin Vis fyldestgjøre Skaberens første Bud til Menneskene om at opfylde Jorden og gjøre sig den underdanig, indtil Tidens Fylde maatte komme til et høiere og ædlere Liv ogsaa for dem. – Men nu er Ulykken den, at Slægten er kastet midt ind i et bosiddende, stadigt og arbeidsomt Folks Land. Her maatte Naturlivet blive et bestandigt Anstød mod de herskende Begreber om det Passende, en bestandig Overtrædelse af Lovene om det Rette.
Der har været yttret, at Taterne vistnok kun ere hjemløse og omflakkende af den Grund, at de intet Hjem have kunnet forskaffe sig. Det er neppe saa. Det maa man vel overbevises om netop ved Synet af nogle faa Taterfamilier, som virkelig have skaffet sig Hus og Hjem, men som kun synes at benytte dette som et vel beregnet Skalkeskjul, naar Øvrigheden kanske skulde ville opfylde sin Pligt imod dem og gribe og tugte dem som arge Landstrygere. Læseren følge mig engang ind i en saadan Taterbolig, og han vil ikke sige, at det var Arbeidslyst og Ordenssands, som indrettede sig et saadant Hjem.
Jeg havde fra den sidste Bakke kastet et Afskedsblik til den inderste Vig af Throndhjemsfjorden, hvis mange Krumninger jeg havde fulgt igjennem Indherreds afvexlende, skjønne Landskaber. Nu gik det videre mod Nord igjennem det Dalføre, der danner Eidet imellem Throndhjems- og Namdalsfjorden, og som ender i en mod denne sidste jevnt heldende, aaben Slette. Man mærker her paa den mindre frodige Vegetation de nordlige Havstormes og den taagede Sølufts Indflydelse; Landskabet er ensformigt og dystert. Men ligesom til Trods for denne Ensformighed herskede indtil for ganske faa Aar siden et broget eiendommeligt Liv mellem Menneskene her i Egnen. Paa Gaarden Aargaard boede en vistnok opvakt, men høist besynderlig Bondemand. Først havde jeg hørt ham omtale af Fanter i Christiania Tugthus, som paastode, at han var af Tateræt; deri feilede de dog, skjønt der var adskillig Forstaaelse mellem ham og Fantefolkene. Han havde været Storthingsmand, og dels ved denne Leilighed, dels ved Reiser i private Ærinder baade i og udenfor Norge var det vel, at han havde udviklet mange originale Ideer og hentet nye, dem han nu vilde realisere i sit Hjem. Han byggede ottekantede Huse istedetfor firkantede, indrettede sig en Tærskemaskine af en forunderligere Konstruktion, end man vel ellers har hørt om i Verden, oprettede en Parapluifabrik paa sin Gaard, udbredte mellem Almuen haandskrevne Oversættelser af Voltaires antichristelige Bøger, skaffede sig et Bogtrykkeri og stiftede en Bondeavis for igjennem den at skaffe sine Ideer Indgang; kort, han bidrog vist meget til, at Almuen der endnu i Nabobygderne staar i ugunstigt Rygte for Fritænkeri. Denne Mand interesserede sig da ogsaa for vore Fanter, som ved sine frie Grundsætninger, om man vil kalde dem saa, netop ikke vare yndede af andre Folk. Han trak flere af dem til sig og lod dem nedsætte sig i Husmandsstuer paa hans Gaard, og siden den Tid har Bygden kunnet fortælle om en usædvanlig Konflux her af Fanter fra alle Landets Egne; de bosatte Fanters Huse bleve kjære og altid aabne Hvilesteder for deres Kammerater og sikkre Stapelsteder for deres mangehaande fordægtige Trafik mellem de nordlige Fjorddistrikter og det sydligere Indland. Men deres Patron maa have fundet det for snævert for sig her hjemme og emigrerede til Amerika. Gaardens nye og nuværende Eier opgav strax Herredømmet over denne Del af Eiendommens mange Beboere og befalede dem at flytte; men nogle af dem forvandledes kun fra tvetydige Vasaller til fiendtlige Naboer, idet en meget talrig Familie, „Farke-Per-Følget,“ paa Nabogaarden Buvarp tilkjøbte sig Tilladelse til at opføre en Stuebygning. At besøge denne var netop Maalet for min Reise mod Nord.
Aargaardsmanden viste mig Vei hen til Stedet, men „havde ikke Lyst“ til at gaa med ind til sine Fiender. Jeg kunde ogsaa befrygte mindre gød Modtagelse der. Aftenen iforveien – det var allerede mørknet – havde jeg nemlig paa Landeveien truffet et komplet ridende og kjørende Fantefølge, havde standset det med Spørgsmaal og Passiar, men derved vakt dets hele Mistanke, saa Mændene, 4 raske Karle, stege af og omringede mig, stak Hovederne sammen og hviskede og derpaa begyndte at examinere mig, ligesom jeg nys dem, og det ret skarpt. Det endte saa, at en af dem med Forsæt udlagde en menløs Yttring af mig som Fornærmelse og vedblivende trængte sig ind paa mig, tilsidst med slige Miner og Trudsler, at jeg skyndsomt lagde Haanden paa Ryggen – Taternes Fredssignal – og skjød mig ind under Høvdingens Beskyttelse. Ærgerlig over dennes Forsvar svang hin sig paa en Hest og sprængte afsted. Det var netop en af Sønnerne i hin Fantestue, en meget bekjendt Slagsbroder, og Folket paa den nærliggende Gjæstgivergaard Østvik, som havde seet mig midt i Flokken og formelig ilede mig til Undsætning, fraraadede mig at fortsætte Reisen nu i Mørket, da det var at befrygte, at den ophidsede Fant lurede paa mig i Skoven, et Raad, jeg dog ikke fulgte, da Høvdingen, hvis Fortrolighed jeg imidlertid havde vundet, forsikkrede mig om Tryghed. – Men hvis nu denne Karl var hjemme her i Stuen og havde meddelt den øvrige Befolkning sin Mistro og Uvillie? Jeg var derfor ret glad ved at finde en anden Mand, som gjorde mig Følge hen til Huset; men det var høist pinligt endda at nærme sig Medmenneskers Bolig med Tanken om kanske at blive modtagen med Had og Lumskhed derinde.
Hvilket Hus og hvilket Liv! Det var høit paa Dagen, og Bønderne rundt omkring benyttede med ængstelig Iver et sjeldent Solskinsveir for at saa bjerget noget af det halvbedærvede Hø; men her, igjennem en Aabning paa den gresne Dør, saa jeg tre store lange Karle ligge paa noget Halm i den dybeste Søvn. Hvor de gren stygt og gned Øinene dovent, da jeg havde faaet dem op! Min Uven var ikke imellem dem; men disse hans tre Brødres trevne, uvenlige Svar paa min Tiltale, deres raa, skumle Væsen gav mig Begreb om hvorledes Røvere maa se ud, naar man træffer dem i deres ufordelagtigste Øieblikke, naar dorsk Magelighed ikke lader Spor tilsyne af den Raskhed og Belevenhed, som Røverromaner saa gjerne ville fortælle os om. De vare ogsaa Halvbrødre til den Vildmand paa Christiania Tugthus, jeg oftere har fremstillet for Læseren, og jeg havde hørt mange ufordelagtige Historier om dem fra deres Streiftog og Markedstoure. Nu levede de et meget mageligt Sommerliv; i den rige Laxeelv tæt ved fangede de saamange Lax, de behøvede til sine egne Munde, kogte, spiste og sov; dette var, som de selv uden mindste Tegn paa Skamfuldhed fortalte mig, al deres Bestilling. Den yngste af disse Døgenigter, 21 Aar gammel, var endnu ikke konfirmeret; men en ulykkelig Husmandsgjente i Nabolaget bar allerede hans Barn under sit Hjerte. Kun en af Brødrene lod mig se Tegn paa, at han ikke havde været aldeles ligegyldig for de Alvorsord, jeg tog Anledning til at indlægge i min Samtale med disse vistnok meget forhærdede Fanter; da jeg var gaaet, løb han efter mig og yttrede, at jeg nok havde havt Ret i min Tale, og at han vilde se til at komme paa en anden Vei. I selve Huset fandt jeg en Stol paa fire Ben og en paa tre o. s. v., nogle usle Redskaber af Vævskebinder-Professionen, paa Væggen en gammel Sabel og et Par udsøgt letfærdige Skilderier, istedetfor Psalmebog nogle i Vindueskarmene henslængte Bøger af mere verdsligt Indhold, en opslidt svensk Visebog og Holger Danskes Krønike i to forrevne Exemplarer; paa en Hylde laa en Del Potteskaar, sandsynligvis Apparater for Mutters Kvaksalverapothek, samt en Æske Friktionsstikker, denne ikke mindst af Fantefolk admirerede Opfindelse af den nyere Tids Chemi, og diverse andre Sager. Det eneste Sengested stod tomt for Sengklæder, en Stadfæstelse paa Drengenes Udsagn om, at de Gamle, Farke-Per og hans Hustru, vare ude paa Reiser. Skuffet i min Forventning om at træffe disse, tog jeg snart Afsked fra deres uelskværdige Sønner og reiste sydover igjen.
Det var jo ikke uden en Smule Mismod, jeg nu sad i min ogsaa ret ondskabsfuldt stødende Reisekjærre og tænkte paa, hvorledes jeg, om jeg havde truffet de Gamle selv, kanske skulde faaet min Kundskab om det mystiske Taterfolk noget beriget. Hertil kom ogsaa, at jeg, som paa den hele Reise lige fra Christiania af havde hygget mig saa særdeles godt med alle de Bønderfolk, jeg paa Skydsskifter og andetsteds kom i Berørelse med, her paa det næste Skydsskifte, hvor man vistnok ansaa mig for en Brændevinskontrollør, blev mødt med en paafaldende Vrangvillighed. Ret i slet Humor havde jeg kjørt vel en Mils Vei, da pludselig en liden Skjødehund kom gjøende ud imod mig fra et Orekrat ved Veien. Jeg saa mig om; ved Veikanten stod en fraspændt Stolkjærre, underlig tilpakket med Sengklæder og Bylter og Melsække; en udmavret Hest græssede imellem Træerne, og bag Krattet laa et lidet Reiseselskab, aabenbart af Fantefolk, leiret om en Ild af tørre Kviste, hvorover en monsta-piro dampede. Jeg steg af, tændte min Pibe ved Ilden, kastede mig i Græsset ved Siden af og agtede lidet paa min uartige og nu utaalmodigt ventende Skydsguts overmaade store Forundring; thi Fantefolkene vare netop Farke-Per og hans alderstegne, men raske og rørige Viv, „Kari med Kjæften,“ en Kvinde, hvis usædvanlige Talegaver af det Slags, som Tilnavnet antyder, jeg alt fra Østerdalen af havde samlet mange pudserlige Historier om. Parret var nu tilligemed en utækkelig Tjenestepige, som de kaldte hende, paa Hjemreisen efter en Expedition omkring i Nabobygderne, og jeg kunde holde med dem i, at de foretrak at holde sit Maaltid her under Guds fri Himmel fremfor i det nærliggende, uhyggelige Hjem. Erindrende min Stilling ligeoverfor Fanterne som et Slags Repræsentant for Justitsen og Skikkeligheden, turde jeg ikke give efter for Fristelsen og anvende noget Pirremiddel for at bringe Kjærringens Taleredskaber i Gang; men det behøvedes heller ikke; der boede nok i dem en uimodstaaelig Trang til Bevægelse. Meget snart kom hun ganske af sig selv paa at fortælle om en „Uretfærdighed“ mod hende af Fogden i Namdalen. Hun havde med Mand og Børn nu i mange Aar været fast bosat og havt sin Altergang her paa Eidet og betalt Fattig- og Skoleskat, ja jeg troer Told til Bygdevægteren med; Ingen havde havt Noget at sige hende eller hendes paa; saa reiste hun forleden Vinter med en Del af sin Familie op igjennem Namdalen og stjal ikke, tiggede ikke heller, men betalte ærlig for sig med de Penge, Manden fortjente som Hesteskjærer, og saaledes havde hun reist og handlet i al sin Tid, uden Hinder eller Fortræd; men alligevel arresterede Fogden dem allesammen, som om de skulle have været Røvere, og efter langsommelig Arrest dømtes de til nogle Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost („til at le af, for det var netop i samme Stue og paa samme Kost, som de havde havt i alle de Maaneder, de sad arresterede under Sagen“); nu skulde deres Hus og Eiendom til Auktion for at dække Sagens Omkostninger, og de havde dog været ligesaa uskyldige som Fogden selv, ja vel saa det, saasom han havde handlet med Uretfærdighed imod dem. Nu fulgte ogsaa en Ordstrøm, som jeg mener Fogden skulde grysset ved, om han havde været hos, og jeg kom derved til at begaa det Feilgreb, at jeg, naturligvis uden at nævne Aarstal eller Datum, søgte at forklare hende Indholdet af Løsgjængerforordningen 9de Aug. 1754, § 19, hvorefter Fogden i dette mig allerede før bekjendte Tilfælde kun strængt havde opfyldt sin Embedspligt; hun blev ved Sit, at naar hun intet Ondt gjorde, skulde hun have Lov at gaa i Fred nu ligesaavel som i al sen Levetid før, og det var tydeligt, at jeg ved mine Indvendinger kun havde forskjærtset mig al Adgang til hendes Fortrolighed. Havde jeg staaet som Udlænding her ligesom Borrow i Spanien, skulde Forholdet maaske blevet anderledes; men nu var og blev hun mut og tvær, saa meget jeg end forsøgte at lede Talen hen paa interessantere Ting. – Jeg havde alletider ladet mig fortælle, baade af norske Fanter og af udenlandske Skribenter, at til et rigtigt Taterfølge skulde der høre foruden Hest og Hund ogsaa en Gris eller to; men jeg speidede forgjæves efter et saadant Medlem af dette Følge og anstillede halvt vemodige Betragtninger over, at det vel ikke kunde være anderledes, end at Departementscirkulærer imod Fanterne og Arrestationer og Udpantninger maatte fuldende Opløsningen af al gammel Taterskik. Men i det samme saa jeg noget røre sig i en Sæk i det smale Rum mellem Kaffeilden og Mutters varmende Side; jeg fik Tingen frem, og ja sandelig var det en Gris, en pen liden en! Den havde hun saaet i Nabobygden af en Bondekone, hvis Fromhed og Barmhjertighed mod Nødlidende gav Anledning til, at jeg fik høre en Prøve paa Kvindens Veltalenhed i den blidere, hykkelske Toneart. Men den tvære Stemning indtraadte atter. Mutter skjænkede Kaffeen om, selv til Tjenestepigen, uden at byde mig med – en Høflighed, jeg dog var vant til hos andre Fantefolk; dette var et tydeligt Tegn, selv om hun ikke havde ledsaget det med et ret vredladent Blik. Her var intet videre at gjøre; jeg reiste mig og gik, med den Tanke, at heller vilde jeg have at bestille med ægte Fanter, som i Et og Alt følge den gamle Fanteskik, end med saadanne, som „have Hus og Hjem“ for med saa meget fripostigere Falskhed og Uforskammethed at fordre sig betragtede som stadige, arbeidsomme og skikkelige Folk.
Hvad „Næringsvei“ kan der nu være Tale om mellem disse Omstreifere? Jo, de have mange. Almindeligst befatte Taterne sig med Smedearbeide. Endnu skal man nu og da kunne se dem, ligesom Indiens reisende Smede, føre med sig en Blæsebælg og improvisere en Smedie, naar en Bonde skal have forfærdiget nogle Hestesko. Men hæderligst i deres Øine er det dog at stelle med Heste; dette er i alle Lande deres Passion, og vore Tatere gjøre sig stor Flid for i sine Reisepasse at faa anbragt Titulaturen „Dyrlæge.“ Og disse Dyrlæger nyde altfor megen Tillid hos vor Almue, et Bevis paa, hvor meget vore Landboforholde, hvori dog Dyrpleien spiller en saa vigtig Rolle, endnu staa tilbage. Jeg har endog hørt af en Bondemand, at han ansaa et saadant Reisepas for en af Øvrigheden udfærdiget Bestalling for Fanten som Dyrlæge, og i mange Egne vente Bønderne formelig paa den Tid, da Vagabonderne pleie komme og tilbyde sin Hjælp. Lidt efter lidt vender dog Tilliden sig fra dem; men det er først, naar mange Heste og andre Husdyr ere kreperede under deres altfor ukyndige eller samvittighedsløse Behandling. – Disse Hestedoktore ere naturligvis ogsaa Hestebyttere, og uagtet det vistnok ser ud, som om Hang til Svig og Underfundighed altid og allevegne følger med den Bedrift, saa have nok Taterne bragt det videst i sine Kneb. Lad mig anføre et Exempel! Man ved, at Tænderne afgive det bedste Mærke paa Hestenes Alder; hos den unge Hest viser der sig i Tændernes Overflade sorte Ringe som, naar Hesten opnaaer en vis Alder, ere udslidte. Nu er det berettet om Taterne i Lithauen, at de med en Gravstikke skjære nye Ringe i de gamle Tænder og sværte dem med Rust, saa de se ud som naturlige; men netop det samme Kneb kjendes ogsaa af vore norske Tatere, som dermed mangengang have givet en „Tummel“ (en Trettenaarig): Udseende af en „Giks“ (Sexaarig), som det norske Hestebytterudtryk lyder. Jeg betænker mig derfor ikke paa at meddele Alle og Enhver det Raad, som en Bonde efter dyr Erfaring gav mig, at før man handler med en Langfant, bør man betænke sig to Gange.
Og dog er Taterskens Bedrift langt rigere paa Opfindsomhed og Afvexling. Hun er udstyret med ulige større Gaver end Manden, ligesom ogsaa den større Del af Møien for Familiens Underholdning er lagt paa hende. Man gjenkjender nemlig orientalske Sæder i det Træk af vore Tateres Liv, at Kvinden maa arbeide uden Rast og Hvile, medens Manden af Storagtighed helst pleier sin Magelighed og i det Høieste spiller en Birolle ved den mangehaande Virksomhed, hun udvikler omkring paa Gaardene. Medens Manden fører med sig et Reisepas, som skaffer Følget fri Passage omkring paa Landeveiene, fører Tatersken ofte andre Dokumenter med sig, som aabne hende Adgang til Bøndernes Madboder og Klædekister; det er Breve med store Signeter og underlige Skrifttegn, som skulle udvise at hun hos de vise Finner har udstaaet sin Lære i den finske Lægekunst. Den Kunst, vore Tatersker udøve er ogsaa et System, som nok igjennem lange Tider er blevet udstuderet, og som den Ene vist med stor Flid og Iver søger at lære af den Anden; men det er ikke Finnernes Opfindelse; den store Overensstemmelse mellem vore og f. Ex. de spanske Taterkvinders Bedrift viser nemlig, at Kunsten tilhører Taterfolket selv, som bragte den med sig ved sin Ankomst til Landet og siden har ernæret sig ved den. Og derfor vil det kanske være Umagen værd noget nærmere at betragte denne Virksomhed, fordi vi derved ogsaa komme til at se Træk af vor egen Almues altfor store Enfoldighed og Overtro, som nu i Aarhundreder har tilladt den ugudelige Slægt at drive sit forargelige Spil.
Dem som „har lært hos de vise Finner,“ kan naturligvis gjøre Alting. Den vise Taterske skuer dybt ind i Fortid og Fremtid, byder over Verdens skjulte Kræfter og raader over Held og Uheld. Dog er der en Retning, hvori hun i Besynderlighed anvender sine Gaver. Ligesom hendes Mand har kastet sin Elsk paa Landets Heste, saaledes har hun gjort Landets Kjør til Gjenstand for sin særdeles Omhu, og deri har hun visselig handlet overmaade klogt. En brav norsk Bondekone af god gammeldags Tro og Tænkemaade ivrer for to Ting, for at hendes Børn skulle arte sig brav og læse godt for Præsten, og for at hendes Kjør skulle melke godt, glindse i vakkert Huld og afgive godt Vidnesbyrd for Naboerne om Husmoderens forstandige og aarvaagne Røgt og Pleie. Den første Omsorg deler hun med Skolemesteren; med Hensyn til sine Børn kan hun altsaa være mere rolig; for det andet Anliggende bærer hun Ansvaret alene, og Æren eller Skammen falder alene i hendes Lod; derfor gaar hun med stadig Ængstelse for, at hendes Naboers Held kanske skal overgaa hendes eget, og jo mere hun ængstes og ønsker og frygter og haaber, des mindre tænker hun, og i sin overtroiske Enfoldighed lader hun sig let narre. Dette er et Hovedstykke i den for Tatersken saa vigtige Menneskekundskab.
Den øverste Grundsætning i hendes hemmelige Kundskab eller summipà (egentlig Bedrageri) er tiltalende nok for den, der er ligesaa overtroisk, som hun selv er vantro; det er den, at alle Ulykker og navnlig Kreaturenes Sygdomme have en overnaturlig Aarsag eller ere Virkninger af onde Magters Spil, af onde Menneskers Avindsyge, af det „onde Øies“ fordærvelige Indflydelse. Den nysgjerrige Læser, som maatte ønske at kjende Theorien om det fast i alle Lande og til alle Tider frygtede „onde Øie,“ maa jeg henvise til Borrows høist interessante Oplysninger[1]; her maa det være nok at erindre, at de ved dets Magt frembragte Sygdomme ikke kunne helbredes ved almindelige Midler eller ved nogen almindelig Læges Kunst; det er den vise Kvindes dybe Tanke, det er Ordet, Trolddommen, som her skal virke. Vel har en forsynlig Taterske altid en drabbeske-mokti hos sig, det er, en Æske, hvori man kan finde f. Ex. lidt Dyvelsdræk og Bævergjæl, Salpeter, Svovl, en tørret Kalmusrod eller to og deslige Naturalier, som siges at være virksomme for mindre Onder; men i vanskeligere Tilfælde anvendes alene Besværgelsen, ragusta, hvis Kraft dog gjerne vil virke igjennem visse synlige Midler, med hvilke Trylleordet under den Troldkyndiges anfægtende Aandskampe er blevet forenet, og disse Midler ere „Bu-Stenen“ og „Hvidormsryggen.“
Bustenen er en saare mystisk Ting. Ethvert Barn paa Landet har hørt Tale om den; enkelte „kloge Koner“ af vor egen Almue tro ogsaa at kjende dens Hemmeligheder. Men de tage Feil, sige Taterne; dens Hemmeligheder ere saa dybe, at de selv ikke kunne finde Ord til at udtale dem. Den skal være sort af Farve og noget større end en Nød; men om dens Væsen for Resten faar man kun høre, at den er kommen fra det yderste Finmarken, og at i den al Tryllemagt er gjemt. – Om Hvidormsryggen fortælles der vidtløftige Historier. Her er det mere end nok at vide, at der skal være et Slags hvide Orme eller Troldorme, som kun komme tilsyne, naar der – hvilket stundom skal hænde – holdes Ormething, hvortil alle Slags Orme i mange Miles Omkreds samles; da maa Tatersken, stærk og tryg ved sin Tryllemagt, paa bare Ben skride midt ind i den hvæsende, ædderfyldte Vrimmel, gribe den giftige Troldorm og vride Halsen om paa den; dens Fedt og fornemmelig dens Benrad skal da være en overmaade kraftig Ting; thi den Trolddomsaand, som før boede i Dyret, erkjender nu Menneskets Overmagt og lystrer dets Villie.
Skulle vi gaa til Bunds i Undersøgelsen af disse Mysterier? Naar Tatersken paa sine Vandringer kommer ud paa Havkanten, finder hun undertiden en forunderlig Fisk henslængt paa Stranden; det er en Rokke, en flad, næsten firkantet Fisk med lang Hale og mange skarpe Tænder, en Fisk, som Fiskerne med Væmmelse kaste bort, naar de trække den op i sine Garn. Tatersken ved imidlertid at gjøre sig den nyttig; hun skjærer det skarpe Tandgjærde ud, bleger det i Solen og forvarer det i sin Æske. I Strandstenene ved Siden af finder hendes altid speidende Øie paa visse Tangplanter nogle nypeagtige Blærer eller Knopper; dem plukker hun af, tørrer dem i Solen, saa de blive sorte og haarde, og gjemmer dem sammen med hint Klenodie. Oppe i Fjeldbygderne tages nu disse Ting frem igjen; Ingen mindes at have seet Mage til dem; Alle maa tilstaa, at det er forunderlige Sager, som gjerne kunne være komne fra Finmarken, Hemmelighedernes Hjem; med stor Bestemthed kan Hexeri nu udgive en af sine Tangblærer for en Busten og Tandgjærdet for Ryggen af den berygtede Troldorm[2].
Siden jeg først har begyndt at blotte Taterhexenes Hemmeligheder, faar jeg blive ved. Der fortælles virkelig mange Exempler paa, at en syg Ko under en Taterskes Behandling er bleven vidunderlig hurtig helbredet, eller at Kreaturene i et Fæhus, som en saadan Her har udtalt sin Forbandelse over, pludselig ere blevne syge. Disse Mirakler vilde være lette at forstaa, dersom Taterne kjendte en eller anden Gift, som de hemmelig kunde bibringe Kreaturene, og hvormed de saaledes kunde paaføre dem en Sygdom, som det da var dem let med en tilsvarende Modgift at ophæve. Nu fortæller Borrow om de engelske og spanske Tatere, at de baade kjende og bruge forskjellige giftige Sager, og Spørgsmaalet bliver, om det samme er Tilfældet med vore Tatere. Hertil have flere af dem selv svaret mig Ja. Oberste Zinklairs Folk, sige de, bragte med sig og udstrøede her i Landet Frøet til en giftig Urt, som nu kun findes i Sel, Annex til Vaage i Gudbrandsdalen, hvor Skotterne huserede; disse Selsnæper, som Urten kaldes, ere saa giftige, at en af dem er nok til at dræbe en Ko, hvorfor ogsaa Bønderne omhyggelig maa indgjærde de faa Myrer, hvor de voxe, saasom Kreaturene med Begjærlighed æde de sødagtige Rødder; men hvert Aar pleie de forsynlige Tatersker gjøre en Valfart netop til Sel og hente nogle af disse Næper, som ere nyttige til Meget og Mangt. Er nu ikke dette ogsaa en Fabel ligesom den om Hvidormen? Men i den i Aaret 1785 udkomne „Gudbrandsdalens Beskrivelse“ af Præsten Hjorthøi fortælles ganske ligedan om den ogsaa her saakaldte Selsnæpe, at den kun skal findes i nogle faa Myrer i Sel, som af den angivne Grund maa indgjærdes, og ganske nær ved Gjæstgiverstedet Laurdal i Sel saa jeg selv den berygtede Vandplante i en Myr, som Gaardens Eiere havde indgjærdet, og som det var meget vel, om de ogsaa kunde forhindre Taterne fra at naa, da det, som det Følgende skal vise, er rimeligt, at de virkelig bære den giftige Rod med sig hele Landet over.
„Guds Fred og god Dag, kjære Folk! der er Guds Fred tilforn herinde, og jeg bringer Guds Hilsen med mig. Et gammelt Menneske bliver træt af to Mile paa en Formiddag, og de ere dog som Intet at agte mod Veien fra Finmarken; Hvilen er god for den Trætte, helst iblandt fromme og gudfrygtige Folk, som mit Øie nu ser“ – med saadan Ordstrøm traadte en Taterske ind i en Bondestue og satte sig paa Bænken. En Tater, der selv spillede en Rolle med her, har fortalt mig Scenen og skildrede mig Kvindemennesket ganske saadan, som jeg selv sidenefter saa hende. Hun var overmaade liden af Væxt; det tykke, kulsorte Haar skjulte næsten ganske den usædvanlig lave Pande, hvorunder et Par blanke Øine plirede. Hendes Klædning viste, at hun ikke vilde ansees for at tilhøre Bondestanden; til det usædvanlige var der føiet et vist Præg af Stadselighed. Paa Hovedet bar hun en med Røskatskind kantet Hue; pludselig strøg hun den af, og nu viste der sig et Hovedtøi af uægte Guldbrokade, der glimrede godt over det sorte Haar; Guldringe smykkede Øren og Fingre, og halvskjult under det brogede Kastetørklæde saaes et med Messingzirater tæt beslaaet Læderbælte, hvori der hang en ligeledes messingbeslaaet og med kabalistiske Figurer broderet Sælskindspung til Opbevarelse af Tobakspibe med Ildtøi og formodentlig de nødvendigste Trolddomsapparater. Det var en Skikkelse, som paa engang maatte indgyde en vis Respekt og uhyggelig Uro, en Skikkelse, hvis sælsomme Udseende man fast forglemte igjen for Studsen ved at høre den glatte løbende Tunge – en komplet Sibylle. – „Men hvad er det, jeg seer i Eders Ansigt, min gode Mor?“ saaledes begyndte Hexen igjen i Bondestuen; „aa ja, jeg forstaar; det er jo just de Fromme, som Gud giver Velsignelse, men som onde Naboer bære mest Avind til; der er Avind i Fjøset; men saa kan hun prise sin Gud, at han førte den til Huset, som baade kan og vil hjælpe saadanne brave Folk.“ „Hvad er det, hun snakker om?“ fandt nu Bonden sig beføiet til at spørge. „Idag,“ vedblev hun, „er det den rødsidede, kollede Ko i den inderste Baas paa høire Haand; imorgen kan det være flere, for Troldkatten er graadig, naar den først har faaet Smag paa Blodet; men Hjælpen er rede; den er hos, som har lært Kunsten, og hvis Ord den treenige Gud mangen Gang har velsignet.“ „Ja, det er sandt, som hun siger, Fa’r!“ faldt Husmoderen ind; „Rødsid gav ikke en Draabe Melk idag; men jeg vilde saa nødig sige dig det endnu.“ „Forstaar hun virkelig den Kunst, hun taler om?“ spurgte Bonden atter med noget mere troende Tone. „Ja, tvivler kun ikke, kjære Børn og Jesu Venner! tvivler kun ikke, som Pharao tvivlede imod Moses!“ o. s. v. Man havde jo i Menneskets overnaturlige Kundskab om Tilstanden i Fjøset et slaaende Bevis for hendes Gaver, og nu begave alle sig hen til Stedet, hvor det belovede Under skulde ske. Bonden maatte selv med en Spade grave op i Rusket under den syge Ko, og frem sprang med et snærrende Skrig til Alles Forfærdelse en sort Troldkat, den Hexen rask greb og vred Halsen om paa, saa at det sorte Blod, som den havde suget af Koen, flød ud; hendes Medhjælper modtog saa Katten for at begrave den i en Myr paa det høieste Fjeld, og hun selv fremtog en Busten eller en Hvidormsryg, som skulde indfældes i Fjøsvæggen og tjene som Beskyttelsesmiddel mod fremtidig Ondskab og Fanteri. Efter en Times Forløb var Koen frisk igjen, og med megen Taksigelse gav Bonden den gode Kone en Kjendelse for Hjælpen, den Husmoderen endnu hemmelig fordobblede. Men Ingen vidste, at Tatersken i Nattens Mørke havde været inde i Fjøset og puttet et Stykke Selsnæpe i Koens Mund og smurt Sæbeskum som Fraade om dens Snude samt nedgravet en udstoppet Kat, der ved et lidet Fjæderværk løb paa tre snærrende Hjul, saasnart den slap løs, og i hvis Indre der var skjult en Blære med mørkt Briselvand, som for de forbausede Bondefolks Øine saa ud som Blod. Deraf den Fjernsynthed, hvormed hun skaffede sig Tiltro, deraf den Dristighed, hvormed hun greb Troldkatten, og den Lethed, hvormed hun, med nogle ubemærkt anbragte naturlige Lægemidler, vidste at kurere den Sygdom, hun selv havde frembragt. – Se, dette var en Prøve paa Taterkvindernes maskan-summipá.
En Lensmand fra Romsdals Amt fortalte mig følgende Historie: Til Christianssund kom for ikke mange Aar siden en Fantebaad med en hel Flok Fanter, der for forskjellige Forseelser bleve anholdte, dømte og straffede. I Baaden fandtes foruden andre Sager en stor Kiste med en ikke ubetydelig Del Sølvtøi i; Kisten var af det almindelige Slags malede Klædekister, som man kan se paa hver Gaard paa Landet, og paa Laaget var anbragt Gaardens Navn, hvor den havde hørt hjemme, men kun Forbogstaverne af Eierens. Det var at formode, at den med samt dens kostbare Indhold var stjaalen, og paa Kirkebakkerne i flere Amter lystes der efter Eieren; men Aar og Dag gik, uden at nogen Eiermand meldte sig, og Kisten med Sølvet solgtes omsider for at dække Sagens Omkostninger. Men længe bagefter kom en Bondekone og beklagede sig bittert for den Lensmand, som igjen fortalte mig Historien. Kisten var hendes; Navnet paa dens Laag angav den Gaard, hvor hun var født og opvoxet, og Sølvtøiet i den var hendes „Heimanfærdssølv,“ hvormed hun efter sit Bryllup var flyttet til sit nuværende Hjem i en anden Egn. For sent havde hun faaet høre, hvor den Skat var bleven af, som hun længe havde tænkt paa med Bedrøvelse, og, skjønt hun var skamfuld og nok vidste, at Sagen ikke stod til at ændre, ville hun nu lette sit Hjerte ved at fortælle for Lensmanden, hvad hun end ikke havde bekvemmet sig til at aabenbare for sin egen Mand, hvordan det var gaaet til Altsammen. En fremmed Kone – saaledes lød hendes Beretning – kom ind til hende med et Barn paa Armen og hilste saa overmaade blidt og med mange fagre Ord; men saa med Et begyndte hun at snøfte og veire, saa sig omkring til alle Sider, stirrede paa Husmoderens Ansigt, rystede betænkeligt paa Hovedet og mente, at „der var Avind i Huset,“ at det nok ikke stod rigtig til i Fjøset. Den troskyldige Bondekone takkede Gud for al hans Godhed mod hende, forklarede, at hun og hendes Mand stode sig vel saa godt, som nogen af Naboerne, og sagde, at hun ikke havde mærket noget Uheld paa Kreaturene enten nu eller før; men Fantekjærringen fik hende dog snart til at tilstaa, hvad sandt var, at Lykken og Velstanden nok kunde have været større, og at en vis Nabokone, som i sin Drikfældighed og Uvorrenhed vanskjøttede sin egen Husholdning, egentlig aldrig havde vist noget godt Sindelag imod hende, saa meget hun end lovede hendes Flid og gode Stel. „Men med Guds og hans Tjeneres Magt skal Ondskaben ikke faa raade over Uskyldigheden; det skal jeg sørge for; jeg forlanger slet ingen Godtgjørelse, for dertil er jeg udgangen; jeg beder bare ydmygst om en Taar Melk til mit Elskovs Barn.“ Og hun fik Melk baade til sig og Barnet og Brød og Smør med. Saa forlangte hun, for at hendes Gjerning kunde begynde, at komme op paa Loftet; her snusede og snøftede hun atter og pegede med tre Fingre saaledes, at Husmoderen syntes grangivelig at forstaa, at hun havde udfundet og nu pegede paa den af de tre Kister, som Heimanfærdssølvet var i; nu bagefter var det imidlertid tydeligt, at hun havde peget paa dem alle tre og ventet paa, hvad der ogsaa indtraf, at den forvirrede Bondekone skulde være for snar til at tro paa hendes overnaturlige Viden og selv gaa hen og aabne den rette Kiste. Kisten blev efter Sibyllens Anordning under visse Ceremonier atter laaset og Nøglen forvaret af Eierinden; men Kisten selv med Sølvet skulde den fremmede Kone faa udlaant for at ro med den tre Gange „fjordtvart;“ den skulde da komme tilbage med mere Lykke i sit Skjød for baade Ildhuset og Fæhuset. Hun raabte da ind en Gut, hun havde med sig, og som nu hjalp med at bære Kisten ned i Baaden. „Jeg maa,“ saaledes sluttede Fortællersken, „baade harmes og skamme mig; men jeg gav hende rigtig endnu et Kastetørklæde og et temmeligt stort Stykke Flesk med paa Veien.“ – At Baaden roede ud og ikke kom igjen, behøver jeg ikke at fortælle; men det er ikke Alle, som vide, at denne Fantestreg er, hvad de spanske Tatere kalde en hokkano baro[3] og deres norske Stammebrødre en baro kokkipá eller ogsaa en rupeske summipá.
I dette Tilfælde lader det til, at det lykkedes Fantekjærringen blot ved sin listige Tale at overbevise Husmoderen om, at der var Avind i Fjøset. Men undertiden maa Beviserne være mere slaaende, og dertil kan en lille kil-summipá hjælpe. Naar Tatersken ikke strax finder Enfoldigheden stor nok, kalder hun Husmoderen for sig i Enrum i et Sideværelse, forlanger at se et af hendes Smørstykker, og med en Kniv, som hun hemmelig har overstrøget med noget pulveriseret Rødkridt, gjør hun deri et dybt Snit. De røde Striber, som nu komme tilsyne i Smørret, ere da synlige Tegn paa det usynlige Onde, som længe har hersket hos Kreaturene; de vise jo tydelig, at „der er Blod i Melken“ – en Ulykke, som neppe nogen Anden end den erfarne Finkone ved at raade Bod paa.
Den, som „er udgangen i Verden for at trøste og hjælpe de Fromme i deres Nød,“ har naturligvis Ret til selv at vente Erkjendtlighed og Hjælp overalt, og derfor ser man ogsaa Tatersken fremtræde som den mest uforskammede Betlerske, hvis man ellers kan kalde den saaledes, der snarere fører et bydende end bedende Sprog Den, som Enfoldigheden tiltror overnaturlige Gaver til at afvende alskens Onder, maa naturligvis ogsaa frygtes som et Væsen, der ogsaa har det i sin Magt at paaføre ligesaa store Onder, og derfor hører man de urimeligste Historier om, hvorledes Folk give efter for Taterskens Uforskammethed og levere hende fast Alt, hvad hun peger paa.
Paa en Gaard i en af vore bedst befolkede Bygder havde den travle Virksomhed, som gaar forud for den hellige Juleaften, netop givet Plads for Festens Stilhed, og just da – thi Fanterne benytte sig med Flid af den milde Stemning, som paa denne hellige Aften opfylder de fleste Gemytter – traadte en Fantekjærring med forstilte ydmyge Lader ind og hilsede med blide Ord den velstaaende Bondekone. Hun fik naturligvis strax „Noget til Jul;“ men saa bad hun endnu om nogle Lys, yttrede derefter Ønske om noget Smør og nogle Ærter og Gryn, forlangte saa i en bestandig kjækkere Tone noget Brændevin, Sukker, Kaffe, et Tørklæde, et Par Strømper (saaledes vove virkelig disse Mennesker at „bede“), og Husmoderen gav, indtil Manden lagde sig imellem; nu blev Kvinden høirøstet, og paa dette Signal kom en Fant tilsyne, som hidtil havde passet Hest og Slæde nede ved Landeveien; paa Bondens Opfordring til ham om at gaa sin Vei farer han ned til Slæden og kommer tilbage med et Slagsmaalsinstrument (sandsynligvis en tjukni); Julestuens Fred forvandles til Skrig og Kamptummel; en tililende Husmand styrter under et bedøvende Slag bevidstløs til Jorden, og først en større sammenstimlet Mængde faar Magt over Vildmanden, som – efter Akkord betaler en Bod af et Par Daler til den saarede Husmand og derpaa faar fortsætte sin utilbørlige Færd igjennem Bygden. – Mon det ikke er rimeligt, at det var Frygt for en værre Hevn, som bragte Bønderne til at give efter?
Følgende Historie viser ogsaa, hvorledes disse Fanter paa en underfundig Maade vide at hevne sig. „En Stund før Jul,“ fortalte en Skydsgut paa øvre Romerike, „kom en Fantekjærring ind paa vor Gaard og tagg saa svært; Mor gav hende mange Ting; men tilsidst sagde Far, at nu skulde hun slet ikke faa mere, og saa sagde hun, i det samme hun gik, at det skulde Far faa angre. Det var endda sent paa Kvelden, og næste Morgen laa begge Grisene vore døde i Grisehuset; det var to saadanne pene Grise, som vare bestemte til Slagt til Helgen.“ Gutten antydede, at det nok var den onde Kvindes hevnsyge Ord, som havde dræbt Dyrene; jeg tænker, at den stygge Streg kun har været en drabbeske-summipá, udøvet ved Hjælp af en Selsnæpe eller noget andet Slags Forgift.
Jeg skal aldrig glemme det pragtfulde Landskab, som mødte mit Øie, da jeg paa Reisen fra Vardal til Land netop var kommen over Ryggen af den Aas, som hæver sig mellem Mjøsen og Randsfjorden. Mod Nord tabte Blikket sig i et dybt Perspektiv af vakkre Dalfører, som udmunde sig mod den nordlige Vig af Randsfjorden, og lige under den Høide, hvor jeg befandt mig, viste denne skjønne Sø en Del af sit klare Speil, rigt indfattet af lyse Enge og grønne Lier og derover mægtige Fjeldrader, som hævede sig over hinanden i det blaanende Fjerne og skjærmede for den lune, af Sommerdufte fyldte Dal. Men det er ofte Tilfældet i vort Land, at Naturen aabenbarer sin mest storartede Skjønhed netop omkring de fattige Husmandsstuer og Nybyggerpladse, hvor de Seende ikke se og de Hørende ikke høre. Netop der, hvor jeg uvilkaarlig standsede min Hest for at kvæge mit Sind ved det vakkre Syn, laa en Nybyggerplads. Hvor den lille Bygager ved Siden af var vantreven! hvor de halvnøgne Børn, som grov i Sandet udenfor Døren, vare blege og forknytte! Det ikke gamle Hus syntes allerede faldefærdigt; i Vinduerne havde Filler og Papirlapper allerede indtaget nogle af de faa Ruders Plads. Alting bar Præg af overvættes Armod, og Intet vidnede om Flid og Ordenssands. Jeg syntes aldrig at have seet en saa ussel Bolig; den Tanke slog mig, at denne Hyttes Beboere, overvældede og sløvede af Sorger for dette Livs Næring, neppe havde bevaret Sands tilovers til at glæde sig ved Synet af det deilige Landskab, som udbredte sine Skjønheder for deres Øine, og jeg steg af Kariolen og gik ind med Tanken om her at finde et sjeldent sørgeligt Billede af Aandsfattigdom og Sløvhed forenet med den ydre Armod. Men netop her fik jeg opfanget et ganske slaaende Exempel paa, hvor stor Afstand der kan være mellem selv en saadan lavt staaende Familie af det borgerlige Samfund og de løst omstreifende Fantefolk. De første Meddelelser af det middelaldrende Ægtepar, jeg fandt i Hytten, vare ingenlunde fordelagtige. Det blev mig klart, hvad jeg ogsaa siden af Andre fik Stadfæstelse paa, at Ustadighed og andre Udyder for en stor Del vare Skyld i deres nuværende Elendighed. Nu ernærede de sig mest derved, at Manden bandt Kurve, som Konen gik omkring i Bygderne og solgte, en Bedrift, hvormed de endogsaa syntes at nærme sig Fanternes Omstreiferliv. Men det viste sig dog, at der ikke var nogen Forstaaelse mellem Fanterne og dem; ja, jeg maatte ved Bortgangen fra den fattige Hytte sige mig selv, at Armod og Enfoldighed eier Undskyldning for endog store Udyder. Man høre!
I sin første Nybyggertid vare de ved Fattigvæsenets Hjælp komne i Besiddelse af en Kvige, som snart skulde kalve, samt af to Faar. Disse Dyr delte Vinteren over Tag med Husets Folk i et lidet Kot ved Siden af Stuen. Men om Vaaren, da de slap ud for at gnage lidt Græs paa Marken og Kvigen vel gjorde for dristige og ubehændige Spring, fandtes den snart efter liggende halvdød under en Fjeldknat; den havde faaet „Bergslag,“ hed det, og maatte slagtes. En Følge af dette første Uheld var, at det ene Faar for at skaffe Familien Livsophold ogsaa maatte slagtes om Høsten og det andet næste Høst. Nu sagde Konen mig at hun kogte Vasvelling til Morgen og Middag og Aften, og jeg søgte forgjæves i hendes Kopper og Kar efter Spor af nogen anden Anretning. Om det sidste Faar – ja det var egentlig Lam dengang – var der en Historie. Husmoderen vaagnede en Nat og kunde ikke faa sove igjen; hun følte sig faa underlig; saa stod hun op, tændte Ild og satte sig paa Kanten af Aaren; saa kom Lammet ind igjennem den ufuldkomne Dør fra Kottet, lagde Hovedet imellem hendes Knæ, spratt atter ud paa Gulvet, svev rundt og faldt overende; det havde faaet „Braa’en.“ Da kom det den ængstede Kone vel med, hvad hun engang som Gjæterpige havde lært af „Gamle-Anne.“ Hun stillede sig over det syge Dyr og sagde med høi og afmaalt Røst: „Hvad Raad skal jeg faa for dette Krytri, som har faaet Braa’en?“ derpaa sang hun følgende Formular:
Grip i Grund
Og sput ta Mund!
Saa bli’er det godt i saamaa Stund,
I tre Ord, Navn Gud Fader, Søn og Hellig-Aand[4].
Og, o Glæde! da den i Sangen antydede Forskrift var efterkommet, da Grus og Spyt var rørt sammen til en Salve og smurt paa Dyrets Mund, saa var Braa’en borte. – Men hvad skulde siden hænde? „Just da dette Faar Høsten efter var blevet slagtet,“ fortalte Konen, „kom der en Fantekjærring ind, en styg og svart en, rigtig en af Langfanterne; hun kunde skjønne, at vi havde Slagt i Stuen, for Feiten (Fedthinden i Indvoldene) hang under Loftsbjælken, og saa saart det var, saa gav jeg hende et Stykke af Feiten, før hun endnu havde bedet om det, for jeg kunde skjønne, hvad hun vilde, maa tro. Stort kunde det ikke være, jeg gav hende, men ikke saa lidet heller, saadan, at hun kunde have til Smurning til et Maal baade for sig og de to Gjentunger, hun havde med sig, og endda kunde hun kanske have lidt at. Men saa sagde hun, at Trangen var saa stor, at hun maatte have den ene Bog, og da kan jeg rigtig sige, at jeg bad saa vakkert for mig og mente, at hun heller fik gaa til Storgaardene, hvor de slagtede 3–4 Nød paa hvert Sted, for det, jeg havde, maatte jeg rigtig skibe lækkert med, naar jeg skulde faa røge Lidt og salte Noget og endnu have lidt Ferskmad til alle de Munde, som vente paa min Haand. Nei, hun vilde slet ikke holde op med sit Krav, saa jeg maatte tage Mod til mig og gjøre mig rigtig haard; men saa sagde hun et Ord – ja, hun sagde mange; men det var mest et Ord, som gjorde mig saa rent forfærdet; det var, – ja jeg mindes det ikke ret, for jeg gik mest fra Vetet; men Meningen var den, at Satan skulde glo paa mig, hvor jeg gik og stod, og dermed slog hun Døren efter sig. „Du skulde ikke gjort det, du Siri!“ sagde Manden min da. „Det skulde du sagt før, Du Jonas!“ svarte jeg, „for det var mest for Din Skyld, at jeg gjorde mig saa haard.“ „Ja, Du skulde ikke gjort det, for saadanne Folk, de vanke vidt, de, og de ere kunnuge mere, end vi kan forstaa.“ Og saaledes endte Ægteparrets ængstelige Overveielser at Hexen blev raabt tilbage og fik den ene „Bog.“
Saaledes trænge disse Betlersker sig naturligvis helst ind paa Fattigfolk, som rigtignok have mindst at give af, men som ogsaa have mindst Kraft til at modsætte sig Frækheden og vel sidst falde paa at søge Lensmandens Hjælp. Men stundom vover ogsaa Uforskammetheden sig frem der, hvor man mindst skulde vente det. I det Throndhjemske besøgte jeg en Lensmand, samtalede med ham om Fanterne og yttrede Beklagelse over, at de skulde gaa saaledes uændsede og skræmme Folk. „Ja, det er svære Ting!“ stemte han i med og fortalte: „Det var om Høsten for to Aar siden – jeg mindes det godt –, at der kom ind her et Par Fantefolk – ja det maa just have været saadanne sorte Tatere, som Kandidaten spørger om, for de saa ikke ud som Folk – for at forevise Pas, sagde de; men Meningen var nok, at vi skulde give dem Noget; saa fik de ogsaa noget Fladbrød og endda noget Mel; men de vilde ikke bare spise Tørmad, sagde de, men maatte ogsaa have noget Sul, og da de havde faaet nogle Kjødstykker, som min Kone havde staaende, saa regnede de endda op alle optænkelige Ting, som de vilde have, og vi maatte rigtig give dem Adskilligt, før de gik sin Vei igjen. Men de gik ikke længer end til det Rognetræ der ud for Stuevinduet og satte sig der, og da kom der en anden Omstreifer til dem. En Stund efter kom Kjærringen ind med ham og forlangte, at jeg skulde skrive ham ind paa deres Pas, for han havde mistet sit; men kunde jeg det? der var jo netop den Tid kommet et strengt Circularium fra Justits-Departementet om, at saadanne Folk ikke skulde have Lov at gaa omkring, og det forklarede jeg hende ogsaa, saa hun maatte gaa igjen. Men lidt efter kom hun ind igjen og talte saa sødt og bød sig til at se til Kreaturene mine; men Sligt har jeg nu aldrig havt nogen Tro til, og tilsidst blev jeg da fri for hende. Men saa kom hun igjen 3die Gang og begyndte at love mig alt det, som ondt var; saadan Støi gjorde hun, at Konen min kom ind i Stuen, og hun kjendte Kjærringen, at det var den samme, som noget før havde været inde paa en Gaard ikke langt herfra og truet med Kniv, da hun ikke fik raade og styre, som hun vilde; men endda brød jeg mig ikke om, at min Kone bad mig føie hende, for jeg huskede paa Circulariet. Men saa tog hun en Traad og slog Knuder paa og stak i Munden, og da hun trak den ud igjen, var der rigtignok ingen Knuder længer, det kjendte jeg. Derpaa slog hun Traaden helt omkring Livet paa mig og sagde, at hun vilde maale mig; jeg vilde holde hende fra mig; men alligevel fik hun gjort det tre Gange, og dermed sagde hun, at nu havde hun min Lykke i sin Haand, og under alt dette talte hun i Et væk baade af Bibelen og andre Ting, mange Ord, som jeg ikke skjønnede engang; men Jomfru Marias Navn, det hørte jeg, var bestandig med.“ „Nu da,“ kom jeg omsider til Orde, „fik saa Manden noget Pas?“ „Ja„ jeg skrev, bare paa løst Papir, at saasom reisende Mand N. N. siger sig at have forkommet sit Pas, saa troer jeg herved at turde vove at give ham denne Bevidnelse.“ Jeg maatte smile over det Held, Tatersken her havde vundet ved en simpel taveske-summipá.
Og dog er al denne Trolddomsøvelse kun den ene Halvdel af Taterkvindernes Virksomhed. Der kunde fortælles ligesaa paafaldende Træk af den List, hvormed de vide at skaffe sig Tiltro, naar de tilbyde at tjene Folk med sin Spaadomsgave (paavipá, penna bahi); ja, skal man tro deres Forsikkringer, saa kunne de ikke alene forudsige Bønderpigerne, hvilken Kjæreste Skjæbnen har tiltænkt dem, men ogsaa med en muskro-summipá og andre Kunster gribe ind i Tingenes Gang og faa Skjæbnens Bestemmelser omgjorte overensstemmende med Vedkommendes Ønsker. Men her er ikke Rum til at give Forklaring om alle disse Kunster.
Lad mig dog endnu anføre et Par charakteristiske Træk af disse fremmede Horders Liv. I Romsdalen – fortalte en troværdig Mand mig – havde en Bonde det Uheld, at en ung og god Hest formedelst et ulægeligt Saar maatte dræbes. At tage Huden af en Hest ansaaes der i Bygden næsten som at uærligt Arbeide, og Tjenestefolkene paa Gaarden undredes allerede ved at se, hvorledes nogle Tatere, som tilfældigvis kom reisende, strax vare villige til at overtage dette Hverv. Men de fik mere at undres over. En Del af Taternes Løn for Arbeidet bestod af en Flaske Brændevin, og nu skar de det bedste Stykke af Slagtet, oprettede et Baal paa Marken, stegte, aad og drak og holdt sig lystige paa dette for de sammenstimlede Bønder saa afskyelige Maaltid. Den halvdrukne Formand for Følget traadte omsider frem, takkede Bonden for al bevist Godhed og sluttede sit kaade Foredrag med nogle Ramser i et fremmed Sprog; paa Spørgsmaal om, hvad han mente dermed, forklarede han i sin Lystighed, at han ønskede, at Bonden maatte have en ligesaa fed og god Hest at slagte, naar han næste Gang kom til Bygden. – I ældre Tider har vor Almue faaet studse ved Synet af endnu mere paafaldende Sæder hos Taterfolket. Frederik Larsen fortalte mig nemlig om en drabbeske-summipá, som fordum hyppig skulde været anvendt, og som bestod i følgende Fif: En Taterske listede sig om Natten ind paa en Gaard og bibragte et Svin noget drabb (Gift), hvoraf det øieblikkelig maatte dø; om Morgenen kom hun med sit Følge som tilfældigvis til samme Gaard, fik høre, hvad Ulykke der var hændt om Natten, at et Svin var styrtet, klagede saa over sin store Nød og bad saa vakkert om, at det maatte forundes hende og hendes Folk at mætte sig paa den henslængte Krop; en saadan Bøn blev naturligvis strax indvilget, og til Forbauselsen føiede sig gjerne Medlidenhed med den store Nød, som kunde gjøre det muligt at bekvemme sig til ni spise et Aadsel, saa Taterne mangen Gang uden videre Bøn fik baade Brød og andet Tilbehør til Stegen. Men Taterne viste meget godt, at det ikke var noget Aadsel, de holdt Gjæstebud paa; thi den Svinet bibragte Gift var af den Natur, at den „kun gik til Hjernen, men ikke til Hjertet og Blodet[5].“ Her som i andre Lande ere Taterne da – og de have vist leet godt i Skjægget derved – blevne betragtede som Aadselædere, paa en Gang Gjenstand baade for Afsky og Medynk. Efter hvad der er oplyst, vil man vel ikke længer kalde dem saa; jeg kan endogsaa anføre et Træk, som viser, at de sætte stor Pris paa og ikke sky noget Middel for at skaffe sig god Mad. Frederik Larsen fortalte mig – og hen indskrænkede han ikke sin Beretning til en forsvunden Tid –, at naar Taterne ret ville gjøre sig tilgode, saa opsnappe de et Faar i Udmarken, slagte det paa ordentlig Maade, lade Blodet flyde af og tage Indvoldene ud, men grave det ellers helt og holdent ned i en Ildmørje. Skindet med Ulden paa forkulles da til en fast Skorpe, inden hvilken Kjødet steges i sit eget Fedt. Naar Skorpen brydes af, stiger den appetitligste Damp op i Næsen; der strøes lidt Salt paa Braden, og man har en Ret, som Ingen kan ønske sig bedre.
Lad mig slutte alle disse Historier om skamløst Hykleri og ondskabsfuld Kløgt med at fortælle en Scene, som en Tater, der havde været hos, meddelte mig, og som giver et ret godt Indblik i disse Menneskers Sjel: En Taterhex, der i sig forenede alle sin Slægts Udyder, var kommen ind paa en Bondegaard og havde forsøgt sine Tiggerkunster; men Bonden, en forstandig og brav Mand, foreholdt hende det utilbørlige i hendes Færd; hun skjønnede strax, at her intet var at udrette for hende, og klogelig antog hun en beskednere Tone, fremhykklede endogsaa et Slags Bekjendelse og Anger; men endda kunde hun ikke bare sig for i sit fordærvede rommaní halvhøit at yttre sin Hjertensmening:. „Devel har tji dela mander pu at kjera pre; saa maa mander kjera med möien for at le kaben til tjavoane meros“ (Gud har ikke givet mig Jord at arbeide paa; saa maa jeg arbeide med Munden for at faa Mad til Børnene mine).
- ↑ Anf. St. 1, 138 fgg.
- ↑ Ovenstaaende Beretning af Fredr. Larsen har jeg saaet god Stadfæstelse paa af en Læge, som fortalte mig, at han engang, jeg tror paa Politiets Opfordring undersøgte en saadan Apothekeræske, som var bleven konfiskeret hos et arresteret Fantefølge. Her fandt han foruden diverse almindelige Apothekersager ogsaa et Par Gjenstande, hvis Brug og Hensigt han ikke kunde skjønne; den ene var tydelig Tandgjærdet af en Fisk; den anden var nogle hule Knopper, som syntes at være et Slags Tangblærer, men større end han ellers havde seet. Og netop dette sidste Træk er interessant. I Strøms „Søndmørs Beskrivelse,“ Kjøbenhavn 1762, 1, 138 og 2, 387, finder man en udførlig Forklaring om den af vor Almue fra Arilds Tid saa meget omtalte „Bu-Sten,“ som af „kloge Koner“ benyttedes som et Universalmiddel imod Kreaturenes Sygdomme. Af disse Bustene havdes der to Slags. Det ene var et Konglomerat af Haar og Grus, som stundom findes i Kreaturenes Indvolde; det andet Slags var en Art Bønne, som stundom fandtes ved Havkysten, men som Strøm mener havde tilhørt en amerikansk Væxt, der ved Strømmen skulde være dreven hid; i Farve og Størrelse lignede den en Kastanie; Pontoppidan, som ogsaa omtaler den, kalder den Sø-Bønne. – Dette faar staa her som Bevis paa, hvor nøiagtig Taterkvinderne have studeret sig ind i vor Almues overtroiske Meninger for at finde de Midler, hvormed de bedst kunde skaffe sig Tiltro for sine medbragte Hexekunster. Fablen om Hvidormen er sikkerlig ogsaa en Tillæmpning af Almuens ældgamle Forestillinger om Lindormen, der nu ogsaa i Bondens Sagn er svunden ind til den lille, men overmaade giftige „Hvidorm.“
- ↑ Borrow, 1, 310.
- ↑ Jeg fik ved denne Leilighed lære flere saadanne Formularer, og siden fandt jeg, at de i Maneren stemme nøiagtig overens med nogle Trolddomsformularer, som Thomas v. Westen og hans romsdalske Medbrødre i et til Regjeringen indgivet Klageskrift om Religionens og Sædelighedens Tilstand hos den norske Almue meddelte som Prøve paa den herskende Overtro. Hammond gjengiver dem i sin nordiske Missions-Historie, S. 119; med den Bemærkning, at han havde seet de samme Tryllevers i den berygtede „sorte Bog.“ Denne fordægtige Bog har da vist ogsaa været Kilden for de Formularer, som hin Husmandskone endnu priste de gode Virkninger af. Men dette forekommer mig værd at lægge Mærke til, at den Overtro, som engang frembragte „Svartebogen,“ endnu spøger i vore Bygder. Det er den, Fantefolkene leve af.
- ↑ Borrow fortæller ogsaa, anf. St. 1, 20, om de engelske Gypsies, at de have prakticeret den samme Kunst, og det netop ligesom her med Svin.