Betlehemsstjernen
De himmelske stjerner i nattens rum
falmer ved daggry og dirrer —
Da skjælver den fattige slægt, som stum
venter i sneen og stirrer.
Bag ødslige aaser det lyser rødt:
Eder er nu en frelser født!
For eder i armodskjolen
er Betlehemsstjernen solen!
Den røde og blinkende stjerne gaar
lavt over vidder og ørkner
dybere ind i den vilde vaar
som mindre og mindre mørkner —
Og under dens flammer i mystisk drøm
slæber sig slægternes dunkle strøm
med staver i krummede næver
og læber som brænder og bæver —
Karer og kvinder med barn i bælg
traar i de skumrende flammer —
Melken er kold i de spædes svælg,
brystet er sjunkent af jammer —
men bortover berget, hvor færden gaar
viker det hvite for vand og vaar —
skjælvende springer i kulden
kvinder og bom over mulden.
Skjælvende slæbes fra sten til sten
mangen en liden, som snubler
taus og taalmodig, paa skjæve ben
mellem de store og grubler.
Men just som den brusende hær naar op
øverst til skraaningens dunkle top,
sker det, at skarerne tumler
slagne tilbage, og mumler — —
For lige tilhimmels, i hellig trods
hænger i høide med bjerget
stjemnernes stjerne, en ildkolos
mægtigt af bønner besværget.
Dér hvor dens straalende stav kan naa
spruter der elve og sjøer blaa —
Og horderne styrter i torden
nedover bjerget fra norden — — —
Kvinderne løfter de bleke børn
hyllet i filler og fliker
opad i luften, hvor skyernes ørn
magert mod bjergene skriker,
og udover skraaningens bratte land
ebber det stivnede, hvite vand
og blotter i grønskende fjæren
knopper med hemmeligt ærend — —
Inde i skogen er hver en kvist
en bøielig, spænstig straale,
ladet til spidsen med al den gnist
som sevje og bark kan taale.
Det myldrer af unger med kinden brun
af underligt, æventyrgyldent dun,
og under de springende føtter
aabner sig tuer og røtter — — —
Tause forlader konval, viol,
de fugtige røtters rønner —
reiser sig rakt i den stærke sol
eftersom færden dønner — —
Der suser i skogen en salig lyd
fra filler og silke: Mod syd, mod syd,
hvor dage og dagklare nætter
straaler om sjøer og sletter — —
Og snart er den mægtige sol saa nær
som jordiske øine taaler.
Da sprøiter den ud over haabets hær
de glødende die-straaler — —
Den vugger sig yppig og stor og sund
mod skabningens vilde og aabne mund,
som suger af drømmens skive
kraftigt sit blod tillive.
Saa synker de straalende lys i hav
bag hellige poppelhaver,
og mennesker bryder i græsset af
de krøkede pilgrimsstaver!
De finder sig glade og trætte frem
i blomsternes skinnende Betlehem, —
saa sovner de sjæletrygge
i høisommer-maanens skygge — — —