Bibelen (1891)/Ruts Bog
Paa Grund af en Hungersnød drager Elimelek med Hustru og to Sønner fra Betlehem til Moabiternes Land; der dør Elimelek; hans Sønner gifte sig og dø ligeledes, 1-5. Hustruen No’omi beslutter at drage tilbage til Bethlehem; hendes ene Sønnekone forbliver i Moab, men den anden, Rut, vil ikke forlade hende, 6-18. No’omi og Rut komme til Betlehem i Byghøstens Tid, 19-22.
OG det skede i de Dage, da Dommerne dømte, da blev der en Hunger i Landet, og en Mand drog bort fra Betlehem i Juda for at leve som Fremmed i Moabs Land, han og hans Hustru og hans to Sønner.
2 Og Mandens Navn var Elimelek, og hans Hustrues Navn No’omi, og hans to Sønners Navne Mahlon og Kiljon, Efratiter[1], fra Betlehem i Juda; og de kom til Moabs Land og bleve der.
3 Og Elimelek, No’omis Mand, døde, og hun blev tilbage, hun og hendes to Sønner.
4 Og de toge sig moabitiske Hustruer, den enes Navn var Orpa, og den andens NAvn Rut; og de boede der omtrent ti Aar.
5 Da døde ogsaa de begge, Mahlon og Kiljon; og Kvinden var tilbage efter sine to Sønner og efter sin Mand.
6 Da gjorde hun sig rede, hun og hendes Svigerdøtre, og vendte tilbage fra Moags Land; thi hun havde hørt i Moabs Land, at Herren havde besøgt sit Folk og givet dem Brød.
7 Og hun gik ud fra det Sted, hvor hun havde været, og begge hendes Svigerdøtre med hende. Og de gik paa Veien for at vende tilbage til Judas Land.
8 Da sagde No’omi til begge sine Svigerdøtre: Gaar, vender tilbage, hver til sin Moders Hus! Herren gjøre Miskundhed mod eder, ligesom I have gjort mod de Døde og mod mig!
9 Herren give eder, at I maa finde et Hvilested, hver i sin Mands Hus! Og hun kyssede dem, og de opløftede sin Røst og græd.
10 Og de sagde til hende: Nei, vi ville vende tilbage med dig til dit Folk.
11 Da sagde No’omi: Vender tilbage, mine Døtre! Hvorfor ville I gaa med mig? har jeg endnu Sønner i mit Liv, der kunne vorde Mænd for eder?
12 Vender tilbage, mine Døtre, gaar! Thi jeg er for gammel til at vorde en Mands Hustru. Om jeg end sagde: Jeg har Haab, — om jeg end inat havde en Mand, ja, om jeg end fødte Sønner,
13 skulde I derfor vente, indtil de bleve store? Skulde I derfor stænge eder inde og ikke vorde Mænds Hustruer? Ikke saa, mine Døtre! Thi det er meget bitrere for mig end for eder, efterdi Herrens Haand er udgangen imod mig.
14 Da opløftede de sin Røst og græd atter. Og Orpa kyssede sin Svigermoder, men Rut hang ved hende.
15 Da sagde hun: Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og til sin Gud; vend du tilbage efter din Svigerinde!
16 Men Rut sagde: Trænge ikke ind paa mig, at jeg skal forlade dig og vende tilbage fra dig! Thi hvor du gaar hen, vil jeg gaa, og hvor du bliver, vil jeg blive; dit Folk er mit Folk, og din Gud er min Gud;
17 hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begrave. Saa gjøre Herren mod mig, og saaledes blive han ved, om noget Andet end Døden skal gjøre Skilsmisse mellem mig og dig.
18 Da hun nu saa, at hun havde fast foresat sig at gaa med hende, lod hun af tale til hende derom.
19 De gik da begge, indtil de kom til Betlehem. Og det skede, da de kom til betlehem, da kom hele Staden i Bevægelse over dem, og Kvinderne sagde: Er dette No’omi?
20 Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke No’omi[2], kalder mig Mara[3]! Thi den Almægtige har gjort det saare bittert for mig;
21 med fulde Hænder drog jeg bort, men med tomme Hænder har Herren ladet mig vende tilbage. Hvi kalde I mig No’omi, da Herren dog har vidnet imod mig, og den Almægtige har ladet det gaa mig ilde?
22 Saa kom da No’omi tilbage, og Rut, Moabitinden, hendes Svigerdatter, med hende, hun, som var vendt tilbage fra Moabs Land; og de kom til Betlehem i Begyndelsen af Byghøsten.
No’omis Mand havde en Frænde ved Navn Boas; Rut kommer paa hans Ager for at sanke Aks; Boas tiltaler hende kjærlig og befaler sine Folk at lade hende sanke og ikke fornærme hende, 1-17. Ved sin Tilbagekomst fortæller Rut No’omi, hvorledes det er gaaet hende; hun bliver ved at sanke Aks paa Boas’s Ager, 18-23.
OG No’omi havde en Kjending af sin Mand, en mægtig Mand af Elimeleks Slægt, og hans Navn var Boas.
2 Og Rut, Moabitinden, sagde til No’omi: Lad mig dog gaa hen paa Marken og sanke Aks efter den, for hvis Øine jeg finder Naade! Og hun sagde til hende: Gaa, min Datter!
3 Og hun gik hen og kom og sankede paa Marken efter Høstfolkene; og det traf sig saa for hende, at det Markstykke tilhørte Boas, som var af Elimeleks Slægt.
4 Og se, Boas kom fra Betlehem, og han sagde til Høstfolkene: Herren være med eder! Og de sagde til ham: Herren velsigne dig!
5 Og Boas sagde til sin Dreng, som var sat over Høstfolkene: Hvem hører denne Pige til?
6 Og den Dreng, som var sat over Høstfolkene, svarede og sagde: Det er den unge Moabitinde, som er kommen tilbage med No’omi fra Moabs Land,
7 og hun sagde: Lad mig sanke op og samle mellem Kornbaandene efter Høstfolkene! Og hun kom og har staaet her fra imorges lige til nu; hun har kun siddet en liden Stund i Huset.
8 Da sagde Boas til Rut: Hør, min Datter! Gaa ikke hen for at sanke paa nogen anden Ager, og du skal heller ikke gaa bort herfra, men holde dig her til mine Piger.
9 Se efter den Mark, som bliver afhøstet, og gaa efter dem! Jeg har befalet Drengene ikke at røre dig; og bliver du tørstig, da gaa hen til Karrene og drik af det, Drengene øse!
10 Da faldt hun paa sit Ansigt og bøiede sig til Jorden og sagde til ham: Hvorfor har jeg fundet Naade for dine Øine, saa du tager dig af mig, endog jeg er en Fremmed?
11 Og Boas svarede og sagde til hende: Det er mig fortalt altsammen, hvad du har gjort imod din Svigermoder efter din Mands Død, at du forlod din Fader og din Moder og dit Fødeland og gik til et Folk, som du før ikke kjendte.
12 Herren gjengjælde din Gjerning, og din Løn vorde fuldkommen fra Herren, Israels Gud, til hvem du er kommen for at søge Ly under hans Vinger!
13 Og hun sagde: Lad mig finde Naade for dine Øine, min Herre, siden du har trøstet mig og talt venlig til din Tjenestepige, endog jeg ikke er som en af dine Tjenestepiger.
14 Og Boas sagde til hende ved Spisetid: Kom herhid og æd af Brødet og dyp dit Stykke i Eddiken! Og hun satte sig ved Siden af Høstfolkene, og han rakte hende ristet Korn, og hun aad og blev mæt og fik tilovers.
15 Derpaa stod hun op for at sanke; og Boas bød sine unge Karle og sagde: Ogsaa mellem Kornbaandene kan hun sanke, og I skulle ikke gjøre hende Fortræd;
16 I skulle endog trække Aks ud af Kornbaandene til hende og lade dem ligge, saa hun kan opsanke dem, og I skulle skjænde paa hende.
17 Hun sankede da paa Marken indtil Aftenen, og hun bankede ud, hvad hun havde sanket, og det var omtrent en Efa Byg.
18 Og hun tog det op og kom til Staden, og hendes Svigermoder saa det, hun havde sanket; og hun tog frem og gav hende det, hun havde tilovers, efterat hun var bleven mæt.
19 Da sagde hendes Svigermoder til hende: Hvor har du sanket idag, og hvor har du arbeidet? Velsignet være han, som tog sig af dig! Og hun fortalte sin Svigermoder, hos hvem hun havde arbeidet, og sagde: Den Mand, hos hvem jeg har arbeidet idag, heder Boas.
20 Og No’omi sagde til sin Svigerdatter: Velsignet være han af Herren, som ikke har forladt sin Miskundhed mod de Levende og mod de Døde! Og No’omi sagde til hende: Den Mand er en Nærbeslægtet af os; han er en af vore Løsere[4].
21 Og Rut, Moabitinden, sagde: Han sagde ogsaa til mig: DU skal holde dig til mine FOlk, indtil de ere færdige med hele min Høst.
22 Og No’omi sagde til Rut, sin Svigerdatter: Det er godt, min Datter, at du gaar ud med hans Piger, forat man ikke skal handle ilde med dig paa en anden Mark.
23 Saa holdt hun sig da til Boas’s Piger for at sanke, indtil Byghøsten og Hvedehøsten var til Ende. Og hun blev hos sin Svigermoder.
Efter No’omis Raad gaar Rut hen til Tærskepladsen og lægger sig ved Boas’s Fødder for at erfare, om han vil ægte hende i hendes afdødes Mands Sted, 1-7. Boas roser hendes Forhold og lover at undersøge, om en nærmere Løser vil ægte hende; ellers vil han, 8-13. Han giver hende seks Maal Byg og lader hende gaa hjem, 14-18.
OG No’omi, hendes Svigermoder, sagde til hende: Min Datter! Skulde jeg ikke søge dig et Hvilested, forat det kan gaa dig vel?
2 Og nu, er ikke Boas vor Kjending, han, hvis Piger du har været hos? Se, han kaster inat sit Byg paa Tærskepladsen.
3 Nu skal du tvæte dig og salve dig og tage dine Klæder paa og gaa ned til Tærskepladsen; giv dig ikke tilkjende for Manden, førend han er færdig med at æde og drikke!
4 Naar han saa lægger sig, skal du mærke dig Stedet, hvor han lægger sig, og du skal gaa hen og slaa Dækket op ved hans Fødder og lægge dig; saa skal han give dig tilkjende, hvad du skal gjøre.
5 Og hun sagde til hende: Alt, hvad du siger, skal jeg gjøre.
6 Og hun gik ned til Tærskepladsen og gjorde aldeles, som hendes Svigermoder havde befalet hende.
7 Og Boas aad og drak, og han var vel tilmode, og han gik hen for at lægge sig ved Enden af Korndyngen; da kom hun sagte hen og slog Dækket op ved hans Fødder og lagde sig.
8 Og det skedes ved Midnat, da blev Manden forskrækket, og han bøiedes sig frem, og se, en Kvinde laa ved hans Fødder.
9 Og han sagde: Hvem er du? Og hun sagde: Jeg er Rut, din Tjenerinde, og du vil udbrede dit Dække over din Tjenerinde; thi du er Løser[5].
10 Og hans sagde: Velsignet være du af Herren, min Datter! Du han nu lagt en større Kjærlighed for Dagen, end før, ved ikke at gaa efter de unge Karle, hverken fattige eller rige.
11 Og nu, min Datter, frygt ikke! Alt, hvad du siger, vil jeg gjøre mod dig; thi hele Folket i mi Stad ved, at du er en brav Kvinde.
12 Og nu, ja i Sandhed, jeg er visselig Løser; dog er der ogsaa en nærmere Løser, end jeg
13 Bliv nu Natten over, og imorgen tidlig, — vil han da løse dig, godt, saa løse han dig! Men har han ikke Lyst til at løse dig, saa løser jeg dig, saa sandt Heren lever! Bliv liggende indtil Morgenstunden!
14 Hun blev da liggende ved hans Fødder indtil Morgenen; da stod hun op, førend En kunde kjende den Anden. Og han sagde: Det maa ikke blive bekjendt at Kvinden er kommen til Tærskepladsen.
15 Og han sagde: Giv hid den Kaabe, du har paa, og hold i den! Og hun holdt i den, og han maalte seks Maal byg og lagde det paa hende: derpaa gik hun ind til Byen.
16 Da hun kom til sin Svigermoder, sagde denne: Hvorledes er det gaaet dig, min Datter? Og hun fortalte hende Alt, hvad Manden havde gjort mod hender.
17 Og hun sagde: Disse seks Maal Byg gav han mig; thi han sagde: Du maa ikke komme tomhændet til din Svigermoder.
18 Men hun sagde: Hold dig nu i Ro, min Datter, indtil du faar vide, hvorledes Sagden vil falde ud! THi den Mand hviler ikke, førend han idag faar bragt Sagen til Ende.
Boas tilspørger i Nærværelse af Stadens Ældste den nærmeste Løser, om han vil løse No’omis Ager og ægte Rut; da han ikke vil, lover Boas at ægte hende; man ønsker ham til Lykke, 1-12. Boas ægter Rut, som føder en Søn, der opfostres af No’omi; hans Efterkommere opregnes indtil Kond David, 13-22.
OG Boas gik op til Porten og satte sig der, og se, den Løser, som Boas havde talt om, gik forbi, og han sagde: Kom hid, sæt dig her, min Ven! Og han kom hen og satte sig.
2 Og han tog ti Mænd af Stadens Ældste og sagde: Sætter eder her! Og de satte sig.
3 Derpaa sagde han til Løseren: Det Markstykke, som tilhørte vor Broder ELimelek, har No’omi solgt, hun, som er kommen tilbage fra Moabs Land.
4 Og jeg har tænkt: jeg vil kundgjøre for dit Øre og sige: Kjøb det i Overvær af Indbyggerne og mit Folks Ældste! Vil du løse det, saa løs det, men hvis ikke, saa giv mig det tilkjende, forat jeg kan vide det! Thi der er Ingen uden dig til at løse det, og efter dig kommer jeg. Og han sagde: Jeg vil løse det.
5 Og Boas sagde: Paa den Dag, du kjøber Marken af No’omis Haand, kjøber du den ogsaa af Moabitinden Rut, den Afdødes Hustru, for at opreise den Afdødes Navn paa hans Arvelod.
6 Da sagde Løseren: Jeg kan ikke løse den til mig, forat jeg ikke skal ødelægge min egen Arvelod; løs du til dig, hvad jeg skulde løse, thi jeg kan ikke løse det.
7 Og det var fordum Skik i Israel ved Løsning og Bytten til Stadfæstelse af enhver Sag, at den Ene drog sin Sko af og gav den til den Anden, og dette var Bevidnelsen i Israel.
8 Løseren sagde da til Boas: Kjøb du det! Og han drog sin Sko af.
9 Da sagde Boas til de Ældste og alt Folket: I ere idag Vidner paa, at jeg har kjøbt Alt, hved der tilhørte Elimelek, og Alt, hvad der tilhørte Kiljon og Mahlon, af No’omis Haand.
10 Ogsaa Moabitinden Rut, Mahlons Hustru, har jeg erhvervet mig til Hustru for at opreise den Afdødes Navn paa hans Arvelod, saa den afdødes Navn ikke vorder udryddet af hans Brødres Midte og af hans Steds Port; derpaa ere I Vidner idag.
11 Og alt Folket, som var i
Porten, og de Ældste sagde: Ja, vi ere Vidner. Herren gjøre den Kvinde, som kommer i dit Hus, som Rachel og som Lea, der begge byggede Israels Hus, og gid du maa komme til Velmagt i Efrata og faa en navnkundig Søn i Betlehem!
12 Og dit Hus vorde som Perez’s Hus, hvem Tamar fødte Juda, ved den Afkom, som Herren vil give dig af denne unge Kvinde!
13 Saa tog Boas Rut, og hun blev hans Hustru, og han gik ind til hende; og Herren gav hende at blive frugtsommelig, og hun fødte en Søn.
14 Da sagde Kvinderne til No’omi: Lovet være Herren, som ikke lod dig fattes en Løser idag, og han vorde navnkundig[6] i Israel!
15 Og han skal vorde din Sjæls Vederkvæger og din Alderdoms Forsørger; thi din Svigerdatter, som elsker dig, har født ham, hun, som er dig bedre end syv Sønner.
16 Og No’omi tog Barnet og lagde ham paa sit Skjød, og hun blev hans Fostermoder.
17 Og Naboerskerne gave ham Navn og sagde: En Søn er født No’omi. Og de kaldte hans Navn Obed; han var Fader til Isaj, Davids Fader.
18 Og dette er Perez’s Slægter: Perez avlede Hezron,
19 og Hezron avlede Ram, og Ram avlede Amminadab,
20 og Amminadab avlede Nahson, og Nahson avlede Salma,
21 og Salmon avlede Boas, og Boas avlede Obed,
22 og Obed avlede Isaj, og Isaj avlede David.