Bidrag til Biskop Johan Nordahl Bruns Karakteristik
Biskop Brun fortæller om sig selv, at da han blev sendt til Throndhjem for at indsættes i Latinskolen, blev han mod Forventning sat i Mesterlektien. „Her“, siger han, „blev jeg flittig for et glimre blandt Ligemænd“. Hans Selvfølelse vaagnede med Kraft, og de Fremskridt, han gjorde i de klassiske Videnskaber, inden han dimitteredes, maa nu forekomme os næsten utrolige.
Da han senere den 14de April 1774, efter 2 Aars Virken som resid. Kapellan til Bynæsset, modtog Udnævnelse til Sogneprest ved Korskirken i Bergen, uden at have søgt Embedet og uden at kjende til, at høje Velyndere havde tiltænkt ham det, synes han atter at være vaagnet til Bevidsthed om et højere Kald i sit Fødelands Kirke.
Da Brun kom til Bergen (1775), var Eiler Hagerup Biskop, og efter hans Forflyttelse til Kristianssand (1778), kom Stiftsprovsten i Kristianssand Søren Fridlieb. Denne døde allerede i Marts 1779, og efter ham kom Stiftsprovsten i Throndhjem, Dr. Ole Irgens, en Mand af megen Lærdom, men uden Veltalenhed. Det var rimeligt, at en Mand som Irgens med sin megen Lærdom og sin Doktorgrad kunde føle sig fristet til at se ned paa Brun med hans non contemnendus, – ligesaa rimeligt, at han maatte føle sig generet ved Bruns Veltalenhed og det store Ry, han som Prest i faa Aar havde indlagt sig i Bergen. Hvad nu end Grunden maa have været, saa „var det graat imellem dem“.
At Brun, da han i faa Aar havde vundet sin Menigheds Kjærlighed og et stort Navn som Taler og gejstlig Mand i Bergen, har tænkt sig Muligheden af at træde op paa Bergens Bispestol, er ikke urimeligt, ligesom det vel ogsaa lader sig tænke, at Biskop Irgens af respektable Bevæggrunde har villet gjøre Sit til at hindre det. Det kunde vel for denne have staaet som en Nødvendighed, at en Biskop dog til en vis Grad var i Besiddelse af theologisk Lærdom, og i Brun har han vel seet noget nær en Ignorant. Det synes, som han har villet lægge ham Sten ivejen, men vi har her lidet at holde os til uden en – rigtignok temmelig sikker – mundtlig Tradition. Biskop Irgens ankom til Bergen i Juli 1780 og omtrent samtidig med ham den nye Sogneprest til Nykirken, Provst og Magister Jens Andreas Krog. 10de Jan. 1781 holdtes en Samling af Domkapitlet (Byens Sogneprester), og denne foranledigede Bispen til under 16de Jan. at sende Kancelliet følgende Skrivelse: „Ved. Capitularium Samling sidstleden 10de Januarii i det Bergenske Dom Capitul forefaldt udi min Nærværelse en uventet Tvistighed mellem Sognepresten til Korskirken Johan Nordahl Brun og Sognepresten til Nykirken Jens Andreas Krog om øverste Sæde og Underskrift. Jeg ytrede derved den Mening, at Hr. Brun som ældste Kjøbstads Sogneprest bliver berettiget til Fortrinet, men dermed vil Hr. Mag. Krog ikke acqviescere, siden hand forhen har været Herreds Provst paa Landet. Jeg maa altsaa i den Henseende udbede mig Cancelliets Decision til bemeldte Tvistigheds endelige Afgjørelse og min Vished i Tilfælde, at nogen Provst skulle constitueres“. Denne besynderlige Strid blev efter Biskopens Skrivelse af 1ste Maj 1781 til de „tvistende“ Sogneprester af Kancelliet afgjort til Bruns Fordel, og det synes efter denne officielle Forhandling af Sagen, som om Brun og Bispen her har staaet ved hinandens Side imod en Tredjemand, men efter den mundtlige Beretning forholder det sig ikke saaledes. Efter denne skal Bispen, da Mødet var endt, og han og Stiftsprovsten (Mossin) havde sat sine Navne i Protokollem have rakt denne til Krog, hvilket vakte Protest hos Brun. Bispen holdt paa Krog, som den ældre Prest, som Provst og Magister, medens Brun støttede sig til sin Alder som Sogneprest i Bergens By, og han vilde nu saa meget mindre give efter, som denne tilsyneladende Ubetydelighed blev gjort ham stridig. Han forstod vel, at selv en saadan i hine Dage, da Rang og Etikettespørgsmaal gjaldt meget i den hele Embedsstand, kunde have sin Konsekvense. Det lakkede ad Aften med den gamle Stiftsprovst Messin, og der vilde snart blive Spørgsmaal, om hvem der skulde blive hans Eftermand, enten Nykirkens Sogneprest, der før havde været Provst, eller Korskirkens, der var Byens ældste Sogneprest. Da Mossin i de følgende Aar blev svag, sees ogsaa Brun at have fungeret som hans Medhjælper i Stiftsprovstiets Bestyrelse, og at han vilde blive hans Efterfølger, synes at have været en Selvfølge. Han maa imidlertid ikke have stolet saa ganske derpaa, siden han fandt det fornødent i 1791 at gjøre en Rejse til Kjøbenhavn, hovedsagelig for at faa Sikkerhed i denne Sag. Han indfandt sig hos Biskopen og had om Rejsetilladelse, han vilde besøge gumle Venner og udgive nogle Smaaskrifter. Bispen indvendte, at det ikke var længe, siden han besøgte Hovedstaden, og at der var Bogtrykkeri i Bergen, talte om hans Embedes Bestyrelse o. s. v. Brun svarede, at Embedets Bestyrelse naturligvis var ordnet, før han tænkte paa Rejsetilladelse, og at denne under saadanne Omstændigheder ikke kunde negtes ham. Han fik den da ogsaa[1].
Da Brun kom til Kjøbenhavn, lik han Audiens hos Kronprindsen. Efter nogen Indledning og efter at være forestillet for den unge Kronprindssesse, kom han frem med sit sende Ærinde, og Prindsen spurgte efter hans Examenskarakter og Alder. Brun manglede ikke Svar. „Det er 30 Aar, siden jeg tog Embedsexeamen, og det er vel usikkert, om jeg nu kan bedømmes efter den Maalestok, man dengang lagde paa mig. Jeg prædiker i Holmens Kirke paa Søndag“. Han prædikede baade den Søndag og dere, og hans Ros blev baaren i Folkemunde. Han kom tilbage til Bergen, og om hans Rejse hørtes Intet 3dje April 1793 døde Stiftsprovst Messin. Det var den Tid Skik, at Provsterne vare sine underordnede Presters Skifteforvaltere, og den konstituerede Efterfølger indtraadte da naturligvis i denne Egenskab, naar en Provst afgik ved Døden. Biskopen sendte Bud til Brun med Anmodning om, at han vilde gaa hen og forsegle Mossins Bo. Brun negtede, thi det tilkom den konstituerede Stiftsprovst. Irgens sendte et nyt Bud uden at nævne Noget om Stiftsprovstiet. Brun henholdt sig til sit forrige. Biskopen maatte da sende ham Konstitutionen som Stiftsprovst[2], hvorpaa Brun indtog sin Stilling som Skifteforvalter, og paa den derpaa følgende Søndag forkyndte Mossins Død for hans Menighed[3].
Da dette var skeet, anmeldte Biskopen 12te April 1793 Mossins Død for Kancelliet, og han fandt sig ved denne Anledning beføjet til at minde om det gamle Reskript af 21de Decbr. 1689, efter hvilket Stiftsprovstiet skal følge Domkirkens Sognekald, og tilføjer derhos følgende: „Inderligen ønsker Jeg, at en retsindig, sagtmodig og duelig Mand maatte vælges til dette vigtige Embede, hvilken med Tillid kunde betroes de Embeds Forretninger, til hvilke min tiltagende Alder og aftagende Kræfter, om Gud vil forlænge mit Liv, kunde herefter gjøre mig mindre skikket. Blandt de, som i dette Stift kunde ved saadant Valg komme udi Betragtning, bør fornemmelig Sognepresten til Korskirken Hr. Johan Nordahl Brun erindres. Som ældste Sogneprest er hand konstitueret at forrette Stifts-Provste-Embedet, medens samme er vacant; hans gode Embede Gaver og priselige Omhu for de fattige have erhvervet ham de flestes Agtelse og Kjærlighed, om noget kunde mangle udi Lovkyndighed, formenes, det vil ved hans bekjendte Forsigtighed og hans kraftige Ærekjærhed erstattes; saa der kan haabes, at Embedet vil ved ham vel blive betjent, og Domkirkens Menighed vel fornøjet ved hans Forflytning til samme“. Ved Siden heraf nævner Biskopen Provst Peter Daniel Baade i Borgund som en „velstuderet, velbegavet og derhos lovkyndig Mand“, Provst Rørdam i Kingservik og Sogneprest Hjorthøy paa Sund. Der fortælles, at Biskopen ingenlunde ønskede Brun, hvis „kraftige Ærekjærhed“ vel lettelig kunde komme til at besvære den gamle Biskop, der ogsaa paa sin Maade havde Noget af denne Egenskab. Af de 4 opstillede Kandidater skal han have ønsket Baade ved sin Side, men han vidste, at denne, saavelsom de to andre Landprester ikke ønskede at fordyttes til Byen. Underligt synes det nu, at hen saa varmt anbefaler Brun til et Embede, som denne aldrig havde tænkt at søge, og man fristes til at spørge, om Biskopen virkelig skulde være uvidende om, at Brun ikke vilde forlade den Menighed, hvis Sogneprest han nu havde været i 19 Aar, af hvilke han havde levet de 13 under Biskop Irgens. Det gamle Reskript havde ganske nylig været overtraadt, idet Sognepresten til Korskirken Rennord fra 1758–62 havde indehavt Stiftsprovstiet, rigtignok kun som konstitueret, og at ophæve det ganske kunde sikkert gaa an, naar man derved kunde vinde saa meget bedre Kræfter til Stiftsprovstiet. At faa dette Reskript faktisk ophævet og sikre sig Stiftsprovstiet uden at maatte skilles fra Korskirkens Menighed har været Bruns Hensigt med den Kjøbenhavnsrejse, han foretog i Aaret 1791, og ved hvilken han naaede sit Maal, skjønt han kun fik Kancelliets skriftlige Løfte om Udnævnelse efter Mossins Død, og ikke – hvad han havde ønsket – Udnævnelse til hans Succssor. Med dette Brev i Lommen var i han tryg, medens Bispen skrev til Kancelliet, og det skede da ogsaa, som man kunde vente, at han allerede i August 1793 udnævntes til Stiftsprovst, og Knud Geelmuyden Fleischer til Sogneprest ved Domkirken.
Om sit Ophold i Kjøbenhavn skriver Brun saaledes: „Den 15de Juli hos Colbjørnsen Kl. 8. D– staaer i Brandt, mon cher, han vil min Sæl ikke forestille, men regalere Dem med et Cancellibrev; thi han hænger i det Rescript om Succession, som vi dog overtræde et Par Gange om Aaret. Jeg protesterede, det hjalp ikke, ja, sagde jeg, jeg skriver ikke under dette Brev, førend Kronprindsen har læst det, thi da han ynder Brun, turde han maaske ikke være fornøjet med vor Conduite. Saa skal jeg, sagde Brandt, vise ham det i Aften Kl. 5. Jeg til Frederichsberg Kl. 11. Marchal Bülow er reist til Byen. – Naar kommer han tilbage? Kl. 1. Da skal jeg være her, Kiære, siig Hs. Excellence, det er mig yderlig vigtigt ved ham da at faa Kronprindsen i Tale. En Time senere er for silde. Jeg kommer Kl. 1. Bülow er kommen tilbage, men gaaen ud igjen. Hvorhen da? Jeg veed ikke. Til Kronprindsen? Nei, jeg troer det ikke. Enten saadant er Unaade hos Kammertjeneren eller Herren er mig ubekjendt. Enfin jeg faaer ikke Prinsen i Tale, Carl er i Slesvig, Hauch i Lyngby. Brandt kommer Kl. 5, og det skal forblive ved et Cancelliebrev. Ellertzen [den Skipper, med hvem Brun skulde rejse hjem til Bergen] kommer Kl. 10. Jeg følger med imorgen Aften, dersom Colbjørnsen tillader. Den 16de Kl. 8 hos Colbjørnsen. Han bør bie, til Carl kommer, saa faaer han dette omgjort. Nei! det er for lidet, det jeg søger, at jeg skulde skaffe mig Brandt til decideret Fiende. Jeg vil ikke tage Afsked med ham, af min Reise skal han forstaa min Misnøyelse, og hvis ikke, da forklar De ham den. Jeg vil heller have den plaisir at lade Prinserne vide, at hvad jeg søgte, hvad de begge lovede mig, fik jeg ikke. Det blev derved. Til Fredrichsberg Kl. 5, og der hos Kronprinsen følgende. Jeg er kommen for at aflægge min underdanigste Taksigelse for den Naade, jeg er vis paa D. Kongl. Høyhed har villet bevise mig. Jeg høstede ikke denne Gang Frugt deraf, men den kan en anden Gang være herlig at have Adgang til. Brandt meddeler kun et Cancellie-Brev, men uvist, om dette Cancellie overlever Mossin. Desuden søgte jeg allerunderdanigst om Adjunction, det er, jeg søgte om legitimeret Navn paa, hvad jeg i 10 Aar har været, og hvad jeg nu i 10 Aar kan komme at blive, jeg fik det ikke. Jeg faaer da være nøyet med hvad jeg er, og vil være glad i den Tanke, at Deres K. Høyhed har dog haft Naade for mig. Jeg reiser i Aften og ønsker, den gode Gud vil beskjærme og velsigne deres Kgl. Hhd og det ganske Kongehuus. Prinsen, betuttet og nu ikke forberedt af Carl, afbrød 3 Gange min korte Tale med dette Spørgsmaal: er der ellers nogen Ting, man kan tjene Dem i? og 3 Gange svarede jeg: jeg anbefaler mig underdanigst Deres kongl. Hhds Naade. Jeg reiste Kl. “.
Det var fremdeles graat imellem Brun og Biskopen, men denne blev nu gammel. Paa en Visitatsrejse stod han en Morgen og vadskede sit Ansigt foran Spejlet. Da han bedækkede det ene Øje med Haandklædet, mærkede han, at det andet ikke mere gjorde Tjeneste. Det maa vel have været ved denne Tid (1797), han sendte Bud til Brun, og bad ham om hans Bistand i Bispeembedets Førelse. Han vilde give ham 200 Rdlr. aarlig og selv forbeholde sig enkelte Forretninger, blandt andet Anbefalinger paa Embedsansøgninger. Brun havde Intet mod Lønnen eller Forretningerne at indvende, men vilde ikke indlade sig paa det gjorte Forbehold angaaende Embedsansøgninger. Han maa dog have indrømmet Biskopen Ret til at vælge de Sager, denne selv vilde expedere, thi han skriver 14de Juli 1798 til Provst Baade, der med vedkommende Menighed havde andraget om at faa en opstillet Skoleholder til Klokker: – – „Den virkelige Biskop, Irgens, har Forret til at vælge af Embedets Sagers Expedition, hvad som helst der maatte moere ham, og det skal have moeret ham at skabe Klokkere. Creabundi ville altsaa vende sig til ham, og creati til mig, der hørsømmeligen skal indregistrere dem i de hellige Ruller“.
Kort før denne Tid (1795) er det, at Biskopens Datter skulde giftes med Philip Fleischer, Sogneprest til Nykirken. Bispen vilde selv holde Brudetalen, men han var nu næsten ganske blind og kunde saaledes ikke selv oplæse Ritualet. Han sendte Bud til Stiftsprovsten med Bøn om at tjene ham med denne Oplæsning. Brun gav til Svar, at han havde lovet sig ud til en Ven paa Landet, og at han ingen anden Dag kunde afse end netop denne. Et nyt Bud mødte samme Svar. „Jeg vil ikke være hans Klokker“, sagde han, „han har to ordinerede Sønner, som kan hjælpe ham med denne Oplæsning“. Visselig var dette sandt, og Bispen har muligens ogsaa ved en saadan Familiehøjtid ønsket det, men troet, at det vilde støde Brun, naar han ikke fik en Proformaanmodning.
Brun foretog nu de biskopelige Visitatsrejser i Stiftet. Paa en saadan sad han en Dag ved Middagsbordet i Lekangers Prestegaard hos Sogneprest Anders Daae. Da bragte Posten et Brev. Brun læste det, lagde det ned, tog det igjen og læste det atter, og da han atter lagde det fra sig, skede det med de Ord: „du Hauch, du Hauch, du bliver dog den samme!“ Stiftsbefalingsmand, Kammerherre Hauch (Digteren J. C. Hauchs Fader) havde været hans store Velynder i Bergen. Han var nu bleven Stiftsbefalingsmand i Sjælland, og ved sin Indflydelse havde han udvirket, at Brun blev udnævnt til Biskop i Rang med den virkelige og med Succession i hans Embede. Da Brun vendte tilbage til Bergen, var den officielle Meddelelse herom kommen til Biskop Irgens. Brun kom op til ham. „Sæt Dem ned“, sagde den Gamle og overrakte ham Brevet. Saa ringede han, og ind kom hans Datter og modtog sin Faders Befaling, at hente hans bedste Silkesamarie. Da den var bragt, og Datteren havde fjernet sig, tog den Gamle tilorde: „det har mangen Gang været graat imellem os, Hr. Brun, men nu faar vi henstille alt til ham, som dømmer deroppe, og imidlertid beder jeg Dem modtage denne Kjole og bære den til Minde om Deres gamle Biskop. Paa mig kommer den aldrig mere“. – Hvad Brun svarede, er nok glemt. Man kan maaske slutte sig dertil af det skjønne latinske Epitafium, han satte over sin gamle Biskops Grav.
At Johan Nordahl Brun var en myndig Mand, er blevet sagt saa tit i Skrift og Tale, at vi vel neppe kan tvivle derpaa. Hans politiske Optræden i de sidste Aar af hans Liv, da han med den mest brændende Iver fulgte de skjæbnesvangre Begivenheder, satte Mod i Folket og ved sin personlige Magt drev sine Medborgere til Handlinger, der mere vidnede om Djærvhed end om politisk Klogskab, tyder jo ogsaa paa en Indflydelse i den Kreds, hvori han var stillet, som ikke kan opnaaes uden ved en Karakterens Myndighed, som man kunde fristes til at kalde storslagen. Det er vel hævet over al Tvivl, at han var en af de Naturer, som var skabt til at byde og raade, og at han kun lidet vilde have fundet sig tilrette i en underordnet Post, hvilket vel ogsaa lader sig se af hans Forhold til Biskop Irgens. Han havde levet en Barndom, der i høj Grad maatte udvikle ham til den mandige Karakter, han lige til sine sidste Dage blev. I sit landlige Hjem var han ved en from Moders Side opvoxet med Bibelens Læsning, saa han 11 Aar gammel havde gjennemlæst den 2 Gange. Herved maatte Grundvolden lægges til den Bibelfasthed, som udmærkede ham gjennem hele hans Embedsliv, – vel ogsaa, til den ydmyge Underkastelse under Bibelordet, som er en Herrens Tjener værdig, og som gav ham det Mod, hvormed han hævdede Sandheden midt i Rationalismens Tidsalder. Dette hans Barndomsliv, der saaledes beaandedes af Herrens Ord, var aldeles frit for enhver aandelig Sygelighed, skjønt det faldt i en Tid, da saadan ikke var sjelden hos dem, som med Alvor syslede med Herrens Ord. Vi se ham i Gutteaarene sværmende for alle de Sysler, der høre disse til. Han vilde være Militær, var snart den ypperste Skiløber, Jæger og Fisker. Opdragen ved Bibelen og Naturen, maatte han i Sandhed udvikles til at blive en Mand i Ordets egentligste Forstand. Da han saa blev fremtrukken i Skolen, og hans Æresfølelse vaagnede med Kraft, kunde han ogsaa med en Kraft, som i disse Aar er sjelden, samle sig Kundskaber og uddanne sin af Naturen lyse Aand.
Ligesom Brun var opdragen til Troen uden nogen Tvang og under Tilfredsstillelse af Barnenaturens Krav, saaledes maa vi ogsaa vente at finde ham bestandig fremmed for enhver aandelig Sygelighed. Alt, hvad der var svagt, „blødagtigt“[4] eller havde Skin deraf, maatte fremkalde hans Antipathi, og denne havde sikkert en væsentlig Indflydelse paa hans Betragtning af Haugianismen, med hvilken han i det Hele følte sig beslægtet, uagtet han blev staaende udenfor den, og uagtet han ikke gad indlade sig paa en Gjendrivelse af den Sværmer-Titel, som Stiftets Prester gjerne gav dens Tilhængere.
Ligesom hans Opdragelse var skikket til at udvikle ham til en sand mandig Karakter, saaledes maatte den ogsaa, som sagt, gjøre ham til en Mand, der med Ydmyghed underkastede sig under Gudsordet. Det kan derfor ikke overraske, naar vi hører ham omtale paa engang som den myndige Personlighed og den saare elskværdige Mand. En ung Biskop – Brun var 52 Aar, da Bispeembedet blev lagt i hans Hænder –, især en Mand af hans Egenskaber, der stod ved Bispedømmet som en vunden Sejer, maatte nok især i denne Embedsmagtens gyldne Tid kunne falde for Fristelsen til at agere Skolemester over de ham undergivne Prester, til ved enhver Lejlighed at fremtræde med et „her er Bispen“. Ser man derhos hen til Forholdene rundt omkring ham, saa var der vistnok Fristelse til baade at bruge Myndighed og til at misbruge den. Ved at gjennemgaa Bruns Embedsskrivelser vil man dog finde, at han under hele sin Funktionstid gjorde det til Sandhed, hvad han skrev til en af Bergens Sogneprester (16de Juni 1806): „Jeg haver for Skik at skye, hvor det kun er muligt, Benyttelsen af Myndighed“. Han skyede den ikke af nogen kjødelig Lyst til Fred, men af kjærlig Skaansel, navnlig mod de gamle Prester i Stiftet, hos hvilke han kunde finde en lang og tro Tjeneste, om den end nu ikke mere bar den Frugt, som i deres yngre Dage. Vi finde ingen Iver for at taa dem til at træde tilbage og give Plads for yngre Kræfter. Han vidste vel ogsaa, hvad han havde, men havde al Grund til at frygte, for hvad han kunde faa igjen. Han levede jo i en Tid, da han kunde skrive til en Provst (Rørdam, 4de Novbr. 1797): „For den gode Mening i Hr. Provstens Lykønskning takkes venskabelig, endskjønt den nærværende Lykke kun bestaaer i flere Forretninger, og for Fremtiden vil man vist vide, at Bispestoele tilligemed alle de øvrige Hierarchiets Attributter skal udryddes af Christenheden“.
Hvor Brun som Biskop maatte skride ind, skede det, som sagt, med kjærlig Skaansel, naar dertil var Anledning, navnlig ligeoverfor gamle Prester, – med den Kjærlighed til Almuen, som han havde bevaret fra sin Barndom og sin første prestelige Virken, men ogsaa med et myndigt Alvor, som ikke kunde misforstaaes, hvor dette gjordes behov. At han kunde drive sin Skaansel for vidt, og at han som de Gamles Ven stundom har lukket sine Øjne, hvor han som deres Biskop burde have havt dem oppe, tør vi med nedenstaaende Begivenheder for Øje ikke negte. Vi finde maaske her et Mærke af Tidens Aand hos denne Biskop, der var dens ivrige Modstander i sin Forkyndelse, og det maa vel indrømmes, at hans Blik var mindre klart i Henseende til Forholdet mellem Sandhedens Lære og Sandhedens Liv. Skjønt Tiden var Embedsmagten gunstig, og Presterne i de afsides Dale visselig kunde tillade sig meget og mangt, synes dog Almuen ikke saa sjelden at have benyttet sin Ret til at klage over Presterne i hine Dage. Det hang vel sammen med de paa dere Kanter i Landet gjorte Erfaringer, at Klager, fremførte endog for Majestæten selv, ofte havde baaret gode Frugter[5], ligesom ogsaa med den slappere Kontrol med de underordnede Embedsmænd, som følger af den absolutistiske Regjeringsform. Hvor Klagerne kom, søgte Bispen at mægle Fred, og det har vist ofte lykkedes ham ved den vennesæle Maade, hvorpaa han omgikkes Bønderne. Det lykkedes ham ogsaa ved Visitatsen i Volden 1799, da Almuen fremførte Klager over sin gamle Sogneprest, Provst Bødtker, der synes at have været en ret dygtig, men magelig og vranten gammel Mand. Da han var bleven gammel og trængte til Hjælp i sit Embede, fik han den ledige personel Kapellan Frederik Michaelsen Arentz til midlertidig Kapellan. Denne Mand var lige svag fra Evnernes og Kundskabernes Side. Sine første Embedsaar havde han levet som Kapellan hos sin Fader, Sogneprest Michael Stub Arentz, en Broder af Professor Fredrik Arentz, en Mand, der efter Bruns Vidnesbyrd „foer frem for Sandheds Skyld med Sagtmodighed og Retfærdighed“. Havde Frederik Arentz længe kunnet leve under denne værdige Faders Vejledning, saa var han maaske bleven i alle Fald en brugbar Herrens Tjener, men nu gik han kun frem til større og større Udygtighed, og maatte tilsidst som aldeles uduelig tage Afsked. Han var kommen til Volden før Visitatsen der og havde taget Almuens Parti mod dens Sogneprest. Istedetfor nu, efterat Biskopen havde dæmpet Almuens Misfornøjelse at bidrage sit til fremdeles at berolige Menigheden, „vidste han at tilvende sig en Indflydelse hos den, medens han til samme Tid paa Grund af „domestique Ubehageligheder og den Vanskelighed, som følger Alderdom“, blev uenig med den gamle Sogneprest, og det i den Grad, at han flyttede ud af hans Hus og frasagde sig al Tjeneste i og udenfor Kirken. 18 Bønder af Menigheden sendte under 2den Decbr. 1799 et Brev til Biskopen, som „til dennes Glæde bevidnede Almuens Tilfredshed med Arentz“, efterat denne den 28de Novbr. havde indsendt en Besværing over sin Sogneprest, hvem han forlangte stillet for Provsteret. Paa dette svarer Biskopen under 11te Decbr. 1799: „– – – Hvad er det for et elendigt Gravamen, hvorover De forlanger Provste-Ret? At Provsten slængte Kobberpenge, dem tilhørende, paa Alteret. Er deri nogen Brøde? – – – Vredagtig Mine – den straffer man Børn for. Men en Mands Ansigtslader blev end aldrig Sag for nogen Ret paa Jorden. Og selv Pontoppidan har Uret, naar han blandt flere Maader at dræbe sin Næste paa ogsaa nævner Ansigtets Gebærder. Maaske jeg selv, Øyenvidne til Provstens Handling, havde anseet den uanstændig, men jeg havde som Superieur vel taget mig vare for derfor at tiltale ham ex officio, da ingen Ting er saa vilkaarlig som Anstændighed Overalt: har Provsten gjort dette paa en uanstændig Maade, saa har han dog ikke fornærmet Dem, men sig selv, især om Almuen derover blev vaer nogen hans Misnøyelse over Gaver til Dem, og sandelig, det vilde ikke formindske Menighedens Goddædighed“. Med „Bekymring“ havde Biskopen læst Arentz’s Besværing, men han havde dog skrevet med Haab, om at Uenigheden kande udjævnes, naar A. som ung Mand lempede sig efter den gamle. Dette Haab begyndte at briste, da Provst Bødtker snart efter indsendte sin Skildring af Forholdene, og nu gaar ogsaa Biskopen over fra den faderlige Formaning til Udøvelsen af den biskopelige Myndighed mod den unge Prest. Under 18de Decbr. 1799 skriver han til Arentz: „Da Deres Velærværdighed aleene plaiderede Deres Sag i Deres eget Brev af 28de Novbr., maatte jeg i mit Svar af 11te ds. endog misbillige Deres Overilelse. Nu efterat have modtaget den gamle og høyst fornærmede Provst Bødtkers Beklagelse af 4de dennes, finder jeg Deres Konduite saadan, at jeg raader dem alvorlig i Mindelighed at bede Oldingen om Forladelse, og befaler jeg Dem hermed strax at tilbyde Deres Tjeneste, hvor og naar Provsten i Embeds Sag det forlanger. I Mangel deraf befaler Jeg Provst Baade at tage Provste-Forhør over det Passerede hvilket Jeg da maa indsende til det D. Cancellie, og dette kunde lettelig lægge et Stød i Veyen for Dem, hvilket ikke mange Aars gode Forhold og Fliid var istand til at afværge“.
Der er i Skrivelse til Provst Bødtker af 7de Marts 1800 Antydninger til, at Arentz har villet gjøre sin Sogneprest en Erklæring, men at den Gamle ikke har villet modtage samme uden i en bestemt Form og i Vidners Overvær. Med en saadan Erklæring vilde sandsynligvis Striden have været bilagt, og Biskopen „vilde ikke have spurgt: hvorledes“. Nu derimod blev Følgen, at Bønderne indsendte en Klage, som Biskopen tydelig nok antager foranlediget ved Arentz. Idet han sender den til Sogneprestens Erklæring, skriver han nemlig 11te Febr. 1800: „Ikke ere indlagte 3de Breve mig vigtige, uden forsaavidt de ere Hr. Broder ubehagelige; thi jeg seer strax, at de ere opkaagede Virkninger af visse Folkes (Arentz?) høyst uværdige captatione auræ popularis, men for min Sikkerheds og for Formens Skyld maa jeg bede mig dem tilbagesendte med Hr. Broders Erklæring“. Ligesom Biskopen imidlertid kjendte til Provstens Svaghed og vidste, at det vilde være ham lidet gavnligt, om denne Sag blev dreven til det yderste, saa søger han fremdeles at faa Sagen bilagt i Mindelighed. „Kjære Hr Broder og Ven!“ skriver han, „kan De, alt skulde det koste Dem nogen Selvfornegtelse, underrette mig om sluttet Fred mellem [Dem] og Hr. Arentz, saa behøves ingen videre Forklaring, saa bliver Almuen roelig. De veed, hvor vanskelig man combatterer med vrangviis og tildeels forført Almue. Ved Provste-Ret vil dog altid møde Dem dræbende Ærgrelse, medens den unge uforstandige Mand forskjærtser sin Lykke“. – Med denne vilde Biskopen endnu engang forsøge, om det ikke skulde være muligt ved den biskopelige Myndighed at bringe ham til at fare viseligere frem. Samme Dag skriver han til ham: „Det er ikke min Pligt at besvare Alt, hvad der falder Dem ind i ledige Timer at tilskrive mig, men Deres at adlyde mit officielle Brev af 18de Decbr. f. A. Deres egne Breve indeholde Anklagelser imod Dem. Tving mig ikke til at fremlægge dem, hvor de kunde skade. Deres Forlangende at prædike Nyeaarsdag i Ørsten, Deres Ambassade siden i Præstegaarden i Spidsen for en misnøyet Almue, 3 Breve fra Almuen med denne Post sendes til Hr. Provstens Erklæring, overbeviise mig om, at De spiller Cams, og ikke, som De burde, Sems og Japhets Roulle. Almuens Klager, som ved min Nærværelse blev afgivet, maa jeg idetmindste nu ansee foranledigede ved Deres skjæve Forhold. Dæmpes de ikke ved den Indflydelse, De har vidst at tilvende Dem, saa skal de vist ikke hos mig blive hvilende, men derved gjøres, hvad gjøres bør, og da tør det maaskee lykkes de mindre veltænkende at paaføre Provsten Fortræd, der fremhaster hans Død. Men for Dem vil det nok gandske udelukke Befordrings Vey“.
Det lykkedes ikke Biskopen at bringe Forlig istand imellem Presterne paa Volden, og Klagen maatte altsaa fremmes. Under 11te April fik Provst Baade Ordre til at optage Provsteforhør. Denne, der var Biskop Bruns gode Ven, har vel som denne seet, at der var lidet Gavn for Menigheden i at foranledige den gamle Sogneprest en – maaske dødbringende – Ærgrelse, uaar der dog ikke var Grund til at ønske ham fjernet. I Begyndelsen af August 1800 indkom Forhøret til Biskopen, og om det skriver denne til Provst Baade 29de August: „Du har arbeidet som en Hædersmand med de mange Volds-Mænd og den Gamle forfulgte. Jeg har og gjort mit; nu maa Justitiæ primogenitus Colbjørnsen gjøre Udslaget. Jeg har godt Haab for Oldingen. – – – Sorenskriveren har dog Ære af Concepten. Jeg saae grant den Fliid, med hvilken han havde undveget odiosa“. Biskopen sendte strax Udskriften af Forhøret til Kjøbenhavn, ledsaget af en Erklæring, der maa have gaaet ud paa, at den gamle Sogneprest skulde tildeles en Irettesættelse. Efterat Kancelliet under 13de Septbr. havde fattet en hermed stemmende Beslutning, sendte Biskopen den gamle Provst 26de Sepbr. 1800 følgende „Admonition“: „Til Følge det høy Kongl. D. Cancellies Resolution af 13de dennes paa det over Deres Velærværdighed holdte og indsendte Provsti-Forhør nødes jeg at give Dem følgende alvorlige Tilrettesættelse. De har negtet Berettelser, hvor det er sandsynligt, at De med Anstrængelse kunde forrettet dem. De har ladet altfor ofte blive Messefald. De har fordret Betaling uden Lovens Hjemmel og ikke havt Omhue nok for Ungdommens Veyledelse til Confirmation. Svagelighed og Alderdom undskylde vel, men retfærdiggjøre ikke. Det er vor Pligt at lide ondt endogsaa, som gode Jesu Christi Stridsmænd, og med mueligste Føyelighed og Velvillighed at vinde vore Tilhøreres Hjerter. Jeg haaber, at Hr. Provsten opoffrer den svage Rest af Deres Dage hertil og arbeyder paa, at De kunde døe af Deres Menighed velsignet. Det vil paaligge Dem at underrette mig skriftlig om, at De denne min Tilrettesættelse har modtaget“. I et samtidigt Brev søgte han end mere at formilde det Indtryk, der jo – navnlig for en gammel Mand – altid maa følge en officiel Tilrettevisning: – – – „Over den af Cancelliet befalede Admonition behøver De ikke at ærgre Dem. Men mig kan De takke, at jeg undgik den Befalning at meddele Almuen Copie af Admonitionen. Gud hjælpe Dem nu med fornøden Styrke, til De kan faae personel Capellan“. En saadan var ogsaa nylig bleven den Gamle beskikket i Kandidat Lars Rodtwitt, der blev udnævnt efter hans Ønske, omtrent samtidig med ovennævnte Kancelli-Resolution, medens den ophidsede og forbitrede Almue havde sendt en „Contra-Ansøgning om at faa Arentz“. Til Bruns Glæde kom denne saa sent ind, at der alene af denne Grund ikke kunde tages Hensyn til den. Han melder ham sin Glæde derover i et Brev af 15de Aug. 1800, hvori han tillige griber Lejligheden til kjærligen at paaminde den Gamle om hans Pligt: „Men kjære bedste Hr. Provst! I 2 Aar ingen Confirmation? En Samling af cirka 200 Børn at læse for i Chor-Døren – hvorledes kan man veritim oplyse denne Skare, at enhver af dem faaer noget lidet? hvorfor ikke dele den i 2 Colonner, at Hr. Arentz kunde læst for den ene? Kjære, lad nu Rodtwitt gjøre det. Og hold for Guds Skyld Confirmation i Høst. Overalt: Jeg siiger Dem som Ven, hvad jeg har imod Dem i det heele: De har skaanet Dem for meget. Heller arbeyde, til vi døe. Mindes De, at de ridende mødte mig ved Ørstens som en rask gammel Mand, at De vilde ladet Jalles prædike, at De paa mit Raad prædikede selv og gjorde Deres Ting saare godt. Dersom opbragt Amue erfarede noget lignende, det jeg som Deres Ven og Broder erfoer, have de da ikke Text at skraale. Kjære, gjør alt, hvad De kan. Den kan meget, som vil alvorlig. Gud styrke Dem“.
Sagen angaaende Provst Bødtker og hans Kapellan fik sin sidste Afslutning ved et Brev fra nogle af Voldens Mænd til Biskopen, som denne under 11te Oktbr. 1800 besvarede saaledes: „Eders Brev uden Datum modtog jeg med Nordre Post sidstleden 4de Oktober. Tid er mig for knap, og ingen Lov befaler mig at vexle Breve med Almuens Mænd, men kun at sende deres Klager – billige eller ubillige – til Vedkommendes Erklæring, og derefter foranstalte det Fornødne gjennem underordnede Provster og Presten. Ikke desmindre svarer jeg dog denne Gang; maatte kun mit Svar stifte godt. I paaanke urettelig nogen Mangel paa min Side. Eders Klage af 1ste Februarii d. A. sendte jeg den 11te do. til Hr. Provst Bødtkers Erklæring. Jeg fik den, men kunde ikke med den være tilfreds paa Eders Vegne, sendte derfor baade Klage og Erklæring den 11te April til Hr. Provst Raade og befalede Provste-Forhør. Jeg kom hjem fra Visitatsen den 11te Augusti og indsendte den 16de Augusti Eders Ansøgning om Hr. Arentz. Men Hr. Provst Bødtkers Ansøgning om Rodtwitt var nedgangen før i min Fraværelse, paategnet af den constituerede Hr. Fleischer. Dito Dato nedsendte jeg Provste-Forhør, og hvad Udslag det høy kongelige Danske Cancellie, som Eders og min høyeste Øvrighed næst Kongen, har givet derpaa, viide I vel allerede nu, førend dette indløber. Jeg har altsaa gjort, hvad jeg burde og kunde, og har intet mere med denne Sag at gjøre. Vilde I nu gaae videre, eller hvorhen 1 ville gaae, det bliver Eders Sag; kun raader jeg Eder kjærligen til Roelighed og Fred, baade fordi jeg er vis paa, at høy bemældte Kongelige Danske Cancellie, som intet Ord skriver uden med Maiestætens allernaadigste Bifald, nok vil og kan forsvare sin givne Beslutning. Saa og fordi jeg nødig vilde, at mine Norske Landsmænd skulde mistænkes af Regjeringen for at være saa ildesindede, som Jørgen Rasmussen Folkestad [til hvem Brevet er stilet] viiser sig at være det i det af ham mig tilskrevne Brev. Visselig, Eders Brev er ikke vakkert. I ere, skriver Jørgen, sørgelig modstaaet og etterstræbet. Det er jo ikke sandt, I have udvirket Provste-Forhør. I klage endnu, I modsætte Eder endog kongelige Rettigheder; thi Kongen har Ret til at sætte til Præst, hvem Han vil og hvor Han vil, og alle skikkelige Folk adlyde, skjønt ikke alle finde sig lige velholdne med den, de faae. I hade, det er Sagen, og Had er uchristeligt, naar endog Næstens Brøde var større, end den gamle Bødtkers mod Eder. – Forlader, siger Christus, saa skal og Eder forlades, Luc. 6, 37. Provst Bødtker, som den af Eder anklagede, behøver ret, det er sandt, Guds Naade og Kraft for at kunde af Hjertet tilgive, men det haaber jeg af Hans rigtige Oplysning om Christi Sindelav, og værst for Ham selv, om Han hader. Men at I ikke vilde annamme Sacramentet af ham eller Hr. Rodtwiig er ikke aleene aabenbar Opsætsighed mod Lovene, men strider og mod Tingens Natur. Ansee I Sacramentet for hvad I bør, for en Naadesbesegling af Gud, saa kommer det ikke an paa den forrettende Præst, men Eders eget Indvortes, hvad enten det skal blive Eder til Velsignelse eller ikke. Naar en Kongens Minister forkyndte mig en kongelig Naades Beviisning, saa var det ikke min Sag enten Han var min Ven eller Fiende, nok naar Han var Minister, det er, en Person berettiget at sige mig Kongens Ord. – Ja, var enddog Provst Bødtker forfalden til nogen Last, som jeg ikke troer Han er, og som I heller ikke har beskyldt Ham for; saa dog, naar Han endnu ikke var afsat, burde hans Embede i alle Dele gjælde for Eder. Naar Gud vil velsigne Israel, bliver det velsignet, enten det saa er gjennem Aaron eller Bileam 4 Mos, C. 24. Men Eder paaligger det, naar I nu vilde gaae til Alters, at tage Christi Ord til Hjerte Matth. 5 C. 23. 24. 25. 26. Strax jeg hørte om Hr. Rodtwitts Bededagsprædiken, skrev jeg ham til, og han sendte mig den med samme Post. Begynder, som han, kunde sielden tale andet eller meere end det, de have skrevet, og altsaa troer jeg, det er den samme Prædiken, Han har holdt. – Og jeg bør troe det; ligesom jeg troer, at hvad I hiemme kan have deraf optegnet, er kun et Foster deels af Misforstand, deels af Uvillie, deels af manglende Hukommelse. Prædikenen erkjender jeg vel ikke for noget Mesterstykke, det venter man heller ikke af nogen Begynder, men for en rigtig moralsk Prædiken. At Moralen er skarp, det skader ingen og ingensteds. Men vee den Menighed, til hvilken det maatte heede: Mit Folk! de som prise dig salige, de forføre dig. Es. 3 C. 12. For Resten maatte I være bekjendte som ædle og fredelige fremfor alle Norges Menigheder, om I skulde vente, at Kongen skulde gjøre,hvad han endnu aldrig har gjort mod nogen Menighed, nemlig at tage den Præst fra dem, som de nikke kunde lide og give dem den, de vilde. Ney! Kongen vil selv være Fader i sit Huus, og Han taaler ikke, at Hans Børn kommanderer. I derfor, frygter Gud og ærer Kongen 1 Petr. 2, 17, og jager efter Fred med hver Mand og Helliggjørelsen, uden hvilken ingen skal see Herren, saa I see til, at ikke Nogen holder sig tilbage fra Guds Naade, at ikke nogen Bitterheds Rod, som maatte fremvoxe, gjør Spliid, og Mange skulde ved den besmittes. Ebr. 12 c. 14. 15“.
Hermed sluttede denne Sag, og der høres ikke mere siden til nogen Uenighed paa Volden. Den gamle Provst Bødtker havde dog ikke mange Levedage igjen, thi han sees at være død i 1802 eller Begyndelsen af 1803, og Rodtwitt bestyrede Kaldet i Naadsensaaret. Det blev denne Mands Led at flytte rundt om i Stiftet som ledig personel Kapellan i flere Aar. Vi finde ham endnu som saadan fungerende i Naadsensaaret i Leirdal 1812. 1813 eller 14 blev han Sogneprest til Vanelven[6], hvor han døde efter en kort Funktionstid. Han er, saavidt man kan se af Kopibogen for Biskop Bruns Brevvexling med Stiftets Presteskab, den eneste Prest i Stiftet, hvem Almuen i hans Embedstid anklagede for Vranglære. Det er ikke ganske klart, om det har været en formelig Anklage eller en mundtlig fremført Beskyldning, der foranledigede Biskopen til 4de Aug. 1804 at sende ham følgende Skrivelse: „Ikke officiel er endnu den Indberetning, som foranlediger dette Brev, og Jeg har paa en Slags Maade forekommet, at den ikke skulde blive det, af Frygt for, at den ved Undersøgelse maaskee maatte befindes strafværdig og da for Deres V.hed af alt for vigtige Følger. Endnu er det mig mueligt at antage, at blot er uforsigtigt Udtryk af Dem er misforstaaet af Bønder, og hvorimod Jeg altsaa kun ved denne min Skrivelse har broderlig at advare. Bønder fra Kintzervig ville nemlig paastaae, at De fra offentlig Talestol skal have prædiket mod Jesu forsonende Død og udtrykkelig negtet imputationem justitiæ & meriti Christi, hvorved De altsaa havde brudt det hellige Løfte, De med Haand og Mund gav mig i mange Vidners Nærværelse, og lært mod den Eed, De siden derpaa for Gud til mig aflagde, saalydende: Secundo promitto me summa – – instilletur, og ved hvilket Meeneederie De altsaa var aldeles uværdig til det Embede, De beklæder; mer som sagt er, Jeg vil endnu kun tiltroe Dem Uforsigtighed Det var ogsaa høyst inconseqvent, at ville inclarescere i Hardanger med Neologie, og De tillade mig, Jeg kjender Deres Posse nok, for at viide, at De vel har godt Hoved og kan lære alt, men er ingenlunde den dybt granskende Grubler, der skulde fele sig forfulgt af denne skriftstridige, men intet mindre end nye Idee. Derimod tiltroer Jeg Dem for megen Selvstændighed og Retskaffenhed til letsindigen mod Eed og Pligt at ville være slavisk Repetent af den tydske Löfflers uforskammede Paradoxie. Saa bør jeg og tiltro enhver oplyst ikke aleene Lærer, men Christen i vor Kirke, hvis Norma fidei er de 3 Troens Artikle, at han ikke viiger derfra, uden idetmindste at have læst alt, hvad faaes kunde i den Materie pro & contra, Men har han blot læst Løffler, og hvorledes vor lærde Fleischer igjendriver ham, og han endda i sit Hjerte negter imputationen, saa forstaaer han enten ikke Græsk, eller han har ikke Menneske-Forstand. End een Gang: Jeg troer om Deres Vhed det mildeste og raader Dem alvorlig, nøye at veye Deres Udtrykke og at prædike overeensstemmende med Bibelen og vor positive Religion, hvis Tjenere De er. Prædiker nogen i Bergens Stift derimod, skal Jeg besørge ham paa lovlig Maade afsat. Derpaa har ogsaa Jeg, og ganske nyelig, aflagt mit hellige Embeds-Løfte i høytideligste Forsamling til vor Kirkes første Mand, den i Sandhed høyærværdige Hr Biskop Balle“.
En Beskyldning af saa alvorlig Beskaffenhed har vel ikke de velbegavede og veloplyste Kingserviksbønder dristet sig til at fremføre over en Prest, uden at den har været begrundet. Der findes imidlertid ikke mere om denne Sag, og Rodtwitt har vel kjendt sin Biskop som den, der kunde sætte sin Vilje igjennem i en Sag som denne, og han har vel derfor ved en Forklaring eller et Løfte faaet den bragt til en for ham forholdsviis heldig Afslutning. Biskopen har dog maaske netop ved det Indblik i Mandens Standpunkt, som denne Begivenhed gav ham, fundet sig foranlediget til at standse ham paa Befordringsvejen, indtil han omsider, da hans Fattigdom var bleven stor og maaske hans Standpunkt forandret, fik et af Stiftets ubetydeligste og haardeste Kald. Som oftere Tilfældet med rationalistiske Prester i den Tid, var han en ustraffelig Mand i sit Levnet. Berørende hans fortrykte Stilling skriver Biskop Brun om ham i et privat Brev af 22de August 1812: „– Denne Mand smager aldrig Brændeviin. Det er et Guds Miracel. Jeg sporer af alle hans Ord og Gjerninger i alt, hvad Embeds Sag vedkommer, Manddom, Orden, Sagtmodighed. Han betænker sig, førend han taler, og taler bestemt, han leer ikke meget, men synes med en stille Aand at begegne enhver Livets Ubehagelighed“.
„Biskopen maa ikke vide alt“, sagde gamle Balle[7], og hans trofaste Broder og Beundrer paa Bergens Bispestol synes at have gjort denne hans Ytring til sin og at have været meget bange for at kompromittere sit Embede. „Hr. Broder er gammel Præst nok“, skriver Brun i sin Alderdom, 21de Oktbr. 1814, til den ovenomhandlede F. M. Arentz, da Sognepræst til Hosanger, „for at vide uden min Erindring, hvor nødvendigt det ofte bliver at lempe sig efter en og anden Egenraadighed; at see igjennem Fingre med smaae Uordener og aldrig at gjøre Embedsmyndighed gjældende, uden hvor man har urokkelig Grund at bygge paa. Ved at blive elsket af sin Menighed fremmes bedst Guds Ære og Embedets tilbørlige Agtelse“. Med den lettere Adgang til at faa en uduelig eller skrøbelig Prest fjernet, som hine Dage frembød i Sammenligning med vor Tid, har vel den Biskop, der var og blev en Evangeliets Forkynder, kjendt det store Ansvar, han vilde paadrage sig ved at skille Prest og Menighed. Han har vel ogsaa kjendt til, at det er i sin Naade. Gud stundom tager Hyrden fra en Menighed og giver den en Lejesvend isteden, at den skal omvende sig og mindes, hvad den ejede i hin. Har man denne Tanke, saa er det vel ikke raadeligt at være for rask med at fjerne Lejesvenden. Man stod jo da i Fare – som Fresenius siger – for at faa en Ulv i Lejesvendens Sted[8].
Blandt de Presten som det kunde synes, at Biskopen burde have fjernet, var Christen Larsen, der var offentlig ansat Lærer i Bergen, medens Brun endnu var Sogneprest til Korskirken. Han var vel ikke uden Dygtighed, og skjønt hans Deltagelse i Selkabslivet vel ikke altid var maadeholden, maa dog vel hans Liv i det Hele have været ustraffeligt, siden Biskop Irgens kunde anbefale ham til gejstlig Ansættelse, dog med den Tilføjelse, at han hinde ansættes i et andet Stift. Han blev 1792 residerende Kapellan til Hougs og ordineret med Biskopens Søn, Markus Frederik Irgens, resid. Kapellan til Indvigen, samt Iver Munthe Daae, resid. Kapellan til Ejvindvik.
Paa Hougs kom Larsen i Strid med sin Sogneprest, den ærværdige Michael Stub Arentz († 1799), hvem han efter Biskop Bruns Skrivelse af 14de Mai 1799 havde „begegnet med Mal-Conduite“, i hvilken Anledning han var „bleven admoneret“ af Biskop Irgens. Da Sognepresten var død, konstituerede Brun hans Søn og personel Kapellan, Fredrik Michaelson Arentz, i Embedet den 8de April 1799, og Larsen vilde nu benytte Lejligheden til at blande sig i de ham uvedkommende Forretninger. Han kom til Prestegaarden paa 1ste Pintsedag, fordrede og fik Enrums-Samtale med den konstituerede Sogneprest, og Samtalen endte med, at denne „fik sine Convulsioner“. „Dette“, skriver Brun, „efterlader ingen god Fordom mod Dem, som i alle Henseender er det stærkeste Partie. Det vil være Dem selv mindre gavnligt end ham, om De begegner Sønnen med Mal-Conduite, lignende den mod Faderen. Jeg raader Dem alvorlig, kjære Hr. Larsen! vær omhyggelig for at overholde Aandens Enighed i Fredens Baand med Deres Collega!“
Det maa vel have været Biskopen om at gjøre at faa Larsen fjernet fra et Embede, hvor han saa let kunde støde an; hans Levnet maa vel ikke endnu have udfoldet sine Skyggesider i den Grad, at det var umuligt at befordre ham, thi i 1805 erholdt han Os Sognekald, et af de bedste Embeder i Stiftet, efter den samme Aar afdøde fromme Gerhard Sandberg. Vi kan ikke gaa i den Grad ind i Privatlivet, at vi kan give en Skildring af det Liv, han her førte. Han forfaldt til Drik, dog neppe i nogen høj Grad, men den Maade, hvorpaa han levede, blev hans Ødelæggelse, og han afgav et sørgeligt Vidnesbyrd om Sandheden af Apostelens Ord 1 Tim. 3, 5. Han var Enkemand og levede paa sin Prestegaard med et Par Døtre. Det Stel, som her fandt Sted, kan ikke beskrives. Der fandtes ikke i Prestens Hus et laasfærdigt Rum, en Skude, Skatol eller Skab, hvor Papirer eller Penge kunde gjemmes. Engang havde han dog faaet fat paa en Kuffert og havde her nedlagt, hvad han havde under Hænder, men da han skulde hen og udtage Noget af dens Indhold, fandt han Bunden udslaaet og alt borte. Intet Under, at Prestegaarden ved hans Afgang var ubeboelig. Bordklædningen paa alle dens Huse var borte; den havde gjennem Aarenes Løb tjent til Brænde, efterat Skoven var raseret. Biskopen, der siger om sig selv, at han „haver for Skik at skye, hvor det kun er mueligt, Benyttelse af Myndighed“, har vel gjennem de følgende Aar seet igjennem Fingre med det, han ikke har kunnet forhindre eller forandre, saalænge ikke Larsen handlede imod gjældende Love. Han har vel ogsaa undgaaet Synet af Vederstyggelighederne paa Prestegaarden, da han ofte holdt sine Visitatser ved Annexkirkerne[9] og boede hos de derværende Bønder. Omsider maatte dog Biskopen skride ind. I Oktbr. 1813 havde Larsen meldt ham, at en stor Almue var kommen til Kirken en Søndag og havde meldt sig til Altergang Der manglede Vin, hvad der i denne haarde Krigstid let kunde ske. En Bonde havde fremstaaet og erklæret, at den residerende Kapellan i Sagnet, Peter Johan Normann, Søndagen iforvejen i Annexet Fuse havde benyttet Æblesaft istedetfor Vin, og at han havde gjort dette med Bispens Tilladelse. Larsen havde da bekvemmet sig til det samme, men fandt det dog for Sikkerheds Skyld bedst at underrette sin Biskop derom. Denne giver ham til Gjensvar i Skrivelse af 15de Oktbr. 1813: „Deres Vhed har handlet mod Embeds-Eed, som paalægger Dem at administrere Sakramenterne efter Christi Befalning. De burde suspenderes og kaldes for Provste-Ret. Om Bisp havde befalet, hvad De nu har gjort, burde De ikke adlydt, men angivet Biskopen for Cancelliet. Gjøre det Pligtstridige, fordi 300 begjære det, forandrer ikke Handlingen. Sige til dem: Jeg vil være uden Ansvar, vilde jeg hos en anden kalde taabeligt; hos Dem er det Forbrydelse, thi De er ikke taabelig. Men da De har angivet Dem selv, vil Jeg denne Gang lade, som jeg er uvidende om det Passerede, ikke for at skaane Dem, men fordi Jeg veed, at all Forargelse forarger meere og fleere, jo større Publicitæt den faar“. Det sees af samme Skrivelse, at flere Prester og Kirkeejere havde spurgt, om hvad de skulde gjøre i saadan Nød, som nok dengang maa have været temmelig almindelig i Landet. Biskopen raadede til at blande Vinen med Vand, „da der jo er Vand i al Vin“, – i den Grad, at man kunde gjøre 1 Flaske Vin til 4, naar den var god. Skulde Kirkeejer og Menighed ikke alligevel kunne bære Byrden – man betænke Krigen og den voldsomme Pengeforandring i dette Aar –, saa antyder han, at „Præst kunde i klog og beskeden Tale formane Menighed til i denne Krigens og Trængselens Tid at nøyes med en Gang Communion om Aaret“. – Pastor Normann fik ved samme Lejlighed en skarp Forespørgsel om sit Forhold i denne Sag, og om han havde misbrugt sin Biskops Navn paa den anførte Maade, og hermed synes Sagen at være døet hen.
I 2 Aar sad Larsen endnu paa Os, førend Uvejret brød løs over ham. Aarsagen til Biskopens Skaansel mod ham aabenbaredes paa det sidste. „Han har prædiket Evangeliet“, skrev Brun til hans Provst Christian Hertzberg, og Biskopen vidste vel, at han i hin Tid, da ikke alene Krigens Trængsel hvilede over Landene, maatte sætte Pris paa en Evangeliets Forkynder, om han end havde sine store Skrøbeligheder med Hensyn til dets Efterlevelse. Derfor kunde han endog bære en pastoral Overtrædelse, som den ovenanførte Han kunde nok have Grund til at frygte for en Eftermand, som ikke vilde prædike Evangeliet. Hvad der blev Larsens Ulykke, var Uorden i den gejstlige Forretningsførelse. Han har ikke havt den rette Klarhed over hvad „der ikke maa forsømmes“. En Kaptejn Bætzmann havde paa Embeds Vegne affordret L. en Liste over unge Mandskaber i hans Prestegjeld, og denne kom aldrig, saa Kommandanten i Bergen, General Lowzow, tilsidst maatte henvende sig derom til Biskopen. Brun skriver da 29de Maj 1815 til Larsen: „Jeg raader Deres Vhed alvorlig og med mueligst Hurtighed og Nøyagtighed til at fyldestgjøre, hvad Hr. Kapt. Bætzmann med fuld Ret har fordret af Dem, og De ex officio uvægerligen strax burde expederet. Var Alderdom eller Sygdom til Hinder, maatte De formane Hr. Normann til at gjøre, hvad De ikke kunde. De seer af indlagte Brev til Hs. Excellence (Lowzow) og Hs. Exell.’s Brev til mig, at jeg er sat i den ubehagelige Nødvendighed at begegne Dem som en overhørig Undersaat. Det skal glæde mig, om De nu ved det befaledes Expedition tillige nogenlunde kan godtgjøre, at det Passerede kun har været Skrøbeligheds Synd. Naar den hosfølgende originale Mandtalsliste er forsynet med enhvers Døbe- eller Dødsdatum, maa De prompte besørge den med expresse Bud, om ikke Posten gaaer netop paa den Tiid, indsendt til mig“. – Dette Brev sendte Bispen til resid. Kapellan Normann med Paalæg at han skulde sende det med 2 Medhjælpere til Larsen, der skulde give dem Listen paategnet tilbage. Skulde Larsen negte at adlyde, maatte dette bevidnes af Medhjælperne og anmeldes af Normann. Skulde Sygdom eller Alderdom hindre, havde N. at affordre ham Ministerialbogen og selv udfylde Listen. Larsen lovede Bispen, at Listen „prompte“ skulde blive leveret, men den var endnu ikke kommen den 23de Septbr., da Kaptejn Bætzmann atter beklagede sig hos Bispen. Denne beordrede nu 25de Septbr. Provsten, Chr. Hertzberg, til at begive sig til Os, affordre Larsen Ministerialbogen og overlevere samme til Normann, „til hvem“, skriver Biskopen, „vi herefter i alt Sogneprest vedkommende ville henholde os“, ligesom „Klokkeren til denne skulde meddele alt ved hver Forretning“.
Provsten udførte den biskopelige Befaling, og Normann rejste ind til Byen og underrettede Bispen derom. Men nu indløb en Liste fra Larsen og samtidig et Brev fra Klokkeren til Normann med Klage over Sognepresten, og det af en saa alvorlig Natur, at Biskopen vilde „nødes til strax at suspendere Hr. Larsen og indberette Suspensionen til Regjeringen, dersom Indholdet maatte befindes at være Sandhed“. L. har vel kunnet klare fra sig de her omhandlede Klagepunkter, som ikke kjendes, thi nogen Suspension sees ikke at være sat iverk. Hans indgivne Mandskabsliste er vel ogsaa bleven tagen for god. Det var imidlertid kommet til en Afgjørelse i den ulykkelige Larsens Skjæbne, og der ventedes kun en Anledning, for at hans uprestelige Forhold kunde blive aabenbart, og han selv blive removeret.
Biskop Brun havde gjerne villet skaane ham og vilde det fremdeles, som det sees af hans Fremgangsmaade; men Sandheden var ham hellig, og han holdt den i Ære, medens han handlede i Kjærlighed Larsens Døtre, der saa troligen havde hjulpet med at forøge Forstyrrelsen paa Prestegaarden, havde den Dristighed at indgive Ansøgning om, at en Gaard af det beneficerede Gods maatte indrømmes dem til Beboelse, naar deres Fader var død. Da denne Ansøgning kom til Biskopens Erklæring, skrev han, at „Hr. Larsen og Døtre have ved forstyrret Huusholdning saaledes ødelagt Prestegaarden, at denne ikke er beboelig for nogen, samt at denne Faders og disse Døtres Forhold ikke fortjener at understyttes af Staten“. Kirkedepartementet afslog naturligvis Ansøgningen og paalagde ved samme Lejlighed under 7de Decbr. 1815 Biskopen „nøjagtigen at oplyse saavel fornævnte Prestegaards rette Tilstand, som bemeldte Sogneprests Embedsforhold“. Ved at meddele Provst Hertzberg dette, beder Bispen, at han, som nylig ex officio havde været paa Os, vilde „give den Forklaring, som uden lovlig Sags Anlæg er muelig, og hvorved han indtil videre kunde fyldestgjøre Departementet“. Biskopen tilføjer: „Jeg behøver ikke at advare Hr. Provsten mod Anmeldelse af noget andet end det, som i Tilfælde af Sags Anlæg lovformelig lader sig beviise og ingenlunde at berøre, hvad baade De og Jeg vide og troe al et almindeligt mangeaarigt Rygte“. Provstens Oplysninger med Larsens Erklæring indsendte Biskopen til Departementet den 13de Febr. 1816 og modtog den 16de s. M. fra samme følgende: „Forinden Departementet foredrager denne Sag paa højere Steder, anmodes tjenstligst Deres Hvhed om behagentlig at affordre Hr. Larsen hans Erklæring, om han vil indgive Ansøgning om Entledigelse eller i modsat Tilfælde underkaste sig Tiltale for Embeds Forbrydelse“. Ved Meddelelsen af dette Brev er det rimeligvis, at Biskopen har bedet Provst Hertzberg fare varligen med Larsen, og formaa ham til godvillig at træde tilbage, og som Grund til den skaanende Behandling blandt Andet anført, at Larsen dog har været en Evangeliets Forkynder under al sin Skrøbelighed. Larsen indgav Ansøgning om Afsked og døde i Naadsensaaret 29de Decbr. 1816. Os Prestegjelds Ministerialbog fra hans Tid indeholder fra April 1808 til 19de Decbr. 1815 kun Fortegnelse over Døbte. Hvorledes denne er ført, kan man vide, naar de Døbtes Antal i Os 1814 opgives at være 31, i 1815 kun 16, medens det 1816 udgjorde 134 og 1817 128.
At Biskoper benyttede sin Stilling og sin Indflydelse til at hjælpe Sønner og andre Slægtninger frem til Embeder, tildels endog med Fortrængsel af værdigere Kandidater, hørte vel ikke til Sjeldenhederne i hine Dage, – ja saadanne Begivenheder har vel ikkun vakt en forbigaaende Opmærksomhed. Biskop Brun, der ellers var en uegennyttig Mand, der med Lempe indkrævede sine Indtægter, saa han aarlig led Tab og døde som en fattig og gjeldbunden Mand, har heller ikke undgaaet Beskyldningen for Misbrug af sin Indflydelse i denne Henseende. En gammel Prest, der havde levet i Bruns Nærhed under hele hans Funktionstid som Biskop, der baade elskede og beundrede ham, kunde ikke uden Taarer mindes hans Fremfærd mod gamle Cammermeyer, der maatte resignere for at give Plads for Biskopens Søn, Christen Brun.
Johan Sebastian Cammermeyer var født i Kjøbenhavn 11te April 1730, blev Student 1750 og theologisk Kandidat 1754, kom samme Aar til Bergen, hvor ban nogen Tid levede af at informere og prædike, indtil han 1759 blev kaldet til personel Kapellan hos Sognepresten til Fane, Nabokald til Bergen. Efter en velsignelsesrig Virksomhed her tog han Afsked 1765 og drog til Kjøbenhavn for at sollicitere. Efter Skik og Brug fik han sig en Talsmand i Hofprædikanten F. Qvist, og fik allerede det følgende Aar 1766 Ansættelse som residerende Kapellan til Sund, et af de ubetydeligste og tillige mest besværlige Embeder i Bergens Stift. Her blev han i 9 Aar, indtil han 1775 fik det residerende Kapellani ved Korskirken i Bergen. Han skal have været en alvorlig, grundig og nidkjær Prædikant, opdragen i Pontoppidans Skole, hvis Grundsætninger han ogsaa gjennemførte i sit Liv. Der fortælles saaledes, at da han var personel Kapellan paa Fane, hændte det, at han en Aften kom ud i Drengestuen, hvor han fik se Folkene sidde og more sig med Kortspil. Han tog stille og rolig sit Lommetørklæde op, greb for ikke at besmitte sine Hænder – med dette fat i Kortene, kastede dem paa Ilden og fjernede sig. En saadan alvorsfuld og nidkjær Prestemand maatte indgyde Respekt, hvor han kom, og det kan ikke forundre, at den overtroiske Almue ansaa ham for at være en af dem, som kunde mane Djævelen o. s. v.
Det maa vel have smertet denne hæderlige og fromme Herrens Tjener, der i 8 Aar havde arbejdet blandt en Almue, som vel da stod paa et ligesaa lavt Kulturtrin som nu, og plejet Søndag efter Søndag det umilde Hav ved de bergenske Kyster, at se Korskirkens Sognekald i 1774 blive givet Johan Nordahl Brun og ikke ham, der dog var 15 Aar ældre Mand og 13 Aar ældre Kandidat. Da han nu imidlertid Aaret efter erholdt det residerende Kapellani ved samme Kirke og saaledes havde faaet et af Landets bedre Embeder, har han vel med Lethed kunnet finde sig i at blive tilsidesat for en Mand som Brun med hans Talenter og – dengang store – digteriske Berømmelse. Hans Embede var jo ogsaa blandt de behagelige, der gav ham fuld Anledning til at virke til Menighedens Opbyggelse, uhindret af Skriveri, Kommissioner o. s. v. Det gav tillige ham, der var en god Husholder over det jordiske Gods, Anledning til at lægge en Spareskilling tilside. Den kom vel med i Fremtiden. Hans Ydmyghed har ogsaa gjort ham det let at underordne sig den unge dygtige Sogneprest, hvem han af sit ganske Hjerte støttede, og med hvem han i skjøn broderlig Harmoni arbejdede til Sjælenes Frelse. „Saaledes“, skriver Brun i sin Afskedsprædiken i Korskirken 7de Søndag efter Trefoldighed 1804, „formedelst den samme Troe stode vi i een Aand og strede i een Sjæl, min gamle værdige Embedsbroder og jeg, i samfulde 29 Aar, og vi kivedes ikke paa Veien. Vi vare vel ved Naturgaver og Temperament saa ulige, som 2 Mænd kunde være det, men der var Fred imellem os, og hvorfor? jo, vi vilde begge det samme Maal, Sjælenes Frelse; vi elskede og brugte begge det samme Middel: Christi Korsets Ord, og i Utrættelighed til Arbeide sveeg ikke den eene den anden“.
Da Brun i 1803 blev udnævnt til Biskop, spurgte han Cammermeyer, om han ikke vilde søge det nu ledige Sogneprestembede i sin Kirke. C. svarede efter nogen Betænkning, at han ikke vilde dette, da hans Syn nu var meget svækket, og han neppe vilde kunne paatage sig en Sogneprests Forretninger. Sit eget Embede kunde han til Nød endnu bestride. Saa blev da Sognekaldet givet Bruns tidligere pers. Kapellan Carl Hjorth Stuvitz, Hospitalsprest og Kapellan i Helsingør, 34 Aar gammel. Biskop Brun skadede imidlertid sin gamle Embedsbroder, hvem han havde omfattet med megen Kjærlighed, forneden Hjælp i sin Søn, Christen Brun, der kort før Bruns Udnævnelse til Biskop var bleven ordineret som Kapellan hos Faderen.
Cammermeyer prædikede fremdeles. Han kunde Søndagstexterne udenad, fremlagde dem paa Prædikestolen uden Bog og prædikede saa ud af sit Forraad. Christen Brun hjalp ham troligen, medens den Gamle blev næsten ganske blind. Den 7de Oktbr. 1808 skriver Biskop Brun til Kancellipreesident Kaas, der dengang var i Christiania, et meget smigrende Brev, hvori han blandt Andet taler om den stedfindende „aandelige Nød; vi blive nemlig præseteløse; alt ungt Mandskab slaar sig nemlig fra Bogen og kryber ind i den røde Kjole. – – – Den halvblinde Hr. Cammermeyer, 80 Aar, lever til Trods for Krig og Dyrtid og kan ikke tvinges til at resignere, siden han altid var en skikkelig Mand. Hans Adjunct, min vacante Søn, trods Dyrtid og Krig, forøger sin Familie indtil 8 Børn, og strabbaserer sine Talenter for at leve af Publicums Gunst; den har han rigtignok. Men med dette Publicums synkende Fonds maa dog ogsaa han synke –“. Hvorvidt denne i Brevet flygtig henkastede Bemærkning har havt nogen Hensigt, er ikke godt at sige. Nogen Virkning kunde imidlertid ikke ventes i en Tid, da Landet var i Krig, og de Styrende havde ganske andre Ting at tænke paa. Vist i er det, at den gamle Cammermeyer endnu i 3 Aar blev siddende i sit Embede. 1811, da han var 81 Aar gammel og længe havde været ganske blind, tog han Afsked, og der kan neppe være nogen Tvivl om, at Biskopen paa en eller anden Maade har nødet ham dertil. Som det kunde ventes, blev Christen Brun samme Aar udnævnt til hans Eftermand.
Man har, som sagt, heri villet se en Foranstaltning, som gjør Biskop Brun liden Ære og kaster en Skygge paa hans Minde. Man har dadlet ham for haard Behandling af en gammel Ven og Medtjener, der havde vist sig mod ham trofast som en Broder, og som han gjerne kunde have ladet sidde i sit Embede til sin Død, naar det ikke var, fordi Sønnen skulde frem. Indrømmer man end, at der muligens kan være noget sandt heri, navnlig naar man henser til, at det paa denne Tid var ganske uhørt, at en gammel Prest skulde resignere, naar han havde Kapellan, – saa skal det dog bemærkes, at Cammermeyer var over 80 Aar gammel, og at han i denne Alder og som blind Mand umulig kunde bestride sit Embede. Skulde nogen være i den Stilling, at han maatte trække sig tilbage, ja at han burde nødes dertil, saa maatte det dog være en saadan Mand, om han end følte, at han endnu havde en Rest af Kræfter tilbage. Der var heller ingen synderlig Grund til, at Biskopen af Medlidenhed med den Gamle skulde ladet ham blive siddende i Embedet, da han neppe kunde være uvidende om, at Cammermeyer, uagtet sin store Familje – han havde havt 12 Børn – ved sin tarvelige Levemaade havde lagt sig en liden Sum tilbedste, der i Forbindelse med Pension maatte sikre ham mod at lide Nød i Alderdommen. At denne Foranstaltning skede til Fordel for Sønnen, maa man vel antage for sikkert efter alle Vidnesbyrd fra hin Tid og efter det Udfald, Sagen fik. Men her skal ogsaa bemærkes, at Christen Brun da havde været Kandidat i 11 Aar, og at han i 8 Aar havde tjent som personel Kapellan ved Kirken, saa at hans Befordring til dette Embede efter Tidens Forhold og i Sammenligning med den Tids Befordringer i det Hele maa kaldes fuldkommen retfærdig. Begivenheder som denne kan vel ikke godt bedømmes af Samtiden. Biskop Brun har vel ogsaa i sin Tid havt Modstandere, som ikke kunde løfte andre Vaaben mod den mægtige Personlighed, end haard Bedømmelse af de Embedshandlinger, ved hvilke der kunde findes svage Sider. En saadan Modstander har han vel blandt Andet havt i sin Formands Søn, Markus Irgens, fra 1796 resid. Kapellan ved Domkirken, der af let forklarlige Grunde kunde nære Antipathier mod sin Biskop. Han er maaske for en væsentlig Del Skyld i, at Traditionen har opbevaret denne Historie og taget den til Indtægt som et Vidnesbyrd om Bruns Misbrug af Magten. Ved Cammermeyers Begravelse[10] fremstod han nemlig i Korskirken, hvor han da var Sogneprest, og fremstillede i Ligtalen hele Cammermeyers Skjæbne paa en hensynsløs Maade – om end fra hans Standpunkt med fuldkommen Sandhed. Han var bekjendt som en meget sandhedskjærlig og temmelig myndig Mand.
Da Biskop Brun havde faaet sin Søn befordret til Korskirkens residerende Kapellani, vilde han ogsaa gjerne se ham vel befordret før sin Død. Sønnen havde jo stor Familie, Tiderne vare trange, og Biskopen ansaa ham for en Mand af Dygtighed og Talenter. Her strandede imidlertid hans Bestræbelser. Sognepresten til Korskirken, Carl Hjorth Stuvitz døde 1812, og den ovennævnte Markus Irgens søgte nu Embedet sammen med Christen Brun. Irgens drog til Kjøbenhavn, gik til Kongen og skaffede sig desuden en vældig Talsmand i Biskop Münter. Kongen vilde saare gjerne gjøre ham til Sogneprest, men kunde ikke godt forbigaa Biskop Bruns Søn, hvem Faderen varmt havde anbefalet og gjort sig megen Umage for. Han lovede ham et andet godt Embede, blandt Andet, fortælles der, Roskilde Domprovsti, et af de største Kald i begge Riger. Irgens fremhævede sin Alder – han var Prest fra 1792, Brun fra 1803 –, at ogsaa han var Søn af en Biskop, og et han ikke vilde fra Bergen, hvor det unegteligt syntes ret og billigt, at han nu fik et Sogneprestembede. Man synes paa denne Tid i Danmark at have betragtet Biskop Brun som en i politisk Henseende mistænkelig Person. Tiderne vare saadanne, et men vel kunde anse Selvstændighedstanker farlige hos en indflydelsesrig Normand, som kunde bære dem fremmed Kraft[11]. Man har visselig været bange for at stede ham, og vilde gjerne føje ham i Ønsker, hvis Opfyldelse ikke kunde afstedkomme væsentlig Skade. Han fik imidlertid ikke her sit Ønske opfyldt, skjønt hen vist har været temmelig sikker derpaa. Den 18de Aug. 1812 skriver han i et privat Brev fra Lyster, hvor hen de var paa Visitats, at Posten havde bragt ham en Del Breve. Det heder heri: „– – End sige Brev fra Markus (Irgens)! Jeg sender Christen det med denne Post, at han ikke skal falde i Grublerier ved vor Correspondence. Mit til Marcus var kunstigt, hans til mig var ligesaa. Et Par Ord erindrer Jeg. Jeg spørger ikke, hvor nær De er kommen Korskirken. De veed det vel ikke selv. Kun og fornemmelig om o. s. v. – –“ Brevet sluttes med de Ord: „Resten af Tid spenderes paa Christen til Korskirken“, hvilket vel vil sige det samme som: anvendes til Korrespondence i Anledning af hans Befordring til Korskirkens Sognekald. – Irgens fik, som sagt, Embedet, og mellem ham og hans resid. Kapellan blev Forholdet ikke graat, men sort, som Pavels’s Dagbøger[12] oplyser. Markus Irgens var en myndig Mand; at han fra sin Faders Tid havde Fordom mod Biskopen, er mere end rimeligt, og at denne vilde nedarves paa Sønnen, har vel den kloge Biskop kunnet forudse, og muligens har han da ogsaa havt den Tanke at befri denne fra et opkommende uhyggeligt Forhold til sin Medtjener i den samme Kirke, da han saa ivrig arbejdede paa hans Befordring. Dette har da vel imidlertid været en Bitanke, om den virkelig har været der. Ovenstaaende Antydninger af den dansk-norske Regjerings Betragtning af Biskop Brun synes bestyrket ved den Udmærkelse, som i denne Tid blev ham tildel, idet han – den eneste Biskop i Norge – blev udnævnt til Kommandør af Dannebroge, og det følgende Aar til Dannebrogsmand.
I Begyndelsen af Biskop Bruns Embedstid fremtraadte, som bekjendt, Hans Nielsen Hauge, som Bodsprædikant i de norske Menigheder. Med megen Nidkjærhed drog han omkring og vækkede Menighederne til Syndens Erkjendelse og Omvendelse til Gud, og bar ofte nok haarde Ord over Presterne, der nu i lange Tider havde levet uden den Kritik fra neden, som unegtelig for dem maa have sit Gavn. Hvor han kom paa Østlandet, maatte han lide Forfølgelse for sin Gjerning, som efter Datidens Opfattelse af Forordningen af 13de Januar 1741 holdtes for ulovlig. Han havde – efter Stenersens Fremstilling – hørt, at en større Frihed i hans Virken kunde være at vente i Bergen, hvor Nordahl Brun allerede førte Bispestaven. Det vides ikke, om det var paa denne Biskops Personlighed, at Hauge byggede sit Haab, men sikkert er det, at han var den, som blev Hauges og Haugianernes Beskytter – eller i alle Fald den, som afværgede fra dem den borgerlige Lovs Haand. Sikkert er det vel ogsaa, at Brun var den eneste af Norges daværende Biskoper, der strax med Klarhed har fattet, hvilken Stilling den Gejstlige bør indtage ligeoverfor Bevægelsen i Menighedens Dyb. „Det er historisk vist“, skriver Lindberg i sin Proces 1830 p. 207–8, „at Hauges Indflydelse, skjønt mægtig over hele Norge, dog kun var svag i Bergen, hvor den højærværdige Biskop Nordahl Brun prædikede Kristendommen med Liv og Kraft, og hvor selv i de værste Aar hverken Vantroen eller dens tro Ledsagerinde, Oprørsaanden, kom tilorde, skjønt man just i en Handelsstad med allermest Grund skulde have ventet, at den maatte have gjort stærke Fremskridt. Men i Bergen var Hauge endog bosat, saa her var naturligt en større og stadigere Virksomhed for ham aaben; og Biskop Nordahl Brun var endog saa langt fra at forfølge ham med verdslige Vaaben, at han endog søgte Grunden til Hauges Fremgang hos de nymodens Prester, og han erklærede endog, at baade gejstlige og verdslige Auktoriteter havde tilladt sig en Fremgangsmaade mod Hauge og hans Tilhængere, som Ingen uden de havde taalt upaaanket. Skjønt man altsaa skulde have ventet, at Hauges Parti var blevet overmaade stærkt i Bergen under den i hele Norge højagtede Biskops Beskyttelse, saa skede dog det modsatte, og dertil kan vi ikke finde nogen anden Grund, end den, at Kristendommen forkyndtes med Liv og Kraft af den ædle og nidkjære Biskop Nordahl Brun“.
Det var ud paa Sommeren 1798, at Hauge kom til Bergen[13], hvor han snart begyndte at holde sine Andagtsforsamlinger, der ikke synes at have vakt anden Opmærksomhed end den, Gadegutterne lod dem blive tildel ved Støj udenfor de Huse, hvor de holdtes. Politiet maatte da optage Forhør over Sagen, indsendte dette til Stiftamtmanden, Kammerherre Hauch, og denne sendte det atter med Hauges Bøger til Biskopens Erklæring. Denne blev afgiven den 3dje Septbr. 1798, saalydende: „Over herhos tilbagefølgende Politie-Forhør, Brev og Bøger, H. N. Hauge vedkommende, skulde Jeg saaledes erklære mig: Om Hauges Bøger og Fremskridt her paa Stædet veed jeg strax fra Begyndelsen alt og skulde ikke have manglet, skal heller ikke for Fremtiden mangle igjennem det høye Stift at reqvirere Politiets Bistand, naar somme i denne eller lignende Tilfælde var anvendelig. Hvorvidt Politie kan indlade sig med Hauge, som Lediggjænger betragtet, er udenfor min Competence at bedømme. For Resten vilde Jeg have hans Person og, som det endnu synes, uskyldige Andagts-Øvelser Politiets Aarvaagenhed paa det beste anbefallede mod tumultuariske Optrin og Drengespot pas offentlig Gade. Han hører neppe til Jakobinernes Propaganda, si qva est. Hans ubetydelige og ikke organiserede Forsamlinger synes mig mindre betænkelige for Kirke og Stat, end enhvers Corporation, der strængelig udelukker dem, som ikke ere indvoterede. Han kan railleres, det kan og enhver gudfrøgtig Mand, der holder Aften-Bøn i et Huus til Gaden. Han skriver Inconseqventzer, det kan hænde den beste; det hender Confessionarius Bastholm. Den ypperlige Forordning af 1741 13de Jan., saa nødvendig da endog mod Præsteskab, som igjennem Bigotterie haabede Lykke, er det ikke nu, da Paradoxen kun er Tænksomheds Stempel. Desuden er den heele Forordning vel ikke de jure, men de facto ophævet ved Skrivefrihed. Maa halvlærde skrive frit mod Guds Ord for Millioner, saa maa vel og ulærde, som elske Guds Ord, paa sin Viis tale det frit i privat Huus for et Snees Mennesker“.
At Presterne i Bergen have været enige i sin Biskops Anskuelse, er let tænkeligt, og at Politiet Intet videre har foretaget, er rimeligt. I Bergen fik saaledes Hauge og de faa Venner, han her samlede, være i Ro. Menigheden har ingen videre Opmærksomhed skjænket dem; den havde det rene, klare og levende Guds Ord prædiket i sin Kirke ved Mænd som Brun, der endnu var Sogneprest til Korskirken, Cammermeyer og Markus Irgens. Der hengik saaledes næsten 2 Aar, Vinden der atter hørtes Noget til Haugianerne. Da sendte Presterne paa Vos en Forestilling ind til Stiftet, ledsagende den med et af Fogden optaget Forhør. Ogsaa dette sendtes Biskopen til Erklæring, og han afgav den under 12te Maj 1800, saalydende: „Ved at tilbagesende Indlagde fra Præsterne paa Woss og Hr. Foged Unmach har jeg den Ære paa Deres Evbhds Brev af 10de dennes at svare Følgende:
Først refererer jeg mig til min, i Anledning af et Politiforhør, til Stiftet indsendte Betænkning af 3die Septbr. 1798. Dernæst har jeg paa Hr. Hounts Andragende til mig svaret under 28de Martii dette Aar saaledes: – – „de omskrevne Sværmere ere mig ogsaa her bekjendte og synes mig ikke farlige. Mindst ville de bringe den vindskibelige og husholderiske Woss til et afsee travle Arbeids Tjener for Andagtsøvelser: det vigtigste man har havt imod dem i Bergen. Den Tollerance, som tillader at skrive for begge Riger directe mod Guds Ord, kan vel ikke forbyde nogle Eenfoldige i en liden Folkeforsamling at tale, skjønt inconseqvent, dog med Ærefrøgt om Guds Ord. Hvorvidt de have Pass eller ikke, eller hvorvidt de qvalificere sig til at ansees som Leediggjængere, bliver verdslig Øvrigheds Sag“.
„Endelig, da Wosse Præsternes senere til Stiftet af 8de April vel nævner Huusfreds Forstyrrelse, Kalds Forsømmelse, idelige Klagemaal, men intet factum opgives og ingen Klage medfølger, saa kan vel høyere Øvrighed dermed ikke stort videre indlade sig, saa meget mindre in casu, som Samlingerne Qvæstionis i den af Hr. Fogden anførte Forordning af 1741 dens 8de Art. expressis verbis ere tilladte, og Præsterne paalagt med dem at have nøye Indseende. Vel kunne de forbydes, naar de ikke vilde subordineres under høystbemeldte Forordnings vise Indskrænkelser. Vel synes ogsaa da 9 Tilspurgtes Svar i herhos tilbagefølgende Forhør trodsende, men det lader sig undskylde med Uvidenhed om meerbemeldte 59 Aar gamle Forordning, og om nogen af dem kjendte den, maatte han dog troe den ret fuldelig ud af Kraft ved den uindskrænkede Friheds-Aand, som uden Straf luxurierer midt i Kirkens Skjød. Enhver af disse, synes mig, har nu mere end nogensinde Ret til i disse Tollerancens Dage at læse, synge, bede og tale, som han bedst kan, en Smule til gudelig Opbyggelse for et lidet Broderskab, som vil høre ham. Men da der nu mumles fra flere Kanter i Stiftet om dette Slags Missionairer, vil jeg her nedskrive, hvad jeg hidtil tænker om dem, indtil jeg anderledes overbevises; maaskee kunde noget deraf tjene til Veiledning i endnu mødende Tilfælde:
1) Om Aanden i deres hele Væsen er Hyklerie eller sand Gudsfrøgt, veed Gud alene. Men qvilibet præsumitur bonus, donec probetur contrarium. Deres Formaninger gaar ud paa Omvendelse og Afhold fra Ugudelighed og Letsindighed. Selv leve de derefter, saavidt man kan see. Een af dem opholder sig nu i Korskirkens Sogn; gaaer i Kirke, til Alters og arbeider som SmeddeSvend. For at gjøre synderlig Fremgang eller faae stort Tilløb, ere de for meget Antipoder af Irreligiøse, hvis Antal formedelst Dagens Skrifter voxer utroelig til Bedrøvelse for hver retskaffen Lærer, som elsker Guds Ord.
2) De ere Mennesker uden Talegaver. Hvad de lade trykke, er uden Sammenhæng. De have intet Talent, uden man vilde kalde det saa, at vide en Hoben udenad af Bibelen, et Talent dog alligevel, som Jeg hjertelig vilde ønske vore Candidater og nye Præster, blandt hvilke de fleste udenfor Papiret neppe kunde citere et Sprog med Bibelens egne Ord og give os kun deraf et forplumret Udtog.
3) De ville opvække meest Sensation, hvor Almuen i Kirken ikke hører et Guds Ord, men den evige tørre Fornuftog Sæde-Lære, nedstammende, Folket veed ikke hvorfra, fra Confucius, Zoroaster eller Christus. Der vil en Christen heller høre, hvor eenfoldig endog fremsat, Guds Ord.
4) Saavel af Svaret fra de ovenmeldte 9 Wosser, at de ville tale til Opbyggelse, naar nogen forlangte det, som af det her i Byen passerede, erfares, at deres Forsamling er ikke organiseret. Dersom den eller de paa dette eller hiint Sted til den og den Tid altid holdt Forsamlinger, saa var det Tid for Præsterne at paasee den i oftmeldte Forordning af 1741 befalede Orden iagttaget. Men nu er det dem umueligt, og var dem, mener jeg, uværdigt at gjøre inqvisitorisk Jagt efter disse ubestemte og tilfældige Forsamlinger. Desuden kunde hverken Politie eller Præst, allermindst paa Landet, forhindre, om det faldt en Gaardmand ind paa Sabbaten at holde en ganske anden Aftensang ved at hente en Bierfidler og samle et Nabolav til Spil, Drik og Dands. Hvo vilde og kunde da forbyde ham, at hente et i hans Tanker gudfrygtigt Menneske, som han troede vilde opbygge ham og et lidet Selskab til Andagt. Allerhelst da attermeldte Forordnings 10de Art. endog befaler Politie eller verdslig Øvrighed at frede saadanne Huse og saadanne Forsamlinger mod alt tumultuarisk af letsindige Spottere.
5) Mærkedes nogen Sædernes Fordærvelse hos dem eller deres Proselyter, var det tidsnok for verdslig eller geistlig Øvrighed at røre sig; men hidtil udmærke de sig kun ved ikke at svire, ikke at bande, ikke at deeltage i nogen Leeg som vi endog kalde uskyldig Tidsfordriv, og endskjønt Jeg troer, at Skriften, ret forklaret, ikke paalægger os deres Suurmulerier, saa seer jeg dog skyldfrie Glæder saa misbrugte og udartende til Udsvævelser, at jeg holder det høyst betænkeligt endog blot offentlig at laste disse velmenende Zeloter.
6) Kun for tungsindige og hypocondriske turde saadan Forsamling være farlig, og Paarørende bør holde dem derfra; men langt farligere er det dog for disse Patienter, om dem falder ihænde, hvad Forfattere af Celebrité i vort Sprog i vore Dage have skrevet om Selv-Mord, hvor den ene berøver Handlingen al Moralitet og den anden canonicerer Iscarioten, som hængte sig.
7) Endelig anføres imod dem Kalds Forsømmelse. Med omstrippende Dagdrivere har det, som Deres Hvbhed rettelig anmærker, gode Veie. For dem er Lov og Straf. Fader kan fordre af Børn og Huusbond af Tjenere tilbørligt Dagværk og i Mangel af Lydighed faa dem lovligen straffede. Men hvo foreskriver Huusfædre selv, hvor megen eller liden Tid de skulte opoffre til Andagt? Regjering har afskaffet Festdage, men ingen Auctoritet har kundet gjøre dem for Norske Almue til Virke-Dage.
Saa tænker jeg til Dato om disse smaae Bevægelser; angives mig noget stridende mod Guds Ord, gode Sæder eller offentlig Roelighed, skal jeg gjøre mit til at dæmpe det, og hvor Jeg ikke kan mere, anraabe verdslig Øvrigheds lovmedholdige Bistand“.
Man hørte ikke mere til Haugianerne paa Vos. I de følgende Aar dukke de op paa Lindaas, i Sogn og i Vikør i Hardanger. Paa det sidste Sted synes deres Optræden at have været af størst Betydning, idet en Skoleholder Ole Olsen Biotvet havde sluttet sig til dem, medens paa den anden Side Sognepresten Tonning var meget hidsig paa at kalde den verdslige Arm tilhjælp, hvor Ordets Sværd ikke kunde række. Det var forgjæves her at fremhæve Gamaliels Ord som den bedste Rettesnor i saadanne Sager. Man var allerede i Begyndelsen gaaet for vidt. Der var indløbet Klage over Ole Biotvet – Klagepunkterne findes ikke – og Sognepresten havde sendt den til Provsten (Rørdam), der suspenderede Skoleholderen og indberettede Suspensionen til Biskopen.
Denne fandt Sagen i sin Orden, men maatte dog, inden stemme endelig kunde afgjøres, fordre Biotvets egen Erklæring. Da denne kom, skrev Biskopen under 22de Oktbr. 1802 til Provsten: „Forholder det sig saa, som hen deri foregiver, maa han strax indsættes igjen efter Hr. Provstens Ordre, og denne Ordre af Sognepræsten fra Prædikestolen oplæses uden nogen tillagt Commentering af den Oplæsende. Saa maatte og Sognepræsten broderlig erindres om med Skaansel st begegne Ole Olsen og Ligesindede og ikke for snert troe, hvad der siges om dem. Deres maaskee stundom paa urette Sted anbragte Nidkjærhed mod Synd maa idetmindste kun hemmelig vises til Rette af os, vi, som selv prædike Omvendelse, Troe og Afhold. Og vi maatte dog altid heller ønske os til omvandrende Skoleholdere saadanne Rigorister, end letsindige, kaade Drenge. Mig er sagt, at et Brev til Ole Olsens Forsvar, underskrevet af 50 Almuens Mænd, skal være kommet Hr. Provsten til Hænde. Er det saa, da har Hr. Provsten en Grund mere til at ophæve Ole Olsens Suspension“.
Før denne Skrivelse naaede frem til Kintservik, var Provst Rørdam afgaaen ved Døden, og Provsteembedet var overgaaet til Ditmar Kahrs, Sogneprest til Strendebarm. Han indsendte ovennævnte Forsvar for Ole Biotvet fra 50 Sognemænd af 24de Juli s. A., hvilket Biskopen „ikke ansaa sig berettiget til at foragte“. Den konstituerede Provst havde ikke endnu (22de Decbr.) udført Biskopens Paalæg, men isteden derfor indsendt en Forestilling fra Sogneprest Tonning, om at Biotvet skulde gjøre ham Afbigt, hvorefter han atter kunde indsættes i sin Stilling. Herom skriver Biskopen: „Vil O. Biotvet gjøre Hr. Tonning Afbigt, for mig gjerne. Jeg skal ikke spørge, om han bør eller ikke? Men paalægge ham at gjøre det, kan vel ingen Øvrighed, førend Hr. Tonning beviser hvorfor – – –. Efter alt, mig bekjendt, i denne Sag passerede er ingen fornærmet uden O. Biotvet, men som ingen Satisfaction fordrer over dem, som have fornærmet ham, kun at blive hvad han var“.
Ole Biotvet blev nu atter indsat i sin Bestilling, og hele det følgende Aar hørtes ikke mere til ham eller hans Forhold. Præsten Tonning vilde imidlertid ikke slippe ham, og til „fornyet Kjætter-Jagt“ paa ham benyttede han den Tid, da Brun var i Kjøbenhavn for at ordineres. Der kunde fremdeles Intet opdages „imod hans Lærdom eller Levnet, som qvalificerede ham til Afsættelse“, men „man fandt ham skyldig i en Smule Insubordination“, idet han havde gjort en Byrejse uden sin Foresattes Tilladelse, ligesom han og engang havde tækket Tag i Skoletiden. Det Forhør over ham, hvori disse tvende Forseelser blev erkjendte, indsendte Tonning til Stiftamtmanden med en Forestilling, hvori han beklagede sig over Biskop Bruns Forhold i denne Sag. Den nye Stiftamtmand, Bull, havde modtaget dette og derpaa givet vedkommende Sorenskriver den fornødne Ordre med Paategning af den vikarierende Biskop. Da Brun kom hjem, fik han Sagens Dokumenter ihænde, saa, hvorledes Tonning havde behandlet hans Navn og hans Embedsførelse, og hvorledes han havde „indskudt sig selv og Guds Riges Sag under verdsligt Forum, alt for et forfølge en eenfoldig Sværmer“. Brun var nok ikke meget vant til Opposition hos sine Prester, endmindre til Anklage, og naar nu en saadan fremkom og det tilmed for en uberettiget Auktoritet, maatte det nok kunne vække den stærke Mands Harme. Hvor skaanende han ellers kunde være, fandt han sig her beføjet til at give denne Luft i tvende Skrivelser af 29de Oktbr. 1804, den første til Tonnings Provst, Ditmar Kahrs, gjennem hvem Klagen var fremsendt, den anden til Stiftamtmand Bull, der havde modtaget den og handlet uden at vente til Bruns Hjemkomst. I Skrivelsen til Provsten heder det: „Flectere si neqveo superos, Acheronta movebo: saa tænkte vel Hr. Tonning, da han nyttede min Fraværelse til fornyet Kjætter-Jagt paa Ole Biotvet og til at faa Guds Riges Sag forflyttet fra Kirkens Forum. Det maatte nu for mig gjerne den Mand, der uanmodet 1800 betroede mig, hvad Kjærlighed han havde for sit Embede; kun bør Jeg maaskee nu bebreide mig, at min venskabelige Overtalelse dengang afholdt ham fra at betroe sig til verdslige Auctoriteter, hvor hans Hjertes Anliggender da havde faaet muligst Publicitet. Men at bemeldte Hr. Tonning i Præmisser til en Klage over Ole Biotvet kaster Skygge paa mit Embeds Førelse, da Jeg, fraværende og derom uvidende, ikke kan tage til Vedermæle, kalder Tysken Hinterlist, naar endog Præmisserne vare sande. Men da de nu ere det Modsatte, har Hr. Tonning paa en skjændigere Maade fornærmet sin Biskop ved et Document, fremlagt i Retten, end Biotvet ham øved mundtligt Udsagn i enkelt Mands Øre, især da den Eenfoldiges Ord ikke qvalificere sig til den strænge Analysin, som den Studeredes, og især Hr. T.’s, en Mand af Talenter. Som saadan og som Humanist har denne Præst altid interesseret mig, men hans egentlige Karakter satte Jeg hidindtil in blanco, og finder mig derfor ved denne Historie ikke saa synderlig duperet. Men De, Hr. Broder! paa hvis Venskab jeg byggede, og om hvis grundige Indsigter jeg endog havde høy Mening, at De sender en Klage, som ogsaa er Klage over mig, andenstæds end først til mig selv, det havde Jeg ikke ventet af Deres Venskab, at De, som har mine originale Breve ihænde af 22de Oktbr., 27de Novbr. 22de Decbr. 1802, ikke konfererer dem med Hr. Tonnings Præmisser, det ventede Jeg ikke af Deres Embedsduelighed. Men at De kunde have confereret dem og ikke indseet det Urigtige i titmeldte Præmisser, det kan Jeg endnu ikke i dette Øjeblik forene med den lyse Forstand. Jeg tiltroer Dem. Visselig, Hr. Provst! Deres høyst uventede Forhold bedrøver mig mere, jo mere Jeg har elsket Dem og jo mere Jeg veed med mig selv, hvor vigtigt mine Underordnedes Venskab er mig, sær Provsternes, hvilke Jeg altiid anseer som mine Medarbeidere i Kirkesagers lovlige Bestyrelse. Min Retfærdiggjørelse mod Hr. Tonning skylder Jeg vel kun det H. K. D. C[ancelli], om dette Collegium skulde fordre den. Men da De er en Mand af vor Orden, som Jeg ikke kan tillade mig st foragte, vil Jeg dog ogsaa gjøre Dem opmærksom paa Skjævhederne i Hr. Tonnings Præmisser“. Biskopen gjennemgaar dernæst punktvis Tonnings „Præmisser“ under Sammenligning med, hvad der i Anledning af de paagjældende Kjendsgjerninger var udgaaet fra hans Kontor. Her heder det: „– – – I Ordren disse Ord: Forholder det sig saa, som han deri skriver, maa han strax indsættes. Naturligvis maatte og burde Provsten først undersøge, om det forholdt sig saa, førend han beordrede Biotvet indset. 3. Nogle – Løgn. De, Jeg husker ikke enten 6 eller 12, som havde klaget, kunde Jeg kalde Nogle. Men 50, som vilde beholde Biotvet og havde underskrevet til hans Faveur, burde Hr. Tonning kalde Mange og Mængden. 4. „Kun at de havde Intet imod ham“. – Er dette just ikke Løgn, saa er det dog nok radbrækket Sandhed. Jeg har heller ikke dette 50 Mands Værk ved Haanden. Men Jeg erindrer med Vished deraf, at disse Mange i eet og Alt var tilfreds med den Anklagede. Den herpaa anvendte Lignelse om Mordere og Røvere er ganske impertinent paa min Bekostning. Hr. Tonning behøver ikke at lære hans Biskop, at et Factum er fuldelig beviist ved 2 à 3 eenstemmige Vidner, omendskjønt 50 vidnede, at de om dette Factum Intet vidste. Derimod foragter ikke Tonnings Biskop i slige Tilfælde Majoriteten. Havde Mange anklaget, og kun Nogle forsvaret Biotvet, vilde Biskopen troet sig berettiget til at beordre hans Forløvelse paa denne Grund. En Skoleholder kan ikke gavne, hvor han af Mængden er forhadt. Og „endelig hvorlunde Jeg, hvad Sagen mellem mig og Skoleholderen angik, da han havde gjort mig, hvilket Hr. Biskopen ikke syntes st bifalde, en Art skriftlig Afbigt, hvormed Jeg lod mig nøye“. „Da Skoleholderen havde“. En Anachronisme. Skoleholderen havde endda ikke gjort Afbigt, da Jeg skrev mit Ultimatum 22de Decbr. grundet pas Hr. Tonnings Brev til Dem, hvori hen isteden for et oplyse og igjendrive, hvad Biotvet og hans mange Forsvarere havde skrevet, kun erklærer sig omtrent san: „Naar B. gjør mig Afbigt, maa han gjerne for mig indsættes“. „Hvilket Hr. B[iskopen] ikke syntes at bifalde“. Aabenbare Løgn! De, Hr. Provst, kan læse diese Ord i mit Brev: vil B. gjøre Hr. Tonning Afbigt, for mig gjerne. Jeg vil ikke spørge, om han bør eller ikke? Men paalægge ham at gjøre det kan dog vel ingen Øvrighed, førend Hr. Tonning beviser hvorfor. „Og da Biotvet nu ved Klokkerens Afgang skulde ifølge Rescr. af 7de Novbr. 1800 befordres til Kirkesanger, saa at Menighed, Skole og Jeg for bestandig maatte plages med denne Elendige“. For bestandig? Saa maa Hr. T. mene Forsanger ved Hovedsognet, thi Forsangerne ved Annexer ere ved Rescr. ikke bestandigere, end de før som Skoleholdere vare. Men hvorfor da just denne Forsanger i Hovedsognet? Erkjender Hr. Tonning ham for den dueligste? Eller er det en Prophetie, bygd paa den Partiskhed for Biotvet, som Præsten i det Hele er uforskammet nok til et imputere sin Biskop, ses bør han nu blues over sig selv. Strax efter min Hjemkomst kom Biotvet og søgte at blive Forsanger i Hovedsognet; mit Svar: den, Sognepræsten proponerer, bliver det, naar han ikke findes ganske ubeqvem. Derefter kom Hr. T., foreslog en anden; Jeg lovede Fuldbyrdelsen. Han ønskede heller nok en anden, men som var forløvet. Dette kunde Jeg nægtet, men vilde ikke og Hr. Tonning fik den, han helst ønskede. Var Jeg kun Biskop fra 6te Januar d. A., maatte Jeg vel beskjærme min ubefæstede Embeds-reputation, og vidste da god Udvei til at faae Hr. Tonning vedbørlig anseet. Men allerede 7 Aar in officio, kan Hr. Tonning ikke forandre Publicums Mening om Bergens Biskop; thi lader Jeg ham løbe med sin Limstang til Things og hvorhen han vil, og saaledes burde Hr. Tonning fra Begyndelsen tænkt om og handlet med O. Biotvet. Jeg overlader Hr. Provsten selv, enten De vil meddele Hr. Tonning af dette Brev noget eller intet, meget eller alt. I Forhør over Biotvet, sluttet 14de Septbr. finder Jeg intet beviist mod hans Lærdom eller Levnet, som qvalificerer ham til Afsættelse, kun et og andet, hvorom blid Præst med Sagtmodigheds Aand bedre bør oplyse og vise ham til Rette. Derimod finder Jeg beviist og tilstaaet Biotvets Insubordination ved en Gang at reise til Byen, en anden Gang at tække Tag i Skoletid uden Sognepræstens Tilladelse. Vil B. vedblive at være Skoleholder, hvilket Jeg i hans Sted ikke vilde, – befaler Jeg Dem Hr. Provst paa Embede Vegne i Medhjælpernes og Hr. Tonnings Nærværelse for denne Insubordination og Forsømmelse alvorligen at tilrettesætte Ole Biotvet og tilholde ham i alt lovligt at være sin foresatte Sognepræst hørig og lydig. Vil han ikke saadant helligt love, behager De strax at afsætte ham“.
I Brevet til Stiftamtmanden af samme Dag heder det: „Herved har Jeg den Ære at tilbagesende Forhøret over Ole Olsen Biotvet; et besynderligt Dilemma, hvor man finder Ordre til en Sorenskriver, underskrevet ogsaa af vicarius episcopi, hvor der fremlægges i offentlig Ret Klage over en Biskop, uden at han er varslet til Vedermæle, endskjønt han der er mahlet i Forhold til Skoleholderen som Hæler til Stjæler, hvor en Sorenskriver inqvirerer i Dogmatiqven og fordrer Definition over Igjenfødelsen, som han selv maaskee skulde have Møye for at give, hvor en Præst indskyder sig selv og Guds Riges Sag under verdsligt Forum, alt for at forfølge en eenfoldig Sværmer, som baade den ene og den anden skulde ladet ubehindret more sig selv og sine Proselyter, og som bliver vigtigere i sine egne Tanker, jo mere man forfølger ham. Hvad Jeg i Følge Forhøret mod Skoleholderen vil og bør, skal Jeg vel vide. Min egen Retfærdiggjørelse mod Hr. Tonning skylder Jeg heller ingen uden det H. K. D. C., om dette Collegium skulde fordre den; men da det dog ikke er mig ligegyldigt, hvad Deres Hvbhed tænker om mit Embede Førelse, fremsendes herhos Copie af alt officielt fra min Side i denne Sag passeret“.
Efter derpaa at have gjennemgaaet vedkommende Punkter, hvori Brevet til Provsten i det Væsentlige gjentages, vedbliver han: „At Jeg iøvrigt er conseqvent og gaaer frem efter de samme Grunde, kan D. Hvbhed see ved at sammenholde denne Affaire med mit udførlige Brev om Haugianerne til Stiftet af 12te Mai 1800. Men hvad der i den senere Tid har gjort mig Hans N. Hauge mistænkelig, er hans Handels-Aand og især den Communio bonorum, som endelig oplyses i dette Forhør, og hvorpaa Jeg har gjort allerede Regjeringen opmærksom under 28de Juli d. A. mit Svar paa det H. K. D. C.’s Circulaire af 30te Juni næst foregaaende. Hvad Sværmeriet i sig selv egentlig angaaer, her Jeg i Stilhed fulgt Gamaliels Princip. Derved ere nu Haugianernes Forsamlinger i Bergen næsten ganske bortdøede af sig selv“.
Da Stiftamtmanden søgte at retfærdiggjøre sig ligeoverfor de i dette Brev indeholdte Besværinger, skriver Brun tilbage under 10de Novbr. 1804: „Paa D. Hvbheds Brev af 3die ds. bør Jeg erklære, at Jeg aldrig et Øyeblik tvivlede hverken om det høye Stifts Competence eller Pligtskyldighed at foranstalte Vidner afhørte, naar og hvor det reqvireredes; men da alle her vare villige Vidner, som gjerne paa Hr. Tonnings eller Provst Kahrs’s mindste Vink havde mødt til Provste-Forhør, og da ingen af dem for det første skulde Eed tages, hvilket maatte skeet for deres Værnething, saa er det kun over Reqvisitionen, Jeg opholder mig, kan over Hr. Tonnings og Provst Kahrs’s qvos ego – –. Men da Klagen var ogsaa Klage over mig, havde Jeg haabet den Attention af Stiftet at reqvirere en nye Reqvisition fra Hr. Tonning, som blot angik Biotvet, paadet ustævnt kunde blive unævnt. Dette kunde kun medtaget 3 Uger. Hastværk var her heller ikke. Det gjaldt ikke Stempling eller Bevægelse mod Staten, som i Fødselen maatte qvæles. Udfaldet viser og, at Sagen ikke heller som Hastværk er dreven: Endnu efter min Hjemkomst medio Juli, da Biotvet kom til mig, var han ikke stævnt, ei heller vidste om noget Forhør, som sees afholdt først medio Septbr. 2 Sætninger i een Periode i Deres Hvbheds Brev forstaaer Jeg ikke at forene: „Klagen kunde ei heller komme nogen for Øinene, som deraf kunde tage Anledning til at miskjende Deres Hvbheds Følelse for Embeds Ære eg Retskaffenhed“ – og – „ei heller fandt Jeg mig berettiget at tilbageholde Klagen, som ved enhver saadan Leilighed i Original bør fremlægges og være tilstæde“. Næst at staa i Trykkens Gabestok kjender Jeg ingen Publicitet større end den for Retterne; ja naar en trykt Pamphlet efter et Par Aars Tid er tabt, kan sildigste Efterslægt læse en Mands Vanære i de evige Justits-Protokoller. At Stiftsprovsten underskrev, hvad han formodentlig ikke havde læst, og at hans Underskrift ikke observeredes paa Stiftscomptoiret, var Misligheder al pari, og som letteligen kunde indløbe mellem mange Depecher – – –“.
Ole Biotvet, hvis Stilling var bleven uholdbar, blev nu, som det heder, „forløvet“, og hermed synes al officiel Forhandling om Haugianerne at være tilendebragt. Den af Brun omtalte Erklæring til Kancelliet af 28de Juli 1804 har Hauge aftrykt – efter Hukommelsen[14] – i sin Rejsebeskrivelse. Den kan maaskee her finde Plads, da Hauges Bog vel nu hører til de sjeldne Skrifter: Den er ogsaa meget karakteristisk for Bruns hele Opfatning af Haugianismen, baade i og for sig selv, da han stærkt betoner det christelige og saaledes berettigede i Hauges og hans Venners Optræden, – og i Sammenligning med de Erklæringer, der senere under Hauges Proces 1810 blev afgiven af Landets øvrige Bisper og flere af dets Prester. Den fik ogsaa, efter hvad der er mig fortalt af en gammel Ven af H. N. Hauge, der kom med ham til Bergen i 1803 eller 4, en Betydning, som vel neppe af Biskopen var tænkt, da den blev afgiven. Denne skal nemlig ved at nævne Haugianernes „mercantilske Entrepriser“ være bleven en Hovedaarsag til, at Sagen mod Hauge blev fremmet. Den lyder saaledes[15]: „I 7 Aar her i Stiftet har jeg erfaret, at deres Lære og Bøger gik ud paa Poenitentse, Omvendelse og streng Alvorlighed i Sæder; dette understaaer jeg mig ikke at kalde Fanatisme. De udmærke sig ved ikke at bande, ikke at lyve, ikke at svire; dette tør jeg ikke laste. De kunde gjerne være et Slags hyklende Personer, men staa i saa Fald under Guds Dom. Deres Bøger ere høist elendige og usammenhængende, men beraabe sig allevegne paa Beviis af Bibelen; denne mistolke de hist og her, men hvo er den Skriftkloge, om hvem ikke anderledes Tænkende have sagt det samme? og taaler ikke Staten endog dem, som skrive tvertimod Bibelen, tvertimod vor positive Religion? De ere jammerlige Talere, og vinde kuns de høist Eenfoldige, ikke engang dem, hvis Præst prædiker efter Bibelen, og lever efter det, han prædiker. Saaledes ere deres Forsamlinger i Bergens By bortsvundne af sig selv; her holdes nu ingen, her leve de stille, communicere som andre, og gaae flittig i Kirke. Modløshed er neppe Ordet, for at udtrykke deres Taleres enten Hensigt eller Virkning. Vel affectere disse Talere et Slags Sagtmodigheds Aand med Hovedhængen og klynkende Stemme; vel tye ogsaa til dem alle Miltsyge og Hypocondrister, og blive lutter værre end bedre; men hvo kurerer ogsaa disse? og hvad Under, om hine Patienter, som forgjæves søgte ordentlig Læge, endog betroe sig til Qvaksalveren? Den Cultiverede bruger Selvmord, deraf har man nu intet hørt blandt dem. Hauges Tilhængere ere næsten alle blødagtige Uslinger, den mindst kraftfulde Deel af Nationen, og kunne saaledes aldrig blive farlige for Staten. – Autoriteter, baade verdslige og geistlige, have tilladt sig en Fremgangsmaade mod dem, som ingen, uden de, havde taalt upaaanket. Hans Nielsen Hauge har mere end engang været arresteret etter overilede Angivelser, er frikjendt og løsladt; men altid uden Erstatning. Derimod turde maaskee deres mercantilske Entrepriser være en Gjenstand for Regjeringens Opmærksomhed. Mange 1000 Rigsdaler præstere de til Kjøb: vi kunde ikke gjætte deres Kilder. Hans Nielsen Hauge synes at bestyre en Samfunds-Casse, og kunde let, mod sin Villie, blive en Bedrager, fordi han rimeligviis ikke er øvet i Bogholderie, og da var det ilde, om Troskyldige derved skulde tabe; hvorvidt vor allernaadigste Regjering kan forebygge et saadant, maaskee befrygteligt, Onde, indstilles allerunderdanigst. At der forresten i en Corporation, san talrig, som nu denne Haugianernes, gives Ulve i Faareklæder, at dumme, maaskee slette Streger begaaes hist eller her imellem dem, er gjerne mueligt, skjønt ingen saadan Person og intet saadant Factum er mig bekjendt; men Løgn paa deres Bekostning og Partie-Aand imod dem opdager jeg daglig“.
At Biskop Brun var en ægte Sen af den lutherske Kirke, er noksom bekjendt, at han hævdede denne Kirkes gamle Sandhed midt i Revolutionens og Neologiens Tid, at han paa den ofrede sin Dygtighed og sine Talenter, medens der led et almindeligt „Korsfæst“ trindt omkring, – er hans Storhed. Han var vel en af de mest fremragende Mænd, Nordens Kirke har ejet, og som dens Tjener vil han visselig mindes, naar hans Fædrelandssange ikke mere lyde. Underligt maatte det vel være i hin Tid at tænke sig en Biskop, som ikke havde studeret i Tydskland, – ja som overhovedet intet grundigt Studium havde gjort i sin Ungdoms Tid. 3 Maaneders Læsning med non contemnendus til Resultat kan man neppe kalde saa. En fremragende Biskop, blottet for theologisk Lærdom, har man nok ikke ofte hørt Tale om, førend man fik se en saadan i Nordahl Brun. Det skal indrømmes, at en Biskop nødvendig maa besidde theologisk Dygtighed, om ogsaa Lærdommen mangler, men selv den skulde man paa Forhaand være tilbøjelig til at frakjende ham. Dette gaar dog neppe an. Den unge Mand tager sjelden den theologiske Dygtighed med sig fra Examensbordet; først senere gaar hans Kundskaber in succum et sangvinem; den senere Tids Modenhed i Forbindelse med udvidet Læsning forskaffer ham den. Brun tog visselig ingen theologisk Dygtighed med sig fra Examensbordet, men at han har forskaffet sig den siden – derom er hans udarbejdede Taler de bedste Vidnesbyrd. Muligens kunde Brun have opnaaet et højere Trin af Lærdom – om hans Evne til at berige sig med Kundskaber vidner hans Skolegang – men de æsthetiske Interesser drog i Ungdommen hans Sind bort fra denne Vej. Gud styrede det dog saaledes, at det Tab, han herved led for sin Fremtid, netop gjennem denne hans æsthetiske Gjerning blev ikke lidet erstattet, idet det blev Brun givet at skjænke sin Kirke en herlig Skat af Psalmer. Enkelte af disse kom – tildels i radbrækket Tilstand – ind i den „evangelisk-christelige“ Salmebog, andre ere bragte til Ære i den nyeste Tid i Samlingerne af Missionssalmer, i Landstads og Hauges Salmebøger.
I sin Praidiken har Biskop Brun nedlagt sin Bekjendelse af den lutherske Kirkes Tro. Som Prædikant søgte han allerede i sine Studenterdage at danne sig efter den throndhjemske Biskop Markus Fredrik Bang. Medens Brun væsentlig i det udvortes søgte at ligne denne i sin Tid navnkundige Prædikant, vil en Sammenligning af begges Prædikensamlinger vise, at den lærde og ægte lutherske Thrønderbisp, ogsaa hvad det indre angaar, maa have øvet en ikke ubetydelig Indflydelse paa sin Discipel. Ved sine „hellige Taler“ blev Brun en Folkets Mand – han satte sin Stolthed i at være populær – og ham skyldes for en stor Del den stille Christendom, som endnu i Bergen gjemmer sig i de lave Huse, hvor man endnu finder hans gamle Bog og det lille Bind „evangeliske Sange“ som en stadig Søndagslæsning. Hans Prædikener ere planmæssig udarbejdede, og megen Flid har han visselig anvendt paa deres Affattelse. Endnu fra hans sidste Aar findes utrykte Prædikener, udarbejdede med den samme Flid som de tidligere. Indholdet er stundom tarveligt, stundom bredt moraliserende, og vanskelig vil man nu kunne fatte det mageløse Indtryk, de i sin Tid gjerde paa Høje og Lave. Det skal herved bemærkes, at Tiden yndede den moraliserende Prædiken, og at Tidens Retning vel ogsaa maatte aabenbare sine Mærker hos en christelig Prædikant, hvor meget han ellers stod den imod. Forøvrigt bør man vel neppe fælde nogen Dom over Bruns Prædiken, efter hvad man kan læse i hans hellige Taler. Han havde fra sin første Optræden som Prædikant vænnet sig til at udarbejde sine Prædikener med megen Nøjagtighed, og derpaa at lære dem udenad med samme Flid. Man fortæller endog, at han, før han gik i Kirken, holdt sin Prædiken foran Spejlet, for at han rigtig kunde indstudere baade Prædikenen selv, og hvad der hørte med til dens Udførelse. En Prædikant, som gaar frem paa denne Maade, vil vel i sin første Tid paa Prædikestolen gjengive ipsissimis verbis, hvad han har skrevet, – senere vil han vel beholde Manuskriptets nøjagtige Tankegang og Sammenhæng, men Udtrykkene vil ofte blive ganske andre. Nye Tanker vil komme til, udfyldende eg fuldstændiggjørende, hvad han paa sit Studerekammer har nedskrevet. Er man saa derhos en som Taler begavet Personlighed, saa tør nok en Prædiken, der hjemme var nedskrevet som et tørt moraliserende Foredrag, paa Prædikestolen blive udført som en belivet christelig Prædiken, fuld af ægte bibelske Tanker. Man kaldte Brun Norges Demosthenes, og endnu levende Tilhørere kan ikke udtale uden med den højeste Beundring, hvorledes det brede Thrøndermaal blev skjønt paa hans Læber, hvorledes hver en Mine, hver en Gestus hos den smukke Mand forenede sig i den skjønneste Harmoni for at frembringe den store Virkning. Han var selv ikke uden Følelse heraf, og naive Tilhørere lod ham vel ogsaa stundom høre det. Paa en Visitats i Lyster skriver han den 18de Aug. 1812: „Søndag var mig herlig. Jeg 1 Time mindre 10 Minuter staaende og talende, saa at en halvgal Bonde her svoer paa i Qvales (Sognepræstens) og mit Paahør, at dersom Jeg prædikede her hver Søndag, kom ikke en eneste Sjæl blandt alle Lystringer til Helvede“.
I Bruns Prædikener finder man ikke meget af Digteren. Han fører intet blomstrende Sprog, og der er ingen Svulst. Han holdt sig til det enfoldige Bibelord, som han „lagde ud“ for Menigheden. Naar Jens Møller[16] taler om Manglerne ved hans Prædiken, paaviser han ikke, hvori de ligger. Muligens har han dertil regnet den stærke Brug af Bibelordet og den bestandige Fremhæven af den gamle enfoldige Troessandhed, som i hine Dage saa let fik Mysticismens og Overtroens Navn. I den rette Tanke, at Menigheden kjendte lidet til Bibelordet, og at jo mere dette kunde bæres ud i den, desto bedre, indledede han altid sine Taler med et Bibelsprog, som han da udlagde. Det samme skede ved de smaa Indledninger paa Højtidsdagene. De Lærde bleve ikke ene om at spotte dette. Han fik engang med Posten et anonymt Brev, der anbefalede ham et Par Bibelsprog til dette Brug. Det var Sal. Ordsp. 16, 18: „For Forstyrrelse er Hovmodighed og for Fald en høj Aand“, samt 1 Makk. 3, 54; „Og de blæste i Trompeter og raabte med høj Rest“. Denne Kaadhed skulde vist ikke alene ramme Bibelsprogenes Overflod i Bruns Taler. De valgte Sprog tyder paa, at den anonyme Brevskriver har villet gjøre en langt uværdigere Brug af de hellige Ord. Brun tog imidlertid imod dem, og satte det første Sted i Spidsen for Prædikenen paa 1ste Pintsedag og brugte det andet paa samme Maade den følgende Dag[17].
Medens man saaledes fra Baghold udskjød sine Pile mod den vældige Stridsmand, var det nok en stor Sjeldenhed, at Nogen vovede Ansigt til Ansigt at træde op imod ham. En ung Mand – fortælles der – begyndte i et Middagsselskab at udtale i høje Toner sin Beundring af Kants Filosofi. Biskopen begyndte at høre paa og indlade sig i Samtalen om dette Emne, hvori han visselig ikke var meget hjemme. Han mærkede dette selv og greb til den Udvei at blive vred over den ungdommelige Fripostighed, der ogsaa i høj Grad forbausede Gjæsterne. Værten selv, en af Bergens største Kjøbmænd, var ikke mindst forbauset over, at hans unge Slægtning vovede at angribe Biskopen, og han fandt sig beføjet til at hviske denne i Øret, at „dersom han ikke holdt op at plage Biskopen med denne Kant, saa skulde han selv besørge ham paa Kant ud af Døren“. En anden Anekdote fra hin Tid tjener ogsaa til at vise, hvilken Magt hans overlegne Personlighed udøvede over hans Omgivelser. En gammel Prest fortalte, at han som ung Kandidat fra Kjøbenhavn, hvor han ved Moldenhauer og Hornemann var bleven ført dybt ind i Rationalismen, var kommen som Huslærer til Claus Frimann i Davigen. Her fandt hans Anskuelser fuld Gjenklang baade hos Frimann og de øvrige Prester i Nordfjord, som han kom sammen med. Nu kom Brun paa Visitats derop, og Frimann havde samlet alle Nabopresterne til Selskab for sin Biskop. Man kom snart ind paa theologiske Samtaler, og Biskopen stod der efter Fortællerens Ord som Forsvarer af „den krasseste Djævletheori“, og – alle Presterne med Frimann i Spidsen bøjede sig dybt og indrømmede Rigtigheden af alle Biskopens Paastande.
Brun polemiserer stundom temmelig stærkt imod sin Tid, og naar dette gaar ud over dens Raaddenhed og Laster, er det i sin Orden. Anderledes kunde det maaske betragtes, naar man hørte den stærke Polemik mod de herskende theologiske Anskuelser. Brun følte sig som et Vidne om den gamle Sandhed, der havde gjennemtrængt ham, og han har som saadant undertiden følt sig forpligtet til at vidne imod Tiden. Det er dog vel et Spørgsmaal, om ikke den klare, enfoldige Bekjendelse af Jesum Christum den Korsfæstede havde været det stærkeste Vidnesbyrd baade for Sandheden og imod Tiden. „Norge trænger endnu ikke i den Grad som Danmark til en Biskop Balle“, siger han i Forbindelse med en Ytring, at han har indskrænket sin Skribentvirksomhed til sit Fædreland (det er skrevet 1798)[18]. Der udkom vist ikke mange rationalistiske Skrifter heroppe dengang, og en Kamp mod saadanne kunde let blive en Fegten i Luften, naar den førtes fra Prædikestolene i Bergen og nedlagdes i en Postille, der var og blev Almuens Læsning. Imidlertid finder man ikke altid saadan Polemik mod Tidens Theologi i Bruns Prædiken.
Vi hidsætte enkelte Ytringer af polemisk Natur i Bruns Prædiken, der tillige kan give os et Indblik af den Kraft, med hvilken han vidnede om sin Kirkes uforkrænkelige Sandhed. I Prædikenen paa 1ste Søndag i Advent (1794) om „Guds Riges Fremgang og Hindringer“ heder det: „Lærer af Dagens Evangelium og Lidelsens Historie, hvor let den arme Folke-Mængde overføres fra en Yderlighed til den anden! Lærer af vore egne Dages Historie, hvorledes Millioner Mensnesker i et eneste Aar forvandles fra Jesu Navns andægtige Tilbedere til saadanne, som træde alt Helligt under Fødder. Men hører mig ogsaa I! som virke paa Mængden, som kunde stumme dens Rester. Hvilket Vee, hvilken guddommelig Vrede, hvilken evig Fordømmelse hviler ikke over Eders Hoveder, om I misbruge Eders Indflydelse – – –. Folkeforførere, listige Skribentere, talende Gift-Blandere; disse ere Mordere og værre end Mordere“. Mod Slutningen af samme Prædiken heder det: „De, som nægte Guds Ord, de, som spotte Gud, ere vel ikke farlige Fiender, idetmindste endnu ikke for os; Men vogter Eder for falske Propheter, som komme til Eder i Faareklæder, men indvortes ere glubende Ulve, som kalde sig Folke-Lærere, Sæde-Lærere, Oplysningsmsend, men forplumre os Sandhed til Salighed med deres lumske Nyheder. Skrifter af saadant Indhold ere i Landets Sprog i meenige Mænds Hænder. Disse ere Sandheds Modstandere; Vi Lærere erklære dem en evig Strid; Vi ville, efter den Kraft, det Lys, som vi forundes, aldrig lade nogen Leylighed ubenyttet til at modsige, nedrive, kuldkaste enhver Nyhed, som forvilder Guds Folk; Vi ville kun vise Naaden i Christo, som den eneste aabne Der til Liv og Salighed“. – Paa 4de Søndag eft. Tref. 1796 taler han om „den tilbørlige broderlige Skaansel i at rette Brødres Feyl“. Han omtaler her i Indledningen sin Tid som Dage, da Sæde-Læren er i fuld Aande med at nedrive alle Fængsler, at nedrive alle Misdæderes Baand, at røre Mennesket til Medlidenhed mod Laster, som hidtil vare Menneskeslægtens Afskye“ – –, „da man overstryger med Dydens Farve Handlinger, som vi for gave Misgjerningens dybe Brændemærke, da man kalder Frækhed Manddom, Oprør Følelse af sine Rettigheder, og Gudsbespottelige Lærdomme Beviser paa den Tænkendes Sandheds-Kjærlighed, Ukydskhed Levemaade, Tyveri Næringsvid, Mødres Børne-Mord en Virkning af Fordomme og ilde forstaaet Begreb om Ære“. I denne Tid siger han „hører man mod uskyldige Meninger, mod en og anden Fordom, der skader saare lidet, en Bulder og en Støyen og en Skiælden, som om det var den evige Saligheds Sag – – – og derimod, naar nogen nægter Guds Ord eller Grund-Sandhederne i dette Ord, kaldes han en beskeden Tvivler, en dybsindig Sandheds Grandsker, eller om man ikke er enig med ham, saa skal han dog begegnes med saa megen Skaansel, saa skal der blæses paa hans Pest-Byld, som en Moder kunde gjøre med Barnet, som faldt mod Stenen“. – – – „Vi maa give Agt paa, om det er Vildfarelse, som Mennesket har Grund til at elske og ære, Ex. gr. National-Fordomme, Arvegods fra Oldtidens Fædre. Skikke for Exempel, i vore Øyen Uskikke, og som maaskee i sig selv medføre nogen Ulæmpe. Med disse maa man handle ømmeligen. – – – Det er at røre ved en Øyesteen, og det er bedre at lade Skiæven sidde, end at beskadige Øyet, og dog undsee ikke unge Mænd i vore Dage, ja ikke Mænd, men Drenge, at slaae sig til Riddere paa Alderdommens værdige Fædre, hvis Skoe-Tvinge de ikke vare værdige til at opløse, naar de have fundet et eller andet mindre bestemt Udtryk i Oversættelsen eller Læresætninger, men som dog i sig selv er uden vigtig Følge“. – Paa 2den Søndag i Advent 1797 taler han om „Dommens Dag“ og Straffen over de Ugudelige. Det heder her: „Ingen Gjerrighed og ingen Utugt, intet Tyrannie og ingen Stolthed, ingen Svig og intet Hyklerie, intet Mord, ikke engang det, Moderen udøvede paa sit Barn, kan tilsammen udgjøre saa stor Brøde, som den, for hvilken disse anklages, som jeg nu vil nævne, det er Sjæle-Mordere. Disse Dumdristige, der vel endog vovede her i Verden at kalde sig Oplysning-Mænd, som med Bøger eller Taler forvildede den Eenfoldige fra Sandheds Vey, som indblandede Guds Ords Foragt som Gift i en udpyntet Dyde-Lære, at den skulde nedsvælges des bedre, som altsaa ikke alene selv skydde Lyset, men slukte det endog for andre, og lagde Grund til ufødde Slægters Ulyksalighed. Er der en Gud til, og denne Gud retfærdig, og en Dom i Vente, da ville disse Sjele-Bødlers Evighed forene alle de Qvaler for dem, som den straffende Retfærdighed kan udføre. De skulle see den, de have gjennemstunget, og det Ord, som han haver talet, skal dømme dem paa den Dag“. Med Djærvhed udtaler denne Kongens trofaste Mand fra Prædikestolen sin Mistillid til Landets raadende Mænd og deres Forhold til Tidens Retning i sin Prædiken paa 3dje Sønd. i Faste 1797: „Vi glæde os ved at vide Enevældet saa uopløselig forenet med vor Kirkes antagne Lærdom. Roelige foragte vi da alle skrivende og talende Væsener, som angribe vore Troes-Artikle; Regjeringen kan ikke undfalde os, om den og selv tænkte anderledes. Den kan og den bør frede fremmede Religions-Bekjendere i dens Stater, saalænge disse ikke forstyrre den herskende Kirkes Fred. Men om de, som staae Regjeringen nærmest, i denne Tid raade den det Bedste og Tienligste, i Hensigt til vore egne Freds Forstyrrere og Vildfarelsers Sædemænd, det vil Tiden lære“. Forsigtig lægger han til: „At Regieringen ogsaa her vil det bedste, derom ere vi saa forsikrede, som om vor egen Tilværelse“. Længere nede i samme Prædiken viser han Menigheden, hvorledes den skal møde Tidens Vranglærere: „naar vi Lærere ikke kunne gribe de smaae Ræve, som fordærve Viingaarden (Høis. 2), naar en og anden tar spotte høyt i Tale og Skrifter, naar løse Folk blandt Kirkens Mænd blive skriftstridige i deres Lære, saa har Mængden ufeylbare Vaaben imod dem; ikke Vold og Overlast, det bør endog Regjeringen afværge, men Mængden har et skiønt Vaaben: Det er Foragt. Yttres den i Mængdens høyrøstede Stemme, saa er den frygtelig, saa i maa disse qvækkende Frøer stikke Hovederne ned under deres egne Moradser, saa kunne de ikke bringe deres Vahre til Torve; Dog ville de vinde ved deres Handel, maae de opslaae deres Kramboder paa et andet Marked“.
Vi kunde let blive smaalige i Betragtningen af en stor Mand og hans betydningsfuldeste Gjerning, naar vi fra Indholdet af hans Prædiken vilde vende os til Sproget i den. Hans Mønster, Biskop Bang, opfyldte sine grundige, klare og opbyggelige Prædikener med mangfoldige latinske Ord af den lutherske Dogmatiks Terminologi. Dette lod dog Brun være. Fremmede – tildels uforstaaelige – Ord brugte han imidlertid meget. I en Prædiken findes f. Ex. følgende: – Semitone – Symbolum – abstrakt, – i en anden: afflorerer – Materie - Forvandtskab – Blasfemi – Vunder (i. e. miraculum) – Kreditiv – Skueplads – Periode – Emigranter – Financer – raffineret – System – Dekade – barbarisk. Denne sidste Prædiken (paa 19de Sønd. eft. Trin.) hører dog til de sjeldne i denne Henseende, og der gives de Prædikener, i hvilke faa eller ingen stødende eller for Prædikestolen fremmede Ord findes. Hin Tids Prædikanter savnede vel i Almindelighed den fine Sands for det Prædikenen ejendommelige Sprog, som vi kan finde temmelig almindelig hos Nutidens Theologer. Nogen finere Sprogsands har Biskop Brun neppe nogensinde havt. Man kan finde hos ham Vendinger, som denne: „Det var den Herre, der saa meget var spaaet om“ (Hell. Taler II, p. 439), eller: „Dog har Gud ved sit Ord, ved Spaadomme og Forjættelser immer holdt an hos os“ (Hell. Taler II, p. 441). „Da Sygdommen holdt paa at brække sig“ (da det kom til et Vendepunkt). Overalt, i Prædiken som i Brevstil, følger han hyppig den Skik at udelade den ubestemte Artikel („naar Præst prædiker efter Bibelen o. s. v.“). Dette var ogsaa en Ejendommelighed hos Biskop Balle. Med alt dette har Sproget i hans Prædiken dog ofte en rhetorisk Velklang og Kraft, hvori man kjender Forfatterens Personlighed. Dette er navnlig Tilfældet med hans Ordinationstaler og andre Lejlighedstaler.
I hine Dage, da saa mange raabte paa Forandringer i de bestaaende kirkelige Forhold, medens disse Raab ingenlunde udgik fra nogen kirkelig Aand, maatte vel en gammel Lutheraner staa der som den gjennemkonservative Mand. Han fik allerede i sit 40de Aar Anledning til at lægge sin Konservatisme for Dagen i sin Optræden mod Bastholm og hans Forslag til Forandringer i Liturgien. Spørgsmaal om rituelle Forandringer fremkom ogsaa inden hans Embedskreds og fandt ham bestandig uforandret. 19de April 1798 skriver han til sin Ven Provst Baade: „Mod Trolovelsens Afskaffelse skulde Jeg intet have at indvende, da den er den eneste halve og uhensigtsmæssige Forretning af vort hele Embede Førelse, men dog vilde Jeg ikke være den første, som foretog saadant, fuldkommen Hader som Jeg er af enhver Nyhed i Kirkeskikke. Men naar den ikke afskaffes, bør den være uforkrænkelig. I sin Konservatisme har Brun altid vidst sig i Forstaaelse med Menigheden, hvis Indflydelse paa ham i denne Retning sikkerlig har gjort sig gjældende, for han kom som Prest til det grund-konservative Bergen. „Vor Religion“, siger han, „endog dens Udvortes, have vi alle, som elske den oprigtig, vant os til at betragte som en dyrebar Antikke, der kun vanskabes ved moderne Kunstværk“[19]. Denne Yttring er nærmest fremkaldt ved Boysens Forslag til liturgiske Forandringer, og i samme Anledning skriver han 17de Marts 1806 til Provsterne: „Hvad Jeg lod trykke mod Hr. Confessionarius Bastholm 1785 er endnu min Mening, men hvilken Jeg i mange adiaphoris er redebon til at fravige, naar Jeg med Grunde overtydes“. Besynderligt nok fremfører han her ogsaa Ønsket om den nye Salmebog (den „evangelisk-christelige“), medens det er noksom bekjendt, at han har Fortjenesten af, at den ikke blev indført i Bergens By og Stift. Han har vel ikke endnu faaet Tid til at gjøre sig tilstrækkelig bekjendt med Bogen, medens paa den anden Side den Omstændighed, at en Mand som Claus Frimann, hvem han ansaa for en evangelisk Prest, havde mange Salmer i den, og at Balle var delagtig i dens Tilblivelse, paa Forhaand har stemt ham gunstig for det nye Verk. Da han senere lærte Bogen mere at kjende, fandt han vel i dens Indhold Grunde nok til at fraraade dens Indførelse.
Det er vel neppe at antage, at Bruns Modstand mod Reformer har havt sin Grund i, at han indsaa det farlige i at reformere i en Tid, da Vantroen laftede sit Hoved højt. Det har rimeligvis tidlig været hans Overbevisning, at Hovedsagen var, at den gamle Sandhed blev forkyndt, at „Præst prædiker efter Bibelen og lever efter det, han prædiker“. Naar dette skede, vilde Fædrenes Fromhed aabenbare sig hos Sønnerne og altid finde sig tilrette i de gamle Former. I denne Overbevisning har han ogsaa tidlig dannet sig den Mening, at den gejstlige Stands yngre Medlemmer, der er „meest frugtsommelige med Spørgsmaal og Forslage, som oftest ere de meest ufrugtbare i deres egentlige Kald, som oftest den gunstige Naturs Stedsønner, som oftest saadanne, som ingen Biskop af Samvittighed letteligen anbefaler til nogen fortrinlig Befordring, medens dog deres angerholdne Menigheder af Hjertet ønske dem Guds og Kongens Naade til en hastig og bedre Lykke, for at det i deres Sted kunne faae Mænd, skikkede til at opbygge. – – – – Kuns Magelighed, fordi den ikke gider sparke en Steen afvejen, hemmer en ny Vei. – – kuns Afmagt, der ikke kan fyldestgjøre de befalede Pligter, beder erbarmelig om andre Love, eller siger, at der er for lidet Ild paa Arnestedet, til at oplive Tingenes Gang i den sædvanlige Orden“[20].
Medens Nordahl Bruns Konservatisme peger tilbage paa den gamle Tid, viser den Tolerance, som han udviste ligeoverfor de forfulgte Haugianere, fremad til en nyere Tid, til hvilken han paa en vis Maade kan siges at have banet en Overgang. Hauge selv kalder ham en „velvillig Mand“[21] og giver ham et godt Vidnesbyrd, skjønt han vel maatte kjende til, at Biskopen i mange Stykker var hans Modstander. Da Brun blev ført ind i Embedet, har han snart faaet Anledning til at se, i hvilken Retning hans Virksomhed burde gaa, og hans Kjærlighed til Almuen førte ham snart til en kjærlig Omsorg for de alvorligen gudfrygtige Sjæle, han fandt i sin første Menighed. Da han kom til Bynæsset 1772, fortæller han, „var Tanken om hvad der var velanstændigt for vor Orden, især i Thrøndelagen, fornemlig blandt Almuen langt strengere end nu (1801), og ikke vover jeg at kalde Forandringen Fremskridt til det bedre. En Præst, som skriver eller nylig havde skrevet for Skuepladsen, vilde i de Dage netop derfor have været den ærbare Almue mindre velkommen“[22]. Der kan neppe være nogen Tvivl om, at saadan „Tanke“ hos Almuen maa have havt sin Oprindelse fra Embedsmænd, uddannede under Christian VIs Tid, maaske fra Pontoppidans „Sandhed til Gudfrygtighed“. Hvorledes Brun virkede i den Menighed, hvor han saaledes knude vente at blive modtagen med Fordom, kan man vel slutte af Hans Hauges Ytring i sin Rejsebeskrivelse. Han siger[23], „at han i Bynæsset fandt nogle faa, ikke som separerede fra Statens herskende Religion, men adskilte fra den store Hob ved udmærket Gudsfrygt. Biskop Brun havde som Prest der været et Middel til disses Opbyggelse, saavelsom de selv havde sagt Vejen til Livet“. En saadan Ytring af denne Mand er et mærkeligt Vidnesbyrd om Biskop Bruns pastorale Virken og sikkert et af de skjønneste Blade i hans Mindekrands. Brun har aldrig været den Mand, der udgik i en Menighed, for at fremkalde en Vækkelse. Han har aldrig været en Prædikant, for hvem det stod som Hovedsagen at prædike Lov. Der ligger en Fare i den ensidige og stærke Lovprædiken. Resultater frembringer den gjerne strax, men der spørges, om disse Resultater i Længden viser sig at have noget stort Værd. Ligesom det ligger nær for Lovprædikanten selv at gaa over til at blive en tør Moralprædikant, saa ligger det ogsaa nær for hans Tilhørere at gaa over fra at være vækkede Syndere til at blive egenretfærdige Syndere. Efterkommerne viser sig under saadanne Forhold ikke sjelden som Modsætning til sine Fædre. Den evangeliske Prædikant maa vistnok ofte spørge med Bæven efter Frugterne af det Ord, han udsaar i Hjerterne, men det har vel ofte nok vist sig, at Frugterne findes og findes der, hvor man mindst skulde tro det. Og hvor Frugten af en sand evangelisk Forkyndelse har vist sig i et aandeligt Liv i Menigheden, der turde dette maaske ikke saa let være bortdunstet, men længer have bevaret sig i sin Sandhed. Bruns Ytringer lader formode, at han i Bynæsset ikke har forefundet nogen død Menighed, men maaske netop en, der trængte til en evangelisk Leder. Et Vidnesbyrd om, at hans Ledelse har været baade sand og kraftig, finder man vel deri, at der viser sig Frugter at den henved 30 Aar, efterat den var tilende. Thi hvor lidet Værd man end kan tillægge Hauges Ytringer som historisk Vidnesbyrd, og hvor meget der maaske kan være virket af Bruns Efterfølgere i Embedet, – en Andel i Bevarelsen og Udviklingen af det aandelige Liv i denne Menighed maa man dog visselig tillægge ham.
I sine senere Dage saa Brun, som han selv siger, Tiden forandret, og han vover ikke at sige: „forandret til det bedre“[24]. Tingen var vel den, at medens man i hans Ungdomsdage, da Pontoppidan endnu levede, med Strenghed mønstrede Prestens Person og vel ofte maalte hans Aandelighed efter hans Forhold til de æsthetiske Nydelser, – var man paa hans gamle Dage bleven sløv og bekymrede sig lidet, om han i sit Væsen bar Præget af aandeligt eller verdsligt Liv. Hans Prædikener vidner om, at han i sin fremrykkede Alder saa om sig en Slægt, opvoxet i kras Materialisme, en Slægt, der bekymrede sig lidet om andet, end hvad der var nyttigt. I en saadan Tid er Presten gjerne fri for nærgaaende Kritik, naar han blot undgaar iøjnefaldende Skandaler, thi mod disse er den strengere, end selve Pietismen stundom viste sig at være. Den nye Tid rev den gamle overende. Istedetfor den mørke Pietisme i Aarhundredets Begyndelse kom den vilde Rationalisme i dets Slutning. Hvad hin ubetinget havde fordømt, blev ligesaa ubetinget anprist af denne. Menneskene ere jo altid mer eller mindre Bern af sin Tid, og selv de, som troskyldigen holdt fast ved sin Barnetro, maatte vel snart blive tilbøjelige til at se med mildere Øjne paa de fra gamle Dage forfulgte Fornøjelser. En saadan Frugt af Tidsaanden kunde ikke finde nogen Bekjæmper i den for Skuespildigtningen engang saa ivrige Biskop, og det kan ikke være denne Liberalisme, han angriber i hine Ord om Forandringen. Det maa vel meget mere være de sørgelige Frugter, der aabenbarede sig i materialistisk Tænkemaade og vel ikke sjelden i Spot over de christelige Sandheder.
Brun beholdt til det sidste sin Interesse for den dramatiske Kunst. Dennes Yndere og Dyrkere var dengang ikke laa i Bergens private Kredse – om noget offentligt Theater var der ikke Tale, – og Biskopen stod opmuntrende og vel tildels ledende ligeoverfor dem. Her fik han se sin i Kjøbenhavn vragede „Einar Tambeskjælver“ opført, her var han altid rede med Prologer og Epiloger, tildels meget heldige. Det faldt neppe Samtiden ind at gjøre nogen Bemærkning herved, om end Haugianere fra en senere Tid har kunnet drage Slutninger heraf[25]. At Brun undgik Beskyldningen for Verdslighed, medens han nærede saadanne æsthetiske Interesser, kan vel have sin gode Grund i den Protest, hans nidkjære Prædikevirksomhed og hans gejstlige Iver nedlagde derimod. Vor Tid, hvis Mænd ikke læser hans Prædiken og ikke kjender hans Nidkjærhed, vilde være tilbøjelig til at betragte et saadant Forhold ensidigen, men vi kunde dog maaske spørge, om det ikke endog kunde have en vis Berettigelse, naar vi se hen til den By og de Tidsforhold, hvori han virkede. Det gjaldt vist dengang endnu mere end nu, at Bergen var en Stad, hvor Alles Interesser drejede sig om Handel først og Handel sidst. For en aandig Stræben var her dengang saare liden Plads, og en saadan blev kun tarvelig fremhjulpen ved de tvende Skoler, hvori Byens Ungdom nød sin Undervisning. Næsten 20 Aar af dette Aarhundrede hengik, inden Bergen havde noget ordentligt Pigeinstitut, og den Tanke var den herskende, at den unge Kvinde havde Lærdom nok, naar hun var indviet i Kjøkkenets og Kjælderens Mysterier. At en Mand som Nordahl Brun snart har faaet Øjet op for den herskende Materialisme er klart, og at han ogsaa i de æsthetiske Interesser har seet et Middel til at hæve Befolkningen er rimeligt. Hvorvidt han virkelig har havt dette Maal og naaet det, faar staa derhen, men sikkert er det vel, at han maa betragtes som Bærer for al aandelig Stræben i den By, hvor han virkede som den store Auktoritet i alle aandelige Sager.
Et mærkeligt Vidnesbyrd om Bruns Forhold til det æsthetiske Liv i Bergen afgiver hans „Æreminde“ over Digteren Claus Fasting – en Tale, holden i „de frivillige Harmonisters“ Lokale ved Digterens Død. Talen gaar ud paa at skildre, bedømme og lovprise Fasting, der havde været dette Selskabs ivrige Medlem. I denne Tale er det, som om Æsthetikeren og Presten træder ved hinandens Side. Den kritiske Svaghed ligeoverfor den hedenfarne Vens Frembringelser – Brun staar her som Advokat for Fastings „Hermione“ – blander sig med den prestelige Omsorg for ham i hans Sjæls dybeste Anliggende. Vi faar et Indblik i Bruns Sjælesørgervirksomhed ligeoverfor en Mand, der der som christen, efterat have baaret Rationalismens Spot vel baade i Tale og Skrift, og dette Indblik gjør godt. Det er heller ikke uden Betydning, at en saadan Tale fremkommer i en æsthetisk Klub midt i Revolutionens Decennium. Spotten var ikke uddød, og den Prest, som her fremstod med Tale om Korsets Sandheder, maatte vel kjende til, at han stod her som et Sandhedens Vidne og være gjennemtrængt af Bevidstheden om, at denne Sandhed trodser og besejrer al Spot. Som Brun i denne Tale omhandler sit Sjælesørgerforhold til Fasting, kommer han ogsaa til at omtale denne som en stadig Tilhører i hans Kirke. Han havde som saadan været Brun en stadig Opmuntring, som en Mand, af hvem denne vidste sig forstaaet. Visselig var hans evangeliske Forkyndelse simpel og klar, og han kunde med Taknemmelighed sige:
men naar han ikke uden en vis Glæde udtaler, at han var forstaaet af Fasting, da er det ikke hertil, han sigter. Tiden satte saare megen Pris paa en nøjagtig Gjennemarbejdelse af Talen efter de visse staaende rhetoriske Former. Brun bibeholdt disse hel trofast, om han end i Strid med Tiden indaandede Evangeliet i dem. Han satte Pris paa Fasting som en af de faa Mænd blandt hans Tilhørere, der var istand til at bedømme hans Prædikener som oratoriske Arbejder. En saadan Ytring behøver ikke at udlægges som Forfængelighed thi med det Værd, som Tidens Mænd – og navnlig en æsthetisk begavet Personlighed som Brun – lagde paa Talens Form, – og med den stærke Følelse af, hvor nødvendigt det var at skride fremad i dennes Fuldendelse, maatte en gejstlig Taler i sine bedste Aar sætte Pris paa en kyndig Bedømmer iblandt sine stadigere Tilhørere. Kun hos en saadan kunde han faa hare sin Tales Fejl som Tale betragtet – noget, som visselig enhver Prædikant, der er nidkjær for sit Kald, vil være taknemmelig for.
Bruns æsthetiske Interesse har maaske bidraget til hos ham selv at fremkalde vel store Tanker om sit Digterværd og bragt for Lyset mange Produkter, som han helst kunde have holdt tilbage. Maaske har den ogsaa ført ham vel langt ind i Tidens Selskabsliv, hvori Maadehold just ikke altid var tilstede. Han var en selskabelig Natur, delte gjerne Bordets Glæder, og nærede ikke sin Ven Cammermeyers Afsky for Kortspil. At han gjerne søgte Opmuntring i Selskabslivet havde vel ogsaa andre Grunde end en naturlig Lyst dertil. Over hans i lykkelige Ægteskab lagde der sig mørke Skygger; hans Ungdoms Elskede, i hvem han glædede sig saare, blev nedbrudt af et mørkt Tungsind, og hos enkelte af hans Børn nedarvedes denne Svaghed som et formeligt Vanvid. Husholder var han ikke, og hele sit Liv igjennem plagedes han af Gjeld. Denne Plage synes i hans sidste Aar at være bleven ham en formelig Byrde, da Pengereduktionen i 1813 efter hans Opfatning af Forholdene betog ham Haabet om, at Gjelden kunde blive betalt efter hans Død[26]. Det var ham en pinlig Tanke, at hans Enke skulde „gaa fra Arv og Gjeld“; han har vel anseet dette for ligesaa ydmygende for sin mandige Stolthed som nedværdigende for det høje Embede han beklædte.
I det selskabelige Liv var Biskop Brun en ligefrem, jævn og munter Mand, hvor han stod mellem ældre Folk. Paa Tidens Ungdom i Almindelighed har han vel ikke sat synderlig Pris, og vi kan derfor ikke undre os over, at nu levende gamle Mænd, der id sin Ungdom har kjendt ham, skildrer ham som arrogant, – heller ikke over, at hans Samtid af enkelte Begivender vilde slutte sig til, at Forfængelighed udgjorde et Hovedtræk i hans Charakter. Man kan vel her bemærke, at Brun, som var bleven gammel under Souverænitetens Dage, vel har havt sine høje Tanker om Bispeembedets Værdighed som en høj Stilling i Samfundet, om han ogsaa har taget sig iagt for at bruge dets Myndighed. Hvad der kunde være ham til Ære i hans Egenskab af Biskop, har han vel ogsaa sat en Pris paa, – større maaske, end han selv mente. Han kalder vistnok de udvortes Udmærkelser „lette Varer“, men at han ikke skattede dem saa ganske ringe synes at ligge i følgende Linjer af hans Skildring af Professor Arentz: „1810 blev han Ridder af Danebrogen. Jeg, som blev det samme Gang, i Begyndelsen forlægen med dette nye, og, som mig syntes, paa en gejstlig Kjortel heterogene Ærestegn, blev let om Hjerte, da jeg mærkede, at den Ordens-Broder, jeg i Stiftet havde faaet, var min gamle Professor Arentz“.[27] Et Spørgsmaal er det maaske, om hans Hjerte var blevet ligesaa let, om den ny Stjerne var falden paa nogen af de ham underordnede Prester, selv om det havde været hans specielle Venner, f. Ex. P. D. Baade eller Niels Hertzberg. En anden af disse „lette Varer“ tilfaldt ham paa hans gamle Dage, da de norske Bisper lik sine Guldkors, men efter Pavels’s Beretning vakte dette smukke Bispetegn ikke „Forlegenhed“, men en vis naiv Glæde[28]. Som han nu vel satte Pris paa den Udmærkelse, der blev ham tildel i hans Egenskab af Biskop, saa har han vel ogsaa været den Mand, som lettelig kunde føle og modsætte sig et virkeligt eller formodet Angreb paa sin Værdighed. Herhen hører det vel, hvad en gammel Prest, der selv som Yngling var nærværende ved den omhandlede Lejlighed, har fortalt. I 1812 kom daværende Slotsprest Pavels til Bergen for at besøge sin Moder. Han vilde ikke forlade Staden uden at have stiftet Bekjendtkab med Biskop Brun, og da han hørte, at denne var paa Visitats ved Fane, rejste derud, spurgte øjeblikkelig efter Bispen, men denne lod sig ikke finde i 3 Timer. Grunden var, at der under Bruns Adresse var kommet et Brev til Pavels med Udskrift: „højærværdige Hr. Slotspræst Pavels“. Prædikatet „højærværdig“ var et biskopeligt Privilegium, og den gamle Biskop følte sin Værdighed krænket ved at se det givet til den Mand, som skulde arve det efter ham.
Vi kan ikke slutte disse Blade uden at minde om Biskop Bruns glødende Fædrelandskjærlighed. Længe før nogen Tanke om Norges Løsrivelse fra Danmark var opkommen, skrev han sin navnkundige Sang: „For Norge, Kjæmpers Fødeland“, i hvilken man vistnok kunde indlægge Tanker, som var ham aldeles fremmede. I sit Gjenmæle mod Badens Kritik over „Einar Tambeskjælver“ erklærer han det ogsaa tydelig nok, at Danmark og Norge stod for ham som tvende Dele af et Fædreland, og det var ham sikkerlig af megen Vigtighed ikke blot at synes, men at være en trofast Undersaat, hvad enten Norges Konge boede i Kjøbenhavn. Christiania eller Stokholm. At Tanken om et selvstændigt Norge med Haakon den gamles Kongestol gjenoprejst inden Landets egne Grændser har tiltalt og opflammet hans mandige Sjæl, er let forklarligt, – at hans djærve Ytringer, med hvilke han ingenlunde var forsigtig, paadrog ham Mistanke i Kjøbenhavn 1811–1813 og i Stockholm 1814–1815, er naturligt. Paa det sidste Sted maa man vel snart være kommen paa det rene med, at den djærve Biskop ikke var nogen politisk Størrelse, og at Fædrelandet ogsaa i sin nye Stilling ingen Skade vilde tage af Fædrelandsvenner som ham. Som Fædrelandsven bar han Landet frem i sine Bønner for Herren i de Dage, da Han førte megen Trængsel over det. Derfor vil dets Historie bevare hans Minde, medens dets Kirke ser tilbage paa ham som en af sine største og bedste Sønner.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Saaledes lyder Fortællingen om dette Møde. I den af Biskopen skriftlig meddelte Rejsetilladelse heder det, at Reisen skulde foretoges i et for Brun og hans Familje vigtigt Anliggende.
- ↑ Der staar vistnok i Biskopens Kopibog, at Brun blev konstitueret samme Dag, Mossin döde, men umiddelbart foran staar en Skrivelse til Kancelliet, dat. 6te April.
- ↑ Hellige Taler, I. p. 341 ff.
- ↑ H. N. Hauges Levnet og Rejser. Kristiania 1816. p. 71.
- ↑ Sars, Norge under Foreningen med Danmark. Nord. Univ. Tidsskrift.
- ↑ efter Peder Schreuder, Biskop Hans P. S. Schreuders Farfader, der döde 1813.
- ↑ J. Möller: Balles Levnet og Fortjenester. Kjöbh. 1817 p. 263.
- ↑ Joh. Phil. Fresenius: Pastoralsammlungen. Frankfurth und Leipzig 1748. I. p. 132.
- ↑ 4de Marts 1805 skriver Brun til Provst Hertzberg: „Dagen længes. Til Viking ruster jeg min Snekke. Ubesögte Kyster agter jeg at gjæste, alt skulde jeg og gaae Bersrerkergang. Ikke udsteder jeg dog Feide-Brev, förend Jeg har holdt Krigs-Raad med nogen jæv Vaabenbroder. Denne Gang skal gaae mig til Haands med Raad og Daad den Herse, som sidder under Siggens Rödder ved sin Faders Kilde og seer ud over Bömmelens Slette hin blaa. Dette er udlagt i Nutidens Sprog: Sundhordland og Hardanger tænker jeg iaar D. V. at visitere, men i ingen Hovedkirke, allevegne i et Annex, et quidem ved Bremnæs i Findaas. Hvor Præst kan komme frem, maa Biskop ogsaa kunne, item sove, hvor det behøves, paa ærlig Bondeseng – – –“.
- ↑ Cammermeyer döde 7de Febr. 1819.
- ↑ Denne Formodning maa vel rimeligvis finde en Stötte i en Ytring uf Nyerup i et mellem 21de Novbr. 1811 og 19de Febr. 1812 affattet Brev til Rektor Oluf Worm om, et Nordahl Brun nyligen (i Kjöbenhavn) havde draget Opmærksomheden paa sig. Se Jens Möller, nyt theol. Bibl. 19, S. 216.
- ↑ De hertil sigtende Ytringer i dette Verk er endnu ikke trykte.
- ↑ H. N. Hauges Rejser o. s. v. Kristiania 1816. S. 15.
- ↑ H. N. Hauges Rejser S. 60.
- ↑ H. N. Hauges Rejser. S. 71.
- ↑ Jens Möller skriver 1818 i Theol. Bibl. 15 p. 359r „Hans Gaver maa have været overordentlige, da de vare istand til et dække de mange væsentlige Mangler, som findes i hans ved Trykken bekjendtgjorte Taler, og henrive endog de Tilhörere, som mödte i Kirken med Fordom imod ham“. Denne flittige Professors Bekjendtskab til og Interesse for den navnkundige Prædikant maa imidlertid ikke have været meget stor, thi i 1832 skriver han i nyt theol. Bibl. 20 p. 291: „Jeg beklager, at jeg endnu ikke har faaet hans samlede Prædikener (de udkom 1797–98) og fölgelig ikke er istand til et fælde en sikker Dom om ham som Homilet. Hans Prædiken, da han indviedes til Biskop, og det Lidet, jeg iövrigt har læst af ham i Prosa, svarer langt fra ikke til den höje Forestilling, jeg gjör mig om liens Geni“.
- ↑ Hellige Taler. 2 B. Bergen 1798. Fortalen.
- ↑ Hellige Taler. 2 B. Bergen 1798. Fortalen.
- ↑ Tolv hellige Taler. Bergen 1806. Tilegnelsen.
- ↑ Tale over Hans Stenbuch. Kbhavn 1804 p. 20.
- ↑ H. N. Hauges Levnet og Rejser. Kristiania 1816 p. 39.
- ↑ Tale over Hans Stenbuch p. 23.
- ↑ H. N. Hauges Levnet og Rejser. p. 94. Daae: Throndhjems Stifts gejstlige Historie. Thjem 1863. p. 217.
- ↑ Tale over Hans Stenbuch p. 23.
- ↑ Se Sandberg „om sekteriske Bevægelser i vort Fædreland“. (Wexels’s Tidsskr. for Kirkehistorie og Theologi. III, p. 47).
- ↑ At Pengeforandringen netop kom Debitor tilgode, faldt ham ikke ind. Den Gjeld, han havde stiftet i gode Penge, mente han, maatte betales i samme Mynt, fölgelig med en saa meget större Mangfoldighed af de slette Penge. Der findes iblandt hans efterladte Papirer flere Udkast til Breve, stilede til de Raadende i Kjöbenhavn, hvori han fremstiller sin Nöd ved Gjeldens Forögelse. Hvis disse Breve ere komne til Kjöbenhavn, have de rimeligvis kun vakt Fornøjelse.
- ↑ F. C. H. Arentz’s Portræt og Biographi. Bergen 1816. p. 14.
- ↑ Claus Pavels’s Dagbogsoptegnelser 1815–16. Kristiania 1866. p. 115. 125.