Wikikilden

Bidrag til Throndhjems Domkirkes Historie og Byens Topografi

Bidrag
til Throndhjems Domkirkes Historie og Byens Topografi.
(Af N. Nicolaysen).

Siden Throndhjems Domkirke uden Tvivl i høj Grad ogsaa maa have vakt vore Forfædres Beundring, ville mange maaske vænte i Sagaerne at finde om ikke en udførligere Beskrivelse deraf, saa i det mindste Antydning til hvorledes dens Udseende var. Men saadant ligger udenfor Kongesagaernes Plan. Ligesom enhver anden godt anlagt Fortælling have de alene Begivenheden og Hovedpersonerne for Øje og kun for saa vidt noget staar i Forbindelse dermed, bliver det medtaget. Hvad vi finde i Sagaerne om Kirken, er derfor ikke andet end nogle ganske faa og korte Udsagn af ren statistisk Beskaffenhed, men disse ere naturligvis alligevel af stor Interesse for at bestemme Gangen i Bygningens Tilblivelse.

Noget Spor af den Beundring, Kirken opvakte, finde vi egentlig først i et Brev af August 1328. Kirken var dengang brændt nogle Maaneder i Forvejen og Erkebiskop Eilif beder nu om Understøttelse for igjen at faa opført denne „Landets Krone og Prydelse.“

Saa beskedent udtrykte man sig imidlertid ikke et Par hun- vrede Aar senere, da Kirken først begyndte at omtales af Forfattere. Tydskeren Jacob Ziegler († 1549) siger saaledes at den i Størrelse og kunstigt Stenhuggerarbejde ikke har sin Lige i Kristenheden. Dette varieres nu paa forskjellig Maade gjennem hele det 16de og 17de Aarhundrede. Absalon Pederssøn (1570), Peder Claussøn (1631), Jens Laur. Wolff (1653) og Jac. Maschius (1661) ere alle store Beundrere af Kirken og dens Pragt, men deres Beundring udtaler sig i ganske almindelige Udtryk, de stirre paa Kirken næsten som paa et gaadefuldt Vidunder, som de ikke driste sig til at beskrive, og naar de alligevel indlade sig derpaa, saa er det alene for at fremhæve dens mange Pillarer, ædlere Stenarter og kostbare Forgyldning. Maschius lader dog i sin Beundring alle de øvrige efter sig, thi disse tale endnu i Prosa og i forstaaelige Talemaader, medens han skriver i Vers, hvori han ganske forlader Jorden. Men han hæver sig ikke op over Kirkens høje Tag, som Lærken, for at synge en Jubelsang over al denne kunstneriske Herlighed, han bruger Kirken som en Stige for at komme op i de høje Regioner, og nu er han dybt inde i Allegoriernes Verden, hvor han næsten glemmer Kirken og hvorfra han udsender disse underlig forskruede Talemaader, som vare ejendommelige for den Tids Digtning. Han har dog medgivet sin Bog et særdeles værdifuldt Bilag, nemlig et Kobberstik af Kirken saaledes, som den saa ud i 1661. Dette er paa engang den ældste Afbildning af Kirken, som vi kjende, og tillige uden Tvivl det første Forsøg i Norge i Kobberstikning[1].

Hvis Kirken, strax før Maschius fik den aftegnet, var bleven aldeles ødelagt, saa vilde vi nu af de ovenfor omtalte Beretninger ikke kunne danne os den fjerneste Forestilling om, hvordan dens Form egentlig var. Dette skylde vi først Schøning, hvis Bog udkom i 1762. Schøning er noget tør i sin Fremstilling, ligesom han kun har liden Sans for det kunstneriske ved Bygningen, og derfor heller ikke Øje for dens forskjellige Stilarter; men naar man tager Hensyn til hvor lavt hans Samtid stod i denne Henseende, at den enten nærede en fuldkommen Ringeagt[2] for al middelaldersk Kunst, som den mestendels ansaa som et Snurrepiberi uden at ane dens Skjønhed eller, om den ogsaa indlod sig paa at betragte den, i sin Opfatning deraf røbede de besynderligste Vildfarelser, saa maa man sætte hans Bog temmelig højt. Han viser dog et ganske godt Kjendskab til saadanne Bygningers Hovedformer, og har, hvor han fremsætter sin Mening om Domkirkens oprindelige Form i dens nedfaldne Dele, i de fleste Tilfælde truffet det rette. Hertil kommer at han i sin Bog har samlet næsten alle Oplysninger om Kirken, som kunde overkommes, og hvoraf endog flere nu ikke mere ere til. Ved denne sin Bog har han derfor knyttet sit Navn for stedse til Throndhjems Domkirke, thi ingen kan efter ham give en Beskrivelse deraf, uden i mange Stykker at støtte sig til ham, og ingen vil endog kunne udarbejde en i alle Dele tilfredsstillende Restaurationsplan af Kirken, uden tilbunds at kjende hans Bog. Med alt dette lider dog hans Verk af adskillige vildfarende Meninger, der ikke saa meget have sin Grund i mangelfuld Kritik som deri, at han mestendels alene har holdt sig til een Sagabearbejdelse, uden at kjende eller at benytte de øvrige.

Siden Schønings Bog udkom, har Kirken adskillige Gange været beskreven, uden at der i lang Tid viste sig en rigtigere Opfatning af dens Ejendommelighed og de dermed nøje forbundne historisk-topografiske Spørgsmaal.

I 1838 udgav Schwach, som bekjendt, en Beskrivelse, og skjønt den i en vis Henseende udvidede vor Kundskab om Kirken, for saa vidt den indeholdt flere Tegninger, end man hidtil havde, saa var den dog, som der ogsaa siges i Fortalen, i det hele taget at betragte alene som et forkortet Udtog af Schønings Bog med Gjentagelse af dennes Meninger.

I samme Aar blev Kirken ogsaa omtalt af Prof. Brunius,[3] der i saadanne Sager utvivlsomt maa ansees som en af de kyndigste i de tre nordiske Riger. Men han berører den blot i Forbigaaende, for at bruge den som Prøvesten for en Theori. Han anstiller nemlig Undersøgelse om, hvilket Grundtal Kirken fremviser, og finder at dette maa være Tallet 8. Man behøver dog alene at vide, at Throndhjems Domkirke i flere af sine Dele er opført til forskjellige Tider og hver Gang med Fravigelse af den oprindelige Plan, for ogsaa med det samme at være overbevist om, at den mindst af alle kan væntes at udvise Iagttagelsen af en saadan Regel. Men Sagen er, at Forfægterne af denne Theori, som de paadutte Middelalderens Arkitekter, endnu ikke paa en tilfredsstillende Maade have kunnet paavise den iagttagen i nogen som helst Kirke fra den Tid, selv ikke i saadanne, der udmærke sig ved sin gjennemførte Planmæssighed f. Ex. i Kølns Domkirke, og at vi derfor have fuld Føje til at tro at hele denne Opfatning grunder sig paa en Vildfarelse. Middelalderens store Mestere vare ogsaa alt for dygtige Kunstnere til at de skulde have tænkt paa noget saadant, der egentlig ligger uden for al sand Kunst. En ganske anden Sag er det, at de gik ud fra en bestemt Grund-Enhed eller et Grund-Kvadrat, hvormed alle Former og Forhold bleve satte i Forbindelse, thi dette var noget, som hørte med til en organisk Gjennemførelse af Ideen, og for at frembringe den tilsigtede Stemning, ligesom Vers- og Strofebygningen i et Digt. Som man imidlertid tør haabe, har nu Schnaase i sin ypperlige „Geschichte der Kunst“ (1850) for stedse henvist denne og lignende Vildfarelser i Opfatningen af den gotiske Arkitektur til Kunsthistoriens Pulterkammer.

I 1841 skrev Linstow i den Constitutionelle en længere Opsats om Kirken, og uagtet man deri strax ser Kunstneren og en højere æsthetisk Vurdering af Bygningen, som Kunstverk betragtet, fik man dog derved ikke egentlig noget klarere Indblik i dens Enkeltheder og hvad der i dens forskjellige Perioder har udgjort og endnu udgjør dens individuelle Ejendommelighed, hvilket igjen hang sammen med at Linstow i alle Dele støttede sig til sine Forgjængeres Meninger, uden først kritisk at undersøge deres Værd. Dette var heller ikke hans Hensigt. Han vilde vække Interesse for Kirken som et Nationalmonument, hvortil vor Histories mest glimrende Erindringer knytte sig, og da han selv var gjennemtrængt af en levende Begejstring derfor, da han var en aandrig Mand og en af vore mest smagfulde Skribenter, saa opnaaede han i fuldt Maal dette sit Øjemed.

Lige fra 1762 og indtil 1848, da Prof. Munch første Gang behandlede denne Materie, vare saaledes de vildfarende Meninger, som unegtelig findes i Schønings Verk, ikke blot ikke berigtigede, men havde ved idelig at gjentages ligesom vundet Hævd paa at være begrundede. Prof. Munch har nu ved sin Afhandling fra det anførte Aar (Norsk Tidsskr. II. S. 52 flg.) og senere paa flere andre Steder, som sædvanligt bragt megen Klarhed ind i disse Sager og tillige meget lettet Oversigten og Kontrollen hos Læseren derved, at han paa eet Sted og med Kildernes egne Ord har anført næsten alle de hidrørende Udsagn, som findes i de forskjellige Sagabearbejdelser. Imidlertid opstod der allerede fra først af nogen Tvivl hos mig, om ogsaa ethvert af de fremsatte Resultater var rigtigt, og denne Tvivl har voxet hver Gang Prof. Munch paany har behandlet samme Gjenstand, indtil jeg nu har anstillet en dybere Undersøgelse derom, hvorved jeg i flere Dele er kommen til Anskuelser, der ere væsentlig forskjellige fra Prof. Munchs. Ved i det følgende at fremsætte disse, nødes jeg dog til for Oversigtens Skyld at gjentage flere bekjendte Sager. Jeg vil først give en sammentrængt Fremstilling af Sagaernes Beretninger med Henvisning til de af Prof. Munch paa det omtalte Sted anførte Kilder og derpaa hver for sig behandle, de Bygninger i Nidaros, som i mere eller mindre Grad staa i Forbindelse med Domkirken, og dernest denne selv.

Det første Byanlæg i Nidaros blev gjort af Olaf Tryggvessøn i 996. Snorre[4] fortæller, at han lod opføre Huse paa Nidelvens Bred og bestemte, at der skulde være Kjøbstad, han gav Folk Tomter at bygge paa, og lod gjøre Kongsgaard op fra Skipakrok. Hertil lægger en anden Saga,[5] at dette skede om Høsten, og at Kongen tillige rejste Klemenskirken, som blev ganske færdig allerede samme Aar ved Juletider.

Efter Olafs Død (1000) lode Jarlerne Erik og Svein med Forsæt hele hans Anlæg forfalde, eller, som det heder, vanrøgtede det saa, at en Del Huse faldt ned og de øvrige vare ubeboelige. Men da Olaf den hellige var tagen til Konge paa Oplandene (1015), mindedes han sin Frænde Olaf Tryggvessøns Anlæg. Han tog sin Bolig der, og gav sig atter i Færd med at opbygge de nedfaldne Huse, men just som han var midt oppe i dette Arbejde, maatte han flygte ud af Elven, medens Svein Jarl kom fra den modsatte Kant, indtog Byen og brændte den med de endnu tildels kun halvfærdige Bygninger.[6] Aaret efter om Sommeren eller Høsten kom Olaf igjen til Nidaros, og efter at han var tagen til Konge af Thrønderne, var det hans første Arbejde, igjen at gjøre Byen beboelig, han lod ogsaa opføre Kongsgaarden og tillige rejse Klemenskirken, „paa det Sted, hvor den nu (1200–1390) staar.“[7] Disse Bygninger vare færdige før hans Død (1030).

Efter at Bønderne havde forladt Valplassen paa Stiklastad eller omtrent 8 Dage[8] efter Slaget (29 Juli eller 31 August 1030) droge Thorgils Hjalmessøn og hans Søn til Nidaros, hvor de i Mørkningen lagde til ved Kongsbryggen og afleverede Kongens foregivne Lig til Biskoppens Svende. Derpaa roede de længer op efter Elven og lagde til ved Saurhlid strax ovenfor, hvor Byen slap, og bare det virkelige Lig op i en øde Skemme, som stod der. Den følgende Dags Aften roede de endnu et Stykke længer op ad Aaen, og begrove Kisten i en derværende Sandmele. Hermed bleve de ganske færdige, før det dagede.[9]

Den følgende Sommer kom der mange Rygter op om Olafs Hellighed, hvorfor Biskop Grimkell sendte Bud ind til Stiklastad til Thorgils og hans Søn Grim om at komme til Byen og vise, hvor de havde lagt Liget. Efter at man dernæst havde faaet Kongens Tilladelse dertil, blev Kisten opgraven, hvorved det viste sig, at den ligesom af sig selv havde skudt sig op imod Jordskorpen, og da mange foresloge for Biskoppen, at han skulde lade Liget jordfæste i Klemenskirken (grafa nidr i jörð at Klemetskirkju), lod han det, efter at flere Prøver dermed vare anstillede og Kongens Hellighed derefter var højtidelig erklæret paa et Slags Thing, bære ind i Kirken og en passende Indretning dertil gjøre over Højalteret. Dette skede 12 Maaneder og 5 Dage efter Olafs Død.[10]

Oppe paa Melen, hvor Kongens Lig havde ligget i Jorden, opkom der en fager Brønd, hvorover en passende Indretning blev gjort. Ligeledes blev der over selve Graven opført et Kapel, hvis Alter blev sat lige over det Sted, hvor Kongens Leje havde været.[11]

Paa det Sted, hvor Olafs Lig havde staaet Natten over i den øde Skemme, lod hans Søn og Eftermand Magnus den gode rejse Olafskirken[12] og ikke langt derfra tillige en Kongsgaard. Stedet laa endnu dengang ovenfor, men var paa Snorres Tid (omkr. 1200) omtrent midt i Byen. Kirken var endnu ikke færdig, da Magnus døde (1047), og hans Lig blev jordfæstet i Klemenskirken,[13] hvor hans Faders Skrin da ogsaa var.

Harald Haardraade († 1066) fuldførte Olafskirken og lod tillige i Magnus’s Kongsgaard gjøre en Stenhall, som han dog, da den blev færdig, indviede til Gregoriuskirke. Desforuden lod Harald oppe paa Melen og nær det Sted, hvor Olafs hellige Levninger havde ligget i Jorden den første Vinter efter hans Fald, fra Grundvolden af opføre Mariekirken og nedenfor denne ved Aaen en ny Kongsgaard. Medens Mariekirken var under Arbejde, blev Olafs Helligdom forvaret i Olafskirken.[14]

Haralds Eftermand Olaf Kyrre opførte en Stenkirke paa samme Sted, hvor det nys omtalte Kapel stod, og satte Alteret i sin Kirke ligeledes over det Sted, hvor Olafs Leje havde været. Kirken blev aldeles fuldført, inden han døde (1093) og Dagen før[15] en Olafsmesse, altsaa en 28de Juli, indviet til Kristkirke og til Pris og Ære for den hellige Trefoldighed. Til denne Kirke flyttedes da Olafs Skrin og sattes over Højalteret, ligeledes Magnus den godes Kiste, som ifølge Fagrskinnas og Flatøbogens Udsagn fik sin Plas udenfor Koret.[16] Ved sin Død blev ogsaa Olaf Kyrre selv begraven i Kirken.

Erkebiskop Eystein (1160–1188) nedtog Harald Haardraades Mariekirke og foretog adskillige Forandringer med Kristkirken, uden at der siges hvilke, dog saaledes at Højalteret fremdeles beholdt sin oprindelige Plas.[17]

Endelig lod Erkebiskop Sigurd i Sommeren 1248 sætte Kristkirkens Grundvold saa langt mod Vest som den nu (1280 og senere) er.[18]

Kongsgaardene.

Ifølge det ovenfor anførte var der altsaa i Nidaros Tid efter anden opført fire Kongsgaarde.

Den første blev bygget af Olaf Tryggvessøn, maa utvivlsomt have været af Træ og brændte efter al Sandsynlighed i 1015. Om dens Beliggenhed have vi kun den omtalte Beretning, som siger, at den laa op ifra Skipakrok. Med dette Navn har Prof. Munch klart paavist (Norsk Tidsskr. II, S. 59–65), at man betegnede den Bugt ved Elven, hvor Skibene kunde lægge ind og landdrages, og som dannede Yderpunktet af Byen mod Nord, saaledes at Bratøren laa nedenfor og Bryggerne ovenfor. Men det kan vel være noget tvivlsomt, om Stedet har ligget saa langt nede som Munch antager (ved den nuværende Mustalmenning eller i Nærheden deraf); thi baade synes derved det Strøg, hvor Skibene ifølge Byloven af 1276[19] skulde tage Leje, at blive vel langt for Nidaros’s Vedkommende i Forhold til Bergen, da det i saa Fald paa det første Sted vilde udgjøre omtrent 1200 Alen medens det i Bergen, endog meget rumt regnet, kun var 800 Alen, og desuden synes der da ikke at blive tilstrækkelig Tumleplas for de Fylkinger, som omtales i Sverres Saga Kap. 33 og 62,[20] og hvoraf en stod „oppe ved Skipakrok“ og en anden „ude ved Bratøren udenfor Skipakrok.“ Naar Munch dernæst forklarer Beliggenheden „op fra“ Skipakrok om en transversal Retning fra Elven op imod Ilevolden, idet han antager at dette Udtryk og det modsatte „niðr frá“ (ned fra) i Nidaros altid maa forstaaes paa denne Maade, saa synes ogsaa dette at blive noget tvivlsomt, naar man ser, at Byloven, der uden Tvivl maa være den bedste Støtte ved saadanne lokale Betegningsmaader, bruger Udtrykket „ofan frá“ (ɔ: ned fra) om Retningen fra Kongsgaarden ned efter Elven mod Nord. Det forekommer mig derfor lige saa rimeligt, at Olaf Tryggvessons Kongsgaard kan have ligget strax søndenfor Skipakrok eller længer oppe ved Elven.

Den følgende af Olaf den hellige opførte Kongsgaard har uden Tvivl, som ogsaa paavist af Prof. Munch, ligget paa samme Tomt, som den forrige, hvilket ogsaa bestyrkes ved den ovenfor anførte Beretning, at Thorgils, efter at have lagt til ved Kongsbryggen, roede op forbi Byen. Naar man derhos tager Hensyn til Tiden, synes der at være al Rimelighed for at ogsaa denne Gaard har været af Træ.[21] Om dens Udseende og Udstrækning fortæller Snorre (Olafs Saga Kap. 55), at der var en stor Hirdstue med Dør i begge Ender, og at der i Gaarden var store Udbygninger, hvori Hirdmændene sov, og en stor Stue, hvori Kongen holdt sine Hirdstevner.

Medens de nu omtalte tvende Gaarde laa nedenfor Byen eller rettere strax ovenfor, hvor den tog sin Begyndelse fra Nord af, bleve de følgende tvende derimod hver til sin Tid opførte ovenfor Byen, eller hvor den slap.

Magnus’s Kongsgaard laa, som vi have seet, ikke langt fra hans Olafskirke. I denne Gaard lod Harald Haardraade, som ovenfor anført, opføre en Stenhall, som han dog ved dens Færdigblivelse indviede til Gregoriuskirke.[22]

Endelig byggede Harald Haardraade den fjerde og sidste Kongsgaard, som vi finde omtalt. Den laa nedenfor Mariekirken ved Aaen, var allerede tagen i Brug i 1052[23] og blev senere af Kong Eystein Magnussøn (1103–1123) forøget med en omhyggelig udstyret Trækirke (Nikolauskirken)[24] og af Haakon Haakonssøn (1217–1263)[25] med en Træhall og et Kapel oppe ved

Hidtil har man altid antaget, at denne Gaard laa omtrent der, hvor nu den saakaldte Kongsgaard eller Artillerigaard ovenfor Domkirken er, men at dette er urigtigt, synes at blive klart af følgende. Allerede den Angivelse, at Gaarden laa ved Elven, synes ikke at passe paa den nuværende Kongsgaard eller rettere dens ældste Del, som af Schwachs Grundplan vel kan sees at have strakt sig noget længer mod Øst end nu, men dog ikke kan have gaaet saa langt i denne Retning som lige til Elven, da den derved vilde have spærret Adgangen til Bybroen. Heller ikke kan man ved at tænke paa denne Gaard forklare sig Retningen af Vagtmændenes Gang,[26] naar der i Byloven siges, at de efter at være komne op ad Almenningen mellem Prædikergaarden og Kongsgaarden skulde gaa vestenfor denne til Biskoppens Nøst. Ja endog den Omstændighed alene, at der gik en Almenning op imellem de tvende Gaarde, synes at maatte sætte den nuværende saakaldte Kongsgaard aldeles ud af Betragtning; thi da Prædikergaarden laa nordenfor Domkirken, saa vilde den sidste under denne Forudsætning komme til at ligge paa Almenningen, hvilket neppe kan antages. Men hvad der paa engang ubestridelig viser, at der ikke kan være Tale om den nuværende Kongsgaard, og tillige omtrent angiver den Plas, Harald Haardraades Kongsgaard indtog, er de nærmere Omstændigheder, som anføres i 1239 ved Hertug Skules Hylding. Haakon Haak. Saga fortæller derom i Kap. 198 og 199, at efter at Hertugen havde været i Kristkirken for at bevæge Korbrødrene til at lade Olafs Skrin bære ud til Ørerne, hvor Hyldingen skulde foregaa, gik han fra Kirken til Kongsgaarden. Efter at dernæst baade Korbrødrenes og Skrinets egen Modstand var overvunden af Hertugens Søn Peter, bleve Helligdommene baarne ud af Kirken og ned paa Strædet foran eller til Kongsgaarden (ok ofan á strælit fyri [Var. til] konungsgarð), hvor Hertugen kom dem imøde med sin hele Hird og derpaa drog ned igjennem Byen (ofan um bœinn) og ud til Ørethinget.

Heraf bliver det klart, at Kongsgaarden maa have ligget ved Elven og ligefor Langstrædet eller strax ovenfor den nuværende Bybro,[27] omtrent der, hvor Kaptejnvagtmesterens Have findes ansat paa Bloms Kart af Throndhjem fra 1830. Naar man altsaa paa Bylovens Tid (1276) fra Bratørerne vilde gaa tvers igjennem Byen op til Helgeseter og valgte den korteste Vej, saa fulgte man først Langstrædet, saa langt det rakte, derpaa drejede man til højre op ad Almenningen mellem Kongsgaarden og Prædikergaarden, og naar man saa igjen svingede til venstre om Hjørnet af den først nævnte Gaard, havde man et bent Stræde for sig lige til Bybroen,[28] hvorover Vejen gik til Helgeseter. Paa venstre Side af dette Stræde havde man da først Kongsgaarden, saa langt den strakte sig, og derpaa Biskoppens Nøst, paa højre Side Kristkirkegaarden og siden Biskopsgaarden.

Naar denne Kongsgaard blev ødelagt, har jeg ikke kunnet finde, men sandsynligvis maa det være den samme, som omtales endnu i 1454.[29] Man kan da gjette paa at den er afbrændt i den første Brand, som indtraf efter denne Tid eller d. 5 Mai 1531, hvori hele Byen brændte.

Biskops- eller Erkebiskopsgaarden.

Naar der saaledes ikke vel kan være Tale om, at Harald Haardraades Kongsgaard har indtaget den samme Tomt omtrent, som den nuværende Kongsgaard, saa maa man spørge, hvilken Bygning har da staaet der. Jeg har allerede antydet, at det var Biskopsgaarden.[30]

Ved at betragte den gamle Grundvold, som findes afbildet hos Schwach, i Forbindelse med den nuværende Artillerigaard, maa man strax falde paa, at man der har Levninger af den Bygning med Taarn, som endnu sees paa Maschius’s Kobberstik (paa Universitetsbibl.) af Byen i 1674, og som udførlig beskrives i en Besigtigelses-Forretning af 13 Juni 1616.[31] Ved denne Tid var den netop bleven færdig efter at have undergaaet en Hovedreparation, hvorved dog, som det synes, dens oprindelige Form i det væsentlige var bibeholdt. Nu siges der i den nævnte Forretning, at Gaarden, indtil Claus Daa blev Befalingsmand over Throndhjems Len (1613), havde staaet øde og forfalden lige fra den Tid af, at Stenviksholms Slot var bygget, og at før denne Tid igjen Erkebiskopperne havde haft sit Tilhold der. Det sidste Udsagn bestyrkes ogsaa derved, at man paa to af de yderst faa Steder, hvor Biskopsgaarden omtales i Sagaerne, kan se, at den maa have ligget omtrent der. Det ene Sted er Sverres Saga Kap. 33. Det omtales der, at Sverre blev overrumplet i Nidaros af Magnus og hans Fader Erling Skakke, og maatte flygte ud af Byen over Broen. Derpaa heder det videre, „at da Magnus og Erling Jarl roede op ad Aaen med sin Flaade, gik just Birkebenerne over Broen“ .. „Siden fore de (Magn. og Erl.) op igjennem Strædet, hver med sin Skare, efter som de bleve færdige med Landstigningen. Jarlen blev først færdig, og da han kom op forbi Kristkirkegaard og ovenfor Biskopsgaarden til Broen, saa han Sverres Merke fare hurtigt afsted og stevne op ad Landevejen til Kleppabu.“ Det andet Sted er Haakon Haak. Saga Kap. 239. Her fortælles der, at da Hertug Skule blev overrasket om Natten i Nidaros og stod raadvild i Kongsgaarden, om hvad han nu skulde gjøre, gav hans nærmeste Omgivelse ham det Raad, at han, siden Bybroen var borte, enten skulde søge Tilflugt i Kristkirken eller sætte over Elven paa den ene Skude, som fandtes i Kongsgaarden. Han valgte det sidste, men sendte først Bud op til sin Søn Peter, „der var ovenfor Kongsgaarden,“ om at komme ned til ham og gjøre Følge, men da Sønnen afslog hans Tilbud, satte han alene med sit Folk over Aaen. Sønnen gik derimod ind i Kristkirken og derpaa til Prædikerne (nedenfor eller nordenfor Kirken), men da han heller ikke der troede sig sikker, gik han op i Biskopsgaarden,[32] hvor han fik en Baad og satte over til øvre Helgeseter.

Af alt dette følger nu, at Biskopsgaarden maa have ligget paa det anførte Sted,[33] dog saaledes at den har strakt sig noget længer mod Øst, end den nuværende saakaldte Kongsgaard, eller tillige indbefattet den Grundvold, som findes afbildet hos Schwach. Naar der for øvrigt siges i den omtalte Besigtigelses-Forretning, at Gaarden var bleven forladt, da Stenviksholms Slot blev bygget, saa er dette ikke at forstaa ganske bogstaveligt, da man ser, at Erkebiskoppen, ogsaa efter at han havde valgt det nævnte Slot som sit stadigste Tilholdssted, af og til var i Throndhjem.[34] Men af andre Beretninger er det bekjendt nok, at Olafs Eftermand, den første Superintendent, og dennes nærmeste Efterfølgere, ikke havde Sæde i Throndhjem, men derimod boede paa Helgeseter.

Efter at jeg har paavist Beliggenheden af Harald Haardraades Kongsgaard og Biskopsgaarden, vil det ikke være uden Interesse at se, hvilken mærkelig Overensstemmelse der fandt Sted i den Orden, hvori disse og nogle andre offentlige Bygninger fulgte paa hinanden, naar man sammenligner dem med de tilsvarende i Bergen, hvorved jeg naturligvis sætter de mange andre Uligheder mellem disse Byer med Hensyn til Lokalets Form og Forskjel i Beliggenhed mod Verdenshjørnerne ud af Betragtning. Jeg begynder i Nidaros vesten for Domkirken og i Bergen med Fladen under Sverresborg vesten for det nuværende Buntlabo. Først laa da paa begge Steder Kannikegaardene med Kommunehuset, tilhørende Have og Skolen;[35] derpaa kom Biskopsgaarden, i Bergen med sin Brygge ud i Søen, i Nidaros med sit Nøst ved Elven nedenfor Bybroen; nu fulgte paa begge Steder Kristkirken og dernæst lidt paa skraa nedenfor denne Kongsgaarden, i Nidaros med sin Brygge i Elven, i Bergen med en tilsvarende i Vaagen. Paa den anden Side af Kongsgaarden laa dernæst paa begge Steder en aaben ubebygget Plas, som i Bergen indtoges af Kongens Æblegaard, i Nidaros af den nederste Del af den Almenning, som gik op ad forbi Prædikergaarden; og nu begyndte Bryggerne, som i Bergen afsluttedes med Ørerne i Vaagsbunden og i Nidaros ved Skipakrok, og nedenfor den laa Bratørerne. Det sidste Navn skriver sig vel fra den Omstændighed, at Stranden paa denne Side mod Elven var mere brat afskaaren, medens den paa den anden Kant mod Fjorden var langgrundt.

Olafskirken.

Som vi have seet af de foran S. 13 anførte Beretninger, laa denne Kirke paa det Sted, hvor Olaf den helliges Lig havde staaet Natten over i den øde Skemme op fra Saurhlid. Den blev paabegyndt af Magnus den gode og fuldført af Harald Haardraade. Naar Fuldendelsen skede, er hidtil ikke blevet paavist, men da der er et Sted i Sagaerne, hvoraf man kan se det, og som tillige afgiver en Støtte ved den senere Undersøgelse, vil jeg anføre det her. Der siges nemlig i Harald Haardraades Saga, at da Einar Thambarskelver og hans Søn Eindride vare dræbte af Harald (1052), begrov Bergljot dem i Olafskirken ved Magnus den godes Lejested.[36] Heraf ser man altsaa, at Kirken maa være bleven fuldført imellem 1047 – 1052, og at Magnus’s Lig ved Kirkens Færdiggjørelse er blevet flyttet dertil fra Klemenskirken, hvor det, som anført foran S. 13, først var blevet lagt, formodentlig netop af den Grund, at hans egen Kirke dengang (1047) endnu ikke var færdig.

Mariekirken.

Denne Kirke (se S. 13) blev paabegyndt og fuldført af Harald Haardraade († 1066), og laa op fra hans Kongsgaard i Nærheden af den nuværende Domkirke, eller rettere sagt, dens Højkor. Ifølge Flatøb. stod dens Alter der, hvor Graderne ved (hjá) Kristkirken vare dengang (omkr. 1390).

Schøning og efter ham Klüwer og Schwach antoge, og siden var det i lang Tid en almindelig Mening, at visse Egenheder ved den nuværende Domkirkes Form skulde være fremkomne derved, at Marie-Kirken havde indtaget en Del af dens Tomt, og at der i Domkirken endnu skulde være Levninger af Harald Haardraades Marie-Kirke. Men Prof. Munch har klart paavist, at dette ikke er muligt, blandt andet fordi der udtrykkelig siges, at Erkebiskop Eystein nedtog den sidst nævnte Kirke og flyttede den til Helgeseter. Naar man dernæst, for nærmere at bestemme dens Plas, spørger hvor Graderne vare, saa er det vist nok saa, at dette Ord (grádur) egentlig ikke betyder andet end Trin eller Trappetrin og at det derfor gjerne kunde sigte til en eller anden saadan Indretning, som vi nu ikke have Kundskab om, men det forekommer mig dog, at Prof. Munch[37] har gjort det temmelig sandsynligt, at derved maa forstaaes den netop ved sine mange Trappetrin udmærkede Hyldingstribune[38] for Kongerne, der omtales af Absal. Pederssøn (1570) som fra gammel Tid af staaende paa Domkirkegaarden, i et Brev fra Christen Munk af 1591 (Schøning Side 337) siges at være meget bygfældig, men dog med en ringe Udgift istandsættelig, og hvoraf der endnu i 1651, da Jens Laur. Wolff skrev, var temmelig betydelige Levninger, der udmærkede sig baade ved Materialet og dets omhyggelige Sammenføjning. Hertil kan lægges, hvad man hidtil ikke har været opmærksom paa, at der ifølge det ovenfor S. 6 anførte Digt af Maschius endnu i 1661 vare nogle „rudera“ tilbage deraf i Nærheden af Domkirkens Kor (juxta chorum), og at det saaledes ikke, som Schøning (Side 228) synes at antage, alene er efter en løs Formodning, at Maschius paa sit Kobberstik af Domkirken har antydet Hyldingstribunens Plas. Men ved denne Tegning er der en anden Hage, hvorved vi ville standse lidt. Uagtet man nemlig paa Tegningen har Kirkens Kor til venstre og man derfor maatte antage, at det er den nordre Langside af Kirken, som fremstilles, savner man dog Kapitlet, der som bekjendt netop ligger paa denne Side, medens man ved Koret ser den saakaldte Erkebiskopsdør, der i Virkeligheden ikke findes paa denne men paa den sydøstlige Side af Koret, og derfor efter det Standpunkt, hvorfra Tegningen er tagen, umulig kan sees.[39] Da det hele saaledes røber en ren Begynder i sin Kunst, har Prof. Munch anseet det rimeligt, at Kobberstikkeren af ren Uvidenhed eller Forglemmelse har undladt ved Graveringen at bruge Spejl, og at, siden derved alt er kommet i omvendt Orden, det maa være den sydlige Langside af Kirken, Maschius har villet fremstille. Som videre Følge heraf antager da Prof. Munch, at Hyldingstribunen har ligget paa Sydsiden af Domkirken, og følgelig ogsaa Mariekirken. Da der imidlertid ikke kan være Tvivl om at Kobberstikket, med Undtagelse af de anførte Urigtigheder, for øvrigt i alle Dele (Taarnet med dets Urskive, Korsets Gavl m. v.) fremviser Kirkens nordre Side, saa bliver det alligevel rimeligst at antage, at det er denne Side, Maschius har villet fremstille, og man kan da tænke sig, at han, for at faa bedre Rum til at vise Hyldingstribunen og dens Plas, har udeladt Kapitlet som en mindre væsentlig Del af Kirken, ligesom han for paa et Blad at vise, hvad der ogsaa fandtes interessant paa søndre Side af Kirken, har medtaget Erkebiskopsdøren, uagtet den egentlig ikke hørte til paa denne Side. Heraf skulde altsaa følge, at Hyldingstribunen har ligget nordøst for det nuværende saakaldte Kapitel ved Domkirken. Dette finder ogsaa sin Bestyrkelse derved, at Schøning ved Gravning paa dette Sted fandt Grundvolden af en kredsformet Bygning, hvoraf der endog paa Klüwers Tid eller omkring 1818 (Mindesm. Side 13) endnu fandtes Spor, som ere anmærkede paa hans Grundris af Kirken og dens tilliggende Begravelsesplas. Og naar Schwach i 1848 siger (Norsk Tidsskr. III, S. 153), at han nogle Aar før den Tid paa det anførte Sted havde stødt paa „Grundmuren af en Fortidsbygning af større Omfang,“ skulde man næsten tro, at dette var Grundvolden af selve Mariekirken.

Som ovenfor anført, stod Alteret af Kirken der, hvor Graderne vare. Antager man derfor, at Flatøb. derved har forstaaet Hyldingstribunen, og man lægger Mærke til dennes Grundvold paa Klüwers Ris, saa kan der imellem Mariekirkens sydlige og det nuværende saakaldte Kapitels nordlige Side neppe have været større Afstand, end i det højeste 15 Alen, hvorved jeg naturligvis forudsætter at ogsaa den først nævnte Bygning efter Principet for kristelige Kirker har ligget fra Vest til Øst og saaledes parallel med Kapitlet, ihvorvel den, naar man tager Hensyn til Stedet for dens Alter, maa have strakt sig længer mod Øst end baade Kapitlet og den nuværende Domkirkes Højkor.

De to Klemenskirker.

Som ovenfor anført (S. 10) var den ældste Klemenskirke bygget af Olaf Tryggvessøn, og da den blev saa hurtig færdig, rimeligvis af Træ, hvorfor den ogsaa sandsynligvis brændte i 1015. Hvor den laa, siges intetsteds med Bestemthed, men der kan være Sandsynlighed for at den, som paavist af Prof. Munch, ikke var meget fjernet fra hans Kongsgaard.

Den anden Kirke af dette Navn opførtes fra nyt[40] af Olaf den hellige, uden at der bestemt angives, hvor den stod, eller af hvilket Materiale den var. Det eneste, vi vide om dens Bygning, er, at den havde en Klokke med Navnet Glød,[41] hvis Lyd Nordmændene i Magnus’s Hær troede at høre Morgenen før Slaget paa Hlyrskogshede. Som ovenfor anført (S. 12) blev Olaf den helliges Lig efter først at have været begravet i Kirken, igjen optaget, lagt i Skrin, og sat over Højalteret, hvor det endnu var i 1047, men blev senere flyttet derfra og midlertidigt opbevaret i Olafskirken, medens Mariekirken stod under Arbejde. For øvrigt ved man, at Kirken var Sognekirke, i hvilken Egenskab den omtales i 1293, 1309[42] samt i 1349[43], og at den endnu var til, da Flatøbogen blev forfattet eller omkring 1390.

Af Grunde, som jeg senere skal omtale, antog Schøning i sin Beskrivelse, at det nuværende saakaldte Kapitel ved Domkirken var Olaf den helliges Klemenskirke. Denne Mening har derimod Prof. Munch[44] aldeles forkastet, idet han støtter sig dels til Kirkens antagne Beliggenhed og dens Brug som Sognekirke og dels til Kapitlets Navn og Form og dets Forbindelse med Domkirken. De første Grunde, der alle dreje sig om, at Olaf den helliges Klemenskirke maa have ligget i Nærheden af hans Kongsgaard, skal jeg længere hen komme tilbage til. De øvrige Grunde forekomme mig derimod at have mindre Betydning.

Han antager saaledes,[45] at „Capitlet ej engang kunde bruges som Sognekirke i den Tid, Clemenskirken omtales i denne Egenskab i Diplomerne, thi da fik man den Besynderlighed frem, at dens Menighed maatte have sin eneste Indgang gjennem Christkirkens Høj-Chor, dens Sanctum Sanctorum.“ Denne Indvending taber imidlertid sin Vegt, naar man lægger Mærke til, at Kapitlet, som enhver endnu kan se, oprindelig har haft to andre Indgangsdøre mod det frie, nemlig en mod Vest og en mod Syd.

Dernæst anføres,[46] „at Benævnelsen „Capitlet,“ der selv har Hensyn til en katholsk Institution, ogsaa maa hidrøre fra de katholske Tider eller fra en Periode hvori „Clemenskirken“ oftere nævnes som Sognekirke.“ I denne Følgeslutning kan jeg aldeles ikke være enig med Prof. Munch. Thi vistnok var Domkapitlet en katholsk Indretning, men uagtet det ved Reformationen tabte sine væsentlige Funktioner, at vælge Biskoppen og udgjøre hans Raad, vedblev dog Navnet i lang Tid derefter som Betegnelse for den gejstlige Ret, hvorfor det ogsaa i denne Betydning overførtes paa det Rum i Kirken, hvor Retten holdt sine Mø- der. Vi finde saaledes, at den nuværende Kapitelsbygning ved Bergens Domkirke først fra 1553 fik dette Navn, idet Geble Pederssøn i dette Aar indrettede Olafsklosterets „Sakristi“ til saadant Brug.[47] Og i vor Frelsers Kirke i Christiania, der blev opført i 1694, kunde der følgelig først fra denne Tid blive Tale om at benævne det nuværende Sakristi Kapitlet, hvilket Navn var officielt endnu ved Slutningen af det forrige Aarhundrede og endnu af og til høres. Der er saaledes intet urimeligt i at antage, at Kapitlet ved Throndhjems Domkirke endog først ved Reformationen kan være blevet indrettet til det omtalte Brug og derfor ogsaa faaet det tilsvarende Navn. Saa meget mindre kunde der følgelig være noget imod at antage, at det var skeet endnu under Katholicismen, men efter at Kirken havde ophørt at være Sognekirke. Imidlertid synes i saa Fald dette Tidspunkt ikke at kunne sættes saa langt op i Tiden, at vort gamle Sprog endnu var i Brug, da det vel kan være et Spørgsmaal, om man dengang havde Ordet Kapitel som Benævnelse paa en Bygning.

Endelig finder Munch[48] at hele den Dunkelhed, som hviler over Kapitlet, bliver opklaret ved i Forbindelse med hans foranførte Grunde at se hen til England, hvorfra han antager, at Bygmesterne og tildels Forbilledet for Throndhjems Domkirke er hentet. „Betragte vi altsaa de engelske Domkirker, af hvilke nøjagtige Planer findes i Pragtverket Monasticon anglicanum, og sammenligne vi deres Indretning med Christkirken i Nidaros, da ville vi ved første Øjekast blive var en paafaldende Overensstemmelse mellem de saakaldte Capitel-Huse (chapter-houses) i disse Kirker og det saakaldte Capitel ved Christkirken. Disse Capitelhuse ere enten runde, polygonformede eller rectangulære Bygninger, beliggende ved Siden af Kirkens østre Fløj i større eller mindre Afstand derfra og sammenføjede enten umiddelbart med Kirkens østre Fløj eller med den nordre eller søndre Fløj ved en Passage, der dannede Indgangen til dem.“ .... „Flere af disse Capitelbygninger synes ogsaa at have haft Altere i den østre Ende og saaledes i Nødsfald at kunne været brugte som Kirker. Dette i Forbindelse med det Foregaaende oplyser – forekommer det mig – aldeles Gaaden ved det saakaldte Capitel. Det var Capitelbygningen og har altid været det, men har derimod aldrig været Clemenskirken.“ Den sidste Ytring kan vel ikke forstaaes ganske bogstavelig, thi da de anførte engelske Bygninger staa i Forbindelse med en Indretning (Domkapitlet), som endnu ikke var indført i Norge paa Olaf Kyrres Tid, saa kunde han naturligvis heller ikke lade opføre en Bygning bestemt til saadant Brug. Men alene af den Grund kan man ikke drage nogen Slutning fra de engelske Kapitelhuse til Kapitlet i Throndhjem, at dette efter alles enstemmige Dom maa være anlagt for 1093, medens endog den af de omtalte engelske Bygninger, som synes at være ældst, (uden Tvivl Kapitelhuset i Durhams Kathedral) først er opført efter denne Tid. De fleste af dem ere byggede efter 1150 i en mere eller mindre udviklet spisbuet Stil og et Par af dem afgiver endog Exempler paa det fineste af denne Stilart, som findes i England. Hertil kommer, at alle disse Bygninger med Hensyn til sin indre Form kun fremvise en Enhed eller et udelt Rum, medens Kapitlet i Throndhjem er indrettet som en fuldstændig Kirkebygning med et Langskib for Menigheden, et Tverskib og Kor for Gejstligheden og en halvrund Afslutning for Højalteret. Bygningen har ogsaa paa Sydsiden haft Vinduer, der senere ere tilmurede, ligesom den ganske i Lighed med vore øvrige Kirker, f. Ex. Akers, har haft en Hovedindgangsdør mod Vest og en anden paa Sydsiden. Endelig kan hertil føjes, at da alle ere enige i at Kapitlets nuværende Forbindelse med Domkirkens Højkor er yngre end selve Bygningen, saa maa man antage, at den engang har staaet frit.

Efter at jeg nu har omtalt en Del af Prof. Munchs Grunde for at Kapitlet ikke kan være Klemenskirken, vil jeg anføre, hvad Schøning siger for at begrunde den modsatte Mening.

„Har den Part af Kirken, som nu kaldes Capitlet, efter almindelig Sagn, hvilken Indretningen og Bygningen selv synes at stadfæste, været en Kirke for sig selv; saa er den uden Tvil det allerældste Stykke af den hele Bygning, og kaldet St. Clemens Kirke“ (S. 10). Det sidste udvikler han nærmere (S. 33) paa følgende Maade: „Nu komme vi til Capitlet, som den ældste Bygning, hvilket foruden foranførte (Bygningsmaade og Materiale) noksom kan sees ej alene af dets hele Indretning, som viser, at det i Begyndelsen har været en Kirke, hvilken Slags Bygning ikke vel er rimeligt, at man der har villet opføre, efterat den store Bygning var i Stand sat, sær da samme er saa liden og saa uanseelig i Henseende til Domkirkens øvrige Bygninger, men og deraf, at man i Capitlet endnu kan see Vinduer, som ere tilmurede paa den Side mod Domkirken, og at man, for at faae det føiet til Kirkens øvrige Bygning, har anlagt Choret saaledes, at det bøier noget af Side mod Capitlet, og staaer ikke ret lige for det Østre Kors. Hvilket altsammen noksom viser, at Choret er føiet til Capitlet, og ikke dette til hine, samt at Capitlet har staaet i Erkebiskop Eysteins Tid, da Choret og det Østre Kors blev bygget. Da man nu blandt alle de Bygninger, som før den Tid enten af Harald Haardraade eller Olaf Kyrre og andre bleve opsatte, ingen finder, som passer sig paa Capitlet, saa maa dette være ældre end nogen af hine, og efter al Rimelighed og gammel Sagn[49] i Begyndelsen havt Navn af St. Clemens-Kirke, hvoraf videre følger, at denne Bygning er mere end 700 Aar gammel, og opsat af Kong Oluf den Hellige selv.“

Disse Schønings Grunde synes i og for sig selv at have ganske god Vegt, især naar dertil føjes, at Bygningen, som ovenfor anført, virkelig fremviser en fuldstændig kirkelig Indretning, at dens Stil efter nøjagtige Tegninger at dømme baade i Hovedformer og Enkeltheder kunde tyde hen paa en højere Alder end nogen anden Del af selve Domkirken og endelig at dette ogsaa kunde synes at vise sig deri, at dens Materiale efter Schønings, Schwachs og Minutolis samstemmige Dom ere grovere og med plumpere Bearbejdelse og Sammenføjning, end man træffer andetsteds i Kirken.

Men hertil kommer endnu en Omstændighed, som man hidtil enten aldeles har overseet eller bortforklaret. Det er den foran omtalte Beretning, at „medens Mariekirken var under Arbejde, blev Olaf den helliges Skrin forvaret i Olafskirken.“ Da der nu tillige siges, at Skrinet endnu i 1017 var i Klemenskirken, og der ikke nogetsteds findes den fjerneste Antydning til, at det skulde være flyttet derfra, før Mariekirken blev paabegyndt, saa have vi al Grund til at tro, at det var der endnu ved det sidste Tidspunkt.[50] Naar vi derfor spørge om, hvad der kan have foraarsaget denne Flytning netop paa Grund af Bygningsarbejdet ved Mariekirken, saa kan det ikke negtes, at deri kunde synes at ligge en ligefrem Antydning om at disse Kirker maa have staaet i Nærheden af hinanden, og at saaledes Gudstjenesten og Besøgelsen af det hellige Skrin i Klemenskirken er bleven hindret og forstyrret ved Arbejderne i den anden Kirke. Erindrer man nu tillige det Resultat, hvortil vi ovenfor ere komne og af Grunde, som ikke staa i nogen som helst Forbindelse hermed, nemlig at Mariekirken ogsaa maa have ligget temmelig nær ind paa det nuværende Kapitel, saa bliver der her et ganske mærkværdigt Sammenstød.

Af alt det oven anførte fremgaar det saaledes, at hvis man alene tager Hensyn til Kapitlet, dets Form og Stil, samt den sidst omtalte Flytning af Olafs Skrin, saa synes derved Schønings Mening i en mærkelig Grad at blive bestyrket. Den vilde endog blive ubestridelig, dersom vi med Schøning og Schwach tillige kunde antage at Olaf den helliges Kongsgaard havde ligget i Nærheden af Domkirken. Men dette gaar aldeles ikke an. Tvertimod maa vi ikke alene lægge hans Kongsgaard nede ved Skipakrok, som forhen paavist, men vi nødes endog til med Prof. Munch at sætte ogsaa hans Klemenskirke omtrent paa det samme Sted. Dette finder jeg vel ikke, som tilforn bemærket, at følge ligefrem af Sagaens Udtryk, der hvor den omtaler Kirkens Opførelse, men det bliver rimeligt naar man ser, at baade Magnus den godes og Harald Haardraades Kongsgaarde og Kirker havde saadan indbyrdes Beliggenhed, hvilket vi ogsaa træffe ved Bygninger af lignende Beskaffenhed paa andre Steder i Landet. Hertil kommer, at der i Byloven[51] omtales en „Klemenskirkegaard“ som liggende nede ved Skipakrok, hvortil endnu kan føjes Beretningen[52] om Magnus Barfods og hans Broder Haakons Juleophold i Nidaros i 1094. Naar der nemlig siges, at den første var i Kongsgaarden, men den anden i Skulegaarden nedenfor Klemenskirken, og Snorre gjør den Tillægsbemærkning, at den sidste Gaard var den ældre Kongsgaard (hinn forni konungsgarðr), saa kan derved neppe uden paa en tvungen Maade forstaaes Magnus den godes Kongsgaard. Vi maa altsaa antage at dermed er ment Olaf den helliges, men da denne laa strax ovenfor Skipakrok, og Klemenskirken, ifølge Beretningens eget Udsagn, igjen laa lidt ovenfor Kongsgaarden, saa kunne vi umulig faa Kirken saa langt op, som der hvor Kapitlet ligger.

Af disse Grunde maa vi med Prof. Munch forkaste Schønings Mening, at det nuværende Kapitel skulde have været Klemenskirken. Men da det, som foran paavist, heller ikke er rimeligt at det skulde have været et af Olaf Kyrre opført Kapitelhus i Lighed med de engelske, saa opstaar igjen Spørgsmaalet om, hvilken Bestemmelse denne Bygning oprindelig har haft. Jeg tror at dette neppe kan besvares paa anden Maade end ved at antage, at det har været Skrudhuset. Som bekjendt, hørte det allerede fra den ældste kristelige Tid med til enhver fuldstændig Kirkeindretning, at der var et Rum, ofte en særskilt Bygning, hvis Bestemmelse det var, dels at tjene som Gjemmested for Kirkens Redskaber, Klenodier og de kirkelige Klæder, og dels at afgive et Sted, hvor de Gejstlige kunde iføre sig sin kirkelige Dragt og foretage de til Gudstjenesten nødvendige Forberedelser. Paa Grund af disse forskjellige Bestemmelser havde det ogsaa flere Navne, hvoraf dog sacrarium (Sakristi) og vestiarium vistnok vare de sædvanligste. Det sidste forekommer hyppigst i England, hvor ogsaa det tilsvarende Rum (vestry) som oftest udgjorde en særskilt Bygning, hvis Plas kun i meget sjældne Tilfælde træffes ved Sydsiden af Koret, vel undertiden bag Alteret, men i Regelen ved Korets Nordside. Hos os har det uden Tvivl i Almindelighed været benævnt Skrudhus (skrúðhús), der, som det vil sees, er en ren Oversættelse af vestiarium eller det engelske vestry. Hvordan for øvrigt dets Form eller Beliggenhed mod den øvrige Kirke har været hos os, kunne vi ikke se paa de yderst faa Steder udenfor Nidaros, hvor det omtales. Paa det sidste Sted nævnes det første Gang i Sverres Saga Kap. 80, hvor der siges at Erkebiskop Eystein blev begraven (1188) i Skrudhuset. Schøning mener ogsaa (S. 37 og 200), at derved maa forstaaes det nuværende Kapitel, men derved kommer han i aabenbar Modsigelse med sig selv og sin foregaaende Antagelse at det skulde have været Klemenskirken; thi begge Dele kan det naturligvis ikke have været. Om dette ikke i og for sig selv maa være klart, saa kan det sees af, at begge omtales samtidig i flere Diplomer, endog i samme Diplom, f. Ex. i et af 1293.[53]

Den eneste positive Bestyrkelse paa at Kapitlet har været Skrudhuset, som uden Tvivl kan tilvejebringes, vilde man faa, hvis man deri fandt Levninger af den ovennævnte Begravelse; thi uagtet vi af andre Beretninger erfare, at Erkebiskop Eystein ved sin Kanonisation i 1229 blev lagt i Skrin og indsat i selve Kirken, var det dog muligt at nogle Spor af den murede Grav kunde være levnede. Vel har Klüwer (Mindesm. S. 14) anstillet Undersøgelser derom, uden at finde Tegn til nogen Begravelse, men hans Eftergravning indskrænkede sig kun til fire Steder under Gulvet. Vore Grunde for Identiteten mellem disse Bygninger støtte sig saaledes alene til Sandsynligheder, idet man ikke kan paavise noget andet Rum i Kirken,[54] som i denne Henseende har Formodningen for sig, og heller ikke med Rimelighed kan paavise nogen anden oprindelig Bestemmelse for Kapitlet, hvortil kommer, at det har samme Beliggenhed imod Kirken, som i Regelen fandt Sted med Skrudhuset ved engelske Kirker.

Jeg antager derfor, at Kapitlet er opført af Olaf Kyrre og samtidigt med Kristkirken for at tjene som dennes Skrudhus. Da det saaledes paa den ene Side havde en med den hele kirkelige Indretning nøje forbunden Bestemmelse, men dog tillige var Hovedbygningen underordnet, og paa den anden Side udgjorde noget for sig selv, som paa Grund af sin Bestemmelse og for Sikkerhedens Skyld forlangte en særegen Betryggelse, saa kunne vi af disse Omstændigheder tilsammen forklare os dets kirkelige Form, dets Simpelhed i Materiale og Stil samt dets isolerede Beliggenhed og solide Konstruktion med dets stærke Hvælving og faa Lysaabninger. Ved Eysteins Udvidelse af Kirken rykkede nu det nye Højkor saa nær ind paa Skrudhuset, at en Forbindelse dermed ligesom fulgte af sig selv. Desforuden kan man se af Schønings Beskrivelse (S. 117), at det ved en Hvælving har været forenet med Korets eller den østlige Fløjs Sideskib. Men da jeg ikke kjender dette af eget Øjesyn, og man ikke af de bedste Tegninger faar eller vel kunde faa nogen Forestilling om hvad Meningen har været dermed, vil jeg lade det staa derhen. Maaske kan Hensigten dermed have været at forhindre Vandets Ansamling i det snævre Rum imellem Bygningerne paa dette Sted, hvorved jeg kan henvise til Klüwers Mindesm. S. 14.

Kristkirken.

Ifølge de anførte Beretninger kan man i Kirkens Bygning adskille tre Hovedperioder Olaf Kyrres og Erkebiskopperne Eysteins og Sigurds. Men medens den første baade tog sin Begyndelse og sluttede under Olaf Kyrre († 1093), synes den anden at have fortsat sig udover Eysteins († 1188) Tid og et Stykke henimod Begyndelsen af den tredje (1248). Naar den sidste kunde siges at være sluttet og Kirken saaledes fuldstændig færdig, have vi ingen Beretning om, men sandsynligvis har den varet ved næsten hele Aarhundredet ud, saa at Bygningen ikke saa særdeles mange Aar i Forvejen var bleven fuldført, da den brændte første Gang (1328).

Spørge vi nu hvad der blev gjort i den første Periode, saa faa vi af Sagaerne alene Underretning om, at Olaf Kyrre i Stedet for det forrige Kapel lod opføre en Stenkirke, hvis Alter blev sat over Olaf den helliges Grav, at han byggede den aldeles færdig, og at derpaa Olafs Skrin og Magnus den godes Kiste blev flyttet dertil, saaledes at det første fik sin Plas paa Højalteret, det sidste i Væggen udenfor Koret. Mere Underretning faa vi derimod ved at se hen til den nuværende Domkirke.

For det første er det nu klart, at der i denne ikke kan findes den mindste Levning af Harald Haardraades Mariekirke. Dernæst maa jeg ogsaa deri være fuldkommen enig med Prof. Munch, at en stor Del af Taarnet i den nuværende Kirke og, paa Kapellerne nær, tillige dens nordre og søndre Kors maa være de ældste Dele af den nuværende Domkirke og derfor efter al Rimelighed opførte af Olaf Kyrre, fremdeles at da Alteret senere beholdt sit oprindelige Sted, saa har Olaf Kyrres Kristkirke haft omtrent samme Udstrækning mod Øst som nu. Ganske saa langt kan den imidlertid ikke have gaaet, da vi ej kunne forklare os, hvorledes Alteret efter Eysteins Udvidelse kunde beholde sin første Plas, uden ved at antage, at Højkoret i den oprindelige Kristkirke har haft den for hin Tid sædvanlige Form af en Halvrunding, hvorved det altsaa var noget kortere end nu, saa at det østligste Punkt af dets indre Væg ikke var meget fjernet fra Alteret, eller noget lignende til hvad der finder Sted f. Ex. i Akers Kirke. Hvad Højden af den østlige Fløj angaar, da maa vi antage, at den fra først af har været omtrent som nu, efter som der langt oppe i Gavlen mod Højkoret og imellem Hjørnepillerne endnu findes et Par rundbuede Aabninger med tilhørende Sidepiller af samme Stil som i det nordre Kors. Samle vi nu disse Former, saa fremkommer der en Grundplan omtrent som et T. Denne Skikkelse antager Prof. Munch,[55] at Kirken havde lige til 1218, uagtet han vistnok indrømmer at derved kun en Del af Planen var udført, idet Kirken endnu manglede en vestre Fløj for at den kunde siges at fremstille en fuldstændig Kirkebygning, saaledes som man dengang var vant til. Men dette kan i alt Fald være meget tvivlsomt. For det første siges der nemlig paa det Sted, hvor Erkebiskop Sigurds Udvidelse af Kirken i det sidst nævnte Aar omtales, ikke at han lagde Grundvolden til hele den vestre Fløj, men kun at han „satte Kirkens Grundvold saa langt vest,“ som den senere var. Dernæst fremhæves det udtrykkelig i Sagaberetningen, at Olaf Kyrre byggede sin Kristkirke aldeles færdig, hvilket Udtryk man vel neppe vilde have brugt om et Bygverk, der i Forhold til hvad man var vant til, havde en saa stor Mangel som den anførte. Hertil kommer, at Taarnet paa Grund af sit Omfang fra først af synes at have tiltrængt en Støtte ogsaa mod Vest.

Jeg finder det derfor rimeligt, at Kirken oprindelig har haft en Fløj ogsaa mod Vest,[56] uden at vi kunne bestemme, hvor langt den har strakt sig. Herimod vil man maaske gjøre den Indvending, at Bygningen derved fik en Størrelse, som i alt Fald kan gjøre det tvivlsomt, om Olaf Kyrre imellem 1070–1093 kunde faa udført alt dette. Men herved møde os to Omstændigheder, som man hidtil ikke har været opmærksom paa og som betydelig maa have formindsket Arbejdet. For det første kan man nemlig se, at Sideskibene i den østlige Fløj eller Koret ere senere tilsatte, hvoraf følger at Olaf Kyrres Kristkirke i det mindste i denne Del kun har bestaaet af et Skib eller det nuværende Mellemskib. Dernæst er der ikke alene intet i Vejen for, men det kan endog være sandsynligt, at Kirken oprindelig har været uden Hvælving eller kun bedækket med Træloft. Dette var endog i en langt senere Tid saa almindeligt i England, at jeg anser det overflødigt at anføre noget Exempel derpaa. Ogsaa hos os træffe vi rundt om det samme i mange af vore mindre Kirker. Om det derimod ogsaa har fundet Sted i de største navnlig, i Domkirkerne, kunne vi nu ikke have nogen Mening om for de øvriges Vedkommende, da vi foruden Throndhjems alene have een saadan tilbage, nemlig Stavangers. Men denne har nu i Mellemskibet alene Træloft og kan neppe nogensinde have hast Hvælving. At det samme oprindelig har været Tilfældet i Throndhjems Domkirke, slutter jeg deraf, at man i det nordlige Kors, som dog er ganske godt vedligeholdt ikke finder det mindste Spor af nogen Hvælving, og det vilde være mærkeligt, om Ilden saa aldeles skulde have udslettet ethvert Tegn af saadanne massive Hvælvinger som Olaf Kyrres maatte have været, eller om man ved senere Reparationer ganske planmæssigt skulde have gjort det. Jeg finder det derfor rimeligt, at det nordre og sondre Kors aldrig have været overdækkede paa anden Maade end nu, men naturligvis med mere kunstmæssig Udførelse. At derimod Langskibet engang har haft Hvælving, er klart nok, men denne har, som vi endnu kunne se af de tiloversblevne Levninger, været udført i spisbuet Stil. Det kan derfor ikke være gjort for Erkebiskop Eysteins Tid, men det er nok saa rimeligt, at det først er skeet efter at Kirken var brændt i 1328. Antager man derimod at det er udført af Eystein, og tillige, at han forefandt Olaf Kyrres Hvælvinger, saa maa man betænke det betydelige Arbejde, han derved vilde have haft ved først at nedbryde disse, hvilket desuden var noget man sjælden eller aldrig indlod sig paa i Middelalderen. Man lod Formændenes Verk staa som det var, og gjorde blot Tilsætninger i sin egen Tids Stil.

Naar vi nu, for at danne os et Billede i sin Helhed af Olaf Kyrres Kristkirke samle de oven anførte enkelte Træk, saa vilde derved fremkomme en Korskirke med Træloft, med et Taarn over Korset af samme Omfang og omtrent samme Højde i Murverket, som det nuværende og med et halvrundt Kor-Udspring, hvis Tag i Lighed med Korets i Akers Kirke fra alle Sider skraanede indad mod Gavlen og stødte sammen i en Spis under det rundbuede Galleri imellem Hjornepillerne. Og om man end med Prof. Munch vil antage, at Kirken oprindelig ikke havde nogen Vestfløj, saa har dog i alle Tilfælde hans Mening fuld Gyldighed, at Kirken ved hele sit Anlæg tyder hen paa et engelsk Forbillede. Dette kan man ikke slutte saa meget af Stilen i dens Enkeltheder, da denne, efter først at være udpræget til denne Bestemthed i Nordmandiet, senere var fælles baade for England og Frankrige. Men det viser sig ganske tydeligt i Hovedformerne. Hvad der nemlig udgjorde Ejendommeligheden ved de engelske Kathedralkirker i Modsætning til de franske og tydske, var netop foruden deres lange og smale Grundplan med stærkt udspringende Kors, tillige den særegne Anordning, at Længden af den Del, som laa østen for Taarnet eller Koret, omtrent var lige saa stor som det egentlige Skib. Paa Grund heraf kom ogsaa Taarnet at indtage Midten af Bygningen, og da det tillige var af betydeligt Omfang og temmelig Højde, saa udgjorde det et fremragende og væsentligt Parti i det hele Bygverk. Fra denne oprindelige Form af de engelske Kathedraler synes Olaf Kyrres Kristkirke alene at have afveget derved, at den, saa vidt det kan skjønnes, ikke har haft Sideskibe.

Efter Olaf Kyrres Tid og inden Erkebiskop Eystein foretog sin Udvidelse af Kirken, synes den at have faaet to mindre Tilsætninger nemlig de tvende Kapeller ved den østre Side af Korsene. Dette kan vel ikke sluttes deraf, at Motiverne i deres Enkeltheder ere noget forskjellige fra Korsenes, om end i samme Stil; thi dette træffe vi ogsaa ved Kapitlet, som dog efter det ovenstaaende maa antages at være opført af Olaf Kyrre. Men det viser sig deraf, at den Del af Væggen i Korsene, som nu overdækkes af disse Bygninger, engang synes at have staaet frit og ved sine forsirende Gallerier fra først af at have været beregnet derpaa. Da imidlertid begge disse Kapeller uden Tvivl ere opførte samtidig og der i det søndre paa Schønings Tid fandtes en Indskrift som var sat der i 1160, saa maa man antage at deres Bygningstid falder imellem 1093 og det først nævnte Aar.

Den anden Hovedperiode i Kirkens Historie begynder med Eystein, der blev Erkebiskop 1160 og døde 26 Januar 1188. Da imidlertid hans Opmærksomhed i de første Aar efter hans Embedstiltrædelse uden Tvivl var andetsteds henvendt, navnlig optagen af Stridighederne med Kong Sverre, og han 1180–1183 opholdt sig i England, maa man med Schøning (S. 22) og Prof. Munch (Norsk Tidsskr. V, S. 21) antage, at han først fra det sidst nævnte Aar kan have paabegyndt sin Byggevirksomhed, og at han, da han saaledes kun havde 5 Aar at virke i, neppe kan have faaet Tid til mere end at udkaste Planen og gjøre Anlæg til dens Udførelse. Det eneste, som der ogsaa i Sagaen siges at han fuldførte, var Nedtagelsen og Bortflyttelsen af Mariekirken. Og naar vi erindre, at den sidste laa nordøst for Kapitlet og at den saaledes fra Byen af aldeles maatte borttage Udsigten til det prægtige Kor, som han agtede at anlægge, saa kunne vi nu saa meget lettere forklare os Grunden til, at den blev nedbrudt. Hvad hans Byggevirksomhed ved selve Kristkirken angaar, er det rimeligt, at han har nedtaget det gamle Kor og gjort fuldstændigt Anlæg til det nuværende samt til Sideskibene. Om der i den Periode, som begyndte med ham, ogsaa blev slaaet Hvælvinger over Hovedskibet og under Taarnet eller i det hele taget, hvad og hvor meget der foruden det først nævnte blev foretaget, er neppe muligt at sige, især naar man ikke kjender Kirken af eget Øjesyn. Heller ikke har man Beretninger, hvoraf man kan se, hvad Tid egentlig Kirken igjen var færdig efter denne Udvidelse. Saa vidt jeg har kunnet finde, træffe vi for denne Periodes Vedkommende kun paa trende Notiser af saadan Natur, som dog ikke give nogen synderlig Oplysning, nemlig Kap. 107, 112 og 117 i Sverres Saga, hvor der paa de to første Steder siges, at ved Eysteins Begravelse i 1188 holdt Sverre en Tale i Koret, ligesom Erkebiskop Erik i samme Aar og paa samme Sted holdt sin Tiltrædelsestale, men ved Koret maa her uden Tvivl forstaaes det lavere Kor, da det nuværende Højkor umuligt kan have været færdigbygget i 5 Aar. Af det sidst anførte Kap. maa man ogsaa slutte, at Kirken endnu i 1189 var under Arbejde, da Sverre der lægger Erkebiskop Erik til Last at han, i Stedet for at holde Folk i Stenbjerget og anvende sine Midler til at fuldføre sin Formands Verk, benyttede dem til at holde en kostbar Hird. Men i 1218, da der omtales Kongens Højsæde i Kirken (Haakon Haak. Saga Kap. 39), maa den vel antages at have været færdig.

Denne Periode havde strax fra Begyndelsen af et Særkjende derved, at den sandsynligvis for første Gang i Norge benyttede Tidens nye Stil, den spisbuede, som Eystein uden Tvivl var bleven bekjendt med under sit Ophold i England, hvor den ogsaa ved Paavirkning fra Frankrige for ikke saa mange Aar siden havde begyndt at vise sig. Heraf ser man, hvor hurtigt man her tilegnede sig Kulturens nyeste Blomster. Naar man derimod, som det synes, hidtil har antaget, at alt hvad der findes af denne Stil i Højkoret, eller at dette i sin Helhed saaledes som det nu staar (dog naturligvis med Undtagelse af Hvælvingen), skulde skrive sig fra Eysteins Periode, saa er vel dette neppe muligt af den Grund, at man i flere af dets Enkeltheder ser Spisbuen ikke alene med en temmelig høj Grad af Udvikling, men endog med en Form, som den først antog, efter at den var begyndt at forfalde. Dette maa hidrøre fra Istandsættelser efter Brandene i 1328 og 1431.

Ved at betragte Grundplanen ser man dernæst, at der i hele dette Eysteins Anlæg findes flere Uregelmæssigheder. For det første ere Sideskibene uforholdsmæssigt smale, medens Regelen var at deres Bredde skulde udgjøre Halvdelen af Mellemskibets. Grunden hertil er naturligvis, at han var hindret ved Kapitlet (Skrudhuset) og det nordre Korses Kapel, som ikke tillod at iagttage hvad der i denne Henseende var vedtaget. Dernæst træffer man et Kor-Anlæg, der udmærker sig ved sin Ejendommelighed, men ogsaa ved mange Skjævheder. Hvad der har foraarsaget denne Form og disse Afvigelser, er heller ikke vanskeligt at forklare. Thi naar Eystein, hvad der uden Tvivl var hans Hensigt, baade vilde bibeholde Alterets oprindelige Plas, saa at denne blev Korets Centrum, og tillige faa Brønden ind i Koret, men saaledes at den kom lige i Muren, saa maatte der af sig selv opstaa saadanne Uregelmæssigheder, som de anførte. Hertil kommer, at han uden Tvivl vilde have Højkoret som noget for sig selv, der kunde aflukkes fra den øvrige Kirke, hvoraf vi kunne forklare os, at Siderne af Polygonen ere bøjede indad i Kirken, i Stedet for at ellers efter Regelen i den spisbuede Stil tvende Sider af Korets Polygon gik i Flugt med Mellemskibets Vægge, hvorved Koret i det Ydre fik en med hele den øvrige Kirke organisk Forbindelse og Afslutning under et fortløbende Tag, medens Højkorets ydre Bedækning i Throndhjems Domkirke udgjør en Del for sig selv. Ved dette Anlæg af Koret fik man ogsaa en god Støtte for den saakaldte Banlysnings Altan, der gaar tvers over Korbuen til Erkebiskoppens Kammer i det nordre Hjørnetaarn. Endelig er det ikke vanskeligt at indse, hvorledes Magnus den godes Grav ifølge den anførte Beretning ved sin Udvidelse kunde komme indenfor Koret foran Erkebiskoppens Plas. Hvis man nu tillige kunde antage, at det sidst nævnte Højsæde i Kristkirken indtog samme Sted, hvor man ellers som oftest træffer det, nemlig ved den østlige Væg af Koret, saa maatte den omtalte Begravelse efter den nye Indretning have faaet Plas i Korets Gulv imellem Alteret og den nys nævnte Væg.

Der staar saaledes nu kun tilbage at omtale den sidste Periode, hvori Kirken blev fuldført, men hvorom der ikke er meget at sige. Af Sagaerne faa vi nemlig kun at vide, at den tog sin Begyndelse i Sommeren 1248, idet Erkebiskop Sigurd lov gjøre Anlæg til Grundvolden af Kirken saa langt mod Vest som den siden har været, eller saa langt som dens Ruiner nu strække sig. Alt hvad der nu staar vestenfor Korsene og Taarnet, er altsaa fra denne Periode, uden at vi have noget Bidrag til at bestemme, naar den sluttede og Kirken kunde siges at være fuldstændig færdig. Imidlertid er det neppe rimeligt, at den kan have været det for Slutningen af det 13de Aarhundrede. Af de Levninger, som nu ere tilbage af denne Del, kan man se at Spisbuen deri havde opnaaet en langt større Udvikling end i den østlige Del, og at man navnlig ved Sideskibenes Forhold til Mellemskibet har fulgt den almindelige Regel, da man her havde frie Hænder. Ved at betragte den vestlige Afslutning eller Façaden træffe vi derimod paa temmelig store Afvigelser fra den Regel, som ellers blev iagttagen ved Anlægget af denne Del. De herhen hørende Former vare først udviklede i Nordmandiet i det 11te Aarhundrede og bleve siden optagne overalt med Undtagelse af i England, hvor de kun af og til vise sig. De bestode deri, at man ved hver Side af Mellemskibet eller det vestre Hovedportal anbragte et Taarn af samme Bredde som Sideskibet, eller som Mellemskibet, hvis Kirken var inddelt i fem Skibe. Hensigten hermed var, som det vil sees, paa engang at give Bygningen en Afslutning, der var et Udtryk for den indre Inddeling og stod i organisk Forbindelse dermed, og tillige at frembringe en Façade, der ved sin Størrelse og den Lejlighed, som den afgav for alslags Billedhuggerarbejde, maatte gjøre et mægtigt Indtryk paa den indtrædende. I Throndhjems Domkirke er man endnu gaaet videre i denne Retning, idet man har rykket hele Façaden udenfor Sideskibenes Vægge. Hertil kunde man ogsaa der have større Opfordring end andetsteds, da Forskjellen mellem Olaf Kyrres Kors med deres nøgne ornamentløse Vægge uden Aabninger og den nye vestre Del var altfor afstikkende, til at man ikke skulde søge at dække de første. Dette opnaaede man nu paa den anførte Maade, saa at man ved at betragte Kirken forfra og dens mægtige Façade i Forbindelse med det opragende Midttaarn, som uden Tvivl ved sin øverste Gesims og smaa Hjørnetaarne har været bragt nogenledes i Overensstemmelse dermed, har faaet et nogenlunde udelt Indtryk af et i een Støbning og i Spisbuestil opført Helt. Hvis man nu alene tager Hensyn til den oven anførte Regel ved Anbringelsen af to større Taarne paa Vestsiden, saa maatte man faa ud, at de ved Domkirken i Throndhjem omtalte udspringende Dele af Façaden havde været bestemte derfor. Dette antager ogsaa Prof. Munch (Illustr. Nyhedsbl. I, S. 48). Imidlertid kan dette være meget tvivlsomt og er neppe rimeligt, naar man betragter Grundplanen, hvori der paa den vestre Væg ikke er noget Spor af nogen fremspringende Taarnfod. Man synes derfor at maatte antage, at Kirken i Façaden kun har haft de to smaa Hjørnetaarne omtr. 5 Alen i Kvadrat, hvorigjennem Vindeltrapperne gik op til Omgangen, og at Væggen imellem disse har, som man ogsaa kan se af de gjenstaaende Levninger, været uden synderlige Fremspring og inddelt i flere horisontale Afdelinger. Ved denne Inddeling kommer man i visse Henseender at tænke paa en fransk Indflydelse. Dette bliver heller ikke af en anden Grund saa urimeligt, naar man ser, at de tvende af Sigurds († 1252) nærmeste Eftermænd, som sad længst paa Erkebiskopsstolen, nemlig Einar Smjørbak (1255–1263) og Jon Raude (1267–1283) begge havde opholdt sig i Frankrige, den første i Paris, hvor han studerede i flere Aar, og den anden ved det store Kirkemøde i Lyon i 1274. Vist er det i alt Fald at den ældste Façade med lignende Anordning, som man træffer, er i Kirken Notre Dame i Paris. Denne Façade blev fuldført 1223.

Samle vi nu de nye Meninger om Kirken og dens Former, som ovenfor ere fremsatte, kunne de i det væsentlige indbefattes under følgende fem Punkter: 1) at Taarnene i Kirkens nu nedfaldne vestre Del neppe have haft saa stort Omfang som sædvanligt var ved saadanne Anlæg, men at de sandsynligvis have indskrænket sig til de tvende smale endnu for en Del levnede Hjørnetaarne, hvorigjennem Vindeltrapperne gaa op, 2) at Kirken maaske allerede fra først af havde en Fløj ogsaa vesten for Taarnet, 3) at oprindelig ogsaa Langskibet var uden Hvælving og alene overdækket med Træloft, 4) at Kirken fra Olaf Kyrres Haand var uden Sideskibe og 5) med et halvrundt Kor-Udspring. Til Oplysning af de tvende første Punkter er det neppe troligt at Fremtiden vil bringe andre og flere Momenter for Dagen, end vi allerede have. Hvad derimod de tvende sidste angaar, er det højst sandsynligt at man under Udførelsen af Restaurationen vil faa god Anledning til at komme paa det rene dermed; thi mærkeligt vilde det være, om man under de Forandringer og Udvidelser, som efter Olaf Kyrres Tid ere foretagne med Kirken, tillige skulde have udslettet ethvert Spor af dens ældre Grund- volde.

Til Slutning vil jeg gjøre en almindelig Bemærkning om Kirken og dens Arkitektur i Sammenligning med andre. Dersom man er enig i, at Skjønheden ved en Bygning ikke saa meget er at søge i Størrelse og forsirende Enkeltheder, som fornemmelig i en god Plan og dens organiske Gjennemførelse i Forbindelse med en harmonisk Udvikling af alle Dele, eller i hvad man plejer at kalde gode Forhold, saa vil man, efter hvad ovenfor er anført, neppe i nogen særdeles Grad kunne tillægge Throndhjems Domkirke denne Egenskab lige saa lidt som i Almindelighed de engelske Kathedraler, hvis Forbillede den har fulgt. I denne Henseende synes derimod Hamars Domkirke at have indtaget det højeste Trin[57] blandt alle de kirkelige Bygninger, som enten i sin Helhed eller for en Del ere os levnede fra Fortiden. Lige over for Throndhjems Kirke har den vel haft den Fordel paa sin Side at den til det sidste uden Tilføjninger beholdt sin første helstøbte Form. Men dens Fortrin finder dog først sin rette Forklaring i dens hele Anlæg, hvis Plan paa det nærmeste uden Tvivl har fremvist de samme skjønne Hovedformer, som først bleve udviklede i Nordmandiet og senere for det meste i hele Europa kom til Anvendelse i de større Kirker, navnlig i Domkirkerne med Undtagelse af i England, hvor de kun træffes i ganske faa Tilfælde og ikkun med betydelige Modifikationer.

Tager man derimod Hensyn til den betydelige Udstrækning af Throndhjems Domkirke og den forbausende Rigdom i dens Detaljer saa er det klart, at den ikke alene i Norge og de tvende øvrige nordiske Riger ej har haft sin Mage, men at den endog har kunnet stille sig paa lige Linje med mange af de større Kathedraler i det øvrige Europa. Men at Kirken, som Ziegler har sagt og efter ham flere have gjentaget, i den anførte Henseende skulde have været uden Sidestykke i hele Kristenheden, er naturligvis en alt for overdreven Paastand. I en anden Henseende vil dette Udtryk dog maaske befindes at være berettiget, da det ikke er usandsynligt, at man efter et udtømmende Kjendskab til saadanne Bygninger, hvorom der her er Tale, vil komme til det Resultat at Throndhjems Domkirke fremfor alle har noget ganske ejendommeligt ved sig i Anlægget og Formen af dens vestre Façade og Højkoret. Det sidste er endog ved sin Plas og sine foran omtalte Skjævheder paa det nøjeste forbundet med Olaf den helliges Historie. Og saaledes kan Domkirken i en dobbelt Henseende siges at være et Monument over vor Nationalhelgen, at den ikke alene ved sin Størrelse og Rigdommen af sine Detaljer staar som et Vidne om de uhyre Midler, som strømmede ind paa Grund af hans Anseelse, men endog i sine Former fremviser synlige Tegn paa den Pietet, man havde for alt hvad der var kommet i Berørelse med ham. Hvor der var Strid mellem æsthetiske og Pietets Hensyn, lod man hine træde tilbage og disse først og fremst være raadende.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Hans Bog er nu saa yderst sjælden at overkomme, at der i det mindste i Kristiania sandsynligvis ikke findes mere end det ene Exemplar deraf, som ejes af det Deichmannske Bibliothek. Da Bogen desuden indeholder adskilligt, hvortil jeg i den følgende Undersøgelse kommer at støtte mig, vil jeg her give en kort Beskrivelse deraf. Den har Format som et almindeligt Ark Skrivpapir, udgjør 19 Sider og har følgende Titel: „Norvegia religiosa in dei montem sive templum Nidrosianum opus inter pauca sortis & artis humanæ exempla memorandum. Norrig gudelig tildrefven beseer og beklager sit Herrens Huus den forfaldne Kircke i Trundhiem, betrackter det Øffrige, berømmer detz Byg-Herrer oc trøster sig ved det derunder fremliusende Guds Ord. Christiania. Tryckt bos Mickel Thomesøn Anno 1661.“ Indholdet bestaar af følgende: først en latinsk Dedikation til Kongen (1 Side), „Foretaleren“ (1 Side), det egentlige Digt i 572 Vers (13 Sider), en Lovsang paa Latin over Kirken (1 Side), derpaa atter et latinsk Digt (1 Side) med følgende Titel: Non nihil ex ruinis et reliqviis frontis Occiduæ, qvæ dodecathronon Christi et Apostolorum cum aliis statuis, passim qvamvis dejectum, exhibet. Item in majorem Templi partem (vulgo Gammel Kircken) vastam ac vastatam, nec non in Rudera regalis juxta Chorum solii, qvod itidem præsentis fere sæculi vel injuria vel fatum dejecit. Ad Patriam. Bogen slutter med et latinsk Digt paa 11⁄2 Side med følgende Overskrift: Continuatio adseqvens D. Carmen in fatale, qvod in cæmiterio Nidrosiano fuit, Solium. Naar Schøning (S. 4) for øvrigt siger, at Digtet er anonymt, medens han først paa et andet Sted har faaet Oplysning om hvem Forfatteren var, maa man heraf, ligesom af andre Grunde antage, at han har benyttet et defekt Exemplar; thi ved Bogens Slutning staar der virkelig Forfatterens Navn Jac. Mart. Maschius, Bergensis.
  2. ↑ Det skulde næsten synes utroligt, hvis ikke enhver kunde overbevise sig derom ved at se efter i hans Bog, at han i Fortalen formelig gjør Undskyldning, eller rettere giver et Forsvar for, at han har valgt en i manges Øjne saa stor Ubetydelighed som Domkirken til Gjenstand for et Skrift.
  3. ↑ Arkitektonisk resa i Bohuslen m. v. Lund 1838.
  4. ↑ Se Norsk Tidsskr. II, 54 Litr. a.
  5. ↑ Sammesteds Litr. b.
  6. ↑ Olafs saga helga, hos Snorre Kap. 40 og 12, Fagrsk. Kap. 84 og 92, Fornm. S. Kap. 51 og 53.
  7. ↑ Olafs s. h. hos Snorre Kap. 51. Fornm. S. Kap. 50, hvor det heder „ok lét (Olaf) þar (d. e. i Nidaros) húsa konungs-garð ok reisa þar Klemens-Kirkju i þeim stað, sem nú stendr hon. „Hermed stemme ogsaa den stockholmske (nu under Trykken værende) Kodex, Flatøbogen og Kod. H. med Undtagelse af, at de alle tre udelade det sidste bar og Flatøbogen tillige i þeim stað. Prof. Munch lægger megen Vegt paa dette par, idet han oversætter det med „ved denne“ (neml. Kongsgaarden). Dette synes noget tvunget, da Ordet efter den rimeligste Forklaring paa dette Sted ikke synes at have anden Betydning end paa det første, og saaledes blot refererer sig til Byen, af hvilken Grund det formodentlig ogsaa er udeladt af de anførte Sagabearbejdelser som en ren Tautologi. Hertil kommer, at Sagaen ved det tilføjede Slutningstillæg noksom har betegnet for sine Læsere, hvor Kirken stod. Men heller ikke i Fortolkningen af dette Tillæg kan jeg være enig med Prof. Munch. Han finder, at det „er umiskjendelig Sagaskriverens Mening, at dette Sted var det samme, som det, hvor Olaf Tryggvessøns Bygninger af samme Navn stode, men at Olaf den hellige kun oprejste dem af et varigere Materiale.“ Mig forekommer det, at det anførte Slutningstillæg kun kan forstaaes paa to Maader nemlig enten saaledes, at Sagaskriveren dermed har villet udtrykke, at den sidste Klemenskirke fik en anden Plas, end den første, eller ogsaa at han blot bar villet antyde, at den stod paa det Sted, som Læseren selv vidste eller kunde se, siden den endnu paa Sagaskriverens Tid var til. Men det kan ikke negtes, at der imod det sidste Alternativ kunde gjøres den Indvending, at hvis dette havde været Sagaens Mening, vilde den sandsynligvis have valgt sine Ord noget anderledes eller saaledes: i þeim stað, er hon enn stendr.
  8. ↑ Stockh. Kod. Kap. 237, Snorre Kap. 250.
  9. ↑ Höfðu þeir þessu lokit öllu, áðr dagaði, Stockh. Kod. Kap. 238, Snorre Kap. 251.
  10. ↑ Saaledes er Gangen i denne Beretning i Flatøbogen, Kod. H. og Fornm. S. Fagrskinna (Kap. 110) siger ganske kort, at einum vetri eptir fall Olafs konungs var upptekinn likamr hans ok skrínlagðr at augsjándum öllum Þrœndum (en Vinter efter Kong Olafs Fald blev hans Legeme optaget og skrinlagt i alle Thrøndernes Paasyn). Noget anderledes fortælles derimod denne Begivenhed i den af Keyser og Unger i 1849 udgivne Olafssaga Kap. 100, den Stockh. Kod. Kap. 244 og Snorre Kap. 258 (Norsk Tidsskr. II, Litr. b), hvoraf de to sidste stemme Ord til andet. Her siges der nemlig, at efter at den i de først anførte Bearbejdelser omtalte Opgravning ude paa Melen var foregaaet, blev Liget efter manges Ønske begravet i Klemenskirken (graf. niðr i jörð at Klemetskirkju), siden igjen optaget, hvorved Kisten havde skudt sig endnu længer op af Jorden end første Gang, og endelig sat over Højalteret i Kirken. Hertil kan endnu føjes, at alle Beretninger med Undtagelse af Fagrskinna, som anført, og den af Keyser og Unger udgivne Saga, sige at den sidste Højtidelighed skede 12 Maaneder og 5 Dage efter Kongens Død, hvilket altsaa, da man satte hans Fald til 29 Juli, netop bliver 3 August, der ogsaa havde Navn af den senere Olafs Messe eller inventio scti Olavi regis. Den anførte kortere Bearbejdelse af hans Saga siger derimod, at det var den anden Opgravning, som foregik ved den nævnte Tid, men Skrinlægningen og Hensættelsen over Højalteret 9 Dage derefter. Dette er uden Tvivl urigtigt. Af alt dette viser det sig, at Schøning (s. 35) har noget at støtte sig til, naar han antager, at Olafs Kiste havde været begraven i Kirken, for den sattes over Højalteret (jfr. Norsk Tidsskr. II. S. 68 Note 1).
  11. ↑ Norsk Tidsskr. II. S. 68 Litr. c og d.
  12. ↑ Sammesteds S. 55 Litr. d, og 578.
  13. ↑ Ifølge Snorre (Norsk Tidsskr. II, S. 69 Litr. e.). Flatøb. og Fagrsk. (sammest. Litr. f.) sige derimod, at hans Lig blev begravet i Kristkirken udenfor Koret. Hermed maa der uden Tvivl sigtes til Ligets senere Flytning til Kristkirken som endnu ikke var til i 1047. Imidlertid er det mærkeligt, at baade Flatøb. (Olafs Saga Kap. 87) og Kod. H. ligeledes fortælle, at Sighvat Skald, der levede efter Olaf, men døde før 1047, blev begraven i (jarðaðr at) Kristkirken, hvilken Tillægs-Notis forunderlig nok er udeladt i Fornm. S., uagtet disse ellers have optaget hele den foregaaende legendariske Fortælling om Sighvat. I Henhold til det oven anførte skulde man derfor tro, at ogsaa Sighvat først har været begraven i Klemenskirken, men derpaa flyttet til den af Olaf Kyrre opførte Kristkirke, da den blev færdig.
  14. ↑ Norsk Tidsskr. II. S. 55 Litr. d, 69 Litr. g. og 78.
  15. ↑ Rimeligvis har man da den følgende Dag eller paa selve Olafsdagen (29de Juli) flyttet hans hellige Skrin til Kristkirken.
  16. ↑ Norsk Tidsskr. II, S. 70 Litr. k, 71 Litr. l, m, n, o, 72 Litr. b. Flatøb. tilføjer, at Magnus’s Begravelse paa dens Tid (omtr. 1390) var indenfor Koret foran Erkebiskoppens Plas. Hvis nu den Udvidelse af Koret, hvoraf denne Forandring i Kongens Lejested var en Følge, kunde antages at have været fuldført ved Erkebiskop Eysteins Død (26 Jan. 1188) og i saa Fald rimeligvis ogsaa Fagrskinna havde anmærket det, dersom den var bleven nedskreven efter denne Tid, saa vilde man deri have en Bestyrkelse paa, hvad man hidtil har antaget, nemlig at den nævnte Saga ikke kan være forfattet længe efter 1177. Naar Schøning derimod (S. 197) siger, at Morkinskinna har samme Tillæg som Flatøb., maa dette have sin Grund i en Misforstaaelse.
  17. ↑ Norsk Tidsskr. II, S. 68 Litr, c.
  18. ↑ Sammest. S. 73 Litr. u.
  19. ↑ Byordn. Kap. 15: lægi skal hyerr taka sér, sem nu er mælt, ofan ifrá konungsgarði ok út at króki (Leje skal hver tage sig som nu er sagt ovenfra Kongsgaarden og ud til Kroken).
  20. ↑ Norsk Tidsskr. II, S. 59.
  21. ↑ Prof. Munch antager derimod (Norsk Tidsskr. II, S. 57, Geografi S. 33), at Gaarden var af Sten, idet han herved uden Tvivl støtter sig til sin foran (S. 11 i Noten) omtalte Fortolkning af Tillægget: i þeim stað o. s. v. Men dette Tillæg synes dog neppe i noget Tilfælde at kunne henføres til andet, end Klemenskirken.
  22. ↑ Prof. Munch lader derimod (Norsk Tidsskr. II, S. 59) den af Magnus den gode opførte Gaard forsvinde som Kongsgaard strax efter Magnus’s Død, idet han siger, at Harald Haardraade forandrede den til Gregoriuskirke. Men skjønt de to Sagabearbejdelser (Snorre og Fornm. S.) med Hensyn til, hvem der paabegyndte den sidste Bygning, ere noget afvigende fra hinanden, synes de dog at være enige deri, at det ikke var Kongsgaarden, Harald indviede til saadan Kirke, men den Stenhall, som var bleven opført i Kongsgaarden.
  23. ↑ Snorre Harald Haardr. Saga Kap. 49.
  24. ↑ Snorre Eyst. Saga Kap. 15.
  25. ↑ Haakon Haak. Saga Kap. 333.
  26. ↑ Norsk Tidsskr. II, S. 63.
  27. ↑ Naar der nu i Sverres Saga Kap. 68 og Haakon Haak. S. Kap. 239 omtales, at man, ved at sætte tvers over Aaen fra Kongsgaarden, landede ved eller nordenfor Skellingarhella, saa bliver Schwachs Mening (Norsk Tidsskr. II, S. 148), at det sidste er identisk med et Skjær, som viser sig ved udfaldet Vand tæt ovenfor eller søndenfor den nuværende Bybro, uden Tvivl ganske rigtig, medens Stedet efter Munchs (Geografi S. 36) og Munthes (Aalls Snorre III, 51) Ansættelse kommer at ligge for langt op imod Helgeseter.
  28. ↑ Denne var dengang og endnu i 1674 omtrent der, hvor nu Marineetablissementet er.
  29. ↑ Se Schønings Anhang til Domk. Beskrivelse S. 18, hvor der anføres et Gavebrev, udstedt i det anførte Aar paa Kongsgaarden i Throndhjem af Henrik Jenssøn, Ridder og Høvedsmand over Thrøndelag.
  30. ↑ Mærkeligt er det ellers, at Jens Laur. Wolff, der blev Student 1607 og senere, som man af hans Udtryk kan se, selv havde været i Throndhjem, ikke med et eneste Ord omtaler Kongsgaarden, men derimod S. 67 (Norigia illustrata 1651, 8vo.) siger: „Øverst i Throndhjems By ligger Biskopsgaarden og noget derovenfor er Broen over den Aa Nid. Naar man kommer over den Bro, da sees Elgeseters Kloster noget op ved Aaen og et Stykke Spadserevej derfra er det gamle Grevesæde Hlade.“ Derimod siger Martin Zeiler, der døde 1661, i sin Beskrivelse af Danmark og Norge, som først udkom 1648 i hans Modersmaal (Tydsk) og et Par Aar senere paa Latin: „Ist (Byen) auf alte Manier gebauet und gehet der alte Königliche Palast täglich ein. Denn Anno 1522 an St. Joh. des Täufers Abend ist diese Stadt bis an die Vogtey (Lat. Udg.: usqve ad præfecti domicilium) durch Feuer zergangen und hat seithero das vorige Ansehen nicht mehr erlangen können, zu welchem Schaden Ao. 1530 noch weiter dieser kommen (sic), in dem auch die Domkirch durchs Feuer ins Verderben gerathen, das zu dieser Zeit nichts mehr als der Chor, darin noch gesungen und geprediget wird, vorhanden ist“ ... „wie dann noch der Zeit der Königliche Dänische Ober-Amtmann oder Lands Hauptmann in Schloß allhie wohnet.“ Herved maa dog bemærkes, at Zeiler utvivlsomt har gjort 2 Brande af en, der heller ikke indtraf i noget af de anførte Aar, men d. 5 Mai 1531. Dette sees af et Brev (i Danske Geheimeark.) fra Erkebiskop Olaf Engebrektssøn til Esge Bilde, hvori han siger, at Domkirken og hele Byen var ødelagt ved Branden „alene Sortebrødre undtaget.“ (Jfr. og Saml. t. N. F. o. S. H. II, S. 56). Men da Brevet er dateret „ex curia nostr. arch. Nidros.“ (in crast. ascens. dmni. – 21 Mai – 1531), saa maa altsaa foruden Sortebrødrekloster ogsaa Erkebiskopsgaarden være reddet, i det mindste for en Del, og saaledes bliver Zetlers Udsagn, at Ilden ikke gik længer end dertil, i det væsentlige ganske rigtigt. Thi at han kalder Gaarden „Vogtey“ eller „domicilium præfecti,“ er naturligvis blot en Anakronisme, idet han kun tænker paa, hvad den var paa hans Tid.
  31. ↑ Se Norske Saml. I. S. 610–613.
  32. ↑ Denne Læsemaade (biskupsgarð) følges i 4 Hdskr., hvoriblandt Flatøbogen. Desuagtet have Udgiverne af Fornm. S. foretrukket konungsgarð, hvilket utvivlsomt maa ansees fejlagtigt. Thi ved Begyndelsen af sin Beretning har Sagaen selv anført, at der kun var een Skude i Kongsgaarden og den var allerede faret over med Hertugen. Desuden viser Tillægget, at Sønnen satte over til øvre Helgeseter, tydelig at Overfarten skede fra Biskopsgaarden.
  33. ↑ Heraf følger nu tillige, at de ældste Dele i den nuværende Kongsgaard eller Artillerigaard ikke, saaledes som Schwach antager (Norsk Tidsskr. II. S. 154), kunne være Levninger af Harald Haardraades Kongsgaard eller af hans Gregoriuskirke, som desuden, efter hvad foran er oplyst, laa i Magnus den godes Kongsgaard. De af Schwach omtalte Levninger ere formodentlig de samme, som sees paa et Opris (i Rigsark.) af Artillerigaarden fra Slutningen af det forrige Aarhundrede, nemlig nogle spisbuede Korshvælv, der bæres af ganske simple Murpiller omtrent af samme Form og Udseende som de, der findes i nederste Etage af Kongehallen i Bergen. Ogsaa i den bergenske Erkebiskopsgaard, der stod omtrent hvor nu Nykirken er, var der lignende Underhvælv af temmelig betydelig Udstrækning. Stilen i de anførte Levninger af Artillerigaarden viser imidlertid, at de ikke kunne være af den ældste Biskopsgaard, som rimeligvis har været opført paa Olaf Kyrres Tid eller kort efter, men at de maa skrive sig fra en senere Tilbygning eller Udvidelse maaske efter Branden i 1295, da „Erkebiskoppens Haller“ brændte (Annal. Isl.)
  34. ↑ Det ældste af hans Breve dat. Stenviksholm, som jeg har truffet, er af 10 Febr. 1532, det yngste dat. Erkebiskopsgaarden i Throndhjem, af 6 April 1536 (begge i Danske Geheimeark.). Som bekjendt, forlod han Norge om Vaaren 1537.
  35. ↑ Denne omtales for Nidaros’s Vedkommende i 1217 som liggende op fra Kristkirken (se Haakon Haak. Saga Kap. 13).
  36. ↑ Se den anførte Saga, hos Snorre Kap. 49, i Form. S. Kap. 63, hvor det heder: váru þeir (Einar og Eindride) jarðaðir at Ólafs-kirkju hjá leiði Magnúsar Konungs Ólafssonar. Prof. Munch synes at have overseet dette Sted og antager det derfor muligt (Norsk Tidsskr. II S. 74), at Olafs og Magnus’s Lig altid havde fulgt hinanden, og at ogsaa det sidst nævnte var i Klemenskirken umiddelbart før det flyttedes til Olaf Kyrres Kristkirke.
  37. ↑ Norsk Tidsskr. II, S. 141–144.
  38. ↑ Anvendelse af Hyldingstribune omtales ikke ved Hertug Skules Hylding i 1239, heller ikke da Haakon den unge blev givet Kongenavn i 1240 (Haakon Haak. Saga Kap. 199 og 223), derimod blev der i 1217, da Haakon Haakonssøn blev tagen til Konge, hvilket skede i Kongsgaarden i Nidaros, oprettet et Højsæde paa Sydsiden af Nikolauskirken sammesteds (d. anf. Saga Kap. 12).
  39. ↑ Munch (Norsk Tidsskr. II, S. 144) anfører ogsaa som Grund for at Tegningen maa antages at fremstille den søndre Side af Kirken, at der paa Kobberstikket sees Vinduer i den østlige Fløjs Sideskib, uagtet dette ifølge Schwachs Beskriv. (S. 20) er blottet derfor. Herved maa dog bemærkes at den anførte Del af Kirken endnu paa Schønings Tid (Beskr. Side 117) havde Vinduer, følgelig saa meget mere i 1661.
  40. ↑ Prof. Munch antager ogsaa i Norsk Tidsskr. II. S. 57 og i sin Geogr. S. 33, at den ældste Klemenskirke brændte i det oven anførte Aar og at den derpaa blev opført igjen af Sten, hvilket sidste dog intetsteds siges. Af et nylig udkommet Hefte af „Det norske Folks Historie,“ sees imidlertid, at Munch senere er kommen til en anden Anskuelse, idet han der (2 Bind S. 636) antager, at da Kirken „allerede var paabegyndt eller endog færdigbygget af Olaf Tryggvessøn og derfor vel egentlig kun behøvede Udbedring,“ saa var det alene det sidste, som blev foretaget af Olaf den hellige. Men herimod kan indvendes, at Sagaen siger, at han „rejste“ Klemensk., hvilket Udtryk vel neppe kan forstaaes anderledes end om et ganske nyt Anlæg.
  41. ↑ I Magnus den godes Saga Kap. 29 hos Snorre siges kun at Olaf den hellige havde skjenket denne Klokke til Kirken. Dette udtrykkes bestemtere paa det tilsvarende Sted i Kod. H, hvor det heder: enn sú klokku var at Klemenskyrkjd i Niðarósi, ok hafði Ólafr konungr hana tilgefit (men den Klokke var i Klemenskirken i Nidaros, og havde Kong Olaf skjenket den).
  42. ↑ Schønings Anhang til Domk. Beskriv. S. 38 og 60.
  43. ↑ Dipl. Norv. II, No. 305, se og sammesteds No. 242 for 1341, hvori det bestemmes af Erkebispen og Domkapitlet, at førend den af Kannikerne, hvis Tur det var, overtog Forstanderskabet over Kommunehuset, skulde han et Aar i Forvejen uden Løn betjene Klemenskirken.
  44. ↑ Norsk Tidsskr. II. S. 65, 66, 75, 76; Norg. Geogr. i Middelald. S. 34; Illustr. Nyhedsblad I (1851) S. 47.
  45. ↑ Norsk Tidsskr. II, S. 76.
  46. ↑ Sammesteds.
  47. ↑ Norske Saml. I. S. 18.
  48. ↑ Norsk Tidsskr. II. T. 75.
  49. ↑ Hermed maa Forf. uden Tvivl sigte til det oven anførte Sagn, som sagde, at Kapitlet engang havde været en Kirke for sig selv.
  50. ↑ Prof. Munch antager derimod (Norsk Tidsskr. II, S. 74, Noten), at der i den omtalte Beretning kan ligge en Forudsætning om at „Skrinet var ført tilbage til Kapellet over Graven (der ifølge en rimet svensk Olafs Saga, se Norsk Tidsskr. II, S. 69, var opført af Træ) hvilket jo meget vel i Tidens Løb kan have været bygget noget solidere, men igjen maatte flyttes derfra, for at Pilegrimernes Andagt ej skulde forstyrres ved den Larm, Bygningsarbejderne nødvendigvis maatte foraarsage.“ Men her bar Munch overseet Snorres og Fornmannasøgurs udtrykkelige Udsagn, at Skrinet endnu var i Klemenskirken ved Magnus den godes Begravelse der i 1047. Og var det ikke til den Tid flyttet til Kapellet, saa er det ikke rimeligt, at det skulde være skeet senere. Thi da Kapellet maa antages at være opført for at betegne og beskytte Graven, hvor Olafs Lig havde ligget, og derfor rimeligvis ganske kort Tid efter dettes Optagelse, saa vilde man uden Tvivl ogsaa strax, da Bygningen blev færdig, have ført Skrinet derhen, hvis man overhovedet ønskede at have det der. – For øvrigt maa man vel antage, at da Skrinets Flytning til Olafskirken blev foraarsaget af en Omstændighed, som ifølge Sagaens Udtryksmaade alene var forbigaaende, saa bar det efter dennes Ophør eller da Mariekirken blev færdig, igjen faaet sin gamle Plas i Klemenskirken, indtil det for stedse blev hensat paa Højalteret i Kristkirken, da denne blev færdig.
  51. ↑ Norsk Tidsskr. II, S. 62.
  52. ↑ Sammesteds S. 56 Litr. e og f.
  53. ↑ Schønings Anh. S. 20 og i det under Trykken værende 3die Bind af Dipl. Norv.
  54. ↑ Endnu i 1679 benævnte man Korets nordre Kapel capella pallii archiepiscopalis (Schøn. S. 85). Men dette kan naturligvis ikke have været Skrudhuset.
  55. ↑ Illustr. Nyhedsbl. II. S. 48.
  56. ↑ Denne har altsaa udgjort det egentlige Skib, thi alt hvad der laa østen for Taarnet, henregnedes til Koret.
  57. ↑ En ganske mærkelig Ytring herom har man af Christian III. i et Brev dat. Kjøbenhavn 4 Juli 1551 (Tegnelser paa alle Lande, Fol. 383 b, Gjenp. i Rigsark.). Kongen omtaler deri Hamars Domkirke som meget „bygfalden“ og udsteder Ordre for at forhindre dens yderligere Forfald, „anseende, at det er den skjønneste Kirke, som er udi alt vort Rige Norge.“ Men dengang var rigtignok Throndhjems Kirke allerede næsten ligesaa vanheldet som den nu er.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Bidrag_til_Throndhjems_Domkirkes_Historie_og_Byens_Topografi&oldid=238158»