Åpne hovedmenyen

Bidrag til den katholske Reaktions Historie i Norge i Christian IV’s Tid

Historisk Tidsskrift
Utgitt av Den norske historiske Forening, Grøndahl & Søn (Tredie Række, tredie Binds. 310-357).

Som bekjendt undergik den romerske Kirke i det sextende Aarhundrede en grundig Forandring, man kan sige en Fornyelse. Det var ikke alene en evangelisk Reformation, som fandt Sted i hint Aarhundrede, men ogsaa en katholsk. I Aarhundredets Begyndelse møder man den ryggesløse Pave Alexander VI og en bundfordærvet romersk Curie, derefter har man den af krigerske og verdslige Foretagender helt optagne Julius II, saa den æsthetiske Epicuræer Leo X, og efter ham giver Hadrian VI’s korte og tragiske Pontificat det bedste Bevis paa, hvor lidet en from Mand dengang kunde udrette paa Pavestolen. Men noget efter Aarhundredets Midte er omslaget desto stærkere. Nu faar man Paver som Theatinerordenens Stifter Paul IV og den vældige Sixtus V, Tridentinerconciliet har befæstet Kirkens Magt, og Jesuiterne ere overalt virksomme som Lærere, Missionærer og Skriftefædre. Troeslærdommene fastholdes strengt i den fra Middelalderen overleverede Skikkelse, men Præsteskabet er som omskabt, grundigere Kundskab, nidkjær Virksomhed og strengt Liv have afløst en tidligere Tids Uvidenhed, Ligegyldighed og Usædelighed. De Reformbevægelser, der havde havt sit Udspring i Spanien i de „katholske Kongers“ og den vældige Kirkefyrste Ximenes’s Dage, have gjennemgaaende seiret, og den romerske Kirke staar rustet til ikke alene at forsvare sig mod Protestantismens videre Fremgang og Indtrængen, men ogsaa til en Kamp for at gjenerobre de helt eller delvis tabte Lande, en Kamp, hvilken den ogsaa paa flere Steder kunde føre med varigt og afgjort Held. Ogsaa de nordiske Lande kom til at berøres af den katholske Contrareformation. Først og farligst optraadte den i Sverige under Johan III og Sigismund, dog kun for tilsidst at ligge ganske under, ja endog at give Stødet til Gustav Adolfs verdenshistoriske Heltebedrifter. I Danmark og Norge stødte derimod Reaktionen fra første Færd af paa den stærkeste Modstand. Kongerne indtog her uden Undtagelse et bestemt luthersk Standpunkt, og den dansk-norske Kirke besad, hvad Sverige længe savnede, et kraftigt Universitet, der var et af de betydeligste i den protestantiske Verden. Ikke destomindre bleve Romerkirkens og navnlig Jesuiternes Bestræbelser ogsaa mærkbare og, om end kun forbigaaende, heller ikke aldeles virkningsløse i de to den Gang forenede Riger.

Studiet af disse Forhold og Phænomener i Danmark og Norge har ikke undgaaet disse Landes Historikeres Opmærksomhed. Frederik Münter har givet en for hans Tid meget fortjenstlig Udsigt over dem.[1] Senere syslede den lærde Provst Dr. P. W. Becker († 1877) i en meget lang Aarrække med dette Emne, hvoraf han dog aldrig oplevede at forelægge Almenheden nogen Fremstilling.[2] Flere og vigtige Punkter deraf, især dog for Danmarks Vedkommende, belystes af den Mand, der saa langt overgaar enhver Forgjænger og Samtidig i indtrængende og fortroligt Kjendskab til sit Fædrelands Kirkehistorie i det sextende og syttende Aarhundrede, Dr. Holger Rørdam.[3]

Det samme Emne interesserede mig i yngre Aar meget levende, og det var mig en kjær Tanke engang at skulle bearbeide det, om end kun for Norges særlige Vedkommende. Imidlertid blev dette Forsæt, som adskillige andre lignende, ikke udført, og jeg vilde neppe have gjenoptaget disse Studier, om ikke Forberedelsen til en Udgave af et Kildeskrift fra det syttende Aarhundrede, som jeg havde paataget mig at besørge,[4] havde bragt mig tilbage til dem. Jeg har da nu udarbeidet den følgende Afhandling, der vistnok tør siges at have bragt adskillige nye Oplysninger frem, men dog maaske ingenlunde udtømmer Emnet, hvorfor jeg da heller ikke betegner dem som noget mere end et Bidrag. Af Hensyn til en ung Landsmand, der forbereder en Skildring af-Norges mærkeligste Convertit, Jesuiten Laurids Nilsen („Klosterlasse“), har jeg ikke indladt mig paa nogen sammenhængende Fremstilling af denne Mands Liv, hvilket da heller ikke egentlig var nødvendigt, da hans væsentligste Virksomhed falder udenfor Norge, ihvorvel han i Udlandet vistnok øvede megen Indflydelse paa unge Nordmænd i jesuitiske Skoler.

I.

Jesuiterordenen, der vækker saa stor Beundring ved sine Medlemmers overordentlige Energi i Anvendelsen af ethvert Middel til at befæste Pavemagten og udvide Romerkirkens Grændser, havde som bekjendt i særlig Grad sin Opmærksomhed henvendt paa Skolevæsenet. Ordenens Instituter opnaaede snart et stort Ry ved sine Læreres Kundskaber, Flid og dengang vist, trods al Ensidighed, enestaaende Dygtighed overhovedet. Naturligvis lagdes der særlig an paa at erhverve Disciple fra frafaldne Lande og deriblandt ogsaa fra de nordiske Riger.

For Nordens Vedkommende har intet jesuitisk Lærdomssæde havt den Betydning som det, der bestod i Braunsberg. Denne By ligger i Landskabet Ermeland, der hører til Østpreussen, men som, da den tyske Ridderstat fik sit afgjørende Knæk ved den anden Thornerfred 1466, tilligemed Vestpreussen kom under Polen. Da Reformationen tidlig banede sig Vei til Preussen, og de østpreussiske Bispedømmer Pomesanien (Marienwerder) og Samland (Königsberg) gik tabt for den romerske Kirke, lykkedes det de berømte katholske Biskopper af Ermeland, Cardinal Stanislaus Hosius († 1579) og dennes Eftermand, den ogsaa som Historiker vel kjendte Martin Cromer († 1589), at bevare Ermeland for den gamle Tro, og dette Landskab er stedse vedblevet at danne et ivrig katholsk Enklave i Preussen. Bisperesidentsen var Frauenburg, men Braunsberg, der ligger ganske i Nærheden deraf lidt ovenfor Floden Passarges Udløb i Frisches Haff, var stiftets vigtigste By, og her var det, at den nysnævnte Hosius i 1565 stiftede et af indkaldte Jesuiter ledet Gymnasium og Seminarium for vordende Præster i Stiftet. Men under den katholske Reaktion i Sverige fik denne Skole en meget større Betydning end den locale, idet den nu bestemtes til ogsaa at optage Ynglinger fra Norden som Disciple. Pave Gregor XIII udstyrede den i 1578 med Midler af den pavelige Kasse, og Dronning Katharina (Jagellonica) af Sverige († 1583) betænkte den med en anselig Gave i sit Testamente. Det ser ud, som om de nordiske Disciple, der vel forøvrigt deltoge i den almindelige Skoleundervisning, have boet i en særegen Bygning og der havt Kost og Opdragelse for sig selv. Fra 1585 foreligger der en udførlig Fremstilling af den pavelige Stiftelses Forholde, forfattet af den noksom bekjendte Jesuit Antonius Possevinus.[5] Der er vedføiet en Fortegnelse over de Disciple, „som ere komne fra de kjætterske Lande til Braunsberg for der at opdrages i den katholske Tro eller at sendes til andre Seminarier“. Vi møde her 49 Svenske, 3 Finlændere, 2 Polakker, l Litthauer, 4 „Tartarer“, 3 Moskoviter, 2 Preussere, 2 Danzigere, 4 Schlesiere, 5 Skotter, 1 Englænder, 1 Irlænder, 2 fra Lifland, 3 fra Siebenbürgen, 2 fra Kärnthen, 2 Pomeranere og 5 fra forskjellige Egne af Tyskland. Fra Danmark opføres endnu ingen, men fra Norge møde vi strax i 1585 to, en Nicolaus og en Sigvardus, om hvem Intet kan siges.

En fremragende dansk Biskop, Mogens Madsen i Lund, har i en Tale (1602) givet en Skildring af denne Skole, saadan som han har hørt den omtale. Man gav det, siger han, Udseende af, at der i denne Skole ikke foredroges Theologi, men kun de frie Kunster og Philosophien. „De frie Kunster er den Honningkage, som de putte Ungdommen i Munden for med det samme at indsmugle den papistiske Lærdoms Gift. Forældrene fange de ved forskjellige Snarer. Omkostningerne ere her billigere end andensteds, Tugten strengere og ikke saa slap som andre Steder, Undervisningen grundigere saavel i Philosophien som i Kunsterne. Desværre kunne Forældrene eller de, der staa i Forældres Sted, ikke altid se, hvorhen det sigter“.[6] Men desto bedre kan man nu se, „hvorhen det sigtede“, naar man læser Jesuiternes egne Skrifter og andre Oplysninger fra katholsk Side. Om Forholdene i Braunsberg erfare vi nemlig, at Jesuiterne aldeles beherskede og omspændte Byens hele aandelige Liv: „Den største Del af den mandlige Ungdom besøgte Jesuiternes blomstrende Skoler, der meddelte gratis Undervisning, gave rigelig Understøttelse til de mere begavede Disciple og, da de ogsaa underviste i de første Begyndelsesgrunde, gjorde en kommunal Skole overflødig. Foruden Gymnasiet ledede de et Præsteseminarium for Ermeland og derhos det saakaldte pavelige Alumnat, hvor unge Mennesker oplærtes til Missionærer for Norden, især Sverige. Pigerne lærte i en Skole hos Søstrene i den hellige Catharinas Convent Læsning, Skrivning, Haandarbeide og Religion“.[7]

Det er klart at forstaa, at disse Skoler i Braunsberg maa have staaet i den nærmeste indbyrdes Berøring, og at Gymnasiet foruden at være en almindelig Dannelsesanstalt ogsaa har været Forberedelsesskole for Seminariet og Alumnatet. Mange af de nordiske Disciple synes ikke at være komne længere end i Gymnasiet, men have dog der været, saavidt muligt, paavirkede i katholsk Retning. I det følgende vil forekomme en Skildring, som en tidligere norsk Discipel der, Herman Hansen, der dømtes fra sit Præstekald 1613, giver af sin Skolegang i Braunsberg. Tvangen i Skolen, oplyser denne, var saa stor, at ingen maatte skrive, end mindre afsende et Brev, uden at det blev gjennemseet og rettet af de jesuitiske Lærere. Et andet lidet Træk er, at da Efterretningen i 1598 om Kong Sigismunds bekjendte Nederlag ved Stångebro naaede Braunsberg, holdtes der en Sørgefest, ved hvilken man under Selvpinsler holdt uafbrudt Bøn i 40 Timer, selvfølgelig saa, at den ene Jesuit afløste den anden.[8] Til de mærkeligste nordiske Disciple i Braunsberg maa regnes den senere svenske Historieskriver Johannes Messenius, som tilbragte hele syv Aar her (1595–1602).

Af de Nordmænd, som have nydt Undervisning i Braunsberg, kjendes kun faa ved Navn. Thi de Matrikler, der haves,[9] omfatte aabenbart ikke Gymnasiets, men kun det præstelige Seminariums og „Alumnatets“ Disciple, og det kan neppe betvivles, at den største Del af de unge Mennesker kun har besøgt det i confessionel Henseende tilsyneladende mere neutrale Gymnasium, og dettes Matrikel er udentvivl tabt. Af saadanne norske Disciple, der maa antages at have været forberedte til Missionærer og Geistlige, kjendes følgende Nordmænd: Sigvardus (1581, vistnok den samme, der ovenfor ved Siden af „Nicolaus“ er omtalt under 1585), Georgius Stangius, Martinus Cervinus, Andreas Ofeg, Georgius Petræus. Om ingen af disse Landsmænds senere Skjebne vides Besked. Nogle flere norske Disciple fra Braunsberg, sandsynligvis kun Gymnasister, ville forekomme i det Følgende.

Collegiet i Olmütz havde siden 1578 af Paven faaet den samme Bestemmelse som Braunsbergs, nemlig at virke for Missionen i Norden og det saaledes, at hid skulde bl. A. sendes unge Mennesker, om hvem det kunde være at befrygte, at de ei vare sikre i Troen, eller at deres Nærmeste vilde forsøge at drage dem bort fra Braunsberg. Man har en Liste over Convertiter i Olmütz’s Collegium fra 1580. Den vrimler, ligesom den Braunsbergske af 1585, af Svensker, og ved Siden af dem finder man ogsaa en Nordmand, Henricus Lossius, der var 20 Aar gammel og gik i „Syntaxisternes“ Klasse.[10] Han har rimeligvis været af den i Bergens Stift dengang levende Familie Loss. I det følgende Aarhundrede møde vi atter en Nordmand, der synes at have studeret her. Sandsynligvis har der ogsaa været adskillige andre.

Mellem dem, der have havt med begge disse Collegier at gjøre, synes vor Landsmand Laurids Nilsen at have indtaget en fremtrædende Plads. Allerede da han fra Löwen begav sig til Sverige for der at virke i Reaktionens Tjeneste, tilbragte han paa Reisen, der altsaa er skeet gjennem Tyskland, den største Del af Vinteren 1575–1576 i Braunsberg, hvor der dengang neppe fandtes Studerende fra Norden.[11] Efter sin Tilbagevenden fra Sverige besøgte han først Rom, tilbragte saa 1 Aar i Wien og drog derfra 1582 til Olmütz, hvor han traadte i Spidsen for hele den derværende jesuitiske Undervisningsanstalt som „præfectus studiorum, catechista, concionator studiosorum, præfectus congregationis majoris ac viceconsultor“. I de følgende Aar fik han endnu flere Titler i Olmütz og modtog i 1587 den theologiske Doctorgrad i Prag.[12] Hvorlænge Pater Laurentius vedblev at residere i Olmütz, er uvist. Senere har han vistnok i en lignende Egenskab opholdt sig i Braunsberg, hvor hans bekjendte Skrifter bleve trykte i Aarene 1605 og 1608. Han findes i et Skrift kaldet „Inspector eller Tilsiuns Mand ved Brunsberg og Ulms Skoler“.[13] Som bekjendt, var Ulm i Schwaben en protestantisk Stad, og der har intet Jesuitercollegium været, hvorfor „Ulm“ her vistnok maa bero paa Forvexling med Olmütz. Hvorlænge den virksomme Jesuit har færdedes i Braunsberg, vides ikke. De sidste Spor af ham træffes som bekjendt i Riga 1621 og, efter hans Fordrivelse herfra ved Gustav Adolfs Vaaben, i Wilna, hvor han Aaret efter døde.

Nogle norske Jesuiterdisciple, der ikke kunne henføres til nogen bestemt Skole, forekomme undertiden. I 1606 omtales i Kjøbenhavns Universitets Forhandlinger to „jesuitiske Studiosi“, af hvilke den ene har Anbefaling fra en Adelsmand i Norge, Jørgen Friis (altsaa vel Norges daværende Statholder), og i 1607 var der ved samme Universitet en „Jens Nordbagge Jesuita“. Som tydske Collegier, der tør have havt norske Disciple foruden de to nærmere omtalte, kan tænkes f. Ex. paa Skolerne i Wien og Augsburg, ved hvilke der virkelig kjendes danske Studerende.[14] Især fra Norges Vestland have udentvivl flere unge Mennesker faaet jesuitisk eller anden katholsk Paavirkning i Nederlandene. Ved Herredagen i Bergen 1604 fremkom Klager over, at „enfoldige Borgere i Kjøbstæderne havde faaet Vane at forsende deres Børn udenlands for at oplæres af Jesuiterne, hvortil de bleve forførte af fremmede Kjøbmænd, og særdeles) de, som kom fra de spanske Nederlande.[15] Enkeltheder herom kjender jeg dog ikke, undtagen den enestaaende, men interessante Oplysning, som Dr. Otto Sperling giver i sin Selvbiographi, hvor der ved 1633 omtales en desværre unævnt Adelsmand i det sydlige Norge („9 Mile fra Christiania“), en velstuderet Mand, især hjemme i den civile og canoniske Ret, som aldrig havde kunnet opnaa nogen Forlening, „fordi han i sin Ungdom havde været opdragen mellem Jesuiterne i Brabant“.[16]

I Slutningen af Aarhundredet møde vi en Nordmand under jesuitisk Paavirkning, der spiller en noget større Rolle i denne Fremstilling, og som derfor maa omtales nærmere. Dette var Christopher Hjort (Cervinus), Søn af Hr. Rasmus Hjort i Tønsberg, der først havde været Rector i Oslo og derefter var bleven forlenet med Tønsbergs Provsti, et ret betydeligt, endnu ikke sekulariseret geistligt Beneficium. Denne Mand, der var gift med en Datter af Biskop Frands Berg i Oslo og var Svoger af dennes Efterfølger Jens Nilsen, havde flere Sønner, der bleve geistlige. Den ovennævnte Braunsberger Discipel Martinus Cervinus tør ogsaa have været hans Søn. Christopher Hjort, der skal være født 1561, nød et Præbende i Oslo som Hjælp til sine Studeringer[17] og havde, efter hvad han selv beretter i et Aktstykke, der meddeles nedenfor S. 322–23, besøgt saavel Kjøbenhavns, som Rostocks og Wittenbergs Universiteter og taget Magistergraden paa det sidste Sted. I Rostocks Matrikel findes han dog ikke, men vel i Wittenbergs, hvor han sees at være immatrikuleret 3die November 1592.[18] I 1596 besøgte han Tyge Brahe paa Hveen.[19] I Mellemtiden er det udentvivl, at han, hvad han ikke selv kunde fragaa, men dog omtalte paa en forblommet Maade, havde været hos Jesuiterne. Det er efter disse hans Ytringer, der paa sit Sted skulle meddeles, høist sandsynligt, at han selv har været i de af ham omtalte Lande Böhmen og Mähren og vel under Klosterlasses personlige Paavirkning. Han var jo allerede da en moden Mand og har vel ikke egentlig været Discipel af noget Jesuitercollegium, men ved Omgang med Jesuiter gjort sig fortrolig med Catholicismen. I 1597 finde vi ham i Oslo, hvor Biskop Jens Nilsen, der havde været gift med en Søster af hans Moder, kalder ham sin særdeles gode Ven og betegner ham som „vir egregia eruditione et virtute clarus“.[20] Ganske kort efter blev han af samme Biskop kaldet til Rector ved Oslo Skole, med hvilken i hans Tid Skolen i Vang ved Hamar blev forenet.[21] Jeg anser det ikke tvivlsomt, at han og ingen anden er den norske Rector, om hvem Jesuiterne selv i sine „Annuæ literæ“ omkring 1601[22] med stor Tilfredsstillelse berette, at „en af dem dannet Nordmand holdt Skole i sit Fædreland ganske paa jesuitisk Maade“. Det heder videre om ham i samme Kilde, at han „omvendte flere af sine Bekjendte, deriblandt sin egen Broder, der var Præst“, ja der tilføies endog, at denne Broder „siden selv blev Jesuit“. Endvidere berettes sammesteds, at hin Rector overtalte en meget agtet Præst til at sende sin Søn til et Jesuitercollegium og det med Bifald af „den saakaldte Biskop“ (approbante Pseudoepiscopo). Denne Biskop kan neppe have været nogen anden end den nysnævnte bekjendte og ved sine Skrifter og sin Personlighed meget tiltalende Lærde, Mag. Jens Nilsen († 1600), om hvem det nu tør ansees som godtgjort, at han var Laurids Nilsens Broder.[23] At denne udmærkede Biskop skulde have havt katholske Sympathier, er vistnok lidet tænkeligt, men det er dog paafaldende, at ogsaa Jens Nilsens Søstersøn, den siden som Rector paa Herlufsholm og Provst i Tønsberg bekjendte Mag Finn (Vincentius) i 1600 drog til Jesuiterne i Böhmen, hos hvem han gjennem sin anden Onkel, Klosterlasse, haabede at faa Understøttelse.[24] Man maa efter dette formode, at Klosterlasse ikke har været uden al Forbindelse med sin Familie i Norge, til hvilken ogsaa Christopher Hjort paa en Maade kunde regnes, da han Moder, som anført, var Biskop Jens Nilsens første Hustrus Søster.

Imidlertid var man i Danmark bleven opmærksom paa de Farer, som truede fra de jesuitiske Skoler, medens samtidig de Fortrin, disse i visse Henseender besad, fremkaldte Forsøg fra Regjeringens Side paa at forbedre de danske og norske Skoler. Ved Kongebrev af 6te October 1604 befalede Kong Christian, at „Personer, som hos Jesuiter ere opdragne“, ikke maatte befordres til Kirke- eller Skoletjeneste.

I 1606 indtraf Klosterlasses bekjendte Besøg i Danmark, hvorfra han ved kongelig Befaling blev udvist. Det havde været hans Hensigt at besøge Norge under Paaskud af, at han der havde en Arv, men af denne Reise blev der Intet.[25]

II.

Til de norske Disciple i de jesuitiske Skoler kan efter al Sandsynlighed henregnes en vis Erland, som omkring 1612 var katholsk Præst i en By i Nærheden af Danzig.[26] Man ved forøvrigt Intet om ham, uden at han skal have hørt hjemme i Throndhjems Stift, og Efterforskninger ville sandsynligvis ikke føre til noget Resultat.[27] Om denne Erland opdagedes i det nævnte Aar, at han stod i megen Forbindelse med en Præst i Oslo Stift, Jacob Hjort, (en Broder af den ovenfor omtalte Mag. Christopher), der var „berygtet for at være katholsk“. Statholderen, Enevold Kruse, og Biskoppen i Oslo, Mag. Nils Clausen Senning, fik nu (14de Nobr.) af Kongen Ordre til at lade Hr. Jacob Hjorts „Leilighed randsage“ og, om han ikke skulde være tilstede, at undersøge hans Hus og de Breve og Skrifter, som maaske der vare at finde. Kongen tilføiede en Befaling til at have Opmærksomheden henvendt paa nogle Brødre af Hr. Jacob, der vare ansatte som Geistlige i Stiftet.

Biskop Nils Senning var en ivrig Mand og lod sig ikke dette sige to Gange. Allerede 3die Mai 1613 erfare vi af et nyt Kongebrev til Statholder og Biskop, at disse havde indberettet om flere Prædikanter i Stiftet, „som for den papistiske Religion ere mistænkte“, og havde indsendt Documenter til Cancelliet som Vidnesbyrd herom. Det blev derfor strax befalet, at Mag. Christopher Hjort skulde forbydes Prædikestolen i sine Kirker, Slotskirken paa Akershus og Akers dermed forenede Præstegjeld. Det er den samme Mand, hvem vi ovenfor have lært at kjende som Rector i Oslo. I Mellemtiden havde han fra 1603) været Sognepræst paa Thoten og var nu altsaa Slotspræst og Sognepræst til Aker. Endvidere skulde Hr. Herman[28] Hansen, Hr. Evert Hjort og en ikke ordineret Mand, Petrus Alphæus, indstevnes til den Herredag, der var berammet til at afholdes i Skien i August s. A., og, forsaavidt der maatte findes flere mistænkte Præster i Stiftet, skulde ogsaa disse stevnes. Hr. Jacob Hjort sees af samme Brev at være rømt bort fra sit Kald, Onsø ved Fredrikstad, hvor han ogsaa var Provst, og Kongen forbeholder sig selv at besætte hans Embede med en anden.[29]

Af Stevningsbogen til den nævnte Herredag[30] sees, at Mag. Christopher Hjort, Hr. Herman Hansen i Næs paa Hedemarken, Hr. Evert Hjort i Stange sammesteds og Hr. Jacob Hjort, „som nogen Tid haver været Sognepræst til Onsø“ under 17de Mai bleve stevnede til at møde i Skien den 2den August „og da Undskyldning at gjøre, for I for den papistiske Religion skal være mistænkt“ o. s. v. Flere bleve ikke der indstevnede. I de bevarede Herredagsprotokoller (13–21de August) findes disse Præsters Sager ikke. Det ser ogsaa, som af et nedenfor aftrykt Brev fra en af de tiltalte Præster vil sees, ud til, at ikke Herredagsdommerne, men Biskop Senning har afsagt Dom over dem. Dommen var ogsaa idetmindste for denne Præsts, Hr. Herman Hansens, Vedkommende afsagt ikke i Skien, men paa Gjerpen Præstegaard 18de August 1613.

Der existerer imidlertid en Beretning om denne Sag i det bekjendte Verk om Christian IV’s Historie, som gaar under Nils Slanges Navn,[31] om han end kun uegentlig kan siges at være dets Forfatter.

Denne Beretnings Indhold maa da først gjengives, hvorefter jeg skal forsøge at berigtige og supplere det ved Hjælp af Documenter.

„Hovedmanden“ for de hemmelige Papister, Mag. Christopher Hjort, skal under Forhandlingerne have ved „dobbelt menende og tvivlsomme Svar længde stræbt at dølge den Forgift, han gjemte under en sødtalende og spidsfindig Tunge,“ men omsider være overbevist. Dernæst opledtes hans Staldbrødre „i Kjøbstæderne Moss og Laurvig“, og „adspredte paa Landet“, – „omkring Oslo By ikke mindre end fem saadanne falske Apostler“, nemlig Hr. Abraham (ɔ: Herman) Hansen, Hr. Evert Hjort og Hr. Jacob Hjort og „to, som endnu ei havde faaet Præstekald“, Peder Alphæus og Magnus Haagensen. „Udi Stavanger og Bergens Stifter vare ogsaa nogle, men, saasnart de bleve røbede, turde de ei blive der længere, men snege sig bort af Riget hemmeligen.“ Samtlige Norges Biskopper vare tilstede ved Herredagen. Forhandlingerne med „Kjætterne“ varede paa tredie Dag og førtes paa det Offentliges Vegne af Biskop Senning i tre Dage, idet Kongen fra Begyndelse til Ende paahørte dem. De ordinerede Præster dømtes ikke alene fra deres Embeder og deres Præstedragt, men ogsaa fra Midler og Formue, Odel og Arv; og det tilføies, at det blev dem paalagt „inden tre Solmærker“ at rømme Kongens Riger og Lande under Trudsel om Livsstraf, om de der siden lade sig finde. De, der ikke vare ordinerede, dømtes „aleneste“ fra Odel og Arv samt til Landsforvisning paa samme Maade som Præsterne.

Herved kan gjøres adskillige Anmærkninger, som vise, at Slanges Beretning er ufuldstændig og unøiagtig.

Skjønt man efter Dommen, saaledes som den af Slange fremstilles, skulde mene, at de dømte Personer strax maatte have forladt Landet, finde vi dog, at et Par af dem vare i Norge endnu i 1614. Dette var saaledes Tilfældet med Mag. Christopher Hjort. Han anlagde endog i Begyndelsen af 1614 en Sag ved Oslo Capitel mod Capellanen i Byen Hr. Peder Olufsen, der under Suspensionen havde bestyret hans Embede og da givet et skriftligt Vidnesbyrd imod ham, bl. A. for en Forsømmelse af Embedspligt. I sit Indlæg, (som Mag. Christopher lod fremlægge i Capitlet 10de Jan. 1614, og som er dateret Oslo 12te Decbr. 1613 og fremlagt ved en Fuldmægtig, Succentor i Domkirken Daniel Eriksen), udtaler han, at han har lidt en „større Revselse, end Lemlæstelse, ved at blive skilt fra sit Kald, Føde og Underholdning, en Sag, som ogsaa rører hans gode Navn, Ære, Lempe og Velfærd.“ Derefter anfører han bl. A. Følgende, der har adskillig Interesse og derfor her meddeles:

„Mens fordi jeg haver havt Gemenskab med Pontificiis, at jeg derfor efter K. M.’s udgangne prentet Patenter skal være af mit Kald og Landet forvist, er aldeles ikke saa, thi saa staar der i K. M. Brev, at hvo lovligen kan overbevises, at han er af den papistiske eller romerske Tro og Religion, den skal Landet forvises, hvilket mig ikke endnu i nogen Maade er overbevist, thi saaledes argumenteres ikke vel: hvo som haver havt sin Omgjængelse og Gemenskab med Pontificiis, han er en Pontificius. Nu haver jeg havt min Omgjængelse med Pontificiis, ergo major est falsa de omni, thi vel er det muligt, at en Part, som omgaaes med Papisterne, forandre deres Tro og blive og Papister, tvertimod igjen er der og mange Mennesker, som omgaaes med dennem dagligen, blive dog det samme, de ere, og deres Tro ikke forandre, som er at forfare af Prag i Bohemia, Ulmutz i Moravia, af Weyen i Østerrige og mange andre Steder, som Pontificii og Lutherani bor tilsammen, ikke aleneste i Byerne al deres Livs Tid, men og i et Hus sammen og deres Tro og Religion aldrig forandre. Hvi skal da denne korte Tid, som er en to Aars Tid paa en Pas beregnet, at jeg i min Vandring i Tydskland var indifferenter, baade hos den ene og de andre, skal nu gjøre mig aldeles Pontificium og ikke Lutheranum, dog jeg her i Landet af min Ungdoms Tid er opdragen, udi Kjøbenhavn, Rostock, Wittenberg og andre lovlige Academier haver jeg studeret, til Wittenberg haver jeg promoveret og derefter siden været i mit Fædreneland i adskillige Bestillinger, baade i Skole og Kirke Tjenester, og aldrig befundet med noget Papisteri at have omgaaet, men levet efter den Augsburgske Confession, og som vores christelige Tro udkræver i alle Maader, som mine Vidnesbyrd fra alle Steder forhvervet nok saa klarligen udviser, den lange Conversats og inderlig Gemenskab, jeg nu saaledes næsten al min Tid haver havt med nostris er meget underlig, at hos Bispen Intet maa gjelde, at jeg – dog ikke maa regnes Lutheranus, men Pontificius, efterdi jeg er nu ingen Pontificius bevist at være, som endelig maa skee, om jeg efter K. M. Brev skal være Landet forvist. Tvivler jeg intet paa H. K. M. mig jo for(de)diger og haandhæver imod dennem, som mig saa uskyldigen med allerstørste Uret forfølger og min Velfærd efterstræber, naar saadant K. M. bliver aabenbaret.

Mag. Christopher opnaaede at faa Hr. Peder Olufsen dømt i en Mulkt og sig af ham tilkjendt Kost og Tæring, men maatte ligefuldt drage i Landflygtighed. Forinden har han endnu i Slutningen af April 1614 besøgt sin Ven, Paul Trane, da Sognepræst til Næs, tidligere Rector i Oslo (1607–1611) og har til Afsked skjænket denne sin Faders Billede samt antegnet sit Navn i hans Stambog.[32] Derefter har han forladt Landet, og vi vide, at han døde i Danzig 1616.[33] Dette er interessant: han har altsaa rimeligvis begivet sig til den norske katholske Præst i den Egn, den ovenomtalte Thrønder Erland. Sandsynligvis har da ogsaa hans Broder Jacob Hjort taget sammesteds hen.[34]

Efter Mag. Christophers Død vendte idetmindste en Søn af ham tilbage til Norge. Det heder om denne i Oslo Capitelsbog for 1620: „Blev indkaldet og forestillet Rasmus Hjort, afg. Mag. Christophers Søn, som blev dømt af Landet for den jesuitiske Religion i Skien Herredage 1613. Han beklager sig, at han udi hans umyndige Aar er bleven indsat i Brunsberg Skole, var derfra forløvet, begjærer at maatte reciperes i Oslo Skole. Det blev ham tilladt med Vilkaar, at han sig skikkelig skulde forholde og for Forargelse tage Vare. Bispen befalede Hr. Truels Skolemester,[35] at han skulde hannem fiittelig i hans Catecheticis undervise.“ Allerede i 1622 blev Rasmus, den sidste norske Discipel i Braunsberg, som jeg kjender, Student, og det er formodentlig ham, der i Aarene 1634–42 var Sognepræst til Næs paa Hedemarken.

Hr. Herman Hansen hørte hjemme paa Ringerike,[36] og jeg feiler neppe ved at antage ham for Søn af Hr. Hans Hermansen, der var (første) Sognepræst til Hole og endnu levede i denne Stilling 1617.[37] Sønnen havde gaaet i Skole i Braunsberg, og var 1608 bleven Sognepræst til Næs paa Hedemarken (i Ordinationsbogen kalder han sig Ringius). Af Oslo Capitelsbog[38] sees, at han først 1614 forlod Landet efter at have overleveret „et Register over sit Gods“, der jo skulde konfiskeres, til Byfogden i Oslo, Laurids Mikkelsen. Men i 1617 kom han uden Tilladelse tilbage til Norge. Han sattes 20de December under Tiltale for Oslo Capitel,[39] og Forhandlingerne med ham meddeles her fuldstændig, da de i flere Henseender ere meget interessante og kaste godt Lys over de Forholde, som her behandles.

Kom for os udi Rette udi den gamle Bispegaard, Velb. Hr. statholders tilhørig, hvor den Dag Retten blev holdet formedelst stor Kulde og Frost, erl. og velagt Rasmus Berentsen, Stiftskriver over Agershus Len, og med en Capitels Stevning, dateret Agershus 13de Decbr. 1617, udi Rette fordred Hr. Herman Hansen, fordum Sognepræst til Nessogn paa Hedemarken, og efter Velb. Hr. statholders Enevold Kruses Befaling paa K. M. Vegne havde hannom til at tale, fordi han sig uden H. K. M. synderlige Leide og Tilladelse ind udi Riget haver understaaet og tilfordristet imod den Dom, hannom A. 1613 paa Gjerpen Præstegaard den 18de Augusti udi Skeen Herredage paadømt og overgaaen er, at forføie, formenendes hannom Uret at have gjort og dermed at have admitteret crimen læsæ Majestatis og pligtig at være derfor tilbørligen at lide og stande tilrette.

Til saadant at bevise fremlagde for Retten Rasmus Berentsen S. Mester Nils Clausens Dom over Hr. Herman, dateret Gjerpen Præstegaard den 18de Augusti 1613 under Haand og Segl, hvormed og Rasmus Berentsen beviste Hr. Herman en landflygtig Mand at være, og efterdi han uden K. M. naadelig Tilladelse haver sig udi Landet igjen begivet og forholdet, var han endelige Dom over Hr. Herman paa K. M. Vegne begjærendes.

Til Sagen at svare mødte Hr. Herman selv personlige og sig til Erklæring fremlagde sit Forset under egen Haand, dateret Oslo 19de Decbr. 1617, lydendes Ord fra Ord som efterfølger.

Efter som jeg af høi verdslig og geistlig øvrighed er citeret for Oslo hæderlige Capitel at møde velagt. R. B. idag, for jeg haver mig understaaet imod en Dom, som – – – mig overgangen er, hid ind i Riget at begive uden K. M. naadigste Tilladelse – – – hvorimod jeg mig underdanigste erklærer i efterfølgende Maade.

1. At jeg er indkommen i Riget igjen, er skeet af høi tilgetvungen Fornødenhed, thi der jeg mig en Tidlang udenlands efter Bispens M. Nils Clausens Dom med min fattige Kvinde og 5 smaa umyndige Børn forholdte, er Armod, Fattigdom og Elendighed mig saa stor tilfalden, at jeg nu ikke længer har kunnet mig der forholde, uden jeg min Føde med Betlergang vilde adspørge, hvorfor jeg vidste mig nu ingen anden Raad i Verden, end at begive mig med Kvinde og elendige Børn tilbagers igjen i mit Fædreneland, dennem der at forsyne i underdanigste formodende Naade og Miskund af H. M. i denne min store Elendigheds Tilstand.

2. Der nu Armod sig saa med mig formerede og efter næst forgangne Herredag udi Oslo af gemen Mand blev spargeret, at. H. K. M. naadigste ved Venners Intercession bevilgede de Præster at komme i Landet igjen,[40] som af M. Nils Clausen til Skien Herredag bleve exilio adjudicerede. Hvilket der jeg elendige Mand fik disse Tidende, blev jeg inderlig af Hjertet glad, at Gud og H. K. M. naadeligen ved saadan Bevilgning og Leide min Elendighed havde anseet. Hvorfor jeg strax med stor Glæde forføiede mig med Kvinde og smaa stakkels Børn ind i Landet, med den Forhaabning at have med de andre Præster erlanget K. M. gratiam, formodende nu Alting at vorde godt, nu alene min Sag blev H. K. M. bevist og retteligen berettet og jeg derhos kunde faa en naadig Audience med min Erklæring for hvis Forseelse, hos mig kunde befindes. Thi sandelig jeg veed mellem Gud og mig i ingen Sag mig skyldig at være i alt det, M. Nils i hans Dom mig beskylder, uden alene i disse efterfølgende Artikler.

Først at jeg en Tidlang scholas hos Jesuitas haver freqventeret, hvilket skede i min Ungdom, før H. M. Inhibition og Forbud paa saadanne mistænkte Steder at studere er publiceret. Hvorfor der jeg sand og vis Kundskab fik paa denne H. M. Interdiction, rømte jeg hemmeligen fra dennem om Natter Tide med stor Livs Pericel og begav mig ind i mit Fæderneland og strax besøgte M. Anders Bentsen, fordum Bisp udi Oslo, og gav hannem min Leilighed tilkjende, hvilken mig commenderede til Professores udi Kjøbenhavn, at de mig juxta officii sui dignitatem in album studiosorum recipere skulde, derefter er jeg med mine vitæ et doctrinæ testimoniis kommen tilbagers igjen fra Kjøbenhavn og til Norge, er saa efter at jeg en Tid lang forne M. Nils Clausen famuleret haver, af forne M. Nils ordineret og til det lille Sogn, jeg tjente, beskikket. Hvor jeg mig i Lærdom, Levnet og Omgjængelse uden og inden Kirke, i Skriftemaal og Prædiken, med Sacramenternes Uddelelse og Annammelse ærligen, fiittigen og troligen forholdet haver. Dette mit Skudsmaal af min Almue udviser, saa det skal ikke i nogen Maade nogen findes, der mig Andet beskylde skal, end som en Christen Prædikant egner og vel anstaar. Formoder og derhos, at der skal ikke Nogen herfor komme, som med Sandfærdighed sige skal, at jeg med nogen Jesuitarum fordærvelig vildfarelse haver mig befattet eller dennem at være tilgedan, siden jeg er i Landet igjen fra Jesuitarum Skole kommen.

Den anden Brøde, jeg mig skyldig udi bekjender, ere disse Breve, jeg skreven haver, hvilket skede i min Ungdom, der jeg var under Skole Disciplin, Færle og Riis og maatte skrive, som mig af mine præceptoribus blev befalet og injungeret, forstod og en føie Ting, hvad jeg skrev, og ere deres scholasticae leges saadan, at ingen Breve til Nogen skrives eller forsendes skulle, uden det er med Jesuitarum Vilje og Vidskab, og at de samme Breve revidere, corrigere og besegle. Sandelig i saadan Maade ere disse Breve skrevne af mig fattige Mand, for hvilke jeg nu tribuleres. Og efterdi jeg her udi i nogen Maade kan brødfældig befindes af min Ungdoms og Uforstandigheds Bedrift, er jeg ydmygeligen og underdanigste begjærendes for Jesu Christi Retfærdigheds Skyld, at H. K. M. naadeligen ville denne min Ungdoms Forseelse mig remittere og forlade og mig arme elendige Mand sin Gunst og Fred at blive og bo i H. M. Lande forlene, anseende min store Armod og Fattigdom, jeg er geraaden udi med Kvinde og smaa umyndige og uskyldige Børn, som i denne store Misfald med mig ere blevne consortes. Jeg skal aldrig i nogen Maade anderledes mig i H. M. Lande forholde, end som en ret Christen Mand sømmer, og jeg for Gud og H. K. M. ville forantvorde. Thi al den Stund jeg hertil i H. M. Lande, siden jeg er fra Braunsberg kommen, haver været, baade før og siden jeg kom til officium, haver jeg mig saaledes anstillet, at der skal ikke nogen fremkomme, der mig noget med Sandfærdighed ret skal have at beskylde, det mine Breve og skudsmaal udvise. Hvormed jeg mig rigtig med Guds Hjelp vil erklære, saafremt, det jeg underdanigste forhaabes, mig maa Audients naadigste af K. M. bevilges, baade for denne Sag, saavel som for Provstens Brev, til hvilket han skal være nødt og tvunget at udgive, eftersom han selv haver været bekjendt, det to Mænds Beskikkelse Brev udviser.

Hvorfor efterdi jeg fattige Mand af stor Armod og Elendighed, saavel som af Misforstand er indkommen i mit Fæderneland og nu for denne Formastenhed argueres criminis læsæ Majestatis, hvorfor uden Gud og H. M. naadigste ville sig over mig forbarme, geraades jeg i større Elendighed. Begjærer derfor ydmygeligen, og underdanigste supplicerer, at Gud og H. K. M. med Gunst og Naade min Elendighed ville ansee og sig over mig miskunde, for hvis Misfald, Uforstand og Forseelse her paa Færde kan befindes, at jeg elendige Menneske ikke med Kvinde og 5 smaa uskyldige Børn skal geraades i større Ulykke. Den evige Gud han kjender, hvad Armod og Uselhed mig hertil tvunget og foraarsaget haver, vil nu hermed befale den ganske hæderlige Capitels Consess Gud i Vold.

Actum Oslo d. 19de Decbr. 1617.

Herman Hansen.
Egen Haand.

Herefter blev begge Parterne tilspurgt, om de havde Noget ydermere at fremlægge udi denne Sag paa denne Tid, negtede de det. Men R. B. efter forberørte Leilighed var endelige Dom begjærendes. Da efter Tiltale og Gjensvar, og denne Sags Leilighed, uanseet Hr. H. H.’s skriftlige indlagte vidtløftig Erklæring, foruden det her i denne Afvisning er insereret directe mod forberørte. S. M. Nils Clausens udgivne Dom paa Gjerpen Præstegaard den 18de Augusti A. 1613 conciperet, blev saaledes for Botten afsagt, at efterdi Hr. H. H. angives at have admitteret crimen læsæ Majestatis, idet han uden H. K. M’s naadigste Leide, Tilladelse og Bevilgning imod den forne Doms Indhold, hannem overgangen er, som endnu staar ved sin fulde Magt og ucasseret er, sig haver understaaet ind udi Riget at begive, og vores allern. Herres Ordinantze (Fol. 82) forbyder den geistlige Stand at dømme udi verdslige Sager, som ikke deres Ed, Embeder og Kald vedkommer, til hvilke vi formener denne nærværende retteligen at kunne henføres, haver vi os ikke tordet understaaet noget udi denne Sag at decernere, mens vil hermed den have henvist til verdslig Dommere og derom at gaaes, saavidt Loven og Retten kan medføre. Til Vidnesbyrd o. s. v.

Da denne Dom var Kongen meddelt, gav Christian IV (1ste April 1618) ordre til, at Herman Hansen ufortøvet skulde skikkes til Dragsholm-Slot[41] (nu Ade1ersborg) i Sjælland, et i hine Dage hyppigt anvendt Fængsel for „Statsfanger“ eller Fanger af usædvanligere Art; det var her, hvor Bothwell i sin Tid var død, og hvor Erik Munk, Nedenes’s Befalingsmand, havde endt sine Dage som Selvmorder.[42] Om han virkelig er kommen did, tør dog være uvist, thi det berettes i et Document, at han i længere Tid skal have siddet fast i Vordingborg, hvorfra Kongen lod ham slippe løs ved Brev af 27de November 1619.[43] Dog synes han ikke at have faaet Lov til at vende tilbage til sit Fødeland Norge – man har altsaa anseet ham for en farlig Forfører – førend i 1626, idet dog Statholderen fik Ordre til at passe vel paa ham. I det følgende Aar, da han synes at have villet søge om atter at komme i Embede, udtalte Kongen et bestemt Forbud mod, at han nogensinde skulde komme i geistligt Kald eller Skoletjeneste.[44] Men derimod finde vi, at han er bleven Sorenskriver paa Thoten.[45]

Hvad angaar Hr. Evert Hjort, da har han vistnok, hvis han har været tiltalt i Skien, været heldigere end sine Brødre og maa være bleven frifunden. Thi vist er det, at han, der siden 1611 var Sognepræst til Stange paa Hedemarken, beholdt dette Embede til sin Død 1653.[46]

Hr. Jacob Hjort havde, som vi hørte, forladt Landet før Dommen. Kongen, der havde forbeholdt sig selv at udnævne hans Eftermand, udsaa hertil (18de Januar 1614) en Magnus Pedersen, der under Navnet „Magnus Petræus Danorvagus (!)“ var indskreven ved Wittenbergs-Universitet 18de Januar 1610 og nu anbefaledes af Jens Bjelke og Peder Iversen Jernskjæg.[47]

Af de ikke ordinerede Studenter, som dømtes i Skien, er „Petrus Alphæus“ sandsynligvis den siden bekjendte Peder Alfssøn, der i saa Tilfælde, ligesom Jacob Hjort, maa have været dømt fraværende, idet han i Januar 1613 indskreves som Student i Padua. Han blev, som bekjendt, Doktor saavel i Medicinen som i Retsvidenskaben og var tilsidst Lagmand i Throndhjem.[48]

For Bergens og Stavanger Stifters Vedkommende har det ikke lykkedes mig at finde Data, der kunde supplere Slanges Beretning, ligesaa lidt som jeg har kunnet opdage nogen Præst ved Laurvig eller Moss, der 1613 afsattes for Papisme. De to nævnte Smaabyer havde selv ved den Tid endnu ikke faaet egne Kirker. Derimod kan der paavises endnu en ved samme Leilighed dømt Præst i Oslo Stift, der ikke nævnes hos Slange. Det er Hr. Jens Olufsen, siden 1609 Sognepræst til Tune i Smaalenene. Denne Mand, der undertiden opføres med Familienavnet Pharo, kunde man fristes til tat antage for identisk med den Joannes Faronius Danus, der vides at have været i Braunsbergs Seminarium,[49] men da han selv ved sin Ordination i Oslo betegner sig som Nordmand, bliver Formodningen mindre sandsynlig, skjønt det vel lod sig tænke, at man i Braunsberg kunde have forvexlet Dansk og Norsk. Som landflygtig tyede han til Rostock. Allerede i 1617 fik han Lov til at vende tilbage til Norge „for som en privat Person at søge sin Næring og Bjæring“,[50] og i 1622 fik han fuldstændig Opreisning. „Mange Godtfolk havde underdanigst anholdt paa hans Vegne, at han igjen til noget præsteligt Embede eller skoletjeneste maatte fordres og admitteres“.[51] Han opnaaede derpaa den anseelige Stilling at blive Slotspræst paa Akershus og Sognepræst til Aker og døde i dette Embede 1630.[52] Han var gift og blev Stamfader til den norske Familie Pharo.

Der er noget gaadefuldt ved disse dømte Præster. At i det mindste nogle af dem have været Katholiker i Hjertet, og ikke alene været i katholske Skoler og under katholsk Paavirkning, er vel givet. Jacob Hjort, der rømte forinden Undersøgelsen; maa sikkert have gjort sig skyldig i katholske Stemplinger, og at Broderen Christopher drog til Danzig og satte sin Søn i Braunsberg Skole, tyder unegtelig paa det samme, ikke at tale om, hvad vi vide om hans Virksomhed som Rector i en tidligere Tid. Men der er en besynderlig Omstændighed tilstede, nemlig den Kjendsgjerning, at de fleste af disse Personer vides at have været gifte, medens det ikke erfares om en Eneste, at han har været ugift. For Mænd med afgjort katholsk Retning eller endog ligefremme Katholiker, maa det have været vanskeligt nok at aflægge den Præsteed, som den lutherske Kirke fordrede.[53] Maaske have de i denne Henseende beroliget sin Samvittighed ved jesuitiske Reservationer, men – hvorledes have de kunnet indlade sig i Ægteskab? Dette falder svært at forklare. Det skulde synes, som om de herved havde brudt fuldstændig med den romerske Kirke. For nogles Vedkommende har man vistnok gaaet frem med overdreven Strenghed, og en af de afsatte Præster fik jo ogsaa atter Lov til at blive luthersk Præst. Maaske har Biskop Sennings vidtdrevne Iver ved denne Leilighed bidraget til at skaffe ham det Tilnavn „den onde Biskop“, med hvilket han siden erindredes.[54]

Allerede før den opsigtsvækkende Herredagsdom i Skien var falden, havde Kongen ladet udgaa en Forordning, hvorved (10de Juni 1613) bestemtes, at da han havde erfaret, at mange af hans Undersaatter baade af adelig og uadelig Stand skulde være Tilhængere af papistisk Lære, skulde saadanne være arveløse og udelukkede fra Embeder. I Recessen af 1615 føiedes hertil endvidere et Forbud mod, at slige Papister maatte bo i Rigerne. I 1646 tillod dog Christian IV katholske Matroser at have fri Religionsøvelse paa tre Steder i Norge, nemlig i Gamlebyen udenfor Christiania, paa Nordnæs udenfor Bergen samt i det nys anlagte Christianssand,[55] men at dette virkelig har havt praktiske Følger, kjendes neppe.

III.

Fra de følgende Aar forekomme kun faa Spor af Katholicisme i Norge. 1 1618 lod Biskop Glostrup ved sin Visitats i Tønsberg to Brødre Jørgen og Nils, som vare fødte og opholdt sig paa Sem Præstegaard, kalde for sig. De tilstod at have nydt jesuitisk Undervisning i mange Aar, den ene i Braunsberg, den anden i et andet Collegium, „Ulma“ (Olmütz?), hvorpaa de vare komne hjem i 1611 og 1612. Den første af dem havde været Huslærer hos Adelsmanden Gunde Lange. De negtede begge at være Katholiker, men havde dog ei været til Alters i Norge siden Hjemkomsten. I 1627 traf Glostrup atter i Tønsberg en papistisk Student Nils Pedersen, maaske den ene af de ovennævnte, og forlangte af Magistraten og Gunde Lange, at han skulde fjernes fra Byen og Lenet. Han havde gjort sig skyldig i usædeligt Forhold til flere Kvinder.[56]

Flere Spor har jeg ikke kunnet finde af norske Disciple fra Skolen i Braunsberg. At imidlertid Besøgene fra Danmark og Norge fremdeles gik for sig, om end nu paa saa hemmelighedsfuld og skjult Maade, som muligt, maa bestemt sluttes af Christian IV’s Brev af 28de Februar 1624, hvori det heder, at „en Del af vore Undersaatter begive sig til Braunsberg og andre forbudne Steder i Preussen at studere, og paa det saadant uformærket kan afgaa, da begive de sig først, naar de der udkommer, saa og naar de ere tilsinds at begive sig paa Hjemreisen igjen, til Königsberg og der tage Bevis sig at have studeret en Tid lang, paa det deres forrige Forsæt des hemmeligere kan i Verk stilles.“ Derfor forbød Kongen i hint Brev overhoved ethvert Studiebesøg i Preussen, altsaa ogsaa ved Königsbergs Universitet.[57] Men, da dette Forbud udstedtes, vare dog Braunsbergerskolens Dage allerede talte. I 1626 foretog nemlig Gustav Adolf sit store Tog til Preussen, idet han tilsøs overførte en betydelig Hær til den Hertugdømmet (Øst-)Preussen tilhørende Havn Pillau, hvor han gjorde Landgang. Hans næste Skridt var at besætte Braunsberg (10de Juli), og Byen blev nu i henved 10 Aar under svensk Herredømme. Jesuiterne vidste, at de intet godt havde at vente sig af denne Konge, der allerede før havde forstyrret idetmindste et af deres Collegier, nemlig det i Riga (1621), hvor han havde truffet den da 83-aarige Klosterlasse. De fleste af dem havde derfor allerede taget Flugten til Polen eller Lithauen, og kun to Fædre, en Lybekker og en Skotlænder, vare blevne tilbage og bleve nu tagne til Fange. Hvorledes det gik Disciplene, berettes ikke. Collegiet og dets Kirke bleve imidlertid plyndrede, og Jesuiternes prægtige Bibliothek bortført til Sverige, hvor det fremdeles findes.[58] Senere katholske Læreanstalter i Staden ere vistnok Norden uvedkommende.

Da saaledes det for den dansk-norske Kirke farligste Jesuitercollegium havde ophørt at existere, kunde Christian IV den 22de Mai 1632 ophæve Forbudet mod sine Undersaatters Besøg ved Königsbergs Universitet.[59]

I Marts 1620 fik endel norske Lensherrer og samtlige Rigets Biskopper Kongebrev om at anholde og tage Dom over to Personer, der skulde reise om i Norge og „prædike og udbrede adskillig vrang og falsk Lærdom blandt Folket.“ Den ene af dem kaldes Theodorus Bera, men gik forøvrigt under flere Navne, den anden hed Laurids Nilsen og var fra Malmø.[60] Dette. Brev har været sat i Forbindelse med de papistiske Stemplinger,[61] men for Laurids’s Vedkommende uden Føie. Han var slet ikke Katholik, men en Landstryger, der gav sig ud for at være (luthersk) Præst. Om den anden derimod, Bera, oplystes det under Forhandlingerne i Oslo Capitel, for hvilket Laurids Nilsen Malmø indstevnedes, at „han var en laug (!) Karl, natione Gallus, haver informeret nogle Præsters Børn, skal nu være inddragen udi Sverige og skal være religione Jesuita.“

Den sidste norske Præst, der i Christian IV’s Tid (og saavidt jeg ved overhoved) er bleven tiltalt for hemmelig Katholicisme, er Hr. Laurids Halvorsen Sthen (Sthenius), Sognepræst til Sem ved Tønsberg. Denne Mand blev Student i Kjøbenhavn 1613, uden at det sees, fra hvilken Skole. Den 30te Mai 1617 blev han indskreven i Wittenberg, hvor han tilbragte flere Aar. Her udgav han ogsaa 1620 et temmelig omfangsrigt Skrift, paa 372 Oktavsider, nemlig en latinsk Fortolkning af Høisangen: Speculum amoris divini, hoc est commentarius seu potius meditationes ad cantica canticorum Salomonis, autore Laurentio Halvardi Sthenio Norvego. Bogen er tilegnet Hr. Jens Sparre til Sparresholm, Befalingsmand paa Baahuus Slot, men nogen nærmere Forklaring af Forfatterens Forhold til denne sin Mæcenas indeholder Dedicationen ikke. Bogen prydes efter Tidens Skik med Ærevers af fem andre Studerende, fire danske og en norsk, der samtidig studerede i Wittenberg. Mellem disse er en siden mere bekjendt Mand, Morten. Madsen, der 1626 blev Biskop i Aarhus, og hvis Hustru siden maatte gjennemgaa saa megen Sorg.[62] To Aar efter Udgivelsen af dette Skrift blev Laurids Halvorsen Sognepræst til Sem.

Det kunde tænkes, at Laurids har været en Søn af den bekjendte Lærde, Mag. Halvard Gunnarsen, Lector theol. i Oslo († 1608),[63] hvorvel denne ei førte Navnet Sthenius. Hvad der forekommer mig at kunne tale for en saadan Formodning er, at Laurids i dette Tilfælde bliver en Søstersøn af Mag. Christopher Hjort og dennes Brødre; disse Onklers Paavirkning kunde da tænkes at have givet ham katholske Sympathier. Under hans Proces oplyses det virkelig, at en af disse mulige Morbrødre, Hr. Evert Hjort i Stange, stod i Forbindelse med Laurids. Men paa den anden Side kunde Dedicationen til Lensherren paa Baahus tale for, at han hørte hjemme i dette Len, hvor ogsaa en Broder af ham Martinus, der 1615 blev Student fra Helsingør, blev ansat som Capellan 1620.[64] Iøvrigt vides om Hr. Laurids Sthenius, at han, ligesom de tidligere for Papisme beskyldte Præster, var gift. Hans Hustru var Anna Haard, en Brodersøns Datter af Biskop Jens Nilssøn og altsaa vistnok tillige af Klosterlasse.[65] Det kan bemærkes, at Hr. Laurids neppe har besøgt nogen jesuitisk Læreanstalt. Havde man havt Nys om saadant, vilde det sikkerlig være kommet frem, da han sattes under Anklage for Papisme.

Ved sin Visitats i Februar 1627 havde Biskop Glostrup havt Hr. Laurids for sig og alvorlig foreholdt ham de Rygter, som vare i Omløb om ham, at „han lod sig mærke med papistisk Lærdom, naar han var blandt gemene Folk udi Enlighed.“ Han havde imidlertid edelig benegtet saadant, og Biskoppen havde ikke noget sikkert at holde sig til, men Provsten, den tidligere omtalte og i sin Ungdom med Jesuiterne selv bekjendte Mag. Finn (Vincentius) Sigurdssøn, og en anden Geistlig Hr. Nils havde gjort sig Flid med at efterspore Sagen. Biskoppen havde derhos irettesat Hr. Laurids for „allehaande Uskikkelighed“, deriblandt Drukkenskab.[66]

Den mistænkte Mand iagttoges kort efter Visitatsen nøie, og i Oktober 1628 stevnedes han til Oslo, hvor Statholderen Jens Juel personlig var tilstede. Foruden Biskop Glostrup deltoge i Sagens Behandling Kapitlets øvrige Medlemmer: Dr. Peder Alfsen, Sognepræsten i Oslo Hr. Thomas Laugesen, Lector Mag. Oluf Boesen og Rector Mag. Trugels Nilsen. Sagen behandledes i tre „Actioner“.

Et Hovedvidne var Adelsmanden Anders Friis.[67] Han havde været tilstede i et Bryllup paa Borre, hvor Hr. Laurids, dels ædru, dels „noget beskjænket“, havde ladet falde følgende Ytringer: Den papistiske Religion var den rette, selv angav han offentlig at være Papist og sagde, „at hvis han vilde drage ud til dennem, kunde han vel blive annammet, og om han noget skulde lide, vidste han vel, at han blev canoniseret“. Han havde talt skammelig om Luther og Resen og derimod extolleret Paven. „Om Dr. Resen sagde han, at han var et stadseligt Hoved, som vi havde, kaldte ham et Æsel og en Sinke, sigendes sig at ville – udi hannem og hans Lærdom, item at baade Lutherus og Resenius havde forfalsket Bibelen.“ Der var ikke 2 eller 3 oprigtige og retsindige Præster i Landet. Sal. Mag. Nils Sening, forrige Biskop, var fordømt, „fordi han havde taget et Crucifix paa Alteret i en Kirke og lod oprette en anden Altertavle, og for dette og andre Billeders Skyld sagde han hannem at være udi Helvede eller selv at ville komme der.“ Han havde sagt, „at Børnelærdommen og andet, som Børn og Ungdommen blev udi informeret, Intet havde paa sig, thi dette forstod ikke den gemene Mand, som læste Ponter, Pinter, Pilater, men saa de Crucifixer og andre Billeder, da kunde de bedre derom erindres.“ Han sagde videre, at man skulde tilbede Helgen, og „at de Helgen udi Himmelen vidste, hvad der skede paa Jorden.“ Gode Gjerninger burde gaa for Troen og vare fornødne til Salighed. Han forsvarede Skjærsilden ved Maccabæernes Bøger o. s. v. Anders Friis havde videre hørt af Hr. Jens Thrane, Capellan paa Borre, at Hr. Laurids havde uddelt nogle Exemplarer af Bellarmins[68] Skrifter. Han havde ogsaa ladet sig forlyde med, „at da Pater Laurentius ankom til Kjøbenhavn, turde ingen af Professoribus med hannem disputere, thi han var dem altfor voxen, og at de var rædde for hannem som Børn for deres Skolemester.“ Han havde „anstillet sig sælsom, ligesom han vilde græde“, og sagt: „Vi Præster er ilde plaget her udi Landet, vi æder Flesk, Kjød og Rugbrød om Fredagen og plages med en lang H … om Natten.“ Han havde sagt „Keiseren at have Ret til denne Krig,[69] at tage igjen med Sværdet det, Paven med Sværdet var frataget.“ „Naar det papistiske Anhang fik Overhaand, vilde han intercedere for sine gode Venner, ikke tvivlende, at de jo blev overmægtig.“ Han havde talt til Anders Friis’s Datter og tilbudt at informere hende i den papistiske Lærdom, som han havde gjort med andre. Jomfru Maria var fri for enhver Art af Synd. Han sagde, „at der var vel flere udaf den Religion udi Landet, som han udaf var.“ Efter Prædiken havde han bedet for de levendes og de dødes Sjæle. Alt hvad Hr. Laurids havde udtalt, havde han sagt proprio motu uden Foranledning fra andre. „Og gjorde velb. Anders Friis sin høieste Ed saa udi al Sandhed at være, som han for Retten angivet haver.“

Hæderlig og høilærd Mand Dr. Normand[70] havde i „Sacellanens“ Paahør hørt Hr. Laurids i Tønsberg udtale forskjellige katholske Paastande om Skjærsilden o. s. v.

Laurids Throndsøn, Borger i Christiania, „fremstod og forklarede, at Hr. Laurids havde under et „Conventus“ i Christiania i Marts Maaned[71] boet i hans Hus og der discurreret med en Franskmand om den katholske Religion. Vidnets Hustru, Sara, havde da sagt, at „de burde faa Skam for sin Religion“, men Hr. Laurits havde svaret, at „den papiske (!) Religion var den bedste.“ Anders Friis’s Tjener bekjendte for Retten, at Hr. Laurids havde talt spottelig om Dr. Resenius, sigende at ville – i hannem, og „skulde han være Religions Forstander, han maatte være Djævelens heller.“

Sagen blev nu udsat i nogen Tid, idet Hr. Laurids af Statholderen fik Befaling til at opholde sig paa Akershus Slot, medens Rector Mag. Trugels Nilsen sendtes til Sem for der at anstille nærmere Undersøgelser. Ogsaa i Hr. Laurids’s Herberge i Christiania bleve hans medbragte Sager undersøgte. Efter Rectorens Hjemkomst fandt saa den „tredie Action“ Sted 18de Novbr. 1628.

Capellanen paa Borre, Hr. Jens Thrane, havde ved sidste Mortensdags Tid været sammen med Hr. Laurids samt med Hr. Evert Hjort, Sognepræst til Stange,[72] paa Aasgaard i Borre og andensteds, og Hr. Evert havde hos sig Bellarmins Catechismus, hvilken Hr. Laurids havde foræret ham. Hr. Laurids havde sagt til Velb. Anders Friis’s Datter, at hun skulde holde sig til Kydskhed, Bøn og Faste, saa skulde hun blive en stor Engel i Guds Rige. Han havde høilig berømmet Biskop Jakob Rønnov[73] propter constantiam in religione, og at han var i Guds Rige, vilde gjerne kysse hans Fødder, om han kunde komme did.“ Paa alt dette (og adskilligt mere) aflagde Hr. Jens Thrane sin fuldkomne Bogered.

Anders Friis’s Skolemester, Mads Mogensen, en Studiosus, aflagde sin fuldkomne Bogered paa forskjellige af de ovenanførte Ting med mere.

Velb. Jacob Ulfeldt havde indgivet skriftligt Vidnesbyrd, der gik ud paa forskjellige katholiserende Ytringer af Hr. Laurids, nærmest i Lighed med de allerede anførte.

Hr. Laurids blev nu examineret, om han havde noget „de missa Pontificia“. Han svarede, at han havde læst en Bog, som hans Søstersøn Johannes Martini[74] havde bekommet hos en Student i Kjøbenhavn, forbandede sig ikke at vide, at den var i hans Værge; desuden havde Johannes Martini bekommet et concilium Tridentinum. Ved Tilspørgsel, om han havde papistiske Bøger, som Stapleton, Becanus o. fl., svarede han, at han havde læst dem tilligemed promptuarium morale i Wittenberg. Han benegtede at have Officium Mariæ.

Nu gik man over til, hvad Rector Trugels og Viceprovsten i Tønsberg samt Borgemesteren sammesteds havde fundet paa Sems Præstegaard i Hr. Laurids’s „Liberi.“ Deriblandt vare Pave Innocents IV’s Bog De poenitentia og Missale Pontificium; disse Bøger erklærede han at være Sem Kirkes Eiendom. En interpretatio cantici canticorum erkjendte han at have havt stor Nytte af, da han skrev sin (ovenfor omtalte) Bog om Høisangen. Om en papistisk Messebog erklærede han, at han ei vidste at have den, og om en haandskreven „papistisk Bønnebog paa Danske“ sagde han, at den tilhørte Fru Anne, Gunde Langes. Om Litaniæ papistarum og ministerium missæ vidste han ikke af, at de vare i hans Værge. Der oplystes videre, at han i flere Bøger havde gjort Marginalnoter og anbragt Notabener, hvormed han „kunde gjøre sig suspect“; saaledes havde han med egen Haand i Epitome Theologiæ Damasceni gjort Annotationer af Bellarmin[75] og Stapleton. I Luthers Postille havde han sat mistænkelige Notabener, og han havde sat Mærke ved Anselms devota oratio ad beatam virginem. I Brochmanns Prælectiones var der med „bagvendt Skrift“ skrevet: Male non curo, actum Romæ 1. Septb. 1628. Hr. Laurids erklærede, at han Intet kjendte hertil og heller ikke „hvorfra den bagvendte Skrift er kommen til Byen.“ Rectoren havde derhos optegnet nogle Bøger, som vel ikke var fundne, men forekom i et Register, som var fundet i Sem, (deriblandt et Skrift af Bellarmin og mange andre Bøger). Der var ogsaa fundet en „Seddel paa nogle Bøger, som Skipper Peiter Vibrans til Amsterdam haver bestelt for Hr. Laurids.“

Paa de mange ovenfor anførte beedigede Vidneprov havde Hr. Laurids for det meste kun svaret med Benegtelser eller Udflugter, saaledes f. Ex., at han med Keiserens Krig ikke mente Krigen mellem denne og Kong Christian, men den „bøhmiske“ Krig o. s. v. Men da der taltes om Crucifixer i Kirkerne, omtalte han i sit Tilsvar, „at hans Formand, Hr. Henrik lod udkaste et Crucifix af Slagens Kirke og blev strax rørt“,[76] og gjorde tillige den Bemærkning, at „Crucifixer maatte vel staa i Kirkerne, at Folk deraf kunde bevæges til Devotion, bekjendte, at han havde sagt, at man skulde ære dennem, men ikke tilbede.“ Forøvrigt forekommer i Acterne, at Velb. Jacob Huitfeldt havde givet Hr. Laurids et Slag paa Øret i Anledning af en Prædiken, hvori denne havde sagt, at „Satanas ikke kjendte Christum, da han hannem tenterede in deserto.“

Paa disse „Actioner“ synes der ikke at være fulgt nogen Dom. I ethvert Tilfælde blev Hr. Laurids staaende i sit Embede i mange Aar og forekommer endnu som Præst i Sem efter 1640. Acterne give intet godt Indtryk af denne Præst, men tyde tillige paa, at han har været en Mand af større Læsning og Sands for Studier end den større Del af Datidens Præster.

Endnu kan her som et lidet Træk tilføies, at den bekjendte Franskmand Ogier ved sit Besøg i Kjøbenhavn 1634 under en Spadseretur paa Volden gjorde Bekjendtskab med en ung „Geistlig“ (vistnok dog snarere en theologisk Studiosus), der hørte hjemme i den fjerneste Egn af Norge, „næsten lige under Polen.“ Denne Nordmand havde gjennemreist Frankrige og Italien og var nu vistnok kommen hjem for at søge et Præsteembede i den lutherske Kirke, men ytrede dog for den franske Gesandt, at han gjerne vilde gaa over til den katholske Religion. Gesandten ynkedes over ham og raadede ham til at vende tilbage til Frankrige.[77]

IV.

Omtrent paa samme Tid som Braunsberg og vel ogsaa de øvrige Collegier i Polen og Tydskland tabte sin Betydning for Danmark og Norge, gjorde sig en ny Indflydelse gjældende fra selve Rom. 1 1622 oprettedes nemlig af Pave Gregor XV den berømte congregatio de propaganda fide, der strax gjorde Forsøg paa at sende Missionærer til Norden. Allerede 8de Juni 1622 anbefaler den nævnte Pave til Kong Philip IV af Spanien nogle Præster, som skulde sendes „til Norge og Danmark“ under Anførsel af en „Nicolaus Hermannus Danus“, om hvem det heder, at „den barmhjertige Gud nylig har revet ham ud af Ugudelighedens Syrter“ og bragt ham til Rom, hvorfra han nu over Spanien skal drage til Norden.[78] Vi vide forøvrigt ikke mere om denne Mands og hans Ledsageres Foretagender. Om det staar i Forbindelse hermed, at i 1623 fem Jesuiter om Sommeren droge ind i Danmark,[79] er vel uvist, men i samme Aar lod den pavelige Nuntius i Brüssel, som dertil var befuldmægtiget af Collegiet, Dominicaneren Nikolaus Janssen m. fl. bereise Danmark. Hans Beretning er bevaret[80] og nogle Træk af dem angaar ogsaa Norge.

Mellem Janssens Forslag var ogsaa, at der skulde sendes en Missionær til Bergen, men om dette udførtes, vides ikke. Janssen anfører forøvrigt, at der paa den Tid gaves en Del katholske Kjøbmænd i Bergen, og at disse aarlig pleiede at gjøre en Reise til Holland for at gaa til Alters. Herom var han bleven vidende i Amsterdam. Ogsaa i Throndhjem var der Katholiker. Janssen var ogsaa bleven underrettet om, at Bønderne paa forskjellige Steder i Landet (passim) endnu iagttoge Fasten, og at de gjorde Valfarter til Steder, der stode i Ry for Mirakler, ligesom han havde faaet høre om Primstaven (baculus quidam), „paa hvilken Bonden havde alle katholske Festdage indskrevne.“

Nogle Aar senere finde vi en norskfødt katholsk Missionær i Norge, udsendt af den ovenomtalte romerske Congregation. Interessante Oplysninger herom ere for faa Aar siden fremkomne i et udenlandsk Skrift.[81] Vi ville først fuldstændig meddele dem og derpaa knytte nogle Bemærkninger dertil.

„Allerede i de første Aar efter oprettelsen af Congregationen de propaganda fide havde denne virksomme Institution ogsaa henvendt sine Øine paa Norge. En dansk „Adelig,“ Jacob Georg Kydius, havde meddelt Congregationen, at en Adelsmand Hartvig Wiffeld (Huitfeldt), der „boede nær ved Throndhjem“, meget længtes efter Oprettelse af en katholsk Mission i Norge. Kydius havde anmodet sin Broder, en Geistlig af Jesuiterordenen, der øvede Sjælesorg blandt de katholske Kjøbmænd i Danzig, om at begive sig til Norge, og denne havde for sine Foresatte erklæret sig villig. Congregationen bad i en Session af 23de Januar 1626. Jesuiterordenens General om snarest muligt at sende to Missionærer til Norge. (Acta Congr. 1626. Jan. 23de No. 31). Men om denne Beslutning er kommen til Udførelse, er uvist.“

„Et nyt Forsøg gjorde Congregationen i Aaret 1637 vedtat udsende en Præst, der var født i Norge selv, Johan Martin Rhugius, der i 1632 havde faaet de fornødne Dimissorialia for at ordineres. Nu modtog han 21de April 1637 Patent som Missionarius apostolicus og 3die Sept. s. A. de fornødne Faculteter, og 60 Scudi om Aaret anvistes ham til Underholdning. Til Ledsager fik han en Dominicaner fra Belgien, men ifølge Rhugius’s Beretning vendte Dominicaneren tilbage efter sex Ugers Forløb. Rhugius derimod valgte Laurvig til opholdssted, men neppe havde han taget ind hos en derboende Ven, førend Biskoppen forbød denne at herbergere den Nyankomne under Straf af Landsforvisning og Eiendoms Fortabelse. Øvrigheden fik af Biskoppen Tilhold om at gribe og halshugge Rhugius, da han angaves at være en Munk. Ikke desto mindre viste Missionæren sig fremdeles offentlig, ligesom før, og man kunde heller ikke gjøre ham noget, da intet andet var bekjendt om ham end dette, at han ikke tilhørte nogen Orden. Efter Biskoppens Død fik han noget friere Hænder end før, men maatte dog være yderst forsigtig, ikke engang sine Slægtninge turde han aabenbare sit Ærinde. I Laurvig var der tolv Katholiker, om hvem han havde sikker Kundskab. Ogsaa i Omegnen gaves der saadanne, men de boede meget langt fra hverandre, og Veiene vare meget slette. Der herskede overhoved endnu megen Vedhængenhed i Norge ved „den gamle Tro,“ som man kaldte den. Mange vare saa enfoldige, at de neppe engang vidste, at der havde fundet en Religionsforandring Sted. En stor Vanskelighed for Katholikerne laa i den overalt gjældende Bestemmelse, hvorefter Enhver maa besøge den protestantiske Kirke og modtage Nadveren. Missionæren slutter denne Beretning, der er skreven „de portu Laerwyck“ 1640, med en Bøn om en Medhjælper ved den norske Mission.“

„Af et andet Brev fra samme Missionær erfares, at han i Begyndelsen af Fastetiden 1640 havde gjort en Reise til Gøteborg, hvor han fandt to katholske Familier. Derefter reiste han s. A. til Amsterdam for hos den apostoliske Vikar i Holland at anholde om en Medhjælper, men opnaaede ikke sit Ønske, og tænkte da at vende tilbage til Norge med en Lægmand som Ledsager. (Brev fra Rhugius til Congregationen, dateret Amsterdam 7de Juni 1641). Om han har udført dette Forsæt, er uvist. Den 3die Marts 1643 blev i Propaganda-Congregationen refereret et Brev fra Nuntien i Köln, der handlede om Rhugius’s Udygtighed i at arbeide for den „danske“ Mission.“ saavidt det tydske Skrift.

Den her gjengivne Beretning har det Fortrin, at den hviler paa samtidige Documenter, som man dog meget maatte ønske at have for sig i de fuldstændige Originaler og ikke blot i det foreliggende Uddrag. Der er imidlertid adskillige Bemærkninger at gjøre. Den norske Adelsmand Hartvig Huitfeldt boede ikke ved Throndhjem, hvor han maaske aldrig har været, men i det søndenfjeldske Norge, hvor han havde forskjellige Eiendomme og Forleninger.[82] Det vides forøvrigt om ham, at han har været en af de ikke mange i Norge hjemmehørende Adelsmænd, der have faaet en lærd Dannelse; han indskreves ved Wittenbergs Universitet 5te Juni 1600 som nobilis Danus og opholdt sig endnu der 1602, hvilket vidner om, at han sandsynligvis virkelig har studeret der og ikke, som saa mange andre af hans Stand, kun har gjort en kort Paahilsning ved Universitetet. Maaske kan han herfra have gjort en Afstikker til en Jesuiterskole? Vi vide intet herom. I 1629 lod han ved Biskop Glostrup ordinere en Thomas Friis til sin Herregaardsprest paa sin Gaard i Rakkestad. Man kan i Anledning af Hartvig Huitfeldts paastaaede Sympathi for Katholicismen tænke paa den ovenfor omtalte af Jesuiter i Brabant opdragne norske Adelsmand, som ingen Forlening fik.

Nogen adelig dansk Familie af Navnet Kyd kan ikke paavises. Derimod kjende vi ret vel den Broder af „Adelsmanden“, der omtales. Han havde studeret i Braunsberg og derpaa i Olmütz og hed Hans. Fra Braunsberg vendte han en Tid tilbage til Kjøbenhavn og stod da i Forbindelse med en Organist ved Frue Kirke, der var hemmelig Papist, og var forøvrigt en urolig Student. Siden indtraadte han, som den ovenanførte Beretning siger, virkelig i selve Jesuiterordenen.[83]

Den Nordmand Johan Martin (ɔ: vistnok Martini, Mortensen) Rhugius, som forsøgte sig som Missionær i Laurvig, er ikke usandsynlig den samme Johannes Martini, der omtales i Hr. Laurids Halvorsens Proces som dennes Søstersøn, og som allerede ved Kjøbenhavns Universitet havde fat i Bøger om Messen og Tridentinerconciliet. Denne Hr. Laurids’s Slægtning havde deponeret i Kjøbenhavn 1626. Er det den samme, om hvem her er Tale, har hans Forberedelsescursus i Rom været afsluttet 1632. Beretningen om Forfølgelser fra Biskoppens og øvrighedens Side er i ethvert Fald overdreven.


Det samlede Indtryk af de Kjendsgjerninger, som i denne Afhandling er meddelte, bliver dette, at den katholske Reaktion i Norge tilsidst er bleven fuldkommen virkningsløs. Den var ogsaa fra første Færd af umulig, saalænge Kongehuset, Rigsraadet og Universitetet holdt fast ved det udprægede lutherske Standpunkt. Menigmand var væsentlig indifferent. Vistnok fortæller f. Ex. Peder Claussøn (1606) om Bønderne paa Agdesiden, at „mange af dem endnu bede Gud derom, at den gamle Tro og Pavelærdom maatte komme igjen.“[84] Men selv om saadanne uklare Ønsker kunne have raadet ogsaa andensteds i Landet, havde de ingen reel Betydning. Nogen Reisning for Katholicismen var ikke at tænke paa, og selv en saadan vilde have været ganske afmægtig, naar den mødte Modstand fra oven. Alene da kunde den have faaet Be- tydning, om de habsburgske Magter havde seiret i Trediveaarskrigen, knækket Protestantismen i Tydskland og afgjørende ydmyget de nordiske Konger. Der havde virkelig været et Tidspunkt, da Protestantismens Sag i Danmark og Norge kunde synes at være truet. Det var efter Christian IV’s Nederlag i hans Krig med Keiser Ferdinand II. Havde ikke Keiseren havt afgjørende Grunde til at lade Danmark-Norge slippe betydelig lettere, end det en Tid var at haabe, turde Meget let have faaet et andet Udseende. Katholikerne vare fuldt opmærksomme paa, at et Øieblik her var inde, som ikke let kom igjen, og som derfor burde benyttes. Der foreligger et høist interessant, detailleret Forslag fra en dansk Convertit, Christian Ørn, til Paven i 1629, der gaar ud paa at bruge Leiligheden til at gjenindføre Katholicismen i Jylland, idet man ventede, at denne Landsdel ikke skulde blive Danmark gjengivet.[85] Men Lybekkerfreden fik et andet Udseende, end man havde ventet, og det er meget betegnende, at den af Paven (Urban VIII) – fra hans Standpunkt med fuld Føie – blev betegnet som en „skammelig Fred.“[86]

Den nys nævnte norske Convertit Rhugius er maaske ikke langt fra Sandheden, naar han siger, at „disse Enfoldige neppe vidste, at der havde fundet en Religionsforandring Sted,“ og den mistænkte Hr. Laurids Halvorsen i Sem har neppe heller ganske Uret, naar han talte om „den gemene Mand, der læser Ponter–Pinter–Pilater.“ Noget større Indgang har „den gamle Tro“ kunnet vinde hos de mere Dannede, Præster og Studenter, Borgerfolk og enkelte Adelige. Der er hos Slange[87] en Ytring om, at Jesuiternes Disciple i Norge „havde vundet Yndest ikke saa meget hos den gemene Mand, som hos en Del af de rigeste og derhos noget myndige,“ og i den tør der have været mere sandt, end vi nu kunne paavise. Men det hele blev dog kun en Bevægelse, der hurtig stilnede af og snart gik i Forglemmelse.

Efter den westphalske Fred vare de europæiske Forhold forandrede og Katholikernes Forhaabninger væsentlig tilintetgjorte. Den følgende Tid kan nok hos os opvise svage Omvendelsesforsøg og enkelte Convertiter, men indtil den seneste Tid heller ikke mere.

Tillæg.

Hr. Herman Hansen levede endnu 1643, ved hvilket Aar han forekommer i Statholderskabets Supplicationsprotocol. Det heder her: fol. 37 „Nils Eriksen paa Hedemarken supplicerer over En, Hr. Herman Hansen kaldet, at han formedelst vrang Lærdom fra Prædike Embedet er bleven relegeret, hvorfor han ogsaa paa Dragsholm Slot har været fængslet og siden i Sverrig og anden Steds landflygtig og foruden den høie Øvrigheds Pardon sig paa Hedemarken formedelst Trætte opholdet og hannem udi en retfærdig Sag ved sine Practiquer med sin Vederpart anført, saa de til ingen Endskab komme kunde. Badder for, at Vederpart i Hr. Hermans Sted en anden soren Procuruter ved Fogden maatte tilnævnes“. Hannibal Sehesteds Svar: „Supplicanten haver sig hos Fogden at anmelde, og at Fogden retter sig efter samme Præst til mig personligen at indskikke og en anden at procedere udi Sagen efter Forordningen.“ Ogsaa en anden Mand, Nils Nilsen af Hedemarken, førte samtidig Klage over Hr. Herman, der havde forhvervet en Dom over ham.

Om Hr. Jens Olufsen (Pharo) findes i Oslo Capitelsbog Følgende under 18de October 1622: „Fremkom Laugmanden Jacob Hansen og Hr. Jens Olufsen. Blev læst K. Maj. Brev, dateret Bergenhus d. 1. Aug. 1622, hvorudi K. M. bevilger naadigst, at Hr. Jens maa stedes til Kirke- eller Skoletjeneste, dog – – at den ringeste Mistanke om den jesuitiske Religion udi alle Maader ikke hos hannem skulde befindes, det han og beloved med Haand og Mund med stor Andagt. Bispen tilsagde hannem Succentoriet og Tolv Prædikens Tjeneste til videre Forfremmelse. Blev formanet, at han skal herefter holde sig i Klædedragt, som en Præstemand, efterdi han nu igjen er afsyndret fra det, verdsligt er“.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. F. Münter. Den danske Reformationshistorie B. II. Kbhvn. 1805 S. 627 flg.
  2. Ny kirkehist. Samll. IV. S. 753.
  3. Man vil finde Oplysninger i dette Emne i mange af hans Skrifter, fornemmelig dog i hans Kjøbenhavns Universitets Historie III.
  4. Biskop Glostrups Visitatsbog.
  5. Augustin Theiner, Schweden und seine Stellung zum heiligen Stuhl unter Johann III &c. II. S. 322–329. Pave Gregor XIII’s egen Befaling om skolerne i Olmütz og Braunsberg, i hvilken ogsaa Norge og Danmark omtales, findes sammesteds II, S. 153 flg.
  6. M. Matthiæ, Tesseradecas Orationum fol. 144 (L. Helveg, Danmarks Kirkehistorie eft. Ref. I, 2. Udg, S. 261).
  7. Dr. F. Hipler, „Braunsberg in der Schwedenzeit“ i Zeitschrift für die Geschichte und Alterthumskunde Ermlands, Jahrg. 1884, S. 118. (Da jeg ikke har Adgang til samtlige Bind af dette Tidsskrift, ved jeg ikke, om der i dette maatte findes flere Bidrag til Jesuiterskolernes Historie).
  8. Th. Norlin. Svenska Kyrkans Hist. eft. Reformationen I, 1, S. 145 efter Annuæ literæ Soc. Jesu.
  9. Rørdam, Kbhvns Univ. Hist. III, S. 155. Münter, den danske Reformationshistorie II, S. 670.
  10. Theiner l. c. S. 316.
  11. Ant. Eichhorn (Domherre i Ermeland): Der ermländische Bischof und Cardinal Stanislaus Hosius, II, Mainz 1855, S. 526. I dette Verk findes en og anden Notits om Klosterlasse i Sverige, bl. a. (S. 528), at denne udgav sig for „Svenske fra den norske Grænse, der var vendt tilbage til sit Fædreland for at ofre dette sin Tjeneste“. Han hedte dog stedse Pater Laurentius Norvegus og undertegner sig saaledes i Breve.
  12. Rørdam, Kbh. Univ. Hist. III, S. 172 efter et Haandskrift i Brünn, Forfatteren meddelt af den udmærkede svenske Forsker, Dr. A. G. Ahlqvist, Lektor i Vexiø, ved hvis tidlige Bortgang Nordens Historie led et smerteligt Tab.
  13. Jens Lauritsen Wolf, Encomion Regni Daniæ, Kbhn. 1654. 4. S. 349. I sin Bearbeidelse af Slange har Schlegel (Zweites Buch, S. 395–396) gjort Ulm til Ulin, et ukjendt Sted, (maaske en Trykfeil). Underlig nok træffer det sig saa, at der i Biskop Glostrups visitatsbog omtales en norsk Jesuiterdiscipel, der har studeret „Ulmæ“, hvilket visselig ogsaa maa betyde Olmütz.
  14. En Wiener-Discipel, se Ny kirkehist. Samll. V. S. 837; en Augsburger omtales i Consist. Forhandlinger 25de August 1604.
  15. Slange, Chr. IV’s. Hist. S. 206.
  16. Otto Sperlings Selvbiografi, udg. af S. Birket Smith, S. 66.
  17. Jens Nilsens visitatsbøger S. 191.
  18. Mine haandskrevne Uddrag af Wittenbergs Matrikler, hvilke jeg undersøgte 1875 i Halle, hvor de nu bevares. Ogsaa en ældre Broder, Jacob Hjort, der siden ogsaa afsattes som mistænkt for Catholicisme, har studeret i Wittenberg, hvor han indskreves 15de Juli 1585.
  19. Jens Nilsens Visitatsbøger S. 57.
  20. Norsk hist. Tidsskrift 2 R., VI, S. 328.
  21. Se bl. A. G. Treschows Jubellærere S. 174.
  22. Münter, Danm. Reformationshistorie II., 639. Disse Annuæ literæ findes i det st. kgl. Bibliothek.
  23. Se herom A. E. Erichsens fortrinlige Bemærkninger i Norsk hist. Tidsskrift 2. R., VI. S. 307–314. Hvad der især er overbevisende, er dette, at begge Nilssønner vare Mag. Finn Sigvardsens Frænder.
  24. Erichsen, l. c.
  25. Rørdam i Kbh. Univ. Hist. III 563 f. og IV 173 ff. Et sagn om, at Laurids Nilsen engang skal have opholdt sig paa Opedal i Ullensvang, findes i Schnabels Beskr. over Hardanger. Kbhvn. 1781, S. 44. Denne paafaldende Beretning savner Hjemmel. Dog finder man, at Bisperne ved Herredagene i Bergen klagede over, at „Jesuiterne selv undertiden kom til Landet, forklædte som Kjøbmænd eller Skibsfolk.“ (Slange, Chr. IV’s Hist., S. 206).
  26. Norske Registr. IV, S. 478.
  27. Det er forøvrigt ikke usandsynligt, at denne Erland kan have været en af de to Nordmænd af dette Navn, som i 1595 indskreves ved Wittenbergs Universitet, Erlandus Hommeus (21de Juni) og Erlandus Haldori (12te Juli); sidstnævnte var i Sept. 1594 ogsaa indskreven i Rostock. En af disse Erlander, maa ske Papisten, er det vel, som var Jens Bjelkes Lærer paa Østraat (Kirkehist. Samlinger 3. R., I., S. 748).
  28. I Registranterne og hos Slange kaldes han ved en Unøiagtighed Abraham.
  29. Norske Registr. IV, S. 493–494.
  30. I Afskrift i Kildeskriftfondets Samlinger.
  31. Slange, S. 354–355.
  32. Album Pauli Trane, Thottske Samling paa det st. kgl. Bibl. 1648 4. Han kalder P. T. „amicus et frater in Christo carissimus“.
  33. Under hans Billede, der hænger i Thotens Kirke mellem dennes Sognepræster, findes, at han døde fordreven til Danzig 1616. Under samme Billede læses som hans Symbolum de meningsløse, rimeligvis af den ustuderede Maler forvanskede Ord: «Non tentatus, qvalia scit«.
  34. Christopher Hjorts Eftermand som Slotspræst, Hr. Søren Rasmussen, havde 17de Mai 1620 en pudserlig Sag for Capitlet med en vis „Conrad“, der synes at have været Handelsmand og, efter Navnet at dømme, en Udlænding. Conrad havde blandet sig i Hr. Sørens Samtale med Trediemand og paastaaet, at den papistiske Tro var den bedste, fordi den var den ældste. Da Præsten modsagde ham, blev Conrad vred, bad ham tage vare paa sin Prækestol og huske paa, „at det ikke var Soldater og Akersbønder, han nu havde at tale med,“ og ellers talt mange bespottelige Ord. Præsten havde saa igjen bedet ham at tage Vare paa sin Krambod. Trætten forligtes for Capitlet.
  35. Trugels Nilsen, Rector i Oslo, var endnu ikke Magister. Han kaldes „Hr.“, fordi han en Tid havde været Slotspræst paa det af de Danske besatte Elfsborg.
  36. F. Thaarups Magazin for Danmarks og Norges Beskrivelse II. S. 188.
  37. I. Wiel i Top. Journal H. 30, S. 140.
  38. Ved 1627, da der omtales et Værgemaal, han havde før Forvisningen.
  39. Dommerne vare Biskop M. Nils Glostrup, Sognepræst Thomas Lagesen, Rector Oluf Boesen og Cantor Hans Andersen; Statholder Enevold Kruse var tilstede.
  40. Som nedenfor vil sees, havde virkelig kort i Forveien en af de forviste Præster, Jens Olufsen Pharo, faaet Lov til at komme tilbage, men nogen almindelig Amnesti var ikke given.
  41. Norske Registr. IV, S. 691.
  42. Norsk hist. Tidsskrift, IV, S. 290.
  43. J. H. Schlegels tydske Bearbeidelse af Slanges Chr. IV’s Hist. Drittes Buch, S. 237.
  44. Norske Registr. V, S. 536, 584.
  45. Som saadan forekommer han i Aarene 1630–1633 i Documenter. Et ubetydeligt Sagn om ham findes i mine Norske Bygdesagn, 2den Udg. I, S. 30.
  46. G. S. Faye. Oplysninger om Stange Menighed og dens Præster, Christiania 1869, S. 50–53.
  47. Norske Registr. IV, S. 514. Om ham se ellers Treschows Jubellærere S. 174–177.
  48. De bedste Efterretninger om ham findes i H. F. Rørdams ypperlige Brudstykker af et dansk-norsk Forfatterlexikon for Tiden før 1660 (Personalhist. Tidskr. V), et Arbeide, man i Sandhed kunde have ønsket fuldført. Af Paul Tranes ovenfor citerede Album sees, at P. A. har skrevet i denne Stambog i Oslo 26de Juli 1610, »discedens«, altsaa paa Udreise. Allerede 1609 havde han været i Leiden, hvor han 1614 atter forekommer. Han maa, hvis jeg har Ret i min Antagelse, have faaet Benaadning i Lighed med den nedenfor forekommende Jens Olsen Pharo.
  49. Rørdam, Kjøbenhavns Universitets Historie III, S. 155. Navnet Faronius eller Pharo tyder paa, at Familien har stammet fra Færøerne.
  50. Oslo Capitelsbog, 1617, 25de August.
  51. Norske Registr. V, S. 264–265.
  52. Personalhist. Tidsskr. V, S. 211 f. Naar det tillægges, at han tillige var Rector ved Oslo Skole, er det aldeles urigtigt.
  53. Denne Ed lød naturligvis ens for Alle, men vedkommende Ordinander pleiede at ledsage sin Underskrift med forskjellige Ytringer om de Følelser, hvormed de aflagde den. Saaledes skriver den meget compromitterede Hr. Jacob Hjort i Onsø, der rømte af Landet førend Dommen. Følgende i Ordinationsbogen »Juramenti formulam non frivole, sed attente perlegi, cujus mentem pro gratia, quam Dominus dederit et pro viribus, ut rite præstem, serio conabor, serio Deum (Dei enim est nostrum velle et perficere) precabor. Jacobus Cervinus.«
  54. Norsk hist. Tidsskrift 2. R. V., S. 266.
  55. Samll. til det norske Folks Sprog og Historie IV. S. 6–7.
  56. De disse Personer vedkommende Acter ville findes trykte i den under Pressen værende Udgave af Glostrups Visitatsbog. Om Jesuiterdisciples Usædelighed, se et Exempel hos Rørdam, Arrebos Levnet og Skrifter I. S. 178.
  57. Kirkehist. Samll. 3. R. 1. S. 638 flg.
  58. Zeitschr. für die Geschichte und Alterthumskunde Ermlands, Jahrg. 1884, Braunsberg, S. 119. Dog findes en liden Levning af Bibliotheket ogsaa i det st. kgl. Bibl. i Kjøbenhavn, idet de der værende Aargange af Jesuiternes annuæ literæ ifølge Paaskriften dels have tilhørt Collegiet i Braunsberg, dels det i Posen.
  59. Kirkehist. Samll. 3. R. 1. S. 641.
  60. Norske Registr. V. S. 80.
  61. Rørdam, Arreboes Levnet og Skrifter I. S. 105.
  62. De øvrige Forfattere af Æreversene vare Christianus Johannis Hafniâ-Danus, (i hvis græske Vers der forekommer et Angreb paa Paven), Petrus Johannis Viburgo-Danus (Worms Lex. I, S. 507), Petrus Nicolai Tistadia-Danus og Nicolaus Ericus Brun Marstrandia-Arctander (dimitteret fra Lunds Skole 1618), hvilken sidste synes at have været Forfatterens særlige Ven. Han blev 1625 Præst paa Hisingen.
  63. Allerede A. E. Erichsen har gjettet herpaa i sin omhyggelige og interessante Afhandling om Halv. Gunnarsen (Program fra Aars’s og Voss’ Skole 1870, S. 17).
  64. En anden Samtidig, Hr. Jørgen Sthen (der i Ordinationsbogen kalder sig Georgius Georgii Sth. og var fra Oslo) har sandsynligvis været disse Brødres Frænde. Ogsaa han var Forfatter. Jørgen Sthen var Sognepræst til Ramnæs, efter tidligere at have været Kapellan hos den bekjendte Hr. Peder Vemundsen i Sandeherred.
  65. Om disse Familieforhold se A. E. Erichsen i Personalhist. Tidsskr. 3. R., I, S. 270–276.
  66. B. Nils Glostrups Visitatsbog S. 21.
  67. Anders F. til Vreilev var fra 1632–1640 forlenet med nogle mindre Len i det nuværende Smaalenenes Amt, men har altsaa allerede tidligere været bosat i Norge, rimeligvis i militær Stilling.
  68. Den bekjendte Jesuit, Kardinal Bellarmin († 1621), hørte til de Lutheranerne mest fiendske Forfattere.
  69. Man erindrer, at Christian IV siden 1625 førte Krig med Keiser Ferdinand II.
  70. Tydskeren Dr. med. Joh. Friedr. Normann var under Trediveaarskrigen flygtet til Norge, hvor han 1629 blev Berghauptmand paa Kongsberg.
  71. Formodentlig det i 1628 i Christiania afholdte Møde af de norske Stænder.
  72. Som det vil erindres, selv tiltalt for Papisme i 1613.
  73. Roskildes sidste katholske Biskop, der som bekjendt døde 1544 efter 8 Aars Fangenskab, men neppe var noget velvalgt Exempel paa en Troeshelt.
  74. Student fra 1626. Maaske den i et følgende Afsnit omtalte Johannes Martini Rhygius.
  75. I et af de foregaaende Forhør havde han benegtet at kjende Bellarmins Skrifter.
  76. Et mærkeligt Træk af Tidens Overtro. Sammenlign mine Norske Bygdesagn I. 2. Udg., S. 21 om en Præst paa Thoten, der nedrev et øde Kapel og brugte Træverket til Ved, hvorpaa han frøs hele sit Liv.
  77. Schlegels Saml. zur Dänischen Geschichte II. B. 1. Stück, S. 118–119. Jeg har troet at gjenfinde denne unavngivne Mand i den Petrus Avenarius Norvegus, der 1634 søgte om at maatte holde Forelæsninger i Kbhvn., men „havde været in Italia og andre suspecte Steder“. Kirkehist. Samll. 3 R. V. S. 215.
  78. P. A. Munchs Afskrifter fra det vaticanske Archiv; Brevet er trykt i Ny Kirkehist. samll. VI, s. 585.
  79. Christian IV’s egenhændige Breve, udg. af Bricka og Fridericia, I, S. 320–321.
  80. I Fr. Münters Magazin für Kirchenwesen und Kirchenrecht des Nordens II. 4. Stederne om Norge findes S. 41 og 44.
  81. Die Propaganda-Congregation und die nordischen Missionen im siebzehnten Jahrhundert. Aus den Acten des Propaganda-Archivs und der Vaticanischen Geheim-Archive dargestellt von Dr. Anton Pieper. Köln 1886. 8. (Det Norge angaaende Sted findes S. 36–38).
  82. Se om ham D. Biogr. Lex. VIII S. 154 f., hvor en Descendent af hans ovennævnte Broder Jacob Huitfeldt, H. J. Huitfeldt-Kaas, har meddelt hans Levnetsløb.
  83. Rørdam, Kjøbenhavns Universitets Historie III, 155: „Johannes Kydius, ingressus societatem Jesu“ (cfr. S. 177) samt Kirkehist. Samll. 3. R. I. S. 636. Heraf sees, at Hans Kyd var en Kjøbenhavner af borgerlig Familie, samt at han, efter at man i Begyndelsen havde været vel tilfreds med ham, en Tid vakte Misfornøielse hos sine katholske Foresatte. Man ser dog, at han længe har tjent den katholske Mission.
  84. Peder Claussøn Friis’s Saml. Skr. udg. af G. Storm. S. 235.
  85. Kirkehist. Samll. 3. R. I. S. 625 flg.
  86. I. A. Fridericia, Danmarks ydre politiske Historie fra 1629. I. S. 107.
  87. S. 328.