Blandt Nordpolens Naboer/7
Nordover paa den grønlandske indlandsis.
Neppe havde solen om foraaret 1892, efter et fravær af henimod fire maaneder, sat havisen, snefjeldene og bræerne omkring vort lille vinterkvarter i brand, førend livet begyndte at røre sig udenfor den før saa øde hytte. Ude paa de haarde snefaner strævede pelsklædte snedkere med fuldførelsen af skierne, slæderne og de mange andre gjenstande, der trængtes til den planlagte slædereise gjennem landets indre.
Omsider begyndte alting at komme iorden for vor afreise, og i løbet af april kunde vi endelig begynde at transportere al den proviant og udrustning, vi trængte under reisen, fra vort vinterkvarter ind til bunden af Mac Cormick-bugten, en strækning af noget over 20 km. Dette transportarbeide udførte vi ved hjælp af de nylig hos de indfødte erholdte trækhunde samt et par af vore nylavede askeslæder. Da endelig de forskjellige artikler var samlede inde ved bunden af bugten, stod endnu tilbage at flytte det hele op til indlandsisen, hvis nærmeste punkt paa dette sted befandt sig i en høide af omkring 600 meter over havet og i en afstand fra kysten af henved 4 km.
Den 30te april begyndte Dr. Cook, Gibson og jeg i forening med 5 velvillige eskimoer dette arbeide, der var overordentlig anstrengende og slidsomt idet veien laa snart gjennem dybe snefaner, snart opover bratte stenurer, og hver ladning blev derfor ikke stor. Tre dage senere havde vi dog formaaet at fuldføre den værste del deraf, og vore nu noget utaalmodige eskimovenner kunde vi derfor hjemsende. Vi havde da nemlig flyttet det hele depot op gennem en brat, af store skarpe stene og snedriver opfyldt fjeldkløft, ved hvis øverste ende det nu befandt sig, eller i en høide af noget over 300 meter over havet. Vi havde i denne tid tilbragt nætterne under aaben himmel, og saa vel var vi beskyttede i vore pelse, at de 18 til 20 grader kulde (C.) ikke i ringeste grad formaaede at genere os under søvnen.
Den 3die mai kom Peary ledsaget af Matt samt resten af hundene fra vinterkvarteret, og samme dag fandt vi til vor behagelige overraskelse, at det lange, ujevnt skraanende fjeldplateau, der endnu laa mellem os og indlandsisen, netop var dækket af tilstrækkelig sammenhængende snefaner, til at vi der kunde benytte vore slæder.
Efter to dages yderligere slid, hvorunder vore tyve kraftige hunde allerede var os til overordentlig stor hjælp, havde vi omsider opnaaet at faa det hele trukket op til indlandsisens rand, om end dog ingenlunde dermed, som vi saa smaat havde haabet, alle gjenvordigheder skulde være tilende. Deroppe, nær ved en liden fremstikkende fjeldkam, byggede vi os en rummelig snehytte, da himmelen efterhaanden havde faaet et mere og mere truende udseende.
Efterhaanden sprang der ogsaa ganske rigtig en snestorm op, der dog i begyndelsen ikke var stærkere end, at vi paa stedet kunde foretage en midlertidig fordeling af proviant og udstyr paa de forskjellige slæder, samt endvidere bestemme, hvor mange og hvilke trækhunde hver mand skulde have. Under dette arbeide begyndte Matt, der tidligere paa vaaren slemt havde forfrosset sin ene, nu forresten gjengroede hæl, at beklage sig over smerter i samme, hvorfor Peary blev nødsaget til at opgive den tanke, han i det sidste havde næret nemlig under den første del af reisen at medtage sin tjener, der i løbet af vaaren havde faaet god øvelse i at behandle de viltre hunde. Matt blev derfor sendt tilbage til Redeliffe House.
Med hensyn til vor udrustning saa var den i mange henseender forskjellig fra tidligere expeditioners. De fleste af de artikler, hvoraf den bestod, saasom slæder, ski, soveposer og skindklæder havde vi, som allerede tidligere bemærket, selv arbeidet i løbet af vinteren og vaaren af raamaterialer, medbragte fra Amerika, og var resultatet af temmelig omfattende experimenter og praktiske forsøg.
Hvad der væsentlig var lagt an paa, var at faa enhver gjenstand saa let som muligt, uden samtidig at ofre for meget af dens styrke.
Af slæder havde vi forfærdiget ialt 8 af tilsammen 4 forskjellige typer, uagtet vi neppe havde ventet at faa brug for mere end det halve af dette antal. Vor hensigt hermed var kun at være forberedte ogsaa paa det tilfælde, at vaar- og sommerføret paa indlandsisen ikke var, som vi havde beregnet. Saasnart vi imidlertid var paa det rene med, hvadslags føre vi ialmindelighed vilde komme til at have, efterlod vi de 4 slæder, hvoraf en fladbundet, en anden næsten helt og holdent af jernblik samt et par med elfenbensskoning under meierne, som de mindst brugbare, medens de øvrige 4, der alle paa det nærmeste var af samme type, med flade askemeier, uden nogetsomhelst beslag, beholdtes for den lange reise. Den største af disse var 13 fod lang[1] og 2 fod bred samt var langs meierne forsynet med 6 tommer høie opstandere, hvorpaa tverstykkerne, der sammen med nogle langsløbende aske— og bambusstænger dannede ladningens underlag, hvilede. Dens meier var 4 tommer brede. De noget brudte vinkler mellem opstandere og tverstykker var opstivede med knæer af rensdyrhorn, samt alle de forskjellige stykker i hele slæden sammenføiede ved hjælp af sælskindssurringer. Den veiede 48 ℔ og kunde uden vanskelighed bære en vægt af 1000 ℔.
En anden slæde var nøiagtig af samme konstruktion, kun med den forskjel, at den var 2 fod kortere samt meiernes bredde 3½ tomme. Den veiede 35 ℔ og var beregnet for en maximums vægt af omkring 800 ℔.
En tredie slæde, som jeg havde forfærdiget, var 10 fod lang samt 16 tommer tversover. Endvidere var dens meier tre tommer brede med opstandere 2 tommer høie. Den havde den overordentlig ringe vægt af 13 ℔, samtidig som den tiltrods herfor under en større del af reisen havde en ladning paa omkring 400 ℔. Denne slæde var den eneste, der nogensinde kom tilbage til sit udgangspunkt.
Overfladen af en bræ i Robertsons bugt (Verhoeffs bræ).
Som fremkomstmiddel under vor færd benyttede de tre amerikanere udelukkende kanadiske snesko med undtagelse af Peary, der for en kortere tid anvendte et par lette ski. For mit eget vedkommende brugte jeg et par 9 fod lange askeski af egen tilvirkning, der holdt udmærket under hele reisen, om de end paa slutten begyndte at blive saa temmelig modne til en halvsaaling. I begyndelsen førte vi ogsaa med os som reserve endel lette furuski, men de fleste af disse blev snart benyttede i kogekunstens tjeneste.
Vore klæder var næsten udelukkende forarbeidede af skind, og var paa det nærmeste af samme mønster som de indfødtes. Paa ovenkroppen bar vi en renskinds-«koletah» med hætte, eller i stille, mildt veir en sælskinds-«netcha». Vore benklæder, der rak til knæerne, adskilte sig alle fra hinanden, hvad materialet angaar. Pearys var af sort og hvidt hundeskind, idet nogle saadanne kort før vor afreise tilfældigvis havde været at opdrive og disse var slig sammenføiede, at hans ben forfra var hvide, bagfra derimod ravnsorte alene med en oplivende hvid plakat over bagdelen.
Dr. Cook havde renskindsbukser, Gibson bukser af bjørneskind, medens mine var af sælskind. De sidste kunde derfor selvfølgelig ikke maale sig med de andres i varme.
Paa fødderne havde vi sælskindskamikker med indvendige strømper af renskind eller ogsaa af tyk uld.
Paa kroppen bar vi desuden under vore skindklæder uldundertøi, samt paa hænderne i regelen vaatter af uld med andre af sælskind udenpaa.
Til vor dragt hørte ogsaa nødvendigvis et par snebriller, som omtrentlig ikke var af os paa den hele færd, da solen generede øinene næsten ligesaa stærkt om natten som om dagen.
I disse dragter var vi fuldstændig beskyttede mod kulden, ja ikke engang isørkenens gjennemtrængende vinde formaaede i nogen større grad at besvære os. Og dog veiede ikke denne dragt, undertøiet medregnet, over 15 ℔.
Paa hovedet bares i stille veir gjerne en tynd strikket kalot, idet skindhætten da var nede. Selv gik jeg dog under saadanne omstændigheder næsten altid barhovedet, da mit haar efterhaanden havde vokset sig meget langt og derfor ydede mig al den beskyttelse, jeg behøvede paa dette sted. Men begyndte vinden først at stryge os, om end noksaa let, om ørene, var vi ikke sene om at faa hætten op over hovedet.
Vore soveposer, der var gjorte af renskind, med pelssiden vendt indad, var vistnok de letteste og varmeste, der nogensinde er blevne benyttede paa en arktisk slædeexpedition. De veiede 10 til 11 ℔ var aabne i den ene ende, og naar man vel var inde i en af dem, kunde man selv indsnøre dem rundt halsen saaledes, at kun hovedet stak frem af den temmelig tætsluttende pose. Dette, der selvfølgelig under søvnen var dækket af renskindstrøiens varme hætte, behøvede man derefter blot at lægge til rette paa en sneblok, en thekande eller en lignende dertil egnet gjenstand for at nyde en behagelig nats hvile.
Soveposerne var forøvrigt af mindre betydning for os, end vi havde ventet, da vi meget snart fandt, at vore dragter, alene suppleret af et par tykke sovesokker, var tilstrækkelig varme til at sove i. Denne enkle methode medførte en ganske betydelig fordel for os i den henseende, at vi, naar vi i leirtiden pludselig vækkedes af vor søvn, ved at en af hundene var løs, ikke længer behøvede at krybe ud af den varme sovepose og møisommelig trække kamikkerne paa, men istedet blot kunde reise os op, som vi stod og gik, for straks at kunne gaa igang med dyrets indfangning.
Noget telt medbragte vi ikke paa grund af vægten, og i klart veir, samt naar vinden ikke var altfor stærk, sov vi derfor saagodtsom eller ofte ogsaa ganske under aaben himmel. I storm eller sneveir havde vi beregnet at søge beskyttelse i snehytter, byggede paa eskimovis, men denne plan opgav vi snart. Det tog for lang tid at bygge dem, og vore marscher var desuden saa anstrengende, at vi med glæde sov, hvorsomhelst vi bare kunde ligge ned. Derimod fandt vi, som vi senere skal se, paa andre mere tidsbesparende, om end ikke fuldt saa effektive maader at beskytte os mod storm og sneveir paa.
Af instrumenter medhavdes 1 theodolit, 1 lommesextant med kunstig horisont, adskillige minimums- og maximums-spiritusthermometre, samt almindelige kviksølv- og svingthermometre, flere aneroidbarometre, 1 teleskop, 1 anemometer eller instrument for maaling af vindhastigheden, flere kompasser, samt 3 lommekronometre. Flere af ovennævnte instrumenter var forarbeidede af aluminium. Endvidere 2 specielt forarbeidede øiebliksfotografiapparater af den bekjendte «Kodak»-type.
Et hypsometer eller kogebarometer, der var arbeidet hos en af de første instrumentmagere i New York, og som efter planen skulde været benyttet ved siden af aneroidbarometrene under høidemaalinger i det indre, viste sig under en prøve kort før vor slædereises begyndelse at være saa skjødesløst udført, at det desværre ikke lod sig benytte. Det blev derfor ikke engang medtaget paa færden. Endvidere medbragtes en Winchester repeterrifle, endel ammunition, en liden æske med medicin, for det meste i fast form, flere tuber med vaselin, sysager, knive etc.
For distancemaaling under marschen benyttede vi et saakaldt odometer-hjul, et let konstrueret træhjul, 6 fod i omkreds, der var fæstet bagefter en af slæderne. Dettes axe var forsynet med et instrument, hvorpaa antallet af hjulets omdreininger kunde aflæses, og den tilbagelagte distance saaledes med lethed udregnes. Vi fandt dette apparat yderst hensigtsmæssigt og nyttigt, og da det ikke tidligere er benyttet paa arktiske expeditioner, kan jeg med tryghed anbefale det paa fremtidige slædereiser.
Vor kogning udførte vi med en liden spirituslampe, paa hvilken vi i løbet af en times tid kunde lave ryghed ertesuppe eller the for fire mand.
Pemmican, d. e. tørret og malet kjød blandet med smeltet talg, var under hele turen vor hovednæringsartikel. Ved siden heraf havde vi beskøiter, lidt smør, hvorfra saltet var fjernet, Knorrs ertemel, kondenseret melk samt for vore lunchmaaltider kjødpulverchokolade. Vi fandt en diæt, sammensat af disse artikler, fuldstændig tilfredsstillende og kom til at holde saa meget af den, at vi endogsaa efter vor tilbagekomst til vinterkvarteret med glæde kunde tage os et maaltid deraf.
I et par dage forblev vi ved den før omtalte snehytte, den første af vore leirpladse paa indlandsisen, dels beskjæftigede med fordelingen af proviant og udrustning paa de forskjellige slæder, dels ogsaa opholdte paa grund af den stærke storm, der efterhaanden var begyndt at feie nedover skraaningerne
ved vor leir.
Udsigt fra vor anden leir paa indlandsisen.
Den 8de april gjorde vi et forsøg paa at avancere. Men den steile stigning i forbindelse med det voldsomme snetyk ret i vore øine betog hundene modet, og vi var nødte til igjen at opgive det. Lidt senere, da vinden syntes at være noget svagere, forsøgte vi os atter, og det lykkedes os da virkelig ogsaa at flytte en del af provianten noget over en kilometers vei i skraa retning indover den første af de tre sammenhængende, svagt hvælvede snekupler, hvoraf den tunge af indlandsisen, vi dengang befandt os paa, bestod. Her opførte vi en ny snehytte, netop som stormen stærkt tiltog. Sneen paa dette sted var imidlertid lidet skikket for hyttebygning. Og vort bygværk blev derfor nødvendigvis saa lidet, at det kun kunde rumme to af os, hvorfor Peary og Gibson straks vendte tilbage til vor gamle iglu (esk. for snehytte) længere nede. Nu fulgte 36 lange timer, hvorunder vi paa hver vor kant holdtes fuldstændig fangne af den rasende storm i vore smaa celler.
Baade doktoren og jeg sov som stene de første 10 timer af vort fangenskab, og i løbet af den tid havde vinden arbeidet og filet saa længe paa vor skrøbelige hvtte, at den paa flere steder i sammenføiningerne begyndte at «lække». Og ind gjennem disse lækager stod der en røg af fin støvsne, der langsomt og forræderisk lagde sig i et stedse voksende lag henover vore trætte lemmer.
Da vi vaagnede, var vi halvt nedsneede, hvorfor vi senere stadig maatte flytte og vrikke paa os for at holde os paa overfladen
Men da vi efter stormens ophør omsider kom udenfor, mødte der os et trist syn. Vore slæder var næsten begravede under de mægtige, haarde snefaner. Et par større blikkasser, der indeholdt beskjøiter, var forsvundne idet de af vinden var blevne feiede ud for den steile skraaning og ned i en dyb, utilgjængelig bræsænkning. Et halvt snes af vore hunde havde, rastløse som disse dyr altid er under snestorm, gnavet af sine sæletøier eller trækremme og derved kommet løs, medens tre af de øvrige var stærkt angrebne af den allerede før omtalte vandskræklignende sygdom (esk. pøblakto) og nu allerede var døende. Dette saa selvfølgelig høist betænkelig ud for os, da vi jo maatte være forberedte paa, at da ogsaa de øvrige kunde blive angrebne. Isaa tilfælde skulde vor reise neppe have faaet den længde, den ivirkeligheden fik. Sultne som de løse hunde naturligvis var blevne i den lange fastetid, havde de fortæret alt spiseligt, der endnu ikke var begravet under sneen. Heldigvis var dog dette en ubetydelighedd, da al vor proviant var pakket i hermetiske og for hundetænder temmelig uangribelige blikkasser. Men indfangningen af de løse dyr, af hvilke de fleste endnu langtfra havde vænnet sig til sine nye herrer, var forbundet med vanskeligheder og taalmodighedsprøvelser, der bragte vort ellers saa freidige mod til at synke temmelig langt ned imod nulpunktet.
Vor sædvanlige methode var at lokke dem hen til os ved at kaste ganske smaa stykker af pemmican, henover paa sneen. I et gunstigt øieblik gjaldt det saa at gjøre et ilsomt greb mod dens nakke, holde den godt fast, og trykke dens hoved ned i sneen, indtil en anden kunde sætte dens sæletøi paa, eller bringe det iorden. «Naar dette gjordes med den øvelse som en ofte gjentagen praksis hurtig gav os», siger Løitnant Peary i en kortere beskrivelse af færden, der i 1892 offentliggjordes i New-Yorkerbladet «The Sun», kunde det som regel løbe af, uden at man blev bidt mere end to eller tre gange.» Med to af vore hunde var det imidlertid ved denne anledning en anden sag. Disse var det nødvendigt at fange med dobbelte lassoer, og først naar de to liner strammedes en fra hver side. samt en mand holdt dyret med et kraftigt tag i nakken, blev det muligt for en fjerde person at sætte den i en ny sæle, eller reparere den gamle.
Da de løse dyr atter var under kontrol, og de øvriges fast indsneede trækremme var udgravne, kunde vi igjen begynde at tænke paa vor fremrykning. Først maatte den resterende del af udrustningen afhentes nede ved den første iglu, og da dette ikke uden besvær var udført, gik vi igang med at bringe det hele videre fremover, dog fremdeles i flere vendinger.
Med dette langsomme og særdeles nedtrykkende arbeide fortsatte vi nu i flere dage, indtil vi endelig den 14de mai havde passeret alle sænkninger og steile modbakker, der dog heldigvis uden undtagelse var fri for sprækker eller større ujevnheder, og fra nu af laa indlandsisen mægtig og jevnt skraanende opover mod nordost, skinnende intenst i det stærke solglar.
Fra dette tidspunkt af begyndte vi regelmæssig at reise om natten, naar solstraalernes reflex fra sneen generede øinene mindst, hvorimod den betydelig varmere dag blev viet til søvnens samt the- og ertesuppe-kogekunstens guder.
Vi befandt os da i en høide over havet af omkring 3500 fod og ca. 20 km. fjernede fra bunden af Mac Cormick-bugten. Fire af vore hunde var i de foregaaende dage døde af «pøblakto», saa vi nu kun havde 16 tilbage af de oprindelige 20. De kasserede slæder samt alle artikler, som paa nogen maade kunde ansees for overflødige blev her efterladte og sent om aftenen den samme dag drog vi afgaarde med hele vor udrustning, der dengang, slæderne iberegnet, veiede omkring 1800 ℔.
Det lykkedes os i løbet af natten at tilbagelægge en strækning af 8 km., med hvilket vi, under hensyn til den endnu temmelig seige stigning var særdeles fornøiede. Udpaa morgenkvisten blaaste der op en noksaa stærk vind, der fik sneen til at staa i røg omkring. Men at genere os i vor søvn formaaede den dog ikke.
Jeg vil fra nu af for en stor del citere mine dagbogoptegnelser fra denne tid, da de visselig i al sin korthed vil give et klart indtryk af de mange karakteristiske sider ved den følgende reise i ørkenen.
Mandag morgen, den 16de mai 1892.
Vi kom først afsted ved 11—tiden igaaraftes. Tykt veir og tungt føre i de første par timer. Himmelen klarnede derefter op, saa vi snart havde straalende solskinsveir. Slog leir kl. 7 imorges efter at have avanceret 11 km. Før vi tørnede ind i soveposerne havde vi et muntert attensmaaltid eller om man vil, en frokost, bestaaende foruden af den sædvanlige kop med ertesuppe samt et stykke pemmiean, af en stor portion rygende kjødpulverchokolade, en sjelden ret, som jeg trygt tør anbefale enhver i sandhed trængende.
Tirsdag morgen, den 17de mai.
Ogsaa igaaraftes først afsted ved 11-tiden. Marschen gik for en stor del gjennem løs nysne, der i forbindelse med temmelig stærk stigning gjorde, at slæderne gled tungt. Ved midnatstider tabte vi de sidste blaalige reflexer af landet i syd af sigte. North Humberlandøens fjerne snekupler, bølgende urolig langs de sitrende sneskavler i vor nærhed, var den sidste landkjending, vi saa. Kl. 7 morgen efter 16 km.s avanceren slog vi leir. Vi er nu tilsyneladende paa det høieste punkt mellem Inglefield Golf og Kane Basin, og foran os skraaner indlandsisen langsomt, næsten umærkeligt nedover mod nord og nordost.
Kl. er nu ½9 om morgenen, hvilket svarer til kl. 2 middag i Christiania, og frihedsstemningen er nu paa sit høieste der hjemme i fædrelandet. Men ogsaa heroppe paa de snehvide skraaninger, hvor vort lille følge tilsammen kun danner en sort prik, neppe synlig paa nogle faa kilometers afstand, ogsaa heroppe rinder den norske frihedsdag os i minde. Ofte nok har jeg i vinterens løb fortalt mine kamerater om den, og Dr. Cook, hvis heldige vuggegave det er at kunne lave gode og nyttige ting af en ubekvem materie, foreslog straks, efterat vi havde slaaet leir, at benytte en brukken granski til en flammende kogeild; hvorefter han, som han sagde, skulde lave os en ret, som kunde sætte os i humør.
Og han holdt ord; thi sjelden har vel nogen af os fortæret et maaltid med tilfredsere miner eller med større velbehag end hin 17de mai morgen. Jeg tilføier ligesaagodt opskriften paa doktorens nyopfundne ret: Man komme udi en liter varm ertesuppe nogle knause pemmican. Er pemmicanen haardfrossen, ophugges den med en øks i mindre partier, hvorved disse smelter hurtigere. Det hele omrøres over en ild, indtil en tyk grød erholdes der er velsmagende, samtidig som den ogsaa, nydt med maade er forholdsvis let fordøielig.
Den 18de og 19de mai gjorde vi for første gang
noget længere marscher, idet vi paa begge disse dage
tilbagelagde henved 35 kilometer. Den 20de nødsagedes vi derimod til at slaa leir tidlig, efter kun 18
kilometers avanceren, idet vi under marschen blev
overfaldne af en heftig sydøstlig vind med snetykke.
der tvang os til at standse. Vi gik straks igang med
bygningen af en snehytte. Men sligt kræver sin tid.
Vor snehytte nær Humboldt-bræen under stormen den 20-22de mai.
og imidlertid tiltog vinden til en rygende snestorm.
Det var derfor paa høie tid, da vi omsider fik os indlogerede indenfor hyttens lune vægge. Kogeapparatet
kom igang og tungen paa glid, og under lun passiar
fortærede vi vort aftensmualtid. Omsider sank dog
samtalen hen, og søvnen forsøgte at vugge os i sine
lykkelige drømmerier. Halvt slumrende lyttede vi til stormens brusen udenfor, idet den snart hævede sig
som til en tordnende tale, snart sænkede sig til en
sagte hvisken.
I to dage holdt stormen os bundne i vor hytte. Dette ufrivillige ophold vilde vi vistnok sat mere pris paa, hvis vi dengang havde tænkt at der skulde hengaa halvtredie maaned, inden vi næste gang kom under tag.
Først søndag den 22de mai stilnede vinden saa meget, at vi kunde tænke paa at røre paa os. Under udgravningen af vore nedsneede slæder fandt vi til vor ærgrelse, at 6 af vore 10 smaa syltetøipakker, den eneste luxus i expeditionens proviantforraad, var sporløst forsvundne. Forklaringen dertil fik vi snart. Hundene havde under stormen som vanligt benyttet mangelen paa tilsyn til at gnave sine remme over og derefter at aflægge vore slæder et besøg og saa kastet sig over det første det bedste spiselige, som da var syltettøiet. Men de stakkels syndere fik jo ogsaa lide derfor; thi den uvante lækkerbidsken bekom dem, efter alle ydre kjendetegn at dømme, ikke videre vel.
Stormen havde imidlertid gjort sneens overflade glat som porcelæn, saa vi trods ujevnhederne snart kunde indvinde det forsømte. De to følgende dage tilbagelagde vi tilsammen over 70 kilometer og benyttede herunder hverken snesko eller ski.
Om morgenen den 24de mai var vi naaede ret østenfor Humboldt-bræen og var da i 210 km.s afstand fra Mac Cormick-bugtens bredder.
Straks efter endt maaltid meddelte Peary os, at det tidspunkt nu var kommet, da vort lille selskab, i overensstemmelse med planen, maatte dele sig, og to af dets medlemmer vende tilbage til Redcliffe House. Sagen var, at den reise, der laa foran os, maatte antages at blive af mere end almindelig udstrækning, om dens formaal — bestemmelsen af det grønlandske fastlands udstrækning nordover — skulde kunne opnaaes. Det gjaldt derfor for os, saavel at kunne reise hurtig, som ogsaa at kunne medføre proviant for et længere tidsrum.
Da nu en hund paa indlandsisen under nogenlunde gunstige omstændigheder kan trække op til 125 eng. ℔ og selv kun fortærer 1 ℔ pemmican pr. dag, var det det ønskeligste for os at have det størst mulige antal hunde i forening med de færrest mulige personer. Thi derved vilde man ikke alene blive istand til at medtage proviant for saa meget længere tid, men ogsaa et fuldstændigere udstyr af videnskabelige instrumenter. Vor hundestyrke bestod paa den tid af 16 dyr, et antal, der med den øvelse, vi allerede havde opnaaet, nok kunde greies af to personer, hvorfor at fortsætte længer for os alle maatte ansees for forkasteligt. Tre kunde rigtignok været baade behageligere og sikrere i tilfælde af uheld under reisen, men dette tal var udelukket, idet det ikke kunde ansees for raadeligt at sende en mand alene hjem til vinterkvarteret fra det afsides liggende sted, hvor vi befandt os.
Løitnant Peary bad nu den af os, der maatte være villig til at følge ham paa den videre færd nordover, om at melde sig, og det viste sig, at hertil var vi alle villige. Saa udvalgte han mig til sin ledsager, og dermed var, for mit vedkommende, det foreløbige maal naaet, som jeg havde sat mig allerede den dag, jeg i Philadelphia havde meldt mig som deltager i expeditionen.
Vi sov nu for sidste gang i leir sammen, indtil vi udpaa eftermiddagen tørnede ud, for straks at paabegynde de nødvendige forberedelser før skilsmissen. Gibson og doktoren fik en af de mindre slæder og to af hundene samt proviant for 12 dage til hjemreisen. Selv overtog vi alle de øvrige hunde, ialt 14, samt resten af slæderne, som vi fæstede bag hinanden i tauge. De indeholdt tilsammen en proviantbeholdning af omkring 1200 ℔.
Slæderne blev nu surrede og hundene forspændt, og snart var vi færdige til at sætte os i bevægelse. Saa fulgte nogle gjensidige haandtryk, svøberne knaldede, og vi befandt os atter underveis, Gibson og Dr. Cook sydover mod Redcliffe House, vi andre nordøstover til det fjerne ukjendte maal ved Grønlands Nordkap. Det var noget vist høitideligt over denne adskillelsens time, og sent vil vi nok alle glemme det øieblik, da vi ved midnatstider langsomt tabte hinanden af sigte midt ude i den ensomme sneørken. Fra nu af afhang expeditionens udfald kun af to menneskers skjæbne.
Vi opnaaede kun at tilbagelægge omkring 6 km. den nat, og for første gang slog vi udpaa morgensiden vor leir alene.
Torsdag morgen den 26de mai.
Vi tilbagelagde inat kun 16 km. Grunden til, at vi ikke opnaaede mere, var at den ene af de to større slæder ved 11-tiden sprang istykker langs hele den ene side, idet alle de 5 egetræs opstandere knækkedes, ved at slæden voldsomt slingrede nedover en haard snefane, indtil meien tørnede braat mod en ujevnhed. Vi havde selvfølgelig intet andet at gjøre end hurtigst muligt at forsøge at udbedre skaden. Vore reserveliner maatte frem og votterne af, og i tre timer var vi derefter beskjæftigede med at surre vore to større slæder sammen til en, der paa denne maade kom til at have tre meier, idet den løsslaaede meie, og de andre vragstumper simpelthen havde maattet fjernes.
Under hele operationen blæste der en bidende kold vind, der uophørlig tvang os til at putte vore forfrosne hænder ind paa maven. Omsider var vi dog færdige til at fortsætte og fornøiede var vi, for ved midnatstider er ikke indlandsisen netop det sted, hvor det er nogen behagelighed at sidde i timevis og pusle med finere haandarbeide.
I tre nætter havde vi nu temmelig ringe fremgang nemlig respektive 24, 8 og 6 kilometer, idet sneen var dyb og løs og føret tungt
Den 28de mai skjød vi den første hund. Ettersom proviantbeholdningen lidt efter lidt mindskedes, og slæderne derved gjordes lettere, kunde vi nemlig af og til tillade os at indskrænke vort hundehold. Derved opnaaede vi ikke alene en besparelse i provianttbrbruget, men ved at benytte de slagtede hunde som foder for de øvrige erholdt vi samtidig et tillæg af friskt kjød, der for os var af ikke ringe betydning. Vi fik efterhaanden en stor øvelse i at flaa og partere hunde; dog forblev det altid vor ubehageligste beskjæftigelse paa indlandsisen. og det var med saart hjerte, at vi lidt efter lidt skiltes fra disse dyr, der efterhaanden var blevne os saa kjære. I begyndelsen var der meget faa af dem, der havde nogen appetit paa kjødet af sine faldne kammerater; men senere, da hungeren blev mere følelig, lærte de snart at sætte pris paa det.
Mandag morgen den 30te mai.
Vi har fremdeles løs sne og tungt føre, men da vi inat tillige havde en svag heldning nedover i vor kurs, viste odometret efter 10 timers marsch til vor glædelige overraskelse 24 km. Land fik vi isigte kl. 4 imorges til nordvest. Vi har nu klart solskin, men samtidig som vanlig en skarp bris fra det indre, der faar den fine støvsne til at hvirvle høit omkring os. Ubehagelig er den, da den trænger sig ind overalt paa os og smelter ved legemets varme.
Tirsdag morgen den 31te mai.
Dagen blev en stor succes, idet vi noget over midnat fik fint føre med haard pakket sne, og da vi ved 6-tiden stoppede, havde vi tilbagelagt hele 32 km. Veiret er fremdeles klart med skarp vind. Nedover mod nord og nord-nordøst sees i det fjerne snedækte fjeldplateauer. Det er sandsynligvis egnene om Petermann-fjorden.
Onsdag morgen den 1ste juni.
Vi havde kun marcheret en ganske kort strækning efter opbruddet fra vor sidste leirplads, da vi
med et opnaaede en vid og udmærket udsigt over
Petermann-fjorden i hele dens udstrækning. I baggrunden kan vi i den overordentlig klare luft gjennem
dens munding, der med de høie lodrette fjelde paa
siderne danner ligesom en mægtig port, se lige ud
i Hall Basin, eller betydelig nordenfor den 81de breddegrad. Længer mod nord ser vi indlandsisen fremdeles strække sig saa langt, øiet kan række i midnatssolens matte straaler.
Passage over kjæmpesprækker nær Sherard Osborne-fjord.
Allerede tidlig standsede vi, da vi paa grund af mægtige revner i isen foran os ikke længer kunde fortsætte i vor kurs. Fra vor leir er vi nu beskjæftiget med at tage peilinger til de landstrækninger, der er isigte, samt endel astronomiske stedsobservationer. Temperaturen er i middagssolen +25° C; i skyggen
samtidig ÷5°, og ikke et vindpust rører sig.Torsdag morgen den 2den juni.
Forlod «Camp Petermann» inat, men maatte for at undgaa de omtalte revner, af hvilke flere var af en enorm bredde, forandre vor kurs fra nordøst til ret øst, hvilken retning vi holdt under hele vor sidste marsch, ialt 16 km.
Fredag morgen den 3die juni.
Begyndte marschen kl. 6 igaaraftes og holdt os paa farten uafbrudt i 10½ time med undtagelse af en kort hvil ved midnatstider. Ialt tilbagelagde vi ifølge vort odometer næsten nøiagtig 34 km. Veiret er fremdeles glimrende. Vi slagtede en anden hund idag og delte den ud mellem de øvrige. I nogle faa minutter var den fortæret. Vi har nu 12 tilbage.
Natten til den 4de havde vi tungt føre med dyb, løs sne, saa vi opnaaede kun at tilbagelægge noget over 16 km. Under den følgende marsch bedrede det sig dog noget, saa vi tiltrods for en stigning af 700 fod fra marschens begyndelse indtil vi standsede, alligevel kunde regne yderligere 24 km. til vor favør. Vi var da ifølge vore aneroidbarometre i en høide af 5500 fod over havet. Under den første halvdel af den næste marsch steg vi nu yderligere, saa vi ved midnatstider havde naaet en høide af 6000 fod, hvorefter vi atter jevnt og langsomt begyndte at gaa nedover. Vi tilbagelagde under denne marsch 28 km. Den følgende reise blev meget kort, nemlig kun noget over 16 km., idet vi blev opholdt i længere tid ved den foregaaende dags leirplads for at tage observationer.
Den næste nat bar det fremdeles nedover, og da vi desuden underveis fik en stærk sydlig vind i ryggen, lykkedes det os i mindre end 10 timer at tilbagelægge 32 km. Under den derpaa følgende marsen paa 34 km., der gjordes under de samme terræn- og veirforholde som den foregaaende, kom de grønlandske kystfjelde paa ny isigte, efterat vi nu i henimod en uge havde befundet os «i rum sø». Den sidste del af marchen havde tildels gaaet over blanke isflader, samtidig som terrænet havde skraanet betænkelig brat nedover mod nord og nordost. Da vi standsede den morgen, var vi i virkeligheden gaaede i en fælde, som det skulde koste os adskillige dages anstrengelser atter at komme ud af.
Om natten mellem den 9de og 10de juni var den sydlige vind øget til stærk storm med voldsomt snefyg, saa vi intet andet havde at gjøre end at holde os taalmodig under en let oljepresenning, vi havde medbragt, og som vi paa midten havde hævet noget ved hjælp af et par snesko. Men tæt var denne improviserede sovesalon paa langt nær ikke. Gjentagende gange maatte vi derfor sope sneen i masser bort fra vore pelse og vort lille kjøkkenstel.
Om aftenen den 10de juni var veiret atter straalende vakkert, saa vi efter nogle observationer straks besluttede os til at fortsætte reisen. Men vi havde neppe avaneeret en halv time efter vor start, førend vi fandt vor nordostkurs afskaaret af mægtige sænkninger i isen, løbende østover ind i landet fra bræerne ved bunden af en fjord til nordvest af os, som vi dengang antog at være Sherard Osborne-fjord, men som senere viste sig at være St. George’s. Isen var nede i disse brede sænkninger ganske skinnende blaa og blottet for sne, samt overalt gjennemskaaret af mægtige mørke revner. Vi skjønte nu, at vi var kommet for nær et af kyststrækningernes mægtige brækomplexer, og at vi befandt os paa skraaningen nedover mod en farlig gryde, som det hurtigst muligt gjaldt at komme bort fra.
«Det tog to hele dage,» skriver Peary, «af det haardeste og mest nedslaaende arbeide under den hele færd, igjen at komme op paa de jevne snedækkede skraaninger længere mod øst. Og i disse to dage tabte vi omkring 25 km. af den fremrykning mod nord, som vi saa surt havde opnaaet. Bratte, isede skraaninger, som vi maatte arbeide os opover mod den rasende vind, tog haardt paa vore slæder og trættede vore hunde, samtidig som Astrup og jeg plagedes af idelige fald paa de glatte isflader.»
Under dette arbeide fik Nalegaksuak, vor bedste hund og kongen for hele flokken, forstrukket en sene i et af sine ben, saa den blev arbeidsudygtig. Saa lod vi den gaa løs bag slæden en dags tid, men herunder forsvandt den. Rimeligvis er det stakkels dyr blevet saa udmattet underveis at det ikke længer har kunnet fortsætte.
I en af disse dage mistede vi tillige i en sprække vort udmærkede teleskop, ligesom vi ogsaa engang var nærved at tabe en af vore bedste hunde paa lignende maade. Pludselig forsvandt nemlig Lion, som den hed, fra sneens overflade, og da vi forsigtig nærmede os op til stedet, fandtes den hængende ca. 3 meter nedenunder, svævende over et dybt svælg, men til al lykke udenfor fare; thi trækremmen, som forbandt dens sæletøi til slæden, havde holdt. I en fart fik vi den op igjen, og med halen mellem benene blev den atter placeret mellem sine mere letbenede kammerater.
Selv efter at vi atter naaede op i en høide at 6000 fod, paatraf vi uafladelig mægtige revner i isen, der tvang os ud af vor nordøstlige kurs. Først natten til den 15de juni kunde vi igjen optage denne og tilbagelagde under den følgende marsch i 9 timer noget over 21 km. Grunden til denne korte strækning var det uhyre tunge føre, vi havde i den dybe, løse sne. Hele dagen blæste der en stærk sydsydvestlig vind med fygsne. Det tunge føre, vi havde, tydede paa, at vi var ifærd med at komme for langt ind i det indre, hvor sneen gjennemgaaende er løsere end ved kysten, hvorfor Peary den følgende nat satte kursen ret nordover, for igjen at komme noget lavere ned. Thi vi var da i den temmelig anselige høide af 6300 fod. Vi riggede op seil under denne marsch, uden dog at vinden havde styrke nok til at hjælpe os synderlig fremover. Lige efter vor start brak vor store slæde atter istykker, hvilket forsinkede os tre timer med reparationsarbeide. Da vi derfor endelig slog leir, havde vi kun tilbagelagt en meget ringe strækning, specielt da vi under den sidste del af marschen paa grund af det slette føre havde maattet bringe vore slæder frem i to vendinger. Vi slagtede samme dag atter en hund, hvorefter vi kun havde 10 tilbage.
Ogsaa under den følgende marsch maatte vi tage slæderne frem i to vendinger, hvorved vi kom til at tilbagelægge en tre gange saa lang veilængde som den, vi i virkeligheden avancerede, eller 30 km. istedetfor 10. Samme nat iagttog vi en falk, der kom flyvende vestenfra, svævede tæt forbi vor leir, for derefter temmelig snart at forsvinde i øst. Vi kunde ikke undlade at betragte dette som et tegn paa, at Grønland ved den bredde, hvorpaa vi dengang befandt os, neppe kunde have nogen betydeligere vidde fra vestkyst til østkyst.
Lørdag morgen den 18de juni.
Vi kom ingen vei idag. S,W. storm med snefyg og for første gang en luft saa mild, at sneen kladdede under meier og ski. Vore hunde negtede tilslut at arbeide, efterat vi i henimod en time forgjæves havde forsøgt at faa slæderne igang. Vi har senere fordrevet tiden, saa godt vi har kunnet, med at sove, smaasnakke og spise, under vor presenning, men hver eneste traad, vi har paa kroppen, er vaad, saa det har ikke været saa overvættes koseligt, som en kunde tro.
Ogsaa den følgende nat mislykkedes vort forsøg paa at fortsætte reisen, hvorfor vi taalmodig maatte afvente koldere veir og bedre føre. I mellemtiden benyttede vi tiden til at losse og omlade vore slæder hvorunder enhver, selv den mindste artikel, der ikke absolut maatte ansees som uundværlig, lodes tilbage. Blandt disse var foruden en af vore to soveposer ogsaa vor medisinbox, der neppe veiede mere end et par pund. Men paa denne maade opnaaede vi dog idethele at blive kvit omkring 75 pund.
Mandag morgen den 20de juni.
Vi havde inat klart veir med 8 til 10 graders
kulde, men maatte ikke destomindre tage vore slæder frem i to vendinger, og det uagtet vi ingenlunde
sparede vore egne kræfter
under trækningen. Vi avancerede derfor ialt neppe
10 km.
Den følgende nat var føret langt bedre, men neppe var vi komne vel underveis, førend vi paany fik land isigte, dennegang ret foran os, nemlig den virkelige Sherard Osborne-fjords kyster. Vi blev altsaa endnu engang nødt til at afvige fra vor kurs og sætte østover. Da vi om morgenen, efter 26 km.s avanceren, stoppede, blæste der, som sædvanlig saa nær kysten, en voldsom vind fra det indre, der førte fyksneen ind gjennem selv de fineste aabninger i vore dragter.
Onsdag morgen den 22de juni.
Neppe havde vi tilbagelagt 13 km. fra vor sidste leir, førend vi befandt os inde i en saadan labyrinth af kjæmpesprækker, at vi ikke længer kunde fortsætte gaarsdagens østlige kurs. Heller ikke var vi tilbøielige til at ville gaa den samme vei tilbage igjen, som vi var komne, hvorfor vi straks gav os ifærd med at undersøge styrken af de snebroer, der hist og her forbandt de modsatte sider af de mægtige revner, og ad hvilke vi muligens kunde komme over dem.
De befandtes at være mere end solide nok for øiemedet, men vi maatte til gjengjæld nøie os med en sydøstlig kurs. Mange af de revner, vi den nat passerede, var over 30 meter i bredden og neppe nogen under 15 meter. Hundene syntes ligesom at ane, at der var en smule risiko forbundet med passagen af dem, idet de i regelen nølede, førend de indlod sig derpaa. Men saasnart de skjønte at der ingen anden udvei var, og at de maatte gaa, satte de gjerne i sligt jag, at vi havde vanskeligt for at følge dem.
Forresten hændte der os et par uheld under denne marsch, der dog heldigvis ikke var af en alvorligere art. Engang faldt nemlig to af vore hunde ned i en spræk, en anden gang den bagerste slæde, der indeholdt alt vort skibsbrød samt et betydeligt kvantum pemmican. Alene en fremstaaende isafsats nær randen af sprækken, der for et øieblik holdt slæden oppe, indtil løitnant Peary og jeg kunde ile til og faa den halet op, reddede den fra uundgaaeligt at forsvinde i dybet.
Paa grund af de mange hindringer, som passagen af revnerne lagde os i veien, var vor fremgang kun langsom, men ved at fortsætte marschen i hele 11½ time opnaaede vi dog, at odometeret om morgenen udviste en tilbagelagt distance af 27 km.
Under den følgende marsch, som omfattede-en strækning af 30 km., kunde vi atter slaa ind paa vor gamle nordostkurs, i hvilken vi fremdeles fortsatte under de to næste marscher paa resp. 28 og 33 km.
Vi var nu i en jevn høide af 6000 fod og havde et glimrende solskinsveir med saagodtsom ingen vind. Udsigterne til at naa vort maal var lysere end nogensinde; thi ikke alene syntes alle vanskeligheder nu at være passerede, men vi var endnu i besiddelse af proviant nok for en betydelig forlængelse af vor reise samtidig som vi selv og hundene alle var i den bedste kondition.
Intet under, at vi var i et ypperligt humør i disse dage. Under marschen kunde jeg endog af og til høre Peary plystre, uagtet jeg kan forsikre, han tilhører de mindre musikalske individeri samfundet, medens jeg selv efter fattig evne sang norske viser, saa hundene, ret som det var, maatte vende sine hoveder med de kloge, spørgende øine rundt for at forvisse sig om, at det dog var et menneske, de fremdeles var i følge med.
Natten til den 26de tilbagelagde vi atter over 32 km. Den følgende dag var søndag. Jeg blev oppe indtil middag for at tage en breddeobservation, da jeg var meget spændt paa at vide, hvor langt nord de sidste seige marscher havde bragt os.
Resultatet var 81° 58‘, hvilket jeg straks meddelte løitnant Peary. Der blev ikke sagt mange overflødige ord af nogen af os paa indlandsisen; vi nøiede os i regelen med at tænke hver for os, og det er ikke frit for, at jeg den dag, før jeg søvnede, lod tankerne faa vinger at flyve med. Nordover fløi de forbi de nærmeste breddegrader, indtil de naaede opimod den 85de parallel, hvor jeg i fantasien havde udmalet mig, at det grønlandske fastlands nordligste spids var beliggende. En uge mere, og intet i verden skulde forhindre os fra at være der. «Bare indlandsisen ikke slaar klik, — — bare den ikke standser. — — Hvorfor gik vi saa raskt nedad bakke idag?» — — «Var det ikke, fordi det lider paa det sidste med den «keiserlige høivei», som Peary har døbt den?» — — «Skal vi virkelig opleve at komme længere nord end noget andet menneske — lige hen i polens umiddelbare nærhed, — — og med saa simple midler?» — «Her er kræfter og begeistring nok, — — bare den forbistrede indlandsisen nu ikke braastandser». Saaledes laa jeg længe og fantaserede, førend jeg søvnede. Det var den blandt polarforskerne saa kjendte «arktiske feber», der omsider for alvor var kommen over mig.
Men livet er fuldt af bitre skuffelser. Neppe var vi underveis nordostover den samme aften, førend vi fik land isigte ret i vor kurs. I nordvest kunde vi tydelig følge indløbet til en betydelig fjord mellem de høie, mørke kystfjelde, og det var denne fjord, hvis fortsættelse vi nu saa i nordostlig retning. Altsaa atter en forhindring at arbeide sig rundt. Endnu engang blev kursen forandret til ret østover, men da veiret efterhaanden var bleven overskyet med snetykke, saa vi ikke længer kunde se land, samtidig som vi hurtig begyndte at gaa nedad bakke, fandt Peary det raadeligst at standse og afvente klarere veir.
I de følgende 4 døgn gik vor kurs helt sydøstlig, fremdeles paa grund af den nævnte fjord — Victoria Inlet — der aldrig syntes at ville tage nogen ende, saa vor mistanke om, at den muligens strakte sig som en kanal mellem vest- og østkysten, med hver dag blev stærkere. Vi tilbagelagde i disse 4 døgn ubetydeligt over 70 km.
Endelig natten mellem den 1ste og den 2den juli saa vi en aabning i de høie fjelde til nordost af os, og da denne aabning ikke kunde sees at være andet end en fortsættelse af den fjordarm fra vestkysten, der i de sidste dage havde tvunget os ud af vor kurs, begyndte vi nu at føle vished for, at vi her stod ligeoverfor en kanal, der skilte de nordenfor liggende vilde fjeldlandskaper fra det egentlige grønlandske fastland, hvorpaa vi befandt os.
Der var ingen tid længer at spilde med at reise mod sydost, hovedsagen var nu at faa vide, om den brede kløft, vi saa, mundede ud i det arktiske ocean paa Grønlands østkyst, eller om det blot var en tilsyneladende aabning, en i det fjerne lukket fjord fra vestkysten. Dette maatte straks undersøges hvorfor kursen sattes paa nærmeste land. Vi var dengang i en høide af 5000 fod over havet, men kom i den nye retning hurtig nedover i lavere trakter, idet skraaningerne stadig blev steilere, alt eftersom vi nærmede os den hemmelighedsfulde kyst med sine underlige rødbrune fjeldformationer.
Efter nogle timers hastig march, hvorunder Peary, der i den sidste tid oftere havde øvet sig i at bruge sine medbragte ski, var saa uheldig at brække den ene af disse, blev isens skraaning saa steil, at vi maatte stige diagonalt nedad den, forat slæderne ikke skulde løbe fra os.
Saa skuffende var afstandene i disse nye omgivelser og i den vidunderlig klare luft, at vi begge, da vi endnu befandt os i omkring 3 km.s afstand fra kystlandet, sikkert skulde have svævet i den vildfarelse, at vi naarsomhelst kunde have naaet det med et stenkast, om vi ikke allerede fra tidligere erfaringer havde kjendt dette overraskende fænomen.
Snart kunde vi nede ved snemassernes rand skimte smaasøerne med sit grønne isvand og bræelvene med sine fossefald, hvis dæmpede brusen blødt og behageligt naaede op til vore lyttende ører.
Nærmere og nærmere kom vi den mørke moræne, der strakte sig op gjennem ismasserne imod os, og som vi foreløbig havde sat os som maal, indtil det mindeværdige øieblik omsider indtraf, da vi efter to maaneders uafbrudt ski- og sneskoløbning, atter kunde sætte foden paa snefrit land.
- ↑ Under den følgende reisebeskrivelse er overalt eng. maal og vægt benyttet; alene veilængderne er angivne i kilometer.