Det var i udstillingens tider.
— — — — — — — — — — — — — —
— En morgen i graalysningen, det var saan ved seks syv tiden, strejfed italieneren Bertoïa og jeg omkring ude i et af arbejderkvartererne i Paris.
Jeg likte mig noksaa godt derude blandt de høje, svarte murstensbygninger med en strimmel blaa himmel over. Her var det da fred at faa for mine forpinte øjne, der havde stirret sig mat og syg paa al den paaklistrede glimmer og flunkende pragt, som udstillingen husede. Og saa de offentlige samlingerne, som jeg pligtskyldigst havde pløjet mig igjennem, med hodepine, før jeg var kommet halvvejs, og med fuldstændig blindhed længe før jeg havde overtraadt den siste tærskel.
Nej, gudskelov, her var det da synd at snakke om at bli slagen med blindhed — paa den maade ialfald. Al den skjønhed i Paris, som kan daare og hidse sanseme i overmaal, den havde endnu ikke naaet hid. Disse høje, svarte hus syntes mig nøgen som til blusel, mer nøgen end de kvinder jeg saa gjennem de vidaabne vinduer.
Det var aarle morgen. Kludesamlerne laa og roded i Bossdyngerne, som halvnøgne kvinder bar ud. Gridsk som de vilde dyr kastede de sig over enhver ny haug, de traf paa, og grundig som en videnskabsmand undersøgte de det tvilsomme indhold. Sengklæder bares ud paa vindusaltanerne for at luftes, vinduerne stod paa vid væg alle steder, af og til steg der et voldsomt hyl fra en hurv unger.... Og portene begyndte at udspy sin menneskestrøm.
Det var tynde, knoklede folk med fine, regelmæssige ansigtstræk og velplejet skjæg. De havde en let, næsten flot gang og bar sine side lærredssærke nonchalant.
Vi — Bertoïa og jeg — satte os udenfor en af de store fabrikbygninger for at se paa arbejderne, som strammed ind. Der var ikke stor forskjel paa dem — trækkene gjennemgaaende de samme, og den kjedelige moustache tjente ikke til at forøge et individuelt udseende.
Idet jeg sad og iagttog dette og halvt tænkte at meddele mine betragtninger til Bertoïa, lægger jeg mærke til, at næsten anden hver mand som gaar ind, sender en hilsen bortover til ham. Jeg havde ikke hørt noget om, at han havde bekjendtskaber herude, og undredes saare meget. Men det fortsatte og fortsatte i det uendelige, og jeg begyndte tilsist næsten at bli bange for hans popularitet.
De var alle kammerater fra Salle Favré, fortalte han mig. Jeg skjønte altsaa, at de var anarkister. Saa udbredt havde jeg dog ikke troet, at anarkismen var — anden hver mand paa den første og bedste fabrik, vi stanser ved! Jeg skulde dog snart faa forklaringen.
Strømmen begyndte pludselig at tyndes af, og de aller siste pilte afsted for at komme tidsnok. Vi havde rejst os for at gaa, da med en gang en herre steamer lige paa Bertoïa og synes at ville knuse den tynde fyren i sit stærke favntag. Han bar flos, spadserfrakke og havde hansker og stok. Det buser ud i prat og latter og en masse dumme haandbevægelser mellem dem, og saa kommer Bertoïa dragende med fyren bortover til mig og præsenterer:
Herr Laisant, fabrikejer, en af vore beste kammerater.
— Ja, han var virkelig fabrikejer, havde drevet fabriken — det var et baandvæveri — han havde drevet den i en syv otte aar, fortjente gode penge paa den... var saa lykkelig at kunne støtte propagandaen... glæded ham forresten meget at kunne hilse paa en normand. Formodentlig en meningsfælle?...
Bertoïa svarte paa mine vegne. Og jeg var næsten glad for, at jeg slap; thi det er i grunden ikke saa lige til at svare slige mennesker, som lar ordstrømmen fosse og saa pludselig braastanser med et eller andet dumt spørsmaal. Jeg aned, at jeg havde et sligt exemplar for mig.
Efter at han havde talt i det lange og brede om, at han idag absolut vilde ha sig en fridag, og at vi absolut maatte være hans gjæster, saa han kunde slaa dagen ihjæl nogenlunde anstændig, men at han desværre ikke vidste, hvor vi skulde gjøre af os saa tidlig paa morgenen — siden blev det nok en raad — saa endte han den leksen med at spørge, om vi vilde se hans fabrik.
Jo da, det vilde vi gjerne.
Arbejdet var alt i gang, da vi kom ind der. Under det røgede tag og langs de sorte vægge snoed store, brede remme sig lange og uendelige som bændelorme, og de blankpudsede maskiner strakte frem sine nogne dødningearme og greb om hjulene med sine stærke knokler. De var som overmenneskelige uhyrer, der grinte os imøde i al sin nøgenhed. De fræsed og knaged, som knuste de menneskebørn under de tandede hjul, og de uendelige bændelorme under taget hvined, som var det et sidste dødsskrig.
Mens jeg følte, som om nerverne krymped og vilde knuge mig sønder og sammen i al denne skjærende mislyd, saa stod arbejderne saa irriterende rolig og passede disse skeleterede uhyrer. Det var, som om de aldrig havde hørt denne infernalske musik.
— Ser De her, min unge mand — sa herr Laisant til mig, idet han pegte paa en maskine — dette er en ny opfindelse, som sparer os ti mand. En almindelig kapitalist har simpelt hen villet sjaue disse ti mand, men jeg fandt arbejde til dem paa en anden galej. En endnu større og omfangsrigere opfindelse staar for tur, og naar den kommer ind i livet, vil jeg bjerge mig med halvparten af de arbejdere, jeg har nu. Det er enormt alt, hvad som opfindes nu for tiden, skal jeg si Dem. Aarhundredet vil ikke ha gaat ud, før næsten alt menneskearbejde er overflødigt, saa vi vil ikke ha andet at gjøre end at passe maskinerne. Men det er ogsaa noget, som skal til for at fremme den store revolution og den ny tid. Maskinerne adler arbejdet, ser De.... tar strævet og slidet bort og opelsker selvfølelsen i mennesket — ja, maskinerne kan skabe individer af folk, forsikrer jeg Dem — de narrer folk simpelt hen til at tænke, og det menneske, som har faat trang til at tænke selvstændigt, det er frelst. Hvad tror De? Er det ikke sandt? Se bare paa disse folk — vi begyndte at vandre rundt i den store fabrik — de er alle intelligente, oplyste mænd, og derfor er de fleste af dem anarkister ogsaa. De arbejder i otte timer og ingen har under otte francs pr. dag. Og alligevel kan jeg konkurrere med hvem som helst, men det har jeg ogsaa mine intelligente arbejdere at takke for... — Men at strejfe om i dette svarte hul kan vel ikke interessere Dem, hvad? Jeg tror vi gaar paa udstillingen, jeg. Hvad sier De om det? Ja, naturligvis, De har jo været der mange gange før, men der er altid noget nyt. Omnibusen gaar lige forbi her, og saa tar vi med den nedover til Notre Dame, saa ser vi indom paa Morguen med det samme, og siden kan vi jo gaa med en af sejnebaadene nedover til Pont d’Alma. Hvad sier De om det, De, Bertoïa?
Jo, Bertoïa fandt det glimrende. Jeg saa det paa ham, at han fryded sig som et barn over den herlige dag, som vi vilde komme til at tilbringe....
— Og vi kjørte gjennem brede, trærige avenuer, gjennem trange, mørke smaagader, og fra omnibusens tag sad vi og saa ind i anden etage paa de mange, mange huse, som gled forbi os. Hjem efter hjem aabned sig for os: rige, pragtfulde, med glinsende fløiel langs brede vægge, med svigtende divaner og dejlige damer; og der var fattige, usle, med kluder for væg og vindu, med elendigheden i hver rift og revne og selv i den luft, som sived ud fra disse buler. I det samme vi kjørte forbi et af disse hjem, saa jeg en gammel kjærring, fillet og svart, med det graasprængte haar i vild uorden, med en kats gnistrende øjne, jeg saa hende løfte sin haand til slag mod en ung pige, pyntet og fin, med kokottens gjøglende glans over aasyn og krop.
— Jeg saa dog ikke, at slaget faldt....
Men et andet hjem saa jeg, hvor en underbar kvinde i hvid kjole rakte et barn sin kaffe med en mors dejlige smil.
Det var kun i forbifartens stakkede øjeblik, jeg saa dette. Men billederne er blet siddende....
Vi steg af ved morguen og gik ind. Der laa fire lig i glasskabet, en ældre dame, en ung pige og to mænd. Damen havde nok ligget der i længre tid, thi ansigtet var næsten blaasort, medens den unge pige saa saa hvid og frisk ud, slig, som hun maatte ha set ud i levende live. Jeg betragtede den hob, som stod der og glante med opspærrede øjne og aaben mund. Der laa saa megen rædsel og bævende frygt i alle disse øjne, at jeg næsten kunde se ansigternes muskler dirre og deres knær skjælve som en oldings haand.
Var da døden et saadant uhyre, at den selv paa dette banale sted skulde indgyde rædsel!
Det var ingen, som havde ytret et ord derinde, og dødsstille var det, da vi gik ud.
— Saa De — sa herr Laisant - tre myrdede og en, som har druknet sig, og det bare paa en nat. Og endnu si’r man, at vi lever i et lovbundet samfund og præker, om hvor velsignet alt er. Og trods det, at al vor gjerning og al vor færd vogtes af politi og soldater, og trods det, at vi har det tunge statsmaskineri til at lede os paa den rette vej, alligevel øves de rædsomste forbrydelser — og det midt i denne dejlige by, hvor alt aander fred og forsoning, hvor alt samler sig i glæde og lykke. Jeg har mangen gang graadt mine modige taarer, naar jeg saa al den elendighed og forbrydelse, som besudlede mit Paris; thi De skal dog vide, at vi, Pariserne, er et udvalgt folk, som skal lede Eder fremmede ind i det ny samfund.
Jeg kunde ikke andet end smile til den store sværmer, og italieneren Bertoïa, der ogsaa havde stor tro paa sit folks skabermagt, lo haanligt til de stærke ord.
Men da stod alt i fyr og flamme, og de kjækled sig hed og varm om Pariser-kommunen.
Vi var nede ved markedsboderne paa Marsmarken. Vi stod ved en afrikansk landsby, og de sorte naturmennesker boltred sig, som var de paa sine egne sletter. De laa under palmerne og laded sig, de sad paa hug i sine sivhytter, de knasked kokus og saa saa uendelig overlegent ned paa os civilisationsmennesker.
Den utrættelige Laisant var paa færde igjen med sine visdomsord, og da hørte jeg dog gjerne paa ham; thi hvor fremmed og ny end hans tanker var, hvor svævende og utopisk end hans tro syntes mig, der aanded dog kjærlighed ud af hvert ord, og underligt skulde det menneske være, som ikke blev grebet af slig glød og elsk.
Her saa jeg mennesket i naturtilstand, sa han. Der fandtes ikke blandt disse folk en klasse, som tog udbyttet af andres arbejde, thi her hersked kommunisme. Blandt disse var der ikke nogen, som hverken led nød eller sulted, thi naar en af disse skyder et vildt, saa kunde mange leve af det, for ingen trængte mer end til at spise sig mæt. Og deres ævner og livs maal blev ikke stængt af slid for føden, uhindret fik de udvikle sig hver i sin retning. Han troede, at vi ogsaa engang vilde komme tilbage til det, om end paa en anden maade, naturligvis. Vore ævner maatte ikke gaa tilgrunde i madstrævet; thi det var dog ikke alligevel ophavet til vor arbejdslyst. Den maatte nok søges i vore anlæ og ævner og i det maal, disse stilled. Men naturligvis, trangen til at fare et bedre liv var ogsaa en mægtig drivkraft. Det bedste bevis herpaa var pariserarbejderne. Der fandtes ikke et folk, der mere gjennemgaaende haded det bestaaende, der var mere revolutionslystent. Men pariserarbejderne var ikke fattige, de leved godt, forbandet godt, forsikrede han mig, og det var trangen til at leve endnu bedre, endnu bedre at kunne nyde det herlige liv, som havde gjort dem til kommunister.
Det var løgn det, at sulten og fattigdommen gjorde folk til anarkister, den bare gjorde folk end mer idiotiske. Naa — jeg kunde ikke forstaa det! Kunde jeg ikke skjønne da, at det var, fordi de norske arbejdere var saa fattige, at vi ingen skikkelig arbejderbevægelse havde. Han kunde gi et andet exempel og, sa ban. Han havde kjendt en smed, og det var en kjæk, opvakt fyr, men han var uheldigvis gift, og, hvad som var det værste, han havde faaet sig en skok unger paa halsen — ni stykker tror jeg, det var. Og for at bærge livet til sig og sine maatte han hænge i fra tidlig morgen til sene kvæld, og han sled som en satan og var om sig paa alle kanter, hvor der var en sou at tjene. Men ban bavde nogle arbejdskammerater ogsaa, og de var socialister, og saa forsøgte de naturligvis at paavirke ham. Da saa han paa dem med sine store, troskyldige øjne, rysted paa sit vakre hoved og sa: snak I bare væk om eders dejlige frihed og lighed og menneskelykke, men jeg maa nok slide, jeg, for at skaffe føden til mine og endda takke til, at vi ikke sulter ihjæl. Naar De, godtfolk, har faat ni unger og kjærring at forsørge med min lønning, saa kan De se, hvor langt De tror paa menneskelykke... Ja, det sa den stakkars djævel, skjønt det skulde jo bare være en grund mere til, at han skulde bli socialist. Men saa haendte det noget rart... det var akkurat som der laa en bestemmelse i det. Kona hans havde faat en smitsom sygdom, og inden tre maaneder laa hun og otte af barna i jorden. Den ældste var ude og fortjente sit eget brød. Da jeg hørte om dette massedødsfald, trodde jeg naturligvis, at fyren var aldeles nedbrudt, og at der ikke var ord for al hans sorg og kvide. Men jeg fandt ham som et nyt menneske — saa uendelig forandret. Han som havde trællet og slidt saa indesluttet og taus, han lytted nu begjærlig til sine kammeraters tale. Og da jeg spurgte ham, om det ikke var et tungt slag o. s. v., saa svared han, at han havde gjort alt, hvad som stod i hans magt, og saa kunde da vel ikke han gjøre noget mere. Og forresten havde vel han ogsaa en slags ret til livet, han skulde da ikke gaa i sorg og savn hele sin tid, og var kanske ikke hans tid kommen nu? Jeg tog ham i haand og takked – jeg saa, han var paa den rette vej. Han sidder nu netop i fængsel for anarkistisk propaganda.
Herr Laisant sa det saa tørt og koldt, at det jog som en gysning gjennem hele mit legeme.
Men nu kunde jeg se, fortsatte han lige ufortrødent, mens fyren var fattig, saa var alt ham ligegyldigt, men da han fik hele sin forfortjeneste for sig selv, var det, som alt det nye i tanke og tale havde inkarneret sig i hans skikkelse, thi han er blet en af vore første apostle. Nej, min herre, fattigdommen lærer aldrig folk at tænke, thi den føder bare had og hævn og revolutionstrang, og derfor maa vi, som har faat øjne at se med, staa færdig til at lede den vilde hob ind paa den rette vej. Og det skulde jeg tro, at det var ikke anarkisterne, som vilde gjøre revolution — det besørged nok arbejderne selv. »Vi vil bare lede den, vi«, sa herr Laisant og nikked betydningsfuldt paa hodet.
Vi havde tilbragt det meste af dagen paa udstillingen, og herr Laisant havde været lige utrættelig til at tale som til at skjænke den halvsure, uskyldige vin, som man blir saa særlig benaadet med i Paris. Jeg forsøgte at spæde paa med Kristiania-øllet i den norske fiskeriafdeling, men det blev nok for stærke sager for de to sydlændere — de foretrak sin vin.
Og mens vi vandred omkring der paa Marsmarken, snapped herr Laisant enhver lejlighed til at udbrede sig om sit kjæreste emne, saa baade Bertoïa og jeg blev led og kjed af det. Og jeg, som havde gaat saa stille og lytted til hvert ord, han sa, jeg lo nu, naar Bertoïa puffed mig i siden, og krampagtig greb jeg efter ethvert nyt emne, som bød sig frem; men det var forgjæves; han suged sig fast til det som en igle og endevendte det, saa han fik det til at bunde ud i sin evindelige, dejlige kommunisme.
Det var som et glædens evangelium han forkyndte os, da han foreslog Café Americain for at supere. Om ikke andet, saa havde vi dog her alle udsigter til et natligt æventyr, saa kanske dagen alligevel ikke havde været saa ilde tilbragt. Men herr Laisant fortsatte utrætteligt og endeløst sit snak; men jeg fæsted mig ikke længer ved det, og mens vi sad der paa udekaféen og spiste, betragted jeg den ustanselige strøm, der seg tæt forbi os paa den halvmærke boulevard. Bare for løjer nikked jeg til en liden gulsort en med store begsorte øjne og dette lange, sejge smil, der er saa farligt. Og hun vendte tilbage og gik der og saa paa mig den hele tid.
Men ved maraschinoen fortalte herr Laisant om sit besøg i de belgiske kulgruber, og da glemte jeg for et øjeblik den lille udpaa boulevarden.
— Jeg var i Mons i forretninger, begyndte han, og derfra er det bare nogle minuters jernbane til Frameries, hvor nogle af Belgiens største kulgruber er. Det er en liden skidden, svart by med smaa, lave hytter og gader som svinestier, og jeg, som kom der som fremmed, syntes at elendighed pibled ud af alt, jeg saa. Men indbyggerne var alligevel hyggelige, snille folk, og de leved i god forstaaelse med hverandre, sammenknytted som de var ved arbejdet og fattigdommen og ulykken, og saa ved familjeforholdene naturligvis, der just ikke, efter hvad jeg hørte, var saa særdeles i overensstemmelse med loven. De har kanske hørt om den store ulykke, som hændte der for nogle aar siden — det var op til 200 mand, som gik for det i en grube.
Men jeg vilde ned i en af gruberne, og efter at jeg havde holdt paa at parlamentere vel og længe, fik jeg endelig tilladelse. Jeg tog paa mig en minerdragt, og da jeg havde faaet en fører, bar det ivej. Vi havde en kurv for os selv, og vi hejstes ganske sagte ned. Lyset forsvandt hurtigt, vandet dryppede ned fra bjergvæggene, og jeg følte en intens kulde, endskjønt jeg havde tykke uldklær under. Da vi var kommen 410 meter dybt, gik vi udaf, og vi var i en underjordisk hule, der var saa bælgmørk, at neppe lyset fra vore lygter kunde bryde igjennem det, og luften var tæt og tung at aande. Da jeg havde vænnet mine øjne til mørket, saa jeg nogle fillede skikkelser med dødblege ansigter, og jeg saa vognrækker bevæge sig rundt om os.
Hvor længe jeg vandred om i denne endeløse, rædselsfulde hule, ved jeg ikke. Det lave, kuldryppende tag var støttet med bjælkestumper, og sine steder var det ikke tre fod højt. Vi maatte krybe paa hænder og fødder over løse stene og det smudsigste bundfald, og jeg følte mig snart træt, og tiltrods for al min forsigtighed støtte jeg ofte mit hode mod taget, og det var kun min stive hue, som frelste mig fra de følger, som maatte komme af den instinktmæssige tilbøjelighed, som min rygrad havde i at rette sig op.
Paa denne maade fòr vi fra schakt til schakt, hidset og skræmt af de mange rullende kulvogne. Jeg hørte bare en par gange, at en klokke varskode deres komme, men oftest fik vi ponnyens varme, stinkende aande lige i ansigtet, før vi kunde undgaa den. Der er saa lavt, at hesten neppe kan gaa opreist, og hodet maa den lude dybt ned. Og der, hvor schakten er for lav endog for de minste ponnier, der blir smaabarn spændt for vognene.
Et sted krøb vi ind i en nische i bjergvæggen for i ro at se paa. Lyset fra vore lygter faldt paa et halvt dusin arbejdere af begge kjøn, som laa derinde i mørket og brød kul ud af fjeldet. Nogle smaa jentunger læssed paa vognene, og en stor, velbygget fyr stod med en jernten og holdt aabent et hul i bjergvæggen, hvorigjennem gassen strømmed ud; ellers havde den villet kvæle arbejderne. Ingen kan taale dette farlige arbejde mere end en tre, fire timer.
Jeg var ogsaa et sted, som man kaldte sikkerhedsschakten. Det var det eneste sted, hvor man kunde undkomme fra dette underjordiske fængsel, hvis der hændte en ulykke i hovedschakten. Vi krøb gjennem smaa huller og lave hvælvinger, og lyden af rindende vand hørtes tydeligere og tydeligere. Endelig var vi kommen til bunden, 460 meter dybt, og lyset fra vore lygter faldt paa en sort vandflade, der laa saa stille, som var den størknet.
Da vi vendte tilbage, mødte vi natarbejderne, smaa, udmagrede folk, og nogle af dem støtted sig endog paa stokke for at holde sin daarlige krop opret. Vi blev i følge med nogle arbejdere i en trang kurv, og vi stødte alt i et mod væggen, og det skidne kolde vand dryppede ned over os.... Aldrig har jeg følt slig nydelse i at se lyset og aande frisk luft, som netop da. —
Nu kom herr Laisant ind paa sin kommunisme igjen.
Min donna gik endnu der og ventede paa mig; jeg drak ud min maraschino og gik ud paa den halvmørke boulevard.