Det var i det store, jublende Paris — glædens dejlige by....
— Jeg havde for skik hver kvæld at gaa paa kafé St. Roch. Det var mig en lang, nydelsesrig tur, og saa var denne kafé den eneste, som holdt de skandinaviske aviser, jeg plejede at læse. — Der lærte jeg Oscar Bertoïa at kjende. Han kom for at læse »bourgeois-bladene«, som han kaldte dem.... Et menneske, som kvæld efter kvæld sidder lige over for en til samme tid og læsende de samme blade, maa man tilslut bli opmærksom paa og lidt efter hvert kjendt med.
Jeg tog ham først for en tysker, thi han havde blond moustache og et smukt, krøllet haar, der hverken var sort eller brunt. Øinene var dog det deiligste. De var dybe og blaa som sydens himmel og havde en smertefyldt glans, som om de store, dugblanke taarer nys havde rundet fra dem.
Men Bertoïa var italiener.
Han studerede ved den polytekniske skole og læste orientalske sprog. Da jeg spurgte ham, hvad han skulde gjøre med de slags sprog, naar han tænkte paa at bli ingeniør, svarede han, at han skulde til Kina — for at bli rig, la han smilende til.
Forresten havde han nogle fænomenale sprogkundskaber til sin unge alder — han var nogle og tyve. Foruden italiensk talte han glimrende fransk og tysk, var flink i engelsk og udtrykte sig godt paa russisk og spansk, og havde i den siste tid lagt sig efter dansk-norsk — det var ogsaa meget derfor han besøgte kafé St. Roch for af Dagbladet at øge sit gloseforraad.
En kvæld, vi gik samtidig fra kaféen, opdagede jeg, at vi var nok ikke saa langt fra at være naboer. Vi havde begge at gaa den lange vej til quartier latin, og der var det bare et par kvartaler mellem os. Jeg husede nemlig i en tredjeetage øverst oppe i rue Mouffetard, medens han boede paa boulevard Arago.
Da vi gik nedover Avenue de l’Opera, talte vi om sprog, og da vi naaede Louvregaarden, var han allerede kommen ind paa kaféernes studenterliv og fortalte mig nogle vilde træk fra det. Opover boulevard St. Michel drog kokotterne i tætte, bugtende strømme, og luften var fyldt af deres stærke parfums og deres kaade latter. Der slog os en hed, attraafyldt duft imøde, brændende øjne brødes i halvmørket, glimt som fosfor strejfed os, tryk fra klamme, feberfulde hænder sendtes os i forbifartens øieblik. Vi kjendte de skjælvende, sanselige aandedrag fare hen over os, vi fornam med sjæl og legem det urene pust, al den silkeglinsende simpelhed, der stiger fra solgte kvinder.
Bertoïa hilste nu og da til studenter, som sad og drak absinth paa udekaféerne. Det saa ud til, han havde en mængde venner. Da vi naaede op til Pantheon, kom der to Damer bortover til os, og de tiltalte strax Bertoïa meget intimt. De kunde se ud til at være i attenaarsalderen og var neppe blandt kokotterne. I øjeblikket kunde jeg nsesten ikke skille dem ad, thi ligheden var saa fraperende. De havde store, glinsende øjne med store pupiller, haaret bølgede natsort nedover hals og skuldre, og bag friske læber straalede blændende hvide tænder.
Da vi gik videre, laa der et barnligt smil over Bertoïa, og jublende glad gik han og svang sin stok.
Saa De dem, jeg talte med? De to dejlige damerne? Det var Louise Michels novicer.
Louise Michels novicer! Jeg saa forundret paa ham. — Har Louise Michel novicer?
Men herre gud! kjender De ikke til anarkisterne da? Det er de to søde englene hendes, som følger med hende baade dag og nat, og som skal ta hendes plads, naar hun engang er opslidt, og naar man er træt af at føre hende fra det ene fængsel til det andet.
Jeg skjønte, at han selv var anarkist, men spurgte alligevel.
— Naturligvis.
Han syntes vist ogsaa, det var noget, som sa sig selv.
— Jasaa naa — omtrent slig fortsatte jeg — De er altsaa anarkist. Det var da morsomt. Jeg har gaat her og længtet efter baade at faa se og høre denne beremte Louise Michel, men De ved, jeg er ukjendt — og ...
— De kan faa anledning til at høre hende i morgen aften, hvis De vil gaa med mig. — Men findes der da anarkister i Norge? spurgte han.
— Jo-o, mente jeg, nogle er der jo.
— Ja, men de gjør naturligvis ikke nogen propaganda — de har vel ikke et organ engang?
— Jeg ved ikke netop det. Jeg tror nok, jeg tor kalde Fedraheimen for anarkistisk — den har da vist det tydeligt nok.
Dette saa ud til at glæde ham saare meget, og med al den inderlighed, som ligger i sydlænderens stemme, naar han er begejstret for noget, fortalte han mig om disse vilde tanker, som aar efter aar var blet undfanget paa nyt og lutret i martyrers blod. I fagre, blomsterrige ord vilde han gjøre mig forstaaelig denne ubændige frihedstrang, der vilde bryde alle baand og styrte alle skranker og bare lade de mange ubestemmelige menneskeviljer folde sig ud til samfundsintelligens.
Jeg fik som en anelse om, at der maatte bo en stærk sjæl i dette fyrige legeme, og da jeg siden fik høre lidt om ham selv, blev jeg ikke skuffet.
Han var fadt paa Dora Grossa i det dejlige Torino, hvor hans far var kongelig embedsmand. Han troede ikke, han var femten aar den gang, han blev en selvbevidst anarkist. Det var forresten hans alvorlige mening, at han var født som anarkist. Han forklarte det paa den maade, at naar hans forældre gav ham en befaling, der forekom ham vilkaarlig eller et baand paa hans personlige vilje, da kom der en slig ustyrlig trods og hadskhed over ham, at han kunde aldrig, aldrig i verden lyde deres bud. Men siden sit femtende aar virkede han for sine ideer, og det paa en saa effektiv maade, at den italienske regjering nægtede hans far avancement. Den mente, at naar han ikke magtede at styre sit vanartige barn, saa kunde han heller ikke styre et større embede. Siden den tid blev han hadet af sin far, men desto mere elsket af sin mor. Og hun hjalp ham og værned om ham, der hvor hun havde magt.
Saa kom den tid, han skulde tjene sit land som soldat. Men det vilde ikke den unge Bertoïa; thi af alt var der intet, han havde et mere indædt had til end det militære gjøgl. Dog nu gik ikke hans mor med ham længer; thi hun vidste, hvad følgen blev af et saa farligt spil. — Alligevel rømte han til Schweiz, hvor han tænkte i fred og ro at fuldende sine studier paa en fire, fem aar. Militærretten i Torino fældte ingen dom over ham i den tro, at han snart vilde vende tilbage.
Han havde tat bopæl i Genf og levede et tarveligt liv paa nogle informationer.... I et helt aar holdt han sig rolig, men saa kunde han ikke styre sig længer. Den mængde af revolutionære studerende, som samledes der fra alle verdens kanter, men især fra Rusland, førte et meget bevæget liv, og de lod sig aldrig afskrække fra at gjøre propagande for sin sag. Alt det han hørte om deres stormende møder og interessante sammenkomster gjorde et underligt indtryk paa ham i hans ensomhed, og han begyndte saa smaat at anse sig for feig.
— Sluttelig stod han saa en dag oppe i kampen mere ivrig og varm end nogen. Han samlede anarkister i grupper, bragte nye folk til at flokkes om den røde fane og talte og skrev nat og dag.
Han havde naaet frem til at ansees som den ypperste blandt sine. Saa tror politiet en dag at ha opdaget en sammensværgelse, og en undersøgelse blir sat igang blandt anarkisterne. Hos Bertoïa finder de et brev fra John Most i New York. Brevet havde han netop modtat kvælden forud og tilfældigvis glemt at brænde det. Nu blev han sat under politiets opsyn og nødt til at vise sig paa politistationen hver dag, og desuden naturligvis forbudt at gjøre propaganda.
Dette blev ham i længden utaaleligt, og efter et og et halvt aars opbold i Genf flygted han til München. Her tog han nyt navn og levede ubemærket i fire maaneder. Men saa blir et brev opsnappet, og han puttes i fængsel, hvor han sidder i seksti lange dage. Imidlertid blev de tyske myndigheder bekjendt med, at han var italiensk desertør, og han transporteredes til sit fædreland. Her var der lykkeligvis ingen dom falden i hans sag, og han blev forholdsvis godt behandlet. Desuden var jo officererne hans barndomsvenner. Han fik endog tilladelse til at komme hjem, og han forsonede sig atter med sin mor. Saa blev han iført uniform, og han skulde lære at slaas for sit land. Men da han vel havde lært at behandle geværet, kom kongen til Torino, og den farlige Bertoïa blev indskrevet paa militærlasarettet, endskjønt jan aldrig havde været saa frisk som netop da.
Uden at han selv kunde fatte det, men formodentlig ved formaaende venners bistand blev han straks efter sat paa fri fod med paalæg om at begive sig til Tyskland og ta, hvad deraf maatte følge, samt at vende tilbage til Italien, naar han dertil blev befalet.
Bertoïa lo over denne underlige regjeringsforordning, og saa rejste han — til Paris.
Nu fik han dom over sig, og den lød paa fire aars fængsel. Altsaa var han fredløs mand, og Paris var næsten den eneste plet, hvor han kunde leve. Og saa England, thi det har altid med stor gjæstfrihed modtat de stakkars politiske flygtninger.
Han havde været i Paris et halvt aar, da jeg traf sammen med ham. Vi blev gode venner, og jeg var hos ham daglig, saa jeg fik saaledes anledning til nøje at sætte mig ind i hans principer, og jeg lærte derved anarkisterne at kjende — dem og deres underlige gjerninger.