Bogtrykkeren Benjamin Franklin/2
Fra Armodets og Mørkets Skjød, hvori jeg begyndte at aande, og hvori jeg levede i mine første Aar, har jeg selv til en vis Grad svunget mig op til Berømmelse og Velstand her i Verden. Uafbrudt Held har fulgt mig gjennem hele Livet, indtil min nu langt fremskredne Alder, og jeg tviler ikke paa, at det vil være ønskelig for mine Efterkommere at lære at kjende de Midler, som jeg har anvendt og som, takket være Forsynets Haand, har vist sig at være saa heldige.
Naar jeg, som ofte er Tilfælde, tænker over den Lykke, som har været mig tildel, saa siger jeg mig selv, at jeg strax vilde beslutte mig til endnu engang at tilbagelægge den samme Løbebane fra Begyndelsen til Enden, saasandt et saadant Tilbud virkelig kunde gjøres mig. Hvad jeg alene vilde betinge mig, var en Forfatters Ret til i andet Oplag at rette de Feil, som har indsneget sig i første. Desuden vilde jeg, om det stod i min Magt, ønske at kunne ombytte enkelte mindre interessante Oplevelser med andre af større Betydning. Men selv uden disse Betingelser vilde jeg gjerne gaa ind paa Tilbudet. Da imidlertid en saadan Gjentagelse af Livet ikke kan finde Sted, gives der efter min Mening intet, der nærmer sig en saadan Gjentagelse mere end at kalde tilbage i Erindringen alle Tildragelser, og at anbetro dem til Papiret for at give dem mere blivende Værd. Ved denne Beskjæftigelse tilfredsstiller jeg ogsaa den for ældre Folk egne og naturlige Tilbøielighed til at tale om sig selv og sine Handlinger, uden at nogen er forpligtet til at høre paa mig, da det jo staar
enhver frit at læse hvad jeg skriver eller lade det være.
Efter Kobberstik af C. N. Cochin 1777
Lidt Forfængelighed er jeg — som de fleste nok forstaar — selvfølgelig heller ikke fri for, det tilstaar jeg, og denne blir ogsaa ved mit Skriveri tilfredsstillet paa den mest uskadelige Maade.
Kun i de sjeldneste Tilfælder har jeg hørt den undskyldende Talemaade: „Jeg kan sige det uden Selvros“, hvor der ikke umiddelbart efterpaa har fulgt et staaende Bevis paa det stik modsatte. De fleste Mennesker hader Forfængelighed hos andre, men selv kan de være meget beærngt med denne. Hvad mig selv angaar, saa bringer jeg gjerne Forfængeligheden mit Offer, hvor jeg end møder denne; thi jeg har den Overbevisning, at dette er det fordelagtigste saavel for de, som lader sig fuldstændig beherske af den, som ogsaa for de, der staar under disses Indflydelse. I mange Tilfælder skulde man derfor ikke synes det er smagløst, naar nogen regner sin Forfængelighed med til Livets Lyssider.
En af mine Onkler, som, i Lighed med mig selv, befattede sig med at samle Efterretninger om vor Familie, har meddelt mig nogle Notiser, fra hvilke jeg har taget mange Enkeltheder om vore Forfædre. Af disse erfarede jeg, at de gjennem et Tidsrum af mindst 300 Aar havde levet paa et Frigods af 30 Acres Størrelse i en og samme Landsby, Ecton i Northamptonshire. Hvorlænge de havde været bosat der, havde min Onkel ikke kunnet udforske; men sandsynligvis var det længe før den Tid, da det blev Skik og Brug at betjene sig af Tilnavn. De antog da Navnet Franklin, som tidligere, saaledes som det fremgaar af mange gamle Dokumenter, tjente til Betegnelse for en enkel Standsklasse, sandsynligvis Landadelsmændenes.
Dette lille Sted vilde ikke have kunnet ernære Familien, hvis de ikke havde drevet en Grovsmeds Haandverk ved Siden af, som gik i Arv indtil min Onkels Tid, idet den ældste Søn i Familien stadig blev bestemt for dette Haandverk, en Skik, som saavel min Onkel som min Fader havde bibeholdt.
Min Bedstefar, Thomas, som var født i 1598 i i Ecton, efterlod sig fire Sønner, nemlig Thomas, John, Benjamin og Josias. Thomas hadde lært sin Faders Haandverk, Grovsmed. Han var en meget forstandig Mand, og blev sin Landsbys fornemste Person og juridiske Raadgiver. John blev Farver ligesom Benjamin. Ogsaa han nød stor Anseelse som en klog Mand. Han havde opfundet en Hurtigskrift og efterlod sig ogsaa to Kvartbind Digte i Manuskript.
Medlemmerne af vor Familie har tidlig sluttet sig til Reformationen, og blev altid sin Overbevisning tro, tiltrods for at de under Dronning Marias Regjering ofte blev udsat for Fare, naar de ivrede mod Pavedømmet. De eiede en engelsk Bibel, som de omhyggelig maatte gjemme for Pavens Tilhængere. De fandt da paa den Udvei at første denne til Bagsiden af et løst Stolsæde, saaledes at Bogen var opslaaet, idet Bladene blev overspændt og sammenholdt med Hyssing. Saa ofte min Bedstefader ønskede at forelæse noget af Bibelen for sin Familie, løftede han Stolsædet rundt paa sine Knær. Under Læsningen maatte en af Børnene staa paa Vagt foran Døren for at varsko, om nogen af den geistlige Ret skulde nærme sig.
Min Fader, Josias, giftet sig meget tidlig og udvandrede Aaret 1682 med Kone og 3 Barn til Ny England (Amerika). Aarsagen var nok Forfølgelse af religiøs Art.
I Amerika forøgedes Familien med fire Barn i første Ægteskab, medens hans anden Kone fødte ham 10, saaledes at han i alt havde 17 Barn. Jeg var den yngste af Sønnere, og af alle mine Søskende kom kun to Søstre efter mig. Jeg blev født i Boston. Min Mor var Datter af Peter Folger, en af de første Indvandrere i Ny England, som i Cotton Mathers Kirkehistorie af denne Provins nævnes som „en from og lærd Englænder“.
Mine Brødre blev alle sendt i Læere til forskjellige Haandverkere; men mig sendte han i otte-aars Alderen i en Latinskole. Min Fader havde nemlig bestemt mig for Kirken, og betragtet mig allerede som Familiens Geistlige. Den Hurtighed, hvormed jeg lærte at læse, og min Faders Venners Opmuntring og Forsikring om, at jeg i sin Tid vilde blive en paalidelig og lærd Mand, bevægede min Fader til dette Skridt. Men jeg blev kun et Aar i Skolen, skjønt jeg i denne korte Tid ikke alene havde svunget mig op til første Mand i Klassen, men ogsaa blev flyttet op i en høiere Klasse. Min Fader, som havde saa store Forsørgelsespligter, indsaa imidlertid, at det vilde overstige hans Kræfter at bekoste Studiet. Desuden havde nogle af hans Venner gjort ham opmerksom paa, at man sørgede daarlig for Folk af hans Herkomst. Han tog mig derfor ud fra Latinskolen og sendte mig til en Skrive- og Regnelærer, under hvis kyndige veiledning jeg hurtig lærte at skrive en smuk Haandskrift; men med Regnekunsten vilde det derimod ikke gaa, og jeg maatte tilstaa, at jeg ikke gjorde det mindste Fremskridt.
Da jeg var 10 Aar gammel, tog min Fader mig hjem for at gaa ham tilhaande i sin Forretning. Han drev som Sæbesyder og Lysestøber, men havde egentlig ikke lært disse Haandverk, men først begyndt dermed efter sin Ankomst til Amerika, da han mente, at hans egentlige Haandverk, en Silkefarvers, ikke vilde kunne brødføde ham der.
Dette Arbeide behagede mig ikke, og jeg følte stor Lyst til at gaa tilsjøs; men min Fader vilde ikke vide af dette, Vandets Nærhed gav mig imidlertid Anledning nok til at vove mig paa og i dette, og det varede ikke længe, før jeg kunde svømme og havde lært at styre en Baad. Blandt mine unge Kamerater var jeg altid Anføreren.
Jeg blev to Aar hos min Fader, altsaa til jeg var 12 Aar gammel; men min Ulyst til hans Haandverk vedvarede. Da min Fader frygtede, at jeg, i Lighed med en af mine ældre Brødre, en vakker Dag vilde stryge min Vei og gaa tilsjøs, tog han mig med paa forskjellige Verksteder for at se, om jeg ikke derved kunde fatte Interesse for et eller andet. Omsider besluttet min Fader, at jeg skulde blive Knivsmed og sendte mig nogle Dage paa Prøve til en af mine Slægtninge, som havde lært dette Haandverk i London. Men de Lærepenge, som fordredes, syntes han nok var for høie og tog mig igjen derfra.
Fra min tidlige Barndom af var jeg en liden skabelig Læser af Bøger, og alle Penge, jeg fik, anvendte jeg til Indkjøb af Bøger. Dette bestemte tilslut min Fader at lade mig blive Bogtrykker, endskjønt en af hans Sønner allerede havde lært dette Haandverk.
Dette Arbeide likte jeg vistnok meget bedre end min Faders, men min Forkjærlighed for Sjøen var usvækket. Længe betænkte jeg mig, men undertegnede omsider min Lærekontrakt. Jeg var dengang, som sagt, kun 12 Aar gammel. Man var kommet overens, at jeg skulde blive i Lære til mit enogtyvende Aar, og først det sidste Aar skulde jeg erholde Dagløn.
I meget kort Tid gjorde jeg gode Fremskridt i Faget og var derved min Broder til stor Nytte. Nu havde jeg ogsaa bedre Anledning til at skaffe mig Bøger, idet jeg af en Boghandlerlærling og her og der fik laane en god Bog, som jeg aldrig forsømte at tilbagelevere i rette Tid og i god Stand. Meget ofte hændte det, at jeg maatte anvende den største Del af Natten til at læse en Bog, som jeg havde laant om Aftenen og som maatte leveres tilbage næste Morgen, for at den ikke skulde blive savnet.
Endelig blev jeg kjendt med en dannet Forretningsmand, som ofte kom paa vort Trykkeri og som eiede et smukt Bibliothek. Han inviterede mig til at bese dette og havde den Godhed at tilbyde mig til laans de Bøger, som jeg maatte ønske.
Jeg havde den besynderlige Idé at beskjeftige mig med Digtekunsten og skrev flere smaa Digte. Min Broder troede at kunne have Nytte af dette og opfordrede mig til at skrive to Ballader. Den enes Titel var: „Et Fyrtaarns Sørgespil“, og behandlede en Kapteins og hans to Døtres Forlis. Det andet var en Matrossang og omhandlede Tilfangetagelsen af den berygtede Sjørøver Teach eller Blackbeard. Det var slette Vers, rene Gadeviser. Da de var trykt, sendte min Broder mig omkring i Byen for at sælge dem. Den første fandt rivende Afsætning, thi Begivenheden var ny og derfor paa alles Læber.
Min Forfængelighed følte sig ikke lidet smigret ved denne uventede Succes; men min Fader gjorde sig lystig over disse mine Aandsprodukter og nedstemte derved min Triumf betydelig. Han sagde mig ogsaa, at Poeter stedse levede i Fattigdom, og derved undgik jeg den Ulykke at blive en daarlig Digter. Men min Begavelse, at udtrykke mig i ubunden Stil, har gjort mig store Tjenester gjennem hele Livet og bidraget meget til at jeg er kommet frem i Verden.
Den Tid, som det var mig forundt at gjøre saadanne Stiløvelser og til Læsning, var Aftenen efter endt Arbeide og om Morgenen, for dette begyndte samt paa Søndage, naar jeg kunde unddrage mig Gudstjenesten.
Da jeg havde fyldt mit 16de Aar, kom en Bog af Tryon mig ihænde, hvori Plantekost anbefaledes. Straks besluttede jeg at følge hans Anvisninger. Da min Broder var ugift og ingen egen Husholdning førte, spiste han med sine Læregutter hos en Nabofamilie. Da jeg nu ikke vilde spise Kjødretter, saa skjældte man mig ofte ud. Jeg sagde da til min Broder, at jeg vilde forsøge at holde mig Kosten selv, hvis han vilde betale mig Halvparten af hvad han betalte for denne. Han gik straks med paa mit Forslag, og af det, han gav mig, kunde jeg endog lægge tilside Halvparten. Derved fik jeg et nyt Fond til at kjøbe Bøger for. Ogsaa andre Fordele havde jeg ved min nye Levemaade. Naar min Broder med sine Arbeidere gik for at spise Middag, blev jeg hjemme og spiste mit enkle Maaltid, der som oftest kun bestod af et stykke Brød med nogle Rosiner eller en Kage fra Bageren og et Glas Vand. Jeg fik derved ogsaa lidt Tid tilovers for mine Studier, og mine Fremskridt i disse stod ganske i Forhold til den Ideens Klarhed, som er en Følge af en maadeholden Levemaade.
Medens jeg var sysselsat med at forbedre min Stil, fik jeg fat i en engelsk Grammatik, som havde et Tillæg om Rhetorik og Logik. I den sidste fandt jeg et Mønster af en Disputation efter Sokrates’ Art. Denne Maade at disputere paa tiltrak min Opmærksomhed saaledes, at jeg blev helt begeistret over den, og gjorde den til min egen, idet jeg undlod ligefrem at modsige og at anføre direkte og positive Bevisgrunde, men søgte at bringe mine Stridsobjekter i beskedne Spørgsmaal. Denne Sokrates’ Methode gjorde mig megen Glæde, og ved hver Anledning anvendte jeg denne og fik en saadan Øvelse heri, at jeg ofte vandt Seir over Personer, som var mig overlegne i Forstand.
Jeg vedblev at benytte denne Methode i flere Aar; men kom senere mere og mere bort derfra, og bibeholdt kun den Sædvane at opkaste bedskedne Tvivl. Aldrig brugte jeg, naar jeg opstillede en Sætning, som kunde bestrides, Ord som: sikkert, utvivlsomt eller lignende, som kunde give det Udseende af at jeg haardnakket holdt paa min Mening. Jeg sagde heller: Jeg forestiller mig, jeg formoder, det synes saa, at Sagen paa Grund af det og hint, forholder sig saa eller saa; eller: hvis jeg er rigtig underrettet. Denne Sædvane har bragt mig mange Fordele, naar jeg havde Anledning til at paatvinge andre mine Meninger. Naar du ønsker at belære, men udtaler din Mening bestemt og giver dig Udseende af at ville belære, saa vil du kun vække Modstand og aflede Opmerksomheden paa dig. Vil du derimod lade dig belære og drage Nytte af andre, men giver dig Udseende af at holde strengt paa dine egne Meninger, saa vil altid beskedne og forstandige Mænd, som ikke er venner af Stridigheder, rolig lade dig forblive i din Vildfarelse. Saalænge du benytter denne Methode, kan du ikke haabe at omvende dine venner. Jeg tror i Sandhed at kunne sige med Pope, at „Mangel paa Beskedenhed stedse viser Mangel paa Forstand“.
Aaret 1720 eller 1721 begyndte min Broder at udgive en offentlig Avis. Det var den anden som udkom i Amerika og havde Titelen: „New England Courant“. Den eneste, som fandtes før, var „Boston News Letter“. Jeg erindrer endnu meget vel, at enkelte af hans Venner raadede ham fra dette Foretagende, da de var af den Formening at en Avis var tilstrækkelig for hele Amerika, medens der nu, i Aaret 1771, udkommer ikke mindre end 25. Ikke desto mindre satte min Broder Foretagendet igang, og jeg blev udseet til at bringe Avisen rundt efterat jeg først havde hjulpet til med Sætningen og Trykningen.
Blandt hans Venner var der nogle liberale, som til sin Underholdning leverede Bidrag til Bladet, og derved skaffede det Ry og øgede dets Abonnentantal. Jeg paahørte deres Samtaler over den gunstige Modtagelse af deres Bidrag hos Publikum. Dette vakte Lysten i mig til at være med i dette Arbeide. Men da jeg paa denne Tid saaatsige næsten endnu var et Barn, saa var jeg bange for at min Broder ikke vilde indtage nogen Artikel i sin Avis, som han viste var af mig. Jeg fandt da paa den Udvei at forandre min Haandskrift og lagde en Aften min Artikel foran Døren til Trykkeriet, hvor den blev fundet næsste Morgen. Da nu min Broders Venner, som vanlig, kom paa Besøg, fortalte han dem om Fundet, og jeg havde den undtagelsesvise Fornøielse at høre, at de, efterat de havde læst og omtalt det, gav den sin uforbeholdne Anerkjendelse. Blandt de Personer, som de mente kunde være Artikelens Forfatter, var ikke en, som ikke hørte til Landets allerbedste. Jeg troede nu at være selvstændig nok til at bedømme mine egne Arbeider, og min Agtelse for de Mænd, som jeg hidtil havde holdt for udmerkede Forfattere, begyndte at aftage sterkt, Opmuntret ved denne lille Episode, skrev jeg flere Artikler der gik samme vei, og alle fandt god Modtagelse. Jeg beholdt min Hemmelighed for mig selv, indtil mit ringe Forraad af Kundskaber var udtømt, hvorefter jeg angav mig som Forfatteren.
Da min Broder havde gjort denne Opdagelse, begyndte han at have lidt større Agtelse for mig. Men han betragtede sig dog altid som min Herre og mig som sin Lærling; ja i mange Tilfælder gjorde jeg den Erfaring, at han endogsaa behandlede mig strengere, skjønt jeg dog som hans Broder turde haabet paa Overbærenhed. Vore Stridigheder blev ofte meddelt min Fader, og enten det nu var fordi min Broder havde Uret eller om jeg bedre end han forstod at tale min Sag, saa faldt Hans Udtalelser oftest ud til min Fordel. Min Broder var meget lidenskabelig og glemte sig endog saavidt, at det kom til Haandgribeligheder — en Omstændighed, som gjorde et meget daarlig Indtryk paa mig. Denne overdrevne strenge og tyranniske Behandling bidrog ogsaa væsentlig til, at jeg hele mit Liv igjennem har beholdt en Modvillie mod al vilkaarlig Vold. Min Lære blev mig for hver Dag mere utaalelig og jeg sukkede bestandig efter en Anledning til at afkorte den, hvortil der omsider ogsaa frembød sig en Anledning.
Den lovgivende Forsamling (Assembly) følte sig krænket over en politisk Artikel i vor Avis og min Broder blev arresteret og straffet med en Maaneds Fængsel. Medens han sad arresteret, blev Bladets Redaktion anbetroet mig, og jeg benyttede Anledningen til at indrykke nogle satiriske Artikler mod Regjeringen, som høilig glædede min Broder, medens andre betragtede mig med mistænkelige Øine og som et ungt Genie med Tilbøielighed for Pasquiller.
Da min Broder blev fri, kom samtidig fra den lovgivende Forsamling et vilkaarlig Forbud mod Avisens videre Udgivelse. Paa Grund heraf blev der paa Trykkeriet holdt en Raadslagning af vore Venner om hvad der saa burde foretages. Nogle kom med Forslag om at omgaa Forbudet ved at forandre Bladets Titel; men min Broder frygtede for Ubehageligheder ved dette Skridt og mente det var bedre at lade Bladet udkomme for Fremtiden under Benjamin Franklins Redaktion. Men for ikke at blotstille sig ligeoverfor den lovgivende Forsamling, som kunde tro at han kun laante sin Lærlings Navn til fortsat Udgivelse af Avisen, gav han mig mit Lærebrev tilbage med en Erklæring om, at jeg var fuldstændig fri, for at jeg i Nødstilfælde kunde vise frem dette. For imidlertid fremdeles at have Fordel af mine Tjenester, udstedte han en ny og hemmelig Kontrakt for Resten af Læretiden. Denne underfundige Overenskomst blev da strax iværksat, og Avisen fortsatte at udkomme nogle Maaneder under mit Navn.
Men snart opstod der igjen Uenighed mellem min Broder og mig, og jeg gjorde Brug af min Frihed i den Tro, at han ikke vilde vove at fremvise den nye og hemmelige Kontrakt, vistnok var dette Skridt urigtig af mig, og jeg erkjender, at det var et af mine første Feiltrin i Livet; men Mindet om alle de Prygl, jeg havde faaet, gjorde det umulig for mig at bedømme denne min Handling paa rette Maade.
Da han fik vide, at jeg havde besluttet mig til at forlade ham, søgte han at forhindre, at jeg fik Arbeide andetsteds i Byen. Ved nærmere Overveielse besluttet jeg at forlade Boston, hvor jeg allerede var blevet Gjenstand for Mistanke fra Regjeringspartiet og naar som helst kunde vente Ubehageligheder, ligesom ogsaa mine ubesindige Udtalelser i religiøse Spørgsmaal havde bevirket, at fromme Sjæle betragtede mig med et slags Afsky. Min Tanke var da at søge til Newyork, den nærmeste By, hvor der fandtes et Trykkeri, og min Besltning var snart fattet. Men da min Fader i dette Punkt tog min Broders Parti, var jeg bange for at man kunde træffe Foranstaltninger til at hindre min Reise. En Ven hjalp mig til at flygte, idet han under Foregivende af at jeg var kommet i en ubehagelig Kjærlighedshistorie, traf Aftale med Skipperen paa en Baad for Newyork om at tage mig med. Jeg solgte nogle Bøger for at skaffe mig lidt penge og gik saa ombord i al Hemmelighed. Begunstiget af god Vind naaede vi Newyork allerede efter 3 Dages Reise, og jeg var altsaa langt væk fra mit Hjem, og uden der at kjende et eneste Menneske. Jeg var dengang kun 17 Aar gammel og havde faa Skillinger i Lommen.
Hvis min Lyst til Sjøen ikke havde været helt forsvunden, saa havde jeg nu Anledning til at tilfredsstille denne. Imidlertid havde jeg nu lært et Haandværk og ansaa mig for en nok saa flink Arbeider. Jeg søgte derfor strax Plads hos den gamle William Bradford, som havde oprettet det første Trykkeri i Pennsylvanien, hvilket han dog paa Grund af Stridigheder med Guvernøren igjen havde maattet forlade. Han havde dog ikke noget Arbeide til mig, men henviste mig til sin Søn, som drev et Trykkeri i Filadelfia og som netop havde mistet en af sine Arbeidere, hvorfor han troede at jeg nok kunde faa Beskjæftigelse hos denne, hvis jeg vilde reise derhen. Jeg begav mig strax paa vei, efter en meget eventyrlig Reise dels tilsjøs og dels tilfods, kom jeg en Søndag Morgen til Filadelfia i en Seil- og Robaad, som landede ved Marketstreetverft.
Naar jeg vil beskrive min første Ankomst til Filadelfia lidt omstændligere, saa sker dette for at man kan anstille Sammenligninger mellem mine første ringe Udsigter og den Rolle, som jeg senere kom til at spille her.
Da mine bedste Klær først senere kunde komme efter tilsjøs, var jeg iført mine Arbeidsklær, der var noksaa ilde tilsmudset, ligesom Lommerne var fuldstoppet med Skjorter og Strømper.
Jeg kjendte ikke en Sjæl i denne By og vidste ikke, hvor jeg skulde finde Tag over Hovedet. Da jeg ikke havde sovet hele Natten, var jeg aldeles udmattet og tillige meget sulten, men havde kun en hollandsk Daler i Lommen.
Jeg gik gjennom Marketstreet, hvor jeg mødte et Barn med et Brød. Mit Middagsmaaltid havde saa ofte kun bestaaet af tørt Brød, og jeg spurgte derfor Barnet, hvor det havde kjøbt Brødet og gik saa hen til Bagerbutikken, som Barnet viste mig. Her forlangte jeg Tvebak i den Formening, at her fandtes samme Sort som i Boston. Men det syntes som om man i Filadelfia ikke kjendte lignende. Derpaa bad jeg om et Trepennybrød, men hellerikke et saadant kunde jeg faa. Da jeg nu saa, at jeg hverken kjendte de herværende Brødsorter eller deres Priser, saa forlangte jeg for tre Penny Brød af en eller anden Sort. Jeg fik nu tre store runde Brød og blev ganske forbauset over at erholde saa meget; men ikke desto mindre tog jeg imod dem. Da jeg ingen Plads havde i mine Lommer, tog jeg et under hver Arm og spiste paa det tredie. Paa denne Vis vandrede jeg gjennem Marketstreet og Fourthstreet og kom forbi Huset til min tilkommende Hustrus Fader. Hun stod ved Døren og bemerket mig og tænkte — og vistnok ikke med Urette, — at jeg havde et underligt, i Sandhed grotesk Udseende.
Jeg gik nu om Hjørnet og gjennem Chesuntstreet, stadig spisende paa mit Brød, og befandt mig snart ved Marketstreet Verft, i Nærheden af den Baad, med hvilken jeg var kommet. Jeg gik ned i Baaden for at drikke af Elven, og da jeg nu havde spist mig mæt af det ene Brød, saa gav jeg de to andre til en Kone, som med sit Barn havde været ifølge med os og nu ventede paa at kunne reise videre.
Da jeg saaledes havde forfrisket mig, begyndte jeg atter min Vandring gjennem Gaderne. Jeg traf paa en Mængde velklædte Folk, som alle gik samme Vei. Ved at slutte mig til disse kom jeg ind i et stort Forsamlingshus, som Kvækerne havde i Nærheden af Torvet. Her satte jeg mig ned, og efterat jeg havde set mig omkring en Stund og ingen Tale hørte, faldt jeg, treet som jeg var, i en dyb Søvn. I denne Tilstand forblev jeg, til Forsamlingen var slut, og et Medlem var saa venlig at vække mig. Dette var saaledes det første Hus, som jeg betraadte i Filadelfia, eller rettere sagt, hvor jeg sov.
Atter begyndte jeg min Vandring gjennem Gaderne, og saa enhver Mødende opmerksomt i Ansigtet, indtil jeg traf paa en ung Kvæker, hvis Væsen vakte min Tillid. Denne talte jeg til for at spørge, hvor jeg kunde finde Nattekvarter. Vi befandt os lige ved „Til de tre Matroser“. „Her modtager man vel Fremmede“, sagde Kvækeren, „men Huset har intet godt Ry; hvis De vil følge mig, saa vil jeg vise Dem et bedre Sted“. Han førte mig saa til „Crooked-billet“ i Waterstreet. Her bestilte jeg Middagsmad, medens man rettede en Mængde personlige Spørgsmaal til mig, da min unge Alder og mit Antræk nok vakte Mistanke om, at jeg var en rømt Læregut.
Næste Morgen opsøgte jeg Bogtrykker Andrew Bradford. I Butiken traf jeg hans Fader, som jeg havde talt med i Newyork, og som havde reist tilhest og saaledes var kommet hid før mig. Han forestillede mig for sin Søn, som modtog mig høflig og lod servere Frokost for mig, men meddelte mig imidlertid, at han intet Arbeide havde for mig, da han allerede havde engageret en anden Svend. Han tilføiede dog, at der nylig havde etableret sig en anden Bogtrykker paa Stedet, ved Navn Keimer, som maaske kunde skaffe mig Beskjæftigelse. Men hvis saa ikke skulde være Tilfælde, saa vilde jeg være velkommen i hans Hus for her og der at gaa ham tilhaande, indtil der fandtes en bedre Anledning for mig.
Den gamle Bradford tilbød sig at introducere mig hos den nye Bogtrykker. Da vi kom til denne, sagde han:„ Nabo, jeg bringer Dem en Standsfælle; maaske De kunde have Brug for ham“.
Keimer gjorde mig nogle Spørgsmaal og lod mig ogsaa gjøre nogle Prøver med Sætning. Han meddelte mig, at han vistnok for Tiden ikke havde noget Arbeide for mig, men snart vilde kunne beskjæftige mig. Samtidig meddelte han den gamle Bradford, som han ikke kjendte, men holdt for en ham velsindet Borger af Byen, sine Projekter og sine Forhaabninger for Fremtiden. Bradford, der passede sig vel for at meddele ham, at han var Fader til hans Konkurrent, forsøgte at faa vide, hvorpaa hans Forhaabninger grundede sig. Dette skeede i mit Nærvær, og det kunde ikke undgaa mig, at den ene var en gammel Ræv og den anden en Nybegynder. Keimer blev ikke lidet forbauset, da han senere fik vide, hvem den Gamle var.
Keimers Trykkeri bestod kun af nogle faa slidte engelske Typer og en gammel defekt Presse, som han heller ikke forstod at bruge, da han kun var Sætter. Begge Bogtrykkere i Filadelfia syntes mig forresten at savne alle Betingelser for at drive et Trykkeri. Bradford havde i det Hele taget ikke lært Bogtrykkerhaandverket og var desuden meget udannet.
Efter nogle Dages Forløb sendte Keimer Bud efter mig for at jeg skulde begynde Arbeidet. Han vilde imidlertid ikke, at jeg skulde bo hos hans Konkurrent Bradford, saalænge jeg var i hans Tjeneste, og skaffede mig derfor Kost og Logis hos en Mr. Read, som senere blev min Svigerfader.
Jeg forsøgte nu at stifte Bekjendtskaber blandt Byens unge Folk, som var bevandret i Literaturen, og førte snart et behageligt Liv. Paa denne Maade forsøgte jeg saa meget som mulig at glemme Boston og sørgede for, at man der ikke fik Rede vaa hvor jeg var reist hen.
Et uventet Tilfælde indtraf dog, som snart skulde bringe mig tilbage igjen. Jeg havde en Svoger, Robert Holms, som førte Fartøi mellem Boston og Delavare, og som fik vide om mit Opholdssted. Han skrev til mig, at mine Forældre var meget bedrøvet over min pludselige Afreise, og at alt snart vilde vende sig til mit bedste, hvis jeg vilde komme tilbage. Jeg besvarede hans Brev og forklarede ham min Handlemaade. Da han modtog dette, var han tilfældigvis i Selskab med Provinsens Guvernør, Sir William Keith, med hvem han talte om mig og viste Brevet. Guvernøren læste dette og var forbauset over min unge Alder. Han sagde, at han holdt mig for en Mand, af hvis Talenter man kunde vente sig meget og som maatte opmuntres. Hvis jeg derfor vilde gjøre mig selvstændig, vilde han saa meget som mulig støtte mig med alle offentlige Arbeider, han raadede over. Alt dette erfarede jeg først senere af min Svoger.
En Dag, da jeg sammen med Keimer var beskjæftiget ved Vinduet, saa vi Guvernøren og en anden Herre, Oberst French fra Newcastle, komme tvers over Gaden lige mod vort Hus. De bankede paa Døren, og Keimer, som troede at Besøget gjaldt ham, skyndte sig at gaa dem imøde. Men Guvernøren spurgte efter mig og sagde mig med en Høflighed og Nedladenhed, af hvilken jeg hidtil havde mødt saa lidet, en hel Del Smigrerier. Han ønskede at lære mig nærmere at kjende og bebreidede mig i al Venskabelighed at jeg ikke havde gjort ham bekjendt med min Ankomst til Byen. Han bad mig strax at drikke en Flaske Vin med ham og Oberst French i et nærliggende Hotel. Jeg var, som jeg ikke kan negte for, noget forbauset over dette, og Keimer syntes som lynslaaet. Guvernøren foreslog mig nu at etablere mig selv, og baade han og Oberst French lovede mig al mulig støtte med offentlige Arbeider. Da jeg betvivlede, at min Fader vilde hjælpe mig, sagde Sir William at han vilde medsende en Skrivelse til min Fader, hvor han vilde forklare ham Foretagendets utvivlsomme Lønsomhed. Det blev besluttet, at jeg med næste Skibsleilighed skulde reise tilbage til Boston. Imedens skulde Planen holdes hemmelig, og jeg fortsatte at arbeide hos Keimer som før.
Guvernøren bad mig engang imellem til Middag, hvad jeg betragtet som en stor Ære for mig, saameget mere, som han behandlede mig med udsøgt Forekommenhed.
I Slutningen af April 1724 var en liden Seilbaad klar til at afgaa til Boston. Jeg bad Farvel med Keimer under Paaskud af at jeg skulde besøge mine Forældre. Efter en stormfuld Reise, som varede næsten 14 Dage, kom vi til Boston.
Jeg havde nu været borte fulde syv Maaneder, uden at mine Forældre eller Slægtninge havde hørt noget fra mig. Min Familie var forbauset over min uventede Tilbagekomst, men alle, undtagen min Broder, glædede sig over at se mig igjen. Jeg besøgte min Broder i hans Trykkeri. Jeg var nu bedre klædt end i den Tid, da jeg var i Lære hos ham, havde et Uhr og næsten 5 Pund Sterling i Lommen. Han modtog mig ikke netop høflig, og efterat han havde seet paa mig fra øverst til nederst, fortsatte han sit Arbeide. Hans Arbeidere spurgte mig nysgjerrig, hvor jeg havde været, hvad det var for et Land og hvorledes jeg likte det. Jeg talte med den største Ros om Filadelfia og det lykkelige Liv, som jeg førte der, og at jeg agtede mig tilbage did. Da en af dem spurgte mig, hvad for en Myntsort der brugtes, tog jeg en Næve fuld af Sølvpenge ud af min Lomme. Dette var for dem noget Nyt, thi i Boston kjendte man kun papirpenge. Jeg viste dem ogsaa mit Uhr. Da min Broder vedblev at være sur, gav jeg dem en Skilling til en „Drink“ og sagde Farvel. Dette Besøg ærgrede min Broder dybt, og han sagde til min Moder, at han aldrig kunde tilgive mig derfor.
Min Fader blev forbauset over Guvernørens Brev, men talte ikke meget om dette. Efter hans Mening syntes det at tyde paa liden Omtanke at lade en Gut, som først om tre Aar kunde tælles til de Voxne, begynde egen Forretning. Han skrev imidlertid et høflig Brev til Guvernøren og takket ham for den tilsagde Velvillie og Beskyttelse; men afslog dog bestemt at yde mig Understøttelse, da han holdt mig for at være for ung.
En Ungdomsven af mig, Collins, var saa begeistret af min Fortælling om mit nye Opholdssted, at han besluttede sig til at følge mig. Han reiste forud overland til Newyork, medens jeg skulde komme efter Søveien, medtagende hans Bogsamling. Medens han ventede paa mig i Newyork, førte han et meget letsindigt Liv og var stadig drukken, saaledes at jeg maatte betale hans Gjæld for Kost og Logis samt videre yde ham Reisepenge, en Byrde, som faldt mig meget tung og ubehagelig.
Jeg reiste saa atter tilbage til Newyork, denne gang ledsaget af mine Forældres Velsignelse.
Da vor Baad landede ved Newport paa Rhode Island, besøgte jeg min Broder Johan, som for flere Aar siden havde slaaet sig ned her, og som modtog mig meget venligt. Da en af hans Venner ved Navn Vernon havde en Fordring paa 35 Pund i Pennsylvanien, bad han mig at inkassere disse Penge og opbevare dem indtil han gav mig Efterretning, hvorpaa han udleverede mig en Anvisning. Dette Tillidshverv foraarsagede mig mange Ubehageligheder. Da Guvernøren af Newyork, hvis Navn var Burnet, fik vide af Kapteinen, at der var en ung Mand ombord, der medførte mange Bøger, bad han at jeg maatte besøge ham. Guvernøren tog meget venligt imod mig og viste mig sit store Bibliothek. Dette var den anden Guvernør, som viste mig Opmerksomhed, og da jeg dengang var en fattig Gut, kunde det ikke feile, at disse smaa Begivenheder glædede mig meget.
Vi kom til Filadelfia, efterat jeg underveis havde inkasseret Vernons Penge. Uden disse Penge vilde vi ikke have naaet frem. Denne Misbrug af den mig viste Tillid var atter en stor Vildfarelse i mit Liv, og et Bevis paa, at min Fader havde Ret, da han mente jeg var for ung til at forestaa en egen Forretning.
Da Guvernøren, Sir William, læste min Faders Skrivelse, udtalte han at han fandt min Faders Forsigtighed for overdreven. „Der er Forskjel mellem Menneskene“, sagde han, „og Aarene gjør ikke altid en Mand klogere. Naar ikke Deres Fader vil oprette en Forretning for Dem, saa vil jeg selv gjøre det. Giv mig en Liste over de Ting, som De behøver fra England, saa skal jeg skaffe dem tilveie. De kan betale mig, naar det passer Dem. Jeg har besluttet at have en dygtig Bogtrykker her, og er overbevist om, at Deres Foretagende vil lykkes.“
Jeg havde ingen Grund til at betvile hans Oprigtighed, men holdt dog Planen hemmelig. Først senere fik jeg vide, at han var ødsel med Løfter, som han aldrig havde tænkt paa at holde. Jeg gav ham en Fortegnelse over de nødvendige Ting for et lidet Trykkeri, hvis Omkostninger jeg anslog til omtrent hundrede Pund Sterling, Han spurgte mig, om jeg ikke havde Lyst til selv at reise til England for at kunne vælge de forskjellige Ting selv og stifte Bekjendtskaber blandt Fagmænd der. Da dette syntes mig ønskeligt, sagde han: „Gjør Dem istand til at reise med „Annis“. Dette Skib gjorde en Reise om Aaret og var i denne Tid det eneste, som seilte regelmæssig mellem Filadelfia og London. „Annis“ skulde først afgaa om nogle Maaneder og jeg arbeidede derfor videre hos Keimer, som intet anede om mit Forehavende.
Imedens havde jeg vist Miss Read endel Opmerksomhed; jeg havde den største Agtelse og Hengivenhed for hende og troede ogsaa at have Grund til at tro, at disse Følelser vandt Gjenklang. Men vi var begge saa unge, knapt 18 Aar gamle, og da jeg stod i Begreb med at foretage en lang Reise, holdt hendes Moder det ikke for raadeligt at lade Forholdet udvikle sig videre.
I denne Tid pleiede jeg Omgang med nogle unge Venner, som alle havde literære Interesser. Ogsaa Guvernøren indbød mig ofte i sit Hus og syntes at like sig i mit Selskad. Om vor Plan talte han stedse som en afgjort Sag. Jeg skulde faa Anbefalingsbreve til hans Venner i England og et Kreditbrev til at kjøbe de nødvendige Trykkeriredskaber. Han havde oftere bedt mig at modtage disse Breve; men hver Gang jeg kom for at hente dem, anmodet han mig om at komme igjen, Skibets Afgang var gjentagne Gange bleven udsat, og da det nu endelig skulde seile og jeg indfandt mig hos Guvernøren for at sige Farvel og modtage Brevene, kom hans Sekretær og meddelte mig, at Guvernøren var meget optaget; men at han endnu før Skibets Afgang i Newcastle vilde være der for at levere mig Brevene.
En af mine Venner ved Navn Ralph, som var gift og havde et Barn, besluttede sig til at følge mig til England for at knytte Forbindelser der og tage Varer hjem i Kommission.
Efterat jeg havde bedt Farvel med mine Venner og vekslet Løfte med Miss Read om Troskab, forlod jeg Filadelfia. Ved Newcastle kastede Skibet Anker. Guvernøren var da allerede der og jeg gik til ham. Men da jeg kom til hans Bolig, modtog hans Sekretær mig med udsøgt Høflighed for at meddele mig, at Guvernøren ikke kunde modtage mig, da han var optaget i vigtige Forretninger, men at han vilde sende Brevene ombord til mig. Han ønskede mig en god Reise og snarlig Gjensyn. Lidt skuffet gik jeg tilbage til Skibet, men endnu uden at fatte Mistanke til ham.
Efter en stormfuld Reise naaede vi London den 24. December I724.
Blandt Brevene, som blev sendt ombord fra Guvernøren, var der ikke et eneste til mig. Hvad skulde man tro om en Guvernør, som tillod sig en saa nedrig Streg, som at narre en fattig og uerfaren Gut? Men dette var næsten bleven til en Vane for ham; thi han vilde gjøre sig populær, og da han kun havde lidet at give bort, var han desto gavmildere med Løfter.
Sammen med Ralph, som var min uadskillelige Ven, leiede vi et fælles Logi for 3½ Shilling pr. Uge. Først nu erklærede Ralph, at han havde forladt sin Rone og sit Barn og agtede at blive i England. Han var uden Penge og laante af mig for at kunne friste Livet, medens han søgte Beskjæftigelse.
Jeg fandt snart Arbeide hos Palmer, dengang et af de betydeligste Trykkerier i London. Her blev jeg næsten et Aar. Tiltrods for at jeg var meget flittig, brugte Ralph og jeg alle de Penge jeg tjente. Ralph syntes ganske at have glemt baade Kone og Barn og jeg ogsaa Miss Read, som jeg kun sendte et eneste Brev, og dette kun for at meddele hende, at jeg ikke vilde vende tilbage saa snart. Dette var igjen en af mit Livs slemme Trykfeil, som jeg gjerne vilde korrigere, hvis jeg igjen kunde begynde Livet forfra.
Hos Palmer blev jeg beskjæftiget med at sætte Wollastons „Naturlige Religion“. Da nogle af hans Argumenter ikke syntes mig tilstrækkelig begrundet, skrev jeg en liden metafysisk Afhandling under Titel: „En Dissertation over Frihed og Nødvendighed, Fornøielse og Smerte“. Efter dette behandlede Palmer mig med mere Agtelse og saa i mig en begavet ung Mand, endskjønt han fandt de i mit Skrift udtalte Grundsætninger for at være afskyelige. Trykningen af denne Afhandling var ogsaa en Trykfeil i mit Liv; men ifølge denne gjorde jeg endel interessante Bekjendtskaber med fremragende og lærde Mænd.
Jeg maatte omsider tænke paa at spare lidt, og i denne Hensigt byttede jeg mit Arbeidssted med et meget større, nemlig Watts, hvor jeg haabede at kunne tjene mere, og hvor jeg da ogsaa blev Resten af mit Ophold i London. Ved min Tiltredelse i den nye Stilling arbeidede jeg først som Trykker for at skaffe mig mere Bevægelse, som jeg var vant til fra Amerika, hvor man afvekslende arbeidede som Sætter og Trykker. Jeg var vant til kun at drikke Vand, medens de andre Arbeidere, hvis Tal var omtrent 50, var store Øldrikkere. Jeg bar ofte en stor Satsform i hver Haand op og ned Trappen, medens de andre maatte bruge begge Hænder for at bære en. De var forbauset over dette og af mange andre Exempler, at det amerikanske Vanddyr, som de kaldte mig, var sterkere end Øldrikkerne. Ølgutten fra en nærliggende Restaurant havde nok at gjøre hele Dagen med at betjene dette ene Hus. Hver Lørdag havde de at betale 4 a 5 Shilling for Øl, en Udgift, jeg var fuldstændig fri for. Paa denne Maade tilbringer disse fattige Djævle hele sit Liv i frivillig Fattigdom og Elendighed.
Efter nogle Ugers Forløb trængte Watt mig som Sætter, og jeg blev flyttet til 2den Etage, hvor jeg omsider fik stor Indflydelse paa mine Kamerater. Da jeg altid var flittig og aldrig gjorde blaa Mandag samt gjennem min Rutine som Sætter vandt jeg ogsaa min Principals Agtelse, saaledes at Tiden gik paa den behageligste Maade.
Paa Trykkeriet sluttede jeg et Venskabsforbund med en ung Mand ved Navn Wygate, hvis Forældre levede i gode økonomiske Omstændigheder og som havde en bedre Opdragelse end almindelig er blandt Bogtrykkere. Han var vel bevandret i Latin og talte perfekt Fransk samt var literært interesseret. Han gjorde mig det Forslag, at vandre hele Europa gjennem med ham, idet vi skulde skaffe os Midler dertil ved fra Tid til anden at arbeide i vort Haandverk. Jeg var nær ved at give mit Tilsagn til Planen, da jeg tilfeldigvis traf en Ven, Mr. Denham, hvis Bekjendtskab jeg havde gjort under Overreisen fra Amerika, og hvem jeg meddelte mit Forehavende. Han fraraadede mig dette og mente, at jeg hellere skulde reise tilbage til Filadelfia, hvad han selv snart skulde gjøre med en stor Mængde Varer for at aabne en Forretning. Han tilbød mig Plads som Medhjælper og vilde undervise mig i Bogholderi. Hans Forslag tiltalte mig, thi jeg var bleven noksaa kjed af London og tænkte ofte paa de lykkelige Dage, som jeg havde tilbragt i Pennsylvanien. Skjønt Indtægterne var mindre end de, jeg havde som Sætter, modtog jeg strax den tilbudte Stilling, da denne jo bød paa større Fremtidsmuligheder.
Saa tog jeg altsaa — som jeg mente for altid — Farvel med Trykkerkunsten. Jeg var nu daglig beskjæftiget hos Denham, idet jeg gik fra Forretning til Forretning med ham for at indkjøbe Varer, sørge for deres Pakning og Indskibning o. s. v.
saadan tilbragte jeg ca. 5 8 Maaneder i London. Skjønt jeg havde arbeidet ivrig og kun brugt lidt til Theaterbesøg og Bøger, var jeg dog noksaa fattig paa Grund af Udlæggene for min ven Ralph, der beløb sig til omtrent 27 Pund.
Den 23. Juli 1726 gik vi tilsøs fra Gravesend og landede i Filadelfia den 11. Otober.
Keith var nu ikke længer Guvernør. Han havde maattet vige for en anden. Jeg mødte ham paa Gaden, men han gik forbi mig uden at sige et Ord, tilsyneladende noksaa skamfuld. Jeg vilde ikke have været mindre skamfuld om jeg havde mødt Miss Read. Efterat hun havde modtaget mit Brev, havde hendes Forældre tilraadet hende at opgive mig og tage en anden.
I mit Fravær havde Keimer leiet et større Hus, indrettet Butik, som var vel forsynet med Papir og andre Artikler, samt faaet nye Typer og engageret flere nye Folk, af hvilken dog ingen var brugbare. Denham leiede et Lokale i Waterstreet, hvor vi indrettede Butik. Jeg gik med Liv og Lyst til min nye Gjerning og blev snart meget rutineret i Handelsforretninger, vi boede og spiste sammen og han behandlede mig som sin Søn og jeg elskede og agtede ham som om det var min Fader. Men denne Lykke skulde ikke vare længe.
I Februar 1727, da jeg netop havde fyldt mit 22. Aar, blev vi begge syge. Jeg havde et saa voldsomt Hold, at jeg troede min sidste Time var kommet. Denham døde efter længere Tids Sygdom, og som Tegn paa sit Venskab testamenterte han mig et lidet Legat. Saa blev jeg atter kastet ud i den vide Verden.
Tilfældigvis var min Svoger Holmes netop i Filadelfia, og han tilraadede mig at gaa tilbage til mit Haandverk. Keimer bød mig en meget betydelig Gage, hvis jeg vilde overtage Ledelsen af hans Trykkeri, saa at han selv kunde ofre sig helt for sin Butik.
Hans Kone og Slegtninger i London havde svært lidet godt at sige om ham, og jeg var i stor Uvished
om jeg burde indlade mig i nogen videre Forbindelse
Det varede imidlertid ikke længe før jeg forstod, at Keimer, naar han tilbød mig en saa stor Jøn, kun havde til Hensigt at bruge mig til at oplære hans raa og uvidende Arbeidere og Lærlinge, og saasnart disse var lidt dresseret, da at hjælpe sig med disse. Ikke desto mindre holdt jeg mit Løfte. Jeg fik Orden i hans Officin, hvad der trængtes i høi Grad, og hans Folk blev omsider brugbare Arbeidere.
Mine Forbindelser med erfarne og videnskabelig dannede Personer blev stedse flere. Keimer behandlede mig med stor Høflighed og tilsyneladende med Agtelse, og jeg havde ikke Grund til at beklage mig over noget, hvis ikke Gjælden til Vernon havde plaget mig. Han var imidlertid saa hensynsfuld ikke at minde mig derom.
Vort Trykkeri manglede ofte det nødvendige Antal Typer; men det var dengang ikke noget Støberi i Amerika. Jeg havde vistnok seet denne Haandtering i London, men ikke viet denne nogen større Opmerksomhed. Desuagtet forsøgte jeg at gjøre en Støbeform. Jeg brugte vore Typer som Patricer, gjorde Matricer deraf og støbte saa Typer, som paa temmelig tilfredsstillende Maade supplerede vort manglende Typemateriel. Ligeledes graverede jeg forskjellige Ornamenter, lavede Sværte, gav Butiken et bedre Udseende; kort sagt, jeg var i enhver Henseende Forretningens Faktotum.
Men hvor nyttig jeg end gjorde mig, saa indsaa jeg dog, at mine Tjenester hver Dag blev af mindre Betydning, efterhvert som de andre Arbeidere blev mere øvede. Da Keimer betalte mig min 2den Kvartalsgage, lod han mig forstaa, at han syntes det var alt formeget, og haabede, at jeg vilde eftergive ham noget. Han begyndte at blive mindre høflig, og Tonen blev som min Herres. Hyppig fandt han noget at udsætte, var vanskelig at tilfredsstille, og det saa ut til at han vilde lade det komme til et Brud med mig.
Jeg lod som om jeg ikke merkede noget og bar alt med Taalmodighed. En ubetydelig Hændelse blev imidlertid Aarsagen til at Forholdet opløstes. Jeg hørte en Dag Larm udenfor og saa ud af Vinduet for at erfare hvad der var paafærde. Keimer var paa Gaden, og da han saa mig, raabte han høit og vred til mig, at jeg skulde passe mit Arbeide. Han tilføiede ogsaa nogle Bebreidelser, som ærgrede mig saa meget mere, som de blev tilraabt mig fra Gaden, saa de kunde høres af Naboerne, som ligeledes var bleven lokket til Vinduerne af Støien og saaledes blev Vidner til den Behandling, som vederfaredes mig. Umiddelbart derpaa kom han op paa Trykkeriet, hvor han fortsatte sine Fornærmelser. Vor Strid blev gjensidig heftig og Enden blev, at han opsagde mig fra min Plads. Han beklagede kun, at han var nødt til at beholde mig endnu de tre Maaneder, som Kontrakten hjemlede mig. Jeg meddelte ham imidlertid, at hans Beklagelse var ganske overflødig, da jeg ønskede at gaa paa staaende Fod. Med disse Ord tog jeg min Hat og gik.
En af mine Medarbeidere hos Keimer ved Navn Meredith, kom om Aftenen til mig for at tale om det passerede, og da han havde stor Agtelse for mig, var han bedrøvet over at jeg forlod Trykkeriet, medens han maatte forblive der. Jeg havde isinde at vende tilbage til min Fødeby, men han forsøgte at overtale mig til at blive i Filadelfia, og fortalte, at Keimers Forretning var i en saa elendig Forfatning og saa sterkt forgjældet, at hans Kreditorer allerede begyndte at røre paa sig, og at han inden kort Tid maatte gaa fallit, hvoraf han mente jeg kunde høste Fordel. Da jeg foreholdt ham min Mangel paa Kapital, meddelte han mig, at hans Fader havde en meget høi Mening om mig, og at han sikkert vilde laane mig de nødvendige Midler til at etablere et Trykkeri, hvis jeg vilde gaa i Kompagni med ham. „Deres Kundskaber“, tilføiede han, „opveier min Kapital, og vi deler Udbyttet ligt.“ Forslaget var ikke at foragte, og jeg slog til. Hans Fader, der netop var i Byen, gav ogsaa sit Bifald til planen.
Jeg gav ham en Fortegnelse over de Ting, som vi trængte fra London, og Bestillingen blev strax gjort. Vi kom overens om at holde Sagen hemmelig indtil Materialernes Ankomst fra London, medens jeg skulde forsøge at erholde Arbeide i et andet Trykkeri. Jeg fik imidlertid intet, og blev saaledes gaaende ledig. Lidt senere fik Keimer Udsigt til at kunne trykke et Parti Papirpenge for New-Jersey, hvortil han trængte nye Typer og Kobberplader, som han kun kunde faa lavet hos mig. Da han frygtede, at hans Konkurrent Bradford vilde faa Bestillingen, naar han ansatte mig, saa sendte han mig en meget øfltig Indbydelse om at komme tilbage til ham. Meredith raadede mig ogsaa hertil, særlig fordi han under min Ledelse havde Anledning til at uddanne sig videre, og jeg gik med paa det. Fra denne Tid levede jeg i et bedre Forhold med Keimer.
Han fik virkelig Bestillingen fra New-Jersey, og for at kunne udføre den, byggede jeg en Kobbertrykpresse, den første i Landet. Jeg graverede forskjellige Ornamenter og vignetter i Kobber, og vi begav os begge til Burlington, hvor jeg udførte det Hele til almindelig Tilfredshed og skaffede derved Keimer en Sum Penge, saaledes at han endnu en Tid kunde holde Hovedet over Vandet.
I Burlington gjorde jeg Bekjendtskab med Provinsens fornemste Personer, da flere af disse af den lovgivende Forsamling var beordret til at være tilstede for at kontrollere Trykningen af Pengesedlerne. De var afvekslende hos os, og i Almindelighed havde Kommissionæren en eller anden Bekjendt med for at holde sig med Selskab. Da jeg var mere belæst end Keimer, likte de bedre at underholde sig med mig end med ham, og han blev ofte helt tilsidesat. De tog mig ofte med hjem, indførte mig hos sine Venner og behandlede mig med den største Opmerksomhed.
Vi blev her næsten 3 Maaneder, og ved min Afreise kunde jeg tælle som mine Venner Dommeren Allen, Provinsens Sekretær Samuel Laustic, Isaac Pearson, Joseph Cooper, flere Medlemmer af Familien Smith, som alle var Medlemmer af den lovgivende Forsamling. Generalinspektør Isaac Decow, en gammel og skarpsindig Mand, fortalte mig, at hans første Beskjæftigelse som Barn var at bringe Lere til Folkene paa Teglverket. Først i fremskreden Alder havde han lært at skrive, senere havde han været Medhjælper hos en Opmaalingsingeniør, som havde lært ham dette Arbeide, og endelig var det lykkes ham ved Flid og Sparsomhed at erhverve sig en anseelig Formue. En Dag, da han talte om Keimer, sagde han til mig: Jeg tror, at De snart vil distancere denne Mand og ved en egen Forretning i Filadelfia erhverve en Formue. Han kjendte ikke det ringeste til, hvad jeg havde isinde. Disse nye Venner blev mig til stor Nytte i Fremtiden.
Ikke længe efterat jeg var vendt tilbage fra Burlington, ankom vort Trykkeri fra London. Jeg gjorde op mit Mellemvær med Keimer og flyttede fra ham endnu før han havde Anelse om vort Foretagende.
Neppe havde vi udpakket vore Typer og opstillet vor Presse, før en af mine Bekjendte, Georg House, bragte en Landmand til os, som paa Gaden havde spurgt ham efter en Bogtrykker. Vor Kapital var ved Anskaffelsen af de mangehaande Gjenstande, som var nødvendig, gaaet med, saa de fem Shilling vi modtog som den første Fortjeneste af vor Forretning, bragte mig større Glæde end nogen anden Sum, som jeg senere har modtaget.
Jeg har glemt at nævne, at jeg den sidste Høst havde stiftet en Klub, bestaaende af dannede Personer blandt mine Bekjendte. Klubben fik Navnet „Junto“ og Hensigten var at øge vore Kundskaber. Møderne blev holdt hver Fredag. De af mig foreslaaede Regler forpligtede hvert Medlem til afvekslende at foredrage et eller flere Spørgsmaal vedrørende Moral, politik eller Filosofi, og hver tredie Maaned at oplæse en selvforfattet Afhandling over et selvvalgt Emne. Vore Debatter fandt Sted under en selvvalgt Præsident, og havde kun til Hensigt at
stræbe efter Sandhed. Fornøielsen over at disputere
Diskussionen havde ingen Andel i den. Denne Klub bestod i næsten 40 Aar, og den var den bedste Skole for Politik og Filosofi, som dengang existerede i Provinsen.
Jeg har berørt denne Omstændighed her, fordi den var et af de Midler, som i ikke uvæsentlig Grad bidrog til min Forretnings Fremgang; thi hvert Medlem gjorde sig Umage for at skaffe os Arbeide. Et af dem forskaffede os Trykningen af Kvækernes Historie, et Verk paa 40 Ark i Folioformat. Da Trykningsprisen var meget lav, maatte jeg daglig sætte et Ark, og Klokken blev ofte baade og mere, før jeg blev færdig med mit Dagsverk. Da min satte Form en Aften faldt „i Fisk“, gik jeg ikke tilsengs for jeg havde lagt af og sat to hele Foliosider paany.
Denne utrættelige Flid, som ikke undgik vore Naboer, skaffede os snart Ry og Kredit. Blandt andet kom det mig for Øre, at vort nye Trykkeri havde været Gjenstand for Omtale i Kjøbmamdenes Klub, hvor man var af den Mening, at vort Forehavende vilde mislykkes, da der allerede var to Trykkerier i Byen. En af Medlemmerne, Dr. Baird, var af den modsatte Mening. „Franklins Flid“, sagde han, „er større end jeg nogensinde har seet hos noget Menneske. Naar jeg kommer hjem om Natten fra Klubben, ser jeg ham endnu ved Arbeidet, og saaledes er det ogsaa om Morgenen, naar hans Naboer endnu ligger i Sengen.“ Dette gjorde Indtryk paa Selskabet, og kort derefter kom et Medlem til mig for at tilbyde mig Skrivematerialer. Vi ønskede dog den gang endnu ikke at oprette nogen Butik.
Naar jeg fortæller saa meget om min Flid, saa gjør jeg ikke dette for at høste Ros, men i den Hensigt, at de af mine Efterkommere, som læser disse mit Livs Tildragelser, skal lære at forstaa, hvilken gunstig Indflydelse denne Dyd har havt paa mine Anliggender.
En Dag kom en af mine tidligere Kolleger fra Keimer, Webb, til mig for at tilbyde mig sin Tjeneste, vi kunde for Øieblikket ikke beskjæftige ham, men jeg var saa uforsigtig at meddele ham, at jeg havde til Hensigt i den nærmeste Fremtid at starte en Avis, hvor jeg da kunde trænge ham. Jeg meddelte ham ogsaa, at mit Haab om et godt Resultat grundede sig paa, at den eneste Avis, som da fandtes i Filadelfia, og som blev trykt hos Bradford, var en elendig redigeret Lap uden Spor af Interesse, men desuagtet fordelagtig. Webb forraadte min Plan til Keimer, og han undlod ikke at komme mig i Forkjøbet. Han udsendte strax et Prospekt til en ny Avis, som han agtede at udgive Sammen med Webb.
Jeg blev i høieste Grad opbragt over denne Behandling, og skrev, i den Hensigt at modarbeide ham, nogle humoristiske Artikler i Bradfords Avis for at latterliggjøre hans Foretagende. Efterat Keimer havde holdt paa med sit Blad i 9 Maaneder, og i denne Tid ikke havde faaet mere end 90 Abonnenter, tilbød han mig det for en Bagatel. Da jeg allerede i længere Tid havde forudseet dette, saa betænkte jeg mig ikke længe paa at gaa med herpaa. Dette Foretagende blev meget fordelagtig for mig.
Jeg merker, at jeg fornemmelig taler i første Person, endskjønt min Forbindelse med Meredith fremdeles bestod. Men det kommer vistnok deraf, at hele Forretningen hvilede paa mine Skuldre alene; Meredith var ikke Sætter, kun Trykker, og dertil en slet Trykker, desuden var han drikfældig. Mine Venner var bekymret for mig for denne Forbindelse.
Det første Nummer af vor Avis frembragte, hvad Udstyret angaar, ingen anden Virkning end enhver anden Provinsavis. Men nogle Bemerkninger af mig om den dengang verserende Strid mellem Guvernøren og Massachusetts lovgivende Forsamling, skrevet i den mig egne Art, forekom nogle Læsere mere end middelmaadig og foranledigede, at man omtalte Bladet og dets Forlæggere, og vort Abonnentantal voxede stadig. Dette var de første Frugter af at jeg havde lært mig at fæste mine Ideer paa Papiret.
Bekjendtgjørelser, Love og andre offentlige Tryksager blev udført hos Bradford. Engang blev en Adresse fra den lovgivende Forsamling til Guvernøren trykt saa daarlig og var saa fuld af Feil, at den maatte omtrykkes. Vi udførte dette meget nøiagtig og omhyggelig og sendte ogsaa hvert af Medlemmerne et Exemplar. Disse saa Forskjellen, og dette øgede vore Venners Indflydelse i den lovgivende Forsamling saaledes, at vi for det følgende Aar blev Overdraget dens Tryksager.
Ved denne Tid var det, at Vernon mindede mig om min Gjæld, dog uden at kræve mig for Betalingen. Jeg Vkrev et høflig Brev til ham og bad om endnu lidt Taalmodighed, hvilket han ogsaa indvilgede. Saasnart jeg var istand dertil, betalte jeg ham med megen Tak Kapital og Renter tilbage, saaledes at denne mit Livs Vildfarelse paa en Maade blev sonet.
Men nu kom en anden Vanskelighed, som jeg ikke i ringeste Maade havde tænkt paa. Min Kompagnons Fader, som efter vor Overenskomst skulde bestride alle Udgifter ved Trykkeriets Oprettelse, havde hidtil kun betalt 100 Pund. Vi skyldte endnu 100 Pund, og Agenten sagsøgte os. Vel kunde vi ved at skaffe Kaution hindre videre Skridt, men med den bedrøvelige Udsigt, at naar Terminen kom og vi ikke kunde betale, saa vilde Sagen blive paadømt og vore smukke Forhaabninger derved blive ødelagt og vi selv helt ruineret.
I denne Nød kom to sande Venner til mig, hvis ædelmodige Handling jeg ei har glemt, og, saalænge jeg kan huske noget, aldrig vil glemme. De kom hver for sig uden at vide noget af den andens Hensigt, og uden at jeg havde anmodet derom. Hver bød mig saa mange Penge som jeg trængte forat bringe Forretningen over paa mine Hænder, hvis dette lod sig gjøre, da de ikke gjerne saa mig i Selskab med Meredith, da denne ofte viste sig drukken paa Gaden og spillede høit i Ølhusene. Disse Venner var William Coleman og Robert Grace. Jeg sagde dem, at jeg ikke kunde foreslaa nogen Skilsmisse, saalænge der var nogen Sandsynlighed for at Merediths vilde opfylde deres Andel af Overenskomsten. Skulde de derimod ikke være istand hertil og vort Selskab som Følge deraf maatte opløses, saa vilde jeg som fuldstændig fritstaaende modtage det ædelmodige Tilbud.
En Tid blev alt ved det gamle. Men en Dag sagde jeg til min Kompagnon: „Maaske er Deres Fader utilfreds med, at De blot har en Del i Forretningen og ikke er villig til at gjøre for to, hvad han kunde gjøre for Dem alene. Sig mig det kun ligefrem, saa vil jeg overlade Dem det hele og se til, hvorledes jeg kan hjælpe mig videre.“ „Nei“, sagde han, „min Fader er skuffet i sine Forventninger; han er ikke istand til at betale, og jeg ønsker ikke at bringe ham i videre Vanskeligheder. Jeg ser, at jeg ikke duer til at være Bogtrykker. Jeg er født som Farmer og ønsker at gaa tilbage til Landet. Hvis De vil paatage Dem Forretningens Gjæld, betale min Fader de udlagte 100 Pund samt give mig en ny Sadel, saa vil jeg give Afkald paa min Andel og overdrage Dem det hele.“
Jeg modtog hans Forslag uden Nølen, bragte det til Papiret og det blev strax undertegnet og beseglet.
Saasnart jeg havde løsrevet mig fra Meredith, henvendte jeg mig til mine to Venner, men da jeg ikke vilde give nogen af dem Fortrinet, modtog jeg af hver en Halvpart af hvad jeg trængte. Jeg betalte derefter Selskabets Gjæld og fortsatte Forretningen for egen Regning, efterat jeg først offentlig havde bekjendtgjort Selskabets Opløsning. Dette var Aaret 1730.
Ved denne Tid forlangte Folket en ny Udgave af Papirpengene, da det forhaandenværende Kvantum, som kun beløb sig til 15,000 Pund, var forbrugt. Den mere velstaaende Befolkning var mod alslags Papirpenge af Frygt for Værditab, og modsatte sig denne Forholdsregel af alle Kræfter.
Vi havde gjort denne Sag til Gjenstand for Omtale i vor „Junto“, hvor jeg erklærede mig for en ny Udgave af Papirpenge, da jeg var af den Overbevisning, at den første Udgave af 1723 havde bidraget meget til Befordring af Handel og Industri, til Øgningen af Befolkningen o.s.v.
Vore Debatter om dette Spørgsmaal satte mig saa grundig ind i Sagen, at jeg skrev et anonymt Flyveskrift, som havde Titelen: „Undersøgelser om Papirpengenes Natur og Nødvendighed“. Dette blev meget vel modtaget af den jevnere Befolkningsklasse, men ikke af de velstaaende, da mit Skrift kun øgede Ønsket om en ny Udgave af Papirpenge. Flertallet af den lovgivende Forsamling var imidlertid for Sagen og den gik igjennem. Da mine Venner mente, at jeg derved havde gjort Lndet en Tjeneste, sørgede de for at jeg fik Trykningen af Papirpengene, som blev en ganske lønnende Affære og kom vel med.
Tid og Erfaring stadfæstede min Opfatning om Papirpengenes Nytte, og der var senere ikke nogen egentlig Modstand mod dem. Men jeg har den Overbevisning, at der gives Grænser, over hvilke man ikke kan gaa uden at volde stor Skade.
Snart efter skaffede min Velynder Hamilton mig Trykningen af Papirpengene for New-Castle, ogsaa et lønsomt Arbeide, ialfald efter mine daværende Begreber, idet Folk med ringe Formue ogsaa anser smaa Ting for store. For mig var dette virkelig stort, idet dette opmuntrede mig meget. Dette forskaffede
mig ogsaa Trykningen af Forhandlingerne, Lovene
længe jeg drev min Forretning.
Nu aabnede jeg ogsaa en liden Bog- og Papirhandel og begyndte efterhvert at betale den Gjæld, som jeg havde været nødt til at gjøre. For at sikre mig Kredit og Navn som ærlig Forretningsmand sørgede jeg for ikke alene i Virkelighed at være flittig og sparsommelig, men ogsaa at undgaa ethvert Skin af det modsatte. Jeg var altid tarvelig klædt og holdt mig borte fra alle offentlige Fornøielser. For at vise, at jeg ikke hævede mig over min Stand, kjørte jeg engang imellem det Papir, jeg kjøbte, hjem paa en Trillebør.
Derved opnaaede jeg Ry for at være en flittig ung Mand og en punktlig Betaler. Kjøbmændene, som indførte Skrivematerialer fra Europa, søgte mig til Kunde, andre tilbød sig at levere mig Bøger, og min lille Forretning havde den bedste Fremgang.
Keimers Forretning gik mere og mere tilbage, og han maatte omsider sælge for at kunne tilfredsstille sine Kreditorer. En af hans Folk, David Harry, som jeg havde oplært medens jeg var hos Keimer, kjøbte hans Trykkeri. Jeg var til en Begyndelse lidt bange for i ham at have faaet en dygtig Konkurrent og foreslog ham at gaa i Kompagniskab med mig, hvilket han dog, til mit Held, afviste med Foragt. Han var en overordentlig stolt Person, men førte et udsvævende Liv og var sjelden at træffe i sin Forretning. Han stiftede Gjæld, og forsømte Forretningen i den Grad at han inden kort Tid ikke havde noget mere at gjøre i dette Land, men fulgte Keimer, som var udvandret til Barbados. Her ansatte Lærlingen sin forrige Mester som Arbeider. Men de laa bestandig i Strid med hverandre. Harry kom atter i Gjæld og maatte tilslut særlge Forretningen.
Jeg havde nu, foruden Bradford, ingen Konkurrent længer i Filadelfia. Men Bradford brød sig ikke meget om Forretningen, da han levede i gode økonomiske Omstændigheder. Han havde desuden en Fordel forud for mig, idet han var ansat som Postmester, hvorfor Publikum troede, at han af denne Grund havde lettere for at skaffe sig Nyheder for sin Avis. Man holdt hans Avis for at være mere udbredt og derfor bedre skikket for Avertering, hvad der var til stor Fordel for ham, men til megen Skade for mig. Som Postmester forsøgte han at forhindre mig fra at faa Nyheder med Posten, men jeg bestak Postførerne. Denne Bradfords skammelige Adfærd ærgrede mig meget, men jeg vogtede mig vel for at gjøre Gjengjæld, da jeg senere efterfulgte ham i Embedet som Postmester.
Som Nabo og gammel Bekjendt havde jeg stedse vedligeholdt en venskabelig Forbindelse med Miss Read. Hendes Forældre indbød mig ofte, spurgte mig om Raad, og jeg havde derved Anledning til at gjøre dem Tjenester. Deres Datters ulykkelige Stilling gik mig meget nær. Hendes Mand havde nemlig forladt hende og var efter Sigende gift med en anden i England. Der gik ogsaa Rygter om at han var død. Jeg betragtede min Ubestandighed, at jeg under mit Ophold i London havde glemt hende, som Hovedaarsag til hendes Ulykke.
Vor gjensidige Tilbøielighed opstammet paany; men der var mange Vanskeligheder iveien for vor Forbindelse, da ingen sikre Efterretninger fandtes om hendes Mands Død. Ikke desto mindre vovede vi at forene os og giftede os den 5. Sevt. 1730. Hun viste sig at blive en trofast og prøvet Ledsagerinde og bidrog meget til min Butikforretnings Fremgang. Alle vore Foretagender lykkedes vel, og det var vor gjensidige Bestrebelse at gjøre hverandre lykkelige. Saaledes rettede jeg saa godt det lod sig gjøre denne min store Ungdomsfeil.
Vor Klub var i hin Tid hos Mr. Grace, som havde overladt os et Værelse til Møderne. Et Medlem gjorde en Dag den Bemerkning, at da vi ofte under Debatterne trængte vore Bøger, burde disse anbringes der, saaledes at vore Privatbibliotheker blev til Fællesbibliothek, hvorved man vilde have den gjensidige Fordel at samtlige Medlemmer kunde benytte Bøgerne. Dette Forslag vandt Bifald, og vi fik samlet saadanne Bøger, som vi mente var skikket dertil og som vi kunde undvære, og opstillede disse i vort Klubværelse. Der kom dog ikke saa mange sammen, som vi havde ventet, og omend vi havde adskillig Nytte af dette, saa blev den dog efter et Aars Tid opløst, og enhver fik sine Bøger tilbage.
Ved denne Tid var det, at jeg kom paa den Ide, ved offentlig Subskription at oprette et almindeligt Laanebibliothek. Jeg opsatte Betingelserne, lod disse bringe i ordentlig Form af en Sagfører og mit Projekt kom, som det vil vise sig, med Held til Gjennemførelse. Dette blev Moderen til alle Nordamerikas Laanebibliotheks-Selskaber, som nu er saa talrige og i stor Udvikling. Disse Bibliotheker har hævet Amerikanernes almindelige Konversationstone og gjort Haandverkere og Bønder ligesaa intelligente som andre Landes dannede Folk.
Dette Bibliothek gav mig Midler ihænde til at uddanne mig videre, idet jeg hver Dag benyttet 1 a 2 Timer til Læsning og saaledes nogenlunde erstattede den lærde Opdragelse, som min Fader engang havde til Hensigt at give mig. At læse var den eneste Fornøielse, som jeg tillod mig.
Min Fader havde blandt de Lærdomme, som han gav mig i Guttealderen, hyppig nævnt Salomonis Ord: „Ser du en Mand, ærlig, redelig og dygtig i sit Kald, saa skal han staa for Kongen; han skal ikke staa for almindelige Mennesker.“ Som Følge herav betragtede jeg Flid som et Middel til at komme til Velstand og Udmerkelse, hvilket ansporede mig meget, skjønt jeg da ikke kunde drømme om, at jeg nogensinde bogstavelig skulde „staa for Kongen“, hvad der dog senere har været Tilfælde; thi jeg har staaet for 5 Konger, og har endog havt den Ære at sidde til Taffels med en, nemlig Kongen af Danmark.
Vi har et engelsk Ordsprog som siger: „Den, som vil komme frem, maa raadspørge sig med sin Kone.“ Jeg var saa lykkelig at have en Hustru, som var lige saa flittig og nøgtern som jeg selv. Vi nøiede os med den enkleste Kost og spiste af simple Lerskaale og med Tinske. Da jeg en Morgen blev kaldt til Frokost, fandt jeg den serveret i en Porcelænsskaal og med en Sølvske. Min Kone havde kjøbt dette uden mit Vidende og herfor betalt den uhyre Sum af 23 Shilling, hvorfor hun ikke havde anden Undskyldning, end at hun syntes, at hendes Mand ligesaa godt som hans Naboer fortjenede at spise af Porcellæn og med Sølvske.
Ved denne Tid fattede jeg den modige og alvorlige Beslutning at stræbe efter moralsk Fuldkommenhed. Jeg ønskede, at kunne leve uden at begaa nogen Feil; jeg ønskede at kunne overvinde alt, hvortil naturlig Tilbøielighed, Vane eller Selskad kunnde foranledige mig. Da jeg vidste eller troede at vide, hvad der var Ret og Uret, saa indsaa jeg ikke, hvorfor jeg ikke altid kunde gjøre det ene og lade være at gjøre det andet. Jeg saa dog snart, at jeg havde stillet mig en langt vanskeligere Opgave end jeg havde troet. Medens jeg anvendte al Omhu for ikke at begaa den ene Feil, blev jeg hyppig overrasket i at begaa en anden. Jeg kom tilsidst til det Standpunkt, at den blot theoretiske Overbevisning, at det er i vor Interesse at være fuldkommen dydig, ikke er tilstrækkelig til at bevare os for Fald. I denne Hensigt opfandt jeg følgende Methode: Under 13 Navne sammenfattede jeg alt, hvad der dengang syntes mig nødvendig og ønskelig af Dyder, nemlig:
- Maadehold. Spis ikke til du blir sløv, drik ikke indtil Beruselse.
- Taushed. Tal kun, hvad der kan være andre eller dig selv til Nytte; udgaa intetsigende Underholdning.
- Orden. Lad enhver Ting faa sin Plads, og enhver Del af din Forretning sin Tid.
- Beslutsomhed. Gjennemfør, hvad der maa gjennemføres. Fuldfør ubsnhørlig, hvad du paabegynder.
- Sparsommelighed. Gjsr ingen andre Udgifter end de, som kommer dig selv og andre tilgode, d.v.s. vær ikke ødsel med noget.
- Flid. Tab ingen Tid; vær altid beskjæftiget med noget nyttigt, og befat dig aldrig med noget unyttigt.
- Oprigtighed. Gjør dig ingen skadelige Illusioner; tænk uskyldig og retfærdig, og naar du taler, saa tal derefter.
- Retfærdighed. Gjør ingen Fortræd, idet du gjør ham Uret eller undlader de Velgjerninger, som er din Pligt.
- Selvbeherskelse. Undgaa Extremer; vogt dig for at føle Fornærmelser saa dybt, som de efter din Formening fortjener.
- Renslighed. Taal ingen Urenslighed paa dit Legeme, paa dine Klæder eller i din Bolig.
- Sindsro. Vær ikke urolig over Smaatterier eller almindelige og uundgaaelige Ulykkestilfælder.
- Kyskhed. Øv sjelden kjønslig Omgang og kun for Helbredens eller Efterkommernes Skyld, aldrig til Skade for din eller andres Sjælefred eller dit gode Rygte.
- Ydmyghed. Tag Jesus og Sokrates til Forbillede.
Skjønt det var min Hensigt at tilegne mig alle disse Dyder, saa holdt jeg det dog for raadeligst ikke at forsøge paa at klare alle paa engang, men at rette min Opmerksomhed paa en Dyd ad Gangen, indtil jeg til en vis Grad havde gjort mig til Herre over den. Med de andre fik det indtil videre gaa sin vante Gang. Jeg satte Maadehold i Spidsen for alle andre Dyder, da denne er nødvendig for at holde Hovedet koldt og klart. Har man erhvervet sig og fæstnet Maadehold, vil det være meget lettere at bevare Taushed o.s.v.
Jeg gjorde mig en liden Bog, hvori hver Dyd anvistes sin egen Side, og noterede saa hver Aften efter nøiagtig Prøve de begaaede Feil med et Kors.
| MAADEHOLD | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Spis ikke til Overmættelse! Drik ikke til du bliver beruset! | |||||||
| S | M | Ti | O | To | F | L | |
| Maadehold | |||||||
| Taushed | + | + | + | + | |||
| Orden | ++ | + | + | + | + | + | |
| Beslutsomhed | + | + | |||||
| Sparsommelighed | + | + | |||||
| Flid | + | ||||||
| Oprigtighed | |||||||
| Retfærdighed | |||||||
| Selvbeherskelse | |||||||
| Renslighed | |||||||
| Sindsro | |||||||
| Kyskhed | |||||||
| Ydmyghed | |||||||
Denne min lille Bog havde til Valgsprog disse Linier af Addisons „Cato“: „Dette skal være min Ledestjerne. Hvis der er en Magt over os (og det er der; hele Naturen raaber høit derom gjennem alle sine Verker), saa maa han elske Dyden; og det, som han elsker, maa være lykkebringende.“
Desuden nogle Linoer af Cicero: „O, Filosofi! Du, som indblæser Dyder og uddriver Laster! En eneste Dag, levet paa rette Maade og efter dine Bud, er bedre end et udødeligt Liv i Synd.“
Det vil være nyttig for mine Efterkommere at vide, at det — næst Guds Velsignelse — er disse smaa Kunstgreb, som jeg har at takke for den vedvarende Lykke, som jeg har nydt til nu i mit 79. Aar. Maadehold har jeg at takke for min god Helbred; Flid og Nøisomhed takker jeg for den tidlige Erhvervelse af Behagelighed og Velstand samt for alle Kundskaber, som har sat mig istand til at blive en nyttig Borger, og som har skaffet mig en vis Grad af Anseelse blandt de Lærde; Oprigtighed og Retskaffenhed har jeg at takke for mit Lands Tillid til mig og for de Æreshverv, som jeg fik; og den samlede Indflydelse af alle de andre Dyder, selv i den ufuldkomne Stand, som jeg formaaede at tilegne mig disse, den fuldkomne Ro i mit Væsen og hin Belivethed i Underholdningen, saaledes at min Omgang endnu er søgt endog blandt yngre Bekjendte.
I Aaret 1732 offentliggjorde jeg for første Gang min Almanak under Navnet Richard Saunders. Den blev udgivet af mig i 23 Aar og kaldtes i Almindelighed „Den fattige Richards Almanak“. Jeg beflittede mig paa at gjøre den saavel almennyttig som underholdende, og Efterspørgselen var saa stor, at den bragte mig en ganske pen Netto; thi jeg solgte hvert Aar ca. 10,000 Expl. Da jeg saa, at den blev læst næsten i hvert Hus i Provinsen, saa syntes jeg der var god Anledning til Udbredelse af gode Lærdomme for det almindelige Folk, som ellers ikke havde Anledning til at kjøbe Bøger. Jeg udfyldte derfor alle passende Mellemrum med korte Ordsprog og væsentlig saadanne, som talte for Flid og Nøisomhed som Middel til at erhverve Velstand og Agtelse.
I Aaret 1733 begyndte jeg at studere Sprog og gjorde mig snart saavidt til Herre over det Franske, at jeg uden Møie kunde læse Verker i dette Sprog. Derefter begyndte jeg med det Italienske, senere lærte jeg ogsaa Spansk saavidt at jeg ogsaa kunde læse Bøger i dette Sprog.
Det første offentlige Tillidshverv erholdt jeg i Aaret 1736 da jeg blev valgt til Sekretær i Provinsens lovgivende Forsamling. Valget fandt i dette Aar sted uden Modstand: men da man næste Aar igjen foreslog mig, saa holdt et nyt Medlem en lang Tale mod mig for at anbefale en anden Kandidat. Men jeg blev gjenvalgt, hvad der, foruden den direkte Fordel, gav mig Anledning til at vedligeholde Medlemmernes Interesse for min Forretning.
Da Oppositionen kom fra en Mand med Formue, Opdragelse og Talenter, som med Tiden kunde skaffe ham Indflydelse, var dette ikke noget behagelig for mig. Det var imidlertid ikke min Hensigt ved noget Kryberi at vinde denne Mands Sympati. Men efter nogen Tid valgte jeg følgende Fremgangsmaade: Da jeg vidste, at han i sit Bibliothek havde en meget sjelden Bog bad jeg ham i en Skrivelse at laane mig denne nogle Dage, hvad han strax gjorde. Han havde aldrig før talt med mig; men da han traf mig næste Gang, talte han meget høflig til mig, og senere blev vi gode Venner. Dette er et Bevis paa, hvormeget nyttigere det er at rydde tilside fiendtlige Stemninger og Handlinger end at tage dem fornærmelig, at besvare og fortsætte disse.
I Aaret 1737 tilbød Oberst Spotswood, dengang Generalpostmester, mig Stillingen som Postmester i Filadelfia. Jeg modtog den beredvillig og fandt, omend Gagen var liden, Stillingen meget fordelagtig især for min Avis, som derved vandt i Udbredelse og Anseelse, saa at den i Tidens Løb gav mig betydelige Indtægter.
Min Forretning gik rask fremover og mine Forhold blev daglig bedre og behageligere. Jeg fik bekræftet den gamle Sandhed, at har man engang erhvervet de første 100 Pund, saa gaar det meget lettere at faa fat i de andre, fordi Pengene selv er af frugtbar Art.
Jeg begyndte nu at beskjæftige mig med offentlige Anliggender, til en Begyndelse dog kun med mindre Ting. Det var Politivæsenet, Brandvæsenet og lignende kommunale Anliggender. Jeg savnede ogsaa to Ting, nemlig et Landsforsvar og en høiere Undervisningsanstalt for Ungdommen. Jeg gjorde derfor i 1743 et Udkast til Oprettelse af et Akademi. Det blev dog foreløbig ikke noget af dette. I det følgende Aar havde jeg derimod bedre Held ved Oprettelse af et filosofisk Selskab.
Med Hensyn til Forsvarssagen offentliggjorde jeg en Brochure: „Enkel Sandhed“, hvori jeg stillede Landets Forsvarsløshed i skarp Belysning og paaviste Nødvendigheden af et Forsvar. Skriftet havde en overraskende Virkning, og snart var der en Mængde Mænd under Vaaben. Da Officererne i de Kompagnier, som dannede Filadelfia-Regimentet, traadte sammen, valgte de mig til deres Oberst. Jeg afslog dog denne Ære, da jeg ikke følte mig skikket for dette Hverv. Jeg foreslog nu Igangsættelse af et Lotteri for at faa Midler til Istandbringelse af et Batteri med Udrustning. Foretagendet lykkedes, og snart var Batteriet istand og forsynet med Kanoner.
Min oprindelige Plan om Oprettelse af et Akademi kom først istand i 1749. Dette blev Begyndelsen til Universitetet i Filadelfia. Jeg har været den ene af dets Kuratorer fra Begyndelsen af, altsaa nu i snart 40 Aar, og havt den store Glæde at se en Mængde unge Mænd gaa ud fra denne Anstalt, som er blevet meget nyttig for Samfundet og en pryd for Landet.
Da jeg omsider havde gjort mig fri for mine egne Forretninger og erhvervet mig en tilstrekkelig, omend beskeden Formue, haabede jeg for Resten af min Levetid at kunne vie mine Interesser for Naturvidenskab, og fortsatte mine elektriske Forsøg med stor Iver. Men publikum betragtede mig nu som en forretningsløs Person og tog mig i sin Tjeneste næsten for alle Grene i Civilforvaltningen. Guvernøren udnævnte mig til Medlem af Fredskommissionen, Byen valgte mig til Medlem af Borgerraadet og snart derefter til Borgermester. Borgerskabet valgte mig nu ogsaa til sin Representant i den lovgivende Forsamling. Alle disse mange frivillige Beviser paa offentlig Agtelse var for mig, som var af saa lav Herkomst, noget stort og smigrede min Ærgjerrighed. Stillingen i den lovgivende Forsamling beholdt jeg i 10 Aar, uden at jeg nogensinde havde gjort det allerringeste for at erhverve en Stemme.
I 1751 kom Dr. Thomas Bond paa den Tanke at oprette et Hospital. Men han kom ingen Vei for jeg havde taget Sagen i min Haand og gjennemført den. Jeg udkastet ogsaa en Plan til at brolægge Byens Gader, deres Renholdelse og Belysning.
I 1753 blev jeg udnævnt til Generalpostmester for de engelske Kolonier i Amerika. I denne Anledning maatte jeg samme Aar foretage en Forretningsreise til Ny-England, hvor Universitetet i Cambridge havde stjænket mig Magister-Graden. Yale-College i Connecticut havde allerede tidligere givet mig en lignende Udmerkelse.
Da det i 1754 atter saa ud til Krig med Frankrige, blev jeg som Kommissær for Staten Pennsylvanien sendt til Albanien for at forhandle med Indianerstammerne angaaende Forsvaret af deres og Koloniernes Landomraade. Det var paa denne Reise, at jeg udarbeidede en Plan til en Forening af samtlige Kolonier under en Regjering. Planen blev dog forkastet af den britiske Regjering, tiltrods for at den, efter enkelte Koloniers Mening, syntes at give den engelske Krone altfor megen Magt.
Dog — jeg er ilet forud for min Historie. Krigen med Frankrige havde saaatsige begyndt, og jeg blev som Medlem af den lovgivende Forsamling anmodet om at være behjælpelig med at skaffe Penge. Da England ikke vilde betro Forsvaret af sine Kolonier til Amerikanerne selv, idet de frygtede at de derigjennem kunde blive sig sin egen Styrke formeget bevist, sendte de to engelske Regimenter til Amerika. Men Penge til Krigsførelsen forlangte de af sine Kolonier. Jeg havde arbeidet flittig for at faa en saadan Lov igjennem, og det lykkedes ogsaa. Men samtidig havde jeg ogsaa formuleret en Lov til Istandbringelse af en frivillig Milits, hvilket ogsaa uden synderlig Vanskelighed lykkedes. Jeg forfattet ogsaa et Flyveskrift i denne Anledning, som efter min Mening udøvede stor Virkning.
Guvernøren opfordrede mig til at sørge for Forsvaret af Landets nordlige Grænser, som blev herjet af Fienden, og jeg paatog mig dette Hverv, endskjønt jeg ikke følte mig særlig skikket dertil. Jeg havde snart 560 Mand under min Kommando, og vi afmarscherede. Min Søn, som i den forrige Krig mod Kanada havde tjent som Officer, var min Adjutant.
Da imidlertid mit Nærvær krævedes i den lovgivende Forsamling, reiste jeg tilbage til Filadelfia. Her fandt jeg, at min Plan om et Landsforsvar havde udmerket Fremgang, idet Tilgangen var ganske stor og almindelig. Da Officererne traadte sammen, valgte de mig til Oberst for Regimentet, hvilket jeg nu modtog. Da jeg første Gang holdt Mønstring over mit Regiment, ledsaget dette mig hjem og saluterede mig med flere Salver foran mit Hus.
Det turde nu være paa sin Plads her at give en Fremstilling af mit søende Ry som Fysiker. I 1746 under et Besøg i Boston traf jeg en Dr. Spence, som viste mig forskjellige elektriske Experimenter, som overraskede og glædede mig ligemeget, da de angik en for mig helt ny Gjenstand. Da jeg kom hjem til Filadelfia, gjentog jeg disse Experimenter og tilføiede nogle nye. Mit Hus vrimlede i nogen Tid af Folk, som vilde se disse nye Undere. En Afhandling, som jeg skrev om Lynets Identitet med Elektriciteten, blev af fagkyndige gjort latterlig. Men mine Indlæg i Sagen svulmede op til et helt Kvartbind, som udkom i 5 Oplag og blev oversat til Fransk, Italiensk, Tysk og Latin. Mine Theorier blev i Europa mere og mere anerkjendt som de rigtige. Hvad der hjalp min Bog til en saa hurtig og almindelig Berømthed, var de deri foreslaaede Experimenter at trække Lynet af Skyerne, som under Navnet „Experimenterne af Filadelfia“ vakte al Verdens Beundring. Jeg vil her ikke forlænge denne Fortælling med Skildringen af hint Hovedexperiment og den ualmindelige Tilfredsstillelse, som jeg havde dengang jeg lod min Papirdrage stige op i Filadelfia, da dette findes nævnt i Lørebøgerne for Elektricitet.