Brev fra Henrik Ibsen til onkelen Christian Paus fra 1877

Brev fra Henrik Ibsen til Christian Paus av Henrik Ibsen

Dette brevet ble sendt fra Henrik Ibsen til onkelen Christian Cornelius Paus etter at Ibsens far Knud Ibsen døde i 1877.

Til Christian Paus.

München, den 18. November 1877.

Kære onkel Christian!

Skønt en af Deres nærmeste slægtninge, frygter jeg dog med god grund for at blive halvvejs betragtet som en fremmed, når De herude fra det fjerne mod- tager disse linjer fra mig. For udenforståendes øjne ser det jo også ud som om jeg frivilligt og med forsæt havde gjort mig fremmed for min slægt eller ialfald en gang for alle fjernet mig fra den; men jeg tror jeg tør sige at ubønhørlige omstændigheder og forholde heri fra først af havde den væsentligste del.

Anledningen til at jeg idag tilskriver Dem, kære onkel, vil De naturligvis let gætte. Af udenlandske aviser og dernæst gennem et brev fra Hedvig, erfarer jeg at min gamle fader er gået bort, og jeg føler en trang til at udtale min hjerteligste tak til alle dem af familjen, som kærligt har bidraget til at lette ham så mange år af hans liv, og som derved har på mine vegne eller i mit sted påtaget sig, hvad jeg lige indtil den nærmeste fortid ikke vilde have set mig istand til.

Fra mit 14de år var jeg henvist til at sørge for mig selv; jeg har i lange og mange tider måttet kæmpe hårdt for at bryde mig min bane og nå did hen, hvor jeg nu står. At jeg i alle disse kampens år så yderst sjelden skrev hjem, havde sin væsentligste grund i at jeg ikke formåede at være mine forældre til hjælp og støtte; jeg syntes det var ørkesløst at skrive, hvor jeg ikke faktisk og praktisk kunde handle; jeg håbede stadig på at mine forholde skulde bedre sig; men det skede meget sent og for ikke længe siden.

En stor trøst var det mig derfor at vide mine for- ældre, og nu senest min gamle fader, omgiven af kær- lige slægtninge. Og når jeg nu frembærer en tak til dem alle, som har rakt de bortgangne en hjælpsom hånd, så gælder denne tak også for den hjælp og let- telse jeg derved har fundet på min livsvej. Ja, kære onkel, lad det være Dem sagt, og sig det igen til de øvrige slægtninge, at hvad de alle i kærlighed har på- taget sig af min pligt og min skyldighed, det har i en væsentlig grad støttet mig under min higen og stræ- ben og bidraget til at fremme, hvad jeg har udrettet her i verden.

Under mit sidste besøg i Norge følte jeg en stærk lyst til at besøge Skien og da navnlig min slægt; men jeg følte også en stærk utilbøjelighed til at komme i nærmere berørelse med visse dersteds herskende ånds- retninger, som jeg sletikke føler mig beslægtet med, og med hvilke et sammenstød let kunde have frem- kaldt ubehageligheder eller ialfald en misstemning, som jeg helst vilde undgå. Jeg har imidlertid ingen- lunde opgivet tanken om engang at få se mit gamle barndomshjem igen. Om et år blir min søn student her, og vi kan da vælge vort opholdssted, hvor vi vil. Rimeligvis går vi først for en kortere tid til Italien og tager derefter bolig i Kristiania, skønt jeg frygter for at jeg ikke i længden vil kunne trives eller arbejde i Norge. De forholde, jeg her lever under er langt gun- stigere; det er den store verdens forholde med ånds- frihed og med et vidt syn på tingene. Men på den anden side kræver jo disse forholde betydelige offre af forskellig slags.

Vedlagt sender jeg Dem mit fotografi. Det er nu 27 år siden vi såes og De vil naturligvis ikke kunne kende mig igen; men jeg håber vi skal opleve den dag, da familjen kan få anledning til personlig at overbevise sig om billedet ligner originalen eller ikke.

Og hermed, kære onkel, vil jeg slutte. Modtag selv og bring familjen de hjerteligste hilsener fra

Deres taknemmelige og hengivne brodersøn Henrik Ibsen.

Tilbake til toppen av siden.