Brev til paven (1518)
Den sidst nevnte bog (resolutionerne) sendte Luther til pave Leo, ledsaget af følgende brev:
Broder Martin Luther, augustinermunk ønsker den allerhelligste fader Leo X, øverste biskop, evig frelse.
1. Jeg hører, allerhelligste fader, at der gaar et meget ondt rygte om mig, hvoraf jeg mærker, at nogle venner har tilrakket mit navn meget ilde for eders hellighed og eders omgivelser, som om jeg skulde have fordristet mig til at nedsætte nøglemagtens værdighed og den høieste biskops myndighed. Derfor blir jeg udskjeldt og fordømt som kjætter, oprører, meneder, og jeg ved ikke, med hvor mange vanærende navne, ja spot og bagtalelse. Jeg maa høre og se ting, som jeg gruer for og forfærdes over. Men min frimodigheds eneste trøst og klippe staar fast, nemlig at jeg har en uskyldig og rolig samvittighed.
2. Dog er det ikke noget nyt, jeg hører; for med samme slags vaabenmærker og hjelm blir jeg ogsaa i vort land smykket og prydet af nogle ærlige og sandhedskjærlige folk; de har selv en ond samvittighed og understaa sig til at overføre sin vanart og sine skjelmstykker paa mig og ved at føre vanære og skam over mig besmykke og sætte en ære i egen vanart og skjelmsstykker. Men jeg vil, hellige fader, gaa til sagen, som e. h. naadelig ville høre af mig, som er uvidende og uerfaren og som et barn at regne.
3. Man har i de sidst forgangne dage begyndt at forkynde det apostoliske aflads-jubilæum, og det har taget slig overhaand, at de, som forkynder det, og som ikke tro andet, end at de kan gjøre og tale, hvad de bare vil, under beskyttelse af e. h.s navn (hvorved de ogsaa indjage folk frygt og skræk), at de offentlig tør lære ugudelig, skjendig, kjettersk løgn, til overordentlig forargelse, haan og spot for den geistlige øvrighed, akkurat som om dekretalerne om rentemestrenes misbrug osv.[1] ikke angik dem.
4. Og de lade sig ikke nøie med uden nogen sky at udspy sin gift med skamløse ord; men de lade desuden ogsaa udgaa smaabøger, som de udsprede blandt folket, og i hvilke de fastholde sine skjendige og kjetterske løgne; som bevis herpaa kan anføres, at de med ed forbinde og tvinge skriftefædrene til med al troskab flittigt og uden ophør at indbilde folket sine løgne. Jeg vil ikke tale om deres skammelige, uhørte og umættelige gjerrighed, hvoraf mest alle bogstaver og tytler i de samme bøger stinke grovt og ilde.
Jeg taler sandhed; ingen af dem kan fragaa denne trafik. For bøgerne er der, de kan ikke bortlyves. Og deres forehavende har en heldig og hurtig fremgang, saa at de udsuge folket med blot og bar opdigtet trøst; de flaa huden af dem, som profeten Mika siger (3, 2), og æde kjødet af deres ben; men herunder leve de selv særdeles her ligt og rigeligt.
5. En udflugt har de, hvormed de understaa sig til at bringe forargelserne til taushed, nemlig skrækken for e. h.s navn, trusel om ild, samt kjetternavnets spot og skam. Og dette driver de slig, at det er utroligt, hvor de vise sig at være duelige og skikkede til at true og forskrække dermed, stundom ogsaa bare de mærke, at de blir modsagte i sit taabelige snak og skjendige løgn, om dette ellers kan kaldes at stanse forargelserne og ikke heller ved det rene tyranni at opvække tvedrag og tilslut oprør.
6. Alligevel gaar der ikke desmindre i alle vertshus rygter og klager over presternes gjerrighed; der blir ogsaa talt ilde om nøglemagten og den høieste biskops myndighed, som talen mand og mand imellem vidner om i hele Tyskland. Jeg kan med sandhed sige, at jeg, da jeg hørte og erfarede saadant, brændte og ivrede for Kristi ære, som jeg mente, eller, om man vil tyde det saa, det unge livlige blod blev hedt i mig, og jeg saa dog godt, at det ikke vilde sømme sig for mig at bestemme mig til eller gjøre noget her.
7. Jeg formanede derfor særlig nogle kirkeprælater[2]; hos nogle fandt min formaning et godt sted og blev modtagen; men andre spottede mig og tydede mit foretagende paa mange slags vis. Ti skrækken for e. h.s navn og truslen om bansættelse havde største magten.
8. Tilsidst da jeg ikke kunde andet, fandt jeg det bedst at modsætte mig dem — ikke skarpt eller haardt, men med lempe —: jeg fremsatte tvil om deres lære, for at der kunde bli disputeret derom. Jeg lod derfor udgaa et lidet skrift indeholdende sætninger om afladen og opfordrede særlig de lærde, som maatte være nærværende, eller i modsat fald skriftlig, at forhandle med mig derom — noget som ogsaa mine modstandere godt kjendte til af mit korte forord til de nevnte sætninger om afladen.
9. Deraf, helligste fader, er der opstaat en saa stor brand, at det har fenget i hele verden, som de skrige op om og klage over — muligens af den grund at de ikke vil unde mig, der jo dog ogsaa ved e. h.s apostoliske autoritet er magister i teologien, som andre at have magt, ret og frihed til at deltage i en disputation paa et frit offentligt universitet eller høiskole, som det er skik og sedvane ved alle universiteter i hele kristenheden — ikke bare om afladen, men om meget høiere og vigtigere ting, nemlig om guddommelig magt, forladelse og barmhjertighed.
10. Dog gaar det mig ikke meget nær, at de ikke under mig saadan ret, som jeg har modtaget ved e. helligheds myndighed, eftersom jeg dog, skjønt ugjerne, maa tillade dem meget større ting, nemlig at de blande Aristoteles’ drømme ind i teologien og fremføre pur løgn om Guds majestet i sine disputationer, udover og tvertimod den tilladelse, som er givet dem af e. hellighed.
11. Men hvilken naturens orden der saa veldig har virket til, at netop mine disputationer alene fremfor alle andre, baade deres og alle doktorers i fortiden, er komne ud næsten i al verden, det forundrer mig selv høilig, eftersom de dog er fremkomne hos os (tyskere) og bare for vor skyld, og fremkomne slig, at det er mig uforklarligt, at alle mennesker kan forstaa dem. For det er disputationer (noget som skal drøftes), ingen lære og heller ikke tros-artikler, dertilmed, som skikken er, opstillede og fremsatte mørke og dunkle. Havde jeg ellers vidst, ut de skulde have havt saadanne følger, saa skulde jeg sandelig, saavidt det stod til mig, have affattet dem klarere, saa enhver let kunde have forstaat dem.
12. Hvad skal jeg da gjøre? Tilbagekalde kan og vil jeg ikke, og jeg ser dog, at jeg kun har vakt stor avind og had derved, at jeg har ladet min disputation komme for lyset. Desuden er det meget mod min vilje at komme ud af min krog frem paa pladsen blandt folk, da jeg maa høre, at næsten alle menneskers farlige og mangfoldige dom gaar mig imod, og dette navnlig fordi jeg er ulærd, uerfaren og saadanne vigtige sager altfor lidet voksen. Og saa dette i denne guldalder, da der er saa mange fintdannede høilærde folk, og der daglig blir flere af dem, — da alle frie kunster blomstre, grønnes og vokse (ikke at tale om det græske og ebraiske sprog), — da selve Cicero, om han levede nu, vilde være fristet til at gjemme sig bort i en krog, og han førte dog frem for dagen store og vigtige ting i sin tid og var selv en høvding. Men den høie nød tvinger mig gaas (som ordsproget lyder) til at snadre med svanerne (som synge saa yndigt).
13. Derfor og for at jeg tildels kan forsone ogsaa mine modstandere og opfylde manges ønske og forlangende, lader jeg, h. f., mine tanker komme for lyset, at man kan faa se forklaringen af mine sætninger om afladen. Men jeg lader dem komme for lyset, h. f., for at jeg under beskyttelse og skjærm af e. h.s navn og under skyggerne af eders vinger kan være des sikrere. Af denne forklaring kan nemlig alle, som vil, forstaa, hvor rent og enfoldigt jeg har søgt at ære den geistlige myndighed og øvrighed ligesaa vel som nøglemagtens kraft og værdighed, og tillige hvor ondskabsfuldt og falskt mine modstandere paa mange slags vis søge at skade mit gode navn.
14. For hvis jeg var slig, som de skamskjende mig og bære mig ud for at være, og hvis jeg ikke havde fremført min sag paa ordentlig maade, nemlig til at disputere over, som enhver doktor har ret og føie til, da kunde umulig den høiedle herre Fredrik, hertug og kurfyrste af Saksen, som fremfor andre har en særdeles kjærlighed til kristelig og apostolisk sandhed, have taalt et saa skadeligt og giftigt menneske, som de sige og skrive, at jeg er, ved sit universitet i Vittenberg. Da vilde ogsaa de udmærkede høilærde doktorer og magistre ved vort universitet, som med al alvor og nid værge om religionen, utvilsomt have udstødt mig af sit samfund.
15. Men det er ikke nogen pen fremgangsmaade, naar disse avindsmænd ikke alene vil paa føre mig synd og skam, men ogsaa kurfyrsten og universitetet.
16. Derfor, helligste fader, falder jeg for e. h.s fødder og overgiver mig til eder med alt, hvad jeg er og har. E. h. gjøre med mig efter eders behag. Til e. h. staar det at forkaste eller billige min sag, at give mig ret eller uret, at skjenke mig livet eller tage det fra mig. Det gaa nu, som det vil, saa vil jeg ikke vide andet, end at e. h.s røst er Kristi røst, som virker og taler gjennem eder. Har jeg forskyldt døden, saa vægrer jeg mig ikke for at dø; for jorden er herrens og hvad der er paa den (salme 24, 1). Han være lovet i evighed, amen. Han bevare og opholde e. h. til evig tid, amen.
Skrevet paa den hellige trefoldigbeds dag 1518.
M. Luther.
- ↑ De pavelige forordninger mod alleslags bedrag af dem, som havde at indsamle penger til paven.
- ↑ nemlig kardinal-erkebispen i Maints, ligesaa bispen i Brandenborg.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |