Breve fra Kongo/III
Sommeren 1885 udraabtes det i Banana for alt Kongo-Folket, at de spredte og skilte Stammer fra ny af skulde danne et Folk og et Rige, og at Leopold II var Rigets Hersker. Nyheden sendtes til de faa hvide Poster; men Udraabet hørtes neppe af Folket selv; — det fik det nok siden at vide.
Proklamationen fandt Sted ved Rigets Port, og denne aabnedes paa vidt Gab for det stolte Følge: „Stig paa, min Herre, tag Eders Herligheder i Øiesyn, tag Eders Eiendom i Besiddelse; Tiltrædelsesforretningen tager for Alvor sin Begyndelse!“
Jeg maa i den Anledning tænke paa gamle Professor Brandt; han lærte i sin Tingsret, at naar en Mand havde hævdet en Vei over Andenmands Eiendom, kunde denne opkaste langs Veien Hauger af Gjødsel af Mennesker, Gjeder og Svin; — han kunde besætte alle vigtige Punkter med Bikuber, struttende fulde af menneskefiendske Dyr, og ind paa de tilliggende uindhegnede Jorder kunde han slippe Tyre og Springvædere paa fælles Beite, og derefter gaa den lykkelige Hævder venlig imøde og spørge om han ikke vilde tage sig en liden Promenad; — der er Veien, go on please!
Den nye Kongo-Selvhersker havde Retten til Kongoflodens Bassin; men han var nok ikke bedre stillet end Brandts Hævder.
Gjødsel er jo sundt; Bierne kunde rigelig opveies med de utallige Mosquitos, — baade de smittebærende, som bringer Malaria, Sovesyge og anden Djævelskab, og de mere uskyldige, som kun skaffer Svier og Smerte; de vilde Tyre og Springvædere var vel almindelige tarvelige Husdyr, medens Kongoveien var udsat for de 30 Millioner Indfødte, som Stanley havde fablet om, og hvoraf kun et meget lidet Faatal endnu havde fattet Civilisationens Velsignelse, medens de 99, som absolut trængte til Omvendelse, var Menneskeædere og vilde Krigsmænd.
Det man kjendte til selve Veien, var heller ikke opmuntrende.
Man vidste, at Floden var farbar et Stykke opover fra Banana; men at det saa var forløbig slut med Vandveien; thi saa stødte man paa den Bjergkjæde, som under Navn af Krystalbjergene strækker sig langs Central-Afrikas Vestkyst fra Syd til Nord, parallelt med Havet. Man vidste, at dette Høidedrag hævede sig paa sine Steder til 2700 Fod; at det var spaltet af talrige Elve og Bækkefar i Bakker og Skraaninger, som samtlige laa tversover Veiretningen; at det var mangesteds opfyldt af Myrer og Moradser, og at Egnen var gold og øde; thi det var jo netop i disse Trakter, Menneskejægerne fra Kysten havde søgt sine Ofre.
Gjennem denne Bjergkjæde har Kongofloden i sin Tid brudt sig frem og kløvet det i to; og i Kløften løber nu Floden i massive Fald i en Strækning af ca. 360 Km., vild og rasende og utilgjængelig for Menneskenes Børn.
Man vidste, at over disse Elve og Bække, disse Høider og Myrer og Moradser maatte man gaa paa sin Fod. — 400 Kilometer uden Skygge og uden Boliger; og at alle Fødemidler, Ammunition og Udrustning, hver Nagle, hver Plade og hver Planke til Baadene maatte bæres paa Menneskerygge, gjennem vaadt og tørt, unde en ulidelig Sol, eller i Regn og Fugtighed.
Man vidste videre, at naar man saa endelig havde fundet Floden igjen ved Léopoldville, saa var den farbar op til Stanleyfalls —, i en Længde af ca. 1800 Kilometer eller mere end tre Gange saa langt som fra Kristiania til Trondhjem; — at der paa denne Strækning var 5 Poster med Hvide, en eller to paa hver Post, ensomme, modige unge Mænd, uden Forbindelseslinjer, uden Hjælpekilder og uden synderligt Forsvar, omgiven af Horder af sorte Menneskedyr; — som en liden hvid Tand i et uhyre, sort Gab.
Apparent rari nantes in gurgite vasto!
Men mere vidste man heller ikke ved Tiltrædelsesforretningens Begyndelse Sommeren 1885; den bragtes til nogenlunde Endskab i Løbet af 10 Aar — i 1895.
Og i den Tid erfarede man, at fra Stanleyfalls til den nordøstlige Grænse ved Nilen var det ca. 1300 Kilometer, et Stykke Vei, som det tog Stanley i 1887 paa sin Expedition efter Emin Pascha 18 — atten Maaneder at tilbagelægge under navnløse Savn og Lidelser. Man erfarede ogsaa, at fra Stanleyfalls langs Floden til Sydgrænsen var det over 2000 Kilometer, og at Landet for en stor Del var taget i Besiddelse af hele og halve Arabere, som med sine væbnede Tusinder af Smaahøvdinger og Slaver stillede sig hadefuldt iveien for de Hvides Fremtrængen og med Selvopholdelsesdriftens Seighed og Kraft forsvarede sit Kjøbmandskab og sin Ager; og længst mod Syd i Katanga, mod Grænsen af engelsk Rhodesia, herskede Negerkongen Msiri med de gamle Negerfyrsters hele ubeherskede Grusomhed.
Og Nord for Kongofloden vilde man have at underlægge sig store ukjendte Egne, hvor mægtige Stammer var samlet under kraftige Sultaner med Vaaben og Ammunition, givet av Mahdisterne eller ydet som Valuta af Slavehandlere fra Khartoum og Østkysten, og Syd for Floden laa alt Landet mørkt og folkerigt og ukjendt nedover til den portugisiske Grænse.
Og Floden selv! Ja, man erfarede, at den havde mere end 20 Tilløb, større og længere end Glommen, ja nogle op til 1500 Kilometers Længde.
Og over helde det midtre Parti af Riget strakte sig den uhyre, tusindaarige og ugjennemtrængelige Urskov! —
Man skulde tro, der behøvedes en Arme af alle Vaaben og langsom Fremrykning med sikre Forbindelseslinjer og gode Etapper for at okkupere dette merkværdige Land.
Man man havde ingen Arme, og man greiede sig uden. Ca. 40 større og mindre Expeditioner gjennemkrydsede Landet i disse 10 Aar; de tog hver sin Vei og hvert sit Omraade, og hver Expeditions Skjæbne og Bedrifter er kommenteret i adskillige Skrifter. Jeg skal ikke gaa i større Detaljer eller trætte med Opregning af Navne og Steder; det vilde jo ogsaa være ganske unyttigt; thi I har jo ikke noget Kart, eller i hvert Fald gidder I ikke at slaa op i det.
Dels var disse Expeditioner rene Opdagelsesreiser, som gjoder den ubeskrevne Del af Afrika-Kartet stadig mindre; det nye ukjendte Land øvede en sær Tiltrækning paa reiselystne Europæere og Videnskabens Dyrkere, og Englændere, Portugisere, Tyskere og Franskmænd kappedes med Belgierne i Opdagelser og Eventyr; nogle kom sydfra, fra portugisisk Territorium eller fra britisk Syd-Afrika; et Par kom fra Østsiden, men de fleste kom via Boma.
Dels havde Expeditionerne et udelukkende økonomisk Formaal: at undersøge Landets forskjellige Muligheder og faa Greie paa, hvordan det hele bedst skulde lægges an.
Men de fleste og vigtigste Expeditioner havde til Opgave at tage Landet effektivt i Besiddelse i Kongens Navn og plante den blaa Fane med Guldstjernen paa alle vigtige Punkter i det hele uhyre Rige. Med faa Zifre kan de tælles de Hvide — væsentlig Belgiere — som udførte dette vanskelige Pionerarbeide. Med lidet Følge, ofte mangelfuld Udrustning, afskaaret fra Udenverdenen og uden Etapper, drog de opad Floderne, ind i Landet — uimodstaaelige som Lemænd trængte de sig frem; de vandt mange ved Tale, ved Klogskab og Takt, ved Perler og Glimmer — andre ved Krigslist og Vaabenbrug; men det gjaldt jo her ikke i Øieblikket at bekjæmpe Negere, søge Eventyr eller gaa paa Jagt; det gjaldt først og fremst at skaffe mægtige Vasaller og hengivne eller ihvertfald venligsindede Undersaatter og paalidelige Forbundsfæller; det gjaldt en tryg Passificering og en stedse-varig Erhvervelse.
Overalt oprettedes der Stationer, hvor der efterlodes et Par Hvide og en ørliden sort Garnison; disse Hvide gik saa videre igang med at organisere sine Distrikter, vinde nyt Land og nye Undersaatter.
Det var en sikker, stadig og uafbrydelig Fremrykning.
Her var det ikke Tale om at spørge sig tilraads eller afvente Bud fra Overordnede; altid maatte der handles i Øieblikket, og enhver maatte stole udelukkende paa sig selv og handle under eget Ansvar.
Jeg vil nævne som Exempel den unge belgiske Officer, som var sendt som Parlamentær til den nævnte Kong Msiris Hovedkvarter i Katanga. Han merkede pludselig at Msiri pønsede paa Underfundigheder, og at han var gaaet i en Fælde; han var alene blandt disse Tusinder og var ikke i Tvil om deres egentlige Hensigter; da tog den unge Mand ganske rolig frem sin Revolver og skjød ned den mægtige Høvding, hvorefter han selv øieblikkelig blev dræbt. Men med den gamle Negerkonges Fald var ogsaa hans store Rige opløst, og alle de af ham undertrykte Stammer sluttede Forbund med Staten.
Alle disse Reiser med Udrustning, Ammunition og rigelige Lønninger slugte selvfølgelig en Masse Penge. En Del Expeditioner var udrustet af belgiske Selskaber for egen Regning og med stor økonomisk Risiko. Det meste bekostedes dog af Kongen selv; den nye Stat var jo endnu ikke i lykkelig Besiddelse af nogen Statskasse. Det er officielt opgivet, at til Statens Grundlæggelse og Besiddelsestagelse har Kong Leopold sammen med nogle Venner udbetalt 50 Millioner Francs.
En udmerket Hjælp fik ogsaa Staten af den engelske Missionær Grenfell og ved Stanleys Expedition efter Emin Pascha i 1887.
Grenfell, som fra Statens første Dage havde Missionsstation i Leopoldville, drog paa sin lille Missionsdamper opad Floden, opdagede og nærmere undersøgte talrige Tilløb, saa han skaffede et godt Kjendskab til en stor Del af Flodsystemet indtil Stanleyfalls; atter og atter foretog han disse Reiser og altid med store Resultater; han virker fremdeles hernede; han er gift med en Negerinde og har med hende øget sin Menighed med en Række kristne og mangefarvede Børn.
Stanley undersøgte hele Aruwimifloden og Trakterne helt op til Albert Nyanza, hvor han fandt Emin Pascha, og hvor han desuden opdagede Floden Semeliki, som kom fra Syd ud i Albert Nyanza, fra hvis nordlige Ende jo den hvide Nil springer ud. Han fulgte Semeliki sydover og stødte paa den hidtil ukjendte Albert Edvard Nyanza og bragte endelig en Gang for alle Nilens Kilder paa det Rene.
En anden Expedition fandt noget syd for Albert Edvard Nyanza Søen Kivu, som gjennem Elven Rusiji løber sydover i Tanganika, en af Kongoflodens mange Kilder, og hvorved altsaa Flodens Nedslagsdistrikt østover blev fastslaaet og taget i Besiddelse. Grænserne med England blev ordnet ved en Traktat af 12te Mai 1894.
Egnen nord for Kongofloden, Uellé-Ubangi, var ogsaa Gjenstand for en Række vanskelige belgiske Expeditioner, og Forholdene blev saa nogenlunde ordnede, men de store Sultaner der nord har altid været urolige Vasaller. Grænsen mod den nordlige Nabo, Frankrige, var længe et Tvistens Æble, men den blev endelig fastsat ved Traktat af 14de August 1894.
Saaledes var efterhaanden, dels ved fremmed Hjælp, men væsentlig belgisk Kapital og Foretagsomhed hele Nedre-Kongo, den midtre Flods Bassin og omliggende Distrikter taget i Besiddelse og bragt i gjensidig Forbindelse ved en Række af Stationer og Karavaneveie, og Floden selv med Tilløb blev trafikeret med steds flere Steamere. Ordningen af denne Flodtrafik har Skandinaverne den ellervæsentligste Andel i, og næsten alle de hvide Søfolk er den Dag idag Skandinaver; disse har ogsaa taget en fremragende Del i Expeditionerne, men det er især i det sidste 10-Aar, de skandinaviske Officerer er kommet herned — —.
Kongo-Statens farligste Modstander stod det endnu tilbage at beseire; det var Araberne. De var, da Stanley første Gang stødte paa Kongofloden kommet til Nyangwe og havde siden den Tid stadig vundet nyt Terræn; da Staten proklameredes, havde de allerede etableret en Station ved Stanleyfalls, og de var paa sin Jagt efter SLaver og Elfenben naaet helt hen til Aruwimi; de herskede over Landet fra Aruwimi og sydover til Katanga og østover mod Tanganika.
Stanley havde i 1883 oprettet en Station ved Stanleyfalls; den styredes af to Hvide; paa den anden Flodbred var Araberbyen; i to Aar var der Fred og Stillhed, — Araberne drev sin Trafik fuldstændig uhindret af de to Hvide; men i Februar 1886, just som denne yderste Forpost skulde være til Nytte for de kommende Expeditioner, faldt den i Arabernes Hænder. Dette sørgelige Fald skyldtes, som saa mange andre endnu værre — en Kvinde. EN ung mishandlet Araberpige havde flygtet over til Statens Station for at søge Beskyttelse — hun var behandlet saaledes, som man kun kan blive det af en Araber. Den hvide Chef negtede at udlevere hende til fortsatte Pinsler, og deri havde Araberne det længe ønskede Paaskud til at angribe og tilintetgjøre Stationen.
Det var ikke Tale om at oprette dette Nederlag med Vaaben; man havde jo dengang bare et Par smaa Dampskibe, og hele Statens Armé var paa 160 Mand, medens Modstanderen var meget talrig og meget sterk; men paa den anden Side stod man i Fare for at miste et stort og rigt Parti af det Land, som jo — theoretisk talt — allerede hørte til Statens Omraade.
Som sædvanlig klarede Kong Leopold Situationen. Gjennem Stanley, som da var i Zanzibar, engagerede han Tippo-Tip, den mægtigste af alle disse Araber-Kjøbmænd, som Guvernør over hele Kongo-Araberlandet, med god Gage og rigelige Koncessioner, mod at denne Statens Tjener skulde holde Araberne i Tømme og stoppe enhver Slave-Trade nedenfor Falls. Tippo-Tip gik ind paa dette listige Tilbud; han heiste atter Statens Flag paa Stationen Stanleyfalls og indførte Tugt og Orden blandt sine Troesbrødre; — men naturligvis skulde en hvid Mand kontrolere hans Embedsførsel, og i al Stilhed kom der efterhaanden flere hvide Kontroleringsmænd, og inden et Aar var faktisk atter Statens egne Udsendinge Herrer over Stationen; men i 6 Aar stod Tippo-Tip i Navnet som Kongens Repræsentant; han drev Handel som aldrig tilforn og havde desuden fast Gage af 10,000 Francs; de smilte fornøiet baade Tippen og Kong Leopold!
Men ovenfor Stanleyfalls gik Slavehandelen frit og uhindret. Statens Expeditioner vestenfra kom der ret som det var i Kontakt med Araberne, og det store Sammenstød blev efterhaanden uundgaaeligt. Det kom da ogsaa i 1892; men i disse 6 Aar havde Stillingen forandret sig betydelig. De Hvide havde jo havt god Tid til at forberede sig, og ny kom de med en hel liden Hær og med Mængder af araberfiendtlige Negere som Hjælpetropper. Og da Araberne havde letsindig begyndt en ny Opstand, kom Dhanis og hans Tropper ved forcerede Dagsmarscher og raske Vendinger over dem som fordum Jefta, og slog dem sønder og sammen i deres gamle Reder, Nyangwe, Kasongo og Kabambarre, samtidig som paa andre Steder de Hvide vandt lignende Seire. Alle de store Høvdinger blev skudt, og Smaafolket blev spredt for alle Vinde.
Dermed var det fuldstændig slut med Arabervældet; de store Trakter op til Tanganika og Floden i hele dens Længde var i Statens Hænder, og Slavetrafiken tog en brat Ende.
Saaledes var i Løbet af et Tiaar praktisk talt det hele Land effektivt taget i Besiddelse, og Proklamationen i Banana hørtes nu tydeligt over det ganske Rige.
Men borte i Zanzibar sad Tippo-Tip og græd over egen Taabelighed, berøvet sine Børn og sin SLegt, sin Gage og sin Handel, sin Formue, Stand og Stilling, — og der sidder han den Dag idag.