Breve fra Kongo/IX
Men selv den skarpeste Husmor, som anskuer Livet gjennem den største Økonomis allermindste Naaleøie, maa erkjende, at hernede i Troperne, blandt Negrene, er Tjenere, en absolut Nødvendighed. Vi maa have Folk til at klare vort Kjøkken, til at stoppe, lappe, vaske, stryge vort Tøi, og holde det rent og i Orden, — til at besørge Husrengjøringen, og det hver Dag, lufte Sengklæder, varte op ved Bordet og gjøre alle de utallige Ting, som en hvid Mand ikke kan beskjæftige sig med uden at tabe al Anseelse blandt de Sorte. Jeg taler — det er vel overflødigt at tilføie — kun om mandlige Tjenere!
En god Tjener eller Boy, som han overalt benævnes, er hernede en kostelig Ting. Han er allestedsnærværende, han kjender sin Herre Luner — ved,hvordan han skal opvartes, — naar han skal have sin Morgenkaffe, — hvordan Sengen skal stelles, — hvordan hans Tøi skal stives, hvor de læste og hvor de ulæste Aviser skal ligge, en meget vigtig Kundskab, naar man hver tredie Uge faar 100 Aviser med Posten, han „rødder“ aldrig, uden at hver TIng forbliver nøiagtig paa sin Plads, og han forstaar at pakke Kufferterne saaledes, at alting ligger øverst. Paa Reiser er han den uundværlige Ven; han løber i Forveien og gjør op Ild, sætter paa Kaffen, slaar op Teltet, skaffer Mad og gjør alt istand til sin Herres Ankomst til Leirpladsen. Og er man syg — naar Feberen raser og den store Mathed kommer over en, naar Sveden siler og man ikke kan røre et Lem, og man ligger der saa inderlig forladt og ubehjælpelig midt inde i de uhyre Skove, — saa finder han frem Medicinkassen, han kjender Medikamenterne, han bringer varm The, han ordener med Sengklæderne, han steller og værner om en som en kjærlig Mor.
Saadan er den gode, den oplærte Neger-Boy, men har er ikke let at finde. Derimod gives der et Utal af dovne, ondskabsfulde Knefte, som trænger sig ind paa den ukyndige Nykommer og krydrer Livets daglige Ensformighed med tusinde smaa Plager. De renser Tallerkenerne ved at dreie dem rundt i sit krusede Uldhode, de sætter Tandbørste i Neglebørsten og pudser Støvlerne med Haarbørsten; de drikker af Tandvandet og sørger meget snart for, at Servicet er ødelagt og de forskjelligste Effekter er forsvundne.
Kort sagt: Livet i Kongo er i udpræget Grad afhængigt af Monsieur le Boy.
Min første Boy — jeg havde ham helt til her forleden Dag — var 15 Aar og Enkemand med 2 Børn, altsaa en sat, ældre Borger. Og hav var virkelig Enkemand, gift baade borgelig og kirkelig. Han bar Sorg og alle hans Venner med ham, og han havde mange Venner, og der var megen Sorg. Det sorte Bind gjorde sig godt paa et hvidt Trøieærme; men paa en nøgen kulsort Arm virkede det nærmest som en Pleonasme.
Han hed Moloki eller Giftblanderen; han havde skarpt filede Tænder og var Menneskeæder af Natur og Afstamning. Jeg kunde se ham i Speilet, naar han froterede min Krop efter Badet — hvorledes han da ligesom saa sig ud og ømt dvælede ved de bedste Stykker paa mit velskabte Legeme, og hvorledes det hvide i Øinene skinnede med uhyggelig Glans; der steg vel op i ham lykkelige Barndomsminder, — hvordan det og det Stykke gjorde sig paa Spid, og hvordan andre Partier virkede henrivende i grilleret Tilstand. Men han frotterede dog rolig videre og behandlede tilslut upartisk det hele med Omhyggelighed. Men jeg maa tilstaa, at naar han aabnede sin enorme Mund og smilede til mig med de filede Tænder, — saa virkede det til at begynde med noget uhyggeligt.
Han talte Fransk, Giftblanderen. Det var det, som gjorde at jeg straks ansatte ham; det vil sige, han kunde en Del Gloser, men der skulde Øvelse til for at forstaa ham; han vilde sikkelig ikke blive optaget i l’Alliance française. Hans tykke Læber snublede i Konsonanterne, og han udslyngede de merkeligste Vokaler; han smurte de for ham vanskeligere Ord med en smeldfed l. Han sagde f. Eks.: pourqloi. Da jeg første Gang spurgte ham „hvorfor“, svarede han rolig: „Il n’y a pas pourqloi ici, Monsieur“. Jeg studerede over dette Svar; men det skulde nok kun betyde at han ikke vidste hvorfor. Han kjendte i Tiltale kun 2den person Ental og kun „toi“, og da jeg alene havde praktiseret 2den Person Flertal, saa sagde jeg „De“ til ham og han „Du“ til mig, men efterhaanden lærte jeg ogsaa at benytte Entalsformen, saa vi blev Dus, Moloki og jeg. Han kjendte ikke, eller brugte ihvertfald aldrig Ordet non. Han kunde ikke tænke sig at svare en Hvid andet end „Oui, Monsieur“. Det voldte endel Vanskeligheder og mange Misforstaaelser. Det kom ham ogsaa engang nær dyrt at staa. Jeg havde en stor Flaske grøn Charteuse; det var en Skat, som kun toges frem ved større Høitideligheder og skjænkedes i smaa Draaber til store Personer. Men en Dag, da jeg atter skulde flotte mig med min grønne Flaske — saa var Charteusen rød! En eller anden farveblind Neger havde taget sig en forsvarlig Slurk, og for at ingen skulde se, at der var drukket af Flasken, havde han fyldt paa med slet Rødvin! Min Vrede var stor, og Giftblanderen svarede straks paa Forespørgsel „Oui, Monsieur“, men han ledsagede denne rolige Tilstaaelse med en saa energisk utvetydig reservation mentalis, at jeg ikke kunde være i Tvivl om hans Uskyld. Dengang.
Han brugte stadig Ordet black; jeg troede naturligvis, at han for Afvekslings Skyld talte Engelsk og mente Sort, medens han i Virkeligheden fremdeles holdt sig til det Franske og mente Hvid. Med et Smæk med Tungen gjorde han Hvidt til Sort.
Jeg brugte ham til Tolk, men maatte næsten være en Seer for at tolke ham. Der kom en Dag en Dame med en længere Klage; jeg spurgte Moloki, hvad Damen vilde.
Svar: „Votre mariage est parti Monsieur,“ Hm. Det betød, at Kvindens Mand havde brudt Hymens Lænker! En anden Gang spurgte jeg en ligeledes klagende Negerinde om hun var ordentlig gift. Tolkens Svar:
„Elle est mariée avec toi“! Hvad kunde denne Insult betyde? Lang Grunden. Efter længere Forhandling viste det sig, at den lærde Sprogmand hermed mente at udtrykke at Damen var borgerlig gift.
Jeg var snild mod Moloki; han var min første Boy; han havde Affektionsværi; han kjendte ud og ind mine Kufferter — desværre. Han var ikke alene valet de chambre; han var „maître d’hôtel“ og havde fire Boyer under sig, og efterhaanden bestilte han ingen Ting. Og snart var hans Dage talte.
Hver Søndag er her Marked; da optræder Boyerne i sin Pragt; de stutter af Forfængelighed og er fulde af alskens Indbildskhed; de er klædte efter de forskjelligste Moder og har paa sig alt det, de i Tidens Løb har kjøbt, faaet, stjaalet og bekommet; de har alle Hat og Stok; forøvrigt varierer Festdragten sterkt. Jeg mødte engang en i Smoking, Punktum. Korrekt Antræk: Smoking og sort. Snipkjole ser man ofte, men altid med afklippede Skjøder; der hænger kun igjen to smaa stumper, som svinser op og ned paa Bagen. Saa en Dag paa Markedet saa jeg en Boy med en høi skinnende hvid Snip; han var ikke vant til høie Snipper; han stod urørlig, han kunde blot rulle med Øinene. Han var Gjenstand for megen Beundring — med den Snip var han Dagens Helt; og den stod sig unegtelig godt mod den ibenholtsvarte Hud. Det viste sig ved nærmere Eftersyn at være min høitbetroede Boy, Giftblanderen; jeg tog ham med hjem og bad ham høflig om at faa se lidt paa hans Snip; det stod indi: „H. Horn & Co. Christiania“; det havde han ikke tænkt paa; et vidstrakt Klientel de har d’Hrr. H. Horn & Co.! Nu var min Mistanke vakt, og den blev snart bestyrket.
En Dag kom en saare smuk Negerinde bærende paa en Bylt, som hun placerede paa min Veranda, og ud af Bylten drog hun — 6 Par af mine fineste Trope-Underbuxer, som hun ved forskjellige afgjørende Leiligheder havde modtaget af Giftblanderen i Morgengave. Hun troede ikke, de var ærlig erhvervet, og kom nu selv med dem; hun forsikrede høitidelig, at hun ikke havde brugt dem. Buxerne bragtes ind, og Boyen kastedes ud.
Apropos Underbuxer, saa solgte jeg forleden Dag Jens Wangs Omslagstegning til Ludvig Berghs „Damen med Mamelukkerne“. Der kom gaaende en 5—6 Negerinder forbi mit Hus; jeg kaldte paa dem og viste dem Jens Wangs Tegning af „en europæisk Dame i Gala“. Høilydt Beundring, tungerappe Begeistrinsudraab! Jeg bød Tegningen frem tilsalgs; Budene gfaldt Slag i Slag; nogle var absolut stridende mod Ærbarhed; en bød en Høne, og hun fik Tilslaget. Og nu er Wangs Tegning opslaaet paa Væggen i en Negerhytte og smaler stadig om sig beundrende Kvinder.
Min Kok heder Kokoribundikiko. Dette Navn bærer han dog kun ved øitidelige Præsentationer. Til daglig kaldes han for Kortheds Skyld Kok, hvilket jo er betegnende nok. Det modsatte Tilfældet med hin Bondegut, som paa Forespørgsel erklærede at „han hed egentlig Ola, men for Kortheds Skyld kaldte de’n for Kristoffer“.
Jeg har to unge Boyer i 10—12 Aars Alderen, som besørger Opvask og Opvartning. De er klædte i hvide Knæbuxer, rødt Skjærf og blaa Busserul, en Dragt, de er meget stolte af, da jeg har fortalt dem, at det er de Farver som altid bruges af de Indfødte hjemme i min Village. Det er Gutter, som kan vaske op! Ingen tyksaalede Pigestøvler, ingen Smelden i Dørene, ingen Snøften og Pusten og generet Flir, de snubler ikke i Dørstokken, og de er ikke sliphændte, nei stille og lydløst og graciøst svinger de ud og ind paa de nøgne Fødder, som rene Jonglører bærer de Fade og Terriner paa Hovedet og Brødbakke og Smørkop og Glas i Hænderne. Hver af dem har sit, og det gaar sikkert og præcist; mens jeg spiser, staar de bag min Stol med korslagte Arme, som smaa Støtter, og er opmerksomme paa ethvert Vink; der tales ikke ved Bordet, det er bare at pege, og de forstaar strax Ordren og udfører den lynsnart. Sammenlign dette med, hvad man kunde vente udført af en 15—16 Aars Bondegut, som kommer lige fra Landet; man kunde bare vente en eneste Lidelse hvert Maaltid. Disse Gutter brugte to Dage til at sætte sig ind i det hele Stel; de unge Negre har en forunderlig hurtig intuitiv Opfattelsesevne, og der er et Liv og en Raskhed over dem, som det er en Fornøielse at se paa.
Og de var ikke stoltere de 12 Liktorer, som skred foran den romerske Prætor paa Vei til sit Sæde paa Forum Romanum, end disse to Negergutter, naar de gaar foran jyji makoba, den store Dommer, til Tribunalet, bærende hans Fløielsebaret, hans lange Silkekaabe og hans vigtige Dokumenter.
Moloki var „Kristen“; han gik i Messe hver Søndags Morgen; her er en katholsk Mission, en stor Kirke; og han gik hver Eftermiddag til „Mon-père“, som de Indfødte kalder Presten, eller „Mon-pèrle“, som Moloki udtalte det; der forrettede han sin Andagt sammen med en hel Del andre Boyer og Indfødte; det vil sige, en betroet Neger plaprer frem en Bøn paa de Indfødtes Sprog, og alle de andre plaprer saa efter i Kor, Ord for Ord, hvad Forbederen udraaber.
Han fik prakket paa mig to andre kristne Boyer; de stjal, hvad de kunde komme over, alle tre! Og jeg var nødt til at sætte dem fast for tre Maaneder og overlade dem til deres religiøse Betragtninger i Fængslets Stilhed.
Moloki var en ivrig Katholik; han saa med Foragt ned paa de protestantiske Kristne; han tog afstand fra alle Protestanter. Undtagen om Fredagen; da var det ham jo forbudt at spise Kjød, og da der er mange Katholiker, falder der meget Kjød af paa de protestantiske Boyer om Fredagen; disse svælger da i protestantisk Henrykkelse. Men Giftblanderen kunde ikke længer betvinge sine kjødelige Lyster; han nærmede sig Protestantismen hver Fredag, ja jeg tror endog at kunne forsikre, at han tilslut var helt Protestant, naar Fredagen kom. Stakkars Gut, han kunde ikke fornegte sit Kjød, og han greb da raskt til den Udvei at fornegte sin Tro.
Kirken var fuld af Negre hver Søndags Morgen; og jeg ved ikke, hvad de forstaar af den latinske Text; men der er Presten i vakre Klæder; der er Røgelse, og der er Myrrha, der er Vievand, og der er Knæfald og Bøininger, — kort, hele det ydre Udstyr, som Negrene sætter saadan Pris paa.
Men — jeg hører det af andre, jeg har erfaret det selv, der samler sig en uhyggelig Mængde Slyngelagtighed under denne kristne Maske. Og kommer der en Boy og beder om Ansættelse hos mig og slaar om sig med, at han er „Kristen“, saa siger jeg Tak for mig; nei, maa jeg saa be’ om en ærlig, hengiven og trofast Hedning!