Breve fra Kongo/Seilerbreve-II

Aschehoug & Co. (W. Nygaard) (s. 132-137).
14de August 1904.
— — —
Tre Dage og Nætter paa

Kutteren svandt
   i alskens utrolige Savn;
den fjerde Dags Morgen,
   da Solen randt,
vi til vore store Forundring fandt,

at vi var naaet til Kjøbenhavn.
V
esterleden langs Svenskekysten fra Kosterfjorden til Vinga Fyr er Seilernes Vei til Ros og Magt, naar de drager paa sine store Færder til svenske, danske og tyske Seilstevner; der er det altid „fin Anledning“, da Sommerens jevne Vestenbris giver Stræk sydover og nordover, saa man med Stik i Skjøderne kan glide saa jevnt og smult indenskjærs mellem alle de Holmer og Øer, og Veien peges saa tydelig frem over Fjordene og i de trange Sunda af „Kymmel“ og Jernstang

og Kost, Figurer i Fjeldet og Huse paa Land — medens Skudens hvide Skjørter luftes for Vinden.

Men ogsaa de tungtbevæbnede Hopliter, Fragtemændenes Skarer — Jagter, Slupper og Galeaser, har her sin gamle Alfarvei — hvad enten de farer med Ved fra Fredriksstad til Vestkystens træløse Fiskerpladse, med Rør og Glassur — Sten fra Landskrona og med Fisk fra Danmark, — eller de er længerfarende Svende, som helst vil følge den trygge, kjendte Led længst muligt, før de svinger ud paa det store, aabne Hav — eller det er Søens Omstreifere, de evigt flakkende, higende, stjælende, hjemløse, hvis Baade strutter af Unger, og hvis Seil er lavet af deres Filler.

Vor smekre Lystbaad med de høie hvide Seil snoede sig let mellem de tunge Lastdragere, hvis haardt arbeidende Fører anstrengte sig vildt for at stænge denne Dagdriver Veien; det knagede i det gamle Tougverk; naar de hivede op for at dække den; men den seg saa muntert forbi dem i Læ. Det var som en ædel Racehests livsglade og graciøse Krumspring mellem sløve og sjælløse Brugsdyr.

Selv den svageste Søhelt kan trygt lade sin hvide Krop bæres paa Bølgen blaa i dette smule Farvand, — indtil han naar „Soten“. „Ångbåtspassagerarens“ Skræk; — for der er det aabne Hav med Skageraks krappe Sø, og mangen uniformeret Lystseiler har der ladet sin lille, runde maves Indhold; — undres derfor ikke over, at det unge Sømandsblod ruller hastigere, at Haanden klemmer fastere om Rorkulten, naar Lystseileren slipper Land og farer ud paa Soten med den fine Farkost, — og saa den stolte Følelse af Seilerlivets egentlige Alvor!

— — Men Sommerdagen er høi og blaa, Vestenviden er mild og god, og de svage, dovne Dønningers lade Bevægelser er ingen til Fortræd.

Saa er det ikke altid paa Soten; det lumske Hav dækker her kun daarligt over saa mangt et farligt Skjær, og i Høstdagenes Storme kan det bryde paa 20 Favne Vand. Letmatrosen Anton sidder hos mig paa Hækken og fortæller saa lunt og stille om Reisen over Soten med sin Jagt i Vinternattens Mørke, „naar Havet staar som i en eineste Røik“ og de frosne Hænder skal søge at greie de tunge, isede Skjøder og Fald. Og med et fint Smil ser han opover de smekre, kostbare Greier og paa de blaaklædte Ungersvendes kjække Sømandsmine og siger: „Idag er det fint paa Soten“.

Men ingen har prøvet Farvandet her haardere end min Ven, Kjendtmanden Ole; han sidder fremme paa Bakken, og aldrig har en havareret Jagteskipper havt et mere henrykt Syn paa Livet end Ole. Hans trekantede, lyseblaa Øine blinker saa muntert i det røde Fjæs, og den ivrige, hidsige Mimik giver Tankerne Udtryk hurtigere, end hans Ord kan evne; — thi Ole er stam; forresten en lidt kjedelig Egenskab, naar han ligger paa Udkig forud og skal varsko for Grunder ved Land, saa vi i Kapseilerdystens Hede kan holde saa nær ind som muligt under Krydset; thi da hænder det, at Oles Røst lyder, — medens Mimiken besørges af hans Ben: Naa — naa — ih, ih, — naa — staar vi, og saa staar vi; Herregud, han vilde jo saa gjerne have sagt: „Klar til at vende!“

Ole sidder som sagt paa Bakken og ser paa Sotten; — her for han sydover en Novembernat for to Aar siden, selvanden med Sin Jagt „Friheden“; og Vinden gik over til Storm, og den drog sig fra Øst til Sydost, og saa maatte han bære af, netop her, lige ved Smøgens fortræffelige Havn; Jagten sprang læk og gik tvers over; Ole og Gutten blev reddet af „Ulabrands“ Søn; men „Friheden“ sa’ Ole med et Blink i Øiet og en uhyre Mangfoldighed af Mimik: „Friheden, den sank;“ saa tog han sig en Skraa og smilede fornøiet over Livets underfulde Omvexlen. — — —

Saa bærer det indenskjærs helt ned til Vinga Fyr ved Indeseilingen til Gøteborg; der bærer det til Havs, og da kommer det først til Alvor; for nu maa der navigeres! Kompasser undersøges, Karter og Vinkelhager og Linialer lægges frem, og der arbeides og tænkes, — alt medens den fine Bris fører Skuden saa smukt afsted, at de næsten ikke faar Tid til at følge med paa Kartet; Gudskelov, at det er klar Dag, og at der er enkelte faste Holdepunkter som Niddingen Fyr og længere i sydøst Varbergs langt lysende Fæstning; men det er jo alligevel spændende, og mellem Varberg og Kullen kan Land ikke øines; vi glemmer i Navigeringens Hede rent at finde paa noget særskilt til Middag; den blir da ogsaa derefter: Grønkaal, Blomkaal og Faarikaal! —

Da Aftenstjernen tændes, ser vi ogsaa Blinket af Kullens Fyr, og Videnskabsmændene under sig den haardt trængte Hvile. De Navigeringsmænd, som i beskeden Stilhed har siddet og kontroleret det hele — Letmatroserne — tager nu, da alt er rettet, Styret i sine kyndige Hænder, og i den silde Morgenstund kaster de vort Anker paa Rheden ved Kjøbenhavn.