Brudstykker af Kong Haakon V Magnussøns Historie
Da Forfatteren tillod Udg. til Trykning i sit Tidsskrift at udvælge de Brudstykker af hans Forelæsninger over Norges Historie, som dertil fandtes passende, ere med Flid de Afsnit valgte, der vedkomme de indre Forholde under Haakon Vs Regjering, da Underretning om Rigets Stilling til Danmark og Sverige allerede er Historiens Venner tilgængelig i en mere end sædvanlig reen og paalidelig Form i Werlauffs Afhandling i „Nordisk Tidsskrift“ II. 481–547.
Der findes ikke i de gamle Efterretninger omtalt, at Haakons Regjeringstiltrædelse har mødt nogensomhelst Modstand; alligevel synes den ikke at have været ganske uden Indvirkning med Hensyn til det under Broderen, Kong Erik, meest raadende Parti af Rigets Høvdinger. Blandt disse var Hr. Audun Hugleikssøn af Hegranæs i Eriks hele Regjeringstid en af de meest indflydelsesrige. Men strax efter Eriks Død blev han (1299) fængslet i Bergen, rimeligviis under Haakons Ophold der fra August til September og 2 Aar derefter 1302 (eller maaskee 2 December 1301) blev han hængt paa Nordnæs. Hans betydelige Jordegods i Sundfjord blev lagt under Kongedømmet.
Hvad der har voldet denne saa strenge Fremfærd mod en af Norges mægtigste Lendermænd og ovenikjøbet Kongens Frænde[1], derom tie vore gamle Annaler. At den Brøde, der tillagdes ham, maa have været stor og usædvanlig derom vidner hans Straf; og de dunkle Sagn, som gjennem flere Aarhundreder knyttede sig til hans Navn, vise noksom hvor stor Opsigt hans tragiske Skjæbne har vækket. Ved sit Hovedbøl Hegranæs – siger Sagnet – havde Hr. Audun en befæstet Borg, Aalhuus, af hvilken end skal sees Levninger. Da han paa Kongens Stævning sidste Gang drog til Bergen, foer en Ravn skrigende hen over hans Hoved. Audun, som agtede paa Fugleskrig, spurgte sin Ledsager, hvad Ravnen sagde. „Den siger – svarede Svenden – at I drager bort, Herre, for aldrig mere at vende tilbage.“ – „Det skal Du have løiet!“ raabte Audun, lagde en Piil paa sin Bue og ihjelskjød Svenden. Men Spaadommen opfyldtes. Som Aarsag til hans Død angiver Sagnet en forfeilet Sendefærd til England, eller og at han havde voldtaget Kongens Brud, som han skulde føre fra England til Norge. Det er forhen fortalt, at Audun drev Ægteskabs-Forhandlinger i Frankrige paa Haakons Vegne, medens denne endnu var Hertug, uden at dog, saavidt vides, noget Ægteskab virkelig kom istand,[2] og med disse Forhandlinger er det ikke urimeligt, at et samtidigt Folkerygte med eller uden Grund har sat Auduns senere Fængsling og Straf i Forbindelse.
En anden mærkelig og ligesaa gaadefuld Begivenhed indtraf paa samme Tid. En Stund efter Kong Eriks Død, i Aaret 1300, bragte nogle Tydskere fra Lybek til Bergen en Kvinde, der kaldte sig Margreta og paastod, at hun var Kong Eriks Datter, den samme, som havde været bestemt til Skotlands Dronning men sagdes at være død som Barn paa Orknøerne, da hun fra Norge førtes over til sit Rige. Hun skulde, efter sit eget Foregivende, være bleven fangen paa Overfarten til Skotland af Sørøvere, eller solgt til disse af Fru Ingeborg Erlingsdatter, der ledsagede hende. Skibsfolket havde siden bedraget Kongen ved at udgive hende for død. Dette hendes Udsagn – heder det – fandt nogen Tiltro, og der dannede sig et Anhang om hende baade af Bymænd og Bønder. Men Kong Haakon lod nu alle Omstændigheder ved Margretas Død paa det nøieste efterforske og det bevistes, at den unge Margreta virkelig var død paa Orknøerne i Overvær af flere af Norges bedste Mænd, at hendes Lig var af de norske Sendemænd, der skulde føre hende til Skotland, bragt tilbage til Bergen, at Kong Erik selv havde ladet oplukke sin Datters Ligkiste, og erkjendt Liget for virkelig at være hendes, hvorpaa han havde ladet det begrave hos hendes tidligere afdøde Moder i Christ-Kirken. Desuden passede denne Kvindes Alder aldeles ikke med den virkelige Margretas, idet hun aabenbar var langt ældre, end denne vilde været, om hun havde levet. Kvinden blev paa Grund af disse Beviser erklæret for en Bedragerske og brændt paa Nordnæs 1301. Hendes Mand, som havde fulgt hende, blev halshugget. Alligevel var der mange, endog nogle Præster, som troede, at hun havde lidt uskyldig, de ansaa hende for hellig og gjorde Valfarter til hendes Dødssted, hvor de dyrkede hende med Offer, Faste og Bønner, og skal dette endog have givet Anledning til, at der senere paa Nordnæs opreistes et Kapel eller en Kirke, som kaldtes St. Margretas Kirke. Man finder, at disse Valfarter efterhaanden – som det heder paa Grund af, at Geistligheden i Begyndelsen saa gjennem Fingre dermed – bleve saa hyppige, at 20 Aar senere den daværende Bergenske Biskop Audfinn ved et Brev af 1 Febr. 1320 strengelig maatte forbyde dem, idet han tillige gjorde opmærksom paa de Beviser, som i sin Tid havde noksom godtgjort, at Kvinden var en Bedragerske. Naar Biskoppen imidlertid i dette Brev siger, at hun var sikkert 20 Aar ældre end den virkelige Margreta kunde have været, – denne maatte nemlig ved Aar 1300 have været henved 18 Aar gammel – og at hun allerede var graahærdet og hvid i Hovedet af Ælde, saa har man vel nogen Grund til at mistænke ham for Overdrivelse. Thi havde det virkelig forholdt sig saaledes, da var dog Bedrageriet alt for grovt til at have kunnet vække nogensomhelst Tiltro. At forresten denne falske Margretas Fremstaaen – thi for en Bedragerske have vi visselig al Grund til at antage hende – skulde have været foranlediget ved hemmelige Planer til at skille Haakon ved Kronen, lader sig neppe antage. Thi om end Margreta virkelig havde levet, saa var dog derfor Haakons Ret til Kongedømmet ifølge Rigsarvefølge-Loven lige usvækket, og man behøvede desuden ikke for et saadant Øjemed at lade en Bedragerske fremstaae, da dog alligevel en sand Datter af Kong Erik levede, nemlig Ingeborg, af hans andet Ægteskab med Isabella Bruce af Carrick. Der maa have været lavere Bevæggrunde til det hele Bedrageri, hvilke det imidlertid nu vistnok bliver umuligt at udforske.
Samtidigheden af de tvende nu omtalte dunkle Tildragelser: Hr. Audun Hugleikssøns Fangenskab og Henrettelse og den falske Margretas Fremstaaen og Død paa Baalet, – kunde, uagtet de gamle Efterretninger intet derom udtrykkelig sige, give Anledning til den Gisning, at de muligens have staaet i nogen Forbindelse med hinanden, at Hr. Audun har havt en Haand med i Bedrageriet, og at dette har bevirket, at hans Fangenskab endte med den vistnok for en saa anseelig Høvding høist usædvanlige og beskjæmmende Straf, Døden i Galgen[3]. Vel er der Anledning til at troe, at Forholdet mellem Audun og Hertug Haakon allerede i Kong Eriks levende Liv ei har været det venskabeligste. Auduns nøie Forbindelse i sin Tid med Alf Erlingssøn Jarl, der blev fredløs, fordi han dræbte Hr. Halkel Augmundssøn, en af Hertugens høitbetroede Embedsmænd, lader formode, at Audun og hans Venner senere ei have været synderlig vel anskrevne hos Hertugen. Men om han end har staaet i Spidsen for et mod Haakon uvenskabelig stemt Parti blandt Norges Høvdinger, saa er dog denne Omstændighed i og for sig ikke tilstrækkelig til at forklare den usædvanlige Haardhed, hvormed han blev behandlet, saameget mindre som Haakons Regjering forøvrigt er langtfra at vidne om noget grumt og opfarende Sind. Den grusomme Straf, som overgik den falske Margreta, maa man snarest troe skrev sig fra Mistanke om, at hun havde faret med Trolddom eller gjort sig skyldig i anden lignende, efter Tidens Tænkemaade høist afskyelig Forbrydelse mod Christendommen; thi i saadant Tilfælde alene kunde en Straf som hendes udenfor Lovens Bestemmelse være anvendelig.
Endnu en tredie samtidig Begivenhed maa her ikke lades uberørt. Umiddelbart efter at have omtalt Audun Hugleikssøns Henrettelse 1302 melde de gamle Annaler, at Hr. Bjarne Lodinssøn blev fængslet, eller ved den Tid sad fangen paa Ragnhildarholm Slot ved Konghella. Udentvivl er det den samme Hr. Bjarne, som i Kong Eriks tidligste Regjeringsaar var blandt Rigets Forstandere og Kongens Kantsler. Hans Brøde nævnes ligesaa lidt som Auduns, men hans Fængsling bestyrker Formodningen om Tilværelsen af et mod Haakon fiendtlig stemt Parti blandt Norges Høvdinger ved dennes Regjerings-Tiltrædelse, at dette Parti har været dannet af dem, som støde den afdøde Konge nærmest, og at Bjarne saavelsom Audun have været blandt dets Hovedmænd. Et saadant Parti i Norge med aristokratiske eller oligarchiske Hensigter til Kongedømmets Indskrænkning havde i alle Fald sit Forbillede i nærliggende heldigere Bestræbelser i begge Naborigerne. Haakons senere Omhu for gjennem flere Lovbestemmelser at knække og tilintetgjøre Lendermændenes eller Baronernes Magt lader sig ogsaa af saadanne forudgaaende Kabaler bedst forklare. Hvad forøvrigt Hr. Bjarne angaaer, da fik hans Fangenskab ei den sørgelige Ende som Hr. Auduns; thi allerede i 1304 finder man ham igjen i Frihed og i Kongens Tjeneste og Fortrolighed[4].
Kong Haakon vendte, efterat Mødet i Nidaros var sluttet igjen tilbage til Bergen, hvor han overvintrede. Det følgende Aar 1302 drog han til Oslo. Hans Ophold i denne Stad blev mærkeligt ved Udstedelsen af en høist vigtig Lov, hvorved Rigsarvefølgen væsentlig forandredes, og derhos Bestemmelser fastsattes for en muligen indtrædende Formynderstyrelse. Loven bestaaer ifølge dette dens Øjemed af 2 Afdelinger.
Den første indeholder Arvefølgen, der fastsættes paa følgende Maade: 1. ægtefødt Søn; 2. ægtefødt Sønnesøn; 3. ægtefødt Søn af ægtefødt Datter; 4. ægtefødt samfædre Broder; 5. ægtefødt samfædre Farbroder; 6. ægtefødt Søn af ægtefødt samfædre Broder, eller og, hvis denne ei er til, Farbroders ægtefødte Søn; 7. ægtefødt Datter; 8. Sønnedatter, eller og, hvis hun ei er til, Datterdatter begge selv ægtefødte, og af ægtefødt Fader og Moder; 9. Frillesøns ægtefødte Søn, eller hvis han ei er til, Frillesøn, eller dernæst Frilledatters ægtefødte Søn; 10. samfædre ægte Søsters ægtefødte Søn; 11. Farfaders Broders Sønnesøn, eller samfædre ægtefødt Fasters ægtefødte Søn eller ægtefødt Mosters ægtefødte Søn, naar Moderen er af Norges Kongeæt; 12. ægtefødt samfædre Søster, eller ægtefødt samfædre Faster, eller samfædre Broders ægtefødte Datter. Alt skal regnes fra den sidst afdøde Konge, og den Arvende stedse ikkun være een, saaledes at nemlig den ældre Broder udelukker den yngre, den ældre Søster den yngre. Hvis Ingen af Ovennævnte er til, da arver den Nærmeste efter Lovbogens almindelige private Arvefølge, dog saaledes at Kvinde først arver, naar ingen Mand er til, at ægtefødt stedse gaaer foran uægtefødt, og endelig at den Arvende er af ret norsk Kongeæt. Først naar ingen saadan Arveberettiget er, skrides til Kongevalg efter de af Kong Magnus fastsatte Regler.[5]
Lovens anden Afdeling handler om Formynderstyrelsen. Er Rigets Arving umyndig, da skulle 12 Mænd føre Rigsstyrelsen i hans Mindreaarighed, der varer, indtil han har fyldt sit 20de Aar. Den Hird, som var ved den sidste Konges dødelige Afgang, skal sværge Kongens Arving Troskab og de 12 Formyndere Lydighed, indtil Kongen selv overtager Rigsstyrelsen. Fire af de 12 Formyndere, hvoriblandt altid Kantsleren og Mærkesmanden, skulle stadigen være om den umyndige Konges Person og nærmest styre Riget med Hensyn til det Indre og til Udlandet, samt have Tilsyn med Rigets Eiendomme og Indtægter; dog skulle tvende Biskopper staae dem ved Siden i Forvaringen af Kronens Skat og Tilsynet med samme. Formynderne skulle straffe efter Loven i Livs- og Ejendoms-Sager, dog skal det under Kongedømmet faldne Gods henligge til Kongens Naade, naar han er kommen til myndig Alder; de kunne og meddele en Forbryder, som fortjener Naade, Fred til at sidde i Riget, til Kongen bliver myndig. Ingen Navnebøder maae de forøge under Kongens Mindreaarighed, og ingen Veizler (Lønninger) uddele større end Hirdskraaen bestemmer. For Mynten skulle de sørge til Kronens og Rigets Gavn. Hvis nogen Sysselmand eller Ombudsmand døer eller forbryder sit Embede, da skulle de Tolv, eller saamange af dem, som ere i Kongsgaarden, beskikke en anden i hans Sted. Den Fehirder (Skatmester), som var i Embedet ved den sidste Konges Død, skal, medmindre han forbryder det, vedblive deri, indtil den nye Konge naaer sin Myndighedsalder, og skal han hvert Aar gjøre Regnskab for de 12 Formyndere, naar disse ere samlede. De 8 af Formynderne som ei ere stadigen i Kongens Gaard, skulle een Gang hvert Aar, medmindre det findes oftere nødvendigt samles med de ovennævnte 4 og med de 2 Biskopper, og da skulle de vigtigste inden- og udenrigske Sager afgjøres efter Samtliges Raad og Overlæg, saaledes at i Tilfælde af Uenighed de Flestes og de Ældstes Stemme gjør Udslaget. Ved denne Sammenkomst skal gjøres Regnskab for Rigets Indtægter og Kongedømmets Skat, ligesom og for de fire nærmeste Formynderes Fremfærd i det Hele. Døer nogen af disse 4 eller forbryder sit Embede, da vælge samtlige de øvrige Formyndere en af de 8 i hans Sted, og udfylde derpaa sit Tal ved nyt Valg, saa de stedse i det Hele ere 12. De 8, som ei stadigen ere om Kongens Person, skulle forøvrigt, i hvor de befinde sig i Riget, have Tilsyn med Sysselmændenes og disses Lensmænds Fremfærd mod Almuen at de gjøre hver Lov og Ret; hvor de finde nogen Mislighed, skulle de søge den afhjulpen, eller hvis de ei formaae dette ved egen Magt, da skulle de stævne Angjældende til Kongsgaarden, for der at stande til Rette, og skal der hans Sag afgjøres, som om Kongen selv var tilstede. Fremfor alt skulle de have Tilsyn med, at ingen Komplotter danne sig til Kronens eller Landets Skade, at ingen Ufred opstaaer indenlands, eller nogen udenlandsk Hær angriber Riget uforvarende. De skulle heller ikke lade Udlændinger tage fast Sæde i Landet under Kongens Mindreaarighed, undtagen Kjøbmænd og Haandverkere, med Hensyn til hvilke der fremfares efter gammel Sædvane. De Tolv skulle, førend de tiltræde Formynderstyrelsen, aflægge Eed paa Helligdommen efter foreskreven Formular, at ville føre Rigsstyrelsen med Troskab, Retfærdighed og Uegennyttighed. Hvis nogen af dem bryder denne Eed, da skulle de øvrige lade ham straffe med samme Magtfuldkommenhed som selve Kongen. Hvis Kongen efterlader som Arving en Datter, og han enten i levende Live har giftet hende, eller og hun siden bliver gift med Raad og Samtykke af Dronningen, sin Moder, og de 12 Rigsstyrere samt de Biskopper og andre gode Mænd, som de Tolv tilkalde i denne Sag, – da skal hendes Mand være den første i al Hæder og Værdighed, saalænge som han befindes huld og tro mod Kronen og Riget, samt handler i Eendrægtighed med de 12 Formyndere; Intet, som hører til Rigets indre eller ydre Styrelse, skal han foretage uden deres Vidende og Samtykke. Hvis Dronningen overlever Kongen, da skal hun være nærmest i Hæder efter Kongedatterens Mand, og hun skal nyde sin Brudegave (tilgjöf) alle sine Levedage, saafremt hun opfører sig sôømmeligen, adlyder Rigets Raad (ríkisins ráð), og ikke gifter sig paany; ved hendes Død falder Brudegaven igjen under Kronen. Hun skal iøvrigt være i nøie Forvaring de 9 første Maaneder efter Kongens Død, for at det kan erfares, om hun er frugtsommelig. Endelig skal enhver umyndig Arving til Riget være i omhyggelig Forvar paa et af Rigets stærkeste Slotte, indtil han er myndig. Hvo, Mand eller Kvinde, som lader sig tage til Konge eller gjør Fordring paa Riget anderledes end overensstemmende med ovennævnte Arvetal, han er Guds og alle Helgenes Fiende, og i Raad og Daad en sand Forræder mod Kongen; og alle de, som bifalde eller hjælpe ham, have forbrudt Liv og Gods.
Som de, der havde været paa Raad med Kongen i denne Lovs Udstedelse samt samtykket og medforseglet den, nævnes i Indledningen: Erkebiskop Jorund, Biskopperne Arne af Stavanger, Narve af Bergen, Eivind af Oslo og Thorstein af Hammer, Lendermændene Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Ulfhedin Bjørnssøn, Hr. Isak Gautessøn, Hr. Jon Ivarssøn, Hr. Sæbjørn Helgessøn og Hr. Aake Kantsler. Desuden har Kongens øvrige Raad og alle andre de bedste Mænd, som vare tilstede, samtykket Loven. Den er udstedt Søndagen næst efter Korsmesse om Høsten ɔ: 16de Septbr. 1302.
Med Hensyn til den her omhandlede Lovs første Afdeling nemlig om Rigs-Arvefølgen, da siges i Indledningen at da Kong Haakon efter Almuens Bøn og med dens Samtykke har efterseet og ladet eftersee sin Faders Lovbog, og han har fundet, at Kong Magnus, skjønt han havde den bedste Villie dertil, ved Døden var bleven hindret i at gjøre adskillige vigtige Bestemmelser til Rigets Gavn, saa har nu Haakon, der især finder meget mangelfuldt ved Kongearven i Magnus’s Lovbog, først og fremst foretaget sig at afhjælpe dette ved en ny Arvefølgelov.
Sammenholde vi nu denne Arvelov med Kong Magnus’s, da finde vi først den Forskjel, at den nye Lov giver Mand af Kvinde nærmere Arveret end den ældre, idet den lader Dattersøn gaae i 3die Arv næst efter Sønnesøn forud for Broder, istedetfor at Dattersøn i den ældre først kommer i 8de Arv, ikke alene efter Broder, Farbroder Brodersøn og Farbrodersøn, men endog efter uægte Søn; – dernæst, hvad der er det vigtigste at den nye Lov steder selve Kvinden til Arv af Riget, idet den sætter Datter, Sønnedatter og Datterdatter i 7de og 8de Arv næst efter Farbroders Søn og foran uægtefødt mandligt Afkom, og desuden senere opfører flere paarørende Kvinder, som Søster o. fl.[6]
Hvad der skulde give den nye Arvefølge-Lov under alle Omstændigheder et afgjort Fortrin for den ældre, var upaatvivlelig efter Lovgiverens Mening det, at hiin fjærnede endnu videre Muligheden af et Kongevalg. At Haakon frygtede Følgen af et saadant, var ikke underligt. Sveriges og Danmarks Exempel viste klarligen, hvortil det kunde og rimeligviis vilde lede, nemlig til Kongedømmets Fornedrelse og Almuens Underkuelse under et Aristokrati hvori enten Geistligheden eller de verdslige Stormænd kom til at spille Hovedrollen. Men imod en saadan Forfatning var Haakon mindre end gunstig stemt, hvad enten nu dette havde sin nærmeste Kilde i høie Forestillinger om Kongedømmet og personlig Tilbøielighed til at raade ene, eller i en oprigtig Omhu for Folkets Tarv. Imidlertid var det uden Tvivl særlige Familieforholde, hvilke senere skulle omtales, der fremfor alt foranledigede den nye Arvefølge-Lov, og heraf forklares lettest, at man i den, i endnu høiere Grad end i den ældre, savner streng Gjennemførelse af et bestemt System.
Hvad angaaer Lovens anden Afdeling, da heder det i Indledningen til denne, at Kongen „med de førnævnte Høvdingers og andre de bedste Mænds Raad har overveiet, hvorledes der skal forfares med Rigsstyrelsen i Kongens Mindreaarighed, for at saadan uhørlig Skade, som Riget led, i hans og hans Broders Barndom, med Guds Miskundhed kan undgaaes.“ Her udtaler sig den samme Uvillie mod Lendermændenes Rigsstyrelse som i flere af Kong Haakons Forordninger. Hovedhensigten med Formynder-Loven var upaatvivlelig den, at forhindre Rigets Høvdinger, især Lendermændene, fra at benytte en indtræffende Mindreaarigheds-Regjering til Grundfæstelse af en Kongedømmet sideordnet aristokratisk Statsmagt. Lovbestemmelser for Rigsstyrelsen under en mindreaarig Konge gaves hidtil ikke, men gammel Vedtægt medførte, at i saadant Fald Rigets Lendermænd i Forening med Hirdens høieste Embedsmænd betragtedes som Kongedømmets Værger, som de, der skulde føre Rigsstyrelsen i Kongens Navn. I ældre Tider, da det oprindelige patriarkalske Forhold mellem Lendermanden og Herredsbønderne endnu var i Kraft, og hiin var at betragte som disses Ordfører og Formand, og i saadan Egenskab tillige som Kongens naturlige Raadgiver, fulgte det saa at sige af sig selv, at Lendermændene førte Rigsstyrelsen naar Kongen ei selv var i den Alder, at han formaaede det. Nu havde imidlertid, især som Følge af de indvortes Krige, Forholdene forandret sig. Lendermændene vare mere og mere dragne ind i Kongedømmets Tieneste, og vare derved trukne bort fra Almuen. De laante nu mere deres Anseelse og Indflydelse af deres Embedsstilling og af deres store Ejendomme, end af Almuens Bistand og Hengivenhed. Det var altsaa virkelig meget at befrygte at Lendermændene med Naborigernes Exempel for Øje ved en indtræffende Mindreaarighed skulde, under Paaskud af at øve deres gamle Ret, træde i en fastere indbyrdes Forbindelse og danne en stadig vedblivende, i deres Slægter arvelig og Kongedømmet indskrænkende Statsmagt. En Stræben efter noget saadant maa allerede have ladet sig tilsyne under Kong Eriks Mindreaarighed, og dette tjente Haakon til Advarsel.
Loven siger ei udtrykkelig hvorledes eller af hvem det foreskrevne Formynderraad fra først skal udnævnes. Uden Tvivl har Kongen forbeholdt sig selv at udnævne det for sin Død, hvis det skulde udfordres. Han synes at have tænkt sig Kantsleren som den, der skulde være den egentlige Sjæl i Raadet, og at have sat denne Mærkesmanden ved Siden, deels for at styre Hirden, deels for at anføre Hæren i Tilfælde af Krig. I hvor mangelfuld forøvrigt denne Formynder-Lov i flere Stykker kan være, saa vidner den dog i det Hele om en for sine Tider ei ganske almindelig Statsklogskab hos Lovgiveren, samt om en særdeles Omhu for at opretholde Rigets Selvstændighed og hindre udenlandsk Indflydelse.
Det er ellers mærkeligt med Hensyn til denne Lov i det Hele, og især med Hensyn til Arveloven, at den ei findes at være bleven almindelig indført i Landets Lovbøger. Blandt de mange Haandskrifter af Kong Magnus’s Landslov, som ere levnede til vore Tider, og af hvilke et meget betydeligt Antal maa antages at være skrevne netop under Kong Haakons Regjering, findes kun to at have optaget den her omhandlede Lov, og af disse igjen kun den ene at have indført Haakons Arvelov paa behørigt Sted i selve Texten, medens den anden blot leverer den i Forening med Formynder-Loven som Anhang iblandt andre Retterbøder men i selve Texten, ligesom alle de andre Lovbøger, har Magnus’s Konge-Arv. Denne høist paafaldende Omstændighed ved en saa vigtig Lov, i Forening med den anden Omstændighed, at der i Loven selv ikke meldes et Ord om dens Antagelse paa noget Lagthing eller paa nogen anden offentlig Folkeforsamling, leder til den Formodning, at Loven virkelig ikke har erholdt den Stadfæstelse af Folket, som ellers var sædvanlig, og at dette igjen har foraarsaget dens senere Tilsidesættelse og Forglemmelse. Det er endogsaa sandsynligt, at den nye Rigsarvefølge-Lov ingenlunde har behaget Mængden af det norske Folk, mod hvis Anskuelse af Kongedømmets Væsen ligesaavelsom mod Rigets gamle Vedtægter det maa antages at have været ligefrem stridende at en Kvinde for sin egen Person i nogetsomhelst Tilfælde skulde kunne arve Kongedømmet og dets Rettigheder.
Det er ovenfor yttret, at særlige Familieforholde upaatvivlelig have nærmest fremkaldet den her omhandlede Lov i det Hele, og navnligen Arvefølge-Loven. Disse Forholde maae vi nu betragte. Dronning Eufemia havde, som allerede fortalt, i 1301 født Haakon en Datter, Ingeborg. Endnu en anden Datter havde han, ved Navn Agnes, om hvilken de gamle Efterretninger ikke sige, enten hun har været ægtefødt eller ei; dog gjør hendes Sønners Alder det rimeligt, at hun har været ældre end Ingeborg, og følgelig uægtefødt, ligesom og Udtrykkene i flere af Haakons Forordninger og Breve, hvor Ingeborg omtales, pege hen til, at hun alene har været hans ægtefødte Barn. Disse to Døttre vare Haakons eneste Børn ved den Tid, Loven gaves, og han maa have næret Frygt for, hvad og virkelig blev Tilfældet, at han ei skulde faae flere. Hans nærmeste Slægtning næst disse Døttre var hans Broders Kong Eriks efterladte Datter Ingeborg som ved denne Tid omtrent var 7 Aar gammel, og om hvem berettes, at hun Aar 1300 blev trolovet med Jon Magnussøn Jarl af Orknøerne, uden at dog Ægteskabet kom til Fuldbyrdelse uvist af hvad Grund. Men Haakons Døttre ligesaavelsom hans Broderdatter vare som Kvinder ifølge Magnus’s Arvelov udelukkede fra Konge-Arven, og da de alle endnu vare Børn, var der lange Udsigter til, at nogen af dem skulde erholde en arveberettiget Søn. Af fjernere Slægtninger, der efter Magnus’s Lov kunde være arveberettigede til Kongedømmet, fandtes kun een, nemlig Haakons Mosters Søn, Junker Erik, en Søn af den afsatte svenske Konge Valdemar, og paa denne Tid i Fangenskab tilligemed sin Fader. Men Junker Eriks Arv kunde visselig synes tvivlsom, da Loven, hvad denne Ard (den 12te) angik, tilføiede den Bestemmelse at Arvingen skulde være af norsk Kongeæt, hvilket ei var Tilfældet med ham, hvis Fader var en Svenske og Moder dansk. Døde nu altsaa Kong Haakon, inden nogen af hans Døttre eller hans Broderdatter vare blevne gifte og havde faaet en Søn, saa var det klart, at enten den svenske Junker Erik blev Norges Riges Arving, i hvilket Fald Riget gik ganske bort fra den gamle Kongeæt, eller at et Kongevalg maatte finde Sted. For at undgaae disse Tilfælder blev altsaa den nye Arvelov istandbragt, der aabnede Kvinde Adgang til Kongedømmet, og dens Bestemmelser bleve saaledes formede, at Haakons Døttre og deres Afkom efter de forhaanden værende Omstændigheder maatte komme til at udelukke enhver anden Arveberettiget.
Da imidlertid Haakon, udentvivl for ikke altformeget at støde an mod den offentlige Mening, havde givet Dattersøn Arveret fremfor Datter, og han desuden sikkerlig nærede Tvivl om, hvorvidt Folket vilde lyde Loven i det Stykke at lade en Kvinde arve Kongedømmet, saa maatte det være ham magtpaaliggende i Tide at sikre sin Datter Ingeborg et passende Giftermaal, for muligens endnu før sin Død at see en uomtvistet mandlig Arving til Riget. Der manglede ei heller Nabofyrster, der havde Lyst til en saa fordeelagtig Forbindelse og om dette Ægteskab kom nu de nordiske Rigers Statskunst for en stor Deel til at dreie sig i en Række af hele 10 Aar.
Noget længere ud paa Sommeren (1308), Botolfsvøkudag den 17 Juni udstedte Kong Haakon i Tønsberg en af de vigtigste Forordninger med Hensyn til Rigets indre Bestyrelse, som er os levnet fra hans Regjeringstid. I Indledningen til dette mærkelige Dokument erklærer Kongen, at dets Bestemmelser ere fremkaldte „ved adskillige Mænds Fremfærd mod Kongens Thegner (frie Undersaatter) baade i hans og hans Broders Barndom, og ligeledes nu senere, da nemlig Kongen, siden han modtog under sin Styrelse hele Norges Rige, sin Fædrenearv, ved sine mangfoldige Regjeringsforetagender er bleven hindret i at tage sig saaledes af disse Anliggender som hans Skyldighed og Ønske var.
Forordningens Hovedpunkter er følgende: Alle Landets Sysler inddrages ved dette Brev under Kronen. Jarls- og Lendermands-Navn skal for Fremtiden ei meddeles Nogen, uden forsaavidt det første skjænkes Kongesønner og Jarlen af Orknøerne. De Lendermænd, som nu ere, beholde for Livstid sin Hæder og sin Ret. For sande Landsforrædere erklæres de, som tilraade en mindreaarig Konge at lade være flere verdslige Høvdinger i Norges Rige, end de som ere komne af den rette Kongeæt. Hver, som tager Syssel af Kongen, er pligtig paa egen Bekostning at holde ham med 100 Mand, medens han opholder sig i hans Syssel for at skifte Ret Folket imellem. – For at Sysselmændene hver i sin Syssel skulle være saameget retfærdigere mod Almuen, vil Kongen i hver Trediedeel af Landet, hvor han ei selv kan komme, hvert Aar sende to fornuftige Mænd, for at iagttage Sysselmændenes Adfærd. De, som findes at have faret lovlig og mildt frem mod Almuen, skulle beholde deres Sysler paa Livstid, og deres Sønner være nærmest til at blive deres Eftermænd, saafremt de ei forbryde sig mod Kongedømmet eller Kongens Thegner. – Lagmanden skal fare med Sysselmanden, naar han drager om for at gjøre Ret i sin Syssel, og skal enhver Lagmandens Dom eller Kjendelse skriftlig optegnes under hans og Sysselmandens Segl. Lader Lagmanden sig bestikke har han sit Liv forbrudt, med mindre Kongen benaader ham. – Lagmand og Sysselmand skulle, for bedre at kunne rygte sit Embedes og Almuens Anliggender, stundom indfinde sig hos Kongen, og personligen foredrage ham hvad de finde magtpaaliggende, og ved saadan Leilighed have de Artikler, som de ville foredrage, skriftlig optegnede, for at Kongen lettere kan sætte sig ind i Sagerne.
Forordningens mange øvrige Bestemmelser dreie sig især om Sysselmændenes Embedspligter, om Forretningsformer samt om Riddernes og den øvrige Hirds Pligter og Rettigheder. Den slutter med en Opfordring til Hirden og Almuen, „ei at tale ilde om Kongen eller bifalde dem, som gjøre det,“ – – „at erindre den Kjærlighed, som de ere skyldige Gud og Kong Magnus’s Afkom, og at være Kongens Datter Ingeborg troe, hvis han skulde døe uden nogen anden Arving“ – – og endelig „at følge den Forordning, som er udstedt om Rigets Bestyrelse saaledes som de ville forsvare for Gud paa Dommens Dag.“
Hovedøjemedet med denne Forordning sees lettelig at være det, at sammentrænge den hele styrende Myndighed saameget som muligt i Kongedømmet og Kongens Person. Derfor afskaffes Lendermandsværdigheden, som hidtil havde dannet i den norske Stat en Mellemmagt mellem Konge og Folk; derfor sættes Sysselmændene under det skarpeste Opsyn af Kongedømmet; derfor indkaldes endelig ved den første Artikkel i Forordningen alle Sysler under Kongen, for nemlig paa ny at besattes aldeles efter hans Tykke og paa de Vilkaar, som senere i Forordningen nævnes.
Ligesaa mærkelig som selve Bestemmelserne er Tonen, i hvilken Kongen taler, hans Yttringer af Misnøje med den tidligere Embedsstyrelse under sin afdøde Broders og sin egen Regjering, og hans Opfordringer til Hirden og Folket at udvise et kjærligt Sindelag imod Kongen og holde fast ved hans Bestemmelser om Rigsstyrelsen under en indtræffende Mindreaarigheds- eller Kvinde-Regjering. Alt tyder her paa et forudgaaende spændt Forhold mellem Kongen og Rigets verdslige Høvdinger eller Lendermændene, hvis Kongedømmet hidtil indskrænkende Myndighed han nu vil ganske tilintetgjøre. Vi have allerede tidligere ved flere Lejligheder i Haakons Regjeringsvirksomhed havt Anledning til at bemærke en Uvillie hos ham mod et Parti af Rigets Stormænd, der synes at have arbeidet paa at danne en Kongedømmet sideordnet aristokratisk eller oligarchisk Magt i Staten, og mod dette Parti er nærværende Forordning øjensynlig rettet. Kongen opnaaede ogsaa i Hovedsagen det tilsigtede Øjemed: Lendermandsværdigheden forsvandt med Haakons Regjering, og intet i Statens Institutioner fast begrundet Aristokrati kom til at udvikle sig i Norge; hvorimod det arvelige Kongedømme vandt et Grundfæste, som end ikke de senere indtrufne, Kongedømmet mindre gunstige Forholde formaaede at rokke.
Er den ovenfor fremsatte Formodning rigtig, at Hertug Erik[7] har søgt at vinde sig et Parti i Norge uafhængigt af Kong Haakon, da kan han neppe have henvendt sig til noget andet, end netop til det aristokratisk-sindede Parti blandt Lendermændene. Ved Hjælp af ligesindede Adelspartier vare alle de oprørske Bevægelser vakte, som i de senere Tider havde fundet Sted i Danmark og Sverige, og ved et saadant maatte ogsaa Hertug Erik haabe lettest at vinde Indflydelse i Norge, ja muligen ved Haakons Død at blive valgt til Rigets Konge, uanseet Haakons Arvefølgelov og Bestemmelser angaaende Rigsstyrelsen. I saa Fald kan man let tænke sig, at den nye Forordning har bidraget til at vække Spænding mellem Kongen og Hertugen, som den er bleven optagen med Misnøie af det aristokratisk-sindede Parti blandt Norges Lendermænd. At virkelig Enkelte af disse sidste have indtaget en fiendtlig Stilling mod Kongen, det viser baade dennes Klager herover i et Brev af følgende Aar, som senere skal omtales, og end mere en bekjendt norsk Stormands Optræden i udenlandsk Tjeneste mod sit Fædreneland.
Denne Mand var den oftere nævnte Hr. Bjarne Lodinssøn, som i Kong Eriks første Regjeringsaar var Kongens Kantsler, men som ved Aar 1302 sad fængslet paa Ragnildarholm Slot. I 1304 var han igjen paa fri Fod og i Kong Haakons Tjeneste, og i denne Stilling finder man ham endnu ved Udgangen af 1305 (10de Decbr.). Efter denne Tid omtales han ei i norske Efterretninger eller Brevskaber; derimod optræder ifølge svenske Beretninger i de nu paafølgende Forhandlinger mellem Kong Haakon og Hertug Erik blandt dennes Krigshøvdinger en Hr. Bærna, der siges at være fordreven af den norske Konge, og at denne ingen anden Person er, end Bjarne Lodinsson, derom forvisses man ydermere ved det Tillæg i den svenske Riimkrønike, at hans Navn var skrevet i Paris, og at han var „en Mästare i boka list“ d. e. at han havde studeret i Paris og der var bleven Magister – noget som man af andre Efterretninger veed, netop var Tilfældet med Bjarne Lodinssøn (Bernardus Ludovici.)[8]
Af alt dette seer man klart, at der ved denne Tid har fundet en ikke ubetydelig Gjæring og Partiaand Sted i Norge, at der hos flere Nordmænd har yttret sig Misnøje med Kong Haakons Regjeringsgrundsætninger, at Hertug Erik uden Tvivl har pustet til Ilden, for at tiltvinge sig en større Indflydelse i Norge, end Haakon godvilligen vilde indrømme ham, og at dette endelig har opfordret Kongen til paa den anden Side at gribe ovenomhandlede afgjørende Forholdsregler mod de misfornøiede norske Stormænd, og paa den anden Side indtage en uafhængig, ærefrygtbydende Stilling ligeoverfor Hertug Erik. Følgen blev et aabenbart Brud med Hertugen, medens derimod fredelige Underhandlinger knyttedes med Danmark.
Vi komme nu til de kirkelige Forholde under Haakons Regjering. Den store Spænding mellem Stat og Kirke, som var opstaaet i Kong Erik Magnussøns Mindreaarighed, havde ingenlunde ganske lagt sig ved hans Død. Geistligheden havde vel af Mødighed sænket sine Vaaben og antaget en forsonligere Tone med Hensyn til flere Tvistepunkter, men nogen bestemt Overeenskomst mellem den og Kongedømmet angaaende deres gjensidige Rettigheder var ei kommen i Stand. Overeenskomsten til Tunsberg af 1277 var fremdeles sat ud af Kraft, og Kirken vedblev under Haakons ligesom under Eriks Styrelse med Hensyn paa Jurisdiktion og Tiende at staae paa samme Fod som før Magnus Lagabøters Tider. Den norske Kirke indrømmede vistnok ikke Retmæssigheden af en saadan Tingenes Orden, men var dog nødt til at finde sig deri. En Forordning af Haakon af 27de Juli 1316 indskjærpede den. De Rettigheder, som Haakon ved en tidligere Forordning fra sit 10de Regjeringsaar (1308–1309, Dagen vides ikke) indrømmede Erkebiskoppen og Biskopperne med Hensyn til Folkehold og Friheder for deres Mænd, ere indskrænkede i Sammenligning med hvad der i Overeenskomsten til Tunsberg var dem indrømmet. Haakons Forordninger angaaende kirkelige Anliggender vise i det Hele, at han eller hans Raadgivere havde et klarere Begreb end almindeligt i hiin Tidsalder om, hvor Grændsen burde sættes mellem Stat og Kirke, og at han strengt paasaa, at ikke Geistligheden overskred denne Grændse. Hvad derimod angik selve Religionen og Gudstjenesten, det overlod han til Biskoppernes uindskrænkede Omsorg overeensstemmende med deres derom fattede Beslutninger paa de under Erkebiskoppens Forsæde holdte Bispemøder (Provincial-Concilier.) Ligeledes var han, hvor det gjaldt om at begave geistlige Stiftelser og Personer saare rundhaandet, ja vel endog i høiere Grad end tjenligt var baade for Staten og for Kirken selv.
Man kan saaledes overhovedet sige, at Tvisten mellem Kongedømmet og Kirken under Haakons Regjering hvilede, uden at dog nogen bestemt Overeenskomst mellem begge kom i Stand. Hertil har upaatvivlelig Haakons Kraft, Klogskab og Maadehold fortrinlig bidraget men derhos tillige den indre Splid, som i Begyndelsen af hans Regjering fandt Sted i den norske Kirke, og som hindrede deres Hoveder Biskopperne og især Erkebispen fra at optræde med sin fulde Kraft. Vi have ovenfor anført flere Træk af Striden mellem Erkebiskop Jørund og hans Chorsbrødre en Strid som endtes med denne Erkebiskops fuldkomne Ydmygelse. Jørund døde 1309, og til hans Eftermand valgtes Eilif Korte eller Kortin, der havde været en af hans ivrigste Modstandere. Eilif var en virksom og høit anseet Prælat, men derhos, som det lader, maadeholden og forsigtig i sin hele Adfærd. Uagtet Freden under hans Forstanderskab vendte tilbage i den norske Kirkes Indre, finder man dog intet Spor til, at han har benyttet sig af denne sin gunstige Stilling for at trodse Kongedømmet. Eilifs Tiltrædelse til Erkebispeværdigheden er ellers mærkelig derved, at den gav Anledning til Ophævelsen af det mindre passende Lensforhold, i hvilket hans Formand i Aaret 1297 var indtraadt til Kong Erik, idet han paa Frostathing havde ladet sig udnævne til dennes Jarl, og som saadan havde aflagt ham formelig Lensed. Ved en Forordning af 13de Januar 1310 ophævede Haakon dette Forhold for alle Jørunds Eftermænd paa Erkebispestolen. Han fulgte heri, som i saa mange andre sine Bestemmelser Kirken vedkommende, sit sunde Omdømme med Hensyn til Kirkens sande Øjemed og deraf følgende Rettigheder. Han indsaa, at en saadan Blanding af geistlig og verdslig Magt, som Kong Eriks Anordning medførte, om den end kunde for Øieblikket lægge et Baand paa Erkebiskoppen, dog i Fremtiden nødvendig maatte fremkalde mange Forviklinger og drage Geistighedens Overhoved bort fra dets naturlige Bestemmelse Overopsynet med Folkets aandelige Anliggender.
Men ihvormeget end Haakon kan have ønsket at henvise Geistligheden til sin naturlige Virkekreds og indskrænke den inden dennes Grændser saa vare dog Tidsforholdene saadanne, at man umulig kunde undvære denne Stands Medhjælp ogsaa i verdslige Regjeringsanliggender. Jo mere hyppige og indviklede de politiske Underhandlinger mellem Staterne bleve, jo mere Skriftvexling i saadanne Anliggender der udfordredes, og jo mere Kjendskab til fremmede Landes Forfatning, Love og Indretninger der hos Underhandlerne krævedes for at kunne drive deres Hverv med Held, desto mere nødtes man at tye til Geistligheden, den eneste Stand, der paa denne Tid besad en lærd Dannelse, som gjorde den saadanne Forretninger voxen. De højere Geistlige alene, der oftest havde fuldendt deres Dannelse paa udenlandske Højskoler, vare indviede i Tidsalderens diplomatiske Hemmeligheder og Former, hvilke desuden havde sit Forbillede i den romerske Kuries Færd. De højere Geistlige alene havde studeret den kanoniske Ret og besad nogen Indsigt i Romerretten til hvilke begge Lovgivninger man nu i diplomatiske Forhandlinger Staterne imellem, mere og mere begyndte at støtte sig som til en højere Retskilde, der paa en Maade stod over de enkelte Staters Love. Kongerne kunde saaledes i de vigtigste Regjeringsanliggender ikke undvære Geistlighedens Raad og Bistand, og hermed var Biskoppernes eller visse andre høje Geistliges Plads blandt deres fornemste Raadgivere bestemt. Haakon var vel heri nødt til at følge Tiden, og man seer, at Rigets Erkebiskop og Biskopper have spillet en vigtig Rolle baade i hans Raad og i hans Underhandlinger med Udlandet. Men ved Siden heraf sporer man hos Haakon ogsaa i denne Retning en Stræben efter at give Kongedømmet friere Hænder. Biskopperne vare ifølge deres Stilling i Kirken og Forhold til Paven altfor selvstændige, til at Kongedømmet i dem kunde vente stedse at have lydige Embedsmænd og troe Tjenere. Deres Stilling maatte snarere opfordre dem til at laane et fremstræbende Aristokrati sin Bistand, for selv at deeltage i Fordelene af Kongedømmets Indskrænkning. Dette indsaa uden Tvivl Haakon, og søgte at skaffe sig geistlige Raadgivere, hvilke ved Siden af en udmærket Plads i Kirken tillige kunde staae i et tilbørligt Underdanigheds- og Afhængigheds-Forhold til Kongedømmet, eller med andre Ord at danne en Klasse af Hof-Geistlige, hvilke, om det gjaldt, i Magt og Anseelse kunde rivalisere med Biskopperne og disses Domkapitler. Elementerne til en saadan Indretning fandtes i Norge, og Haakon vidste at benytte dem.
Allerede den Omstændighed var Kongen gunstig at gammel Sædvane i Norge medførte, at det vigtige Kantsler-Embede, der forresten nødvendig udfordrede geistlige Kundskaber ikke beklædtes af nogen af Rigets Biskopper, men hidtil havde været besat enten med en eller anden af Kongens Hirdpræster eller Kapellaner, eller ogsaa stundom, saavidt man kan skjønne, med fornemme Lægfolk, der havde havt Anledning til at erhverve sig den for Embedet nødvendige geistlige Dannelse, uden derfor at indtræde i den geistlige Stand. Biskopperne havde altsaa i denne Henseende ikke noget paa Skik og gammel Vedtægt grundet Krav.
Hertil kom, at der fra ældre Tider – hvor langt tilbage vides ei sikkert, men idetmindste fra Haakon Haakonssøns Dage – fandtes i Norge en Deel anseelige Kirker, der vare byggede og rigelig udstyrede af Kongerne for deres private Benyttelse, og derfor førte Navn af kongelige Kapeller. Medens Biskopperne efterhaanden havde erhvervet sig Patronat-Ret til Landets Kirker, var der med disse Kapeller til Gunst for Kongerne gjort en Undtagelse, saaledes at Beskikkelse af Præster til dem fremdeles blev Kongerne overladt, kun at deres kanoniske Indsættelse forbeholdtes vedkommende Biskop, ligesom den øvrige Diocesan-Myndighed over dem. Disse Kapeller bleve i Haakons Tid 14 i Tallet, og de fire fornemste, nemlig Apostel-Kirken i Bergen St. Marie-Kirke i Oslo, St. Michaels Kirke i Tunsberg og St. Olafs Kirke paa Augvaldsnæs, vare Collegiat-Kirker, d. e. hver af dem havde sit Collegium af Chorsbrødre, i hvis Spidse stod en Provst (præpositus) som Kirkens Præst. Haakon havde saaledes her i sine 14 Kapelpræster og især i de 4 Kapel-Provster med deres Chorsbrødre en Klasse af Geistlige der ifølge deres Stilling vare ganske anderledes bundne til Kongen, end Biskopperne, paa hvis Valg Kongen efter de kanoniske Regler ingen Indflydelse skulde have, og Landets øvrige Geistlighed der beskikkedes af Biskopperne.
Nu udvirkede Kong Haakon hos Pave Klemens V en Bulle af 5 Febr. 1308, hvorved hine 14 kongelige Kapeller unddroges fra den biskoppelige Overhøjhed, og henlagdes under Provsten ved Apostel-Kirken i Bergen, som erholdt Tittel af „magister capellarum regis“ med Ret til i Kongens Nærværelse at bruge biskoppelig Ornat og uddele biskoppelig Velsignelse, naar ingen Biskop var tilstede. Vel gav Oprettelsen af dette geistlige Embede, der greb saa stærkt ind i den biskoppelige Myndighed, og især var en Torn i Øjet paa den bergenske Biskop, Anledning til mere end een Klage fra dennes og hans Medbrødres Side, men Embedet vedblev ligefuldt, kun at Grændserne for dets Virkekreds noget nærmere bestemtes ved et Par senere Pavebuller. I Magister capellarum havde Kongen fra nu af et geistligt Medlem i sit Raad, for hvis Lydighed mod Kongedømmet hans Stilling til dette syntes at borge, og hvis Anseelse i Kirken derhos gav Biskoppernes ikkun lidet efter.
Af lignende Vigtighed i samme Retning vare Haakons Bestemmelser med Hensyn til Kantsler-Embedet, paa denne Tid det vigtigste Embede i Riget og Kongens Raad. Den lærde Magister Aake, der havde tjent Haakon som Kantsler, medens han endnu var Hertug, og som under hans Kongedom længe beklædte dette Embede, blev ved Siden heraf forfremmet til Provst ved Marie Kirke i Oslo, det andet i Rang af de kongelige Kapeller, og det af dem, som af Kongen var meest yndet, begunstiget og begavet. Men da hans Stilling som Provst ikke altid tillod ham at være om Kongens Person, hvilket ellers var en uundgaaelig Pligt for Kantsleren i Egenskab af Kongens Seglbevarer, saa blev det fra nu af, idetmindste under Haakons Regjering, vedtaget – hvad dog ikke heller tidligere synes at have været usædvanligt – at Kongen blandt sine Hirdpræster valgte sig en anden, i Rang ringere Kantsler eller Vicekantsler, der, naar den virkelige Kantsler ei var tilstede hos Kongen, havde Seglet i Forvaring og udfærdigede de kongelige Breve. Ved en Forordning udstedt i Oslo 31 Aug. 1314, fik denne Indretning fuldkommen Fasthed, idet nemlig Kantsler-Værdigheden for bestandig forenedes med Provstiet til Marie-Kirke i Oslo, og herved forblev det paa et Par Undtagelser nær lige til Reformationen. Paa denne Maade bleve da Biskopperne for bestandig udelukkede fra dette vigtige Embede, hvilket derimod sikredes i Hænderne paa en af Kongen afhængig, men dog i Kirken højst anseelig Prælat.
Betragter man under eet Overblik Haakons Regjeringsvirksomhed i sit Riges Indre, vil man neppe kunne frakjende den Præget af Kraft, af Klogskab og af Velvilje mod Folket, om man end ikke kan frifinde den for Hang til Egenraadighed og deraf følgende Stræben efter Udvidelse af Kongedømmets Magt. Saavidt vi af de fattige Kilder formaae at dømme, var ogsaa Folket i Norge under hans Styrelse lykkeligt og velhavende, og hvad Mængden angaaer, tilfreds med sin Stilling.
I 1316 fødte Kong Haakons Datter Ingeborg, Hertug Eriks Hustru, en Søn, der blev kaldet Magnus, og som senere blev Norges og Sveriges Konge. Denne Begivenhed vakte, som det berettes, stor Glæde i Norge, da Riget saaledes erholdt en mandlig Arving. Kong Haakon skal i denne Anledning have udnævnt 25 Riddere. Magnus’s Arveret til Norges Rige var efter de bestaaende Love ubestridelig, og hvis Kong Haakon døde, medens hans Dattersøn endnu var mindreaarig, var der al Udsigt til, at Hertug Erik med sin Klogskab og Kraft nok vilde vide, endog uden fremmed Hjælp, at erhverve sig den meest afgjørende Indflydelse paa Norges Styrelse i sin Søns Navn, trods Haakons Bestemmelser om Formynderregjeringen. – – – Men hvilket nu end Maalet har været for Hertug Eriks ærgjerrige Stræben, saa tilintetgjorde en uventet, skrækkelig Begivenhed alle hans Fremtids Planer – en Begivenhed, som danner det rædselfuldeste Optrin i Folkungernes af Frændetvist opfyldte Historie.
– – At Hertugernes skrækkelige Endeligt er gaaet Kong Haakon nær til Hjerte, lader sig neppe betvivle, og det er ikke usandsynligt, at Bekymring herover har paaskyndet hans Død. Han synes hele Aaret 1318 at have opholdt sig i Norges sydostlige Landskaber, meest i Oslo og Tunsberg, naturligviis for at være Sverige og sin Datter og Dattersøn nærmere. Han oplevede ei at see denne sidste valgt til Sveriges Konge. Den 20de April 1319 havde Kong Haakon, som da rimeligviis allerede har følt Døden stærkt nærme sig paa Tunsberghuus samlet hos sig Kantsleren Ivar Olafssøn, sin Svigersøn Hafthor Jonssøn, Merkesmanden Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn, Amund Borgarsøn, Guttorm Kolbjørnssøn, Guttorm Helgesøn og Thorgeir Simonssøn, alle anseelige og hos Kongen som det lader højtbetroede Mænd. De tilsvore ham med de dyreste Eder paa Korset og andre Helligdomme, at ville holde hans Bestemmelser om Kongearven og Rigsstyrelsen styrke Rigets Arving med forenet Kraft, og ei inddrage Udlændinger til Befalinger Sysler, Raad eller Embeder hverken i Rigets Arvings Umyndighed eller efterat han var bleven myndig; og de udstedte herpaa deres Forpligtelsesbrev. Den næstfølgende 8de Mai 1319 døde Kong Haakon Magnussøn 49 Aar gammel, efterladende sin treaarsgamle Dattersøn Magnus Erikssøn som sit Riges Arving. – Med Haakon udsluktes da den mandlige Linje af Harald Haarfagers Kongeæt, som over 400 Aar havde styret Norges Rige, og skjænket det mange dygtige Konger, blandt hvilke vistnok den, hvis Historie vi nu have fuldendt, ei maa regnes for den ringeste. Vi have saagodtsom ingen Kilder til at bedømme Haakons Egenskaber i hans private Liv, men det er vist, at heller intet Træk af dette kjendes, som kan give Anledning til en ugunstig Dom.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ At Hr. Audun var Kongens Frænde, sees af Traktaten af 1293 mellem Kong Erik og Kong Philip den Smukke af Frankrige, som Audun afsluttede i Paris den 23 Octbr., og hvori han kaldes den norske Konges Frænde (consanguineus). Thork. Diplom. II. 163. Frændskabsforholdet er forresten ubekjendt.
- ↑ Til samme Tid, som Hr. Audun Hugleikssøn afsluttede Traktaten i Paris 1295, blev ogsaa under Kong Philips Mægling underhandlet om Ægteskab mellem Hertug Haakon og Isabella, Grevinde af Joigny, men det synes ikke at være kommet til Fuldbyrdelse, skjønt Brudens Moder havde givet sit Minde og overladt til den franske Konge at afgjøre det Fornødne med Hensyn til Medgiften. (Thork. Dipl. II. 180). Af nogle gamle forvirrede Sagn har man villet udlede, at Isabella virkelig har fulgt Audun til Norge som Hertug Haakons Brud, men at hun har lidt Skibbrud og er druknet ved Hesnæs, 1⁄2 Miil fra Grømstad, efterat hun paa Overfarten havde født en Datter, der var Frugten af hendes altfor fortrolige Forhold til Audun, hvorpaa hun skulde været begraven ved Fjære Kirke. En Ligsteen, som der i senere Tider er bleven opdaget, og som viser sig at have været over en kongelig Person, har man antaget for Isabellas. Hjemmelen for disse Formodninger, hvorved atter Auduns Henrettelse skulde forklares, er imidlertid kun løs, og Indskriften paa hiin Liigsteen, der nu forvares i Universitetets Museum for nordiske Oldsager, synes – rigtig læst – at antyde en Datter af en norsk Konge og en Prindsesse af Danmark, og i saa Fald er den Isabella af Joigny uvedkommende. Mærkeligt er det imidlertid, at hun forsvinder ganske af Historien strax efter sin Trolovelse med Hertug Haakon.
- ↑ Det er vist saa, at Hr. Audun ingen lovlig Anledning havde til at reise Parti mod Kong Haakon, men dette udelukker ikke Muligheden af at han – selv af Kongeætten og i Unaade hos Kongen – har med Hertug Skule eller Bisp Nikolaus som Forbillede havt saadant i Sinde og gjort Skridt dertil. Naar man da antager, at han af en eller anden Grund ikke har anseet det hensigtsmæssigt at benytte den unge Ingeborgs, Kong Eriks gjenlevende Datters Navn, saa maatte han søge en Bedragerske, og fandt hende i hiin Margreta. Sligt var forhen oftere forsøgt i Norge, og ikke altid uden Held, ligesom jo Historien i det Hele opviser mange Exempler paa lignende, den saarede Ærgjerrigheds Planer, der have været ligesaa dristige som en saadan vilde været fra Audun Hugleikssøns Side, hvis forresten hans og Margretas Skjebne staae i en saadan eller lignende Forbindelse.
- ↑ Samlinger til Norske Folks Sp. og Historie. I. 145.
- ↑ Til Jævnførsel for de Læsere, som ikke have Kong Magnus Lagabøters Lovbog ved Haanden, hidsættes her dennes Arvefølge-Bestemmelser: Der skal være een Konge over Norge og dets Skatlande. Arvefølgens Orden er: 1) ægtefødt Søn; 2) ægtefødt Sønnesøn; 3) ægtefødt Broder; 4) ægtefødt Farbroder; 5) ægtefødt Brodersøn; 6) ægtefødt Farbroders Søn; 7) uægte Søn, dog ikke født i Hor eller af Forbindelse i forbudne Led; 8) ægtefødt Søn af ægtefødt Datter; 9) ægtefødt Søn af ægtefødt Søster; 10) Farfaders Broders Sønnesøn i ægtefødte Led; 11) ægtefødt Søn af ægtefødt Faster; 12) ægtefødt Søn af ægtefødt Moster, naar denne er af den rette Kongeæt; 13) den næste i Arv efter Landslovens almindelige Arvetal, dog stedse Mand og ikke Kvinde, samt Ætling af Kongeslægten. Er slet ingen Arving, skeer Kongevalg af dertil nærmere bestemte Personer.
- ↑ Det bemærkes at Thorkelins Aftryk i Konunga- erfða ok rikisstjórn er urigtigt, idet S. 14 i 11te Arv de to første Arvetagere ere udeglemte.
- ↑ Magnussøn af Sødermanland, hvis Livsforholde, Forlovelse med Haakons Datter Ingeborg, og politiske Machinationer ere omtalte i et foregaaende – her udeladt – Afsnit.
- ↑ „Magister Bernardus cancellarius“ var saaledes en af de norske Sendebud til Skotland, der 25de Juli 1281 i Rokesburg sluttede Traktaten med Kong Alexander III angaaende hans Datters Giftermaal med Kong Erik, m. v. (Rymer foedera etc. 1816. vol. I. p. II. 595.)