Wikikilden

Bygde-Skikke/3

< Bygde-Skikke

Bygde-Skikke.
Af Eilert Sundt.
Tredie Stykke.

Det være mig tilladt at fortælle, hvad det var, som bragte mig ind paa nærværende Afhandlings Undersøgelser.

For snart to Aar siden fik jeg Anledning til at bereise en Del af Bergens Stift, og allerførst søgte jeg ud til et af de yderste Præstegjæld, en Ø–Bygd helt ude ved Havet. Det havde længe været min store Attraa at faa bese mig noget paa disse Kanter, og fuld af Længsel steg jeg af Baaden og satte Fod paa Land. – Hvor her var vestlandsk! Brændingen hørtes i de yderste Hav-Skjær ikke langt borte, og af Træer var her ikke stort at se paa dette vindhaarde Sted – kun noget udholdende Birkekrat hist og her og et Par Hylde-Buske i Præstegaardens Have, hvor jeg lagde til Land.

Paa Præstegaarden maatte jeg først ved Samtaler med Præsten og ved Gjennemgaaelse af Ministerialbøgerne og andre Protokoller skaffe mig nogen foreløbig Oplysning om Folkets Kaar og Sæder. Men saa snart som muligt agtede jeg mig paa Bygden, og en Baad laa allerede færdig for at føre mig over til en anden Ø, hvor jeg skulde træffe en Del af Præstegjældets bedste Mænd. Og i dette Øieblik opstod der saadan Samtale mellem Præstefruen og mig:

„Lad mig først faa se, hvordan det staar til med Deres Niste. Hvor har De den?“

„Niste? Den har jeg omkring i Bøndernes Stabbure og Mad-Skabe.“

„Ja, men de kan ikke spise Bøndernes Mad.“

„Hvad for Noget? Har Præsten Niste med sig, naar han er ude paa Bygden?“

„Ja, bestandig.“

„Den Skik synes jeg ikke godt om, Frue!“

„Ja, men det er nødvendigt.“

„Det vil jeg nødig tro.“

„Men de maa erindre, at de er paa Vestlandet nu.“

„Endda vil jeg dog huske paa, at jeg er i Norge – jeg er jo netop kommen hid for at leve en Stund sammen med Folket, og hvad Fortrolighed skulde det blive til, naar jeg ikke engang kunde spise af samme Fad?“

Men saa længe snakkede den venlige Frue for mig, at jeg tog med et Kræmmerhus med malet Kaffe og dertil en liden Blik-Kaffekande.

Kommen over paa det andet Land fandt jeg dog snart, at jeg, for mere frit at kunde færdes om mellem Gaardene, gjorde rettest i at gaa istedetfor at fare med Hest eller Baad, og altsaa lagde jeg fra mig disse Sager. Men hvor jeg ofte maatte tænke paa dem siden!

Netop 8 Dage opholdt jeg mig her paa Øen. Men saadan Uhumskhed og Urenlighed, som jeg her forefandt, havde jeg tilforn ikke gjort mig Begreb om.

Jeg skal sige, hvad der var min største Lidelse i disse Dage. Ikke det, at jeg aldrig fik en Kop Kaffe, som smagte mig ret; heller ikke det, at jeg stundom maatte blunde, naar jeg skyndte mig at spise mig mæt, ja, at jeg tildels ikke kunde spise mig ganske mæt; heller ikke det at jeg mere end en Aften maatte gjøre Vold paa mig selv og ligesom tillukke alle mine Sandser, naar jeg lagde Hovedet paa Puden og trak Dynen over mig og gjorde mig Flid for at falde i Søvn saa hurtigt som muligt. Alt dette var jo en Overgang. Men der var en Pinlighed, som ikke er gaaet over hos mig den Dag idag: Selvbebreidelsen over, at jeg skulde tage mig disse Ting saa nær, saa jeg ikke ganske kunde værge mig mod Uvillie over Menneskene selv! De gjorde det ikke værre for mig, end de havde det selv; men naar deres egen Mad blev sat paa Bordet og opfyldte Stuen med Stank, saa holdt jeg det ikke ud at se dem gramse den i sig!

Paa Østlandet har jeg seet og hørt nok af Ting mellem vore Almuer, som ret kunne fylde Menneske-Vennen med Bedrøvelse, ja med Harme, og jeg har handlet derom offentlig f. Ex. i det forrige Stykke, der bærer samme Overskrift som nærværende, saa Læseren vil kunne vide, hvad jeg mener. Men (det var vel, fordi jeg personlig kom til at lide noget derved, og Egenkjærligheden raadede for meget hos mig) – intetsteds syntes jeg at have seet saa meget Stygt som her paa Øen, og mit Hjerte var mere ukjærllgt end deltagende.

Engang fik jeg lettet mit Sind. Det var en Søndags Formiddag, og alt Folket paa en stor Gaard, Mænd og Kvinder, Gamle og Unge, vist over et halvt Hundrede i Tallet, vare efter gammel Skik forsamlede til Hus-Andagt i den største Stue paa Gaarden. Da talte jeg til Forsamlingen om, hvad der laa mig paa Hjerte, bekjendte ganske mine Følelser og fremstillede deres Aarsag i de Iagttagelser, jeg havde maattet gjøre om mine Tilhøreres huslige Skik og Levemaade. Det Ord føiede jeg ogsaa til, at ligesom jeg nu havde talt frimodigt om Sagen i denne lille Kreds, saaledes vilde jeg endnu mere herefter anse mig forpligtet til at gjøre, hvad jeg formaaede, for i større Kredse og mulig alt Landet over at vække fortjent Opmærksomhed for den samme Sag.

Thi det er vel nok at Lægerne i den senere Tid tage sig alvorlig af Sagen, for Spedalskhedens og de andre Sygdommes Skyld, som avles og trives i Smuds. Men mindst lige saa meget bør den bygdemæssig tilvante Renlighed eller Mangel paa Renlighed paaagtes formedelst dens dybe Sammenhæng med den hele moralske Tilstand.

Moralsk? Nogen vil maaske spørge, hvad dette Væsen egentlig har med Moraliteten at skaffe? Og jeg mindes vel, at da jeg endnu var dit paa Øen og stod midt op i det, saa kom det Spørgsmaal idelig for mig: Hvad er det mest? en Ulykke, som de stakkels Folk lide under, eller en Last, som de gjøre sig skyldige i?

Men det fik jeg et praktisk Svar paa nogle Uger efter. Det var i en nærliggende Bygd, hvor Tilstanden i det Hele var ligedan som paa Øen. Men her traf jeg til at besøge en Almueskole-Lærer, ved en Fast-Skole, og jeg tilbragte en Eftermiddag og Aftenstund i hans Hus. Jeg maatte allerede gjøre store Øine, da jeg kom ind i Gjæste-Kammeret og fandt ikke alene Orden og Pyntelighed i det Hele, men – smaa tarvelige Gardiner og frodige Blomster i Vinduerne! Dette behagede mig saa meget mere, da jeg fik høre, at baade Manden og Konen vare barnefødte i Egnen og opvoxne i ganske tarvelige Kaar som almindelige Almuesfolk. Konen havde saaledes i mange Aar været Tjenestepige hos Bønderfolk alleryderst mod Havkanten, og endnu vare deres Kaar saadanne, at deres daglige Liv maatte bestaa i Tarvelighed og Nøisomhed. Men hvad skede videre? Da Manden og jeg sad fordybet i Samtale og Tobaks-Røg, kom hun ind med et The-Bret, og for første Gang i lange Tider nød jeg en Kop The – og det vel tillavet – i en Almuefamilies Hus. Og saa Aftensmaaltidet! Allerede det var noget usædvanligt i denne Egn, at Konen lagde Dug paa Bordet, og det en ren og blank Dreiels-Dug. Thi almindeligvis benyttes slet ingen eller ogsaa istedetfor Dug den ene Ende af en Rull Bomulds-Lærred. Det morede mig lidt at se den Maade, hvorpaa hun udfoldede sin Dug; det var aabenbart, at hun ikke havde megen Øvelse i den Gjerning; men omsider laa den dog pent udbredet. Og nu kom velskurede Knive og Gafler, varme Tallerkener, 4 Asjetter med sødsyltede og sursyltede Frugter, et Fad rygende Potetes, skrællede, men uden Sorthed paa, og tilsidst en dampende og duftende Oxesteg. Og Husmoderen satte sig selv hos og deltog i Maaltidet.

Da vi havde afspiist, bleve vi endnu siddende en Stund ved Bordet; thi som tilfældigvis havde jeg ledet Samtalen hen paa de Bygde-Skikke, jeg her har for Øie, og fortalte noget af, hvad jeg i de foregaaende Uger havde seet og smagt. „Men her,“ saaledes vendte jeg bradt, „her i Eders Hus finder jeg alt dette saa besynderlig meget anderledes, og forklar mig, kjære Folk: hvorledes er det gaaet til? Manden saa paa Konen, og Konen saa ned. Men saa tog han Ordet: „Jeg kan nok forstaa, hvorledes De kan spørge om det, og jeg skal prøve paa at besvare det nøiagtigt.“

Og Forklaringen blev denne: Meget tidlig, som ukonfirmeret Pigebarn, havde Konen maattet tage ud at tjene, og det hos Bønderfolk; men det var heldigt, at hun kom et Hus, hvor der var en særdeles brav Husmoder, som førte et ordentligt og forstandigt Stel. Dette var som en god Begyndelse. Siden blev hun fæstet i Tjeneste hos en Lods ude ved Havet, og Konen her, som i sig selv var en forstandig og dygtig Kvinde, havde i sin Ungdom tjent længe hos en Doktor, saa her hos Lodsen fik Pigen lære mere. Manden, som fortalte mig dette, var først Omgangsskole-Lærer i Nærheden af det Sted, hvor Lodsen boede, og her blev han da kjendt med hende. Da han giftede sig og fik Fast-Skolen, kom de til at bo i Nærheden af Præste-Familien, og her fik Konen god Anledning til at se og lære baade Madlavning og Andet, som hører til et ordentligt og pynteligt Hus-Stel, og hun havde nu altid saadan Lyst til at lære Noget. Undertiden var det vel lidt slemt for hende; for det var, ligesom al Nabokoner af Almuen ikke syntes videre godt om, at hun skulde have det anderledes end de; men Manden og Konen holdt sammen i den Tænkemaade, at naar de levede med sømmelig Sparsommelighed og Nøisomhed i det Daglige, saa fik de ikke ændse det større, om Folk lastede dem for det, som der da ikke var noget Ondt i.

Hvem vil ikke give mig Ret, naar jeg siger, at jeg beundrede og høiagtede den Dyd, som hos disse enkelte Mennesker stille og jevnt og seierrigt arbeidede mod en Bygde-Skik, som kun altfor ofte bliver overvældende og nedsænker den ene Familie efter den anden i Tankeløshed og Ligegyldighed og Uhygge?

Og netop fordi jeg erfor, at Tanken om det Rette og Ædle i dette Stykke ikke var ganske udslukt hos disse Egnes Almuer heller, idet der dog var enkelte Familier, hos hvilke den levede og virkede, derfor fik jeg mere Haab om, at den gode Tanke ogsaa kunde trænge igjennem til Flere og Flere, og at den almindelige Tilstand kunde glædelig forandres.

Opfyldt af Erindringen og Tanken om alt dette lagde jeg Hjemveien over Hedemarken og standsede et Par Timer hos Hanna Winsnæs. Jeg fortalte hende, hvad jeg havde seet og tænkt. Navnlig udviklede jeg dette, at i Grunden er der gjort saa overmaade lidt for den kvindelige Dannelse hos Almuen i vort Land; jeg sluttede saa f. Ex. af den Ting, at naar der er Tale om at oprette et Almuebibliothek, saa tænkes der næsten bare paa Bøger, som Mændene kunne have Nytte af at læse; og selv om man ogsaa bekymrede sig om passende Læsning for Kvinderne, saa er der saa lidt af Bøger for dem; agronomiske Skrifter er der temmelig mange af, og dygtige Videnskabsmænd forfatte idelig flere, og Landhusholdnings-Selskaber drage Omsorg for at faa dem udbredte; men saaledes var ikke Kvindens Kald og Syssel været Gjenstand for Opmærksomhed. Selv har jeg visselig ingen overtroisk Mening om Bøgers Magt; men Skrift er dog en af de mange Maader og Veie til at fremme det, som godt er, og om der kom en Bog nu om de norske Almuers Husvæsen, saa kunde den blive Begyndelsen til fortsatte Forskninger og Bestræbelser.

Saa sluttede jeg med at bede Fru Winsnæs om at skrive lidt om Husstellet for Husmødre af Almuen og det af den ringe og fattige Del af Almuen – en ganske liden Bog, som kunde blive at sælge for en billig Penge.

„Kjære, De maa ikke bede mig om det – jeg er saa syg og svag nu paa en Tid.“

„Jeg ser desværre det – men jeg haaber jo, De skal komme til Kræfter igjen.“

„Saa faldt rigtignok den Grund bort – men hvorledes skulde jeg kunne skrive en Bog, som kunde passe for Almuen, jeg som bare er kjendt med Forfatningen og Stellet i nogle faa Egne af Landet?“

„Derfor beder jeg Dem ikke at skrive nogen fuldkommen Bog – men en ufuldkommen.“

Saa sagde ikke Fruen Nei mere. Siden blev hun virkelig stærkere af Helbred, og et Par Maaneder efter mit Besøg sendte hun mig Haandskriftet til en liden Bog.

Jeg havde beskrevet omstændeligt, hvordan Bogen efter mit Begreb skulde være, hvilke Ting den skulde omhandle, o. s. v. Den blev dog ikke saadan, ikke paa langt nær. Men Forandringerne vare lutter Forbedringer. – Den stod at læse i „Folkevennen“ ifjor, og desuden er den særskilt trykt og sælges for 2 Skilling Stykket.[1]

Det har længe været mit Ønske at benytte en eller anden Leilighed til at henlede Opmærksomheden paa denne Bog og offentlig udtale den Erkjendtlighed, som jeg og Mange med mig nære for den høitærede Forfatterinde, hvis folkevenlige Sind ogsaa dette lille Skrift bærer saa vakkert Vidnesbyrd om.

Men jeg sagde nys, at en saadan Bog forhaabentlig skulde lede til yderligere Forskning og Bestræbelse.

Forskning og Bestræbelse: thi Sagen har en videnskabelig og en praktisk Side.

Praktisk er det: at udtænke Raad og iværksætte Foranstaltninger til Forandringer i Tilstanden i de Egne, hvor det staar slet til med Renlighed og Pyntelighed i Husene. Men en videnskabelig Opgave er det f. Ex. at bringe det Spørgsmaal paa det Klare og Rene: hvorvidt den i en Egn almindelig herskende Mangel paa Renlighed er en Følge af Beboernes tilvante Ligegyldighed og Skjødesløshed i dette Stykke, eller hvorvidt den maaske er en uundgaaelig Følge af Stedets Natur-Omstændigheder, Næringsveienes Beskaffenhed. Befolkningens Fattigdom o. s. v. Vigtigheden af saadan nøiagtig Undersøgelse og Overveielse vil man forstaa, naar man erindrer sig, at i de Egne af Landet, hvor Urenligheden hersker som mest, der holder Folket gjerne haardnakket fast paa den Sætning (og for største Delen i god Tro og vel altid for nogen Del med Rette), at formedelst det Slid og Slæb, som udkræves for det daglige Opholds Skyld, kan det ikke være anderledes hermed, end det er og i Mands Minde har været.

Jeg kan ogsaa udtrykke mig saa: Den videnskabelige Opgave er at udfinde, hvad Ulighed der monne være mellem de forskjellige Bygdelag – renligt eller urenligt –, samt hvilke Forandringer der monne være foregaaede i Tidens Løb, og endelig, hvad der kan skjønnes at være Aarsag til saadanne Uligheder og Forandringer.

Foruden at saadan Forskning uden Tvivl skulde understøtte de praktiske Bestræbelser, saa skulde den give et værdifuldt Bidrag til Forstaaelsen af Folkelivet i det Hele. Thi er der en Bygd, som udmærker sig ved Urenlighed eller ved Renlighed, saa kan man være vis paa, at dette har sin Aarsag, og at denne hænger sammen med andre Eiendommeligheder i Folkelivet i den samme Bygd, saa en rigtig Forstaaelse af den ene Sag vil lette Opfattelsen af andre.

Med dette Forord skal jeg – skjønt jeg kan frygte for, det bliver altfor ufuldkomment – berette noget af mine Iagttagelser og Betragtninger om den nævnte Sag paa en Reise, jeg i Sommeren og Høsten 1857 foretog i nogle Egne af Christiania og Throndhjems Stifter.

Fra Hedemarken kom jeg over til den nærmeste Bygd i Østerdalen, nemlig Elverum, og endnu medens jeg sad i Kariolen og kjørte ind i Bygden, lagde jeg Mærke til et Tegn, som sagde mig, at nu var jeg i Østerdalen. Nogle Aar forud havde jeg første Gang seet dette samme Tegn i en fjern Udkant af dette vidtløftige Dalføre, nemlig Foldalen, og hvad det er, jeg har for Øie, kan jeg maaske allerbedst gjøre anskueligt ved at anføre en liden Reise-Erindring fra denne sidste Bygd.

Gaaende over Fjeldet forbi Ronderne kom jeg til Foldalen fra Gudbrandsdalen af, og i Løbet af et Par Dage vandrede jeg ned igjennem den høitliggende og sparsomt befolkede Dal. Den ene Dag hændte der mig noget helt Besynderligt: paa en lang Strækning fandt jeg Husene folketomme; over Indgangs-Dørene saa jeg ofte Bibel-Sprog og andre høitidelige Sententser malede; men jeg fik ikke et Menneskes Ord at høre, saa heller ikke Spor til, at her havde været Mennesker paa lange Tider; thi selv Korn-Agre var der saa lidt af i denne Fjeld-Dal, at de ofte undgik Øiet; tvertimod saa jeg en Ting, som paa en Gaard i Gudbrandsdalen vilde have vidnet om, at den maatte have staaet øde i mange Aar: istedetfor nemlig at i Gudbrandsdalen Gaardspladsen eller Tunet mellem Husene formedelst den idelige Færdsel af Mennesker og Vogne og Dyr er saaledes optrakket, at der ikke er et grønt Blad at se, saa voxede Græsset her tæt og tykt lige ind til Husvæggen og Dør-Svillen. Det var, som om der endnu ikke var kommet Folk igjen i Dalen efter Sorte-Døden, og Husene med de alvorlige Indskrifter forekom mig som Grav-Mærker paa en Kirkegaard.

Nu, dette kunde jo kun være et Øiebliks Indtryk; jeg vidste jo, hvorledes det havde sig, at nemlig det meste Folk paa denne Aarets Tid opholdt sig paa Sætrene. Men de grønne Tun maatte fæste sig varigt i min Erindring.

Og dem var det, jeg strax saa igjen i des sydligste Præstegjæld i det egentlige Østerdalen, det før nævnte Elverum. Og netop naar man kommer fra Hedemarken, gjøre de et saare behageligt Indtryk. Det er, som naar man nys har opholdt sig i almindelige Huse og saa kommer ind i et særdeles fint, hvor Gulvene ere belagte med bløde, vakkre, rige Tepper: det østerdalske Tun er som et grønt Fløiels-Teppe, fint og blødt, endogsaa indvirket med Blomster.

Netop denne Gjenstand gjaldt ogsaa mit første Spørgsmaal, da jeg kom i Samtale med Folk. Var denne Forskjel mellem Hedemarken og Østerdalen fremkommen paa blot og bar naturlig Maade, derved at Jordbunden her kanske var saa gunstig for Græsvæxt? Eller var Tunet fredet med Omhu og Kunst? Og var Hensigten hermed blot den at kunne høste Græs ogsaa paa denne lille Plet, eller var der tillige Tanke om saaledes at holde det ryddigt og rent og vakkert paa Gaarden?

Nei det sandige Jordsmon langs med Glomen er i sig selv ikke synderlig frugtbart og Græsvæxten maa fremlokkes med Flid. Men saasom her er mindre Agerbrug, saa falder her mindre Kjørsel; derved bliver det muligt at skaane Græsvolden paa Tunet, og saa har man fredet den først vistnok for Nyttens, men siden, ialfald paa nogle Steder, ogsaa for det smukke Udseendes Skyld. Selv syntes jeg ogsaa at bemærke, at netop paa de Gaarde, hvor der i det Hele var mest Tegn paa Velstand og Smag, der var Tunet gjerne grønnest.

En Matte foran et Hus til at skrabe Fadderne paa vækker den Forestilling, at Husmoderen derinde gjerne vil holde sine Gulve og Værelser rene. Men en ligedan Forestilling vakte Græsvoldens grønne Matte her. Og Formodningen viste sig ganske rigtig. Flere vel kjendte Mænd, som jeg talte med i Elverum, navnlig Embedsmænd, erklærede det som en afgjort Sag, at Omhu for Renlighed er en stærk udviklet Bygde-Skik her i Sammenligning med baade Hedemarken og det i samme Glomen-Dal beliggende Solør. Det blev ogsaa sagt, at dette er Noget som selve Almuesmanden her i Østerdalen er sig meget vel bevidst og sætter stor Pris paa da gjerne taler om.

Østerdalen kan siges at bestaa af to Hoved-Dele, nemlig paa den ene Side de sydligere og lavere liggende Præstegjælde Elverum, Aamot og Rendalen, hvor endda Agerbrug indtager en ikke ringe Plads ved Siden af Kvæghold og Tømmerdrift, samt paa den anden Side de nordligere Præstegjælde Tønsæt, Tolgen og Kvikne, som ligge mestendels udenfor eller over Grændsen for Kornets aarvisse Væxt, og hvis Beboere væsentlig ere Hyrdefolk. Det fjernere liggende Trysild Præstegjæld, ved Fæmuns-Elven, maatte vel i denne Fremstilling snarest regnes sammen med de førstnævnte Bygder; men her kan jeg ikke videre tage Hensyn til det.

Nu maa Betragtningen først holde sig til hin sydligere Hoved-Del af Østerdalen.

I ingen anden norsk Landsbygd har jeg seet saa mange Tegn og Mærker paa rask Udvikling i bymæssig Kultur eller udvortes Dannelse og Levemaade som i en temmelig talrig Klasse af velhavende Bonde-Familier her. For mine Læsere paa Søndmøre eller paa Jæderen skal je anføre et Par Exempler. Naar der holdes Gjæstebud i nogen af disse Familier, sidder man ikke længer sammenklemt paa en smal fast Bænk mellem Væggen og det gammeldags Planke-Bord, og man bruger ikke Tolle-Kniven eller Træ-Skeen for at tage til sig af Spike-Kjød og anden Stabburs-Kost; man sidder mageligt i Sophaer og paa stoppede Stole, og Anretningen er aldeles bymæssig, alt for mangfoldig til her at beskrives. Eller – saa blev det mig sagt – i den senere Tid er det tildels kommet i Brug at spise ved Buffet, som det kaldes med et fransk Ord; det er en Mode, som nok er kommen fra Paris, og hvorefter Gjæsterne ikke skulle sidde til Bords, men staa paa Gulvet og gaa fra og til og nyde lidt af hvert, af det, som man synes bedst om. – Søndmørs-Bonden skjærer og syr selv sine egne og sine Børns og Tjeneres Klæder, og paa Tønsæt staar endnu den gammeldags Skik med Lag, at Mandfolk-Skræddere sy Fruentimmer-Kjoler og Dyne-Vaar og saadanne Ting; men i Elverum hørte jeg endogsaa tale om, at Bonde-Døttre tildels faa sig sine Kjoler syede hjemme i Bygden efter Mode-Journalerne, det er: et Slags Stas-Aviser, som indeholde Tegninger og Beskrivelser over de nyeste Pynte-Moder i Paris.

Det er ikke min Mening at laste Folk for dette; thi det behøver ikke at være noget utilbørligt i sig selv. Meningen er kun at vise den besynderlig store Forskjel, som der kan være mellem vore Bygdelag i saa Meget og Mangt.

Denne Lyst og Evne til at antage Byens Væsen skriver sig nu fra Tømmer-Handelen, som i den sidste Menneske-Alder har gjort mange Bønder til Velstands-Folk og bragt dem i idelig Forbindelse med netop de rigeste Kjøbmænd i Christiania. Det er jo mest Mændene, som gjøre Byreiser og faa se og lære Byens Skikke; og det skal ogsaa ofte kunne bemærkes, netop i de rigere Huse, at Manden har et raskere Sving paa sig end Konen og er snarere til at forandre de gamle Hus-Skikke og indføre nye, saa det er ham, der ligesom fører hende an paa den nye Vei.

Er det nu gaaet saa, at den Sands for Renlighed og Pyntelighed, som Østerdalen roses for, er udbredt blandt Almuerne fra hin Klasse af mere velstaaende og bymæssig kultiverede Familier? Nei, thi det fremhævede Østerdalens Fortrin er gammelt, og denne Kultur er temmelig ny, opkommen i den sidste Menneske-Alder, ja vel mest i de sidste 10 Aar.[2] Vistnok er der ingen Tvivl om, at middels Bønder og Smaabønder og selv Husmandsfolk og Arbeids-Familier efter Leilighed tage efter den nye Skik og Maade, de se for sig i de Huse, som agtes for de bedste i Bygden, og saasom disse samme Huse, som det jo almindelig pleier ske, hvor Velstand hersker, udmærke sig fremfor de andre ikke alene ved en vis Grad af Luxus, men ogsaa ved en forhøiet Stræben efter Renlighed, saa kan jo Exemplet derfra bidrage til, at Sandsen for Renlighed hos selve den store Almue tiltager Aar for Aar, hvad ogsaa virkelig skal være Tilfældet. Men Begyndelsen til det Fortrin, hvormed Østerdalen, som det fra først af blev sagt, udmærker sig fremfor Nabobygderne, kan aabenbar ikke skrive sig fra den omtalte Tilstand i de faa Familier.

Thi Velstands-Folk i Solør leve paa samme Fod som i Østerdalen, og hvorfor skulde de da ikke ogsaa der have udøvet lignende Indflydelse paa den menige Almue? Og jeg nærer ikke Tvivl om, at der ogsaa paa Hedemarken er en Klasse af mere velstaaende og dannede Gaardbruger-Familier, hvis Huse afgive ligesaa følgeværdige Exempler paa Pyntelighed og Orden, og dog skal, som sagt, den store Almue der staa tilbage i dette Stykke.

Der er Noget, som vedder Folke-Charakter: Tunghed eller Lethed i Sindet, Træghed eller Raskhed i Tanken, Tilbøielighed til Munterhed og Glæde eller Hang til Alvor og Grublen o. s. v. Nu blev Elverums-Sokningen skildret for mig som overmaade let af Sind og rask i alle Vendinger. Kanske vi heri finde Aarsagen til, at Folket der ikke er bange for et koldt Vaskevand, ikke kvier sig saameget for Udgiften og Bryderiet ved at faa Gulvet skuret og Skjorten vasket? Men længere nordpaa i Dalen, hvor Folket skal være tungere og stivere, er dog Muligheden ikke mindre, og i Solør, strax i Syd for Elverum, hvor Folket har Ord for at være endnu mere kvikt og opvakt, siges det dog at staa slettere til med Renligheden hos den almene Mand.

Saa stor Indflydelse som sikkerlig Folke-Charakteren maa have paa Folkets Skik og Maade i den omhandlede Henseende, synes det dog, som at den ikke viser os nogen tilstrækkelig Forklaringsgrund. Derfor kom jeg til at gjætte paa en mere særskilt Aarsag, og det ved lægge Mærke til en ganske paafaldende Ting.

I det nævnte Strøg af Øster-Dalen er der to Bygder, som ikke have fuldt saa godt Lov for Renlighed. Den ene er egentlig kun en temmelig stor Grænd eller Fjerding, den saakaldte Hernes-Bygd i Elverum, og den anden er Rendalen. Men begge disse to Bygder adskille sig ogsaa fra de andre i et Stykke til. Med den første af dem har det sig saaledes: Den ligger adskilt fra og østenfor Elverums Hovedbygd, oppe mellem Aaserne, og naar man fra Glomen-Dalens ensformige sandige Enge og skovgrodde Moer kommer ind her, saa overraskes man ved Synet af det vakkre Landskab med Bakker og Smaadale og en Mangfoldighed af Løvtræer og Blomster, som savnes i Hoved-Dalen. Det er som et lidet Hedemarken, man finder igjen, som en frugtbar Ø midt i den uendelige østerdalske Bar-Skov. Selv den besynderlige Mængde af Smaasten, som sees blandede i den frugtbare sorte Agerjord, minder om Hedemarkens eiendommelige Jordbund. I Hernes-Bygden drives da ogsaa Agerdyrkningen med større Held og i videre Maal end i Hoved-Dalen.

I Rendalen er det ogsaa saa, at Jordbunden og maaske tillige Dalens Beliggenhed mellem høie Fjeld-Sider begunstiger Kornavlen fremfor i det øvrige Østerdalen, saa der gaar det Ord, at naar Kornet ikke fryser paa Hedemarken, saa fryser det heller ikke her.

Men paa begge disse Steder savnede jeg de østerdalske vakkre Tun.

Og dette bragte mig til at slutte saa: Hvor Jordbunden er frugtbar, leret og sort, der lægger Folket mere Vind paa Kornavl og arbeider og graver mere i den aabne Ager-Jord, og hver Fod, som gaar ind i Stuen, bærer noget med sig af den klæbrige Muld, som snart tørret til Støv og suger om og tilsmudser alt, hvad i Stuen er. I Sand-Bygderne derimod maa Folket mere færdes paa de renlige Enge; her har man heller ikke Korn nok til at føde Svin, og disse Dyr sees da ikke at rode paa Gaards-Pladsen; denne gaar det altsaa an at frede om, saa den danner en sammenhængende Græs-Vold; og hvad der endnu fra Ageren eller Veien maatte hænge ved den Fod, som over saadan Vold, den bedste Dørmatte, træder ind i Stuen, det er i Grunden kun Skuresand, fin og hvid.

Paa saadan Maade tænker jeg mig det gik til, at det ligesom af sig selv blev hvidere og penere og renere i Glomen-Dalens Græs-Bygder ind i Hedemarkens Korn-Bygder. Og nu et Skridt videre: Folket i hine Bygder blev vel selv opmærksomt paa dette Fortrin og fandt Behag deri og beflittede sig fra nu af paa at lade det blive mere og mere synbart. – I fordums Tid, da Tømmerhandelen endnu ikke havde naaet nogen Betydenhed og Forbindelsen med Christiania endnu ikke var kommen i Stand, da var vel Hedemarken det Sted, som Østerdalerne saa op til som den store Verden, kanske med Underdanighed og Misundelse; thi Hedemarkingen havde Korn at sælge og Østerdølen maatte kjøbe. Men saa var det fornøieligt at kunne sige ved sig selv: „Nei, paa Hedemarken er der dog saa sort og stygt i hver en Krog – bedre her hjemme lell“, og saa frededes det grønne Tun med Forkjærlighed, og Renlighedens huslige Dyd dyrkedes med dobbelt Flid. – Men saadan Spore manglede maaske til at drive Folket i Solør fremad paa samme Vis.

Gaa vi nu fra den sydlige over til den nordlige Del af Østerdalen, saa er det, som om vi komme op mellem et hel andet Folkefærd. Allerede i det første Præstegjæld, Tønsæt, finde vi Forskjellen i dens hele Størrelse og Udstrækning. Selv Sproget høres anderledes, og vi faa uvilkaarlig en Fornemmelse af, at Forskjellen vist strækker sig endnu længer ind, til Tankens Retning og Følelsens Art. I Klædedragt, i huslige Indretninger, i den daglige Levemaade finde vi langt mere af Tarvelighed og Simpelhed end der, hvor vi kom fra; men i Samtaler med Folket finde vi maaske endnu mere Rigdom: sædeligt Alvor, religiøs Erkjendelse, almindelig Videlyst og udviklet Tænksomhed. Og naar jeg nævnte Simpelhed og Tarvelighed i det Udvortes, saa mente jeg ikke dermed, at den ene Slægt lader sig nøie med den forriges gammeldags Væsen uden at bekymre sig om og anstrænge sig for noget Bedre; nøie beseet viser det sig tvertom, at der ogsaa i denne Henseende er foregaaet og daglig foregaar en livlig Bevægelse og rask Fremgang. Alting ser vistnok gammeldags ud i Sammenligning med Huslivet hos de mere velhavende Familier i de sydligere Bygder; men der er tillige den meget vigtige Forskjel, at i Elverum og Aamot foregaar Forandringen i Skik og Levevis mest ved Indflydelse udenfra, ved Efterligning af Hovedstadens Væsen, men paa Tønsæt og i disse andre Bygder er det mere en Udvikling og Væxt, som foregaar indenfra, med Tillæmpning og Forbedring af det Gamle, altsaa selvstændigt og i ægte folkelig Retning. Et Exempel: i det sydlige Østerdalen gaar det mere og mere saa, at velhavende Bønder antage den fornemmere Hus-Skik at lade Tjenere og Arbeidsfolk nyde sine Maaltider for sig selv, ude i Kjøkkenet; paa Tønsæt og i Tolgen er der i den senere Tid ikke faa Bondefamilier, som af Omhu for sine Undergivnes Sæder og Velfærd have afskaffet den gamle Skik at lade Tjenestefolk have Natteleie i Fæhusene om Vinteren.

Jeg vil ikke paatage mig at afgjøre, hvad den oprindelige Grund monne være til den mærkelige Forskjel i de nævnte Bygdelags hele Folkeliv; men den staar upaatvivlelig i Sammenhæng med den Omstændighed, at i de sydligere Bygder er der to Stænder, Gaardmænd og Husmænd, men i de nordligere kun en Selveier-Klasse; thi Husmændene ere saa faa her, at de ikke danne nogen Stand for sig selv; hermed følger ogsaa dette, at Tønsæts og Tolgens Selveiere ere helt igjennem Arbeidsbønder, medens søndenfor mange af Bønderne ere og maa være mere Gaardsbestyrere, altsaa Herrer ligeoverfor Arbeiderne. Det kan vel ikke miskjendes, at denne sidste Samfunds-Tilstand indeholder Fristelse til Overmod paa den overordnede og til Mismod og Mangel paa Selvagtelse paa den underordnede Klasses Side.

Idelig maatte jeg paa Tønsæt og Tolgen mindes de bergenske Kyst-Distrikter og tænke paa den umaadelige Sum af daglig Hygge og Velvære, som Folket i Fjeldbygderne nyder formedelst den sjeldne Grad af skjøn Renlighed og tækkelig Orden, som hersker her, og som Fisker-Folket næsten ikke kjender. Ja, selv helt herop var Rygtet om de bergenske Almuers Urenlighed vel kjendt; thi Jægter og Baade fra Bergens Stift befare jevnlig Throndhjem, og der færdes Tønsæt-Bønderne idelig.

Renlighedens Skik er mindst lige saa meget udviklet paa Tønsæt og Tolgen som hos den Del af Almuen i det sydligere Østerdalen, der lever under tilsvarende middels Formues-Vilkaar. Og denne Ros for disse Fjeldbygder er gammel. Men det morede mig at høre af gamle velkjendte Folk, hvorledes Tingen dog idelig har udviklet sig fra Slægt til Slægt.

Paa enhver nogenlunde bebygget Gaard, hvor den gamle Bygningsmaade er vedligeholdt, ser man to Stuebygninger, begge ligedan af Størrelse og Skikkelse, men den ene bestemt til Vinterstue, den anden til Sommerstue. Naar den ene bruges, staar altsaa den anden tom, med vel skuret Loft og Væg og Gulv, saa den er ren og luftig, naar den atter tilflyttes. Men i gamle Dage var det saa, at man lod det forblive ved den Stor-Vask, som foretoges i Stuen ved Flyttetiderne, saa Sopelimen maatte gjøre Resten; nu derimod skures Gulvet næsten hver Uge – mindre dog i den travle Vinne-Tid (Hø-Høstningen) og i de koldeste Vinter-Maaneder. Men Kopper og Kar skuredes i fordums Tid lige saa flittigt som nu, og det synes længe at have været Konernes Lyst at bearbeide Bænke og Borde og Skabe med Sture-Sand og Skjefte[3]; thi ofte finder man, at de Lister og Prydelser, som Snedkeren har forsynet saadant Bohave med, ere skurede rent væk. I den senere Tid lettes dog dette Arbeide mere for Konerne derved, at Manden lader baade Vægge og Gulv, Bænke og Borde male; for hver Gang jeg kommer til disse Bygder, finder jeg flere blankt oliemalede Stuer – gule, røde, blaa og alle muntre Farver.

I et af disse Huse opholdt jeg mig nogle Dage. Jeg havde da været paa Reiser i flere Uger og uafladelig været beskjæftiget med Samtaler med saa mange Mennesker og om saa mange Slags Ting, og den meste Tid havde jeg maattet lide af vedholdende Sygelighed og den dermed følgende Ængstelse og Forsagthed. Saa besluttede jeg at standse lidt hos en Bondefamilie, som jeg ved et tidligere Besøg havde gjort Bekjendtskab med: jeg maatte have nogle Dages Ro for at overveie, hvad jeg nys havde seet og hørt, samt optegne Et og Andet af min Reises Iagttagelser. – Jeg hidsætter et Stykke af min Reise-Dagbog fra dette Hus:

„Netop nu kom den venlige Husmoder ind med en Kop sød Melk, østerdalsk Melk! Men hiin forstyrrede mig ikke med Snak; thi hun vidste, hvad Arbeide jeg havde fore. Hendes Opmærksomhed opmuntrede mig. Ja, lad mig tage den Venlighed og Hygge; som i dette Nu omgiver mig, som et godt Tegn for denne Dags og min hele Reises Arbeide! – Jeg sidder i en Bondestue hvor Alting er mig saa indbydende. Det er Familiens Vinter-Stue, og efter østerdalsk Skik staar den ledig om Sommeren, da andre Rum benyttes til Spise- og Arbeids- og Sove-Værelser. Borde, Bænke og Stole, Vægge og Loft ere malede, Skabene endog tildels forgyldte. Ovnen er blank pudset og Muren eller Skorstenen hvidtet. De mange Farver, som Bygde-Maleren har anbragt, synes mig passe godt sammen. De Ryer eller Fille-Dækkener, som bedække en Del af Gulvet nærmest Døren, vidne om Husmoderens Flid for at holde Gulvet pent. Og her har jeg, hvad jeg altid har ønsket mig i hver Bonde-Stue: Blomster i Vinduerne, ja ikke blot der, men, formedelst deres Mængde, paa de faste Bænke nedenunder Vinduerne, Myrthe, Rose, Christi-Blodsdraabe, Kaktus, Vedbende, store velvoxne Planter i nogle Potter, smaa Skud under Glas i andre. Ser jeg ud af Vinduet, finder jeg et lidet, men vakkert Blomster-Anlæg med saadanne Blomster, som kunne trives i denne høitliggende Egn. En varm Eftermiddags-Sol skinner ind; men jeg har nedfiret Rulle-Gardinet for det Vindu, hvor mit Bord har sin Plads. Et aabent Vindu slipper frisk Luftning ind, og med den følger Duften af det Hø, som netop i Eftermiddag kjøres ind paa Gaarden og opad Laavebroen. Denne Kjørsel er ikke nogen forstyrrende Larm, men en Mindelse til mig om at være flittig, ligesom Bonden og hans Kone og Børn med Flid benytte denne deilige Høveirs-Dag. Ja, jeg siger Mere: den Jevnhed og Stilfærdighed, hvorimod min Vært og Værtinde udføre sin daglige Dont som rette Bønderfolk, er mig et Vink om, at jeg ogsaa skal udføre mit Arbeide ganske jevnt og ligefrem, saa godt jeg formaar og for Resten stolende paa Herrens Velsignelse. Ja, hvor godt det skulde være, om vi ret kunde begynde og fortsætte al vor Gjerning i Jesu Navn – det fornam jeg under den velgjørende Stemning efter vore Samtaler tidligere idag, Samtaler, hvori mildt Alvor og klar Christen-Tro traadte mig saa tiltalende imøde.“

Nogle Dage længer ude sad jeg atter i Samtale med en Bonde, en gammel og klog Mand, og jeg skal anføre lidt af hans Forklaringer om Bygdens Husliv.

I hans Barndom blev han befalet hver Morgen at vaske sig i Ansigtet og saa „staa paa Knæ“ foran en Seng eller en Bænk og læse Morgenbønnen. Denne Andagts-Skik havde jeg ogsaa hørt flere Andre tale om; men den er dog nu faldet bort, og naar det ikke er meget gamle Folk, kunne de kun mindes at have seet Faderen eller Bedstefaderen gjøre saa. Derimod er det fremdeles herskende Skik, at voxne Folk vaske sig om Morgenen, og at Børn holdes til det samme. Og det er maaske de færreste Bygder i vort Land, som det kan siges om. Hver Lørdags-Aften foretages desuden her i Østerdalen en større Renselse, saaledes, at gjerne hele Overkroppen vaskes.

I en Bygd i Bergens Stift samtalte jeg med en Præst om Renligheds-Tilstanden, og han fortalte mig Adskilligt, som jeg maatte forundre mig over. „Men det er det Værste: naar jeg staar for Alteret og skal meddele Absolutionen og saa maa lægge Haanden paa Hovederne – da at se, hvorledes det lever inde mellem Haarene.“ Men her i Østerdalen har Folket ifølge hin Bondes Forklaring ført saadan Krig med Utøiet: Saue-Feldene, der fast udelukkende bruges istedetfor Overdyne, bæres jevnlig ud for at luftes, tildels daglig; om Sommeren bredes de ud i Solen, og det Utøi, som maatte være, lokkes ved Varmen frem paa Overfladen eller paa Haar-Spidserne, hvorefter det pidskes bort; om Vinteren foldes Felden sammen og lægges paa Sneen, og Kulden driver da Udtøiet ind i Midten, saa det kommer imellem Haar-Spidserne og altsaa kan pidskes af, naar Felden pludselig bredes ud. Somme have brugt at lægge den befængte Feld paa en Maur-Tue og overlade det til Mauren at tage de smaa Dyr. Hjælper ikke saadanne Midler, saa lægges Felden i en stærkt ophedet Badstue (Tørke-Hus for Korn), eller den hænges bort paa længere Tid. – Fra gammel Tid bleve Børnenes Hoveder jevnlig rensede. Tilforn brugtes hertil den saakaldte Boste eller Buste, et Slags Kost af Bast eller de stive Haar paa Svinene. Bust var da en Handels-Artikkel, som kom fra Gudbrandsdalen; men siden det kom i Brug at avle Potetes og føde Svinene med dem, har Busten tabt i Stivhed og Brugbarhed, saa nu kjøber man Messing-Kamme af Svenskerne. Enten var den gamle Buste ikke virksom nok, eller ogsaa brugtes den ikke tilstrækkeligt; thi min Hjemmelsmand mindedes fra sin Barndom følgende Skik: om Vinter-Aftenerne, naar Ilden var gaaet ud, og der kun laa Gløder igjen paa Skorstenen, saa saaes jevnlig en eller flere af Husets Folk at trække Skjorten (og her bruges Uldskjorte) af, holde den en Stund saa listeligt over Varmen og saa ryste den stærkt, saa det Levende, som Varmen havde bragt i altfor livlig Bevægelse, faldt ned. Det samme kunde ogsaa gjøres om Sommeren i Sol-Varmen. Men at Striden mellem Mennesker og Dyr skulde være saaledes daglig fornøden, det er nu sikkerlig kun et gammelt Sagn.


Men saadanne og lignende Fortællinger have dog bragt mig til at tro, at den østerdalske Renlighed var tidligere udviklet med Hensyn til Melke-Kjerald og Bohave og Stuer end med Hensyn til Menneskenes egne Personer. Og endnu er det nok saa, at om Folk end hver Søndag gaa med hvid Lerreds-Skjorte, saa bruges dog Arbeids-Skjorten almindelig i to Uger, saa man altsaa hver 2den Mandag tager den paa igjen, som lagdes om Lørdagen.


Med dette sidste Træk vilde jeg give at forstaa, at Renligheden dog ikke er fuldkommen i Østerdalen heller. Men bliver det ved at gaa fremad med Velstand og Dannelse saaledes som i den sidste Menneske-Alder, saa vil der ganske vist sees fortsatte Fremskridt i dette Stykke ogsaa.

Her har jeg nu talt om Østerdalens to nordligste Prætegjælde, Tønsæt og Tolgen. Nordenfor Tolgen komme vi til Røros Præstegjæld. Dette hører til Throndhjems Stift, altsaa ikke til Østerdalens Provsti eller Fogderi. Men det hører dog til Glomens Vasdrag; her ligge Glomens Kilder, og her dannes selve Elven. Og Røros Almue hører aabenbart til det samme Folkefærd som i Tolgen og Tønsæt; man gjenkjender de samme Eiendommeligheder i Folkelivet baade her og der. Og Land-Sognets Art og Væsen hersker ogsaa paa selve Bergstaden Røros („Pladsen“ eller „Gaden,“ som den kaldes).

Men netop her paa Bergstaden, hvor den ene Nabo-Kone lettere kan se ind til den anden, synes der formelig at herske Kappelyst med Hensyn til Renlighed. Her kan man ogsaa høre Historier om Koner, som saaledes have forelsket sig i sandskurede, polerede, hvide Borde og Vindues-Karmer og VæggeStokke, at de aldeles modsætte sig Mændenes Forslag om at lade Værelserne panele og male. En betydelig Del af Mændene ere Grube-Arbeidere, og ved Gruberne leve de fra Mandag til Fredag et Arbeids-Liv, som ligner Skorstens-Feierens i Sorthed. Men den til Skuring vante Kone veed at faa Manden hvid igjen, saasnart han om Fredagen kommer hjem, saa han er som fornyet, naar hun om Lørdagen slipper ham ud „paa Gaden.“

Men videre mod Nord fra Røros af bærer det bredt nedover, nedover fra Fjeldbygd til Dalbygd, nedover fra høi Grad af Renlighed og Pyntelighed til en Tilstand, som for Modsætningens Skyld maa kaldes Smudsighed og Uryddighed.

Det er det betydelige throndhjemske Bygdelag Guldalen, jeg mener, med de tre Præstegjælde Holtaalen, Støren og Melhus. Holtaalen har tre Sogne: Aalen, Holtaalen (Hovedsognet) og Singsaas. I Aalen er allerede Tilstanden i Husene mindre smuk end paa Røros; Holtaalen staar igjen noget tilbage for Aalen, og dette gjælder navnlig den nederste Grænd i Holtaalen; men endnu større og uheldigere viser Forskjellen sig i Singsaas. Og som Tilstanden er i dette sidste Sogn, saaledes holder den omtrent ved i de to Sogne af Størens Præstegjæld, som ligge i Hoveddalen, nemlig Størens Hovedsogn og Horrig Annex, dog saa, at det heller er noget ringere i det sidste Sogn. Og oprindelig har samme meget tarvelige Renligheds-Skik ogsaa hersket i det aller nederste eller yderste Præstegjæld Melhus med dets tre Sogne i Hoved-Dalen: Flaa, Melhus (Hovedsognet) og Leinstranden.

Denne Forskjel var jeg allerede forberedt paa at finde, da jeg havde hørt Tønsætingers og Rørosingers tildels spottende Fortællinger om Guldalingens Stel;[4]) af Præster og Læger baade i Fjeldbygden og i Dalbygden hørte jeg ogsaa Forskjellen omtale, og denne Dom fik jeg enstemmig stadfæstet af Almuesfolk selv nede i Guldalen; de vidste allesammen, at der paa Tønsæt og Røros virkelig er mere pynteligt end i deres egne Bygder, og de erkjendte det uden Undtagelse.

Støren har to Sogne til, nemlig Soknedalen og Budalen, begge beliggende i høiere Side-Dale; navnlig ligger Budalen meget høit, over Grændsen for Kornets aarvisse Væxt. I Soknedalen tror jeg, at Renligheden heller er lidt bedre end nede i Hoved-Dalen, og for Budalens Vedkommende hørte jeg det samme sige temmelig bestemt. Men mere afgjort viser Forskjellen sig mellem det øverste og de nederste Sogne i Nidelvens Dalføre, østenfor Gulelvens: saa blev det mig sagt, at Thydalen, en høitligliggende Fjeldbygd i Sælbo Præstegjæld, udmærker sig fremfor Sælbo Hovedsogn ganske paa samme Maade, som Røros udmærker sig fremfor Guldalen. – I Ørke-Elvens Dalføre i Vest er fremdeles Kvikne Hovedsogn den øverste Bygd, og om denne blev det ogsaa sagt med Bestemthed, at den er mere renlig og pyntelig navnlig i Sammenligning med Indsæt, som er Annex til Kvikne, men ligger lavere end Hoved-Sognet.[5] Et fjerde Hoved-Dalføre i i denne Del af Throndhjems Stift (Søndre Throndhjems Amt) er Driv-Elvens, og den øverste Bygd her, Opdals Hoved-Sogn, skal ogsaa have det samme Fortrin fremfor de nedenfor liggende Bygder udad mod Nordmøres Fjorde.

Efter mine egne Erfaringer fra de bergenske Kyst-Distrikter og efter de Beskrivelser, jeg af kjendte Mænd fik høre, maatte jeg fremdeles tænke mig Tilstanden slettere og slettere i de throndhjemske Kyst-Egne, yderst i Romsdalens, Nordmøres og Fosens Provstier.

Saa kunne vi forestille os tre Strøg med forskjellig Grad af Renlighed: Hyrde-Egnene allerøverst, Agerdyrknings-Bygderne i Dalene og paa Sletterne samt Fiskeri-Distrikterne alleryderst mod Havet. Bedst Tilstand i de første Egne, slettest i disse sidste.

Netop formedelst denne Oversigt forekom det mig dobbelt værd at drive Undersøgelsen ret nøiagtigt og indtrængende. Nu var det mig ikke nok længer med disse almindelige Forklaringer om, at det i denne Bygd var bedre eller værre end i hin; jeg maatte ønske at vide, hvordan Tilstanden virkelig var, for at finde ligesom et Maal og Mærke paa Forskjellen.

Saa tog jeg mig for i Størens Hovedsogn at vandre op igjennnem Dalen en Mils Vei paa den ene Side af Elven og saa ned igjen paa den anden-Side; paa Vandringen vilde jeg besøge saa mange Huse, som jeg kunde række, og samtale med Husmødrene om Sagen og bede dem forklare mig, ikke hvorledes Skik og Brug var i Almindelighed i Bygden, men hvorledes hver af dem bar sig ad i sit eget Hus. Ti Exempler fra en og samme Bygd syntes mig nemlig mere lærerige end ti Menneskers almindelige Forklaringer om Bygden.

At gjøre en Husmoder saadanne Spørgsmaal, det kan falde ganske let, naar man besøger et fattigt og ringe Hus; men – underligt nok! – man kommer ikke saa let til med det, naar man staar Ansigt til Ansigt med Folk i et Velstands-Hus. Men jeg var opmærksom paa dette, og derfor gjorde jeg Begyndelsen netop med det rigeste Bonde-Hus, som laa paa min Vei.

I Førstningen faldt det mig helt uvant at udfinde de rette Spørgsmaal om Ting, som jo mest henhøre til det kvindelige Stel, og som jeg hidtil ikke havde studeret videre paa. Men i Løbet af nogle Dage skaffede jeg mig jo lidt Øvelse, og i over et halvt Snes Huse nedskrev jeg nøiagtigt i min Lommebog, hvad der blev mig forklaret. Og efter disse Optegnelser vover jeg at sætte op den følgende almindelige Forklaring om noget af Hus-Stellet i det nævnte Størens Hovedsogn.[6] Gaardens Bygninger ere oftest stillede sammen saaledes, at Fæhusene staa yderst, paa Bakkeheldet; men derved hindres den frie og ofte smukke Udsigt, som Folket skulde have fra Dagligstuen af. Og Gaardspladsen er ikke det venlige grønne Tun, som jeg var bleven vant med fra Østerdalen; den er en optrakket Plads, hvor Solen i Regnveir ofte er forfærdelig; og lige ved Siden af Hustrappen findes ganske almindelig en styg Dynge, som dannes af Feieskarn og Skyllevand fra Huset.

Den østerdalske Skik med særskilt Sommer- og Vinter-Bolig synes ikke at have været indført her. Den gamle Brug med Sneens Renhold var, at den en Gang for Aaret, nemlig til St. Hans-Tid, skulde vaskes eller skures „al igjennem,“ saaledes, at Tag og Vægge bleve medtagne. Nu tør det dog kaldes almindeligt, at foruden denne Storvask bliver Gulvet vasket til hver Langhelg.[7] I enkelte Huse vaskes det ogsaa noget hyppigere om Sommeren; En staar sig paa det, blev der yttret, – for naar der ikke gaar for lang Tid imellem, saa er Arbeidet mindre besværligt for hver Gang. En Kone, som dog ellers viste sig som en dygtig Husmoder, sagde mig alligevel, at hun vaskede Stuen al igjennem baade til St. Hans og til Jul, men at hun ellers ikke skurede Gulvet oftere. Det nyttede saa lidet, sagde hun; det var bedre at bruge Sopelimen des mere. Enkelte Mænd har jeg ogsaa hørt klage over den megen Skuring; de fandt, at Gulvet raadnede op derved. Det er dog mest ældre Mænd, som tale saa; yngre paastaa tvertimod, at Gulvet snarere lider ved den aarlange Smuds, som trædes ind i det.[8]

Ellers foregaar den omtalte Renselse ikke synderlig ved Sand-Skuring; paa Loft og Vægge bruges en vaad Fille, „Larve,“ eller en i Vand dyppet „Bar-Tugu“ (Tvoga, d. e. en Visk eller Tvætte-Kost af Bar-Kviste); om Sommeren renskes Gulvet paa den Maade, at der skylles over det nogle Bøtter Vand, som saa med en Sopelime sones ned i Kjelderen gjennem et Par Huller eller Spunser i Gulvet. Om Vinteren, naar der er Potetes i Kjelderen, maa derfor Gulvet blive, som det er, eller det kan kun løselig vaskes over med en Larve.

Som antydet, har Sopelimen meget at gjøre i ordentlige Huse, og Karlene, som maa binde dem, høres undertiden at klage over, at de slides op saa snart. Men for hver Gang Sopelimen har gaaet over Gulvet, staar Stuen i en Støv-Sky. Og Feie-Skarnet bæres ingenlunde ud strax; det samles op i en Hob ved Skorstenen, og der holdes Svøbe-Barnet frem. For Resten bliver Gulvet gjerne barstrøet til hver Søndag.

Foruden den anførte Stue-Vaskning hører det til, at Krakker, Bænke, Borde, Senge, Skabe og Vindues-Karme, tildels ogsaa den indvendige Side af Vindues-Ruderne, vaskes hver Lørdag-Eftermiddag (En Kone sagde mig, at hun vaskede Vinduerne med „Glas-Kost“, og det ogsaa udvendig en Gang imellem). At denne Lørdags-Vaskning virkelig er Bygde-Skik, det overbeviste jeg mig om paa den Maade, at jeg to Lørdags-Eftermiddage i Rad saa indom i en stor Mængde Huse, Bonde-Gaarde og Husmands-Stuer om hinanden.

Men vaske og vaske er ikke altid det samme. Det nævnte Bohave havde sjelden eller aldrig saadan Hvidhed, som jeg var vant til at se i Østerdalen.

Spise-Bordet maa oftere tørres af, om ikke just efter hvert Maal, som dog en Gang hver Dag. Nu og da, især naar der har været spiist Sild, kommer der endog en vaad Klud paa Bordet strax efter.

Hver Husbonde nyder sine Maaltider sammen med sine Tjenere og Arbeidsfolk; kun naar Bonden er en ældre og svagelig Mand, faar han stundom noget særskilt tillavet Mad. Der spises paa uduget Bord, undtagen ved Gjæstebud og paa de store Høitids-Aftener. Al Mad sættes i Almindelighed frem i Træfade, da Sten-Tøi kun er kommet ganske lidt i Brug. Træ-Fadene ere oftest umalede, men antage ved Brugen en sort Farve, der sidder i, selv om de ere nok saa vel vaskede. Silden sættes frem i Trug, og den er ganske, som den kommer fra Tønden, urenset; men hver Person har sin „Silde-Fjøl“ til at rense og skjære den paa. Til Kjødmad bruges runde, stundom malede Træ-Tallerkener. Alle Slags Knive sees i Brug, Tolle-Knive, Folde-Knive og egne hjemmegjorte Bord-Knive; men Gafler bruges aldrig i daglige Lag, ikke i noget eneste Bonde-Hus, selv ikke, naar der spises Sild.[9] Suppen og Grøden spises med Tre-Skeet, stundom Horn-Skeer, og de Sølv-Skeer, som der gjerne er paa hver Gaard, ligge ørkesløse i Skabet. Bønderne sige enstemmig, at de synes bedst om at spise med Træske, kun at den er vel dannet. Hver Mand har sin Ske, og efter endt Maaltid slikkes den og tørres med Haanden og stikkes saa fast i Væggen eller lægges hen i Bord-Skuffen. Alle Skeerne vaskes dog en Gang imellem, en Gang eller to for Ugen eller 2den hver Dag.[10]

Nogle Koner sagde, at de vaskede alle Træ-Kopperne og ligesaa Gryderne efter hvert Maal, vaskede dem i varmt Vand og skyllede dem derefter i koldt. Men i mange Huse foregaar saadan Vaskning stadig kun efter Kjødmad og Grød, og Fade med Syre-Supe samt Melke-Kopper renses ofte i en Hastighed saaledes, at Husmoderen eller Kokkepigen med øvet Finger behændigt stryger hen over Kopperne og samler Slumperne sammen i egne Skaale og saa sætte de tomme op i Rækken. Men i de senere Aar høres nu En og nu en Anden at yttre Ulyst til at æde den saaledes sammenslumpede Melk, og denne vistnok meget gammeldags Maade holder derfor paa at gaa af Brug.

Da en og samme Stue tjener til Kjøkken, Spise-Værelse, Arbeids-Rum og til Sovested for Forældrene og de smaa Børn, saa vilde det jo altid være vanskeligt at holde det ganske pent. Man bør derfor ikke se sig saa særdeles nøie om i Stuen, heller ikke i det tilstødende Kammer, der dels bruges som Sove-Rum, men mest er Spise-Kammer. I den saakaldte Ny-Stue derimod, som er Husets Gjæste-Værelse, skulde det bære penere; men ogsaa den sees ofte brugt som en Mellemting af et Spise-Kammer og Pulter-Kammer, hvor Borde og Bænke ere bedækkede med Smør-Former, Gammel-Oste, Gangklæder, Garn, Uld, o. s. v.

I nogle Huse blev det sagt mig temmelig bestemt, at alle Voxne vaske sig hver Morgen; men paa andre Steder sagdes saa kun om de Fleste, eller det sagdes, at man gjorde det for det Meste. Vissest lød Svaret saa, at Fruentimmer vaskede sig for det meste daglig, men at det var mere ujevnt med Mandfolkene.[11] Til saadant Brug hænger der i de fleste Huse en fortinnet Kobberskaal af en egen Dannelse, om Sommeren udenfor Hus-Døren, om Vinteren indenfor Stue-Døren. Denne Skaal tror jeg dog mest benyttes til at vaske Hænderne, naar man nu og da kommer ind fra et smudsigt Arbeide. Naar Ansigtet skal vaskes om Morgenen, saa gaar det nok for det Meste saa til: Strax indenfor Stue-Døren staar en Vas-Saa, som bruges til Husholdningen, og i den hænger en Jern-Øse; den fylder man med Vand, og i den baster man sig, om Sommeren ude i Fordøren, om Vinteren paa Bænken i Stuen. Man vasker sig med Haanden, og en Tørke-Klud (og stundom to, nemlig en særskilt til Hænderne) hænger nær ved Døren og tjener til Brug for alle Husets Folk; den skulde egentlig nyttes med en ren hver Uge; men det sker ikke altid.[12] Ved denne Leilighed bruge især yngre Kvindfolk og tildels yngre Mandfolk at pynte Haaret. Til saadant Brug findes vistnok Buste noget nær i hvert Hus; men det er dog mest Fruentimmer, som bruge den, da Mandfolk heller holde sig til Kammen, som i den senere Tid er kommen i Brug. Desuden skulle alle Voxne vaske Hoved og Hals noget fuldstændigere hver Lørdags-Aften eller Søndags-Morgen; men det sker dog neppe altid. Sæbe bruges neppe af Nogen, undtagen naar det gjælder at faa Skjægget af. Ogsaa her gjælder det for Resten, at vaske og vaske ingenlunde altid er den samme Ting, og jeg maa ved denne Leilighed oplyse, hvad Læger have sagt mig, at saa sjelden som Fnat er at se paa Tønsæt og paa Røros, saa hyppigt skal det være her i Guldalen. Almuesfolk i det Sogn, som jeg her har for Øie, sagde mig ogsaa, at det i enkelte Huse ikke var frit for Utøi. Og flere Huse ere vistnok belemrede med Væggedyr.

Hvor ofte byttes Linned? Jeg spurgte nøie efter, og hyppigst lød Forklaringen saa, at det ikke drog ud over 14 Dage. Om Sommeren, da man meget gaar trøieløs og ofte bliver sved, maa der byttes oftere. Ligesaa maa Strømperne oftere byttes om Sommeren, da man nu og da træder helt ned i Sølen; men om Vinteren byttes og vaskes de sjelden eller aldrig. Om dette fik jeg ellers ingenlunde nogen ret tydelig Forklaring; men jeg kom lidt efter lidt til at tænke mig Tingen saa, at det har sig med Strømperne ligesom med de fleste Folks Buxer: de vaskes ikke, men Smudset tørres og gnisses af. Derfor ser man ogsaa stadig det Syn i Bonde-Stuerne, at Folkene om Aftenen trække Strømperne af og hænge dem op paa en Sund nær Skorstenen.

Saue-Felden er det vigtigste Stykke Senge-Tøi. – Men den kan ikke vaskes, kun holdes ren ved at lastes og pidskes Hvor ofte sker det? Hver Lørdag – sagde den ene Husmoder efter den anden. Stundom ogsaa midt i Ugen, føiede nogle til. Saaledes kan en Feld bruges i 10 Aar og endda kaldes god, blev det mig sagt; men saa bliver den tyndslidt. Endnu i nogle Aar gjør den dog Tjeneste i Lægde-Sengen, eller den kommer hen i en Husmands-Stue for at varme Fattigfolks skrøbelige Legemer. Om der saa kommer Utøi i den, saa kan det vel være, at den fattige Kone betænker sig paa at tage den ud for at lufte og dænge den; thi for hver Gang vil den blive tyndere og tyndere.

Jeg sagde, at jeg anstillede disse Undersøgelser i flere Huse; blandt dem vare nogle meget fattige, og hensaa jeg jo ved første Øiekast, at det ogsaa var mindre rent. Men ellers fandt jeg i det Hele samme Renligheds-Skik i Husmands-Stuer som paa Gaarde. Og en af de mest paafaldende Ting ved det Hele er netop den store Lighed, som viste sig Hus for Hus. Hvad der mest gjorde Forskjel hist og her, var dette, om der var mange Børn i Huset eller ikke („stort Folk-Hus“). Jeg skal tilføie, at jeg fandt hver Bonde og Bonde-Kone i Arbeids-Dragt, og ofte maatte jeg forundre mig ved at se navnlig Manden iført saa overmaade tarvelige Klæder, da der dog gjerne hang endogsaa rigelig Forsyning paa Klæde-Loftet. En lappet Klædning kan være en agtværdig Ting; men der bør være Maade med Lapper ogsaa.

Dette var som sagt i Størens Hoved-Sogn. I det nærmeste Sogn nedenfor, Horrig, fik jeg det Indtryk, at Tilstanden i det mindste i enkelte Grænder er heller ringere end i det første Sogn; ialfald sagde man mig, at det ikke just var Skik i alle Huse at vaske Borde og Bænke o. s. v. til hver Søndag, og nogle Mænd forklarede – ja Enkelte tilstode det for eget Vedkommende –, at der ret var ikke saa faa Mandspersoner, som ikke brugte at vaske sig i Ansigtet og paa Hænder tiere end til hver Søndag, med mindre de ved et eller andet Tilfælde vare blevne altfor meget tilsmudsede. En ældre Mand vilde endogsaa forsvare dette: „Øinene holde ikke saa længe ud, naar En vasker sig tidt – det har jeg altid hørt,“ sagde han.

Men om baade denne og hin Bygd som om det hele Guldalen maa dette siges tilsidst, at det dog er gaaet fremad med Renlighed i den sidste Menneskealder. Dette hænger navnlig sammen med den store Forandring, som er foregaaet med Husebygningerne i indeværende Aarhundrede: istedetfor de gamle „Laag-Stuer“ (med en Etage) har man nu paa de fleste Gaarde „Loft-Stuer“ (med to Etager) og det med flere og flere Værelser i Længden, derhos større og flere Vinduer samt mere og mere hyppigt Oliemaling. – Altsaa, Forbedring viser sig i Hus-Stellet, og Klagen over de endnu vedhængende Misligheder forvandles hos Beskueren gjerne til Glæde over hvert Tegn, han finder paa Liv og Rørelse og Fremadstræben.

I Melhus, det nederste Præstegjæld i Guldalen, syntes jeg at bemærke to Ting: først dette, som jeg allerede har nævnt før, at Hus-Stellet nok oprindelig har været ganske ligedan der som i de nys beskrevne Sogne, dernæst dette, at Forandringen til det Bedre der er gaaet en god Del raskere for sig og det formedelst Paavirkning fra den nærliggende Throndhjems By eller de nærmest samme liggende mere bydannede Landsogne. Denne Forandring viser sig ikke blot hos den lille Klasse af mere velstaaende Bondefamilier, hvor Husbondsfolket lever noget afsondret fra Arbeidsfolket, men ogsaa, skjønt mindre, hos den menige Almue. Som det tydeligste Mærke paa dette skal jeg anføre, at den gamle Skik, at Tjenestepigerne have sit Natteleie i Fæhusene – en Skik, som længer oppe i Dalen sidder saa besynderlig fast –, i den sidste Menneske-Alder er aflagt her og det af den Grund, at Pigerne selv ikke vilde ligge i Fjøset længer; de fandt det „chikanerligt“ (fornedrende), som en Pige sagde mig, og Folk vare nu mere „aaboalvante“ i alle Maader, som en Anden udtrykte sig (vante til en overdreven Finhed).

Hvor besynderlig lidt derimod By-Skik med Hensyn til Hus-Stellet er trængt ind i det Strøg af Guldalen, som ligger længer oppe og længere borte fra Byen, det vil man se af følgende Exempel, som jeg fortæller noget omstændeligt, fordi det i flere Henseender forekommer mig lærerigt.

En Aftenstund sad jeg i lang Samtale med en Bondemand og hans Kone om, hvoraf det vel kunde komme, at der i deres Hus og i alle deres Naboers Huse hele Bygden over var mindre rent og pent end paa Røros, Tolgen, Tønsæt og Kvikne, Noget, som Manden kjendte vel til af egen Beskuelse, og som Konen ofte havde hørt om. Under Samtalen følte jo Konen, at det var hende, det især gjaldt, og hun forsøgte paa at finde Grunde til Forsvar og Undskyldning; men jeg vilde ikke udenvidere gaa ind herpaa, og omsider afgjorde Manden Sagen for mig og imod Konen med det Ord: „Jeg mener, det kommer af Vanen, jeg.“

Næste Morgen sad jeg med Bonden i fortsat Samtale om andre Ting. Det var i Ny-Stuen. Under Talen spyttede han stygt, midt paa Gulvet: Og jeg standsede ham saaledes, at jeg klappede ham paa Skulderen og mindede ham om hans Ord igaar om Vanen. Han maatte le. „End om Du fik lidt af den Vane paa Dør?“ sagde jeg. „Veed Du hvad – Du skulde rigtig gjøre Dig et Par Spyttebakker, med Granbar i, en til Nystuen og en til Dagligstuen – spyt saa selv i dem, saa vænner Tjenestegutten sig til det samme, og næste Aar skal Du kanske se, at den lille Begyndelse til mere pyntelig Skik er i Gang hele Grænden over!“

„Ja, det er Noget, jeg rigtig tidt har tænkt paa. Og det kunde sagtens snart være gjort – det var nu ikke stor Kostnad, det. Men der er en Aarsag alligevel.“

„Hvad Aarsag?“

„Aa, jeg veed ret ikke, om jeg kan forklare det.“

„Er det saa, at Du vilde faa Ord for at være storagtig?“

„Ja, det er ikke frit.“

Det varede lidt, før jeg kunde komme mig af min Forundring. Saa slog jeg Manden paa Skulderen og spurgte ham raskt:

„Sig mig oprigtigt: Er det virkelig sandt, dette? Har jeg forstaaet Dig ret?“

„Ja, det er nok sandt.“

„Skulde jeg da tro, at her kanske ikke er en eneste Mand i hele Kirke-Sognet, som har en Spyttebak?“

„Det skal være netop, om Gjæstgiveren har i Gjæste-Stuen.“

Dette var i et Sogn. I det næste Sogn – nærmere Byen – sad jeg ligeledes i fortrolig Samtale med en Bonde, og i Nystuen. Han spottede ogsaa stygt under Samtalen, og jeg standsede ham. Med Flid henvendte jeg ganske de samme Ord og Spørgsmaal til ham, og det var forunderligt at høre hvorledes ogsaa hans Svar bleve lige med den forrige Mands, paa det sidste nær; thi det lød saa:

„Jo, der er en Mand, som har Spyttebak.“

„En? netop en? kan Du da vide det saa nøie?“

„Ja, for jeg vil ikke regne det, om der kanske ogsaa er paa Gjæstgiverstedet for de Reisende.“

„Men Du har dog ikke været i hvert Hus og seet efter den Ting, saa jeg spørger Dig endnu, hvordan Du kan vide saa vist, at der kun er den Ene?“

„Aa, der er da tidt talt paa det, at den Mand vil være saa meget grummere end Andre. Folk synes ikke videre om det og spytte paa Formon udenfor Spyttebakken hans.“

For Sikkerheds Skyld talte jeg ogsaa til en anden Bonde i samme Sogn for hans Spytten paa Gulvet, og hun gav mig ganske samme Forklaring, ogsaa om denne Ene. I det tredie Sogn, endnu nærmere i Byen, sad jeg atter sammen med en Bonde i Nystuen og det paa en af de rigeste Gaarde i Sognet Og her – her saa jeg en Spyttebak. Muntert fortalte jeg Manden, hvorledes der i de øvre Bygder dømtes om Spyttebakker, og spurgte ham om hvorledes han turde vove Sligt, og hvorledes det gik ham mellem Naboerne.

„Aa – var Svaret – det kan nok gaa an i Ny-Stuen; en anden Sag var det at have den i Daglig-Stuen.“

Et stærkere Exempel paa Skikkens Magt veed jeg aldrig at have fundet. Skikken hersker med Tyranni. Og fast Alle bøie sig for den; men de Fleste undse sig ved at tilstaa det. Jeg skulde vel heller ikke have opdaget dette Exempel, dersom jeg ikke først havde truffet til at tale om Sagen med en Bondemand, som jeg holder for en af de skjønsomste, jeg kjender.

Nu kan jeg godt tænke mig, at en brav Bondemand i Guldalen kan komme hjem fra en af sine hyppige Reiser til Røros og tale med sin Kone om, hvor snildt det skulde være, om de kunde holde sit Hus paa Røros-Vis, og jeg kan tænke mig, at Konen virkelig kan være villig til at gaa ind paa Mandens Tanke og Ønske. Men saa Udførelsen? Først vilde kanske Tjenestepigen vise surt Ansigt, om hun skulde skure Gulvet hver Lørdag, og dernæst vilde Konen udsætte sig for den Dom af sine Grand-Koner, at hun vilde te sig storagtig. Sandelig, naar vi sætte os ret ind i dette, saa ville vi vel vogte os for at udtale uskaansomme Ord over de enkelte Menneskers Hus-Stel i en Bygd, hvor de huslige Skikke nu engang ere mindre renlige og pyntelige.

Men saa bliver det store Spørgsmaal dette: Hvad kan Aarsagen være til, at Hus-Skikkene i Mands Minde og vel fra meget gammel Tid have været saa ulige i disse Bygder?


En sjelden tænksom, ja dybsindig Læge, som jeg gjorde et behageligt Bekjendtskab med i det Throndhjemske, yttrede sin Mening saa: De høie Fjeld-Sider gjøre, at der kommer ikke saa meget Sol-Lys ned i den trange, dybe Dal, og Folket vænnes desuden til saa megen Sorthed ved idelig at færdes paa de sorte Agre – derfor støder det ikke deres Øie saa meget, om der er skummelt og smudsigt i deres Boliger. I Fjeldbygderne derimod hviler det rigeste Dagslys over de grønneste Marker, og i Menneskets Indre tændes en beslægtet Higen efter alt, hvad der er lyst og rent.

Men denne Forklaring er mig mere smuk end overbevisende.


Forstandige Almuesmænd i Guldalen have drøftet Sagen med mig og fremhævet, at deres Kvindfolk ere langt mere overvældede med Arbeide og Besvær end Kvinderne i de, som de paastaa, lykkeligere, rigere og mere letvindte Fjeldbygder. Det er ogsaa sandt, at der paaligger Kvindfolkene meget Tung-Arbeide. Jeg skal nævne noget deraf: 1) sprede Gjødselen med Harv eller Jernrive, 2) „hekte“ eller jevne Ager-Furerne, 3) rage Løv og Kvist af Engene om Vaaren, 4) tildels slaa Hø, dog nu mindre i Brug end før, 5) rage Hø, først sammen i „Raak,“ siden i „Mue“ eller større Dynge – et Arbeide, som 1 Kvindfolk har at udføre for 2 Karle, 6) udføre den største Del af Korn-Skurden, hvorimod al Træsking her forrettes af Mandfolk, 7) udføre Fjøs-Stellet, og 8) tilvirke og spinde og væve Lin ikke alene til Husbehov, men i enkelte Sogne ogsaa til Salg. – Se, saadanne Fortegnelser maa visselig tages meget vel i Betragtning, naar man vil dømme om Hus-Stellet i vore Bygder. Men ogsaa paa Tønsæt og i Tolgen maatte jeg studse over den store Andel, som Kvinderne have i Gaards-Arbeidet. Noget deraf mindes jeg. De maa læsse Møk, og efter Sloingen (Gjødselens Udbredelse paa Engene) maa de med et tungt Jern-Redskab knuse Klumperne og trykke dem vel ned mellem Græsrødderne; ogsaa her (paa Tønsæt og ligesaa i de to øvre Sogne af Holtaalens Præstegjæld) maa de jevne Agerfurerne og skjære Korn og desuden være med i Træskingen; i Onnetiden skal 1 Pige (Bred-Kulle) brede Høet for 3 Slaatte-Karle, og da dette Arbeide ofte foregaar i koldt Fjeld-Veir og paa sidlendte Marke-Slaatter, hvor der maa vades i Vand, saa har mangen 20aarig Pige derved faaet en Knæk for Levetiden; ligesaa maa Kvinderne være med i Mose-Fjeldet og det netop senhøstes og i Ruske-Veir, saasom Ren-Mosen ikke er god at samlet Tør-Veir; endelig have de om Vinteren hele Fjøs-Arbeidet[13] og desuden meget Uld at spinde. Og hvad det angaar, at Fjeldbygderne skulde være rigere, saa er det ikke godt at indse, hvorledes det i sig selv skulde være lettere at leve i en Bygd som Tolgen, hvor Bonden bare avler Græs, end i en Bygd som Støren, hvor han avler baade Græs og Korn.

Snarere maa vi sige saa, som jeg forsøgte at udvikle det ovenfor, hvor Talen var om Østerdalen og Hedemarken, at jo mere Gaardsbruget bestaar af Agerdyrkning, desto lettere sker det, at Menneskene baade faa Smuds paa sine Personer og bære det med sig ind i Husene.[14] Men hermed er vistnok ikke alt det forklaret, som skulde forklares. Forskjellen mellem Bygderne er nemlig en dobbelt: det Første er, at der i Dalbygderne er mindre rent og pent end i Fjeldbygderne, og det Andet er, at der hist er mindre bevidst og synbar Stræben hos Folket efter at holde det rene og pent. Og Syslen med Ageren kan egentlig kun faa Skyld for den første Forskjel, og det kunde jo være at vente at der, hvor Smudset har lettest for at trænge ind, der skulde der netop være størst Flid og Iver for at faa det ud.

Hvorfor er der da ogsaa den Forskjel, at Fliden og Iveren er saa liden og Bygde-Skikken saa sløv og slap netop i Ager-Bygderne, hvor der dog krævedes mest Tanke og Omhu i dette Stykke?.

Her maa jeg atter, ligesom engang ovenfor, vove mig ind paa den vanskelige Tale om Folke-Charakteren, dette usynlige og Dunkle, som jeg ikke engang veed noget ret norsk Ord for. I Samtale med tvende Mænd i Holtaalen hørte jeg af dem begge den sikkre Paastand, at de nedenfor liggende Bygder kjendelig stode tilbage i Pyntelighed. „Sig mig saa fremdeles – spurgte jeg: hvor finde I, at Folket er raskest og livligst?“ – „Ja, det er nok Noget, som det ikke tilkommer os at svare paa,“ – det var deres forsigtige Ord; men Meningen var, at de nedre Bygder stode tilbage ogsaa i denne Henseende. Og denne Mening hørte jeg senerehen idelig af Embedsmænd, som vare kjendte i Bygderne; bestandig fortalte man mig om Træk og Begivenheder, som vidnede om mere bestemt Tanke og rask Beslutsomhed og kraftig Villie i de øvre Bygder.[15] Selv syntes jeg ogsaa under min vistnok kortvarige Omgang med Folket at faa ganske det samme Indtryk, og allerede i mit første Stykke om Bygde-Skikkene hentydede jeg til denne Forskjel i Sindet og i Sjels-Evnerne og lod et Ord falde om, at Aarsagen vistnok for en stor Del ligger i den Forskjel, som Bygdernes Naturbeskaffenhed og Næringsveie medføre i Levemaaden og Kostholdet.[16]

Men foruden den almindelige Forklaringsgrund, som Betragtningen af Folke-Charakteren frembyder, er jeg ogsaa kommen til at tænke paa en mere særlig Grund. Det er Kvindens Stilling i Familie-Livet, som jeg her sigter til.

Kvindens Stilling, hendes Kald i Livet, den Anseelse, hun nyder i den huslige Kreds, er vistnok meget ulige i de forskjellige Egne af Landet: og deraf afhænger for en stor Del den Værdighed og Ynde, hvormed hun optræder, og den Indflydelse, hun formaar at udøve. Størst viser denne Forskjel sig uden Tvivl mellem Fiskeri-Distrikterne paa den ene og de rigere Agerdyrknings-Bygder paa den anden Side. Hist, hvor Manden lægger sin bedste Kraft i Søbruget, har Kvinden en uforholdsmæssig stor Andel i Gaardbrugets Tung-Arbeide, og – hvad der maaske er det aller uheldigste – dette samme Gaardsbrug og dermed Kvindens store Møie er saa lidet skattet, betragtes som en aldeles underordnet og meget ringe Ting i Sammenligning med Mandens Bedrift: Fiskeriet. I de rigere Ager-Bygder derimod hersker en mere heldig Fordeling af Arbeidet: Manden forestaar og udfører de udvendige Arbeider, og Kvinden har mere udelukkende den indre Husbestyrelses lettere og dog saa vigtige Sysler. Det maatte ikke forundre, om man som Følge heraf fandt nogen Forskjel i Kvindens Udseende og Dannelse og hele Væsen under disse saa ulige Forholde, og jeg synes ogsaa bestemt at have iagttaget saadan Forskjel: i de bergenske Kyst-Distrikter staar Kvinden ofte tilbage for Manden, er mindre udviklet i sin Art end han, mangler navnlig den fine Anstand og Ynde, som skulde smykke hendes Kjøn og opretholde hendes Værdighed og Anseelse; i flere af de østlandske Egne har jeg derimod ofte maattet gjøre den lige modsatte Bemærkning, at Kvinden udmærker sig paa sin Plads fremfor Manden paa sin, saa han ofte tager sig mindre fordelagtig ud ved Siden af hendes tækkelige Væsen.

Men nu forefinde vi noget andre Forholde i de Bygdelag, som nærmest beskjæftige os her, det nordre Østerdalens Hyrde-Egne og de ingenlunde rige guldalske Ager-Bygder: her have Kvinderne vistnok ikke faa meget Tung-Arbeide at forrette som i Fiskeri-Distrikterne, men dog sikkerlig meget mere end i saadanne rigere Ind-Bygder som Hedemarken eller Thoten. Derfor mener jeg, at man baade i det nordre Østerdalen og i Guldalen vil finde noget mere Haardt og saa at sige Karlsmæssigt hos Kvinderne end i de sidstnævnte Bygder. Det nordre Østerdalen og Guldalen frembyde i denne Henseende et Forhold, der er som en Mellem-Ting mellem det, der gjælder for Hav-Kanten og de rigere Indbygder.

Imidlertid mener jeg, at det ogsaa her, i denne mindre Kreds, er muligt at paavise Forskjel; vaade paa den ene og den anden Side maa Kvinden yde Manden en betydelig Bistand ved Jordens Behandling og Afgrødens Indhøstning; men i det særskilte Kvinde-Arbeide er der Forskjel. Som det egentlige Kvinde-Arbeide regner jeg disse to Hoved-Ting: Husets Bestyrelse og Kreaturenes Røgt, og Forskjellen er den, at i Guldalen er der ikke stort Tanke om andet Udbytte af Kreatur-Stellet, end hvad der medgaar til dagligt Brug i Husholdningen, hvorimod Kreaturene paa Tønsæt og i Tolgen maa give betydeligt Overskud for at skaffe Manden Penge til at kjøbe Korn og betale Skat og Gjæld. For at gjøre Forskjellen ret iøinespringende kan jeg udtrykke den saa: den guldalske Bondekone forestaar Husholdningen saaledes, at hun forbruger Størstedelen af, hvad Manden med sin Omtanke og Flid har samlet ind baade paa Laaven og i Laden, men den østerdalske Kone udfører sin Gjerning saaledes, at hun baade har Nok til dagligt Brug og desuden ved sin Betænksomhed og Omhu vinder et Overskud til Brug udenfor Huset. I Sammenligning med de guldalske Ager-Bygder bliver derfor Konen i det nordre Østerdalen en vigtigere Person i Huset; det beror mere paa hende, om det skal gaa fremad eller tilbage med Velstanden, med Familiens Trivsel; hun anspores derfor mere til at bruge sin Tanke og anspænde sin Flid; i samme Grad som hun gjør dette, vinder hun mere Paaskjønnelse af sine Omgivelser og befæstes i Selv-Agtelse og Tilfredshed i sin Stilling; men denne Følelse af Tilfredshed forhøiet hendes Virke-Lyst i alle Retninger, udvikler navnlig ogsaa den kvindelige Sands for alt det, som kan give hendes Hus Hygge, Sands for Orden og Renlighed og alle gode Sæder. Omvendt kan det altfor let ske den guldalske Bonde-Kone, at hun bliver mismodig, naar hun, med Frygt kanske for at møde et uvenligt Blik, maa sige Manden, at nu ser hun allerede Bunden i Mel-Karret, saa han maa spænde Hestene for Slæden og gjøre en besværlig Fragte-Reise eller to mellem Throndhjem og Røros for at fortjene Skillinger og kjøbe mere Korn til det store Slug – denne Kone er ikke oplagt til at pudse Vindues-Ruden og skure Karmen; thi i hendes Mismod ser Alt saa graat ud alligevel. Men i dette Stykke retter fremdeles alt Husets Folk sig efter Husmoderens Stemning og Exempel.

Og jeg staar ikke ene med den Mening, at Kvinden i hine Fjeldbygder virkelig indtager en saadan fremragende Plads i Huslivet som antydet. En i det tønsætske Landbrug kyndig Mand har fremhævet for mig, at Kreatur-Stellet under Kvindens Haand er udviklet til en langt større Fuldkommenhed end Jord-Dyrkningen under Mandens. Og i Holtaalen, hvor Fædriften ogsaa er den vigtigste Del af Gaardsbruget, blev det omtalt som et almindeligt gjængs Ord, at om en Familie skal gaa fremad i Velvære, det beror vel saa meget paa Konen som paa Manden; Konens Anseelse og Indflydelse skal ogsaa være meget stor her, saa Manden gjerne tager hende paa Raad i alle Begivenheder o. s. v. – Længere nede i Guldalen fremsatte jeg mine nu udviklede Tankegang for en kløgtig Almuesmand, og han understøttede dem med et Exempel fra en ganske anden Kant: I Ørkedalen, hvor han var kjendt, er Hus-Industrien med Lin-Tilvirkning meget betydelig, og naar Tiden kommer, at Manden skal betale Skatter og Afgifter, saa har Konen gjerne en Væv eller to færdig til ham, saa det for en stor Del er hende, som skaffer Penge til Huset; men i det samme Ørkedalen skal ogsaa ifølge denne min Hjemmelsmand Hus-Stellet være mere ordentligt og pynteligt end i Guldalen.

Dog – det er ingenlunde Meningen at udgive disse mine Forklaringer for sikkre og uomtvistelige. Jeg vil kun kalde dem Forsøg paa Forklaring af en vanskelig og vidtløftig Sag. Og selv hvad Beskrivelserne angaar, Beskrivelserne over de herskende Tilstande og Skikke, maa jeg vel bede om Overbærelse, hvis jeg har feilet i nogen af de mange Smaating Men i en god Mening har jeg fortalt, hvad jeg forstod og tænkte, og navnlig mente jeg dette, at mit lille Arbeide kanske hos En og Anden kunde vække Lyst til fortsatte Undersøgelser om den samme Sag, baade i den omtalte og i andre Bygder. For Sammenligningen skulde det saaledes være værd at kjende til, hvorledes Forholdet i andre Egne monne være mellem de høieste Fjeldbygder og de lavere Dale, saasom i Valders, Hallingdalen, Thelemarken. Jeg tænker ogsaa paa, om det Forhold, jeg har troet at finde mellem Høifjelds-Bygderne omkring Røros og Guldalens Dal-Bygder, monne vise sig ligedan paa den svenske Side. Se, ved en saadan større Mængde af Iagttagelser skulde det vel lykkes os lidt efter lidt at naa frem til en paalidelig Indsigt om de virkelige Tilstande og deres sande Aarsager.

Men under Nedskrivningen af disse Blade har min Tanke dog idelig svævet hen over vort Vestlands barske Kyst-Egne og det, at altfor ofte saa uskjønne, uvederkvægelige, kummerfulde Husliv der. Det skulde være Guld værd, om nogen kyndig Mand kunde give os en udførlig og indtrængende Beskrivelse over dette Husliv. En saadan Bog skulde blive et af de vigtigste Bidrag til ret at forstaa vore Almuers virkelige Kaar, ja baade deres indre og ydre Tilstand; en saadan Bog skulde være besynderlig skikket til at vække og nære varm og virksom Deltagelse for Folket, ja vel ogsaa til at oplive Tænksomheden og Selv-Virksomheden hos selve Almuens Mængde.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ „For fattige Husmødre. Af Hanna Winsnæs.“ Faaes hos Bogtrykker Malling i Christiania.
  2. ↑ En Skoveier i Elverum, som nu vel er noget over 50 Aar gammel, og hvis Formue jeg i Fattigkommissionens Lignings-Liste saa anslaaet (og det vistnok lavt) til omtrent 60,000. Spd., fortalte mig, at han, skjønt Søn af en efter Datids Begreb ganske velstaaende Bonde, i sin Barndom var opvoxet og opdraget paa den tarvelige Vis, at han jevnlig gik barbenet. Gik han et Erinde ind til Elverums Leir, saa bar han Skoene med sig og tog dem paa, naar han skulde ind paa Gaden der; men saasnart han var paa Hjemveien igjen, tog han dem atter af. Saa var dengang almindelig Brug i Bygden.
  3. ↑ En Myrplante med skarpe Kanter paa Stængelen (en Eqvisetum), som bindes i smaa Bundter og er vel skikket til at polere Træ.
  4. ↑ En af disse Historier lod saa: En Tønsæts Bonde sad i en Guldals Stue og saa en Stund paa, hvorledes Konen hakkede Pølsemad; saa henvendte han dette Ord til hende: „Der er da renfærdigt Folk her i Guldalen og; de sope da Gulvet, før de hakke Pølsemaden“ – for hun hakkede med Øx paa Gulvet. – Denne Historie bør dog Tønsætingerne holde op at fornøie sig med; thi fra Gulvet vilde der ufeilbarlig komme Sand i Maden, og det have guldalske Tænder aldrig yndet mere end andre.
  5. ↑ Skjønt beliggende i Ørke-Elvens Dalføre hører ellers Kvikne Præstegjæld til Østerdalens Provsti, Christiania Stift.
  6. ↑ Her som ellers i denne Afhandling gaar jeg dog Kostholdet og Madstellet forbi; thi det er saa vidtløftigt, at der snarest maatte skrives en egen Bog derom. Af samme Grund kan jeg heller ikke nu tage Hensyn til Husenes Indretning, som dog har en saare vigtig Indflydelse her. Det faar være nok at sige at Guldalen har vedligeholdt denne gamle Skik med Skorsten i Daglig-Stuen, men at her forresten er godt, ja tildels overflødigt Rum i Husene.
  7. ↑ D. e. de tre store Høitider, Jul, Paaske, Pintse.
  8. ↑ I Østerdalen er det ikke ganske ualmindeligt at skure Fjøs og Stald, naar Kreaturene ere slupne ud om Vaaren; men dette hørte jeg aldrig tale om i Støren.
  9. ↑ I alle de Landsbygder, hvor jeg er kjendt, er det nok kun en liden Brøk-Del af Almuen, som bruger Gaffel i dagligt Lag. I hver enkelt Bygd maatte det endogsaa være gjørligt for kjendte Folk at tælle de faa Gaffel-Spisere. Men i Mangel af saadan Tælling mener jeg, at følgende Regel i de fleste Tilfælde vil slaa til: Arbeidsfolk og Tjenere spise almindelig uden Gaffel; det samme gjøre ogsaa de Bønder, som sidde til Bords sammen med sine Tjenere og Arbeidsfolk; de Bønder, som saavidt have skilt sig fra sine Arbeidsfolk, at de spise ved særskilt Bord, men ellers i samme Værelse og af samme Mad, er det adskilligt med, og Brugen af Gaffel bliver først almindelig, naar Adskillelsen gaar saa vidt, at Husbondsfolket lader dække for sig i et særskilt Værelse og da gjerne med særskilt tillavet Mad, med Dug paa Bordet og med Fade og Tallerkener af Stentøi.
  10. ↑ En Skoleholder i Guldalen sagde, at i nogle Huse faar han en renvasket Ske til hvert Maal, i andre derimod maa ogsaa han gjøre som de Andre og gjemme sin Ske fra det ene Maal til det andet.
  11. ↑ Tidligere havde jeg i en Nabobygd samtalt om denne Sag med en ældre Gaardbruger og en Skoleholder. I Førstningen var der nogen Menings-Ulighed mellem dem; hin vilde gjerne skildre Tingen noget bedre end denne; men tilsidst nedskrev jeg i min Lommebog Følgende: „Det blev antaget, at Børn ikke tilholdes at vaske sig hver Morgen, at voxne Fruentimmer kun tildels vaske sig daglig, at voxne Mandfolk kun undtagelsesvis gjøre det. Og Kam (eller Buste) pleier kun komme i Haaret om Søndagen.“ Jeg yttrede til Gaardbrugeren, at han burde tilholde sin Tjenestegut at pynte Haaret hver Dag. Her tog Skoleholderen Ordet: „Det vilde ikke gaa an – han vilde bare blive gjort Nar af.“ „Nei vist ikke?“ henvendte jeg mig til Bonden „Aa – det vilde nu altid være i meste Maaden,“ svarede denne.
  12. ↑ En Omgangs-Skoleholder i Guldalen sagde ogsaa, idet han klagede over Renligheden i Husene, at det var det Værste: at tørre sig med denne Klud. Han vidste nok, at han kunde forlange et særskilt Haandklæde; men det var saa leit at gjøre det, for det vilde se saa storagtigt ud.
  13. ↑ Naar man kjender til, hvor meget Tungarbeide der hviler paa Kvinderne i de fleste af vore Bygder, kan man ikke andet end glædes ogsaa over den Forandring til det Bedre, at i den sidste Menneske-Alder er Fjøsarbeidet paa mange Gaarde blevet betydelig lettet formedelst Vandledninger, som gaa lige ind i Fæhusene, saa den megen Vand-Bæren kan høre op. Ved mange saadanne Smaa-Forandringer skal forhaabentlig Menneskelivet blive lykkeligere og ædlere.
  14. ↑ Og her er det mærkeligt at efter Alles ensstemmige Forklaring er Overgangen fra Renlighed til Urenlighed især bradt, naar man ovenfra kommer nedover til den nederste Grænd af Holtaalen og til Singsaas, og netop her begynder ogsaa Agerbruget at tage ved som en Hoved-Næringsvei, ledsaget af en talrig Husmands-Klasse. Ved den samme Grændse viser sig ogsaa Forskjel i Folkets Klædedragt; ovenfor bruges et Slags saakaldet Nationaldragt, som nedenfor er aldeles aflagt, ialfald for Mandfolkenes Vedkommende.
  15. ↑ Ja, for en opmærksom Iagttagelse viser denne Forskjel sig endog mellem ganske nærliggende Sogne, saa navnlig det i forrige Anmærkning omtalte Singsaas Sogn ogsaa i denne Henseende adskiller sig fra de to øvre Sogne i samme Præstegjeld. Saa var ialfald en meget skjønsom og paalidelig Mands Dom, og det uden at han vidste, hvad Anvendelse jeg skulde gjøre deraf.
  16. ↑ I Fjeldbygderne spiser man lidet, men kraftig Mad (meget Sul-Varer), i Dalbygderne maa man tage mere til sig af de mindre nærende Fødemidler (mere Kornvarer). Om en Stor-Spiser bruger man i Holtaalen det Udtryk: at æde som en Sælvygg, og oftere hørte jeg i Throndhjems Stift netop Sælbo (Hoved-Sognet) nævne som en af de urenligste Bygder i Dalernes Distrikt.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Bygde-Skikke/3&oldid=227074»