Bygde-Skikke/4/3

Eilert Sundt

Bygde-Skikke (del 3)

Folkevennen, Tiende Aargang, 1861 (s. 293-345).

Bygde-Skikke.

Fjerde Stykke.

Af Eilert Sundt.

Fortsættelse (sml. Side 165).

---

§ 32. Røgovnstuen.

Jeg er færdig med Bygnings-Skikken i Christiania Stift og i Throndhjems Stifts Indland, og jeg har allerede før sagt, at nordenfor Throndhjems-Fjorden tør nærværende Afhandling ikke vove sig. Men nu ville nogle Paragrafer handle om Bygnings-Skikken i Fjord-Distrikterne mellem Throndhjems-Fjordens Munding og Stavanger-Fjorden. Thi det er Røgovnstuens Strøg.

De Forfattere, som jeg siden kommer til at anføre, bruge kun det Navn Røgstue. Men der er to Slags Røgstuer, og Røgovnstuen er det ene.

Dette Navn lærte jeg af Almuen i Nordmør (Røykj-Omn-Stugu). Det peger paa Stuens Kjendings-Mærke, nemlig det særegne Ildsted, og dettes Navn Røgovn (Røykj-Omn, af Oldnorsk omn, ofn) passer godt for at vise Forskjellen fra Lysovn, som man i Nordmør kalder Peisen.

I Fig. 60 leverer jeg Tegning af en Røgovn, saaledes som den staar der i Hjørnet af Stuen, nær Døren.^[1]

Mange Reisende have været inde i Røgovnstuer og undret sig over Lysaabningen i det sodede Tag m. m.; men ikke alle have ret lagt Mærke til selve Røgovnen henne i Hjørnet.

Nogle af Tiedemands skjønneste Malerier, f. Ex. det, der forestiller den dybe Andagt hos den lyttende Forsamling, vise os Røgovnstuens Indre; men i intet af dem, saa vidt jeg har seet, er selve Røgovnen afbildet saaledes, at man faar en tydelig og rigtig Forestilling om den. – Dette har da ogsaa ligget udenfor Kunstnerens Hensigt.

Fig. 60. Røgovn.

Og uagtet Røgovnen, som det skal sees, er omtalt af flere Forfattere, omtalt saaledes, at den, som kjender den af egen Beskuelse, lettelig skjønner, at det er den, som er ment, saa er den dog intetsteds omstændelig beskrevet eller afbildet.

Nærværende mit Forsøg er altsaa det første. Og vel maa jeg kalde det et Forsøg; thi jeg maa for en stor Del gaa efter Hukommelsen da jeg kun finder faa og ufuldstændige Optegnelser i mine Notitse-Bøger.

Men man vil ikke forkaste dette Forsøg, naar jeg siger, at det blandt Andet netop har til Hensigt at forberede en fuldkomnere Beskrivelse af en Hus-Skik, som endnu er saa lidet kjendt, skjønt den maaske har bestaaet fra Oldtiden, og ialfald i lange Tider har staaet som Mærke paa en særegen Kultur-Tilstand i en stor Del af vort Land.

I det mindste er det ofte gaaet mig saa, naar jeg fra Indlandet er kommen ud til de vestlandske Fjord-Distrikter, at jeg har havt en Fornemmelse, som om jeg skulde være hensat i en længst forsvunden Tids-Alder; men af det Meget, som i disse Distrikter minder om gamle Tider, er det vel Røgovnstuen, som gjør mest Indtryk.

Ja, at kjende Røgovnstuens Bygnings-Skik turde være et godt Bidrag til Studiet af den norske Almues Kaar og Sæder, i Fortid og Nutid.

Røgovnen altsaa, som Tegningen fremstiller, er en muret Stenmasse, oftest mandshøi og vel saa det, tildels saa bred paa den ene Vei, at en voxen Seng kan staa langs med den, og næsten lige saa bred paa den anden Vei eller paa Forsiden. Den er muret op fra Grunden eller fra selve Hus-Tomten af, og den staar indeklemt mellem Stue-Hjørnets to Vægge om den ydre og bagre Side samt et Plankeværk om den indre Side og endelig en Plankeklædning om den udspringende Fod paa Forsiden, saa kun den øvre Del af samme Forside med selve Ovn-Aabningen kommer tilsyne.

Forsiden samt hint Plankeværk (den saakaldte Ovn-Bolk) skulle vi tage nærmere i Øiesyn, saaledes som Fig. 61, A og B, viser samme.

Selve Ovnen, eller den Hvelving, som gaber os imøde paa Røgovnens Forside (A), er saa dyb, at den kun viser sig for os som et Mørke. Aabningen er lige saa vid som det indre Rum, og derved skiller denne Ovn sig fra en Bagerovn, som den jo ellers kunde sammenlignes med. Man vil finde Ligheden saa meget større, naar man hører, at det virkelig bruges paa somme Steder at stege et Slags Kager til Jul inde i denne Ovn.^[2]

Fig. 61. A. Røgovn.	B. Ovn-Bolk.

Foran selve Ovnen er Gruen (i Almuesproget Gruva) – saa kaldes nemlig Sten-Massens fremspringende Fod eller fremstaaende Afsats. Naar Veden i Ovnen er udbrændt, kunne Gløderne rages ud i en liden Fordybning i denne Grue, lige foran Ovnsaabningen, og her kan man da sætte eller hænge Gryden over og koge sig en Grød. Det er omtrent som med Kakkelovnen, hvor der jo ogsaa er Ovn og Grue – et lukket Ild-Rum og en Ovn-Plade foran.

I visse Strøg, i Søndfjord, skal Gruen mangle, men selve Ovnen skal der være saa vid, at Gryden kan sættes

Fig. 62. Røgovn i Gjennemsnit.

helt ind i den. Paa andre og kanske de fleste Steder er Ovnen heller smalere og snævrere, end Tegningen angiver. I Hardanger vil man navnlig have bemærket, at jo smalere Ildrummet er, des bedre nyttes Ildens Varme, idet den fuldstændigere meddeler sig til den omgivende Stenmasse.

Forholdet mellem Ovnen og Stuen vil maaske blive mere anskueligt ved Tegningen Fig. 62, som viser et Gjennemsnit midt igjennem Ildrummet, fra Forsiden til Bagsiden. Gruen staar her tydelig foran Ovnen, ligesom beredt til at opfange dennes Gløder og Aske, at intet skal falde paa Gulvet.

Hvad er Hensigten med Ovn-Bolken (Fig 61, B)?

Det Ord Bolk kan bruges om enhver Skillevæg eller Paneling, f. Ex. Skillevæggen mellem Kjøernes Baaser i Fjøset. Navnet Ovn-Bolk hørte jeg i Nordmør. I Romsdalen heder det „Gimling,“ i Hardanger „Skjeltile“ (Oldnorsk skjaldþili), i Ryfylke „Brik,“ og alle disse Navne betegne i Almindelighed en Paneling eller Plankevæg.

Hvad er nu Hensigten med denne Plankevæg?

Det har ofte fornøiet mig at betragte den; thi den gjør det vakkert i Stuen ved at skjule en Stenmur, som ellers skulde have staaet der saa ujevn og plump. Der er saare lidt af Pynt og Stads i en Røgovnstue, og det kan ikke vel være anderledes af den Grund, at Røgen lægger sig over Alt med sin Sod; men er noget af Stuens Tømmermands-Arbeide udført med Omhu og Nethed, saa er det Ovn-Bolken, og er der nogen Gjenstand i Stuen, som holdes skuret og pudset, saa er det den.

I Røgovnstuens Bygder kan det ofte og længe se ud for den Fremmede, som om der ikke var Tanke for andet end Livets mest ligefremme og udvortes Fornødenheder; men netop her er det derfor ganske forunderligt, hvad oplivende Virkning det kan gjøre, naar man finder et nok saa lidet Tegn paa Sands for det Skjønne, en Sands, som gaar udenfor det blotte og bare legemlige Behov.

I Røgovnstuerne har Ovn-Bolkens Nethed erstattet mig Skjønheden af det rige Træskjærings-Arbeide i de gudbrandsdalske Huse.

Og naar jeg stod foran Ovnbolken og betragtede den høie Planke, som staar der i Kanten af den, morede det mig at anstille Gisninger om, hvad vel Meningen kunde være med de Navne, hvormed jeg hørte samme Planke benævne: „Omn-Kall“ (i Romsdalen), „Kallshovd-Fjøl,“^[3] „Friaren“ (i Ryfylke). Jeg kom til at tænke paa de underlige Høisædes-Stolper, som nu og da omtales i Sagaerne, en Stolpe paa hver Side af Høisædet, med den nedre Ende fæstet i Jorden: der vistes dem et Slags Dyrkelse i Hedenskabets Tider, og der er Formodning om, at de tildels have været udskaarne med en eller anden af Gudernes Billeder^[4] – man kan gjætte paa den skjæggede Thor (Kallen) eller den blomstrende Frey (Friaren).

Længere kom jeg ikke under mine Besøg i selve Stuerne eller ved mine Samtaler med Bønderne om disse Indretninger. Men nu, da jeg nærmere tænker over Tingen, gaar det op för mig, at Ovn-Kallen og Ovn-Bolken utvivlsomt have en anden Bestemmelse fra Begyndelsen af end den at pryde Stuen.

Men lægge Mærke til, at Ovnen ikke er egentlig hvelvet, og at Muringen er temmelig ufuldkommen med Lerklining istedetfor Kalk. Det er altsaa et svært og tungt Murværk uden synderlig Styrke. Men skulde Stenmassen give sig og faa Sprækker, saa kunde Ilden let liste sig ind igjennem og naa Væggen.

Men formedelst den stærkt og sindrigt byggede Ovnbolk staar Stenmassen saaledes i Klemme, at den ikke kan give sig. Derved er Fare for Ildsvaade forebygget, og dette har sikkerlig været Ovn-Bolkens oprindelige Tanke og Hensigt.

Man vil forstaa det ved at betragte hver enkelt Ting ret nøie.

Der er for det Første den saakaldte Bite (Oldnorsk biti), eller den Tværbjelke a, som oppe under Taget ligger tvers over Stuen fra den ene Langvæg til den anden. Til den læner Ovn-Kallen b sig. Et Tvertræ, som heder Hald, og som gaar ud igjennem den bagre Tømmervæg f og udvendig er befæstet med en Splint, er naglet fast i Ovn-Kallen – Tegningen viser de tre Naglehoveder, som gjerne ere blankpudsede og store, næsten som Sølvdalere. I Fuger i Ovn-Kallen og i Tømmervæggen ere Bolkens Planker e–e spændte. Formedelst alt delte staar Ovn-Kallen fast: den kan ikke falde indover eller udover, ikke bagover eller forover. Men med Ovn-Kallen staar den hele Ovn-Bolk uryggeligt, og den igjen støtter for Stenmassen, som opfylder Rummet mellem Ovnbolken og Ydervæggen g. – En lignende Tjeneste yder fremdeles Bordklædningen d, som ogsaa er befæstet formedelst Ovn-Kallen: den staar foran Gruen og stemmer imod den bagre Væg f.

Det hele er saaledes forbundet, at saalænge Ovn-Kallen staar, saa staar Ovnens Murværk og kan ikke lettelig give sig paa nogen Kant. Men blev Halsen paa Ovnkallen hugget over, saa vilde kanske Ovnen ramle ned i samme Øieblik.

Hermed er altsaa Ovn-Bolken et nødvendigt Tilbehør til en Røgovn, og hermed er det forklaret, hvoraf det kommer, at overalt hvor der er en Røgovn, der er der, forsaavidt jeg har kunnet erfare, ogsaa en Ovn-Bolk.

Og betragtes Røgovnen saaledes i Forbindelse med Ovnbolken, saa vil det skjønnes, at vi her have en særegen Opfindelse for os, ingenlunde saa ganske simpel, udviklet maaske til saadan Fuldkommenhed, som den efter sin Natur er istand til at modtage.

Dette var selve Røgovnens Bygning og Indretning. Den mangler, som man ser, Skorstenens eller Peisens Kjendemærke, nemlig Røgpibe. Men derfor maa en Stue med Røgovn nødvendig være ikke en Lemstue (med Lem eller Loftsgulv), men en Rotstue (hvor man ser frit helt op til det saakaldte Rot eller den indvendige Del af Taget), og øverst oppe i Taget maa der være en Ljore eller en Aabning til Udgang for Røgen, saaledes indrettet, at den med Lethed kan lukkes formedelst et Dæksel.^[5]

Skal nu Røgovnstuen opvarmes om Vinteren, saa gaar det saaledes til:

Om Morgenen lægges et skikkeligt Fang Ved i Ovnen. Det maa helst være Kvisteved, fordi den brænder stærkest og altsaa yder sin Varme i kortest Tid. Og den maa stables op inde i Ovnrummet paa en lidt betænksom Maade, saa der kan blive godt Lufttræk. Luen slaar da snart ud af Ovn-Gabet og slikker op efter det sodede Tag, saa det for den Uvante ser hel betænkeligt ud, og Røgen vælter sig tyk ud i Stuen og vilde i faa Øieblikke opfylde den ganske og gjøre det uudholdeligt derinde, dersom ikke Ljoren i det samme blev aabnet og derhos Stuedøren sat halv aaben: nu strømmer den kolde Luft ind ad Døren og Røgen ud af Ljoren.

Naar Branden er forbi, rages Gløderne ud paa Gruen for at straale Varme ud til alle Sider. Og dersom Husmoderen skynder sig at hænge Gryden over, kan hun faa kogt Dugurds-Vellingen med denne Varme. Men der skal et haardført Menneske til dette Arbeide; hun staar nemlig saaledes, at hun paa en Gang maa taale den kolde Dør-Træk i Ryggen og den glødende Hede lige i Ansigtet.

Saasnart Branden ophørte, standsede Røgen, og nogle Minutter efter vil den Røg, som svævede om i Værelset, have lettet sig saa meget, at der kun er igjen som en Sky over Hovederne paa Folket i Stuen. Nu skynder man sig at „lægge Stuen igjen,“ som det heder, det vil sige: man lukker Døren og lægger Dækselet over Ljoren.

Strax bliver der nu meget varmt. Der strømmer som en hed Aande ud af Ovnens Gab. Og saa megen Varme har Ovnens svære Stenmasse faaet i sig ved denne Ilding, at om det ikke er en altfor kold Vinterdag, kan den holde Varmen i Stuen saa nogenlunde vedlige til henimod Aften. Da ildes der atter, dels for at det kan være varmt og godt, naar Folk komme ind fra sit Udarbeide, dels for at Husmoderen kan faa kogt Aftens-Grøden med samme Varme. Og efter AftenIldingen holder Stuen sig lun til om Mor-genen. Der ildes altsaa to Gange i Døgnet.

§ 33. Ljore, Vinduer.

Endnu for 100 Aar siden eller lidt mere var der ikke Vinduer i Røgovnstuerne – paa Undtagelser nær, hvor der var gjort Begyndelse med denne nye Indretning.

Jeg har aldrig hørt eller seet berettet, hvad Tid det var, at Vinduer kom i Brug paa Østlandet, i Gudbrandsdalen o. s. v. Men det kan man vel anse for sikkert, at denne Forbedring for længst var indført og var bleven ganske almindelig der, medens Almuen i Røgovnstuens vestlandske Bygder endnu hjalp sig uden Vinduer, paa Oldtids Vis.

Ved Aaret 1750 var den bekjendte Dr. Erik Pontoppidan Biskop i Bergen, og han siger udtrykkelig at Bygderne paa Vestsiden af Filefjeld eller i hele Bergens Stift udmærkede sig fremfor andre Egne i Landet med den gammeldags Simpelhed, at Bønderhusene vare uden Vinduer, saa det var sjelden endog hos en rig Bonde at finde en saakaldet Glas-Stue.^[6]

„Spørges der (saa fortsætter Pontoppidan), hvorfra man har Dagslyset? Da svarer jeg: alene oven fra Taget, mellem hvilket og Stuen er intet Loft, og midt paa Rygaasen et firkantet Hul, saa stort som et maadeligt Vindue, kaldet en Ljore. Denne lades om Sommers Tid og i godt Veir ganske aaben, men ellers bedækkes med en Skjaa, det er: en Træ-Ramme, som passer sig til Ljoren og er bespændt med en maadelig tyk, dog klar Membran eller Hinde, som drages af det slagtede Kreaturs Mave, noget stærkere, men lige saa klar som en Blære. Denne Skjaa løftes af eller lægges paa ved en Stang, og samme Skjaa-Stang, som et ufeilbarligt Møbel i hver Bondes Stue, er det, som den, der kommer i Bondens Gaard at røgte et vigtigt Erinde, særdeles Frieri, maa holde Haanden paa, den Stund han fremfører sine Ord.^[7] Af bemeldte Ljore eller Ljos-Hul^[8] uddriver ogsaa Røgen i dette Slags Stuer, som, til Forskjel fra Glas-Stuerne, kaldes Røgstuer, efterdi Skorstenen gaar, ligesom i de Holstenske Bønder-Huse, ikke ud af Taget, men endes med en Hvelving 3 à 4 Alne fra Jorden, da Røgen siden faar Lov at svæve under Taget og søge Udgang af første Aabning.“

Jeg skulde ønske, at jeg kunde ledsage Pontoppidans Beskrivelse med Tegninger over Ljoren med Tilbehør. Nu kan jeg kun sige, at som han beskriver Indretningen for 100 Aar siden, saa er den endnu den Dag idag, og saa var den allerede i Oldtiden, at dømme efter den gode Overensstemmelse mellem Pontoppidans Beskrivelse og Professor Keysers i dennes førnævnte Afhandling om Nordmændenes Boliger i Sagatiden.^[9]

Det tør ogsaa være saa, som Pontoppidan tydelig sigter til, at selve Navnet paa Ljoren hænger sammen med dens Bestemmelse at skaffe Stuen Lys (Ljos). Ialfald ser jeg, at baade i Bergens Stift i Norge og i Jylland i Danmark bruges beslægtede Ord (Ljør, Lyre) om de Lysaabninger, som nu og da sees paa den overskyede Himmel.^[10]

I forrige Aar var jeg i en Røgovnstue i Jelse i Ryfylke, en Stue med baade Skjaa i Ljoren og Glasruder i et Vindue. Men det faldt mig ind at prøve, hvorledes Stuen vilde tage sig ud alene med Ljore-Lyset, og jeg fik mig fat i et Sengdækken og hang det for Vinduet, saa der ikke kom den mindste Straale ind der. – Ofte, naar jeg har staaet i en Røgovnstue og seet mig omkring, har jeg maattet sige ved mig selv, at dersom ikke Vindues-Glasset var, denne Frembringelse af en udenlandsk Opfindelse, som her tillands var saa godt som ukjendt i Oldtiden, saa var der knap nogen Ting at se i Stuen, uden at den kunde have været ligedan i hin graa Oldtid, da de første Rydningsmænd trængte frem og satte sig i vore Bygder. Men nu, da jeg havde faaet Vindues-Lyset udestængt blev hele Stuens Udseende mig aldeles oldtidsmæssigt. – Med Møie og Flid samle Oldforskerne sammen Stykke for Stykke af Bohave og andre gamle Sager, som nu og da graves op af Gravhauge o. s. v., og ved at stille disse mange Stykker sammen, faa de et nogenlunde sammenhængende og helt Billede af vore Forfædres daglige Liv. Men i en vestlandsk Røgovnstue lever og rører Oldtidens Liv sig endnu den Dag idag – det er ganske forunderligt, hvor lidet det har forandret og udviklet sig.

Jeg maa tilstaa, at det var lysere, end jeg havde tænkt mig det. Det ovenfra nedfaldende Lys er ligesom rigere end det, der kommer ind fra Siden. Man kunde meget godt se at læse og udføre hvilketsomhelst Arbeide. Men alligevel var det mig som i en Kjelder og et Fængsel: man kunde jo ikke se Menneskene, som gik forbi, ikke Træerne og Engen og Søen og den hele vakkre Udsigt, som ellers Vinduet berigede Stuen med, og om end Skjaaen slap Himmelens Lys ned, saa var det dog ikke selve den oplivende Sol-Straale; thi den blev brudt i Skjaa-Hindens Dunkelhed; denne samme Dunkelhed gjorde ogsaa, at man kunde ikke se op igjennem Ljoren og betragte Himmelens Blaa eller de drivende Skyer – jeg maatte tænke paa Bodsfængsler, hvor Glasruderne med Flid og Forsæt ere gjorte dunkle, saa Fangerne nok kunne se i sine Celler, men ikke kvæge sit Sind og tilfredsstille sin higende Længsel ved at se ud.

Med Skjaa-Lyset alene var Huset mig som et Billede paa Oldtiden, og jeg følte, hvorledes Livet er lyst og frit nu mod da – i saa mange Maader.

Paa Gaarden Ørsund i Romfog Sogn, Sundalens Præstegjeld Nordmør, staar en Stue, som nu har faaet Skorsten og ikke mere bruges uden som Bryggerhus og Sommerstue, men som indtil for en Menneske-Alder siden var Røgovnstue og Gaardens rette Vinterstue – en stor og i sin Art anseelig Stue, af en sjelden Ælde. Jeg saa Huset i 1859 og talte med Eieren. Det var en Mand paa 65 Aar, og han kunde godt mindes sin Oldefader; men denne Oldefader havde ofte fortalt om, hvad han igjen havde hørt af sin Moder, at da hun blev gift hid til Gaarden, var Huset allerede saa gammelt, at Ingen vidste at sige, naar det var bygget. Oprindelig og længe, det kunde Eieren fremdeles fortælle mig, var Stuen uden Vinduer; men saa havde en af hans Forfædre (han forklarede endda for mig, hvem af dem det var) hugget Hul paa Væggen og sat et Vindue ind, det hist ved Høisædet. Dennes Eftermand gjorde siden ligesaa paa den modsatte Væg og satte ind dette Vindue her lige over for Høisædet. Endelig var der en tredie Mand paa Gaarden (nuværende Eiers Fader eller Bedstefader), som kostede et Vindue til paa denne samme Væg, henimod Hjørnet der, hvor Grydebænken staar, at det kunde blive lidt lysere for Kvindfolkene, som stelle der.

Altsaa Slægt for Slægt mere Lys her i Huset. Og saaledes er det gaaet med Røgovnstuen i hele det Strøg, hvor den har hørt hjemme.

Vi have seet, hvad Pontoppidan skriver om Bergens Stift i det Hele. Af udførligere Beretninger, som haves om Søndmør af 1762 samt om Søndfjord af 1785, sees, at det da allerede var i god Gang med at faa Vinduer i Røgovnstuerne.^[11] Men endnu ved Aaret 1817 var Tarveligheden saa stor i Leirdal, inderst i Sogn, at man hjalp sig i Røgovnstuerne med et eller to Vinduer med kun et Par Ruder i hvert, altsaa ikke noget ordentlig Vindues-Fag.^[12]

I Nordmør brugte man i 1773 „mangesteds,“ som Schøning udtrykte det,^[13] Vinduer i Røgovnstuer. Men netop i dette samme Nordmør hørte jeg i 1859 Lensmand Halse paa Tustern (da 68 Aar gammel) fortælle, at han i sin Ungdom havde hørt en Glasmester i Christiansund tale om, hvorledes han ofte havde maattet gjøre Tourer til Søndmør for at sætte ind Vindues-Ruder for Folk, og hvorledes han ved den Leilighed ikke sjelden havde faaet Huse at stelle med, som hidtil havde været aldeles uden Vinduer. Dette Sidste fortaltes som Noget, der i Nordmør havde vakt Forundring, og det anførtes som et af flere Exempler paa den paafaldende gammeldags Tilstand i Søndmør.

Og i Jelse i Ryfylke fortalte Udskiftnings-Formand Larsen mig i 1860, at han for faa Aar siden selv havde seet en Røgovnstue uden Vinduer, paa en Husmandsplads Smedvik under Gaarden Erøen i Jelse Prestegjeld – og han troede mest, at Huset stod saa endnu.

Her havde vi altsaa et Exempel paa, at hin Oldtidens Tarvelighed har naaet helt til Nutiden.

§ 34. Røgovnstuens Grundform.

Grundtegningerne Fig. 63, 64 og 65 ville give en Forestilling om Røgovnstuernes Indretning.

Fig. 63.	Fig. 64.
Fig. 65.

I de indre og bedst bebyggede Bygder af Nordmør har Røgovnstuen (jeg dømmer efter de Levninger af den gamle Skik, som jeg har seet, samt efter hvad Folk i Bygderne endnu kunne mindes fra ældre Tider) ialfald paa de bedre Gaarde svaret til Fig. 63 og altsaa, hvad selve Tømmerbygningen angaar, lignet Lysovnstuen i det throndhjemske Indland, Fig. 51: Stue med Forstue^[14] og (halv) Kleve. Men paa Smaagaarde i disse samme Bygder samt almindeligvis i de ydre Bygder, ude mod Havet, hvor det mangler paa Tømmer, synes Røgovnstuen at have svaret til Fig. 64: kun Stue med Forstue, uden Kleve.

Et lignende blandet Forhold tør have været at se omkring i Bergens Stift.

Men i Ryfylke, det sydligste Strøg, hvor Røgovnstuen vides at have hersket, opfattede jeg Forholdet saa, at der selv paa bedre Gaarde enten slet ikke eller ialfald kun sjelden har været Tanke om nogen anden Grundform end den simple, som Fig. 64 viser.

Den Mening paatrænger sig, at vi i Fig. 64 have som den enkleste, saaledes ogsaa den ældste Form for en norsk Stue, og at Fig. 63 er at agte som en Udvikling af den oprindelige Enfoldighed.^[15]

Fig. 63 svarer, som sagt, til den throndhjemske Stueform og ligner altsaa Grundplanen for den ældgamle Jutulstue i Rennebo (Fig. 50). Men denne ligner igjen de ældgamle Arestuer i Christiania Stift (§ 21). Hin Udvikling af Simpelheden eller den lille Udvidelse af Bygningen ved at føie til Stuen en tømret Kleve, har altsaa været meget udbredt, og deraf kan det atter sluttes, at den maa være opkommen meget tidlig.

Naar herefter min Indbildningskraft søger at forestille sig vore Forfædres Boliger, helt oppe i Saga-Tiden, saa vil den tænke sig simple Almuefolks Huse tømrede som Fig. 64, men de noget anseeligere Bygninger som Fig. 63.^[16]

Tegningen Fig. 65 viser en Røgovnstue med Langkammer, ligesom ved den throndhjemske Stue Fig. 54; det kan være føiet til en Bygning, som forresten svarer enten til Fig. 63 eller 64. Langkammer ved en Røgovnstue har jeg seet i Romsdalen, men det er sjeldent og sikkerlig en senere Tids Opfindelse.

Fordi det i det Hele taget er meget gammeldags i de Bygder, hvor Røgovnstuen endnu hersker, vilde her sikkerlig være god Leilighed til at studere den Udvikling af den gamle Bygnings-Skik, som jeg handlede om i § 11, nemlig med en Mængde af Bibygninger til den egentlige Stue: Ildhus, Sommerstue, Sengebod o. s. v.^[17]

Men derimod tror jeg ikke, at man i disse samme Bygder maa vente at finde mange Prøver paa saadan omhyggelig Tømring, som vi have havt Leilighed til at se i de gammeldags Bygder i Indlandet.

Den Sorenskriver Arentz, som ved 1785 beskrev Søndfjord, var opvoxet her og havde i mange Aar været Embedsmand her. Han maatte altsaa være vel kjendt. I sine Yttringer om Folkets Charakter og Sæder viser han sig derhos som en særdeles betænksom, sindig og velvillig Mand, saa han gjerne roser, hvad roses kan, f. Ex. Bøndernes Baadebygning. Men, siger han, „deres Husbygningskunst er ikke almindelig saa god; sjelden falde Tømmerstokkene ret vel i hinanden“ o. s. v. Og i Almindelighed maa han tillægge dem „Mangel af ret frit Haandelag, da der ikke gjerne yttrer sig nogen naturlig Behændighed i ret kjendelig Grad ved deres Arbeider, som derfor enten blive uanseelige, om de skulle være stærke og varige, eller svage, om de skulle være nogenlunde nette og pyntelige.“^[18]

Jeg mener, det vilde gaa ligesaa med Bedømmelsen den Dag idag, om der kom f. Ex. en gudbrandsdalsk Tømmermand hen til en eller anden af disse Røgovnstuens Bygder: han vilde nok finde Adskilligt at udsætte paa Bygnings-Arbeidet.

Men det turde være et Spørgsmaal, om den samme Fremmede vilde have Skjønsomhed til at rose de vestlandske Baadebyggeres Kunst efter Fortjeneste.^[19]

§ 35. Inde i Stuen.

Jeg har hørt en ældre Mand fortælle noget om, hvordan det i hans første Minde saa ud inde i Stuen i gamle Huse i hans Hjembygd Indre Sogn.

Langs hele Gavlvæggen var en fast Bænk, som hed Pall, og fra Gavlvæggen af gik der fremdeles faste Bænke, som jeg tror hed Langbænkene, langs med begge Stuens Langvægge. Og Langbordet, som stod ind ved Gavlvæggen, var saa langt, at det rakte tvers over Stuen, saa der blev to Høisæder, et for hver Ende af Bordet. Det ene kaldtes slet og ret Høisædet, det andet derimod det næste Høisæde. Ved Bryllupsmaaltidet før Kirkereisen sad Brudgommen i hint, Bruden i dette; naar de kom tilbage fra Kirken, sad de sammen i det rette Høisæde.

Ved denne Beskrivelse mindes man om den Oldtids-Skik, at Høisædet var midt paa Langbænken, et paa den Bænk, som vendte mod Solen, for Husbonden selv, og et paa den modstaaende Bænk for den fornemste Gjæst (Side 241).

Men den samme Beskrivelse kan maaske ogsaa hjælpe til at forklare en Omstændighed, som man vil blive opmærksom paa ved at betragte de tre Grundtegninger Fig. 63, 64 og 65.

Her er kun et Høisæde i hver af de tre Stuer; men det har ikke samme Plads i dem alle, da det staar enten skraa over for Ildstedet eller jevnsides med det.

Jeg har allerede fortalt, at i Nordmør staar Høisædet jevnsides med Ildstedet (Side 289). Ligesaa har jeg fundet det i Ryfylke. Mellem Nordmør og Ryfylke er der ialfald nogle Bygder, hvor Høisædet har den anden Plads, efter hvad jeg selv har seet (i Søndmør), og efter hvad Andre have sagt mig.

I de akershusiske og throndhjemske Bygder maatte vi undres over den besynderlige Overensstemmelse i Skikken med Hensyn til Høisædets Plads. Men derfor vækker denne Uoverensstemmelse Opmærksomhed.

Uoverensstemmelsen er maaske fremkommen ved Overgangen fra hin ældre Skik med to Høisæder til en nyere med kun et: overalt har man fundet det bekvemmest at sløife det ene, men saa har et blot og bart Tilfælde bevirket, at man i et Bygdelag har beholdt det paa venstre Haand, i et andet det paa høire Haand.

Saaledes kan det oftere befindes, at Uligheder i Bygde-Skikke ere opkomne formedelst Forandring, Udvikling, Forbedring af en og samme Lands-Stik, som oprindelig var fælles for flere Bygder: paa nogle Steder kan en Forandring være blevet indført, paa andre Steder ikke, og der, hvor den er indført, kan det være blevet gjort snart paa en Maade, snart paa en anden.

Et Exempel herpaa finde vi ogsaa ved at betragte Vinduernes Plads i Røgovnstuerne. De forhen ukjendte Vinduer har man nu faaet i alle Bygder; men man har anbragt dem paa forskjellig Maade. I Nordmør staa de ufravigelig i Langvæggen, først og fremst i den Langvæg, hvor Høisædet er; i Sogn i Bergens Stift skulle de staa i Gavlvæggen; i Ryfylke endelig staa de i Langvæggen.

Ved at tænke paa Vinduernes Plads kommer jeg til at mindes en Omstændighed, som nok kan fortjene et Ord. Baade paa Vestlandet og Østlandet finder man meget ofte selv paa Gaarde med den skjønneste Beliggenhed og herligste Udsigt, at Dagligstuen med dens Vinduer er vendt saaledes, at de, som inde ere, ikke faa noget Godt af Herligheden. Og dette udlægges meget almindelig som Vidnesbyrd om, hvor liden Sands og Smag Bonden har. Men det er en Arv fra Fortiden, hin Tid (som for Vestlandets Vedkommende ifølge næst-forrige Paragrafs Oplysninger ikke er saa overmaade fjern), da Vinduer vare ukjendte i Bøndernes Huse, saa der ikke kunde være Tanke eller Tale om nogen Udsigt fra Dagligstuen. Da man saa fik Vinduer, maatte der vel gaa adskillig Tid hen, inden Folk fik Øie for Sagen, og i mangfoldige Tilfælde var det ikke saa let gjort som sagt at skaffe Dagligstuen en forandret Plads, saasom der da maatte gjøres Forandring med den hele Husklynge og dens Inddeling i Stuegard og Nautgard o. s. v. Men endda mener jeg, det er Noget, som sker aarligaars, at Almue-Folk ved Leilighed indretter baade sin Gaardsplads og sine Værelser saaledes, at man saa meget som muligt faar godt af den vakkre Udsigt.

Det er vistnok saa, at Taget i en Røgovnstue er røget, sodet, mørkt. Men dette gjør det ikke saa skummelt i Stuen, som man skulde tro. Midt i Tagets Dunkelhed gjør Ljore-Lyset et livligt Indtryk, og det sorte Sperretag er blanksort, ligesom fernisseret – at sige, naar Feiekosten har pyntet Stuen til Jul eller St. Hans og feiet den løse Sod væk. Den nedre Del af Væggen, omtrent til Mandshøide, maa Skurefillen holde saa vid som mulig. Endelig er det Skik en Gang eller to for Aaret at krote Stuen, det vil sige: man gjør en Røre af finstødt Kridt eller Mursten, dypper Fingeren deri og maler Figurer af Kryds og Streger og Prikker langs den nederste Omgang af de sorte Vægge-Stokke – en hvid Bord altsaa paa begsort Grund, Stuen rundt.

Naar saa hertil kommer det halv synlige, halv usynlige Tække, som en omhyggelig og tænksom Husmoders ordnende Haand kan udbrede over det hele Stel, saa man faar det Indtryk: her er det, som det skal være i en Stue af dette Slag, – se, da kan man ret undres over, hvor megen Hygge der kan være i en Røgovnstue ogsaa.

§ 36. Røgovnstuen i Throndhjems Stift.

Jeg kan, som før sagt, kun tage Hensyn til Landet syd for Throndhjems-Fjorden.^[20]

I Aaret 1773 blev Strøget fra Throndhjems-Fjordens Munding til Romsdalen bereist af den udmærkede Lærde Schøning, og det netop paa Oldgranskningens Vegne, og med stor Interesse lagde han Mærke til Røgstuerne, som han kalder dem, men som efter hans Beskrivelse tydelig nok vare Røgovnstuer, saaledes som det ogsaa kan sees paa de faa, som staa igjen den Dag idag. Og denne Bygningsmaade ansaa han for „den fordumdags overalt her i Norden vedtagne Brug.“

I de nordre Dele af hint Strøg (Hevne i Fosen, Aure, Surendalen og Stangvik Præstegjelde i Nordmør) fandt han rigtignok til sin Beklagelse at flere Bønder havde begyndt at afskaffe den gamle Maade og indrette sig Kakkelovn-Stuer; men inderst i Romsdalen, i Grytens og Kors Sogne, altsaa helt op mod Gudbrandsdalens Grændser, herskede den gamle Skik saa almindeligt, at det kun var to Gaarde, en i hvert Sogn, hvor der var indrettet Skorstens-Stuer (dobbelt mærkeligt, da der til samme Tid neppe var en eneste Røgstue i den tilstødende Gudbrandsdal, se Side 248).^[21]

Selv var jeg i Nordmør 1859 og i Romsdalen 1856, og derefter kan jeg meddele følgende Træk.

I Surendalens Præstegjeld i Nordmør skulde Antallet af Røgovnstuer i beboet Stand nu være svundet ind til to, paa Gaardene Skeid og Bergen.

Strax i syd for Surendalen ligger Stangvik Præstegjeld, og til dette hører Fjeldbygden Todalen, som skjærer op mod Opdal og beboes af noget over 20 Bønder. Indtil for 5 Aar siden skulde her være Røgovnstue paa de fleste Gaarde; nu skulde der kun være tre igjen. – Længer ude i Stangvik sagdes der at være adskillige Stuer endnu af det gamle Slag.

Udenfor Stangvik og Surendalen ligger den Gruppe af Øer, som danner Edø Præstegjeld. Lensmand Halse, 68 Aar gammel, kunde mindes den Tid, da Røgovnstuen var almindelig ogsaa her. Paa den store, flade, skovløse og vindhaarde Ø Smølen yderst ude mod Havet vare Stuerne meget lave, saa en høi Karl mangesteds kunde naa med Haanden op i Ljoren. Nu for Tiden vidste han ikke om mere end to beboede Stuer af det gamle Slag her i Præstegjeldet, og de stod paa Øen Stabben.

Bygderne omkring den lange Thingvolds-Fjord danne det sydligste Strøg af Nordmør, grændsende til Romsdalen. Inderst ligger Sundalens Præstegjeld, der endog hører til samme Dalføre som det høitliggende Opdal. Allerinderst i Sundalen igjen, i en Fjeldkløft ind under Snehættens vestre Side, ligger Gaarden Svisdal; her staar en smuk Stuebygning med indhugget Aarstal 1692, og det fortaltes mig som et Sagn, at skjønt de andre Stuer i Nabolaget paa den Tid havde Røgovn, saa blev dog denne indredet til Lysovnstue efter Opdals Maade. – Ogsaa paa andre af de inderste Gaarde i Sundalen var Forandringen foregaaet saa tidlig, at der nu kun er Sagn efter Røgovnstuerne. Men længere ude i Dalen fandt jeg, at den gamle Skik har ligget nærmere ind ved Nutiden. Først kunde ældre Folk, saasom Manden paa Ørsund (Side 306), mindes den Tid, da der var Røgstuer mest paa hver Gaard i Grænden; siden, eller længer ude i Dalen, hørte jeg lignende Udsagn af yngre Mænd. Her længst ude stod ogsaa de 4 Røgovnstuer, som sagdes at være de eneste, der nu vare tilbage, og af hvilke jeg selv saa 1 paa Gaarden Mæle og 2 ganske ringe paa Strandstedet Sundalsøren. – At høre Fortællinger om de tarvelige Røgovnstuer, som Dalen havde været bebygget med indtil saa nylig, og at se de anseelige Bygninger, som saa nylig ere komne istedet, Huse paa to Stokværk, af throndhjemsk Art (§ 30), det mindede mig om det livlige Syn, man kan faa at se, naar et Kvartal af en By er lagt i Aske, og det saa inden kort staar gjenreist langt prægtigere end før.

Strax udenfor Sundalen ligger Øxendalens Præstegjeld, paa begge Sider af Fjorden. Den første Lysovnstue her skal have været den, der smykker den skjønne og udmærket vel byggede Gaard Obdøl, og som bærer Aarstallet 1790. Men ved mit Besøg i 1859 skulde der ikke være mere end en eneste Røgovnstue igjen i Præstegjeldet, nemlig paa Gaarden Smedstad i den egentlige Øxendal. Jeg saa den; det er en af de anseeligste Røgovnstuer, jeg har truffet til at se, og det maa faa meget mere agtes for en Tilfældighed, at den saa længe har overlevet sin Slægt, som det heller pleier være de ringeste Røgovnstuer, der blive staaende længst i uforandret Stand – af den Grund, at i de ringeste Huse bo gjerne de fattigste Folk, og disse have mindst Raad til at bygge af Nyt eller gjøre Forandringer.

Det næste Præstegjeld udenfor er Thingvold. Jeg forstod det saa, som at Forandringen her er indtraadt senere, mest fra 1830 af; endnu staar der ikke saa ganske faa Røgovnstuer, sagde man mig. Selv saa jeg nogle paa Veien fra Angvik til Torvik, meget ringe, ja usle; den ene af dem var bygget saa nær ind ved Nutiden som 1826.

Paa Gaarden Sollien, ikke langt fra Thingvolds Præstegaard, saa jeg et høist eiendommeligt Ildsted, en Overgangs-Dannelse fra Røgovn til Lysovn. Først var der bygget som en almindelig Røgovn, og det dygtig stor, over 3 Alen paa hver Kant, med en bred Grue foran Ovn-Munden, og dernæst var der muret op en Røgpibe lige over Gruen. Røgen fra Ovnen gik altsaa op igjennem denne, ikke som sædvanlig ud i Stuen og op igjennem Ljoren; denne Stue havde da heller ikke Ljore; det var en Lem-Stue, med Loftværelse i andet Stokværk. Naar nu Brændingen var foregaaet, lukkedes Piben med et Spjeld, og Gløderne ragedes ud paa Gruen for at varme Stuen.

Dette Slags Ovne kaldes Kaap-Ovne (af Røgpiben, saa kaldes Kaap eller Kaape). Jeg forstod det, som at denne Indretning var kommen i Brug for en Menneske-Alder siden. Og den har været indført i temmelig mange Huse i flere af disse Bygder. Nu er den dog afskaffet igjen paa de allerfleste Steder, hvad den da ogsaa fortjente for Kulosens Skyld, som udvikles af de ulmende Gløder paa Gruen, og som formedelst Spjeldet i Piben ikke faar slippe ud, men i en Lemstue naturligvis er endnu fordærveligere, end det senere skal sees at den er i en almindelig Røgstue med høit Tag og Ljore. En Kone i Thingvold Præstegjeld yttrede ogsaa ved Talen om disse Kaap-Ovne, at Folk blev syge af dem, med Hovedpine og Opkastelse.

Udenfor Thingvold igjen ligger Kværnæs Præstegjeld. I de indre Dele af dette, i Hovedsognet og i Kornstad Annex-Sogn samt i Bodalen, som hører til Bremsnæs Sogn, skal Røgovnstuen have været almindelig til ind i den nuværende Menneske-Alder og saa være bleven afskaffet omtrent paa samme Tid som i Thingvold. Men i den ydre Del af Bremsnæs Sogn, yderst mod Havet, er Forandringen foregaaet tidligere; thi gamle Hans Kristvik, en Mand med sjelden god Hukommelse og Skoleholder her siden 1816, sagde, at han vel havde hørt sin Moder fortælle om Røgovnstuer paa Fiskeværene, men selv havde han i sit Skole-Distrikt ikke seet nogen i beboet Stand.

Paa Grip, dette folkerige Fiskevær paa en liden Holme lige ud for Christiansunds By, hvortil det hører som et Annex-Sogn, har der ogsaa været Røgovnstuer, men for saa længe siden, at en Mand netop kunde mindes den sidste.

Lægge vi nu alt dette sammen, faa vi den Oplysning, at Røgovnen først er afskaffet i de inderste og de yderste Bygder, men længst har holdt sig i de mellemste.

Og ligesaa er det i Romsdalen, om jeg tør dømme efter mit rigtignok endnu flygtigere Bekjendtskab til dets Bygder, fra en Reise i 1856: faa eller ingen Røgovnstuer længst inde eller i Grytens Præstegjeld, adskillige i de midtre Bygder eller Veø og Vestnæs Præstegjelde, men atter paa Øerne yderst ude en lignende Tilstand som paa Harams-Øerne i Søndmør, hvor Røgovnen for længst er afskaffet.

Overalt har Forandringen bestaaet deri, at der er indført et Ildsted med Røgpibe, saa Ljoren kunde sløifes, og saa det gik an at lægge Lem eller Loftsgulv over Stuen samt, om man vilde, at bygge et øvre Stokværk paa Huset.

Det nye Ildsted har enten været en saadan muret Lysovn, som vi kjende fra den throndhjemske og akershusiske Stue, eller en Jernovn (Kakkelovn) af et af disse tre Slag: Bilæggerovn, Vindovn, Kogovn.

Stikken med Lysovn er aabenbart kommen fra Indlandet af, og den har altsaa først naaet de inderste af Fjord-Distriktets Bygder.

Ude paa Havkanten derimod var det Bilægger-Ovnen, som kom istedetfor Røgovnen. – Det er vanskeligt at forstaa, hvorledes det kunde gaa an at opilde en Røgovnstue med Torv; Røgovnen kræver et Slags Brænde, som brænder raskt og varmer stærkt, og derfor ildes den helst med Kvisteved; Torven derimod brænder langsomt og varmer svagt. Heller ikke har Nogen kunnet sige mig, at han har seet Torv brugt i en Røgovnstue, og i hvert Fald kan det skjønnes, at i de Bygder, hvor det var smaat med Ved, saa man maatte tage til Torven – og det er netop Tilfælde med de vestlandske Bygder yderst mod Havkanten –, der maatte Bilæggerovnens Opfindelse være velkommen.

Jeg har fundet Bilæggerovnen almindelig i alle de skovløse, Torv-brændende Kyststrækninger paa Vestlandet, hvor jeg har havt Anledning til at se mig om, i de yderste Bygder i Nordmør, paa Harams-Øerne i Søndmør, paa Jæderen, paa Lister-Landet. Aarsagen til, at det netop er denne Art af Jernovne, som har faaet Indgang her, har jeg tænkt mig at være den, at Torv-Bygderne fremfor andre Bygder i Landet maatte skynde sig med at føre sig Jernovnenes Opfindelse til Nytte, og det var kanske Bilægger-Ovne, som først blev støbte, eller som først bleve kjendte her i Landet.

Bilægger-Ovnen vender ikke Ovn-Mundingen indad mod Stuen; den er opsat saaledes, at Forsiden gaar igjennem Væggen og vender ud imod en Skorsten i et Kjøkken, som der altsaa maa være ved Siden af Stuen. Fra dette Kjøkken af lægges der i Ovnen, og det er vel af denne Omstændighed, at den har det (tydske) Navn Bilægger-Ovn.

Derfor medfører Bilægger-Ovnen strax nogen Forandring i Bygningsformen til Forskjel fra Lysovnstuerne i de indre Bygder, som kunne hjælpe sig uden Kjøkken. Hertil kommer de mangehaande Forandringer, som bevirkes derved, at Folk ude paa Havkanten formedelst Mangel paa Bygnings-Tømmer have ondt for at følge nogen vis Skik, men kun maa se til at faa det allernødvendigste Husrum, saaledes som det kan falde sig.

Alligevel mener jeg, at man vil faa en taalelig Forestilling om den almindelige Indretning af de smaa og uanseelige Boliger Ude paa Havkanten i Nordmør, naar man i Fig. 64 tænker sig en Skorsten muret op i Forstuen, indved Stuevæggen, saaledes at der kan staa en Bilæggerovn der, hvor nu Røgovnen staar.

Vindovne eller (hvad vel de Fleste vilde kalde dem) almindelige Kakkelovne ere efter min Opfattelse baade senere indførte og langt mindre udbredte.

Men i de seneste 10–15 Aar er Kogovnen bleven meget udbredt her som i Bergens Stift, og den er det vel, som har gjort Udslaget i den mangeaarige Udryddelses-Krig mod Røgovnen. I mange Huse, hvor denne havde forsvaret sin hævdede Plads mod alle de andre Indretninger, maatte den dog vige for den lille indsmigrende Kogovn.

Paa Grip og ellers alleryderst ude mod Havkanten i Nordmør bliver man behagelig overrasket ved at finde det saa hvidt og rent i de smaa og uanseelige Boliger, fremfor i de nærmeste Bygder indenfor. Dette Fortrin maa upaatvivlelig tilskrives den nu omhandlede Omstændighed, at Røgovnen tidligst afskaffedes der. – Og paa den modsatte Kant troede jeg at gjøre den samme Erfaring: jo længere indad mod Fjordbunden og op i Dalen, desto længere Tid er der gaaet, siden Folk boede i sodede Røgovnstuer, og desto mere er Sandsen for Renlighed og Hygge nu bleven udviklet.

Det var ogsaa den almindelige Mening blandt Almuen selv, at Renligheden og Hyggen i Husene blev befordret med Røgovnens Afskaffelse, selv om det saa var Kogovnen, der kom istedet, uagtet den rigtignok har sine store Ulemper.^[22]

I Sundalen, netop i den Del af Bygden, hvor det var gaaet saa raskt med Afskaffelse af Røgovnstuen, traf jeg til at besøge en Mand, som ganske nylig havde bygget og endnu holdt paa med Indredningen. Det var et stort Hus, med lyse og vakkre Værelser, efter throndhjemsk Skik (nærmest som Fig. 53). Men derhos vilde det i færdig Stand komme til at udmærke sig ved en særegen Indretning: over den store Stue var et ligesaa stort Loftværelse; men dette skulde deles af i to, det ene med Opgang ad Forstue-Trappen, det andet med Opgang ad en Trap inde i Stuen, i Ovn-Krogen; i dette skulde Pigerne have sit Soverum, i hint Gutterne.

For at vide, hvad et saadant Exempel har at betyde, maa man kjende til Følgende:

Før i Tiden, da Stuebygningen pleiede være liden, med faa Værelser, maatte Ungdommen omkring paa Gaardene sove om Vinteren i Udhusene, Gutterne i Stalden og Pigerne i Fjøset, eller baade Gutterne og Pigerne i Fjøset. Men eftersom det nu er blevet saa almindeligt omkring i Throndhjems Stift, i de bedre Bygder ialfald, at der er bygget Loft over Stuen, saa er den Nødvendighed faldet bort, og i Løbet af de sidste 10, 20 30 Aar er det skeet, at paa mange Steder først Gutterne have taget sine Seng- klæder og lagt sig paa Stue-Loftet, og at siden Pigerne have gjort ligesaa; det er nu mest kun i Fjeldbygderne, at Pigerne ligge i Fjøset, for at passe Kreaturene.

Men nu ere netop de throndhjemske Bygder, og deriblandt Nordmør og Romsdalen, som vi her have for Øie, sørgelig bekjendte for den høie Grad af Usædelighed, som er bleven herskende blandt Ungdommen. Den Hus-Skik, at Ungdommen af begge Kjøn har sine Senge staaende i samme Loftværelse, er derfor netop her saa overmaade daarlig. Og jeg kan ikke sige, hvor jeg blev forundret og nedslaaet, da jeg i en af de indre throndhjemske Bygder, under Samtale herom med flere af de bedste Bønder, stadig hørte den uforgribelige Formening hos dem, at – det havde ikke noget paa sig. Det var i en Bygd, som jeg regner for en af de bedst bebyggede i Landet, med store Stuebygninger og mange Værelser, hvor det maatte være let at indføre en bedre Hus-Skik; men jeg fandt, at som det paa andre Steder kan mangle paa Husrum eller paa Evne til at bygge Husene større, saa manglede det hos disse Husfædre og Bygdemænd paa Sands og Begreb.

Men den Mand i Sundalen, hvis næsten færdige Hus jeg omtalte, havde det Begreb, at naar det paa nogen mulig Maade kan undgaaes, er det uforsvarligt af en Husbonde at stelle saa med sine Børn og Tjenere. Skjønt jeg har glemt Mandens Navn, mindes jeg hans Person meget godt, og jeg tænker paa ham med sand Høiagtelse. Jeg tror, der ligger Spirekraft i et Exempel som hans, saa jeg vil haabe, at formedelst dets Indflydelse skulle flere og flere Huse vorde indrettede paa samme forstandige og retskafne Maade. At saa maa ske, anser jeg for en af de vigtigste Ting for Bygdens og Egnens huslige øve og sande Velfærd.

§ 37. Røgovnstuen i Bergens Stift.

Indtil for 100 Aar siden (ja i de fleste Bygder vel indtil i Mands Minde) har hele Bergens Stifts Land-Distrikt været bebygget med Røgovnstuer, fra Fjeld til Fjære, fra de inderste Bygder og høieste Fjeldgaarde til de yderligste Udøer. Pontoppidans og de andre Forfatteres Beretninger samt egne Iagttagelser fra Nutiden lade mig slutte det.

Jeg har allerede sagt, at paa Harams-Øerne yderst i Søndmør, som er Stiftets nordligste Bygdelag, fandt jeg 1856 kun Sagnet om Røgovnstuer. Strøm siger ogsaa, at det var her, ude mod Havkanten, man først begyndte at indføre Bilægger-Ovn. Dette er det samme Forhold, som vi allerede have fundet i Nordmør.

Fra Haram reiste jeg indover gjennem Borgund og Skoue Præstegjelde, og jeg mindes ikke, at jeg saa eller hørte noget til Røgovnstuer, før jeg kom til Søkelvens Sogn, paa Sydsiden af Storfjorden, omtrent midtveis mellem Øerne og Fjordbunden. Men her fandt jeg da den gamle Skik næsten ubeskaaret. Paa den store Gaard Aure, omkring Kirken, var der 8 Bønder, og alle boede de i Røgovnstuer. Disse Stuer vare ikke aldeles simple; paa en nær havde hver af dem enten Kleve eller et Langkammer, som i Fig. 63 eller 65, og 6 af 8 Stuer havde derhos en til- bygget Kakkelovnstue, svarende til Nystuen ved den throndhjemske Stue Fig. 53. – Og omtrent saa fandt jeg det paa andre Gaarde, og kjendte Mænd sagde mig, at i hele Kirkesognet var der kun 6 Gaardbrugere samt nogle faa Husmænd, som ikke boede i Røgovnstuer.

I Aaret 1775 hændte det, at nogle Bøndergaarde i Romsdalen brændte op og med dem en Del af Krigs-Folkets Munderings-Sager. Dette optændte Høvedsmandens Iver (det var en Major Tordenskjold); han indgav Klage til Øvrigheden og gav de gammeldags Ildsteder i Ildhusene og Stuerne Skylden, og næste Aar udkom virkelig en kongelig Befaling, som forbød Bønderne i Norge at bygge Huse med Ildsteder uden Røgpibe. Af de Oplysninger, som vare indhentede, sees tydelig, at Budet især sigtede til de vestenfjeldske Bygder, hvor man vilde have Bønderne til at indrette sine Stuer med Peis eller Skorsten saaledes som paa Østlandet.^[23]

Men den før nævnte Sorenskriver Arentz, som faa Aar efter forfattede en Beskrivelse over Søndfjord, yttrer temmelig tydelig sin Tvivl om, at det Bud „om Peisers Oprettelse“ vilde blive overholdt, saasom Bonden nødig vilde skille sig ved Røgovnen.

Og han blev sand-spaadd; thi netop i Søndfjord samt i Nabobygdelaget Nordfjord skulle Røgovnstuerne være meget almindelige endnu, sandsynligvis meget mere end noget andet Sted i Stiftet.^[24]

Inderst i Sogn, i Leirdalen, altsaa op mod Grændsen af Christiania Stift, var der endnu i 1817 fast ikke Tegn til Aftagen i Røgovnstuens Herredømme;^[25] men nu for Tiden skal der være yderst faa Røgovnstuer igjen i hele Indre Sogn.

Og som Forandringen altsaa allerede er foregaaet her, saaledes holder den nok paa at foregaa nu i Yttre Sogn, Gaard for Gaard, Grænd for Grænd.

Maaden, hvorpaa det gaar til, bliver, synes mig, ganske fortræffelig anskueliggjort ved Tegningen Fig. 66.^[26]

Det er den østlandske Peis eller Lysovn, som er taget til Hjælp og stillet sammen med Røgovnen. Stuen bliver forsvarligst opvarmet ved Røgovnen; men paa Peisen kan Husmoderen hænge sin Gryde over naarsomhelst, og her kan Ilden paa en Gang varme og lyse om Kvelden. Men endda kan det være hyggeligt, synes man, at have en Kogovn, denne nye Opfindelse som der har gaaet saa stort Ord af, – og saa faar man sig en Kogovn ved Siden af Peisen igjen. Naar man nu et Aar eller to har prøvet alle tre Indretninger og seet sig lei paa, at de tage saa stort Rum op, saa river man Røgovnen ned og flytter Peisen hen i Hjørnet, og nogen Tid efter gjør man forhaabentlig den sidste Forandring og sløifer baade Peisen og Kogovnen og sætter en forsvarlig Kakkelovn i deres Sted.

Fig. 66. Stue i Sogn.

Jeg synes, at dette Billede er vel skikket til at vise, hvorledes Bønderne i disse Egne søge og søge for at finde en Varme-Indretning, som passer for deres Behov og Omstændigheder.

I Bergens nærmeste Omegn eller Fane Præstegjeld var man allerede ved 1779 ifærd med at afskaffe Røgovnen.^[27] Men andre Steder her i Søndre Bergenhus Amt, nemlig i Kvindherred og i Hardanger, have Røgovnstuerne holdt sig længer, saa middelaldrende Mænd kunne mindes dem som ganske almindelige.^[28] Men i de sidste Aar, vel især siden der for maaske 15 Aar tilbage blev oprettet et Støberi i Bergen, som har forsynet Folk med Kogovne, er det gaaet fort med Afskaffelsen, og der skal ikke være mange igjen.^[29]

§ 38. Røgovnstuen i Christiansands Stift.

Om Røgovnstuens Forekomst har jeg hidtil anført en Række af Forfattere fra baade ældre og nyere Tider, næsten Bygd for Bygd. Men saadanne skriftlige Beretninger svigte mig for dette Stift, og at der har været Røgovnstuer i det af sammes Bygdelag, som grændser nærmest til Bergens Stift, nemlig Ryfylke ved Stavanger-Fjorden, det er Noget, som jeg først erholdt Underretning om ved Besøg paa Stedet i 1860.

Det er de indre Bygder af Ryfylke, jeg har for Øie, fra Suldals til Strands Præstegjeld.

I Suldal, Sand, Jelse og Hjelmelands Præstegjelde sagde kjendte Mænd mig, at Røgovnstuerne havde været almindelige i deres Minde, for 50, for 30, ja indtil for 15 Aar siden, da de saa lidt efter lidt bleve afskaffede. Og selv fik jeg se nogle af de yderst faa, som endnu staa igjen, nemlig en paa Sands og to paa Jelse Strandsted, yderst ringe Huse alle, men dog tilstrækkelige til at vise, at det ikke var nogen Misforstaaelse, naar jeg havde forstaaet hine mundtlige Forklaringer saa, at de angik Røgstuer af samme Indretning som længere nord paa.

I Suldal blev Røgovnen først ombyttet med en Peis, kaldet „Piis“ eller „Spis,“ et Navn, som peger hen paa, at Skikken er kommen fra den nærmeste Indlandsbygd eller Thelemarken. I de ydre Bygder, Jelse o. s. v. lod det til, at man mere havde hentet sin nyere Bygnings-Skik fra Stavanger By, og her var Røgovnen ombyttet med Kakkelovn, i de sidste Aar med Kogovnen, denne lille Tingest, som har indsneget sig fast overalt i disse vestlandske Bygder. I Suldal har Kogovnen da ogsaa fundet Indgang og fortrængt Peisen.

I Strands Hovedsogn, strax søndenfor Hjelmeland, lod det til, at Forandringen var foregaaet tidligere; der skulde dog være to eller tre Røgovnstuer at se endnu.

Til Strand hører Annex-Sognene Fossan og Høle, hint paa Nordsiden, dette paa Sydsiden af Stavanger-Fjor- dens sydligste Krog eller Høle-Fjorden. I Høle havde Gaardenes Bebyggelse et kjendeligt jædersk Præg, og en gammel Mand her sagde mig, at han mindedes ikke at have seet mere end to Røgstuer i disse Sogne, en i hvert; det var paa ringe Husmandspladse under Gaardene Underberge i Fossan og Veraland i Høle, den sidste beliggende nær ved Jæderens Grændse.

Dersom disse to Stuer have været af det Slag, som jeg kalder Røgovnstuer (Noget, jeg dog ikke er ganske sikker paa, da jeg ikke kom til at udspørge Manden nøie nok), saa kunne vi altsaa trække Sydgrændsen for Røgovnstuens Strøg langs den Aas-Ryg, som skiller mellem Ryfylkes Fjord-Distrikt og Jæderens Sletteland.

Thi paa selve Jæderen eller længer i Syd eller Øst har jeg ikke, trods adskillig Efterspørgsel, fundet noget sikkert Spor af Røgovn.

Tilføie bør jeg ogsaa, at jeg er uvidende om, hvorvidt Røgovnstuen har hørt hjemme i de ydre Dele af Ryfylke, paa Karmøen og de andre Øer.

§ 39. Are-Stuen.

Jeg har allerede sagt, at der er eller har været to Slags Røgstuer, nemlig Røgovnstue (§ 32) og Arestue eller Aarestue.

Denne sidstes Navn er ligesom den førstes taget efter Ildstedet. En Stenlægning midt paa Gulvet, indrettet til Ildsted i en Stue eller et Kogehus eller et Sæterhus hed i Oldsproget arin og heder nu vel i de fleste Egne Aare, men i flere Strøg af Christiansands Stift, i Egnen omkring Lindesnæs, hvor det tør hænde, at den endnu den Dag idag (men neppe noget andet Sted i Landet) tjener som Ildsted i beboet Stue, lyder Navnet mere overensstemmende med Oldsproget, nemlig Are. Dette sidste Navn klinger ogsaa bedst sammen med det vel bekjendte Udtryk „Arne,“ „Arnested.“

Fælles-Navnet Røgstue^[30] passer paa Arestuen af den Grund, at den ligesom Røgovnstuen ikke har anden Udgang for Røgen end en Ljore i Taget.

At anstille Undersøgelse om Arestuens Forekomst er som at foretage en Vandring igjennem nogle af de fattigste og mest gammeldags Bygder i Norge, Bygder, som netop nu i denne Vaar hjemsøges saa tungt af tvende Uaars Prøvelser. – Det vil vise sig her som oftere, at smaa Kaar og gammeldags Skik gjerne følges ad.

Mellem Lindesnæs og Listerlandet trænger Havet ind igjennem et smalt Sund, som den lille By Farsund har sit Navn af, og indenfor grener det sig ud i dybe Fjordarme og omslynger Filefjeldets Fod, som her træder brat ned i Søen. Mellem tvende af disse Arme ligger et Fjeld-Parti, med smaa Vige og Dale, og de Gaarde, som her finde en sparsom Plads, danne Herred Sogn. En af disse Gaarde heder Tosaas, og paa den stod indtil for 14 Aar siden en Arestue, Bolig for to gamle Piger, der vare Systre, samt for deres Broder, en gammel Dværg og Krøbling. Det er muligt, at Huset er til endnu; muligt findes der ogsaa en Arestue i beboet Stand paa Gaarden Tjørklev i samme Sogn.^[31]

En af hin Fjords Forgreninger naar ind til Lyngdal, saa kaldes det nederste Strøg (Kirkesogn) af Lyngdals-Elvens Dalføre. Det er en aaben, lys og venlig Bygd, og her ser ikke gammeldags ud; dog veed jeg om en Husmandsstue her, som istedetfor Kjøkken har et Ildhus, der er indrettet ligesom hin Arestue, nemlig med Are og Ljore.^[32]

Flere saadanne Ildhuse har jeg seet i Ekebygd eller Ekens Sogn øverst oppe ved Lyngdals-Elven. Dette er ret en Fjeldbygd, helt oppe under Hækfjeld eller Slutnings-Partiet af det egentlige „Fjeld“ eller Høifjeld, som i en lang Linie skiller mellem Vestlandet og Østlandet (Filefjeldet). „Fjeldmænd“ kaldes ogsaa Bygdens Folk af deres Naboer længere ude, og de skilles let fra Andre ved deres Fjeldmands-Dragt og stærke Væsen. Naar jeg har været her, har jeg faaet et meget stærkt Indtryk af Folkelivets oldtidsmæssige Charakter; paa et andet Sted har jeg omtalt dette ved at skildre de nedarvede Gjæstebuds-Skikke;^[33] her tænker jeg paa Bygnings-Skikken. – Hine Ildhuse ere nu hovedsagelig Kogehuse; men indtil for nogle Aar siden, sagde man mig i 1856, havde der staaet Senge i dem, saa at de kunde bruges til Sommerstue, og af enkelte Sagn, som jeg dengang ikke turde rigtig stole paa, skjønner jeg nu, at der endnu er en dunkel Erindring blandt Folket om, at længer op i Tiden var det saadanne Ildhuse, som tjente til egentlige Beboelses-Huse.

Derfor meddeler jeg i Fig. 67 en Tegning, som kan give nogen Forestilling om, hvorledes Indretningen er i disse Ildhuse.^[34]

Selve Aren, som sees omtrent midt paa Gulvet og lige foran Indgangs-Døren, kan være omtrent 3 Alen lang og 2 Alen bred. Lige over den er Ljoren. Alt er jo meget simpelt. Alligevel er det altid vel betænkt, at der er sat den høie Stenhelle for den ene Ende af Aren, imod Stue-Døren: den heder Blekk-Stenen og er aabenbar bestemt til at tage imod „Blekken“ eller Vindstødene fra Døren, at det ikke skal blaffe for meget i Ilden inde paa Aren, hver Gang Døren gaar op og i. – Gryden

Fig. 67. Ildhus.

ser man hænge i en Sving-Bjelke; denne har ogsaa sit særskilte Navn (Gye eller Gjelje), og i et Ildhus netop i Eken troede jeg at se en raa Udskjæring paa Enden af den, forestillende et Dragehoved eller noget Saadant.

Nær beslægtet med Ekebygd, baade hvad Natur og Folkeliv angaar, er dens Nabobygd Aaseral, lidt paa en anden Side af Hekfjeld, øverst oppe ved Mandals-Elven. Ikke alene, at her ogsaa sees saadanne Ildhuse; men gamle Folk kunde endog mindes den Tid, da de vare beboede og betragtedes som de rette Stuer.^[35]

Men hvad der kun dunkelt skinner igjennem disse Sagn, det bliver med en Gang klart, ved en Beretning, som jeg finder fra Sætersdalen eller Bygland og Valle Præstegjelde (øverst oppe ved Otter-Elven, som flyder ud i Havet lige ved Christiansands By).

Ekebygd, Aaseral og Sætersdalen udgjøre en Række af beslægtede Nabobygder; fra Ekebygd drager man i Øst og Nord til Aaseral, herfra igjen i Øst og Nord til Sætersdalen, dybere og dybere indmellem Fjeldene. Og fra alle disse Bygder ere „Fjeldmændene“ bekjendte videnom, som kraftige Folk, men med overmaade gammeldags Sæder.

Den mærkværdige Beretning, jeg har om Sætersdalen, er skreven Aar 1777 af Præsten Gjellebøl i Valle; jeg blev yderlig overrasket, da jeg netop under nærværende Undersøgelser stødte paa den; den viser os det mærkværdige Syn af et stort Bygdelag, som i det nævnte Aar, altsaa nær ind ved Nutiden, var bebygget saaledes, som vi trygt kunne forestille os det viden omkring i Landet alt op i den graa Oldtid, i Halfdan Svartes Dage. Jeg maa tillade mig at meddele Beretningen udførligt.^[36]

„Indhusene ere jevnlig tvende, nemlig det saakaldte Ildhus eller Røgstue og et saakaldet Bur eller Bod.“

„Ildhuset eller den Stue, hvori de bo, bestaar alene med Taget af 4 blotte Vægge, uden Afdeling i samme til noget Kammers, uden Overværelse, uden Loft, ja uden Kjelder. Skorstene bruge de ikke i samme; men i dens Sted betjene de sig af et Ildsted midt i Huset, hvilket de kalde Aare, som er en Ophøielse i Firkant af Stene, til 1/2 Alens Høide, paa hvilken de koge deres Mad og antænde deres Ild. Over denne gives intet Rør for Røgen, men alene et firkantet Hul paa Taget, hvor Røgen trækker op, over hvilket er en Lem, som om Dagen aabnes, men om Natten kan nedlades. Vinduer bruge de heller ikke paa disse Huse; men alt det Lys, som de bruge, maa komme fra ommeldte Aabning i Taget.“^[37]

„Møblerne i en saadan Stue ere heller ikke mange, da man jevnlig ikke finder andre derudi end 2de Sengesteder, som bestaa alene af 2 Sider og ere heftede til Væggen, hver i sin Krog, samt et langt Bord med Bænke omkring eller de saakaldte Padder,^[38] og nogle Trækrakker omkring Aaren.“

„Enhver ser lettelig heraf, at disse Stuer ere baade uanseelige og ubekvemme. De ere uanseelige af mange Aarsager, men fornemmelig fordi at de blive indvendig ganske sorte, ligesom et Tørkehus, af den Røg, som de ere bestandig opfyldte med, omendskjønt at mange af Beboerne skure og hvidskave de 4 eller eller 5 nederste Omhvarv, hvor Røgen ikke falder saa tyk som høiere op paa Væggene. – Men besynderlig ere de ubekvemme, nemlig for det Første fordi man aldrig kan se Solen i samme, men alene noget Lys igjennem det anførte Hul paa Taget, for det Andet fordi en saadan Stue kan aldrig være varm om Vinteren, eftersom Døren altid maa staa aaben,^[39] paa det at Røgen kan drives fra Stuen op igjennem Aabningen paa Taget, saa at omendskjønt man haver den største Ild antændt og man med Ilden kan brænde sig paa den ene Side, naar man sidder omkring Aaren paa de omstaaende Krakker, hvor Beboerne gjerne sidde i en Firkant, saa kan man dog ikke andet end fryse paa den anden Side, og altsaa umulig holde sig varm, uden at tale om, at den idelige Røg meget besværer.“^[40]

„Det falder derfor i Begyndelsen for en Fremmed baade forunderligt og ubehageligt at opholde sig i en saadan Røgstue; men naar man bliver vant til dette Arbeide, saa kan man bedre finde sig derudi.“

„Her maa dog ikke forglemmes, at de mest Formuende have i de sidste Aaringer begyndt at opbygge sig, foruden de ommeldte, Stuer med Vinduer i samt med Loft ovenpaa, tillige med Skorstene i, som paa andre Steder ere brugelige;^[41] ja, nogle have og anskaffet sig Kakkelovne i samme. Dog, disse saakaldte Nystuer eller Skorstensstuer (uden at tale om, at de ere meget smaa) bruge de ikke uden om Vinteren for Varmens Skyld; ikke heller betjene de sig af samme til deres Gjæstebude; men alle deres Solenniteter (Høitideligheder) maa holdes i de omtalte Røghuse, dels fordi at de mest ere vante til samme, og dels fordi at de nødig vil synes at frafalde deres Forfædres Skikke.“^[42]

„Det saakaldte Bur eller Bod hører og til Indhuset og sættes gjerne ved Siden af samme. Dette er det eneste Hus, som bestaar af 2 Etager, dog med den Forandring, at den øverste Etage, som og kaldes Loft, gaar 1 Alens Længde udover den nederste paa alle Sider og altsaa er meget videre end den første samt forsynet med Svale rundt omkring af Bræder, som det nederste sjelden er forsynet med. I det nederste Værelse forvares deres Kornvarer og andre Madvarer; men i det øverste gjemmes deres Kister, Sengklæder, Gangklæder, og hvad andet Tøi de maatte have.“

Dette Sæt af Huse, Ildhus eller Stue samt Bur eller Bod, er netop det, som jeg ovenfor, Side 166, tænkte mig som Begyndelsen i de allerældste Tider.

Simpelheden og Tarveligheden kunde ikke let være større. Jeg savner i Beskrivelsen ethvert Spor af Træskjæring eller Forsiring af noget Slags. Kun ser jeg paa et andet Sted i den samme Beskrivelse, at man i ældre Dage, da der endnu var god Skov, gjerne udsøgte sig vakkert Tømmer til sine Huse, Stokke af Malm-Fure paa indtil halvanden Alens Tykkelse.^[43]

Naar jeg sammenholder Røgstuerne fra Sætersdalen med de omtalte Ildhuse i Eken o. s. v. samt med de Kakkelovn-Stuer, som efter min Opfattelse ere blevne til ved en Forbedring og Omdannelse af Arestuerne og som endnu ere at se i et stort Strøg, hvortil de nu omtalte Fjeldbygder hører (jeg kommer siden til at omtale disse nyere Huse under det Navn: den mandalske Stueform), saa kommer jeg til at forestille mig hver Tings Plads i de gamle Arestuer saaledes som i Fig. 68.

1, Are, 2, Langbænk, 3, Pall eller Tverbænk, 4, Langbord, 5, Forsæde eller Langkrak, 6 og 6, Senge for Ægtefolkene og for Børnene.^[44]

Fig. 68.

Hvad selve Bygningsformen angaar, ser man, at denne Arestue (Stue uden Kleve) svarer til Røgovnstuen Fig. 64, som jeg navnlig fandt meget almindelig i Ryfylke eller Sætersdalens vestlige Nabobygd. Det skal siden sees, at denne simple Form ligger til Grund for den temmelig udviklede Bygnings-Skik, som endnu er den herskende i Strøget fra Stavanger til Christiansand.

Sætersdalens Nabobygd mod Øst og Nord er øvre Thelemarken. Medens Aren endnu ved Aaret 1780 varmede og lyste i Sætersdalens simple Stuer, var Peisen eller, som den her kaldtes, Spisen (§ 8) bleven indført i øvre Thelemarkens Bygder, uden Tvivl ved Efterligning af Bygde-Skikken længere Øst paa. Men der var dog Mindelse om, at Arestuen havde været den herskende Hus-Skik her ogsaa. Saa siges i en Beretning af 1785:

„De saakaldte Røgstuer ere for det meste af Brug; dog ser man endnu i de øverste Fjeldbygder nogle, hvis store og brede Tømmer viser, at de for mange Aar siden ere opførte. Disse ere indrettede saaledes: de have sjelden Vinduer, men et Hul paa en af Væggene med Skjaa d. e. Blære-Skind for, over tvende i Kors lagde Pinder. Midt paa Gulvet er der en aflang Mur, som omtrent er et Par Alen bred og lige saa høi, hvorpaa Ilden haves. Røgen derfra trækker op igjennem et Hul paa Taget, hvorfra og Lysning nedfalder. Fra dette Hul hænger en Stang ned, som over Taget er forsynet med et Dæksel af Træ og Halm, til Hullets Lukkelse, naar man vil have Stuen varm, ved hvilken Leilighed Røgen da udbreder sig om Væggene, som gjør, at disse stedse ere sorte. Til saadanne Stuer er Døren og Indgangen gemenlig lav.“^[45]

Selv af denne korte Beskrivelse lader det til, at disse Arestuer heller have været noget bedre udstyrede end Sætersdalens.^[46] Og at Grundformen for den thelemarkske Arestue har ialfald paa de bedre Gaarde været mere ud- viklet end den simple i Fig. 68, det slutter jeg mig til ved Sammenligning først med en gammel Arestue, som endnu den Dag idag er at se i Thelemarkens østlige Nabobygd Numedalen, dernæst ved Sammenligning med den nuværende Bygnings-Skik i øvre Thelemarken selv.

Den Arestue i Numedalen, som jeg sigter til, er den ældgamle og særdeles vel tømrede Stue paa Raudland, den saakaldte Fyndar-Stue, som jeg omtalte temmelig udførligt allerede Side 245, paa et Sted, hvor jeg handlede om Arestuens for længst aflagte Skik i Christiania Stift, hvortil Numedalen hører.

Efter de paa samme Sted nævnte Afbildninger af dette Hus leverer jeg i Fig. 69 og 70 en Grund-Tegning samt en Tegning, som viser et Længde-Snit fra Mønen til Gulvet.

Fig. 69. Grund-Plan for Raudlands-Stuen.

Paa Fig. 69 findes den fordums Are frem paa Gulvet kun antydet; thi den er for længst ombyttet med en Skorsten i det ene Hjørne. Og det er mig ubekjendt, om Indredningen med Bord og Bænke var oprindelig saa, som vi se den nu.

Fig. 70. Gjennemsnit til Fig. 69.

Men hvad jeg vilde gjøre opmærksom paa, det er, at Raudlands-Stuen er et i sit Slags anseeligt Hus, med Svalgang langs den Væg, hvor Indgangsdøren er, med Forstue og (halv) Kleve, ja med et tømret Loft (en „Ram,“ se Side 224, Anm.) ovenover en Del af Kleven og Forstuen i Brystet af Huset.

Men netop en saadan Grund-Plan ligger til Grund for den Bygnings-Skik, som den Dag idag bestaar og længe har bestaaet^[47] i øvre Thelemarken, og som utvivlsomt har afløst den ældre Arestue-Stik.

Det Rimelige er at tænke sig, at Afløsningen er gaae for sig saaledes, som Raudlands-Stuen er et Exempel paa, saaledes nemlig, at kun Ildstedet er blevet forandret (fra Are til Spis), men at selve Stueformen er forbleven uforandret. Saaledes troede jeg ogsaa at finde, at Overgangen fra Arestue til Lysovnstue var foregaaet i Ørkedalen og Guldalen (§ 25); ja saaledes er jo Røgovnstuen i Nordmør i den allersidste Tid (jeg kan næsten sige: for mine Øine) bleven omdannet til Stue med Lysovn eller Kakkelovn (§ 30 og § 36).

Ved saadanne Sammenligninger og Betragtninger er jeg da kommen paa den Formodning, at den thelemarkske Arestue har svaret til Fig. 69.

Jeg tænker mig altsaa samme Forhold mellem den sætersdalske og thelemarkske Arestue (Fig. 68 og 69), som mellem de to Former for Røgovnstuen (Fig. 64 og 63), og til det, jeg paa sit Sted bemærkede om disse, kan jeg nu yttre den Formening, at alle de Stueformer, som i de forskjellige Bygder ere blevne herskende, og som overhovedet kunne henføres til Lands-Skikken (her sees altsaa bort fra Huse, som i ældre Tider nu og da byggedes efter blot og bart Indfald, samt fra Huse, som i nyere Tider ere byggede efter udenlandske Mønstere o. s. v.), kunne udledes af disse to Grundformer.

Det er, som man har seet, mest i de øverste Fjeldbygder i Christiansands Stift, at jeg har fundet disse Spor af Arestuer. Men naar jeg senere kommer til at tale om Nutidens Bygnings-Skikke i dette samme Strøg, saa mener jeg at skulle gjøre det sandsynligt, at der er Fællesskab i Bygnings-Skik mellem de ydre Bygder her og de tilsvarende indre, og allerede dette leder paa den Formodning, at i hin Fortid, da der ikke var andre Stuer end Røgstuer i disse Egne, saa var det Arestuen (ikke Røgovnstuen), der herskede som oppe mod Fjeldet saa og ude mod Havet – at sige i Strækningen øst for Ryfylke, som vi ovenfor fandt at høre til Røgovnstuens Strøg.

Og denne Formodning stemmer paa det Bedste overens med, hvad næste Paragraf vil forsøge at udvikle, nemlig at ifølge Røgovnens og Arens forskjellige Beskaffenhed er det denne og ikke hin, som har passet for baade Kyst-Strækningen og Fjeld-Bygderne i Øst for Stavanger-Fjorden.

Hermed stemmer ogsaa den Omstændighed, at flere ældre Forfattere, som have handlet om nogle af Bygderne i dette Strøg, og som rigtignok ikke have omtalt Røgstuer som brugelige Beboelses-Huse, dog tale om det Slags Ildhuse eller Kogehuse, som vi ovenfor have seet danne ligesom Fortsættelse af den gamle Arestue-Skik.^[48]

Jeg mindede nys om den tidligere beskrevne Arestue i Numedalen. Og jeg minder fremdeles om de andre forhen paaviste Spor af Arestuer i Christiania Stift og ligesaa i Throndhjems Stift: Korterud-Stuen i Smaalenene og Devegge-Stuen i Hallingdal (§ 21) samt Jutul-Stuen i Rennebo (§ 24). Naar alt lægges sammen, kunne vi altsaa forfølge Sporene fra Egnen om Lindesnæs, øst om og mest høit oppe eller tæt ind ved den mægtige Fjeldstrækning, som skiller mellem Vestlandet og Østlandet, alt op til Ørkedalen nordenfor Dovre.

(Fortsættes.)

---

---

1. Denne og de følgende Tegninger Fig. 61 og 62 ere blevne til paa den Maade, at jeg har forklaret for Hr. Architekt Bull, hvorledes Røgovnen staar for min Erindring, hvorefter han har havt den Godhed at tegne den. De Feil, som monne forekomme, ere altsaa mine; men den Hjelp, som Tegningerne yde til at forstaa Tingen, skyldes ham.
2. Det Navn Ovn som jeg i Nordmør hørte netop om det hvelvede Ildrum, er sikkerlig brugt med Rette; naar vi nemlig se hen til Navnene Bagerovn, Teglovn, Tjæreovn, Kakkelovn o. fl., saa synes Betydningen overalt at være et hvelvet eller paa anden Maade overdækket og lukket Ildrum. Derimod er det en mindre nøiagtig Betegnelse, naar Almuen i Nordmør, som anført, bruger det Navn Ovn (Lysovn) om Peisen eller Skorstenen. Istedetfor Røgovn, hvilket Navn vistnok sjelden sees hos Forfattere, bliver hele Ildstedet ofte slet og ret kaldt Gruen, og det baade af Almuen og af Forfattere. Men i Gudbrandsdalen bruges dette samme Navn Grue ogsaa om Peisen, skjønt det vel egentlig kun er Kanten eller Yder-Randen foran selve Ildstedet, som skulde hede saa. Sml. § 8.
3. Det er: Fjæl eller Planke med et udskaaret Kalls-Hoved.
4. Munch, det norske Folks Hist., 1ste D., 1ste B., Side 176.
5. En Røgstue kaldes ogsaa af Almuen undertiden med det Navn Ljorestue. Men der kan være Ljorestuer, som ikke tillige ere Røgstuer; i den senere Tid er der nemlig ikke saa faa Stuer i disse Fjord-Distrikter, som istedetfor Røgovn have Kogovn med tilhørende Rør og Røgpibe, men som endnu have Ljore for at kunne slippe ud Dampen og den kvalme Luft. Det er vanskeligt at faa Ljore-Dækselet til at slutte rigtig vel; det vil da gjerne dryppe, og den Del af Planke-Gulvet, som er lige under Ljoren, vil gjerne raadne. Men derfor sees stundom, som i Fig. 60, denne Del af Gulvet lagt af Sten.
6. Pontoppidan Norges naturlige Historie, 1752 og 1753, II, 442.
7. Denne synderlige Frier-Skik omtales ogsaa i Folkevennen for 1859, Side 267. Og i en Beskrivelse over Hardanger af Provst Nils Hertzberg heder det: „Mig er fortalt, at i gamle Dage kom Frierens Fortalsmand ind i Stuen, tog fat paa Ljore-Stangen og sagde saalunde. Aakans Saan skaa vilja hava dekans Daatter, inkje før eit Aars Bruk, inkje før tvauv Aars Bruk, men te evige Livsens Bruk. Svar: Slep hono aat d. e. lad ham komme.“ (Budstikken, 1820, Side 748). Tingen var vel den, at naar en saadan Talsmand skulde staa frem og holde ligesom en Tale, saa var det godt at have noget at støtte sig til i Undseligheden og Forlegenheden, og da var Skjaa-Stangen saa nem at tage til, saaledes som den pleiede hænge ned fra Skjaaen, altsaa midt i Stuen.
8. Pontoppidan skriver egentlig Liur og Lius, ligesaa ikke Skjaa, men Siaa, og ikke Glas, men Glar. Jeg har rettet Skrivemaaden efter I. Aasens Ordbog.
9. I Sagaerne bruges de samme Navne, som vi gjenfinde i Almuens Tale nu, nemlig ljóri, skjá (udtalt som Skjaa), samt skjágrind, hvilket sidste endnu heder Skjaagrind og betegner selve Træværket eller Rammen, som den gjennemsigtige Hinde eller Skjaa er strammet ud over. Af Fridtjofs Saga, som ledsagede Folkevennen for 1858, kan det skjønnes (Kap. 7), at selv Storfolk i gamle Dage rimeligvis ikke havde Vinduer paa Siden af Stuerne, siden en Høvding kunde sætte en Mand til at holde Vagt oppe paa Taget og lade ham raabe ned igjennem Ljoren, naar han blev noget vaer. I Kongespeilet beskrives det stærke Nordlys i Grønland saaledes, at naar Folk sad inde og der var Skjaa paa Huset, saa var det saa lyst, at man kunde kjende hinanden. Heraf skjønnes, at Skjaaen har været indrettet til at slippe Lyset igjennem.
10. Sml. I. Aaasens og Molbechs Ordbøger over det norske og det danske Folkesprog.
11. De førnævnte Beskrivelser over Søndmør af Strøm, I, 559, og over Søndfjord af Arentz, Topogr. Journ. XXXIII, 145.
12. Boyesen, Beskr. over Leirdal, Budstikken II (1820), 322.
13. Schøning, Reiseberetn., II, 26.
14. Jeg har rigtignok ikke seet nogen Røgovnstue, uden at Forstuen har været bygget af Panel (ikke af Tømmer). Men denne Forskjel forekommer mig uvæsentlig.
15. Senerehen, ved Tale om den jæderske og den mandalske Stueform, vil jeg faa Anledning til at vise, at den Bygnings-Skik, som endnu hersker i en stor Del af Christiansands Stift, er udgaaet netop fra hin simple Grundform, ligesom Bygnings-Skikken i de throndhjemske og akershusiske Bygder er udgaaet fra den mere udviklede Form med Kleve ved Siden af Stuen.
16. Jeg har før fundet Leilighed til at anføre, at Navne, som svare til „Forstue“ eller „Fordør“ samt „Kleve,“ forekomme allerede i Saga-Sproget, nemlig forstofa eller anddyr samt klefi.
17. Til de Side 184 anførte Vidnesbyrd om, at „Sengeboden“ i fordums Dage har været et almindeligt Tilbehør paa en Gaard, kan anføres Bidenkaps Afhandling om Spedalskheden, Norsk Magazin for Lægevidenskaben, XIV Side 901. Og om andre Bibygninger til „Sætestuen“ (et gammeldags Navn for den egentlige Beboelses-Stue) se den førnævnte Søndfjords Beskrivelse af Arentz, Topgr. Journ. XXXIII, 140. Den mindst undværlige Bibygning var vel Ildhuset, saasom Røgovnen er lidet bekvem til Kogning. Istedetfor det gamle Ildhus (Eldhus), med Ildsted midt paa Gulvet (ligt en Are) og med Ljore i Taget, er det i senere Tider blevet mere og mere brugeligt at have Kjøkken med Skorsten.
18. Topogr. Journ., XXXIII, 16.
19. Jeg griber Anledningen til at yttre, at det skulde være ønskeligt, om Nogen kunde give os her i Folkevennen en sagkyndig Beskrivelse af f. Ex. en Søndmørs Ottring. Saadanne Beskrivelser skulle veilede os til en alsidig og retfærdig Bedømmelse af vore Almuers Tænksomhed og Vinskibelighed og hele Kultur-Tilstand. Efterat ovenstaaende Bemærkninger om den vestlandske Bygningskunst ikke alene vare skrevne, men endog satte med med Bogtrykkerens Bly-Bogstaver, har jeg ved Samtale med Lensmand Vesæt fra Bergens-Egnen faaet den Forestilling, at Tømmermands-Kunsten i Fortiden rimeligvis har staaet paa samme Trin af Fuldkommenhed her som paa hvilketsomhelst andet Sted i Landet. Indtil for nylig har her været at se gamle Huse (og ved et gjennemtrækkes af Røgen blev Tømmeret i Røgovnstuerne ligesom præpareret for at modstaa Forraadnelse), som tildrog sig Opmærksomhed ved smuk Tømring og adskillig Udskjæring paa Tømmeret, og blandt Bønderne i Egnen har den samme Opfattelse hersket, som jeg i Anledning af Jutul-Stuen paa Uv meddelte fra det Throndhjemske (Side 267), at saadanne Huse skrive sig fra Tiden før Sortedøden, saasom Tømmermands-Kunsten blomstrede da, men kom i Forfald under Folkets Vanmagt efter Sortedødens Ødelæggelser. Dette falder sammen med den Tanke, som har staaet for mig under Udarbeidelsen af denne hele Afhandling – den Tanke: at Husenes Historie monne være et Bidrag til Folkets Historie Bidrag til at lære at kjende Almuernes Velmagt og Kunst-Flid, med vexlende Uligheder efter Tidens og Stedets Omstændigheder.
20. Af hvad jeg nedenfor kommer til at forklare om Røgovnstuens Udbredelse, vil det sees, at jeg finder det rimeligt, at i hine Tider, da der var kun Røgstuer overalt i Landet, har den af de to Slags Røgstuer, som nu er fremstillet under det Navn Røgovnstue, været den herskende Stueform i alle vore Fiskeri-Distrikter, altsaa ogsaa i Strækningen nord for Throndhjems-Fjorden, alt til Finmarken. Men til historisk Bevis for denne Mening har jeg intet andet Træk at anføre end dette, at i en gammel Beretning om Finmarken, af 1734, beskrives Bomændenes Gammer (de norske Almuesfolks Hytter) tydelig som Røgovnstuer. „Midt paa Taget, heder det, er et Hul, hvorpaa ligger en Lyre eller Skjaa; thi som Fyrstedet gemenlig er i et Hjørne paa Gammen, trækker da Røgen derigjennem; men saa snart det er udbrændt, lægges Lyren paa, da det kan blive temmelig varmt“ (Topogr. Journ. VI, 108).
21. Schønings Reise i Norge, trykt 1778, II, 26, 55, 148.
22. I Vestnæs Prestegjeld i Romsdalen saa jeg Exempler paa, hvorledes det kan være i en liden og lav Lemstue med en dampende Kogeovn: det kan formelig dryppe fra Loftbjelkerne, og Væggene faa et graat, muggent, forraadnende Udseende. Men Bønderne have da ogsaa paa mange Steder faaet Øinene op for, at deres Forventninger om Kogovnen ikke holdt Stik; de forstaa meget vel, at dens Damp gjør Luften usund og ødelægger Huset. Mange have derfor allerede afskaffet Kogovnen. Men der er tildels Trætte mellem Manden og Konen om den; han vil have den ud, og hun vil beholde den, saasom den yder hende adskillig Bekvemmelighed. Tildels har man for Kogovnens Skyld indrettet Stuen saaledes, at den har ikke Lem, men opgaaende Tag med Ljore, at man nu og da kan lette paa Ljoren og slippe Dampen ud. I en saadan luftig Ljore-Stue bliver Kogovnen naturligvis mere taalelig. Bilægger-Ovnen har ogsaa sin Ulempe, nemlig den, at det Luft-Skifte, som ellers foregaar i Stuen ved Ildingen i en Ovn, nemlig i en Røgovn et Par Gange i Døgnet, og i en Vindovn idelig, det finder ikke Sted ved Bilægger-Ovnen, saa at altsaa den kvalme Luft ikke paa den Maade fornyes. Men denne Ulempe bliver rimeligvis mindre betydelig af den Grund, at i Kystegnene, hvor vi fandt Bilæggerovnen i Brug, er der jevnlig Blæst, og der ere de ringe Huse gjerne slet tømrede samt Døre og Vinduer o. s. v. slet snedkrede, saa der bliver vel endog overflødigt Luftskifte formedelst Træk igjennem Sprækker og Aabninger paa alle Kanter.
23. Sml. de i Rigsarchivet forvarede Dokumenter i Anledning Reskr. 16 Oktbr. 1776.
24. Sml. Bidenkap om Spedalskheden, anf. St. Side 899.
25. Budstikken, 2den, Aarg., 1820, Side 322.
26. Efter et Udkast, som jeg har faaet fra Forfatteren til den Skildring om Folkelivet i Sogn, som indeholdes i min Afhandling om Ædrueligheds-Tilstanden i Norge, Side 81, er denne Tegning udført af Hr. Architekt Bull (sml. Side 293, Anm.)
27. Se en førnævnt Beretn. i Topogr.-Statist. Saml. 2den D., 2det B., S. 101 (1817).
28. Sml. Prost N. Hertzbergs Beskrivelse over Hardanger, Budstikken, II, 742.
29. Sml. Amtmand Vogts Femaarsberetning 1851–55 for søndre Bergenhus Amt, Side 3, Spalte 1.
30. Det er maaske ikke af Veien at gjøre opmærksom paa den Misforstaaelse, som hyppig kan mærkes ved Brugen af det Navn Røgstue: Mange forstaa derved det samme som en Sperrestue eller Mønsaasstue eller Røststue, hvor man fra Gulvet af kan se helt op til Sperrerne eller Mønen eller Røstet. Men det er Ildstedet, det kommer an paa, og der maa være Røg i en Røgstue.
31. Dette har jeg hørt nu iaar af en Snedkersvend her i Christiania, som er voxet op paa eller tæt ved Tosaas og som Barn indtil 10 Aars Alderen ofte var i det gamle Hus, i Besøg hos dets gamle Beboere. Han mindedes Husets Indretning meget vel og beskrev med Tydelighed baade Aren og Ljoren, den han fra Barndommen var vant til at benævne med disse Navne. Han paastod bestemt, at i dette Hus boede de Gamle baade Vinter og Sommer.
32. Om Præstegaarden i Lyngdal læser jeg, at ved Aaret 1600 forandredes dens „Dagligstue fra Røgstue til Loftstue, den første i Lyngdal (A. Faye. Om Mag. Jørg. Erichson, i Theologisk Tidsskrift, Christiania 1859, II 253, Anm.) Og yderst paa det flade Lister, paa Gaarden Borhaug, saa jeg i 1856 et Vaanings-Hus, om hvilket Eieren fortalte mig som et sikkert Sagn, at det før i Tiden havde været en Røgstue. Indtil 1833, da der blev foretaget Reparation med Gipsing og Maling havde man kunnet se Aarstallet 1647 indhugget paa en af Stokkene, hvoraf sluttedes, at Huset var saa gammelt, og som Mærker efter Røgstue-Tiden viste man mig nogle sorte Tømmerstokke oppe under Taget. Men i begge disse Tilfælde mangler Oplysning om, hvad Slags Røgstue det var.
33. „Om Ædrueligheds-Tilstanden i Norge,“ Side 32 og 68.
34. Om Tegningens Tilbliven Side 293, Anm. Foruden Erindringer fra Eken er her ogsaa benyttet nogle Oplysninger af Gaardbruger T. Svalland i Ivelands Sogn i Evje i Sætersdalen.
35. Denne og flere Meddelelser om Bygnings-Skikken i Christiansands Stift har jeg at takke Hr. Seminarielærer Bergh for, som paa min Anmodning har indsamlet dem hos Elever ved Holts Seminarium Flere af Eleverne have ledsaget sine Beskrivelser af deres Hjembygders Skikke med Tegninger. – Om Fjeldbygderne Aaseral og Sætersdal berettes, at der nu neppe redes Senge i Ildhusene, men at der i flere Ildhuse endnu findes fra Fortiden Levninger af nogle klodsede Sengesteder, hugne med Øx af tykke Stokke. – De alentykke Stokke kløvedes i to derved, at der boredes mangfoldige Naverhuller efter hverandre langs efter dem. Brugen af Sag er nemlig ikke gammel paa de Kanter; den første Sag i Aaseral blev arbeidet af en Mand, som hed Knut Sørensen Aasland og nu for nogen Tid siden er død; den gjemmes endnu som et Minde efter ham; den er naturligvis plump og grov. Manden havde i sin Ungdom faret til Søes, og derved havde han lært dette Redskabs Nytte at kjende.
36. Gjellebøls Beskrivelse over Sætersdal af 1777 er trykt i Topogr. Journ., og det her meddelte om Husene findes i 26de Hefte, Side 105 og 46.
37. Her tales ikke om den gjennemsigtige Skjaa, som vi forefandt i Røgovnstuen, som Dæksel over Ljoren. Men det vil forstaaes, at i Arestuen kunde saadan Skjaa ikke komme synderlig til Nytte; thi om Sommeren behøvedes intet Dække, og om Vinteren, naar man for at holde det varmt i Stuen om Dagen maatte brænde paa Aren uafladelig, maatte Ljoren være aaben den hele Tid og kunde alene lukkes for Natten.
38. Padd, sætersdalsk Udtale for Pall, Oldnorsk pall, en fast Bænk langs med Væggen.
39. Her mindes jeg, at i det 124de Kap. af Olaf den Helliges Saga, som jeg allerede før har anført, siges det, at Stuen, hvor Kongen sad til Bords, var aaben, saa Asbjørn Selsbane længe kunde staa i Forstuen og se ind.
40. Det vil heraf forstaaes, at Aren maatte være et forskrækkeligt Ved-Slug, og dette bedes vel bemærket for det Følgendes Skyld.
41. Disse Skorstene inde i Stuerne ere upaatvivlig af samme Slags som de thelemarkske „Spiser“ (Peiser, Lysovne).
42. Fra et andet Sted i Gjellebøls Beskrivelse anføres her en Prøve paa disse Skikke. – Jeg synes at kjende Arten fra det førnævnte Ekens Sogn og – fra Saga-Fortællinger om den hedenske Oldtid, hvor Ølet ligesom hørte med til Guds-Dyrkelsen. „Ved deres Ligbegjængelser er Følgende at iagttage: Enhver, som indgaar i Ligstuen, gaar først hen til Ligkisten, som er sat paa en Bænk ved Væggen med et tændt Lys paa, og liggende paa Knæ læser Fader-Vor. Derpaa naar de ere forsamlede, sætte de sig til Bords. Efter Maaltidet holder en af de ældste Mænd en Lovtale over Liget. Naar den er vel til Ende, synges en Ligpsalme. Paa denne drikkes den Afdødes saakaldte Velfarts-Skaal, først af de nærmeste Slægtninger, dernæst af alle de omkring Bordet siddende, af et lidet Kar, som enhver maa udtømme. Man begynder paany at drikke, og beslutter det med en anden Ligpsalme. Liget bæres derpaa af to Karle 3 Gange omkring deres Aare. Naar de ere komne ud med Liget og have lagt det paa en Slæde, sættes en stor Skaal Øl paa Ligkisten og man begynder at drikke paa ny.“
43. Topogr. Journ. XXVII, 43, 48.
44. Hensigten med, at jeg fremsætter denne Gisning, er netop den, at den maaske kan give Anledning til, at den gamle huslige Indretning kan blive paalidelig kjendt, ved Undersøgelse i Ildhuse, som hist og her i Afkrogene monne staa igjen i uforandret Stand fra Arestue-Tiden af.
45. Lund, Beskrivelse over øvre Thelemarken, 1785, Side 135. Af Willes samtidige Beskrivelse over Silgjord Præstegjeld i samme øvre Thelemarken, 1786, Side 227, sees, at til „Ildhus,“ hvor man holdt til om Sommeren, havdes paa de fleste Steder en „Røgstue, uden Vinduer, med en aflang Mur paa Gulvet, hvorpaa Ilden haves, og et Hul paa Taget, hvorigjennem Røgen trækker op, og hvorfra Lysning nedfalder.“ Men at dette Slags Ildhuse før i Tiden havde været Bygdens Beboelses-Huse, det sees af de nærmest følgende Ord: „Skjønt Røgstuer til daglig Brug, hele Aaret om, ere for det Meste gaaet af Brug, gives her dog endnu 5 i Sognet.“ – I Sæter-Husene var det derhos ganske almindeligt, at Ildstedet var midt paa Gulvet, som en Are, anf. St. Side 190.
46. I Sætersdalen sees jo ikke engang den her omtalte Skjaa i Gluggen paa Væggen – en Indretning, som dog ifølge Keysers oftnævnte Afhandling var kjendt allerede i Saga-Tiden.
47. Af Lunds og Willes nys nævnte Beskrivelser skjønnes det ganske tydeligt, at Grund-Planen for de Peis-Stuer, som vare blevne brugelige paa deres Tid, har svaret til Fig. 69.
48. Løitnant Flor, som i 1810 paa Foranstaltning af Selskabet for Norges Vel bereiste Egnene mellem Mandal og Stavanger, siger: Endnu finder man paa de Gaarde, som ligge mellem Fjeldene, de i Fortiden brugelige Røgstuer istedetfor Kjøkkener; disse Røgstuer ere temmelig simple, nemlig 4 Vægge med et Tag, i hvis Midte der paa den ene Side er anbragt en Lem; den blotte Jord eller og flade Heller udgjøre Gulvet; i Midten af Gulvet er der opmuret en Firkant af Stene, oventil bedækket med flade Heller, hvorpaa Ilden lægges, og da aabnes Lemmen paa Taget, for at Røgen kan trække ud“ (Topogr.-Statist. Samll. 1ste D., 2det B., Side 147). Om Bygnings-Skikken i Lister og Mandals Amt siger Amtmand Holm ved Aaret 1790: „Ildhuset er sommetider indrettet paa gammel Maade, at Varmen ligger midt i Huset mellem nogle lange Stene i en Firkant; det kalde de Aren; Røgen trækker op af et firkantet Hul i Taget“ (Topogr. Journ. X, 43). Og i en Beskrivelse over Østre Robygdelagets Sorenskriveri siger Bing 1809, at Indhusene bestaa i Almindelighed af tvende „Stuer;“ den ene, med „Spis,“ tjener til Bolig om Vinteren; „i den anden Stue, som kaldes Ildhuset, varmes Vand til Kreaturene, brygges og bages. I denne er ingen Skorsten, uden alene et Ildsted af Graasten midt paa Gulvet; Røgen gaar ud gjennem en Aabning paa Taget; her har ogsaa Familien sit Tilhold om Sommeren, da den anden Stue staar ledig.“ (Topogr.-Statist. Samll., 1ste D., 2det B., Side 231). Jeg mener, at ældre Bønder ville gjenkjende disse Indretninger i Bygderne helt ude ved Kysten f. Ex. mellem Mandal og Christiansand. Men paa samme Maade som Folk herude kunne mindes, at Ildhus med Are brugtes som Kogehus og Sommerstue, kunne Folk i de mere gammeldags Bygder længer inde i Landet mindes det brugt som Beboelses-Hus for baade Vinter og Sommer.