Cantate ved det norske Universitets Halvhundredaarsfest den 2den September 1861
Vi prise dig du Lysets Gud,
som i vort Støv din Klarhed tænder,
og strøer i dine Verdner ud
en himmelsk Sæd med milde Hænder.
Hos dig, hvis Øie vogter Stjernehæren,
og ser i vore Sjele,
hos dig i Takkebøn vi dvæle;
thi dit er Riget, Magten og Æren!
Ja, lover ham med Sjel og Mund
for denne Mindets Høitidsstund
med Glæden over Aandelivet!
Sandhedslængsel, Troens Styrke
har hans Visdom Norden givet;
af hans Dyb vor Stemme fik
Forskeraand og Alvorsblik,
som ser hans Lys i Tidens Mørke.
Lysets Fest til Betragtning kalder;
i Blikket naaer Mimers Gyldenalder
med dens Gry af Guddomsvæld;
Harpers Guld i dets Opgang skinner,
og med Runer og med klare Tinder
staaer i Morgenskjeret Norges Fjeld.
Fjeldets Aand Harpen tog,
stemte den til Valasangen;
alvorsfuldt Varslet drog
vidt om Land i Solopgangen:
Denne Dagning skal formørkes,
onde Magters Idræt styrkes,
Mulmtid ruge over Vangen.
Men paany skal Mørket brydes,
og i Ly af hellig Fred,
Verdens dybe Gaade tydes.
Engang skal, for Asers Rige,
Dag med Lys, som ei gaaer ned,
af de øde Nætter stige.
Det sandes, det fuldendes
gjennem de lange Seklers Rad;
i Norges Saga kjendes
en Tone af Valas Verdenskvad.
Den vidner om Glands, der sank og svandt
i Vinterlig Folkedvale;
den hilser en Dag, som atter randt,
og vakte de stille Dale.
Deilig opsteg over Strande
Dag paany med Lærkers Røst.
Da fik Nor en skyfri Pande
og et mildt forynget Bryst.
Hellig er du at erindre
Dag, som kroned Slægters Haab,
længe drømt i Folkets Indre,
hilset af dets Jubelraab!
Deiligt reistes i din Morgen
Visdoms Hal i Granelund;
Folkets Arv, som laae forborgen,
glimted frem af Templets Grund;
frydfuldt blev til Altret baaren
Tempelskat fra hver en Egn;
Spirerne til Frihedsvaaren
fik et Værn i Hallens Hegn.
Her har Nor paa Odelsgrunden
sine Syners Idavold,
her blev Runeskriften funden
paa det gyldne Ahneskjold.
Her er Verdens Gaade tolket
i et Ly af hellig Fred,
herfra skinner over Folket
Lys af Sol, som ei gaaer ned.
Lifligt er Mindeharpernes Kald,
og et Folk til Tonerne lytter;
thi som til Helg over Dalenes Hytter
Festdagen kalder fra Visdommens Hal.
Aandeligt her, i Erindringens Spor,
samles Disciplernes spredede Skare;
vidt over Vang, til vort festlige Chor,
Gjenlydstoner fra Fjeldene svare.
I Hallen, der staaer helliget og fredet,
et halvt Aarhundred er tilbagelagt,
og rigt og vidt den har sin Fylde bredet.
Thi som Lys, der i hver Farve spiller,
og som Væld, der nærer tusind Kilder,
er for Slægterne dens milde Magt.
Vi signe Eder, i vort Jubelmøde,
I, som brød Fjeld for Hallen, og holdt Stand,
hvor Grunden lagdes i et vidtstrakt Øde.
Ja, med Fryd I løfted tunge Byrder,
og fra Høiderne, som Folkets Hyrder,
har I hilset et forjettet Land.
Norges Land er for Lyset vundet,
i dets Krands Laurens Løv er bundet,
og fra Hallen vaier Friheds Flag.
Visdoms Hal, Folkets Værn og Smykke,
signet stande du fra Dag til Dag,
fast i Grund, med Klarhed under Tag,
fattet ind i vore Dales Lykke!
Vi løftes fra Jordens Vraa;
Vi dvæle med Sjelens Øie,
hvor Folkeaanderne staae
om Thronen i det Høie.
Der flammer i Norges Aand
et Haab, som ei vil svige;
løst er hans Vingers Baand,
mægtigt hans Tanker hige.
Vis ham, o Herre, med styrende Finger,
Straalernes Vei for hans hævede Vinger,
styrk ham til Daad i dit evige Rige!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |