Christian Frederiks Kundgjørelse af 19. februar 1814
Normænd! Kundbart er det for Eder, at Hans Majestæt Kong Frederik den Sjette, uagtet sin Kjærlighed til det norske Folk, som Vi taknemmeligen erkjende, nødtes til, ved den Svenske Regjerings Rænker, understøttede af talrige Hære, at frasige sig sin Ret til Norges Throne. Med Harme have I erfaret, at I ere overgivne til en Regjering, der har viist Eder den Foragt, at troe, ved søde Ord og tomme Løfter, at kunne lokke Eder til Utroskab imod Eders Konge, ligesom den og har udøvet det aabenbare Fiendskab, midt under Freden, at ville udhungre Eder, for ved dette umenneskelige Middel at rokke det Mod, som den vidste ellers at være urokkeligt; og nu tiltroer den Eder den Svaghed, godvilligen at ville underkaste Eder det Svenske Aag og samme Ulykker, som Sveriges Sønner nu maae taale, for en Udlændings Herskesyge og fremmede Penge at stride i fremmed Land.
Dog det frie norske Folk kan selv bestemme sin Skjæbne.
Sværger at ville hævde Norges Selvstændighed; kræver Gud, den Almægtige, til Vidne paa Eders Eeds Oprigtighed; og nedbeder Himmelens Velsignelse over Eders elskede Fædreneland.
Det er Guds Styrelse, trofaste Normænd, at Jeg, Norges Thrones Odelsbaarne, i denne Stund er midt iblandt Eder; nu kunne I vorde reddede ved den Samdrægtighed, som luer i Eders Barm.
Jeg har hørt Folkets lydelige Stemme for Uafhængighed, for djærv og ubetinget Modstand imod fremmed Vold; dette er Kald nok for Mig, der besjæles af varm Følelse for Norges Held og Hæder, til at forblive iblandt dette trofaste Folk, naar det gjælder dets Selvstændighed, og saalænge Min Stilling kan bidrage til at vedligeholde Orden og Rolighed blandt Normænd.
Af Forsynet bestemt til i denne Stund at styre Riget skal Jeg med kraftig Haand, uden at ændse Farer eller Møie, værne om Norges Sikkerhed og holde Lovene i Hævd.
En Samling af Nationens selvvalgte oplyste Mænd skal dernæst, ved med Viisdom og Samdrægtighed, at bestemme en Regjeringsform for Norge, give denne Stat fornyet Kraft imod aabenbare og hemmelige Fiender, og af dens Bestemmelse vil det afhænge, om Jeg fremdeles skal rygte det Hverv, hvortil Nationens Ønske i denne Stund kalder Mig.
Elskede norske Folk! Mange Prøver har Jeg allerede modtaget paa Eders Kjærlighed og Tillid. Blandt Eder vil Jeg stedse finde Mig glad og tryg. Fred og derved oplivede Næringsveie og Velstandskilder, vil Jeg stræbe at erhverve, og ingen Idræt være mig vigtigere, end at afvende Krigens Plager fra Norge. Kun naar Voldsmænd krænke Rigets Frihed og Selvstændighed, da skulle de føle, at der boer Kraft i Normandens Arm til at hævne Forurettelser, og Mod i hans høie Sjel, til at foretrække Død for Underkastelse.
Kummer og Trængsler ville Vi tilsammen freidigen gaae imøde, hvis uforsonlige Fiender ikke ville unde Riget Ro; men inden Vore Grændser skal herske Eendrægtighed og Fædrenelandssind til villigen at opofre Alt, for at hævde det gamle Norges Ære og atter at hæve det til sin fordums Glands: da skulle eengang Vore forenede Bestræbelser, velsignede af Gud, den Almægtige, krones med et heldigt Udfald, og Norge skal afgive et nyt Beviis paa den Sandhed: at et Folk er uovervindeligt, som frygter Gud og føler varmt for Fædrenelandet.
| v. Holten. |
|
Dette verket er ikke beskyttet av opphavsretten, fordi det er laget av Den norske regjeringen (Åndsverkloven §9). |