Christian Science: Gjenfødelsen
SKJØNT helbredelse av sygdom ved aandelig magt har vist sig at være en velsignelse for menneskeslegten, er den ikke i sin almindelighet blit antat uten mostand. Menneskeslegtens opdragelse er gaat i materiel retning. Selv det som kaldes aandelig eller religiøs undervisning er i almindelighet blit saa nøie forbundet med materialsme og saa opblandet med materielle anskuelser, at tro og tillid overveiende fidens paa den materielle side. Mennesker med en saadan opdragelse tviler paa aandelig magt, tvilerpaa at den kan nyttiggjøres. De „medfølgende tegn“ som Jesus anbegalte og anskueliggjorde, tilskriver de helt eller delvis materiel indflydelse, eller ogsaa tror de slet ikke paa dem.
Christian Science lærer hvorledes mankan ha fuld fortrøstning tl aandelig sandhet, og den er derfor revolutionær. Den viser tydelig at de i sin almindelighet herskende anskuelser tjener til at vedlikeholde frygt, og at endog den stolthet som ofte driver en til at avvise Christian Science, kun er et resultat av frygt. Den viser at forsøket paa at faa aandelig sandhet til at stemme overens med materielle teorier og erfaringer er helt ut fornuftstridig. Saadanne forsøk er altid forbundet med frygt, fordi de indgir troen paa begrænsning. Den som vet at han kan paavise det uendeliges natur, kan ikke være bange. Hvis et menneske er isundelig, er det kun fordi hans feilagtige opdragelse og hans derav følgende erfaringer og iagttagelser faar ham til at tro at han taper eller mangler noget ved at andre eier mere end han selv. Naar man lærer at støtte sig til aandelig magt, tviler man ikke længer paa den. Gjennem studiet av Christian Science lærer man at gi slip paa sin frygt, der kun fandt støtte i disse helt eller delvis materielle systemer som feilagtig kaldes videnskap eller religion.
Hvis menneskeslegten var blit opdradd anderledes, er det utvilsomt at dens sind og som følge derav ogsaa dens historie, vilde ha artet sig helt anderledes. Naar menneskelige væsener motsætter sig det som cilde befri dem for deres lidelser, er dette ikke et resultat av kundskap, men av uvidenhet, selv om denne uvidenhet kaldes kundskap. Slegtens historie viser os isandhet at det som den ene tidsalder anser for lærdom, i den følgende kaldes uvidenhet, og saaledes ser vi at blot og bar menneskelig viden ikke har noget bestemt Princip eller grundlag. Paa Jesu tid blev de folk somforfulgte og tilsidst korsfæstet han ikke ledet av forstaaelse, men behersket av frygt, fremkaldt ved uvidenhet. Nu er vi alle enige om dette, fordi historien har lært os at se situationen i det rette lys. Hvis vi er kloke, dadler vi ikke disse folk, men vi ser at deres tilbøieligheter, deres lidenskaper og deres fordomme var resultatet av en hel række av omstændigheter, saakaldt opdragelse. I virkeligheten kan vi ikke dadle eller fordømme menneskene, men det onde som driver dem, fordi de ikke vet bedre. Idet Christian Science viser os det ondes upersonlighet, lærer den os at forbli uberørt like overfor motstand, som undertiden faar utslag i meningsløs fordømmelse.
I Christian Science’ tekstbok sammenfatter Mary Baker Eddy, opdageren og grundlæggeren av Christian Science, alle indvendinger mot fortrøstning til aandelig magt i den bemerkelsesværdiger sætning: „Det forsæt at la Aand forbli i materiens magt er Sandhetens og Kjærlighetens forfølger“ (Science and Health, s. 28). Hun sier endog at det var denne uklare sindstilstand og den derav følgende frygt, som resulterte i korsfæstelsen. Menneskelige antagelser og meninger paavirket folk dengang somnu, og alt efter sin utvikling stod de likesaa fast paa sine opfatninger da, og utadtil virket dette endog voldsommere end det vilde kunne nu, paa grund av hin tids forkjelligartede forholde.
Mrs. Eddy peker paa den kjendsgjerning at Jesus kom for at vise alle mennesker veien til frelse, endog dem som vendte sig fra ham. Han erkjendte at hans mission omfattet alle. Han visste at hans forstaaelse av Gud likesaa sikkert vilde frelse hans fiender som hans venner. Da Jesus endvidere forstod at Sandheten ved tilintetgjørelse av ondt ikke gjør nogen forskjel paa personer, eller deres tilsynelatende feil eller dyder, gav han aldrig efter for nogen følelse av vrede,hvor sterkt han end blev fristet. Han var istand til at se og forklare det ondes upersonlige nature med de ord: „Fader, forlad dem thi de var ikke, hvad de gjør.“
Han visste at den kraft som besjælet ham og var drivfjæren i alle hans bestræbelser var uendelig, og denne kraft kunde han ikke forene med dyrkelsen av sin person. Hans mission var i sandhet ikke av nogen personlig art, og heller ikke forheliget av hverken sin egen eller andres personlighet, men fremhævet tvertimot stadig guddomens natur, og den absolute nødvendighet for menneskene at vaakne i Guds lignelse og derved finde at de ikke er materielle, men aandelige. Han opfattet sandheten saa klart og anskueliggjorde den saa ufeilbarlig, at inge efterfølgende tidsalder i den menneskelige intelligens’ utviklingshistoie noensinde har kunnet frembringe en filosofi som kan sammenlignes med hans lære og eksempel. Han hævet den aandelige sandhet til en saadan høide at den straaler gjennem tiderne som en ledestjerne der styrer menneskenes fornuft og vækker hos dem tanken paa de idealer som utgjør den evige virkelighet. Han erklærte at vi skulde kjende sandheten, og sandheten skulde frigjøre os. Denne sandhet var den magt som han utøvde. Den var hans virkelige væsen. Den gav ham herredømme over det onde, satte ham istand til at helbrede sygdom av enhver art, at frelse syndere og at opvække døde. Den gav ham herredømme over hans egen tilværelse og over hans eget legeme. Den satte ham istand til at opvække sit legeme fra de døde og at fuldbyrde sin endelige befrielse fra alle materielle tilstande, en begivenhet som vi kalder himmelfarten.
Denne sandhet var ikke indskrænket til hans tid og heller ikke begrænset til hans egne erfaringer. Den er stedsevarende og uendelig, og er den Kristus som han beskrev, da han sa: „Før Abraham blev til, er jeg.“ Det er denne Kristus han henviste til med følgende ord: „Se jeg er med eder alle dage indtil verdens ende.“ Det var ikke en personlig anskuelse eller er personlig legeme, men det var hans guddommelige forstaaelse, hans enhet med Gud, som han gjentagende ganger erklærte for at være Kristus, skjønt han derved vakte fiendskap hos materielle tanker og antagelser.
En av hovedpunktene i hele Christian Science’ lære er denne evige, upersonlige, stedse forhaandenværende Kristus. En klar forstaaelse av dette punkt forhøier ens ærbødighet og kjærlighet for Kristus Jesus og forsterker, som rimelig er, ens tillid til Kristi nærværende, helbredende og forlæsende magt. Jesus betydet at denne Kristus vilde vise sig tydeligere for menneskeslegten og bli bedre forstaat av den. Han visste at mennesketanken mere og mere maa vaakne, indtil en fuldkommen erkjendelse av den guddommelige natur, Kristus, vil befri menneskeheten fra ethvert onde. Jesus lovte at talsmanden, „sandhedens aand“, skal forbli hos os til alle tider. Ordet Aand er ikke her brukt paa nogen hemmelighetsfuld maate. I Bibelen betyr det ofte Gud, men andre steder i den hellige skrift betyr det ogsaa forstaaelse, og dette er aabenbart betydningen i det her citerte skriftsted. Det er netop forstaaelse av sandheten som Jesus lovte os, og som han sa skulde forbli hos os til alle tider. Denne forstaaelse som umiskjendelig lar sig bevise ved utøvelse av herredømme over sygdom og synd, er Christian Science. Den er talsmanden, og den leder os ind til opfattelsen av al aandelig sandhet. Som fordum kjæmper imidlertid de materielle teorier, vi ifølge vor opdragelse og vore antagelser nærer, mer ellermindre mot denne gjenfødelse og forstaaelsen. Dette er i betragtning av vor historie og utvikling ikke at undres over. Christian Scientists hverken undres eller oprøres over dette. De har gjennem Christian Science ikke bare lært at forstaa den upersonlige natur hos det som forløser, men ogsaa det upersonlige ved det som vi skal løses fra, og de har likeledes lært at forstaa at Christian Science’ mission er at frelse endog dem som gjennem misforstaaelse anser sig for at være dens motstandere.
Christian Science er ifølge sit væsen kristelig. Den er sagtmodig, fredsommelig, ophøiet og bygget paa Gud. Den tyr ikke til følelsen for at vække interesse. Ved sund fornuft og logikk appellerer den tvertom til det bedste i ens natur. Den gjentar de fra fordum talte ord: „Nuvel, alle I som tørster, kom til vandene.“ Den ber dere ikke om at tro, og jeg staar ikke her for at be dere tro paa Christian Science eller paa nogetsomhelst, men simplethen for at fremstille for dere hine guddommelige kjendsgjerninger som er lette at opfatte, og som er grundlæggende for en forstaaelse av Christian Science’ magt til at helbrede og frelse. Diss kjendsgjerninger har altid bestaat. De er i sandhet ældre end Abraham eller nogen anden person. De er ett med Gud, og er nødvendigvis evige og uendelige. Enkelte betingelser hos mennesket peker paa disse kjendsgjerninger, og menneskehjertets higen tyder særlig paa at de forefindes. Alle normalt tænkende mennesker ønsker at fortsætte at leve. Ønsket om udødelighet er alment. Det strækker sig til de saakaldte lavere arter i dyreriket, saa at endog krypet under vore føtter prøver at forlænge sit liv. Saa alment erkjendes dette at det er blit uttrykt som en grundsætning: „Selvopholdelsesdriften er naturens vigtigste lov.“
Der gis muligens hist og her folk som forkaster den paastand at længselen efter udødelighet er almen, idet de feilagtig antar at det nuværende liv er et billede paa virkelig liv. Ikke destomindre er paastanden sand, for hvis man kunde forstaa helt ut at gjøre tilværelsen behagelig, da vilde der ikke være tvil om at man ønsket at forlænge den. Christian Science er et bekræftende svar paa denne higen i menneskehjertet. Den bringer den virkelige tilværelses natur for lyset. Den viser at menneskehetens retmæssige ønsker staar bønnen nær, som Mrs. Eddy paa en saa vakker maate antyder i Science and Health, og at disse ønsker, naar de lutres, ikke forblir uten svar. Hvor utilfredsstillende den menneskelige tilværelse end kan synes at være, hentyder den dog til en sand og evig kjendsgjerning, og denne kjendsgjerning er virkelig, harmonisk tilværelse.En uendelig manifestation kan ikke tænkes uten en aarsak. Vi erkjender at universet er uendelig, skjønt vi ikke kan gi det utseende av at vi fatter denne uendelighet. Dog viser selv vor opfattelse, begrænset og utilstrækkelig som den selvfølgelig er, at der maa gis en skaber, en uendelig aarsak, og den religiøse verden har skjænket os ordet Gud til at betegne denne aarsak og skaber.
Menneskeheten har almindelig talt erkjendt det fornuftmæssige, ja den absolute sandhet i Johannes’ erklæring: „Ingen har nogensinde seet Gud“, som svarer til andre erklæringer i Bibelen, der alle betegner de riktige tanker om Gud. Jesus viste endnu tydeligere av hvad art sand forstaaelse eller tilbedelse maa være, da han sa: „Gud er Aand, og de som tilbeder ham, bør tilbede i aand og sandhet.“
Menneskelige væsener skulde aldrig kunne tro paa Gud, hvis de maatte godkjende materielle tilstande som virkelige og avsluttende. I materielle tilstande findes der intet bevis paa at Gud er evig. En evig Gud indbefatter uendelig tilværelse eller Liv. Aarsaken til universet, dets skaber, maa være dette evige Liv. Denne evige, guddommelige aarsak kunde ikke komme til uttrykk i noget stik motsat dens egen natur; derfor har menneskeheten til en viss grad været nødt til at se bort fra den materielle tilværelse for overhodet at kunne opretholde en tro paa Gud. Idet nu Christian Science fremholder for os vor egen tilværelse, leder den os paa en logisk maate til at godkjende en guddommelig aarsak, og viser os at da denne aarsak er evig maa dens natur være god.
Erklæringen: „Gud er god“ blir i alminelighet antat, men den blir i almindelighet ikke forsaat. Den indeholder langt mer end man sædvanligvis tillægger den. Den betegner ikkebare Guds natur, men Gud selv. Naar vi snur sætningen om, blir den maaske klarere foros, og derfor anvender ogsaa Christian Scientists den ogde paa denne maate. Utrykket „Det uendelige gode er Gud“, gir en klarere betydning av ordet Gud.
Hensigten med religiøs undervisning skulde helt ut være i mennesketanken at vække et rigtig begrep om guddommen, og derved sætte menneskene istand til at fatte hvorledes de kan frelses fra det onde. Den guddommelige Kristus, den rette kundskap om Gud er veien. Naar vi nu erkjende at guddommens væsen maa være evig og derfor helt godt, forstaar vi at Gud ikke paa nogen maate kunde opretholde noget ondt. Ond, synd og sygdom er ifølge menneskelig erfaring ødelæggende elementer. De tilhører ikke den guddommelige natur. De er aldrig utgaat fra Gud. Enhver formodning om at de stammer fra Gud er feilagtig, for det vilde tyde paa at der nødvendigvis i Gud selv findes et selvtilintetgjørende element.
Av denne grund er det at Christian Science saa frimodig forkynder denne lære, som ofte forekommer den almindelige religiøse opfatning uantagelig. Den finder det ikke paakrævet, hverken direkte eller indirekte at tilskrive Gud synd og sygdom for at gjøre rede for dem. Den erklærer tvertimot at man ikke behøver at gjøre rede for det ondes oprindelse. Hvad der først og fremst kræves er at bli kvit det onde, og naar dette er fuldbyrdet, har man git den eneste tilfredsstillende forklaring om det. Det onde lar sig i virkeligheten ikke forklare paa nogen anden maate. Selv om det lykkes en læge at hjælpe en patient over havs lidelser, vilde enhver forklaring om disse være absolut værdiløs, det eneste som har betydning er at sygdommen hæves, og saaledes er det med alt. Hvis et menneske sulter eller tørster, kan du i al evighet forklare ham nervernes paastande, uten at det stiller hans hunger eller slukker hans tørst, men gi ham mat og drikke, og det er den forklaring som tilfredsstiller.
Man trængerofte ind paa en synder med den formaning at han maa holde op at synde, og paa den gamle maner blev der ikke sjelden sagt ham, at hvis han ikke holdt op at synde, vilde han homme til helvede. Nu kan hanimidlertid ikke komme i helvede, fordi saa længe som han er under paavirkning av sinlast er han der allerede. Ingen teologiske trusler vil kunne hjælpe ham, men selv den mindste grad av sand Kristuskundskap vil kunne det, og heri ser man den uhyre forskjel paa Christian Science’ lære og almindelig teologisk opfatning. Christian Science har ingen trusler, den fordømmer ikke. Den indtar det standpunkt som Paulus hævder, at „Gud i Kristus forligte verden med sig selv, saa hanikke tilregner dem deres overtrædelse.“ Hele dens virke stiler mot forløsning, ikke fordømmelse.Det er nødvendig for os at indse at ingen kjendsgjerninger taler mot os. Alle kjendsgjerninger taler for os, — alt hvad Gud nogensinde har gjort for os, indebærer velsignelse. Fra Gud utgaar intet andet end velsignelse til menneskeslegten. Gud kjender intet andet, og da Gud er Kjærlighet, kan Han kun velsigne os med kjærlighet. Gud kunde ikke forbande, og Han vilde ikke kunne vite hvorledes Han skulde velsigne os med nogen slags straf. Vi skulde betænke at Gud ikke kunde bestaa evig, hvis Han kunde forbande dig eller mig, nogen eller noget eller være vitende om noget saadant. Gud er Kjrælighet, og det vil si sundhet, for det vil si uendelig tilværelse. I Ham findes ingen sorger og bekymringer. Christian Science indtar et yderliggaaende standpunkt, og raader alle til at gjøre det samme. Hvis man gjør dette og hævder sit standpunkt ansigt til ansigt med synd og sygdom, blir man sig bevisst en viss aandelig magt over saadanne foreteelser — en magtutfoldelse som man uten Christian Science’ lære aldrig kunde holdt for mulig.
Forløsning blir ikke bevirket ved den formodede overflytten til et andet sted. Det er ikke nødvendig at fjerne sig fra sine omgivelser for at bli en bedre mand eller kvinde. Hvad os betræffer, gis der intet andet sted end netop her, siden vi ikke kjender noget andet, og det er ikke vanskelig at indse at hvis vi her og nu kunde opnaa og opretholde et fuldkomment standpunkt for tanke og handling,kunde vi her og nu opfylde Jesu befaling: „Derfor skal I være fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen.“
Al helbredelse og forløsning er bygget paa den kjendsgjerning at de onde oplevelser ikke utgjør nogen del av hvad Gud har bestemt for mennesket. Den store første aarsak og skaber er i sit væsen skapende; Gud er altid skaber og aldrig tilintetgjører. Ingen tilintetgjørende forordning har nogensinde eksistert i Hans univers. Beviset for at saakaldt menneskelig liv, materielt liv og det vi kalder den materielle verden bestaar, avhænger av de fem sanser og de slutninger vi kan komme til gjennem disse. Det hele er sammenvævet med synd, sygdom og død, som praktisk talt alle er forbundet med den utvikling som kaldes menneskelig liv. Uberørt av Kristus, Sandhet, fremviser dette liv begyndelse, vekst, avfældighet, alskens hændelser, ulykker og sygdom, og det ender med den saakaldte død. Men sand kristendom erklærer at Liv er evig, for Liv er Gud selv. At bli sig dette Liv bevisst er absolut nødvendig for at kunne utøve og bevise Christian Science. Det første skridt er at faa en forstaaelse av hvad Liv er. Til en begyndelse resulterer den muligens kun i forbedrede tilstande av menneskelivet; men forbedrede tilstande tilkjendegir det guddommelige Liv og antyder muligheten av at naa frem til dette, forutsat at disse forbedrede tilstande vindes gjennem en ret forstaaelse av Liv. Sluttelig vil alle mennesker som tar sand religion og sand videnskap alvorlig, forstaa denne praktiske lære og begynde at bevise den i sit liv.
Det er taapelig at klage over det yderliggaaende standpunkt som Christian Science indtar. Den maa indta et saadant standpunkt, for menneskeslegten kan ikke frelses ved den fremherskende tilbøielighet til at ville gaa paa akkord med det onde. Der er intet ved det onde som vi behøver at frygte, og om man følte frygt, burde man endnu mindre gaa paa akkord med det. Hvis man hadde en fiende man frygtet, vilde man ikke vinde noget ved at gaa paa akkaord med ham, men man vilde se at det bedste man kunde gjøre var at forsøke at uskadeliggjøre ham.
Christian Science viser, at den eneste fiende vi har er en feilagtig forestilling om tingene. Der gis ingen sandhet i det man kalder en fiende. I hele Bibelen trær dette klart frem og særlig i Salmerne, Esaias og i Det Nye Testamente. Nu har Christian Science stillet sig den opgave at fremstille disse kjendsgjerninger saaledes at menneskeheten ikke alene skal kunne forstaa dem, men saaledes at det vil bli umulig at undgaa at forstaa dem. Dette utgjør endel av den enorme værdi Christian Science har som opdragelsesmiddel. Den ikke bare overbeviser en som sandheten, men fremstiller sandheten i saa klart et lys, at den aldrig mer kan indhylles i mørke eller gaa tapt.
Fre et fornuftstandpunkt set er det ubestridelig, at synd og sygdom ikke er naturlige erfaringer. De tilhører ikke en skabelse som er evig, og som, fordi den er av Gud, maa være velsignet og helt igjennem tilfredsstillende. Forstaaelse av denne kjendsgjerning medfører større sundhet. Den fremgangsmaate som bevirker denne bedring er i enhver henseense kristelig. Det er ikke en utøvelse av menneskelig viljemagt, heller ikke bestræbelsen hos én dødelig efter mentalt at faa indflydelse over en anden dødelig. En saadan utøvelse er meget farlig, for en dødelig kan av mangel paa moralsk likevegt og sund dømmekraft hitønske onder, i den tro at det er goder, og saaledes kjæmpe for at opnaa onde resultater ved hjælp av mental behandling. Al saadan saakaldt mental behadling eller suggestion, hodearbeide eller viljemagt, er absolut forkastelig. Christian Science aabenbarer Guds sande natur som Sind, og erklærer at fordi der gis én uendelig Gud, gis der et uendelig Sind. Derfor maa sand mental paavirkning altid være hellig og velsignelsesrik. I samme grad som man erkjender det ene Sind, ser man at der ikke kan eksistere sand mental paavirkning fra nogen anden end Gud, det ene Sind. Gud er den eneste aarsak, og den eneste virkning maa svare til den eneste aarsak. Vi kan bekræfte sandheten, men vi kan ikke forestille os elle mentalt anskueliggjøre virkningen, for det vilde være at tilrane sig Guds forret.
Utøvelsen av Christian Science er av en sand og ren natur. Vi vil bedre kunne erkjende dette, naar vi betænker, at vi forstaar Gud gjennem tanker som aabenbarer Gud. Johannes’ erklæring „Gud er kjærlighet“, er den mest ophøiede i hele Bibelen. Menneskene har anerkjendt det vidunderlige ved denne erklæring, men faa har fattet at den er praktisk anvendelig, indtil Christian Science bragte dens betydning for lyset; dog maa den være praktisk, for den er en idé, en uendelig idé, en evig idé. Skjænt Johannes fattet den og maa ha været aandelig sindet for at fatte den, kan den dog ikke tilskrives Johannes. Den opstod ikke i Johannes, men i Gud, og den eier Guds nærvær og magt. Alt eftersom dette blir forstaat gir det menneskelig talt uttryk for denne magt og dette nærvær. Iagtta kjendetegnene paa denne guddommelige og uendelige idé. Den har ingen begyndelse, den fortsætter uten avbrytelse, og den er ikke underkastet hverken synd, lidelse, frygt eller død. Den er ett med Gud. Læg likeledes merke til at en saadan idé let faar indpas i vore tanker. I Aabenbaringen læser vi: „Se jeg staar for døren og banker; om nogen hører min røst og aabner døren, da vil jeg gaa dit ind til ham o gholde nadverd med ham, og han med mig.“
Her ser vi atter av hvad natur den er, vor guddommelige arv. La os anta at vi utelukkende kunde nære saadanne ideer som aabenbarer Gud, at vort saakaldte sind utelukkende var fyldt av forstaaelsen av den guddommelige natur. LA os anta, at de guddommelige tanker som aabenbarer Gud, og som maa skrive sig fra Gud, og utgjorde here vor bevissthet. Vilde vi ikke i dette øieblik ha naadd udødeligheten? Er det ikke dette Paulis mente da han sa: dette dødelige skal iklædes udødelighet? Gis der nogen anden maate hvorpaa vi kan iklædes udødelighet?
Man kan uligens tvile paa saadanne ideers magt. Man kan undres paa hvilken virkning de kan ha paa ens legeme. Dette er fordi man gaar ut fra at ens legeme forblir uberørt av aandelig sandhet. Vor opdragelse har bidradd til at befæste den uvidenhetens teori, at kun materielle hjælpemidler kan paavirke og helbrede det saakaldte materielle legeme. Men selv den materielle videnskap har begyndt at tilintetgjøre denne illusion. Den viser at materien ikke er virkelig substans. Materiel videnskap erklærer nu faktisk at materien ikke har nogen naturlig, evig tilværelse. Materielle teorier veksler stadig og blir i en viss forstand mindre materielle. Til en tid ansaa man atomet for at være den avsluttende teori om materien. Man trodde at alla saakaldte materielle substanser bestod av uendelig smaa stykker av oprindelig materie, kaldt atomer, som var uforgjængelige. Skjønt atomerne antas at være saa smaa, at de slet ikke kan ses eller veies, føles eller lugtes, eller paa nogen anden maate opfattes med de materielle sanser, saa har dog fysikens utvikling aabenbaret nødvendigheten av en mindre materiel teori end atomteorien, og følgelig er der fremkommet en ny og som det heter, en meget fornuftigere forklaring paa materien, nemlig teorien om de elektriske ioner. Ifølge videnskapsmænds anskuelse er den elektriske ion ikke i og for sig en ting, den er en kraft eller energi. Enkelte beskriver den som en hvirvel i æteren. Men nu er æteren en endnu mere fjerntliggende teori om materien. Æteren har faat en langt større betydning end tidligere, men ifølge alle de love som lærer os at fatte eller kjende materien, eksisterer ikke æteren som saakaldt materiel substans, for den er aldrig blit veiet elle paa nogen maate undersøkt, den eksisterer bare som en teori. En teori er absolut mental. Den nyeste erklæring om materiens endelige natur kan derfor sammenfattes i den paastand, at den elektriske ion, som man antar danner materiens grundlag, er en hvirvel i en teori. Det dreier sig her kun om helt metale ting, og den saakaldte materie opløses i et mentalt begrep.
For mange aar siden kom Mrs. Eddy, opdageren og grundlæggeren av Christian Science, til den samme slutning ved at gaa ut fra et rent aandelig standpunkt. Hun forstod Guds væsen. Hun forstod, at Gud er Aand, hvad jo ogsaa Jesus erklærte; at det evige maa være Aand, og kun kan være Aand, for ellers vilde evigheten være en umulgihet. Hun indsaa, at da Aand er skaberen, maa skabelsen være aandelig. Hun gjorde dette endnu ere indlysende ved at forklare Gud som Sind; derfor er uendelig Sind Gud, og skabelsen er en Sindets skabelse. Hun forstod, at skabelsen maa være skaberen lik, og derfor evig. Da den tilstand som kaldes materie er forbundet med ondt av enhver art — synd, dygdom og død, — er den en falsk sindstilstand, en mental efterligning av den virkelige skabelse, følgelig kaldte hun den materielle verden og det materielle legeme dødelig sind. Science and Health (Videnskap og Helse) lærer at det materielle legeme er bygget paa denne falske bevissthet.
Hvis folk anser materien for et naturlig, uforgjængelig væsen, da vil de helle ikek kunne forstaa at materien kan bli paavirket av Kristus eller aandelig Sandhet. Men ved erkjendelsen av at de saakaldte materielle legemer og materielle ting kun er falske bevissthetstilstande, en kjendsgjerning som endog blir bekræftet ved fremskridt i den materielle videnskap, ved disse erkjendelser maa menneskene komme til at forstaa at saadanne tilstande maa kunne paavirkes og rettes ad mental vei.
Det som kaldes sygdom hos menneskene, er kun resultat av materielle anskuelser som man uten indvendinger har godkjendt. Sygdommen og disse anskuelser er resultatet av menneskelig tænkning. Dødeliges syn paa det som kaldes materie, og de materielle tilstandes forbindelse med tanken paa sundhet eller sygdom, skaper de saakaldte sundhets — ellers sygdoms — love. Forstaaelsen av Gud gjennem Kristus, Sandhet, begynder at fordrive frygten og at ophæve disse love. Denne forstaalese begynder som tankevirksomhet hos et menneskelig væsen, den vækker tillive en gryende forstaaelse av Kristus, og den fordriver frygten for sygdom og de saakaldte sygdomslove ved at grundfæste den guddommelige lov. Christian Science aabenbarer den kjendgjerning at Gud aldrig har skapt en forordnet sygdom, og at sygdom derfor ifølge sin natur ikke er videnskabelig, ikke har nogen naturlig eksistens og ikke er til i kraft av sandheten. Skjænt man nok kan fatte dette, kan man dog ikke straks helt bevise det. Det middle som skal bringe os den fulde frelse, er bragt for lyset, men menneskelige antagelser synes kun langsomt at vike for guddommelig forstaaelse. Kjødet strider fremdeles mot Aanden eller forstsaaelsen. Kampen kan dog kun faa ett utfald, Aandens seier.At kjende sandheten er „veien“. Kundskap maa ha en begyndelse, men for Gud som er evig, gis der ingen begyndelse. Et skriftsted i Johannes’ evangelium anviser dødelige den sande vei: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.“ Det vidunderlige og herlige ved tilværelsens sande idé virker først saa løftende, at man næsten lar sig forlede til at glemme dens praktiske værdi, men gjenfødelsen bestaar i at vaakne til forstaaelse av den guddommelige idés praktiske natur, — en fødsel som ikke kjender avfældighet eller død, men kun evig modenhet.
Sandheten har altid eksistert. Den blev fuldt ut bevist i Kristi Jesu liv, men den bevislige forstaaelse av hans evangelium, som han krævet og forkyndte med de ord: „I skal kjende sanheden, og sandheden skal frigjøre eder“, var en opdagelse. Denne opdagelse gjorde Mrs. Eddy i aaret i 1866. Det satte hende og hendes første tilhængere istand til at helbrede sygdomme som paa forhaand var blir erklært for uhelbredelige. I de mere end firti aar i hvilke Christian Science nu er blit praktisert, er man kommen til de samme resultater i tusenvis av tilfælder overalt i verden.
Mrs. Eddy opdaget Christian Science av den enkle grund at hun var skikket til det. For at kunne opdage en videnskap som ingen lære (bortset fra den aandelige betydning av Bibelen) nogensinde endog har antydet, utkrævedes den høieste grad av fatteevne og forstaaelse. At den ikke var blit oppdaget av nogen anden eller som følge av almindelig teologisk undervisning, er ikke at undres over. Et tilbakeblik paa historien viser at kun faa store begivenheter har fundet sted paa den maate som man hadde ventet skulde gjøre dem. Selv Jesus av Nasaret kom ikke paa den maate som hans landsmænd hadde haapet og ventet, og følgelig blev han ikke i almindelighet anerkjendt av dem.
At mænd og kvinder som har øvet en stor gjerning blir mer eller mindre misforstaat og ikke sjelden baktalt og spottet, er ikke saa forunderlig, naar vi tænker paa Jesu løpebane. Han gjorde kun godt paa jorden, og dog profeterer Esaias om ham og sier: „Foragtet var han og forladt af mænd.“
Ved at lære menneskeheten den praktiske anvendelse av Jesu evangelium har Mrs. Eddy opfyldt en sand kristens høieste mission. Den rene kristendom var det ideal som hun satte sig og arbeidet frem mot gjennem hele sit liv. Hun var en uegennytting, from, ædel kvinde, aandeligsindet og med vidunderlige evener. Hun ikke alene opdaget Christian Science, men gav ogsaa verden boken „Science and Health with Key to the Scriptures“ (Videnskap og Helse med Nøkkel til Skriften), hvorigjennem menneskeheten kan lære at forstaa den aandelige betydning av den hellige skrift og naa frem til den kristne helbredelses kundskap og magt.
Dette er grunden til at Christian Science nu staar fastere end nogensinde, om end den store leder ikke længer staar i spidsen for bevægelsen. I virkeligheten visste og forutsaa hun at denne bevægelse ikke vilde behøve noget personlig førerskap. Det guddommelige Princip som Christian Scientists overalt i verden av sitinderste hjerte erkjender og beviser, er den sande, uforanderlige og udødelige leder. Dette Princip aabenbares og gjøres anvendelig for menneskene gjennem Christian Science’ lære.
Ved vore første skridt maa vi benytte os av Christian Science’ fremgangsmaate, og vi maa fortsætte paa denne maate — vi vet ikke hvor længe. Tilslut vil tanken bli saa umiddelbar at helbredelse følger øieblikkelig. Indtil vi naar dit kan vi hævde Guds sande væsen, erklære at han aldrig har skapt nogen sygdom, at derfor sygdom hverken har nogen skaber eller aarsak, at den ikke eksisterer eller vedvarer i kraft av nogen lov. Vi kan hævde at den samme Kristus som altid har frelst fra synd og sygdom, frelser fra synd og sygdom nu, og at denne Kristus er likesaa tilgjængelig for os isag som for Jesus og hans disciple for aarhundreder siden. Denne synsmaate er ikke profan, men helt ut religiøs. VI lærer at stole paa Gud. Vi lærer at erkjende den guddommelige magt, lærer stadig at la os lede og styre av det guddommelige Sind eller det uendelige, usynlige væsen som vi kalder Gud. Paa denne maate fatter vi litt efter litt Guds sande væsen, lægger mer av Kristussindet for dagen, og vaakner mer og mer i det guddommelige billede. Bibelens forjættelse bebuder denne opvaaknen. Man har i almindeliget antat at disse forjættelser sigter til en kommende tid og et andet sted end her, man naar Bibelen blir forstaat ved det lys som Christian Science’ tekstbok kaster paa den, skjønner vi at alle dens forjættelser kan gaa i opfyldelse nu.
En av de mest metafysiske forfattere i Det Nye Testamente erklærer: „Se nu er en velbehagelig tid, se nu er frelsens dag!“ Alt det som er mulig for Gud er mulig for Hans billede og lignelse nu. Hvis tanken vaakner op i dette billede og denne lignelse, hvis man fatter mennesket som Guds barn, Sindets billede, guddommelig Kjærlighets lignelse — hvis man ikke tillater andre tanker eller idéer at paavirke bevissthet eller handlinger end de som aabenbarer Gud — da er veien beredt for en øieblikkelig opfyldelse av alle Bibebels herlige forjættelser.
Esaias sier: „Herrens herlighet skal aabenbares, og alt kjød skal se det tilhobe.“ I Bibelen brukes ikke altid ordet Herren for at betegne Gud; det betyr ofte vort høieste begrep om guddommen, og som en yderligere forjættelse om hvad vi vil komme i besiddelse av, naar bevisstheten forandres fra synd til hellighet, fra uvidenhet til forstaaelse, erklærer Esaias at, „da skulle de blindes øine aabnes, og de døves øren oplades; da skal den lamme springe som en hjort, og den stummes tunge juble.“
At utsætte opfyldelsen av disse forjættelser er i strid med videnskapen og skjæbnesvangert for religionen. Hvis vi utsætter opfyldelsen av dem nu, av frygt eller paa grund av gale antagelser, saa har vi intet bevis paa at den erfaring som kaldes døden, vil kunne bidra til at diss forjættelser rykker os nærmere eller blir mere virkelige for os. Alle anskuelser som bidrar til at utsætte befrielsen fra det onde er feilagtige. Alt det som er sandt, er sandt nu, og dets sandhet vil ikke forhøies ved nogen ulyksalig erfaring.
Vi ser at den guddommelige Kristus rent ut betyr oplysning. Denne oplysning er ikke bundet til et sted og heller ikke indskrænket til noget tidsrum. Den er opfyldelsen av alle de herlige forjættelser som fylder Bibelen. Hvis man skulde gi en ny definition av Christian Science, kunde man si at den er en uavladelig, paagaaende vækkelsesproces. Den tilroper enhver: „Vaagn op, du som sover, og staa op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig.“ Kristendommens mission er at bevirke denne opvaaknen, faa en til at hæve sig over disse tilstande av grygt, falske antagelser og uvidenhet, tilstndesom nødvendigvis ikke stemmer overens med Liv, Gud.
Jeg ber ikke om at dere skal tro paa disse ting, men jeg ber dere tænke over dem. Hvis dere finder at der er noget i dem, hvis dere ser den sande logik i det som er blit sagt, og det fornuftige og ønskværdige ved denne lære som i korte træk er blit fremstiller, behøver dere heller ikke av den grund tro paa dem, anvend dem kun praktisk. Enhver kan selv overbevise sig om Christian Science taler sandt eller ei, og mer forlanger vi ikke.
Bibelen lægger tydelig for dagen at den vei til frihet som Jesus lovte os og som han anskueliggjorde i sit liv, er en mental vei. I Salmene læser vi: „Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min høire haand, indtil jeg faar lagt dine fiender til skammel for dine fødder.“ Her finder vi den tanke uttrykt som ligger i følgende ord av Mrs. Eddy „Enhet i Princip og aandelig magt“ (Science and Health, s. 470). Ordene „Min Herre“ betyr aabenbart Kristus, som er Sandheten, og som nødvendigvis maa være sandheten om Gud og universet. Denne Sandhet utgjorde Jesu mentale tilstand, hvad Paulus betegner som det Sind „som og var i Kristus Jesus“. Det er denne rene sindstilstand eller aandelige erkjendelsesevne som gir uttryk for det godes magt og herredømme, og sitter ved Guds høire haand. Det er denne guddommelige forstaaelse eller Kristus (i dig eller i mig) som reducerer det onde til intet ifølge forjættelsen: „indtil jeg faar lagt dine fiender til skammel for dine fødder.“
Arbeidet blir ubestridelig fuldbyrdet inde i ens egen bevissthet. Der er den at „Herren (det rette begrep om tilværelse) skal regjere evindelig“. Der er det vi for altid skal vinde seier over alt fiendskap og alle fiender. Der er det oplysningen finder sted, der fuldbyrdes frelsen. Jesus sa: „Guds rige er inden i eder“, og i Aabenbaringen læser vi: „dets porte skal aldrig lukkes om dagen; thi nat skal ikke være der.“
Denne mottagelighetstilstand blir vakt tillive ved Kristus, Sandhet, ved en idé som Christian Science aabenbarer og gjør anvendelig. Naar denmelder sig, skulde vi være os bevisst den vidtrækkende, forløsende og helbredende muligheter. Det rette begrep om enhver ting er sandheten om tingen. Dette er det Esaias beskriver som „Under, Raadgiver, ... Fredsfyrste“, og som gir os magt over det onder, derfor sier salmedigteren: „Løfter, I porte, eders hoveder, og løfter eder I evige døre, saa herlighedens Konge kan drage ind! Hvo er den herlighedens Konge? Herren, hærskarernes Gud, han er herlighedens Konge.“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |