Christofer Columbus og Amerikas Opdagelse/1

Den 3die August 1492 — iaar for 400 Aar siden — seilede tre spanske Skibe under Genueseren Christofer Columbus fra Havnen Palos i det sydvestlige Spanien ud i det aabne Ocean for at forsøge at naa, hvad ingen tidligere havde vovet, tvers over Atlanerhavet til det østlige Asien ad en vetlig Vei. Forsøger lykkede — ialfald delvis — og blev Begyndelsen til til Opdagelsen af den »nye Verden«. Men det blev mere; thi den dristige Genueser Seilads lærte Europæerne at færdes paa det aabne Verdenshav og har ført dem stadig videre fremad til at opdage nye Lande, til at udforkse hele den beboede Jordklade. Vi feire derfor med Rette denne Begivenhed som en Indledning til den nyere Tids Histore, og Christofer Columbus som den centrale Figur i de store Opdagelsers Historie. Thi vistnok vare Portugisernes Opdagelser begyndt før Columbus, og han har lært af dem; men Portugisernes Reiser bleve dig stadig kun Kystseilads, og de havde dog tidligere Anvisninger at gaa efter, naar de fulgte Afrikakystens Krumninger for at naa til Indien; Columbus derimod brød med det sædvanlige og stillede sig det bestemte Maal at søge tvers over Atlanterhavet, og dette forstod han at fuldføre, om det end deraf fremkom et Resultat, som hverken han selv eller hans Samtid forstod.

For den nyere Tid staar han som den »nye Verdens«, »Amerikas« Opdager, og det er naturligvis tigtigtø men man faar ikke glemme, at hvad han søgte — og efter sin egen og Samtidens Mening fandt — var ikke en ny Verden, men en ny Veitil den gamle Verden, til det østlige Asien. Oldtidens og Middelalderens Mennesker drømte ikke om nogen ny Verden i Vest; de havde sit Blik vendt mod Morgenrøden, mod Orienten, som al Historie i deres Tanker var gaaet ud fra, og som for hver ny Tidsalder stadig aabenbarede nye Undere. Did stræbte ogsaa Columbus; det var i middelaldersk Aand hans Drøm at naa ikke blot til Indien, men til Syrien og Jerusalem, at føre et nyt Korstog til det hellige Land over Oceanet. Hvad der imidlertid udmerker ham og skiller ham fra Samtidens sædvanlige Mennesker, er, at han i sig har optaget ikke blot Middelalderens Drømme, men ogsaa Oldtidens Viden.

En Idé som den, der ledede Columbus, kan kun tænkkes i det 15de Aarhundrede, da Oldtidens Videnskab var gjendødt til nyt Liv, og Plaen til den første Oeanfart maatte derfor udgaa fra Italien, Renaissancens Hjemland; men Udførelsen maatte ske fra den spanske Halvø, hvis Folk allerede i lang Tid havde øvet sig i Opdagelsesreiser langs Afrikas Kyster. Dette var de ydre Betingelser for Columbus’s Stordaad; men at Forudsætningerne traadte frem ti historisk Handling, skyldtes dog først og sidst Columbus selv, og derfor bliver hans Personlighed og Karakter af den høieste Interesse. Alle hans personlige Forhold ere meget forskjelligt opfattede, ja der findes neppe mange verdenshistoriske Personer, om hvem Efterretningerne er saa usikre som om Columbus. Om hans Herkomst, hans Fødselstid og Fødested, hans Ungdom og tidligere Udvikling, has Reiser før Opdagelsen, hans Forhandlinger med fremmede Fyrster om Udrustningen, hans første Landingsplads i den »nye Verden« osv., om alt dette har der været ført litterære Feider, og de ere endnu ikke afsluttede. Sagen er, at Columbus indtil 1492 var en ubekjendt Eventyrer, og hvad han udrettede paa sine verdenshistoriske Søreiser, blev i den første Tid lidet bekjendt udenfor Spanien; da Opdagelsen ikke strax førte til store Resultater, blev han snart glemt, og da det følgende Slægtled endelig kom til at opleve følgerige Opdagelser, blev Columbus stillet i Skygge af sine mere glimrende Efterfølgere. Columbus havde i sit Liv kun ét Lyspunkt, nemlig da han kom hjem fra sin første Oceanfart; hans senere Liv var kun Skuffelser og Sorger, og han døde som en brudt Mad; da hans yngste Søn Fernando Colon mange Aar senere forfattede sin Faders Biografi, var Traditionen allerede halvt uddød, og Biografien blev opblandet med mange usikre Beretninger, som i nyere Tid har bragt besindige Forskere til at benegte Biografiens paalidelighed endog paa Punkter, hvor Forfatteren maatte vide Besked.^[1] Dette Aarhundredes mere kritiske Forskere (navnlig Navarrete) har imidlertid fremdraget en Mængde nye Data til Columbus’s og Opdagelsens Historie fra spanske og italienske Arkiver, og Drøftelsen af disse har allerede frembragt Sikkerhed paa Punkter, hvor man før famlede; endel Oplysninger, som endnu ligger bevarede i Bibliotheker, vil vistnok ogsaa komme for Dagen ved de Jubilæer, som i disse Maaneder feires baade i Columbus’s Fædreland (Italien) og i hans Adoptivland (Spanien). Hvad her kan leveres, er kun en Oversigt over Forskningens nuværende Resultater, — en Beretning om, hvad vi vide om Opdageren og Opdagelsen. Men forud for denne Skildring maa vi dvæle noget nærmere ved har Forudsætninget og hans Forlæbere.

————————

De gamle Grækere havde oprindeligt Forestillingen om Jorden som en flad Landmasse, der strakte sig langt i Øst—Vest, omgivet udentil overalt af det store Ocean. Men allerede tidligt vaktes dog Tanken om Jordens Kugleform, og denne blev fastslaaet af Aristoteles og Alexandrinerne. Den optoges derfor ogsaa i de almindelige Lærebøger, godkjendtes i Regelen ogsaa hos Romerne og gik derfor over til Middelalderen, skjønt de ældre Forestillinger dog længe holdt sig ved Siden. Naturligvis foryedes Troen paa Kugleformen af de middelalderlige Filosofer i 12te og 13de Aarhundrede, der fornemmelig gjennem Araberne lærte den græske Videnskab at kjende; men den blev dog kun en videnskabelig Theori, som de Lærde troede paa, og andre benegtede. I Columbus fortættede denne Theori sig til Handling, til hvad en Samtidig beundrede sagde var »en mere guddomelig end menneskelig Tanke« — at søge Øterlandene ad en vestlig Vei. Det var her Columbus’s Held, at Grækernes videnskabelige Forsøg paa at beregne Jordens Størrelse var saa unøiagtige. Eratosthenes i Alexandria (omtrent 200 f. Kr.) havde foretaget den første Gradmaaling og beregnet Jordens Størrelse efter Kugletheorien, — beundringsværdig godt, naar man tager Hensyn til hans ringe geografiske Kundskaber og de daarlige Instrumenter (Gnomōn, Skyggemaaleren). Man kjendte i Ægyten Forskjelle paa Solens Skygge i Nord og Syd, f. Ex., i Syëne i det sydlige Ægypten ved Midsommer om Middag ingen Skygge havde (d. v. s. Solen stod lige i Zenith), men at Skyggen forandrede sig i Aarets Løb; man beregnede deraf Solens Afstand fra Ækvator og fandt at Syëne laa omtrent ved 24° (den ordlige Vendecirkel); ligeledes iagttoges Skyggen sydligere, i Meroë ved 17de Grad, og nordligere, i Alexandria ved 31te Grad. Nu forudsatte man, hvilket er unøiagtigt, at Meroë, Syëne og Alexandria laa under samme Længdegrad, altsaa Nord—Syd, og maalte Afstanden; derved fandt man, at en Grad maatte være 700 Stadier = 17½ geografisk Mil, og beregnede derefter Cirkelens Størrelse, altsaa Jordens Omkreds, til 252,000 Stadier = 6,300 geografisk Mil [istedenfor 5,400]. Maalingen kunde jo ikke være nøiagtig; den blev gjentaget senere i Oldtiden langs Kysten af det røde hav, som ligeledes forudsattes at løbe lige i Nord—Syd, og da fandt man, at en Grad blev 500 Stadier = 12½ geografisk Mil, og hele Jordens Omkreds 180,000 Stadier = 4,500 Mil, altsaa omtrent ligesaa meget for kort, som man før regnede for langt. Den sidste Maaling blev optaget hos Ptolemæos og blev derfor den gjældende i 15de Aarhundrede, som saaledes maatte forestille sig Jordens Omkreds meget mindre, end den virkelig var.

At bestemme Længden fra Øst—Vest forstod Grækerne ikke, idet de enkelte Forsøg paa at beregne Længden efter Tidsforskjel ved Maaneformærkelset maatte blive meget unøiagtige paa Grund af de daarlige Tidsmaalere. Man maatte derfor i Regelen nøie sig med at beregne Afstanden efter Reisernes Længde, og Erfaring viste da, at Udstrækningen altid blev regnet altfor stor. Den virkelige Afstand fra Øerne udenfor Afrikas Vestkyst (den nyere »Ferros Meridian«) til den østlige Asien (Kinas Østkyst) er 125°, altsaa omtrent en Trediedel af Jordens Omkreds. Men Grækerne, som regnede efter Mileafstande, anslog Afstanden til »Sina« enten som Ptolemæos til 180 Grader eller som Marinos af Tyros til 225°, altsaa næsten ⅔ af Jordens Omkreds; og endda kjendte ingen af disse Geografer Asiens østlige Kyster og tænkte sig Udstrækningen mod Øst endnu længer. Det er drfor naturligt nok, at de græske Filosofer mente, at Afstanden fra det østlige Asien til Europa (Spanien) var forholdsvis kort, nogle mente endog »faa Dages Reise«; men Oldtidens Søfarere vovede ikke Forsøget, og selve Tanken om Søfart over Oceanet maatte forbyde sig selv med den Tids Skibe og Instrumenter

De græske Forfatteres Viden om Geografi og Astronomi er samlet hos Ptolemæos, der levede i Alexandria i Midten af andet Aarhundrede e. Chr. Hans Astronomi kom gjennem Araberne til den kristne Middelalders Kundskab — den kaldes her sædvanligvis Almagest — og blev benyttet og studeret af forskjellige Filosofer i det 13de Aarhundrede; saaledes blev den græske Astronomig og dermed beslægtede Forhold fremstillet i et populært lid Skrift fra Aar 1410 af Kardinalen Pierre de Ailly (Petrus de Alliaco), Biskop i Cambrai: De imagine mundi. Netop ved denne Tid naaede ogsaa et græsk Haandskrift af Ptolemæos’s Geografi til Italien og blev her oversat paa Latin af Florentineren Jacobus Angelus 1409 og strax meget udbredt i humanistiske Kredse; ogsaa Kardinalen Pierre de Ailly lærte Bogen at kjende og har i et af Aarene 1410—14 gjort et vidtløftigt Uddrag af Geografien og udgivet dette under Titelen Compendium Cosmograpiæ med et selvstændigt Tillæg, hvorri ha sammenligner Ptolemæos med andre Oldtidens Geografer. Begge disse Kardinalens Skrifter med flere andre af halv astronomisk-astrologisk, halv theologisk-kalendarisk Karakter samt fire Arbeider af Theologen Johannes Gerson udkom paa Tryk i en Samling, som hverken har Titel eller Aarstal, men dog sikkert er trykt i Löwen af Bogtrykkeren Johannes de Westphalia i er af Aarene mellem 1473 og 1487; den viteres sædvanlig som Petri de Alliaco Cardinalis Cameracensis tractatus de imagine mundi et varia ejusdem auctories et Johannis Gersonis opuscula. Et Exemplar af denne Samlig kom tidlig i Columbus’s Besiddelse og findes endnu bevaret i det Columbinske Bibliothek i Sevilla^[2]; det er fuldt af latinske Randgloser med Columbus’s egen Haand, og man ser, at han har faaet sine fleste geografiske og astronomiske, kanske ogsaa astrologiske Kundskaber fra denne Bog, som saaledes væsentlig har været Mellemleddet mellem ham og de gamle Grækere. Et Exempel herpaa kan med Lethed nævnes. I Afhandlingen De imagine mundi fortæller Ailly (væsentlig efter Roger Bacon 1267), at »den store Aristoteles siger, at der er et kort Hav

En Del af Blad b, 3 i Pierre de Ailly’s Værker med Tilskrifter af Columbus. (Efter et Fotografi i Harrisse, Notes on Columbus).

mellem Spanien Vestkyst og Indiens Østkst, og han mener, at mere end en Fjerdedel af Verden beboes af Mennesker, og deri er Averroes enig. Endvidere siger Seneca i 5te Bog af Naturalia^[3] at dette Hav kan man seile over i faa Dage, hvis Vinden er god. Og Plinius lærer i naturhistorien, 2den Bog, at man har seilet fra den arabiske Havbugt lige til Cadix i ikke meget lang Tid, hvoraf nogle slutte, at Havet ikke er saa stort, at det dækker tre Fjerdedele af Jorden. Hertil kommer Esrs’s Vidnesbyrd i hans fjerde Bog,^[4] at sex Dle af Jorden er beboede og den 7de dækket af Vande, hvilken Bog Kirkefædrene har havt stor Ærbødighed

for.« Men dette Stykke findes næsten ordret igjen i et Brev, som Columbus skrev 1498 fra Haiti til den spanske Konge og Dronning; han har altsaa endog ført Bogen med sig paa sine Oceanreiser.

---

1. Fernando’s paa spansk skrevne Bog blev utrykt og er siden forsvundet; den kjendes nu ku i en maske bearbeidet Oversættelse til Italiensk fra 1571. Jeg sætter ud af Betragtning Harrrisse’s Forsøg paa at bevise, at Biografien ikke var forfattet av Sønnen Fernando; det er modbevist derved, at Citaterne gjenfindes hos las Casas, der ved 1550 benyttede Fernandos’s skrevne Bog.
2. Et udmærket vel bevaret Exemplar af samme Udgave findes i Christiania Universitetsbibliothek.
3. d. v. s. Seneca’s Quæstiones Naturales, Fortalen § 110: Hvormeget er det, som ligger mellem Hispaniens yderste Kyster og Indien? Faa Dages Rum, hvis en gunstig Vind fylder Skibet (Quantum enim est, quod ab ultimis litoribus Hispaniæ usque ad Indos jacet? Paucissimorum dierum spatium, si navem suus ventus implevit.)
4. Esras’s 4de Bog er et jødisk apokalytisk Skrift, som antages forfattet i det første kristelige Aarhundrede. Det citerede Sted (Cap. 6) af Skabelseshistorien lyder: et tertia die imperasti aquas congregari in septima parte terræ (»Og paa den tredie Dag bød Du Vandene at samle sig paa den syvende Del af Jorden«).