Åpne hovedmenyen

Christofer Columbus og Amerikas Opdagelse/10

[Dette Brev[1] om Øer, fundne i Indien, sendte Colon til Hofintendanten;[2] det indeholdt et andet til Deres Høiheder].

Señor. Da jeg ved, at De vil glæde Dem over den store Seier, som Vor Herre har givet mig paa min Reise, skriver jeg til Dem dette Brev, hvoraf De vil faa se, hvorledes jeg i 33 Dage er naaet fra Kanarierne til Indien (egl. Indierne) med den Flaade, som Deres Høiheder Kongen og Dronningen, vore Suveræner, gav mig.

Der har jeg fundet mange Øer, beboede af utallige Mennesker. Alle Øerne har jeg taget i Besiddelse for Deres Høiheder ved offentlig Forkyndelse og ved at udfolde den kongelige Fane uden at møde Modstand.

Den første Ø, som jeg fandt, gav jeg Navnet San Salvador (denhellige Frelser) til Minde om hans høie Majestæt, som har givet (os) alt dette. Indierne kalder den Guanahani.

Den anden gav jeg Navnet Santa Maria de Concepcion (S. M. af Undfangelsen), den tredje Fernandina, den fjerde Isabella, den femte Juana, og saaledes gav jeg hver af dem et nyt Navn.

Da jeg kom til Juana, fulgte jeg dens Kyst mod Vest, og jeg fandt den saa udstrakt, at jeg tænkte den var Fastlandet, Provinsen Kathay, og saasom jeg fandt hverken Stæder eller Byer ved Havbredden, men bare smaa Hytter, med hvis Indbyggere jeg ei kunde komme i Tale, fordi de flygtede ved vort Komme, saa drog jeg videre i den Tanke, at jeg ikke kunde undlade at træffe store Stæder eller Beboelser.

Efterat have seilet mange Mil uden at finde nogen Forandring saa jeg, at Kysten førte mig mod Nord, hvilket var mod mit Ønske, da Vinteren nærmede sig, og min Hensigt var at seile mod Syd, og da Vinden var gunstig, besluttede jeg ikke at vente længere, men vendte tilbage til en Havn, som jeg forud havde fundet, og derfra sendte jeg to Mænd op i Landet for at faa vide, om der fandtes en Konge eller store Stæder. De gik i 3 Dage og fandt utallige smaa Bosteder og Mennesker, men intet Spor af Styrelse, hvorfor de vendte tilbage.

Gjennem andre Indiere, som jeg forud havde bemægtiget mig, havde jeg faaet fuld Besked om, at dette Land var en Ø, og derfor fulgte jeg dens Kyst mod Øst lige til Enden 107 Mil (leguas).

Fra dette Cap saa jeg mod Øst en anden i en Afstand af 7—8 Mil, og den gav jeg Navnet La Española. Jeg drog did og fulgte dens nordlige Kyst, aldeles som jeg havde gjort paa Juana, 178 Mil i ret Linje.

Denne Ø (ɔ: La Española) og alle de øvrige er i høi Grad frugtbare, og den har mange Havne ved Havkysten, over enhver Sammenligning med dem, jeg har lært at kjende i de kristne Lande, og talrige gode og store Floder, saa det er vidunderligt. Landet er høit, og deri er mange Fjeldkjeder og høie Toppe, men dog ikke saa høie som paa Isla de Centre (ɔ: Teneriffa). Øerne er skjønne og af tusend Former, alle tilgjængelige og dækkede med Træer af tusend Arter, saa høie, at de synes at naa til Himmelen; Jeg tror for vist, at de aldrig fælder sit Løv; thi jeg saa dem saa grønne og saa skjønne som Træerne i Spanien i Mai Maaned; nogle stod i Blomst, andre bar Frugt, andre var i anden Tilstand efter deres Natur. Nattergalen og andre Smaafugle af tusend Arter sang i November Maaned, da jeg kom did. Der fandtes Palmer af 6 eller 8 Arter, som er vidunderlige at beskue paa Grund af de skjønne og vexlende Former; det er ligesaa med de andre Træer, Frugter og Urter. Der findes Barskove, store Sletter, Honning, Fugle at mange Arter og mange forskjellige Frugter. Inde i Landet er der mange Malmgruber og en uberegnelig Folkemængde.

La Española er vidunderlig. Bjerge og Fjelde, Skove, Sletter og Enge er saare herlige og frodige til at plante og saa, opføde Husdyr af alle Arter, bygge Byer og Landsbyer. Man maa have seet Havnene, saavelsom de mange og store Floder af friskt Vand, af hvilke mange er guldførende, for at tro derpaa. Træerne, Frugterne og Urterne der er meget ulige dem paa Juana. Paa denne findes Krydderier i Mængde og rige Gruber paa Guld og andre Metaller.

Indbyggerne paa denne og alle de andre, som jeg har fundet eller faaet Kundskab om, gaa ganske nøgne, baade Mænd og Kvinder, saaledes som deres Moder har født dem, med Undtagelse af nogle Kvinder, som dækker et eneste Sted med et enkelt Blad eller et Stykke Bomuldstøi, som de tilvirker i denne Hensigt. De har hverken Jern eller Staal eller Vaaben, ei heller skulde de kunne benytte saadanne, — ikke fordi de ikke er velbyggede eller af høi Væxt; men fordi de ere saa forunderlig frygtagtige. De har ingen andre Vaaben end Rørstokke, i hvis Ende de fæster et lidet Stykke spidst Træ; men ikke engang det vover de at bruge.

Mange Gange har det hændt, at jeg sendte tillands til en eller anden Landsby to eller tre Mænd for at komme i Tale med dem. Indbyggerne kom dem imøde i stor Mængde, men naar de saa dem nærme sig, flygtede de. Faderen uden at vente paa sin Søn. Og dette var ikke, fordi vi havde tilføiet nogen af dem ondt; thi tvertom — hvor jeg har været og faaet dem i Tale, — har jeg altid givet dem af alt, hvad jeg havde, enten Tøier eller mange andre Ting; men fordi de er saa uforbederlig modløse. Men efterat de har fattet Tillid [til os] og overvundet denne Frygt, er de saa ligefremme og gavmilde med, hvad de har, at man ei skulde tro det uden at have seet det. De siger aldrig nei, om man beder dem om noget af, hvad de har, men tilbyder det af sig selv, og de viser saa stort Venskab, at de skulde give bort sit Hjerte og alt andet af Værdi, og hvor lidet det end er, som man giver til Gjengjæld, er de tilfredse dermed. Jeg forbød [mine Folk] at give dem saa daarlige Ting som Stykker af knuste Fade, Glasstykker og Taugstumper, endskjønt de, naar det lykkedes dem at faa saadant, troede at have faaet den skjønneste Juvel i Verden. Det er sikkert, at en af vore Sømænd byttede et Snørebaand med en Vægt i Guid paa 2½ Castellano,[3] og andre fik endog mere for Gjenstande, som var endnu mindre værd; og for nye »blancas«[4] gav de alt, hvad de havde, lige til to eller tre Castellanos i Guld eller en eller to »arobas«[5] af spundet Bomuld. Som Taaber gav de alt, hvad de havde, for Stykker af Tøndebaand, hvilket syntes mig Uret; derfor forbød jeg det og gav dem tusend vakre og nyttige Ting for at vinde deres Hengivenhed og lokke dem til at blive Kristne og til at elske og tjene Deres Høiheder og hele den castiliske Nation, saavelsom til at hjælpe os og give os de Ting, som de har i Overflod og vi trænger til. De kjender ikke nogen Sekt eller noget Slags Afguderi, undtagen at de alle tror, at Magten og det Gode er i Himmelen. De tror fuldt og fast, at jeg med mine Skibe og Folk er komne fra Himmelen, og det er i denne Tro, at de modtog mig overalt, efterat de havde overvundet sin Rædsel. Og dette kommer ikke af, at de er uforstandige; tvertimod er de meget Skarpsindige og er Folk, som seiler paa alle disse Have. Det er overraskende, hvor godt de gjør os Regnskab for alt, skjønt de aldrig har seet Folk med Klæder paa eller Skibe som vore. Da jeg kom til Indien, tog jeg med Vold paa den første Ø, som jeg opdagede, nogle af dem, forat de kunde lære vort Sprog og give mig Oplysning om, hvad der fandtes i disse Egne. Paa denne Vis lykkedes det os at gjøre os forstaaelige for hverandre, dels med Ord og dels med Tegn, og de har været mig til stor Nytte. Jeg fører dem fremdeles med mig, og uagtet vi har levet længe sammen, tror de endnu, at jeg kommer fra Himmelen, og de var de første til at forkynde dette, naar jeg landede. De løber da fra Hus til Hus og til de nærmeste Landsbyer, raabende med høi Røst: »kom, kom og se Mændene fra Himmelen.« Og saa kommer alle, Mænd og Kvinder, store og smaa, naar de ikke længer frygter os, og de bringer med Mad og Drikke, som de giver os med overraskende Venlighed.

De har paa alle Øerne en Mængde Kanoer, lig vore fustas til at ro, større eller mindre, mange endog større end en fusta til 18 Rorbænke. Disse Kanoer er ikke saa brede, fordi de er gjorte af et eneste Træ; men en fusta kan ikke indhente dem i Roning, da de gjør en utrolig Fart. De bruger dem til at færdes mellem alle disse utallige Øer og fører sine Varer paa dem. Jeg har seet Kanoer, som bærer 70—80 Mænd, hver med sin Aare.

Paa alle disse Øer har jeg ikke fundet stor Forskjel i Folkenes Udseende eller Sæder og Sprog, og alle forstaar hverandre, hvilket er meget besynderligt og giver mig Haab om, at Deres Høiheder vil give sig ifærd med deres Omvendelse til vor hellige Tro, for hvilken de viser stor Tilbøielighed.

Jeg har allerede sagt, at jeg har tilbagelagt 107 Mil langs Kysten af Juana i lige Linje fra Vest mod Øst. Efter denne Afstand kan jeg sige, at denne er større end England og Skotland tilsammen; thi bortenfor disse 107 Mil mod Vest findes to Provinser, som jeg ikke har besøgt. I en af dem ved Navn Avan fødes Indbyggerne med Hale. Disse Provinser kan ikke have mindre Udstrækning end 50 til 60 Mil, efter hvad jeg har kunnet forstaa af de Indiere, som jeg har hos mig, og som kjender alle Øerne.

Den anden Ø, La Española, har en større Omkreds end Spanien fra Colunia i Catalonien[6] langs Kysten lige til Fuentarabia i Biscaya; thi efter en af Firkantens Sider har jeg faret 188 lange Mil i lige Linje fra Vest til Øst. Denne er værd at naa, og siden man har seet den, kan man aldrig opgive den.

Jeg har taget i Besiddelse for Deres Høiheder alle disse Øer, som er bedre udstyrede, end jeg formaar og vilde kunne sige. Jeg har dem saaledes i min Magt, at Deres Høiheder kan byde over dem saa fuldstændigt som over Riget Castilien.

Paa Øen La Española, paa et Sted meget nær Guldgruberne og meget beleiligt for Samfærdsel saavel til Fasdandet som til Storchanens Land, hvormed der skal blive en rig Handel og stor Fordel, har jeg taget i Besiddelse en stor By, som jeg har givet Navnet Villa de Navidad. Der har jeg ladet grunde en Befæstning med Kastel, som ved denne Tid vil være fuldt færdige, og jeg har efterladt der i tilstrækkeligt Tal Folk med Vaaben, Artilleri og Levnetsmidler for mere end ét Aar, saavelsom en fusta og en Høvedsmand, kyndig i Sømandskab og anden Kundskab til at bygge andre Baade.

Jeg er i saa stort Venskab med Kongen i dette Land, at han regner sig det for en Ære at kalde mig sin Broder og at behandle mig som en saadan. Og selv om dette Sindelag skulde ændres, og man vilde mishandle vore Folk, saa ved hverken han eller hans Mænd, hvad Vaaben er: de gaar nøgne, saa som jeg har sagt, og er de modløseste Mænd i Verden, saa at de Folk, som er efterladte der, er mange nok til at herje dette Land og denne Ø, uden Fare for dem, om de forstaar at opføre sig vel.

Det synes mig, som om Mændene paa disse Øer nøier sig hver med en Hustru; men til Kongen eller Høvdingen giver de indtil tyve. Kvinderne synes mig at arbeide mere end Mændene. Jeg kan ikke forstaa, om de besidder særskilt Eiendom; det saa mig ud til, at de alle delte mellem sig, hvad hver enkelt havde, navnlig Fødemidler.

Hidtil har jeg ikke paa disse Øer fundet underligt skabte Mennesker, saa som mange troede; tvertimod er de alle vel skabte, og heller ikke er de sorte som i Guinéa, og de har faldende Haar, og de bor ikke, hvor Solens Straaler frembringer mest Varme, skjønt det er sandt, at Solen virker stærkt, da Landet ligger 26 Grader fra Æquator.

Paa disse Øer har det været meget koldt paa Bjerghøiderne denne Vinter; men de holder Kulden ud, da de er vante dertil og spiser Kjød med Masser af hidsende Krydderi til.

Med Hensyn til underligt skabte Mennesker, fik jeg ikke høre om saadanne undtagen paa en Caribernes Ø, som er den næst nærmeste, naar man kommer til Indien (ɔ: fra Europa); den er beboet af Folk, som paa alle disse Øer ansees for vikle og æder Mennesker. Disse har mange Kanoer, med hvilke de drager til alle Indiens Øer for at røve og plyndre, hvad de kan. De er heller ikke mere vanskabte end de andre, undtagen at de har den Skik at bære langt Haar, ligesom Kvinder, og de bruger Buer og Pile, gjorte af samme Slags Rør med en liden Træspids yderst, af Mangel paa Jern, som de ikke har. De er vilde i Sammenligning med alle de andre Folk, som er overmaade frygtagtige; men jeg frygter dem ikke mere end de øvrige. Det er disse, som har Forbindelser med Kvinderne paa Øen Matinino, hvorpaa der ikke findes Mænd, og som er den nærmeste, naar man farer fra Spanien til Indien. Disse Kvinder befatter sig ikke med Kvindearbeide, men har Buer og Pile af Rør, som ovenfor nævnt; de bærer Vaaben og dækker sig med Plader af Kobber, som de har meget af.

Man forsikrer mig, at der findes en anden Ø, større end La Española, hvis Indbyggere ikke har Haar. Der findes meget Guld. Fra denne Ø og fra de øvrige fører jeg Indiere med som Vidner.

For at slutte min Fortælling med alene det, som har hændt under denne Reise, som blot har været en Forsøgsfærd, vil Deres Høiheder se, at jeg skal give dem alt det Guld, de behøver, og med en ringe Hjælp fra dem; videre Krydderier og Bomuld saameget, Deres Høriheder befaler, at man skal indføre deraf, og Mastix[7] saa meget, de befaler, hvilken Vare man endnu ikke har fundet andensteds end i Grækenland, paa Øen Chio, hvilken Signoria[8] sælger saa dyrt, det behager den. Videre Aloe saa meget, som de ønsker at indføre, og af Afgudsdyrkere saa mange Slaver, som de ønsker skal føres derfra. Jeg tror at have fundet Rhabarbra og Kanel, og de Mænd, jeg har efterladt, skal finde tusend andre Produkter; thi jeg stansede ingensteds, saalænge Vinden tillod mig at seile, undtagen i Byen Navidad, hvor jeg efterlod alt i Sikkerhed og god Orden.

I Sandhed skulde jeg have udrettet meget mere, hvis Skibene havde hjulpet mig saa, som de skulde.

Dette er tilstrækkeligt. Lovet være den evige Gud, Vor Herre, som giver alle dem, der gaar hans Veie, at vinde Seier i Ting, som synes umulige. Og denne var aabenbart en saadan; thi hvor meget man end har talt og skrevet om disse Lande, saa var alt Gjætning, og ingen havde seet dem, og de, som lyttede dertil, hørte paa det og dømte det snarere som Fabler end noget andet.

Saaledes har vor Forløser givet vor berømmelige Konge og Dronning og deres berømte Riger en Seier saa stor, at hele Kristenheden bør glæde sig derover og feire store Fester og bære frem høitidelige Taksigelser til den hellige Treenighed med mange høitidelige Lovtaler for den store Ære, som vil vindes ved saa mange Folkeslags Omvendelse til vor hellige Tro, og videre for de timelige Velgjerninger, som vil bringe ikke blot Spanien, men alle Kristne stor Opmuntring og Vinding.

Skrevet i Korthed, paa Caravelen, paa Høiden af Øen Santa Maria den 18de Februar 1493.

Til Deres Tjeneste
Admiralen.

Efterskrift, som laa inde i Brevet: Efterat dette var skrevet, og jeg befandt mig i det castiliske Hav, blev jeg anfaldt af en saa stærk Vind fra Syd og Sydøst, at jeg blev tvungen til at lette Skibene og løbe ind her i Lissabons Havn idag, hvilket er det største Under i Vorden, og jeg besluttede at skrive herfra til Deres Høiheder.

Overalt i Indien — did jeg naaede paa 33 Dage og hvorfra jeg vendte hjem paa 48 — har jeg altid havt et Veir som i Mai, med Undtagelse af disse Storme, som har sinket mig i 14 Dage under Krydsning i dette Hav. Alle Sømænd siger, at man aldrig har seet en saa haard Vinter eller tabt saa mange Skibe. Skrevet den 14de[9] Marts.

[Dette Brev om Øer, fundne i Indien, sendte Colon til Hofintendanten. Det indeholdt et andet til Deres Høiheder.]


  1. Oversat efter den spanske Original, med Benyttelse af Harrisse’s franske og E. Dahlgren’s svenske Oversættelse.
  2. escribano de racion (egenllig Regnskabs-skriver) har jeg oversat med »Hofintendant«, da denne Embedsmand havde Bestyrelsen af de til det kongelige Hus og Hofholdningen henlagte Midler.
  3. en spansk Mynt, 15 Mark Guld; nu af Værdi omtrent 5 Kr. 40 Øre.
  4. Kobberstykker, omtrent ½ Øre værd.
  5. en »aroba« er = 11½ kg.
  6. Colunia er Byen Collioure, nu paa den franske Side.
  7. ɔ: Harpix af Pistacietra et.
  8. ɔ: Regjeringen i Genua, hvem Chio tilhørte.
  9. 14de maa være Skriv- eller Trykfeil for 4de Marts; thi paa denne Dag seilede Columbus ind i Tajo og fik da strax i Rastelo ved Mundingen høre om Vinteren og de mange Søulykker. Dette fremgaar af hans bevarede Dagbog, hvor han optegnede Begivenhederne Dag for Dag.