Åpne hovedmenyen

Christofer Columbus og Amerikas Opdagelse/11

Allerede i April 1493 forberedtes nye Foretagender mod Indien; der blev oprettet et eget Departement for de indiske Anliggender, og betydelige Midler stilledes til Columbus’s Raadighed. Der skulde udrustes en hel Flaade, og en ikke liden Hærstyrke, endog Rytteri, tages ombord; man vilde forelage en fuldstændig Kolonisation paa Haiti; man tog Kornsorter og alle Slags Husdyr med for at indføre europæisk Civilisation; Haandværkere og Bygmestere skulde følge med for at bygge en By, en Prest for at omvende »Indierne« osv., og medens det til den første Reise havde været vanskeligt at presse Mandskab, blev det nu nødvendigt at afvise mange, som vilde være med; nu da Oceanfarten havde vist sig at være saa lidet farefuld og saa meget mere forhaabningsfuld, meldte der sig talrige Skarer af spanske Soldater og fattige Adelsmænd, som vilde paa en let Maade vinde Rigdomme i det guldrige »Indien«.

Med en Flaade paa 17 Skibe og omtrent 1500 veludrustede Mænd ombord, seilede Columbus 25de September 1493 ud fra Cadiz; han tog ogsaa denne Gang Veien om Canarierne, som han ikke forlod før 13de Oktober, men valgte derefter en noget sydligere Kurs, fordi han vilde opdage de Øer, som han havde hørt om i Øst og Sydøst for Haiti, og som han mente laa Europa saa meget nærmere. Ogsaa denne Gang fik han samme heldige Veirforhold som forrige Gang, saa at man allerede efter 20 Dages
Besøget på Kanibalernes Øer. (Efter Philoponus’s Nova typis transacta navigatio.)
Overfart 3dje November saa Land foran sig: en høi Ø, som de efter Søndagen kaldte »Dominica«; derefter fulgte Opdagelsen af de andre nordlige »Antiller« indtil Portorico. Paa disse Øer gjorde Spanierne nærmere Bekjendtskab med de vilde Cariber eller »Kanibaler«, deres forgiftede Pile og deres Festmaaltider paa Menneskekjød; dette Bekjendtskab førte til en for den Tid nærliggende Theori, at disse »Kanibaler« havde de Kristne Ret til at forfølge og gjøre til Slaver, — en Theori, som snart udstraktes ogsaa til de andre, fredeligere »Indiere« paa Haiti og Bahamaøerne. Man var paa »Guadeloupe« saa heldig at tage flere Cariber samt mange af dem fangne Kvinder, der viste sig at høre til samme Stamme som Haiti-boerne og med Glæde sluttede sig til Befrierne. Derimod traf man ikke denne Gang paa Kvinde-øen Matinino, og Sagnet om Amazoner i disse Egne synes snart efter at være uddøet for at dukke op paa sydligere Punkter.

Paa Sydsiden af Portorico, som Cariberne kaldte Burriqueu, landede man den i6de November, men man søgte forgjæves at stifte Bekjendtskab med de Indfødte, som var flygtede af Frygt for Cariberne. Man seilede vestom Øen og drog derfra over til Nordøstpynten af Haiti, som naaedes 18de November. Man seilede videre langs Kysten, og da man her en af de følgende Dage fandt Liget af en skjægget Mand — som antoges for en Spanier —, begyndte Columbus at frygte for de efterladte Spaniere og skyndte sig videre for at naa sin Koloni Navidad.

Den 27de om Aftenen naaede Flaaden udenfor Navidad, hvor han haabede at blive modtagen med Jubel; han lod affyre et Kanonskud for at melde sin Ankomst; men ingen svarede, og i ængstelig Forventning oppebiede man Dagens Komme. Den aabenbarede, at det spanske Fort laa i Ruiner, delvis brændt, at alle Forraad var udplyndrede, og Beboerne forsvundne; først efterhaanden erfarede man af de omboende Indfødte, at Besætningen havde levet et meget uroligt Liv under indbyrdes Stridigheder og Plyndring af de Indfødte, hvilket tilslut havde ført til, at en nærboende Høvding havde indtaget Fortet med overvældende Magt og dræbt de overlevende. Denne den første Prøve paa Spaniernes koloniserende Evne i de nye Egne var det første Uheld, som traf Columbus paa den anden Reise; — det var ikke mindst sørgeligt for ham, fordi han havde haabet, at hans efterladte Mænd skulde have anvendt Tiden til at samle Guld i Statens Tjeneste; og det blev det første i en lang Række af Ubehageligheder. Til den Koloni, han nu vilde anlægge, valgtes en Havn længere i Øst, paa Nordsiden af Haiti; her blev ogsaa i Hast bygget en By med Torv, Kirke og offentlige Bygninger. Byen fik Navnet Isabella efter Dronningen og blev saaledes den første europæiske By i »Indien«. Men snart viste det sig, at den nye By var anlagt i en meget usund Egn; Sygdomme angreb Kolonisterne, Columbus selv blev syg, og Misfornøielse og Skuffelse udbredte sig overalt.

Da de fleste Skibe, efter at have losset sin Ladning, skulde sendes hjem Vaaren 1494, skjønte Columbus, at det vilde have en altfor ugunstig Virkning hjemme, om de kom tilbage uden Prøver paa Landets Rigdomme (han havde jo haabet at sende Guld hjem fra Navidad); han sendte derfor nogle af sine Mænd under Ledelse af den kjække Alonso de Ojeda ind til Guldlandet »Civao«, og de fandt virkelig saameget Guldstøv og andre Spor af Guldrigdomme, at Columbus kunde sende 12 af Skibene hjem til Spanien med forhaabningsfulde Anvisninger paa Fremtiden, men samtidig med Krav paa nye Understøttelser.

Den 24de April 1494 drog Columbus med tre Skibe ud paa nye Opdagelser, idet han efterlod sin yngste Broder Diego som Statholder i Isabella; han vilde selv forsøge at seile lige til Fastlandet (Kathay) og drømte om at vende hjem om Afrika — i Portugisernes Farvand. Han naaede Cubas Nordøstspids (Maysi); men da han før havde seilet, som han troede, over hundrede Mil langs Nordkysten uden at finde Spor af den »indiske« Kultur, valgte han nu at seile søndendom — paa Veien til »Mangi« og »Quinzay«. Han landede paa mange Steder og søgte efter Guld; men da de Indfødte stadigt henviste ham til at seile mod Syd, stævnede han dristigt ud i Havet for at søge Jamaica, hvis Tilværelse han allerede kjendte fra forrige Reise (S. 65). Han naaede ogsaa (5te Mai) Øen, hvis Skjønhed straks henrev ham, saa han kaldte Landingspladsen Santa Gloria og sammenlignede den med de Saliges Boliger. De kraftige Beboere modtog imidlertid Spanierne krigersk, saa at man maatte skræmme dem med Kanonskud. Indbyggerne lod sig dog efterhaanden formilde og aabnede en Tuskhandel med Spanierne; men da heller ikke de havde Guid, foretrak Columbus at vende tilbage til Cuba; det er tydeligt, at Cubanerne har ment de virkelige Guldlande i »Sydamerika«; men derom kunde Columbus jo ingen Anelse have. Han naaede heldigt til Cuba og fortsatte Reisen vestover langs Sydkysten; han kom her ind i et farligt Farvand, fuldt af Koraløer og Grunde og gjenkjendte her Marco Polos utallige Øer i Sydøst for Asien. Han fik here om en Fyrste »Mango« — det forklarede han sig som Kongen i Mangi — og om Halemenneskeme; men man traf dog ingen af dem. Indbyggerne svarede ham altid, at deres Land strakte sig umaadelig langt mod Vest, de kjendte ingen Ende derpaa. Tilslut havde Columbus efter sin Regning seilet 335 Leguas langs Sydkysten (i Virkeligheden omtrent 100 geogr. Mil, naar Kystens Krumninger sættes udaf Betragtning); og da han saa Cubas Kyst bøie sig mod Syd, troede han med Sikkerhed at gjenkjende den asiatiske Kystlinje (det sydlige China), som fra at gaa fra Øst til Vest bøiede sig mod Syd (Bagindien): han mente derfor at være 30 Grader Øst for de gamle Geografers »gyldne Halvø«, d. v. s. Malacca. Havde han denne Gang kunnet seile en eller faa Dage videre mod Vest, vilde han have naaet Cubas sydvestlige Cap (Corrientes) og opdaget, at Kysten gik mod Nord. og at altsaa Kuba ikke var det asiatiske Fastland, men en stor Ø. Men da Skibenes Tilstand og Mandskabets Engstelse her ikke tillod ham at gaa længere, besluttede han at vende om. Før Afreisen lod han forhøre hos alle Ombordværende, om de ikke var enige med ham i hans geografiske Opfatning, og da ingen modsagde ham, lod han optage en Protokol, hvori alle 80 Mand erklærede det under Ed for sin Overbevisning, at de aldrig havde hørt Tale om en Ø, som strakte sig 335 Mil fra Vest til Øst, og de nærede ingen Tvivl om, at dette var et Fastland, saa at man herfra kunde naa overland — tvers gjennem Asien — til Spanien; de forpligtede sig, hvis de nogensinde benegtede det, Officererne til at betale en Bod at 10,000 Maravedis og Matroserne til at miste sin Tungespids, d. e. erkjende sig som Løgnere; denne Erklæring forhindrede ikke ialfald én af Underskriverne, Juan de la Cosa, fra at forandre Mening, idet han 6 Aar senere paa sit berømte Verdenskart efter bedre Underrettelser af bilder Cuba som en Ø. Dokumentet, som er underskrevet ute Juni 1494, findes endnu i det »indiske« Arkiv i Sevilla.

Paa Hjemveien naaede Skibene under stadige Farer langs Cuba atter til Jamaica, som omseiledes, derfra til det sydvestligste Hjørne af Haiti og seilede saa rundt Sydkysten af denne Ø; her maatte Columbus atter forundre sig over Unøiagtigheden i Toscanellis Kart, der afbildede Zipangu’s Længdestrækning fra Nord mod Syd istedetfor, som det nu viste sig, fra Øst mod Vest. Ved Øen Saona fik Columbus Leilighed til Natten 14—15 September at observere en Maaneformørkelse og foretage — for første

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
Gang i Amerika — en Beregning af den geografiske Længde, idet han sammenlignede Formørkelsens Indtræden her og efter de beregnede Maanetabeller; han fik en Tidsforskjel af 5 Timer og 3 Minuter og beregnede derefter Afstanden fra Cadix til 80¾ Grad, medens den i Virkeligheden er 62° 18′, — en Feil af næsten 18½ Grad, hvilket ikke er for meget, naar Hensyn tages til de ufuldkomne Tidsmaalere og Instrumenter. Faa Dage efter blev Columbus syg af Overanstrengelse, og blev halvdød ført hjem til »Isabella«, hvor han efter mange Dages Feber kom til sig selv og fandt ved sin Side sin Broder Bartolomeo, som han ikke havde seet i 6 Aar; denne var først Høsten 1493 efter Columbus’s Afreise naaet til Spanien, havde faaet en naadig Modtagelse ved Hoffet og var fulgt med tre Skibe, som Regjeringen i 1494 havde sendt med Levnetsmidler til Haiti, medens Columbus var ude paa sin Seilads langs Cuba; han bragte opmuntrende Breve med fra Konge og Dronning. Det var en Lettelse for Columbus; thi han kunde nu gjøre sin kraftige og energiske Broder til sin første Medhjælper og Stedfortræder, — hvilket forøvrigt krænkede de spanske Hidalgo’er, da han ligesom Admiralen selv jo var en Fremmed. Ulykkerne begyndte nu allerede at forfølge Columbus; der var Opstande blandt de Indfødte, og snart kom hertil Oprør blandt Spanierne; alle, som kunde, søgte at komme hjem til Spanien, og de, som blev tilbage, sendte misfornøiede Skrivelser hjem. Magthaverne hjemme var forlængst trætte af de store Omkostninger, som den nye Koloni krævede; Understøttelserne blev karrigere, og Regjeringen tænkte allerede paa at stanse Forsendelserne, og trods sin Kontrakt med Columbus havde den tilladt hver, der vilde forsøge sig, at gjøre Opdagelsesforsøg i de nye Farvand. Den sendte i 1495 en Kommissær til Haiti for at undersøge Forholdene, navnlig Klagerne over Admiralen. Columbus skjønte, at han for at opretholde sin Anseelse maatte vende tilbage til Spanien; han efterlod i Isabella sin Broder Bartolomeo som Øverstkommanderende, tog alle overflødige Spaniere med og seilede saa fra Haiti 10de Marts 1496; men Nordostpassaten var denne Gang imod ham, og først 11te Juni 1496 kom han tilbage til Cadix, med en udmattet og halv hungrende Besætning.

Columbus’s Dagbog paa denne anden Reise er tabt med Undtagelse af et lidet Citat, som hans Søn har bevaret. Det optages her, fordi det viser hans vedblivende Tro paa den mærkelige Delingslinje mellem den østlige og vestlige Halvkugle: »Idag

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

(sandsynligvis 20de Mai) viste de flamske Kompasser ¼ til Nordvest som sædvanligt; de genuesiske Kompasser, som almindeligvis pleier at stemme med de flamske, viste kun lidt til Nordvest, og eftersom vi naaede frem mod Øst, dreiede de mod Nordøst, hvoraf fremgik, at vi befandt os lidt mere end 100 Mil i Vest for Azorerne. Da vi netop kom i hundrede Mils Afstand, viste Havet endnu kun enkelte spredte Græsmasser, og de genuesiske Kompasser viste lige mod Nord; did kom man 22de Mai, og Admiralen havde nu Vished om sit Opholdssted«.

Den 2den Reise kunde ikke fremvise saa store Resultater som den første; men i Søfartens Historie indtager den dog en smuk Rolle, fordi i disse Aar for første Gang Flaader seilede over Oceanet og øvedes op i Havseilads. Hvilket Omvæltning dette har frembragt, sees bedst deraf, at nu under og efter denne 2den Oceanreise andre søfarende Nationers Opmærksomhed begynder at rettes mod de spanske Opdagelser, og at Columbus faar Efterlignere og Rivaler, som forstaar paa egen Haand at udnytte hans Erfaringer. I 1496 havde en Venetianer Giovanni Cabotto faaet Englænderne til at interessere sig for Søfarten; han forestillede den engelske Konge, at paa Grund af Jordens Kugleform maatte Overfarten til Indien være kortere, jo længere Nord man forsøgte den, og foreslog en Søreise i Trakterne nærmere Island over til Asien. Forslaget blev antaget, og med engelsk Udrustning fra Bristol foretog Cabotto — eller »Cabot« efter engelsk Udtale — en Seilads vest over Atlanterhavet, hvor han virkelig opdagede Øer og Fastlande i Omegnen af det senere »Newfoundland« med dets rige Fiskerier 1497. Ogsaa Portugiserne forsøgte sig snart efter i de samme Farvand, og allerede 1500—1501 lykkedes det Gaspar Cortereal at naa baade Newfoundland og Grønlands Sydspids og at hævde disse Opdagelser for Portugal, idet de antoges at ligge østenfor Demarkationslinjen. Newfoundland eller »Baccalaos« blev snart efter (ialfald fra 1504)besøgte af europæiske Fiskere, navnlig Biscayere og Bretonere, som gav «Cap Breton« dets Navn; det varede imidlertid længe, inden man udfandt disse Landes Sammenhæng med de sydligere Opdagelser. Men vigtigst og af verdenshistorisk Betydning blev det, at Portugiserne nu endelig 1497 af de spanske Opdagelser blev drevne til at udruste den Flaade, som under Vasco de Gama skulde i det portugisiske Farvand naa søndenom Afrika og efter de Oplysninger, som tidligere var samlede i Østen, seile lige til det virkelige Indien og der aabne en Sjøforbindelse, som i Samtidens Øine ganske fordunklede Columbus’s mislykkede Kolonianlæg paa Española. Det fortjener at noteres, at denne Gang brød Portugiserne ganske med sine tidligere Methoder, idet de første Gang seilede direkte over Havet uden at følge Rysterne; fra Cabo-Verde-Øerne satte nemlig Vasco de Gama med sine Skibe lige ud i det aabne Hav mod Syd og søgte først til Land i Sydafrika ved 32° sydlig Bredde (se Kartet S. 18), og en lignende Havseilads foretog han siden i det indiske Hav.

Ogsaa i Spanien selv havde Columbus faaet Rivaler, idet Regjeringen allerede i 1495 havde tilladt Privatmænd at udruste Skibe paa den »indiske« Fart, og det var ialfald med Regjeringens Samtykke, at Vincente Pinzon m. fl. Vaaren 1497 seilede med tre Skibe til »Indien«. Hvis man tør tro den Beretning, som hans Ledsager Amerigo Vespucci har efterladt om sin første Reise, har de i 1497—98 foretaget en Opdagelsesreise langs Central-amerikas og den mexikanske Golfs Kyster, opdaget Florida og maaske Kyster endnu længer nord, og isaafald udfundet, at Cuba var skilt fra Fastlandet.[1] Saaledes blev i disse Aar med én Gang de store Have aabnede til alle Sider, og Englændere, Portugisere og Spaniere vovede at følge Columbus’s Mønster.


  1. Denne Opdagelsesreise har man i nyere Tider ganske betvivlet, da den kun støttedes til Amerigo’s Beretning om hans første Reise; men den har dog nylig faaet en Stadfæstelse ved Opdagelsen af Cantinos Kort, hvor Florida er kartlagt (se nedenfor).