Åpne hovedmenyen

Christofer Columbus og Amerikas Opdagelse/12

Ved sin Hjemkomst i 1496 blev Columbus fremdeles naadigt modtaget af Konge og Dronning, og han forstod at retfærdiggjøre sig, saa at der ikke blev nogen Undersøgelse af. Men Begeistringen og Interessen for den store Opdager var dog allerede borte, da det viste sig, at ikke Guldet strax væltede sig ind over Spanien; det var ikke langt fra, at man begyndte at betragte den hele pengeslukende Opdagelse som Humbug og ham selv som en Svindler, der havde forstaaet at øde Statens Indtægter uden at bringe den nogen Fordel. Omstændighederne, især Krigen med Frankrige, gjorde Regjeringen utilbøielig til at anvende nye Udgifter paa Indien. Columbus maatte næsten i to Aar ligge uvirksom i Spanien, uden at faa Lov til at vende hjem til sit Vicekongerige, og paa hans Protest mod, at andre optraadte som hans Konkurrenter, nøiede Regjeringen sig med at indskjærpe hans Privilegier; men dette skede først efter Pinzons Afreise (S. 90). Ikke før end i Mai 1498 kunde Regjeringen skaffe Penge og Udrustning til Columbus, som nu for 3dje Gang skulde forsøge at finde den virkelige Gjennemgang til Indien.

Til sin 3dje Oceanreise havde Columbus, besluttet at vælge en sydligere Kurs, dels fordi de Indfødte paa Haiti og Cuba havde henvist til det sydligere Guldland, og han ventede at naa dette i det sydøstlige Asien — ad den Vei, dels fordi en erfaren Juveler, som havde reist i Levanten, havde belært ham om, at Guld og Juveler saavelsom Krydderier blev hyppigere, jo nærmere man kom til de varme Lande og til de mørkfarvede Mennesker, navnlig Negrene. Han seilede 30te Mai 1498 ud fra San Lucar de Barrameda (ved Guadalquivirs Munding) med 6 Skibe og 200 Mænd; han lagde ogsaa denne Gang Veien om de Canariske Øer, og sendte fra Ferro (21de Juni) de tre Skibe direkte til Haiti, men styrede selv med de øvrige mod Syd for at være sikker paa under sin Seilads vestover at komme søndenfor Haiti gjennem det aabne Verdenshav. Han kom ogsaa heldigt forbi Cabo-Verde-Øerne (15°) og styrede derfra ud i Havet mod Sydvest og kom saa langt, at han troede at have passeret Ækvator. Men her fik han Vindstille og kom ind i en Hede saa stor, at man troede, at Skibene skulde brænde op — det var jo den gamle Forestilling om Forholdene ved Ækvator —. Efter 8 Dages Forløb fik man dog god Vind, og Columbus mente nu at være paa samme Længdegrad, hvor han paa tidligere Reiser havde iagttaget den mærkelige Forandring i Magnetnaalens Misvisning, og at denne ogsaa nu hang sammen med Temperaturens Forandring. Efter i Retning fra Sierra Leone, som Columbus mente (8°), at have seilet mod Vest i 17 Dage, fik man allerede 31te Juli se Land: tre Bjergtoppe dukkede op i Vest, og det viste sig at være en stor Ø, som nu fik Navnet Trinidad. Man nærmede sig Øens Sydostspids og saa, at Øen var bebygget og Landskabet friskt og grønt, men det lykkedes ikke at lande. Lidt længer i Vest paa Sydsiden af Øen fandt man en Havneplads (Punta del Arenal), og her kom en Baad med væbnede Indfødte dem imøde; med Forbauselse saa Columbus her, at disse Indfødte — tvertimod han Theori — var lysere end alle de »Indiere«, han havde truffet længere nord, og dog regnede han fremdeles at være kun 5 Grader nordenfor Ækvator (i Virkeligheden ved 10 Gr.). Han forsøgte alle Midler til at faa dem itale, men det lykkedes ikke; et af hans Forsøg havde endog den modsatte Virkning af, hvad han havde ventet. Som Portugiserne i Negerlandene forsøgte han at lokke dem ombord ved at lade en Tromme lyde og byde Skibsgutterne at begynde en Dans. Men ikke før hørte »Indierne« dette, før de greb sine Vaaben og begyndte at afskyde sine Pile; de maatte fordrives ved Artilleri. Fra Punta del Arenal saa man ogsaa et Land i Syd, som Columbus kaldte Tierra de Gracia, og mellem begge et Stræde, 2 Mil (Leguas) bredt; i denne Bugt var der en stærk Strømning mod Vest, saa stærk, at den drev

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Skibene i rasende Fart fremad, og da man smagte paa Havvandet, viste dette sig at være ferskt. Vi vil citere hans egne Ord: »Vi fandt stærke Strømme, som førte gjennem Strædet, og frembragte saa stærk Lyd, at jeg troede, det maatte være Sandrevler eller Klipper, som kunde spærre Adgangen, og bagenfor atter andre. som gjorde en Larm lig Belger, naar de bryder sig mod Fjelde.

Jeg ankrede der under Punta del Arenal iidenfor Strædet, og fandt Vandet styrte med saa stor Voldsomhed fra Øst til Vest, som Guadalquivir ved dens Udløb i Havet; og dette vedblev Dag og Nat, saa det syntes umuligt for Strømmen at gaa agterover og for Grundene at gaa fremad. I Nattens Mørke, naar jeg var paa Dækket, hørte jeg et voldsomt Brøl, som kom sendenfra mod Skibet; jeg stansede for at iagttage, hvad det var, og saa Søen mile fra Vest lig en Fjeldtop saa hei som Skibet og at nærme sig lidt efter lidt; paa Toppen af den rullende Sø kom en mægtig Bølge med frygtelig Støi og med den samme forfærdelige Lyd som de andre Strømme. Til denne Dag har jeg en levende Erindring om den Frygt, jeg følte, for at Skibet skulde knuses under den frvgtelige Søs Kraft; men den gik videre til Mundingen af det førnævnte Stræde, hvor den holdt sig længe i Oprør.« Columbus sluttede med rette, at en stærk Havstrøm (»Ækvatorialstrømmen«) her stødte sammen med en stor Flodmunding (Orinoco). Han betænkte sig længe, inden han vilde seile ind i Hvirvlerne, som han kaldte »Slangegabet« (Boca de la Sierpe); men da Baadene havde undersøgt Dybden, og en gunstig Vind blæste, vovede han Forsøget og kom ind i et aabnere Farvand, som dog senere viste sig at være en Havbugt, Bugten ved Paria, Han landede paa Sydkysten 5te August 1498 — det er altsaa den Dag, da Europæerne naaede til »Sydamerika« —; de mørke Indbyggere tog venligt imod ham og hans Mænd, som de beværtede med Frugtvin og Brød (Mais). Spanierne fandt her baade Guld og Perler; men paa Spørgsmaalet, om deres Land indeholdt disse Skatte, pegte de Indfødte mod Vest og Nordvest. Da Bugten viste sig at være lukket mod Vest, maatte man søge en Udgang andensteds, og den fandt man endelig mod Nord, gjennem et trangt Sund, hvor Strømmen atter gik i farlig Fart; dette Sund kaldte han Dragegabet (»Boca del Drago«), Han var nu kommen ud i det aabne Hav, hvor dog Strømmen fremdeles var mærkbar; han fulgte Kysten et Stykke vestover og fandt overalt Perler, ogsaa Spor af Guid; men fortsatte saa sin Vei lige til Haiti for at bringe Tilførsel til Kolonien.

De nye Lande, Columbus her havde opdaget, vakte hans største Forbauselse. Han indsaa rigtigt, at han havde været udenfor en stor Flodmunding, og denne Flod maatte være umaadelig stor, siden Havet i mange Miles Omkreds var ferskt, og den maatte falde fra en umaadelig Høide, siden den frembragte saa stærk en Strøm. Dette forbandt han noget forhastet med sine tidligere Iagttagelser om Magnetens Declination 100 Mile vest for Azorerne, med den milde Temperatur, han overalt troede at have fundet vestenfor paa Veien til »Indien«, og med middelalderlige og gammelkristelige Forestillinger om, at »Paradiset« laa yderst i Orienten. I sin Indberetning til Konge og Dronning samler han sine Iagttagelser til følgende Betragtninger: »Da jeg (første Gang) seilede fra Spanien til Indien, fandt jeg, saasnart jeg var kommet 100 Leguas vest for Azorerne, at der var en stor Forandring paa Himmelen og i Stjernerne, i Luftens Temperatur og i Havets Vande; og jeg har været meget omhyggelig i at iagttage disse Ting. Jeg bemærkede da, at Kompasnaalen, som hidtil havde vist mod Nordost, nu vendte en fuld Fjerdedels Vind til Nordvest, og dette begyndte, da vi naaede denne Linje. Ved samme Tid havde det seet ud, som om Kysten var flyttet did; thi vi fandt Havet dækket overalt med et Slags Planter, der lignede Pinjegrene, og med Frugter lig Mastixtræets, saa tykt, at jeg paa min første Reise ansaa det for et Rev, og at Skibene maatte være nær ved at løbe paa Grund; men da vi naaede denne Linje, mødte jeg ikke en eneste Kvist. Jeg iagttog ogsaa, at paa dette Punkt blev Søen meget smul, og skjønt Vinden blæste, rullede Skibene ikke. Jeg fandt ligeledes vestenfor denne Linje Temperaturen stadig mild, uden stor Forskjel paa Sommer og Vinter. Jeg iagttog der, at Nordstjernen beskrev en Cirkel 5 Grader i Diameter; naar dens Drabanter var paa høire Side, var Stjernen lavest, og fra dette Punkt vedbliver den at stige, indtil den naar venstre, hvor den ogsaa er paa 5 Grader, og derpaa synker den, indtil den vender tilbage til høire. Paa denne Reise drog jeg fra Spanien lige til Madeira, derfra til Canarierne, derpaa til Cabo-Verde-Øerne og videre mod Syd indtil nedenfor Ækvator. Da jeg naaede Sierra Leones Bredde, i Guinéa, fandt jeg Heden saa stærk og Solens Straaler saa brændende, at jeg tænkte, vi skulde brænde op, og skjønt det regnede og var Taage, led jeg under samme Tryk, indtil det behagede Herren at give mig god Vind til at seile mod Vest, saa at jeg naaede den Linje, hvor jeg havde iagttaget denne Forandring i Temperaturen. Strax blev Temperaturen mild, og jo længer vi naaede, des mildere blev den; men jeg fandt ikke Stjernernes Stilling svare hertil. Jeg iagttog ved denne Leilighed, at om Natten Nordstjernen var 5 Grader høi, og da var Drabanterne i Zenith; siden, ved Midnat, fandt jeg, at Nordstjernen steg til 10 Grader; men ved Morgenens Frembrud var Drabanterne 15 Grader nede. Jeg fandt, at Søen vedblev at være smul, men der var ingen Planter. Nordstjernen iagttog jeg med stor Forundring og anvendte mange Nætter for at observere den nøiagtigt med Kvadranten, og jeg fandt altid, at Loddet og Linjen viste mod samme Punkt. Jeg anser dette for ganske ubekjendt, og det vil sandsynligvis blive erkjendt, at det er et kort Rum for, at en saa stor Forandring sker i Temperaturen. Jeg har altid læst, at den Verden, som omfatter Land og Hav, var kuglerund, og Erfaringer af Ptolemæos og andre har bevist dette ved Maaneformørkelser og andre Observationer, gjorte fra Øst til Vest, saavelsom ved Polhøiden fra Nord til Syd. Men som jeg nu har beskrevet, har jeg nu seet saa megen Uregelmæssighed, at jeg er kommen til en anden Slutning med Hensyn til Jorden, nemlig, at den ikke er kuglerund, som de beskriver den, men har Form af en Pære, som er rund, undtagen hvor Stilken gror, eller af en rund Bold, hvorpaa der er en Forhøining ligesom Vorten paa et Kvindebryst, og denne Forhøining, som er nærmere Himmelen, ligger under Ækvator og ved den østligste Ende af dette Hav, — jeg kalder det den østligste Ende, hvor Landet og Øerne ophører. For at bevise min Mening vender jeg tilbage til de Grunde, jeg nævnte angaaende den Linje, som gaar fra Nord til Syd 100 Leguas i Vest for Azorerne; thi naar man drog mod Vest derfra, seilede Skibene op mod Skyerne, og Veiret føltes at blive mildere, hvorfor Naalen flyttede sig en Fjerdedel paa Kompasset, og jo længer vi naaede, des mere flyttede Naalen sig mod Nordvest, idet denne Stigning fremkaldte den Variation i Cirkelen, som Nordstjernen beskriver med sine Drabanter; og jo mere jeg nærmede mig Ækvator, desto mere steg de, og desto større var Afvigelsen i disse Stjerner og deres Cirkler. Ptolemæos og andre Filosofer, som har skrevet om Jorden, ansaa den for en Kugle, idet de antog, at denne Halvkugle var rund saavelsom den, hvorpaa de selv var, hvis Centrum var Øen Arin, som er under Ækvator mellem den arabiske Bugt og persiske Sø, og Cirkelen gaar da over Cap S. Vincent i Portugal i Vest og Cattigara og Seræ i Øst, — om hvilken Halvkugle jeg ikke finder nogen Vanskelighed ved at tro, at den er rund, saaledes som de beskriver. Men den vestlige Halvdel af Verden, hævder jeg, ligner Halvdelen af en rund Pære med en Forhøining for Stilken, saaledes som jeg har beskrevet den, eller Vorten paa et Kvindebryst. Ptolemæos og de andre, som har skrevet om Jordens Form, havde intet Kjendskab til denne Del af Verden, som dengang ikke var undersøgt; de opstillede sine Theorier af Hensyn til deres egen Halvkugle. Og nu, da Deres Høiheder har ladet mig gjøre denne Opdagelsesreise, er de Sandheder, jeg her har fremstillet, bekræftede, fordi paa denne Reise, da jeg var ved Øen Arguin, som er 20° n. B., fandt jeg mørkladne Folk og et solbrændt Land, og da jeg derefter kom til Cabo-Verde-Øerne, fandt jeg endnu mørkere Folk, og jo længere syd vi kom, desto sortere var de, saa at, da jeg naaede Sierra Leones

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Portræt af Columbus i Nationalbilbiotheket i Madrid. (Efter Fotografi).)
Bredde, hvor om Natten Nordstjernen hævede sig til 5 Grader, var Folket ganske udpræget sort; og som jeg seilede fremad, blev Heden uudholdelig. Men da jeg havde passetet den Linje, som jeg har beskrevet, fandt jeg, at Klimatet efterhaanden blev mere tempereret saaat da jeg naaede Øen Trinidad, hvor Nordstjernen steg 5 Grader om Natten, og Landet Grada, fandt jeg Temperaturen overordentlig mild; Markerne og Træernes Blade vare mærkelig friske og grønne og saa smukke som i Valencias Haver i April. Folkene der er velskabte og lysere end de, jeg for har seet i Indien, og bærer sit Haar langt og glat; de er ogsaa mere fiffige og forstandige og modige. Solen var da i Jomfruens Tegn, over vore Hoveder. Alt dette maa derfor komme af den milde Temperatur, som frembringes ved, at dette Land er mere ophøet og nærmere Himmelen. Derfor hævder jeg, at Jordens Form ikke er kuglerund, men at der er den Afvigelse, som jeg har beskrevet, og det paa denne Halvkugle paa det Punkt, hvor Indien møder Oceanet. En Bekræftelse herpaa er det, at da Herren skabte Solen, aabenbarede det første Lys sig yderst i Østen, hvor Jordens høieste Punkt er nær Ækvator. Og skjønt det var Aristoteles’s Mening, at den sydlige Pol eller Landet nærved var det huiesle Punkt af Jorden og nærmest Himmelen, modsiger andre Filosofer ham og hævder, at det høieste Punkt var ved Nordpolen, hvoraf det fremgaar, at de forstod, at en Del af Jorden var høiere eller nærmere Himmelen end det øvrige; men det har aldrig faldt dem ind, at dette kunde være under Ækvator, saaledes som jeg har sagt, og dette er ikke saa underligt; thi ingen har reist eller er bleven sendt for at undersøge denne for nu, da Deres Høiheder har sendt mig for at undersøge baade Land og Hav. — — Den hellige Skrift fortæller, at vor Herre skabte det jordiske Paradis og plantede deri Livets Træ, og derfra springer en Kilde, hvorfra de lire store Floder i Verden tager sit Udspring: Ganges i Indien, Tigris og Eufrates, som danner Mesopotamien og flyder derfra til Persien, og Nilen i Æthiopien, som flyder i Havet ved Alexandria. Jeg har ikke fundet i latinske eller græske Skrifter tydeligt betegnet, hvor det jordiske Paradis befinder sig, og heller ikke seet det paa noget Verdenskart, betegnet efter sikre Beviser. Nogle lagde det i Æthiopien nær Nilens Kilder; men andre, som har reist i disse Lande, fandt hverken Temperaturen eller Solens Høide svare til deres Ideer derom; heller ikke synes Syndflodens vældige Vande at kunne strømme derfra. Nogle hedenske Forfattere søgte at bevise ved Grunde, at det var paa de »lykkelige Øer«, som nu kaldes Kanarierne; men St. Isidor, Beda, Strabo, Forfatteren af Historia scolastica, St. Amrosius og Scotus og alle lærde Theologer er enige om at sige, at det jordiske Paradis ligger i Østen. Jeg har allerede fremstillet mine Ideer om denne Halvkugle og dens Form, og jeg tvivler ikke om, at hvis jeg kunde naa forbi Ækvator og kunde naa det høieste Punkt, jeg har talt om, vikle jeg finde meget mildere Temperatur og Forandring i Stjerner og Vande. Dog tror jeg ikke, at man kan seile til dette høieste Punkt, eller at der er Vand; nei, jeg tror, det er umuligt at naa did op; thi jeg er overbevist om, at der er det jordiske Paradis, hvor ingen kan naa uden ved Guds Vilje. Men dette Land, som Deres Høiheder har sendt mig for at undersøge, er meget udstrakt, og jeg tænker, at dette Land er meget stort, og at der er mange andre i Syd, som man endnu ikke har havt Efterretning om. Jeg antager, at Paradiset ligger paa Toppen af det Punkt, jeg har beskrevet som Stilken af en Pære. Dertil vil man kunne nærme sig ved en jævn Stigning; men jeg tror ikke, at nogen kan naa Toppen. Jeg tænker ogsaa, at alt det Vand, jeg har beskrevet, kommer derfra og danner denne (Ferskvands-) Sø. Der er mange Grunde for, at her er det jordiske Paradis, fordi de falder sammen med vise og hellige Theologers Mening. Og desuden har jeg aldrig hørt eller læst om Ferskvand i saadan Mængde og midt i salt Vand, og hvis dette Vand ikke kommer fra det jordiske Paradis, synes det at være et endnu større Under; thi jeg tror ikke, at nogen Flod i Verden er saa bred eller dyb,« og han tilføier: »hvis denne Flod ikke kommer ud af Paradiset, strømmer den fra et umaadelig stort Land i Syd, som hidtil har været ukjendt.« Det er for Nutiden let at øne Kritik og spotte disse Betragtninger, hvor halvfordøiet scholastisk Lærdom næsten skjuler de nye og værdifulde Iagttagelser, — og dette Brev har netop i nyere Tider været den stærkeste Anstødssten mod Columbus’s videnskabelige Storhed, og man er gaaet saa langt som til at paastaa, at Columbus ved at antage denne Uregelmæssighed har villet omstyrte selve Theorien om jordens Kugleform, hvorpaa hans egne Opdagelser beroede. Men det er dog rettierdigere med A. v. Humboldt at pege paa, hvorledes her vistnok Columbus forvilder sig til at opstille forhastede naturvidenskabelige Theorier og lader disse beherskes af den traditionelle Theologi, men dog samtidig røber, hvor samvittighedsfuldt han har iagttaget alt det, hvoraf han drager sine storartede Hypotheser.
Vasco de Gama. Efter et samtidigt Portræt, nu i Lissabon.
Columbus, siger han, »er ligesaa beundringsværdig og nøiagtig Naturiagttager som uforfærdet Søfarer; han iagttog paa sine Søreiser Landmasserncs Stilling, Vegetationen, Dyrenes Sædvaner, Varmens Fordeling efter Længden, Havstrømningerne, Jordmagnetismen, kort intet betydningsfuldt undgik hans skarpe Blik. Han Indskrænker sig dog ikke til at samle de enkelte Iagttagelser, men suger at bringe dem i Forbindelse med hinanden, at bestemme deres gjensidige Forhold til hinanden, han hæver sig undertiden dristigt til Opdagelse af almindelige Love, under hvis Herredømme Naturen staar. Disse Forsøg paa at generalisere Resultaterne af Iagttagelser fortjener saa meget større Opmærksomhed, som der ellers intet saadant Forsøg fremtraadte før Slutningen af det 15de Aarhundrede, jeg kan næsten sige før Pater Acosta’s Dage.«

Hvis Columbus havde været den egennyttige Mand, der kun tænkte paa Opdagelser til egen Fordel — som mange i nyere Tid har skildret ham, — havde det været naturligt, at han fortsatte denne Reise langs den nyopdagede Perlekyst. Men han ilede pligttro til sin Koloni paa Haiti, for hvis Skjæbne han var ængstelig, og skyndte sig herfra at sende til Spanien en Beretning om sine nye Opdagelser, ledsaget af Karter, Kursanvisninger og Prøver af de fundne Perler. Det var Columbus’s Hensigt at sende sin Broder Bartolomeo ud paa en grundig Undersøgelse af de nye Opdagelser; men heri blev han hindret ved Forholdene i Kolonien. Paa Sydkysten af Haiti var Columbus truffet sammen med den trofaste Bartolomeo, som under sin Broders Fravær havde fundet nve Guldleier i den sydvestlige Del af Øen og anlagt den senere Hovedstad paa Øens Sydkyst, San Domingo; han havde tillige med stærk Haand underkastet sig største Delen af Landet og dæmpet de Indfødtes Forsøg paa Oprør. Derimod havde de spanske Embedsmænd under Overdommeren Roldan sammensvoret sig mod ham; det var tilsidst kommet til aaben Opstand, og naturligen havde da ogsaa indfødte Fyrster faaet Anledning til at falde fra og foranlediget Krig og Blodsudgydelse. Admiralen forsøgte i Modsætning til sin barskere Broder at bruge mildere Midler for at lokke de ulydige Spaniere tilbage til deres Pligt; men Eftergivenheden virkede kun til, at Oprørerne blev endnu dristigere i sine Fordringer. Urolighederne fortsattes gjennem hele Aaret 1499, og Oprørerne fik Anledning til gjentagne Gange at sende Klager til Spanien, medens ogsaa Columbus anraabte om Regjeringens Bistand og om at sende Mænd for at hjælpe ham eller ialfald for at dømme mellem ham og Oprørerne. Endelig var det dog lykkedes ham og hans Brødre at bringe Ro og Orden tilbage i Kolonien, da to spanske Skibe den 23de August 1500 landede i San Domingo med en kongelig Kommissær ombord. Det var Francesco de Bobadilla, en ung Adelsmand fra Hoffet; han havde extraordinær Fuldmagt, endog til at suspendere Vicekongen, om det skulde vise sig nødvendigt, og skulde forresten dømme mellem Oprørerne og Columbus. Ved hans Ankomst var baade Columbus og hans Brødre fraværende. Bobadilla blev i San Domingo modtagen af de Misfornøiede, som naturligvis gav meget ufordelagtige Skildringer af Vicekongens og hans Brødres tyranniske Færd, — og Bobadilla sluttede sig ganske til sine Omgivelser uden at foretage nogen Undersøgelse. Han bemægtigede sig Fortet i San Domingo, beslaglagde Columbus’s Eiendomme, ophævede hans Forordninger og nedsatte Afgifterne til Kronen for at vinde Sympathi; da Columbus nærmede sig Byen, sendte Bobadilla ham sine kongelige Fuldmagter imøde og befalede ham at underkaste sig. Columbus adlød; men Belønningen herfor var, at han, og kort efter ogsaa hans Brødre, blev fængslet og maatte i Fangetaarnet vente, indtil ved næste Leilighed Skibe afgik til Spanien.

Dette skede i Oktober 1500. Kapteinen, som skulde føre de fængslede Brødre, vilde tage Lænkerne af dem, medens de var

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
ombord; men Columbus vægrede sig og erklærede, at han vilde bære Jernene, indtil de blev løgste efter kongelig Ordre, og han vilde beholde Jernene i sin Besiddelse »til Minde om den Løn, han havde faaet for sine Tjenester.« Da Skibet landede i Cadiz og »Oceanets Admiral« i Lænker førtes op gjennem Gaderne, vaktes dog Indbyggernes Medfølelse med Ulykken, og Harmen mod hans Forfølgere blev høilydt. Columbus havde underveis skrevet til en Dame ved Hoffet et mandigt og ligefremt Brev, hvori han klager over Forurettelserne, over de brudte Løfter og den uværdige Behandling, han havde været udsat for. Brevet naaede sin Bestemmelse, og det synes at have rørt Dronningen, som altid havde vist Columbus Velvilje; ialfald skammede hun sig over den Maade, hvorpaa de kongelige Instruktioner var udførte. Der kom Bud til Cadiz om, at Columbus strax skulde faa sin Frihed igjen; han blev indbuden til at komme til Hoffet, og 2000 Dukater sendtes ham for at udstyre ham værdigt paa Reisen. Columbus kom (17de December), og et Øienvidne har fortalt, at Dronningen ved Synet af ham brast i Taarer, og da Columbus hulkende knælede ned, løftede hun ham op og lovede ham Opreisning og Retfærdighed. Bobadilla blev desavoueret og i det følgende Aar tilbagekaldt; men Regjeringen brød dog sine Løfter til Columbus, maaske fordi den havde fundet det uheldigt at overlade saa megen Myndighed til en Undersaat. Columbus blev ikke gjenindsat som Vicekonge og maatte altsaa betragte sig som afsat, skjønt Regjeringen aldrig ligefrem benegtede hans Ret. Dette var for Columbus Frugten af hans 3dje Opdagelsesreise. Men for andre blev Følgerne af hans Opdagelser ganske vidtrækkende. Da Columbus’s Breve og Karter fra Haiti naaede den spanske Regjering Høsten 1498, satte denne sig ganske ud over ethvert Hensyn til Opdageren og hans ved tidligere Kontrakter sikrede Ret, og Chefen for det »indiske« Departement, Biskop Fonseca, aabnede for privat Fart de nye Kyster, som fristede til hurtig og sikker Vinding. Spanske Eventyrere, som havde været med paa de tidligere Farter under Columbus, greb nu Leiligheden: allerede 30te Mai 1499 seilede Alonso de Ojeda (med Juan de la Cosa og Amerigo Vespucoi i sit Følge), ledet af Columbus’s Karter, til de nyopdagcde Lande, kom heldigt gjennem Slangegabet, naaede Perlekysten og fulgte den længere vest end Columbus; det var seilende langs denne Kyst, at de fandt en Kystby, bygget paa Pæle ud i Vandet, hvilket mindedc dem om Venezia og
Cosa’s Verdenskart, den vestlige Halvdel. (Opdagelserne angives ved castillisk, portugisisk og engelsk Flag).
bragte dem til at kalde Landet »Venezuela«. Paa Hjemveien streifede de indom Haiti og bortførte fra Bahama-Øerne en Skare Indfødte, som de solgte som Slaver i Spanien. Ogsaa andre Eventyrere forsøgte sig paa de samme Kyster — og med mere direkte Udbytte baade for sig selv og for Statskassen. Blandt dem var Vincente Yannez Pinzon, som i December 1499 seilede ud fra Palos og efter at have styret mod Sydvest passerede Ækvator og 26de Jan. 1500 stødte i det senere »Brasilien« paa det østlige Udspring, som nu kaldes Cap St. Augustin (8° S. B.); han fulgte Kysten nordover, opdagede den store Flodmunding, som nu heder »Amazonfloden«, og fandt her til sin Forundring Ferskvand langt ude i Havet. Han havde altsaa allerede fundet Bestyrkelse for Columbus’s Spaadom, at man vilde finde mange store Landstrækninger i Syd. Efter hans Hjemkomst har Juan de la Cosa tegnet det smukke Verdenskart (S. 103), hvor alle de nye Opdagelser er optagne; han regner her baade de engelske Opdagelser i Nord og de spanske i Syd til det østlige Asien og fremstiller Cuba som en Halvø; i Sydvest for Cuba er en Aabning, som antyder Muligheden af at komme videre mod Vest til det virkelige »Indien«; og denne Aabning udfyldes med Billedet af St. Christoforus, — paa engang en Spaadom om Kristendommens Komme til »Indien« og en Hyldning til Opdageren, som bar Helgenens Navn. Forresten blev som bekjendt de spanske Opdagelser i disse Farvande snart stansede derved, at Portugiserne paa sin Vei til Indien i Aar 1500 ogsaa stødte paa dette vestlige Land, som de først kaldte det sande Kors’s Land (Terra veræ crucis) og senere »Brasilien«, og som de hævdede for sig, da det efter deres Mening var østenom »Demarkationslinjen«.[1] Det blev derfor i portugisisk Tjeneste, at Amerigo Vespucci foretog de to Reiser langs Brasiliens Kyster, som skaffede ham en saa overordendig Berømmelse og som skabte Navnet »Amerika« (hvorom mere nedenfor).
Cantino’s Kart fra 1502.

  1. En Fremstilling af Portugisernes geografiske Opfatning ved denne Tid kan sees paa et nylig fundet Kart fra 1502 (S. 105).