Christofer Columbus og Amerikas Opdagelse/14
Den trofaste Diego Mendez havde, efter heldig at have udført sit Ærinde paa Haiti, ilet forud for Columbus til Spanien og havde her overleveret Columbus’s egenhændige Beretning, dateret Jamaica 7de Juli 1503, — den, om hvem Columbus selv siger, at det vilde være et Mirakel, om den kom i Monarkernes Haand. Denne Beretning, som strax blev oversat paa Italiensk og trykt i Venezia 1505 og i nyere Tid er kjendt under Titelen Lettere rarissima, vil vi her meddele fuldstændigt, da den giver det bedste Indtryk af Columbus’s Karakter og hans Stemninger under hans farefulde Reise; den maler hans Bekymringer, hans ofte feilslagne dog stadigt opblussende Forhaabninger, men ogsaa hans Ihærdighed og hans Evne til at holde sit Sind oppe trods al Modgang. Den er nedskrevet i Hast, men er dog neppe saa løst sammenarbeidet, som man har villet hævde. Først skildrer han Reisens Vexlinger, idet han mest dvæler ved Ulykkerne og Hindringerne. Dernæst giver han enkelt løsrevne Træk af geografiske Skildringer, især Dyrelivet, medens han med Vilje undgaar at give Kursangivninger. Saa dvæler han ved de store Forhaabninger, som knytter sig til Opdagelsen af de nye Guldleier; det er her, at han udraaber: »Guldet er det bedste af alt (exelentissimo); af Guld kan man samle Skatte, og den, som har Guld, kan udrette alt, hvad han ønsker i denne Verden, ja han kan føre Sjæle (ud af Skjærsilden) til Paradis«, — en Ytring, som man har villet gjøre til det ledende Princip for Columbus selv, medens det er tydeligt, at han har fremsat den for at vække de spanske Monarker til at fortsætte paa Opdagelsernes Vei. Men derefter glemmer han ikke at minde om, hvorledes hans Tjenester er belønnede, og hvor daarligt man har holdt Løfterne til ham, samt hvad Følgerne heraf har været for Spanien og for Kolonierne. Og saa ender han med at anraabe om Hjælp for sig og sine i den fortvivlede Stilling.
»Ophøiede og mægtige Fyrster, Konge og Dronning, vore Suveræner!
Fra Cadiz naaede jeg i 4 Dage til Canarierne, og derfra i 16 Dage til Indien, hvorfra jeg skriver. Min Hensigt var at paaskynde min Reise saa meget som muligt, fordi jeg havde gode Skibe, Mandskab og Udrustning, og fordi mit Bestemmelsessted var Øen Jamaica. Derom skrev jeg i Dominica. Indtil da havde jeg havt udmærket Veir; men den Nat, da jeg kom did, fik jeg et frygteligt Uveir, og dette har varet hele Tiden siden. Da jeg naaede Øen Española, sendte jeg iland Brevene og bad som en Gunst om et Skib, som jeg vilde kjøbe for egne Penge, istedenfor et af dem, jeg bragte med mig, og som var bleven usødygtigt. Brevene blev modtagne, og Deres Høiheder maa vide, om de er blevne besvarede; men mig blev det forbudt atgaa iland. Folkene, som fulgte mig, var utrøstelige af Frygt for, at jeg skulde føre dem videre, og de sagde, at hvis de kom i nogen Fare, vilde de nu ikke faa nogen Hjælp, men tvertimod vilde man tilføie dem Skade; nogle vovede endog at sige, at Guvernøren burde have Magten over de Lande, som jeg havde erhvervet.
Stormen var denne Nat frygtelig, alle Skibene splittedes ad, og alle dreves afsted i den yderste Fare, uden Haab om andet end Døden, og enhver troedc sikkert, at de andre var fortabte. Er nogen Mand født — jeg undtager ikke engang Hjob —, som ikke vilde være Døden nær af Fortvivlelse over at finde sig saaledes som jeg i Ængstelse for min egen, min Søns, min Broders og mine Venners Sikkerhed, og uden dog at faa Adgang til at lande eller søge Havn i det Land, som jeg ved Guds Miskund havde vundet for Spanien med saa megen Møie og Fare?
Men jeg vender tilbage til Skibene: skjønt Stormen havde skilt mig fra dem og ladt mig alene, gav Herren mig dem tilbage til den Tid, da det behagede Ham. Det Skib, som jeg troede havde strandet, var gaaet tilhavs for at redde sig og naaede Øen Gallega efter at have mistet sin Baad og kastet overbord en stor Del af sin Ladning, hvilket forørvrigt alle Skibene gjorde. Det Skib, som jeg var ombord i, frelste Gud fra alt ondt, skjønt det blev frygteligt tilredt; min Broder var ombord i det daarligste Skib, og ham skyldes det næst Gud, at det blev reddet. Under denne Storm naaede jeg, saa godt jeg kunde, Jamaica; der blev Havet roligt, men en stærk Storm førte mig ligetil »Dronningens Have«, uden at jeg fik Land i Sigte. Derfra seilede jeg, saa snart jeg kunde, mod Fastlandet (ɔ: Cuba), uagtet Vinden og en voldsom Stjøm var mig imod; jeg kjæmpede mod dem i 60 Dage og naaede i denne Tid kun 70 Leguas fremad. I al den Tid kom jeg ikke i nogen Havn, heller ikke hørte Stormen op; Regn, Torden og Lynild varede ved, som om Verdens Ende stundede til.
Jeg naaede Næsset Gracias à Diós 12te September, og derfra gav Herren mig god Vind og gunstige Strømforhold. I 88 Dage havde denne Storm varet, og saa længe havde jeg været tilsøs uden at se Sol eller Stjerner; Skibene trak Vand overalt. Seilene var iturevne, jeg havde mistet Ankere og Taugværk med Baadene og en stor Del af Fødemidlerne. Af mit Mandskab var mange syge, alle nedslaaede; mange havde forpligtet sig til at gaa i Kloster, og der var ingen, som ikke havde aflagt Løfter eller lovet Pilgrimsfærder. Mange havde ogsaa flere Gange skriftet for hverandre. Andre Storme har indtruffet, men ingen har været saa frygtelig eller varet saa længe; flere af mine kjækkeste Folk mistede ogsaa Modet. Men det, som pinte mig mest, var Bekymringen for min Søn, som jeg havde med, naar jeg betænkte, at han i saa ung en Alder — han var kun 13 Aar,[1] — var udsat for saa mange og saa langvarige Anstrengelser. Men Vor Herre gav ham saadant Mod, at det var ham, som opmuntrede de øvrige: naar man skulde lægge Haand paa Arbeidet, udførte han det, som om han havde været tilsøs i 80 Aar, og det var ham, som trøstede mig. Jeg var bleven syg, og flere Gange nærmede jeg mig Dødens Porte. Fra et lidet Kammer, som jeg havde ladet bygge paa Dækket, styrede jeg Kursen. Min Broder var ombord i det daarlige Skib, som var mest udsat for Fare; min Bekymring derover var stor, og saa meget større, som jeg havde taget ham med mod hans Ønske. Saadanne er mine Vilkaar, at 20 Aars Tjeneste blandt Anstrængelser og Farer ikke har gavnet mig mere, end at jeg den Dag idag ikke besidder i Castilien Tag over Hovedet, og hvis jeg vil spise eller hvile mig, maa jeg gaa til et Herberge eller en Kro, og oftest kan jeg ikke engang dette, fordi jeg ikke kan betale. Endnu en anden Sorg fyldte mit Hjerte: det var Mindet om min Søn Diego, som jeg havde efterladt i Spanien uden Forældre og fjernet fra min Stilling og Eiendomme, skjønt jeg var forsikret om, at Deres Høiheder som retfærdige og erkjendtlige Fyrster vilde give ham alt tilbage, endog med Renter.
Jeg naaede Landet Cariai, hvor jeg stansede for at udbedre mine Skibe, tage ind Fødemidler og bringe Hvile til de syge Folk. Jeg, som (det har jeg ovenfor nævnt) flere Gange havde været Døden nær, fik der Efterretninger om de Guldleier i Provinsen Ciamba, som jeg søgte efter. To Indiere førte mig til Carambaru, hvor Folkene gaar nøgne og bærer om Halsen Guldspeil, som de hverken vil sælge eller give bort; de nævnte mig flere Steder ved Havets Bred, hvor de sagde, at der fandtes Guldleier og Guld; det fjerneste af disse Steder var Veragua, som var 25 Leguas fra det Sted, hvor vi befandt os. Jeg drog afsted i den Hensigt at besøge dem alle, og da jeg kom halvveis, hørte jeg, at der fandtes Guldleier to Dagsreiser borte. Jeg besluttede at undersøge dem Dagen før St. Simons og St. Juda’s Dag (ɔ: 27de Oktober), som var fastsat til vor Afreise; men Natten forud reiste der sig en saa voldsom Storm, at vi blev nødte til at lade os drive, hvor Vinden førte os; og den Indier, som skulde føre os til Guldleierne, blev ombord hos mig.
Paa alle de Steder, hvor jeg er kommet hen, fandt jeg, at hvad jeg havde hørt fortælle var sandt, hvilket gav mig Sikkerhed for, at det samme var Tilfælde med Ciguare; dette ligger efter de Indfødtes Udsagn mod Vest, ni Dagsmarscher borte. De siger, at der er meget Guld, at Indbyggerne bærer paa Hovederne Prydelser af Koral og paa Arme og Ben tunge Smykker af Koral; ligesaa udstyrer de dermed Stole, Borde og Kister. De fortalte ogsaa, at Kvinderne bar Halsbaand, som rakte fra Hoved til Skuldre. Indiere fra forskjellige Landskaber var enige om alt det, jeg nu nævner, og de opregnede saa meget, at jeg vilde være tilfreds med en Tiendedel deraf. De kjendte ligeledes alle Peberplanter. I Ciguare har de for Skik at holde Markeder, efter hvad disse Folk fortalte, og de forklarede mig ogsaa Fremgangsmaaden ved deres Tuskhandel. Andre siger, at Fartøierne fører Kanoner, Buer, Pile, Sverd og Harnisk, at Indbyggerne bærer lange og rige Klæder, at de til Krig benytter Heste, og at de besidder mange gode Ting. De siger ogsaa, at Havet omringer Ciguare, og at er er 10 Dages Reise derfra til Floden Ganges. Det synes, som om dette Land har samme Beliggenhed i Forhold til Veragua som Tortosa til Fontarabia eller Pisa til Venezia.
Da jeg havde forladt Carambaru og naaet de nævnte Steder, fandt jeg, at Indbyggernes Sæder svarede til Beretningerne med Undtagelse af Guldspeilene; enhver, som besad et saadant, solgte det gjerne for 3 Klokker, om det end veiede saameget som to eller 15 Dukater. Indbyggerne ligner Folket paa Espanola i sine Skikke. De samler Guld paa forskjellige Maader, som ikke kan maale sig med de Methoder, som de Kristne anvender.
Alt, hvad jeg her har fortalt, har jeg fra Øienvidner. Men det ved jeg, at jeg i Aaret 1494 seilede 24 Grader mod Vest i 9 Timer, og deri kan der ikke være nogen Feil, thi der var en en Formørkelse; Solen var i Vægten, og Maanen i Tyren. Hvad jeg lærte af disse Folk mundtligt, det vidste jeg allerede i de mindste Enkeltheder af Bøgerne. Ptolemæos troede at have forbedret Marinos, men hvad denne har skrevet, nærmer sig meget mere til Sandheden. Ptolemæos sætter Cattigara i en Afstand af 12 Linjer [ɔ: 180 Grader][2] fra Vestlinjen, som han lægger 3⅓ Grad vestenfor Cap St. Vincent i Portugal; Marinos indeslutter den beboede Jord i 15 Linjer [225 Grader], og han regner Indien i Æthiopien for at være 24 Grader fra Ækvator, og nu da Portugiserne har seilet i disse Egne, finder de det at være Sandhed. Ptolemæos siger ogsaa, at det sydligste Land er (den beboede Jords) første Grænse, og at det ikke strækker sig længere ned (ɔ: mod Syd) end 15⅛ Grad. Verden er kun liden; de 6 Syvendedele er tørre, og kun den syvende Del er dækket af Vand. Erfaringen har allerede bevist det, og jeg har skrevet med Citater af den hellige Skrift derom i andre Breve, hvor jeg talte om Beliggenheden af det jordiske Paradis, hvilket Kirken bifalder. Jeg siger, at Verden ikke er saa stor, som man sædvanlig paastaar, og at en Grad ved Ækvator udgjør 56⅔ Mil (millas), og dette kan bevises. Men jeg forlader denne Gjenstand, da det ikke var min Hensigt at behandle den, men mit Maal er at aflægge Regnskab for min Reise, som har været tung og pinefuld, skjønt den af alle mine Reiser er den mest hæderfulde og gavnlige.
Jeg sagde, at jeg Dagen før St. Simon og Juda seilede did, Vinden drev mig, uden at kunne staa den imod; tilsidst søgte jeg Tilflugt for Havets og Stormens Vælde i en Havn, hvor jeg blev i 6 Dage. Der besluttede jeg ikke at vende tilbage til Guldleierne, som jeg allerede regnede for at have erhvervet. Jeg fortsatte min Reise under Regnveir, og da jeg naaede Havnen Bastimentos (Bygninger), maatte jeg tage ind der, skjønt mod min Vilje. Uveir og en stærk Strøm drev mig did, og jeg maatte blive der i 14 Dage; jeg reiste derefter, men fik ikke god Vind. Efter at jeg under store Anstrengelser havde naaet 14 Leguas fremad, drev Vind og Strøm mig voldsomt tilbage; da jeg atter søgte til den Havn, jeg havde forladt, fandt jeg paa min Vei en anden Havn, som jeg kaldte Retrete (Tilflugt); jeg maatte søge ind til den med ligesaa megen Fare som Sorg: thi mine Skibe var i daarlig Tilstand og mine Folk trætte. Der maatte jeg blive i 15 Dage som Følge af Uveiret, og da jeg haabede, at mine Lidelser skulde ende, maatte jeg begynde fra nyt af. Det var der, jeg forandrede Beslutning med Hensyn til at gaa tilbage til Guldleierrie, og jeg lagde Planer til foretage noget, medens jeg ventede paa god Vind til at seile videre. Jeg havde allerede faret 4 Leguas, da Stormen begyndte igjen, og den udmattede mig saaledes, at jeg ikke vidste, hvorledes jeg skulde holde det ud: mit Saar aabnede sig igjen, og i 9 Dage havde man opgivet Haabet om mit Liv. Aldrig var Sjølen saa høi, saa frygtelig og saa skumbedækket. Vinden ikke alene hindrede vor Fremgang, men endog at naa ind forbi et Næs; den holdt mig ude i dette Hav, der var som Blod og syntes at koge som en Kjedel over en stor Ild. Aldrig saa Himmelen saa frygtelig ud. Dag og Nat brændte den som i en Ovn og udsendte saadanne Flammelyn, at jeg hvert Øieblik saa efter, om ikke Master eller Seil var ødelagte. Disse Lyn faldt med en saadan Voldsomhed, at vi alle troede, at Skibene skulde blive opbrændte. Den hele Tid strømmede Himmelens Vande ned; man kan ikke kalde det at regne, thi det var som en Gjentagelse af Syndfloden. Mine Folk var da saa forknytte, at de ønskede Døden som en Befrielse fra alle Ulykker. Skibene havde allerede 2 Gange mistet sine Baade, Ankere og Taugværk, og laa nu uden Seil.
Da det behagede Vor Herre, vendte jeg tilbage til Puerto-Gordo, hvor jeg udbedrede Skaden saa godt, jeg kunde. Jeg begav mig endnu en Gang paa Veien til Veragua, skjønt jeg neppe var istand til at vove dette. Vind og Strøm var fremdeles imod mig. Jeg kom næsten saa langt som forrige Gang; men da Vind og Strøm fremdeles hindrede Fortsættelsen, vendte jeg atter tilbage til Havnen; jeg vovede nemlig ikke at oppebie Saturns Opposition [mod Solen] i et saa oprørt Hav og ved saa farefuld en Kyst, da den pleier at medføre Storm eller Uveir. Dette hændte Juledag, ved Messetid. Jeg vendte saaledes endnu en Gang efter mange Anstrengelser tilbage til mit Udgangspunkt; men ved Nytaarstid forsøgte jeg paany. Skjønt jeg nu havde godt Reiseveir, var Skibene ikke længer istand til at seile, og mine Folk var dels døende, dels syge. Epifaniadagen [6te Januar] kom jeg udmattet til Veragua, Der lod Vor Herre mig finde en Flod Og en god Havn, skjjørnt den længst ude kun var 10 Spand (palmas) dyb; jeg naaede med Møie ind i den, og den førlgende Dag begyndte Stormen igjen. Hvis jeg da havde været udenfor, vilde jeg ikke kunnet komme ind paa Grund af Bankerne. Det regnede uden Ophør indtil 14de Februar, saa at jeg i den Tid hverken havde Leilighed til et trænge ind i Landet eller til at foretage Reparationer. Og da jeg troede mig i Sikkerhed, steg Floden pludselig til en saadan Høide, at den brød Skibstaugene eller Landfæsterne og nær havde bortført mine Skibe; sikkerlig har de aldrig været i stirre Fare. Men Vor Herre bragte Hjælp, som han altid har gjort. Jeg ved ikke, om nogen har udholdt større Prjørvelser.
Den 6te Februar sendte jeg, uagtet Regnveiret, 70 Mænd ind i det indre. De fandt Guldleier i en Afstand af 5 Leguas. Indierne, som gik med dem, førte dem til et høit Bjerg og viste dem derfra alle de Egne, som Øiet kunde iagttage; de sagde dem, at man fandt Guld overalt i dette Land, og at Guldleierne strakte sig 20 Dagsreiser mod Vest, og de opregnede de Byer og Landsbyer, hvor der var mere eller mindre deraf. Jeg fik senere vide, at Kibian, som havde laant [mig] disse Indiere, havde befalet dem at udpege de fjerne Guldleier, som tilhørte en af hans Fiender, og at i hans eget Rige én Mand kunde, om han vilde, paa 10 Dage samle saa meget Guld, som en ung Mand kunde bære. Jeg bringer med mig Indiere, hans Tjenere, som kan bære Vidnesbyrd om dette. Baadene kom til det Sted, hvor dette Folks Bopæl er; og efter 4 Timer kom min Broder tilbage med sine Folk og alt det Guld, som de havde samlet. Guldminen maa her være rig; thi af disse Folk havde ingen seet Miner og de fleste aldrig seet Guld, da det var Søfolk, Matroser og Skibsgutter. Da der her var Bygningstømmer og Levnetsmidler i Overflod, grundlagde jeg en Koloni og sendte Gaver til Kibian — det var det Navn, de gav til Landets Fyrste. Jeg saa godt, at den gode Forstaaelse ikke vilde vare længe, fordi de Indfødte var meget stride af Sind og Spanierne meget paagaaende, og desuden fordi jeg bemægtigede mig et Land, som tilhørte denne Kibian. Da han forstod, hvad vi gjorde, og saa Anlægget voxe, besluttede han at brænde vore Bygninger og at dræbe os alle; men hans Plan var langt fra at lykkes: han selv blev fangen med sine Hustruer, Sønner og Tjenere. Imidlertid varede Kibian’s Fangenskab kun kort, da han undkom fra en paalidelig Mand, til hvis Bevogtning han var betroet, og hans Sønner flygtede fra det Skib, hvorpaa de var under Skipperens Varetægt.
I Januar blev Flodens Munding stoppet. I April havde Orme (teredo) angrebet alle Skibene, saa de neppe kunde holde sig paa Vandet. Ved denne Tid brød Floden igjennem og dannede en Kanal, hvorigjennem det lykkedes mig med stor Møie at føre tre af Skibene ud efter at have lettet dem for Ladningen. Baadene blev sendt tilbage opad Floden for at hente Salt og Vand; men Vandet voxede saa stærkt, at de ikke kunde komme tilbage; derpaa samlede Indierne sig i stor Mængde, angreb Mændene og dræbte dem tilslut. Min Broder og Resten af mine Folk var endnu i det 4de Skib, som var bleven tilbage i Floden, og jeg var alene udenfor paa en saa farlig Kyst, lidende af en stærk Feber og udmattet. Alt Haab om Frelse havde jeg opgivet. Jeg klatrede i denne Tilstand op til det høieste af Bagstavnen og kaldte med klagende Stemme i alle Kompassets Retninger Deres Høiheders Skibskapteiner til Hjælp, men forgjæves. Overvældet af Træthed sovnede jeg endelig sukkende ind, og hørte derpaa en medlidende Røst raabe til mig: »O Du Daare og langsomme til at tro og tjene Din Gud, ham som er alles Gud! Hvad gjorde han mere for Moses eller for David, sin Tjener? Fra Din Fødsel har han havt Dig i sin stadige og trygge Varetægt; da han saa. Du var naaet til den Alder, som passede for hans Planer, lod han vidunderligt Dit Navn lyde ud over Verden. Dig gav han Indien, som er en saa rig Verdensdel, og Du har skiftet den, som du vilde; thi han gav Dig Magt at gjøre saa. Du fik Nøglerne til Oceanets Døre, som var lukkede med vældige Lænker, og Du blev adlydt gjennem mange Lande og opnaaede et hæderligt Navn over hele Kristenheden. Hvad gjorde den Høieste mere for Israels Folk, da han førte det ud af Ægypten? Eller for David, som han fra Hyrde hævede til Konge over Israel? Vend Dig til ham og erkjend Din Feil; hans Miskundhed er uendelig. Din Alder skal ikke hindre Dig fra at fuldende store Ting. Han har i sin Haand det største og herligste Vælde. Abraham var over 100 Aar gammel, da han avlede Isak; heller ikke var Sara ung. Du raaber efter en usikker Hjælp. Svar, hvem har bragt Dig Sorg saa ofte og saa megen, Gud eller Verden? De Rettigheder, som Gud har givet, opretholder han, og han svigter aldrig de Løfter, han har givet. Naar man har udført hans Tjeneste, siger han ikke, at man ikke har fulgt hans Hensigter, eller at han mente det anderledes; heller ikke paalægger han Lidelser for at vise sin Magt. Han handler ganske, som han taler. Alt det, han lover, betaler han, og det med Renter; det er hans Vis. Se, hvad Din Skaber har gjort for Dig, og hvad han gjør for alle. Endog nu viser han Dig Lønnen for de Anstrengelser og Farer, som Du har lidt i andres Tjeneste.«
Jeg var rystet ved at høre dette, og kunde ikke finde Ord til at svare paa saa sande Ting, men begræd alene mine Feil. Men den, som talte til mig — hvem det nu var — endte med at sige: »Frygt ikke, men hav Tillid, Alle disse Lidelser er skrevne paa Marmor, og ikke uden Grund.«
Jeg stod op saa snart, som jeg kunde, og efter 9 Dage blev Veiret godt, men ikke godt nok til at trække Skibene ud af Floden. Jeg samlede de Mænd, som var paa Land, med alle de andre, fordi jeg ikke havde saa mange, at jeg kunde lade en Afdeling være paa Land og en anden manøvrere med Skibene. Jeg vilde være bleven tilbage med alle mine Folk for at forsvare det Anlæg, jeg havde grundet, hvis Deres Høiheder havde vidst om dets Tilværelse; men nu besluttede jeg at forlade det af Frygt for, at aldrig noget Fartøi skulde lande paa det Punkt, hvor jeg var, og i den Tanke at, naar man fik bringe Hjelp, kunde alt gjenoprettes.
Jeg reiste i den hellige Treenigheds Navn derfra Paaskeaften med mine raadne, ormstukne og stærkt hullede Skibe; dog efterlod jeg det ene i Belem med stor Ladning og det andet i Belpuerto og beholdt kun tilbage to, der var i samme Tilstand som de andre, uden Skibsbaade og uden Levnetsmidler, idet jeg søgte at naa over Hav og Vand paa 7000 Mile (Millas) eller vilde dø underveis med min Søn, min Broder og saa mange tapre Mænd. Lad dem, som har for Sædvane at dadle og øve Kritik, nu spørge, naar de sidder roligt hjemme: »Hvorfor gjorde Du ikke det eller det ved den Leilighed?« Jeg skulde ønsket, at de havde været med paa denne Reise; men jeg tror sandelig, at en Reise af en anden Natur forestaar dem, hvis man tør stole paa vor Religion.
Den 13de Mai kom jeg til Mago’s Provins, som grænser til Kathai, og jeg reiste derfra mod Española. Jeg seilede i to Dage med god Vind, men derefter blev der Modvind. Den Vei, jeg fulgte, havde jeg valgt for at undgaa de talrige Øer, som findes i disse Egne, og saaledes undgaa Grundene, som omringer dem. Uveiret tvang mig til at vende om uden Seil; jeg nærmede mig en Ø, hvor jeg først tabte tre Ankere, og ved Midnat under et saadant Veir, at det syntes, som Verden skulde gaa under, brast Landtaugene paa det andet Skib, og dette drev mod mit Skib med saadan Kraft, at det er et Under, at ikke begge blev knuste. Næst efter vor Herre skylder jeg det ene Anker, som var tilovers, at jeg blev frelst. Da efter 6 Dage Veiret atter blev godt, fortsatte jeg min Vei; jeg havde allerede tabt hele Takkelagen, mine Skibe var mere hullede end en Bikube, og Folkene ganske modløse. Jeg kom lidt længere frem paa Øen end det Punkt, hvortil jeg var naaet iforveien. Der ventede jeg, at Skjæbnen vilde ophøre med at være mig mod. Jeg stansede i den bedste Havn paa Øen, og efter 8 Dages Forløb begav jeg mig atter paa Vei og kom nær Jamaica i Slutningen af Juni; men fremdeles var Vinden imod og Skibene i den elendigste Tilstand: med tre Pumper, med Baljer og Kjedler kunde vi med alle Mand ikke tømme det Vand, som trængte ind i Skibet, og der var intet Middel mod Ormene. Jeg styrede saaledes, at jeg nærmede mig saa meget som muligt til Española, hvorfra vi var 28 Leguas borte; men jeg angrede derpaa; thi det andet Skib, som holdt paa at synke, blev nødt til at søge Havn. Jeg forsøgte at holde Søen trods Stormen, og uagtet mit Skib var nær ved at gaa under, da vor Herre underfuldt førte os til Land. Hvem vil tro, hvad jeg her skriver? Jeg forsikrer, at jeg i dette Brev ikke har fortalt en Hundrededel af, hvad der er hændt; de, som var med Admiralen, kan bære Vidne derom. Hvis det behager Deres Høiheder at sende til min Hjælp et Skib paa mere end 64 Tons med 200 Centner Biscuits og andre Levnetsmidler, vilde det være nok til at føre os, mig og mine Folk, fra Española til Spanien. Jeg har allerede sagt, at der ikke er 28 Leguas fra Jamaica til Española, og jeg skulde ikke have seilet did, endog om Skibene havde været i god Stand, eftersom Deres Høiheder har befalet mig ikke at lande der. Gud ved, om denne Befaling har været til nogen Nytte. Dette Brev sender jeg ved Hjælp af Indiere; det vil være et Under, hvis det naar frem.
Dette er Beretningen om min Reise. De Mænd, som fulgte mig, var 150 i Tallet, blandt hvilke mange regnedes for Styrmænd og gode Sømænd; men ingen af dem kan forklare, hvor vi har været, eller hvad Vei vi har taget. Aarsagen dertil er meget ligefrem. Jeg drog ud fra et Punkt ovenfor Havnen Brasil, og ved Española tillod ikke Stormen mig at følge den Vei, jeg ønskede at vælge; jeg blev tvungen til at gaa, hvor Vinden drev os. Den Dag blev jeg meget syg, og der var ingen, som havde seilet i disse Farvand før. Vinden og Havet blev efter nogle Dage roligt, og paa Stormen fulgte Ro og stærk Strøm. Jeg landede ved en ved Navn Isla de las Bocas og styrede derfra til Fastlandet (ɔ: Cuba); men det er umuligt at give en rigtig Beskrivelse af vore Bevægelser, fordi vi førtes af Strømmen i saa mange Dage uden at se Land. Jeg seilede langsmed Fastlandet; dette blev godtgjort ved Kompas og ved Observation. Der gives ingen, som kan sige, i hvilken Himmelegn vi var, eller naar vi derfra styrede mod Española. Styrmændene troede, at vi nærmede os Øen St. Joan, medens det var Mangos Land, 400 Leguas længer mod Vest, end de mente. Lad dem svare og sige, hvor Veragua ligger. Jeg hævder, at de ikke kan give anden Forklaring derover end at forsikre, at de var i nogle Lande, hvor der var Guld i Mængde; men at vende tilbage did forstaar de ikke, de vil de være nødte til at gaa paa en ny Opdagelsesreise, som første Gang.
Den Regnemaade, som stammer fra Astronomi, er sikker og en paalidelig Fører for den, som forstaar den rigtigt. Dette ligner et profetisk Syn. Skibene i Indien seiler kun med Vinden i Bagstavnen, ikke fordi de er daarligt byggede eller for plumpe, men fordi de stærke Strømme i disse Have, tilligemed Vinden, gjør det umuligt at seile med Sidevind; thi paa én Dag vilde de tabe ligesaa meget, som de havde vundet i syv; af samme Grund havde jeg ingen Nytte af Karaveler, endskjønt de havde portugisiske Latinseil. Dette er Grunden, hvorfor de ikke kan seile uden med god Vind, og de maa undertiden ligge i Havn, ventende paa Vind, syv eller otte Maaneder ad Gangen. Det er ikke noget at undre sig over; det samme hænder jo ogsaa ofte i Spanien.
Det Folk, om hvilket Pave Pius[3] skriver, er nu bleven fundet, hvis man tør slutte fra Beliggenhed og andre Beviser; men de har ikke Heste med Brystremme og Bidsler af Guld. Og det er ikke at undres over, thi Landene ved Kysten er alene befolkede af Fiskere, og desuden stansede jeg ikke længe der, fordi jeg havde Hast. I Cariai og omliggende Lande er der store og farlige Hexemestre; de vilde have givet en Verden for at hindre mig fra at blive der en Time. Da jeg kom did, sendte de strax til mig to Piger, stærkt pyntede; den ældste var neppe mere end elleve Aar gammel, den anden kun syv, men begge opførte sig saa usømmeligt, som om de havde været offentlige Fruentimmer; de førte med sig skjulte Tryllemidler. Da de var komne, gav jeg dem nogle Klæder at tage paa sig og sendte dem lige iland. Jeg saa der paa et Bjerg et Gravmæle saa stort som et Hus og vel bygget, Legemet laa udækket og med Ansigtet vendt mod Jorden; de fortalte ogsaa om andre og skjønnere Kunstværker. Der er mange Dyrearter, smaa og store, og meget forskjellige fra vore. Jeg fandt der to Vildsvin, som en irsk Hund ikke vovede at angribe. En Bueskytter havde saaret et Dyr, som lignede en Abe, undtagen at det var større og havde et menneskeligt Ansigt; Pilen havde trængt gjennem det, fra Brystet til Halen, og da det blev rasende, maatte man hugge af det en Arm og en Fod. Det ene Svin blev vildt ved at se det og flygtede; jeg befalede da, at Begare (som de Indfødte kaldte Dyret) skulde kastes for Vildsvinet, og skjønt den var næsten død, og Pilen havde gaaet tvers igjennem dens Legeme, snoede den dog sin Hale rundt Svinets Mund og holdt den fast, og med den levnede Haand greb den Svinet i Nakken, som om den var i Kamp med en Fiende. Denne Handling var mig saa ny og saa overordentlig, at jeg maatte beskrive den her. Det er en Mængde Dyrearter her, men de dø alle af »barra«. Jeg saa meget store Høns, hvis Fjædre ligner Uld, Løver, Hjorte, Raadyr og Fugle.
Medens vi seilede paa dette Hav med saa stor Møie, troede nogle af mine Folk, at de var forhexede, og det tror de endnu. Nogle af de opdagede Folkeslag var Menneskeædere; deres skrækkelige Udseende beviser det. De siger, at der i disse Lande er meget Kobber, hvoraf de gjør Øxer og andre Redskaber, baade ved at hamre og at smelte (det); de har ogsaa Ambolt og Smeltedigel og andre Guldsmedredskaber. Indbyggerne bærer Klæder, og i denne Provins saa jeg store Stykker meget fint vævet Bomuld og andre meget fint farvede. De fortalte mig, at længere inde i Landet, nærmere Kathai, har man guldindvirkede Tøier. Af Mangel paa Tolke kunde vi kun erfare lidet om disse Lande eller deres Produkter. Skjønt Landet er stærkt befolket, har dog hvert Folk sit Sprog, og saa forskjellige, at de ikke forstaar hinanden bedre, end vi forstaar Araberne; dog tror jeg, at dette kun gjælder de vilde Kystboere, ikke Folkene i det indre.
Da jeg opdagede Indien, sagde jeg, at dette udgjorde det rigeste Herrevælde i Verden og talte om Guld og Perler og kostbare Stene, om Krydderier og om den Handel, som kunde drives der; men da alt dette ikke kom med én Gang, blev jeg foragtet. Dette bringer mig nu til kun at fortælle, hvad jeg har hort af de Indfødte. Men ét frygter jeg ikke for at fortælle, fordi der er saa mange Vidner dertil: i dette Land Veragua saa jeg flere Spor af Guld i to Dage, end jeg saa i Espanola i fire Aar, og der er ikke et mere frugtbart eller bedre dyrket Land i Verden eller noget Land, hvis Indbyggere er mere frygtagtige; desuden er der en god Havn, en smuk Flod, og Stedet er let at forsvare. Alt dette tjener til Sikkerhed for de Kristne og for deres Herredømme og giver stort Haab om den kristne Religions Vægt og Hæder; desuden vil Veien did blive lige saa kort som til Española paa Grund af Vinden. Deres Høiheder er lige saa meget Herrer i dette Land som i Xeres eller Toledo, og Deres Skibe, som kommer hid, kan seile som til Deres eget Hus. Herfra kan de føre Guld, og medens de — om de skulde ønske at blive Herrer over andre Landes Varer — maatte have at tage dem med Magt eller trække sig tilbage tomhændede, vil de i dette Land blot behøve at betro sig til de Vilde. Jeg har allerede nævnt min Grund til ikke at tale om andre Ting. Jeg erklærer ikke for sikkert endog en Sjettedel af, hvad jeg har sagt eller skrevet, heller ikke paastaar jeg at have alt fra første Haand. Genuesere, Venetianere og alle andre Nationer, som besidder Perler, kostbare Stene eller andre værdifulde Ting, fører disse til Verdens Ender for at bytte dem for Guld. Guldet er det herligste af alt; af Guld kan man samle Skatte, og den, som har Guld, kan udrette alt, hvad han ønsker i denne Verden, ja han kan føre Sjæle til Paradis. De siger, at naar en Høvding i Landskabet Veragua dør, begraves alt det Guld, han eiede, med hans Legeme. Der blev bragt til Salomon efter én Reise 666 Centner Guld foruden, hvad Kjøbmændene og Sømændene førte med sig, og hvad der var forbrugt til Betaling i Arabia. Af dette Guld gjorde han 200 Lanser og 300 Skjolde, og Taget over dem var ogsaa af Guld og prydet med kostbare Stene; mange andre Ting gjorde han ogsaa af Guld, og en Mængde store Vaser prydede han med kostbare Stene. Dette skriver Josephus i sin Chronica de antiquitatibus; det nævnes ogsaa i Krønikernes Bog og i Kongernes Bog. Josephus tror, at dette Guld blev fundet i Aurea [ɔ: den gyldne Halvø]; hvis det er saa, hævder jeg, at Guldleierne i Aurea er de samme som i Veragua, der (hvilket jeg har sagt før) strækker sig 20 Dagsreiser mod Vest, i lige Afstand mod Polen og Ækvator. Salomon kjøbte alt dette — Guld, kostbare Stene og Sølv —, men Deres Høiheder behøver blot at søge dem for at faa dem, saameget som de ønsker. David efterlod i sit Testament 3000 Centner Guid fra Indien til Salomon til Hjælp ved Templets Bygning, og ifølge Josephus kom det fra disse Lande. Jerusalem og Zions Bjerg skal bygges op igjen ved de Kristnes Haand, som Gud har erklæret gjennem sin Profets Mund i den 14de Psalme. Abbed Joachim siger, at den, som skulde gjøre dette, maatte komme fra Spanien. St. Hieronymus viste den hellige Kvinde Veien dertil, og Keiseren i Kathai har for lang Tid siden forlangt vise Mænd for at undervise ham i Kristi Tro. Hvem vil tilbyde sig selv til dette Værk? Om nogen vilde det, tilbyder jeg mig i Guds Navn at føre ham did, forudsat at Herren tillader mig at vende tilbage til Spanien. De Mænd, som har seilet med mig, har udholdt utrolige Farer og Lidelser, og jeg beder Deres Høiheder at betale dem hurtigt, da de er fattige, og at vise hver af dem Naade efter deres Fortjeneste; jeg kan med Tryghed forsikre, at de efter min Tro er Bærere af de bedste Efterretninger, som nogensinde er førte til Spanien. Skjønt det Guld, som tilhører Kibian, Kaziken af Veragua, og andre Nabohøvdinger, efter hvad vi har hørt, maa være store Masser, anser jeg det ikke for heldigt eller ønskeligt, om Deres Høiheder tager det i Besiddelse ved Rov. Ved god Opførsel vil man undgaa Vanrygte og Bagtalelse, og da vil alt det Guld naa Deres Høiheders Skatkammer uden Tab. I en Maaned vil jeg, om Veiret er godt, kunne udføre denne Reise. Af Mangel paa Skibe kunde jeg ikke stanse min Færd; men i alt, som vedkommer Deres Høiheder, stoler jeg paa min Skaber og haaber, at jeg vil komme mig igjen af min Sygdom. Deres Høiheder vil vistnok mindes, at jeg tænkte paa at bygge Skibe efter en ny Model; men Tidens Korthed tillod ikke Udførelsen; jeg havde forudseet, hvorledes det vilde gaa. Jeg regner Aabningen af Handelen og Herredømmet over de store Guldleier for vigtigere end alt, hvad der er gjort i Indien; dette er ikke et Barn, som kan overlades til en Stifmoder.
Jeg tænker aldrig paa Española, Paria og de andre Lande uden at udgyde Taarer. Jeg troede, at hvad der havde hændt, skulde blive et Exempel for andre; men nu er disse Anlæg sygnende, skjønt ikke døde, og Sygdommen er uhelbredelig eller ialfald langvarig. Lad den, som bragte Sygdommen, nu komme og læge den, om han kjender Lægemidlet og Maaden at anvende det; men at bringe Ulykken, det forstaar enhver. Det var forhen Skik at belønne og forfremme den, som vovede sit Liv; men det er ikke retfærdigt, at den, som har modsat sig et Foretagende, skal nyde Frugten deraf med sine Børn. De, som forlod Indien, idet de flygtede for Arbeidet, og talte ilde derom og om mig, de har siden faaet vende tilbage med offentlig Godkjendelse — saaledes gaar det vel i Veragua: et daarligt Exempel og ikke til Gavn for vort Foretagende eller for Opretholdelse af Retfærdighed. Frygten derfor tilligemed andre begrundede lagttagelser, jeg gjorde, bragte mig til at bede Deres Høiheder, før jeg seilede ud for at opdage Øer og Fastlande, om at overdrage mig personlig at styre i Deres kongelige Navn. Deres Høiheder bevilgede min Bøn, og det var ifølge Privilegium og Bevilgning, givet under kongeligt Segl og Ed, at jeg blev udnævnt til Vicekonge og Admiral og Generalguvernør, og Deres Høiheder trak Grænsen for mit Guvernement 100 Leguas vestenfor Azorerne og Cabo-Verde-Øerne, efter en Linje fra Pol til Pol, og gav mig fuld Magt over alt, hvad jeg kunde opdage hinsides denne Linje, hvilket alt er optegnet i det officielle Dokument.
En anden Sag er endnu vigtigere og kræver stærkest Forandring, men har været urørt til denne Tid. I syv Aar var jeg ved Deres kongelige Hof, hvor enhver, hvem dette Foretagende blev forelagt, behandlede det som latterligt; men nu ansøger alle, lige ned til Skrædderne, om at blive Opdagere. Der er Grund til at tro, at de gjør saadan Reise alene for at plyndre, og at de faa Tilladelse hertil til stor Skade for min Hæder og for selve Foretagendet. Det er ret at give Gud, hvad Guds er, og at hævde for sig det, som tilhører en selv. Dette er retfærdig Tale og udgaar fra Følelse for Ret. De Lande, som her tilhører Deres Høiheder, er større og rigere end alle andre kristne Lande, og dog efterat jeg havde med Guds Vilje underkastet dem under Deres kongelige Herskab, og da jeg holdt paa at bringe Dem en stor og uventet Indtægt og ventede paa Skibe, som skulde føre mig tilfreds til Deres høie Nærvær med Seier og med store Tidender om Guld, blev jeg fengslet og med mine to Brødre lagt i Lænker, mishandlet og bragt ombord paa et Skib uden at kunne kræve Retfærdighed. Hvem kunde tro, at en fattig Fremmed vilde gjøre Oprør mod Deres Høiheder paa et saadant Sted, uden Grund eller Anledning, uden nogen Støtte fra en anden Fyrste, medens han var blandt Deres Vasaller og Undersaatter, og medens hans Sønner var ved det kongelige Hof? Jeg var 28[4] Aar, da jeg kom til Hoffet, og nu har jeg ikke paa mit Hoved et Haar, som ikke er graat; mit Legeme er svagt, og alt det, som var mit eller mine Brødres, er til min store Vanære bleven taget og solgt — ligetil Kappen. Jeg vil tro, at dette ikke er skeet efter kongeligt Bud. Restitution af mine Klæder og mit Gods og Straf over dem, som har gjort mig Uret, vil bringe Berømmelse over Deres Høiheders Karakter; en saadan Straf fortjener ogsaa de, som har røvet mine Perler og har gjort Indgreb i mine Rettigheder som Admiral. Stor Anseelse og Hæder vil Deres Høiheder opnaa, om De gjør dette, og da vil det ærefulde Minde leve til fjerne Tider i Spanien om Deres Høiheder som retfærdige og taknemmelige Fyrster. Den Hengivenhed, jeg altid har vist i Deres Høiheders Tjeneste, og den ufortjente Krænkelse vil ikke bringe min Sjæl til Taushed, hvormeget jeg end ønsker det. Jeg beder Deres Høiheder at tilgive mig.
Jeg er i Virkeligheden saa fortabt, som jeg har sagt. Hidindtil har jeg grædt over andre; — maatte Himmelen nu have Barmhjertighed og Jorden nu græde over mig. I verdslige Ting har jeg nu ikke engang en Skilling (blanca) at tilbyde, og i aandelige Ting har jeg her i Indien ophørt at følge Religionens Forskrifter. Ene som jeg er i min Sorg, syg, dagligt ventende Døden, omringet af Tusender af grusomme og fiendtlige Vilde, og skilt fra den hellige Kirkes Sakramenter, hvor forsømt vil min Sjæl blive, om den her skilles fra Legemet? Græd over mig, hver som elsker Barmhjertighed, Sandhed og Retfærdighed! Jeg drog ikke ud paa denne Reise for at vinde Hæder eller Rigdomme for mig selv; dette er sikkert; thi dengang var ethvert Haab om saadant dødt. Jeg kom til Deres Høiheder med ærlige Hensigter og oprigtig Iver for Deres Sag, og jeg løi ikke. Ydmygt beder jeg Deres Høiheder, om det behager Gud at føre mig fra dette Land, at tillade mig at drage til Rom og til andre hellige Steder. Den hellige Treenighed bevare og styrke Deres Høiheders Liv og ophøiede Magt.
Skrevet i Indien paa Øen Jamaica 7de Juli 1503.«
- ↑ Fernando Colon, født i Aaret 1488, havde under denne Høstreise fyldt det 14de (ikke 13de) Aar.
- ↑ Ved Linje menes 15 Grader (eller en Time), altsaa 12 Linjer er = 180 Grader, og 15 Linjer = 225 Grader.
- ↑ Blandt Columbus’s Bøger i Columbina findes Pave Pius d. 2dens Historia rerum ubiqite gestarum (Udg. i Venezia 1477); her skildres Østasien dels efter Klassikerne, dels efter nyere Forfattere; de østligste Folk er Serer (i Kathai), derefter kommer Saker og Massageter. Massageterne siges at have Guld og Kobber i Overflod, de bærer Sverd, Øxer og Harnisk af Kobber, men Bælter af Guid og deres Heste har Bidsler og Brystpanser af Guid.
- ↑ Vistnok Skrivefeil for 38, altsaa 1484 eller 85.