Christofer Columbus og Amerikas Opdagelse/3

Portugiserne havde i det r4de Aarhundrede lært af Genueserne de første Begyndelser til Søfart. Men det var dog først i det 15de Aarhundrede, at de ved den energiske Prins Henrik »Søfareren« (1394—1460) bleve drevne fremad til at gjøre Opdagelser langs Afrikas Vestkyst. Portugiserne havde i Kamp mod Maurerne i Marokko (Ceuta, 1415) erfaret, at Maurerne fik Hjælp fra sydligere Berberstammer, og at Maurerne drev Handel gjennem Ørkenen med sydligere Riger i »Ganuia« (Guinéa). Dette Land foresatte Prins Henrik sig at finde, skjønt Landets Tilværelse stred mod Oldtidens geografiske Forestilling, at der søndenfor Ørkenen ikke fandtes beboede Lande. Prins Henrik anlagde ved Forbjerget Sagres nær Cap S. Vincent et Observatorium, et Arsenal og en Skole for Sømænd, hvori disse oplærtes i Brug af de nautiske Instrumenter, som man nu havde faaet fra Araberne (Qvadrant, Astrolab og Jakobsstav), og fra Majorka Indkaldtes dygtige Sømænd og Karttegnere. Det er denne Foranstaltning, det skyldes, at astronomiske Instrumenter indførtes i Skibsfarten, at den Kunst at «navigere« opstod; thi fra Portugiserne vandrede den snart hele Verden over. Prinsen fik sine Landsmænd overtaltc til at forsøge Farten langs Afrikas Kyst, og trods mange uheldige Forsøg lykkedes det dem efterhaanden at naa fremad. Paa Veien opdagedes igjen de vestafrikanske Øgrupper — de Canariske Øer, Madeira med Porto Santo og tilsidst ogsaa Azorene (1431) —, og efter 30 Aars Anstrængelser trængte Portugiserne frem til Nederlandene, (Senegal, som længe blev tagen for en vestlig Arm af Nilen), hvor man tvertimod Geografien fandt rige Lande med nye Produkter: Guldstøv, Gummi og (ikke mindst) Negerslaver. Medens disse Opdagelser holdt paa at gjøres (omkr. 1430), kom Prins Henrik i Besiddelse af et Exemplar af Marco Polo, og derved voxte hans Planer: han vilde nu naa frem til Prestekongen Johannes i Abyssinien, idet han fulgte den almindelige Forestilling, af Afrikas Sydkant var omtrent ved Ækvator, maaske nordligere.

Hans Mænd havde 1445 omseilet det grønne Forbjerg (15°), og da Kysten her begyndte at vende i østlig Retning, nærede man stax Haab om at være naaet til Afrikas Sydrand, og at man var paa den lige Vei til Præstekongen. Opdagelserne gik, om end langsomt, fremad; men Veien viste sig dog snart at være længere og farligere, end man havde ventet. Aaret efter Prins Henriks Død sendte Kong Alfons (1461) en ny Expedition til Guinea;; den naaede til 6° 19′ (Kap Mesurado), og snart viste Handdelen paa Nederlandene sig saa fordelagtig, at Kongen kunde forpagte Handelen paa Guinea til en enkelt Mand, som havde Forpligtelse til hvert Aar at trænge 100 Mil videre frem. Derfor naaede man i de følgende Aar langs Guldkysten til det østlige Guinea og Nigerfloden, men her traf man ppaa en ny Skuffelse: Kysten bøiede sig mod Syd, og denne sydlige Kyst opdagedes at fortsætte sig langt sydover forbi Ækvator (1471). Det er da ikke saa underligt, at nogle begyndte at tvivle om ad den Vei at naa Indien og at pege paa de klassiske Geografer (Ptolemæos), som lærte, at Afrika udvidede sig og blev bredere mod Syd. I disse Aar fremtræder derfor første Gang Planen om en ny Vei til Indien:: mod Vet over Atlanterhavet. Den, som opstillede den nye Plan, var ikke Columbus, som man tidligere har ment, men en ældre Landsmand af ham fra Florents, den lærde Mathematiker Paolo Toscanelli (1474). Columbus’s Søn Fernando beretter, at Columbus først har undfanget Idéen ogat han un raadførte sig med og fik Støtte hos Toscanelli; men man har i nyere Tid fundet igjen Toscanellis første Brev, og det viser sig deraf (som senere skal sees), at Planen er udgaaet

fra Toscanelli og gjennem en portugisisk Geistlig forelagt Kongen. Men Tidspunktet ar uheldig valgt; i samme Aar, 1474, udbrød en Krig med Castilien, som varede i 5 Aar og førtes uheldigt af Portugal. Opdagelserne langs Afrika stansede i flere Aar og optoges først af den følgende Konge, Johan II.

Da det viste sig, at den Tabel over Efermiderne (Stjernernes Sted paa Himlen), soom benyttedes, ikke var brugelig søndenfor Ækvator, nedsatte Kongen en »astronomisk Junta«,, som skulde opfinde og prøve nye Instrumenter, navnlig til at maale Høiden under sydlige Bredder. I Juntaen drøftedes nu atter Spørgsmaalet om, ad hvilken Vei man skulde søge Indien. Toscanellis Idé var optaget af Genueseren Columbus,, som i disse Aar levede i Portugal; men den tidligere Plan seiirede: at følge Afrikas Kyst sydover, indtil den, som man ventede snart, atter bøiede østover. Det var dettte Valg, som bestemte Opdagelsernes Retning for de følgende Aarhundreder. Columbus gik til Castilien og vandt Castilianerne for Toscanellis Idé, at naa til Indien vestover, medens Portugiserne fortsatte, som de havde begyndt, østover.

I 1484 drog Portugiseren Diego Caõ ud i spidsen for en ny afrikansk Expedition; med ham fulgte Nürnbergeren Martin Behaim, som paa sin Globus fra 1492 har afbildet Reisens Resultater. Fra Cap Catarina (1° 51′ sydlig Br.) fulgte de Kysten mod Sydøst og opdagede snart den store Flod, som nu kaldes Kongo. Her reiste Portugiserne en Stenstøtte med Portugals Vaabenskjold (en saakaldt »Patron«) og kaldte Floden Rio de Padraõ. Det var ved 6° 6′ S. B., men efter Behaim ved 20°; saa daarlige var endnu Observationerne med de nautiske Instrumenter. Under Reisens Forløb naaede man til Cabo egro ved 15° 14′ (efter Behaim 38°!); her bøiede Kysten lidt østover, og man fulgte den et Stykke, men vendte saa om af Skuffelse over, at den atter gik mot Syd, og kom efter 17 Maaneder tilbage til Portugal. Den endelige Omseiling af Afrika udførtes først i 1487 af Batholomeo Diaz; han satte sine »Patroner« i Hvalfiskebugten (22°) og i Helenabugten (32½°), men blev saa drevet af Storme forbi Afrika Sydspis ud i Havet mod Sydost, hvor han kom i koldere Havstrømme og blev forundret over Temperaturens Nedgang; da Uveiret ophørte, styrtede han mod Øst for at finde Landet igjen, men skjønte nu, at han var kommet søndenfor Afrika. Han landede derefter paa flere Steder i det senere »Capland«, havde krigerske Sammenstød mod »Hottentotterne« og satte den østligste »Patron« i Algoabugten ved 33½ Gr. Paa Hjemveien seilede han forbi Cap Agulhas og det stormende Cap (Cabo Tormentoso), hvis Navn Kongen efter Hjemkomsten forandrede til »Det gode Haabs Forbjerg« (Cabo da boa esperanza). I denne Reise, hvorfra man kom hjem i December 1487, deltog Bartholomeo Colombo,

Christofer’s yngre Broder, og han kunde saaledes berette sin Broder i Castilien, at Omseilingen af Afrika var virkelig fuldendt, men at Veien havde vist sig at være meget længere mod Syd, end man havde formdet, og at endnu hele Afrikas Østkyst var at passere. Forsøgene ad den Vei blev derfor heller ikke strax fortsatte, idet man nu troede det rigtigst først ad andre Veie at samle Underretninger om det indiske hav; men disse Undersøgelser tog længere Tid, end man havde forudsat. Kongen i Portugal havde i 1487 sendt to Gesandter til Orienten, hvor de skulde søge at naa til »Presten Johannes« ekker Kongen i Abyssinien for der at skaffe sig Oplysninger om Handelsforhold og Reiseruter paa det indiske Hav. Det lykkdes den ene, Pedro de Covilhan, over Alexandria og Cairo at naa til det røde Hav og Ade, derfra hemmeligt med et arabisk Skib til Malabarkysten og Goa i Indien samt tilbage til Afrikas Østkyst, som han fulgte lige til Sofala. Han naaede heldigt tilbage til Portugal; han meldte her bl. a., at naar Portugiserne havde seilet om Afrikas Sydspids, vilde de komme ind i det østlige Ocean og der skulde de søge efter Sofala og »Maaneøen« for at naa til Indien. Selv drog Covilhan atter sydover til Abyssinien (Shoa), hvor han blev venligt modtaget af den kristne Konge; men denne Forbindelse med »Prestekongen Johannes« fik dog ingen Betydning, thi Covilhanblev af Kongen holdt tilbage i Abyssinien, giftede sig med en Abyssinierinde og levede der endnu i 1525, da en portugisisk Gesandt atter kom til Landet. Budskabet fra Covilhan om det indiske Hav naaede til Portugal i 1490 eller 1491; alligevel gik der flere Aar hen, inden det kom til Benyttelse, og imidlertid overraskedes Portugiserne med den ubehagelige Efterretning, at Castilianerne havde fundet den vestlige Vei til Indien, som Portugiserne ikke havde troet paa; thi — i Marts 1493 løb Columbus under castilisk Flag ind i Lossabons Havn paa Hjemeien fra den første Oceanreise.