Åpne hovedmenyen

Allerede Samtiden dømte meget forskjelligt om Columbus’s Karakter og Personlighed, og modsatte Opfatninger har været hævdede lige til den nyeste Tid, idet mange endnu i ham ser en profetisk Seer, ja næsten en Helgen, medens andre betragter ham som den snedigt beregnende Eventyrer, der stjal Toscanelli’s Planer for selv at vinde Berømmelse og Rigdomme. Hans Karakter synes ogsaa at have indeholdt mærkelige Modsætninger. Han er paa engang en nøgtern og samvittighedsfuld Iagttager og et fantasifuldt Stemningsmenneske (»en fantastisk Sværmer«, som en samtidig Portugiser kalder ham). Som Geograf og Sømand er han vant til at iagttage Naturen og Omgivelserne, og hans skarpe Observationsevne har altid været erkjendt; men paa samme Tid kan han af sine Forhaabninger lokkes til Overdrivelser — ogsaa i sine Naturskildringer —, som gaar stærkt ud over Sandhedens Grænser. Hans Tillid til Toscanelli’s Projekt forbinder sig med hans Selvsikkerhed som erfaren Sømand og hans personlige religiøse Følelse til en fast Tro paa, at han har en særlig guddommelig Mission, og det bliver da at bringe Kristendommen til Indien; men han kræver ogsaa at vinde Rigdomme for sig selv og for den Fyrste, som vil udruste ham, og han stiller endog disse Fordringer i Forgrunden. Hans Energi og Selvtillid bøiede uvilkaarligt mange til at slutte sig til ham, og gav ham Evne til at lede store Foretagender; han viste paa sine store Reiser, at han forstod at vinde sine Underordnedes Tillid og Hengivenhed; men hans Stædighed fremkaldte ogsaa Misnøie og tildels Oprør og ligeoverfor de castilianske Adelsmænd, som han fik at kommandere over, forstod han ikke altid at vælge den rette Middelvei mellem Strenghed og Eftergivenhed. Da Ulykken siden brød ind over ham efter de store Seire, fik hans Stemninger stærkt Overhaand: snart udbryder han i Bebreidelser mod alle, som tvivler paa ham, og betragter dem som personlige Fiender, der forfølger ham; snart føler han sig i mystiske Forestillinger som Herrens Udvalgte, der har udført store Ting og skal udføre endnu større. Hans Optegnelser fra de senere Aar, særligt hans »Profetiernes Bog«, som er en Blanding af de besynderligste Bibelfortolkninger og halvfordøiet Lærdom, har navnlig skadet hans Anseelse; men man har urigtigt ført dem tilbage til Tiden før de store Opdagelser og fulgt hans senere Selvbetragtninger, hvorefter det var Profetierne, som havde ført ham til hans Stordaad.

Ferdinand den katholske. Efter et gammelt Træbillede i Kathedralen i Malaga. (Fotografi).
Isabella den katholske. Efter et gammelt Træbillede i Kathedralen i Granada. (Fotografi).

De første Tider af Columbus’s Ophold i Castilien forføb i Stilhed, maaske i Fattigdom. Der er gamle Beretninger om, at han skal have ernæret sig i Andalusiens Storbyer som omreisende Boghandler og ved at sælge de Søkort, han selv forfærdigede, og de er vistnok sande. Rimeligvis har han ogsaa givet sig ifærd med litterære Sysler, thi vi har Spor til, at han i disse har har gjort Udkast til geografiske Skrifter. Det ene af disse »Om de fem Zoners Beboelighed« kjender vi kun fra Citaterne om hans Reise til Thule (S. 28 f.) og Ophold ved La Mina i Guinéa (S. 31); ved dette Skrift har han villet bevise af egen Erfaring, at Oldtidens Tradition om, at Jorden var ubeboelig for Kulde i den kolde Zone og for Hede i den varme Zone, var urigtig, og rimeligvis har han vel allerede her hævdet, at man kunde seile lige til Nordpolen, — hvad han ialfald i 1500 endnu haabede at kunne udføre. Det andet Skrift fra 1486 eller et senere Aar handlede om nyopdagede Øer i Oceanet. Det har rimeligvis ikke været Hensigten hermed at bevise ad den Vei Tilværelsen af et vestligt Fastland; men disse vestlige Øer kunde blive ham Stationer paa Veien til Fastlandet, og derfor har han samlet Vidnesbyrd derom. Blandt disse nævner han, at allerede i Prins Henrik’s Tid et portugisisk Skib, drevet af Storme, var landet fjernt i Sydvest for Azorerne paa Øen Antilla (en stor Ø, som allerede findes paa spanske Sokarter, førend Portugisernes Opdagelser begyndte); at Portugiseren Antonio Leme, som boede paa Madeira, nylig 100 Mil i Vest for Azorerne havde opdaget tre Øer; at i 1484, medens Columbus endnu var i Portugal, kom der en Mand til Kongen og ansøgte om et Skib for at opdage en Ø, som han hvert Aar saa i Vest for Azorerne og altid paa samme Sted, og at 1486 Fernam d’Ulmo, som havde i Len den Azoriske Ø Terceira, fik Løfte paa »Øer og Fastland«, nemlig de «syv Stæder« (Sete Citades),[1] om han opdagede dem. Vi vil træffe denne hans Tro paa Øer i Oceanet igjen under den første Oceanfærd.

Hvorledes Columbus har faaet Indpas ved det spanske Hof, vides ikke; men Vinteren 1485—86 synes han at have havt Audiens hos Kongen og Dronningen for at forelægge sin Plan, og disse tog strax saa meget Hensyn til den fremmede Mand, at de i Januar 1486 tog ham i sin Tjeneste. Medens Hoffet Vinteren 1486—87 opholdt sig i Salamanca, blev Columbus’s Forslag og Karter forelagte for en Samling af Hofmænd og »Lærde«, — hvilket efter spanske Forhold vil sige Geistlige; at Planen skulde være forelagt for »Universitetet i Salamanca« og afvist af dette, synes derimod at være en senere Digtning. Det er sandsynligt, at Columbus allerede i Salamanca paaberaabte sig de gammel-testamentlige Profeters Vidnesbyrd, idet han f. Ex. fortolkede Esaias 24, 16 (»Fra Jordens Ender høre vi Lovsange«) derhen, at »fra Spanien skal Guds hellige Navn blive udbredt« — nemlig til Indien! Theologerne i Salamanca synes at have havt mindre at indvende mod Columbus’s geografiske Theori end mod hans theologiske Forklaringer. Det heder ogsaa, at de fleste erklærede sig mod ham: »i 7 Aar — siger Columbus — var der ikke én Navigatør eller Sømand, Filosof eller anden Videnskabsmand, som ikke erklærede mine Planer for feilagtige, undtagen Munken Antonio de Marchena;[2] han alene gjorde ikke Nar af mig.« Dette er nu en Overdrivelse, thi Resultatet af Forhandlingerne i Salamanca var kun en Udsættelse; man turde ikke beslutte sig til et saa vidtløftigt og kostbart Foretagende under den paagaaende Krig med Maurerne i Malaga og Granada. Men Columbus blev ikke afvist; tvertimod har man netop fra 1487 og 1488 Optegnelser fra de offentlige Regnskaber, som viser, at han nød en, omend karrig. Understøttelse af den castiliske Statskasse, f. Ex. 5te Mai 1487 »givet 3000 Maravedis til Cristobal Colomo, en Udlænding (extrangero), som skal udrette visse Ting i Deres Høiheders Tjeneste«. Columbus maatte altsaa vente paa bedre Tider. Det var i denne Ventetid, at han i Córdova knyttede en Forbindelse med en ugift Dame, Beatriz Enriquez de Arana, som i August 1488 fødte ham Sønnen Fernando, hans senere Biograf. Dette uægte Barns Fødsel har spillet en stor Rolle i de nyere Diskussioner om Columbus, da det har været en væsentlig Hindring for, at Columbus kunde blive — Helgen. Forkjæmperne for hans Helgenværdighed har da gjort sig al mulig Umag for at bevise, at Beatriz de Arana har været gift med Columbus; men herimod strider Columbus’s Testament, hvori han istedetfor at testamentere hende Eiendomme beder sin Søn og Arving Diego at udbetale Beatriz et Legat: »han skal give hende en sømmelig Understjøttelse som en Person, til hvem jeg har store Forpligtelser; dette gjør jeg for at lette min Samvittighed, thi det hviler tungt paa min Sjæl; Grunden bør her ikke omtales.« 

I samme Aar fik han Underretning fra Portugal fra sin Broder Bartolomeo, som var kommet hjem fra Diaz’ Expedition; denne kunde kun være styrkende for Columbus’s Plan, da det nu havde vist sig, at Omfarten om Afrika var saa betydelig længere, end Portugiserne havde tænkt sig. Columbus søgte da om Leide af Kong Johan til at vende tilbage til Portugal »trods de retslige Forfølgelser (for Gjæld), han kunde blive udsat for«, og han fik Løfte herom i et (bevaret) Brev fra Kongen, som har den eiendommelige Adresse: »Til Christovam Colon, vor specielle Ven, i Sevilja«. Rimeligvis har altsaa Columbus Sommeren 1488 foretaget en Reise til Portugal og drøftet Sagen med sin Broder. Om nye Underhandlinger med den portugisiske Konge vides intet, og hvis de har været førte, som jo ikke er usandsynligt, har de ialfald ikke bragt nogen Enighed. Thi det er sikkert; at Columbus nu sendte sin Broder til England for at tilbyde denne Stat sin Plan, medens han selv tænkte paa at drage til Frankrige i samme Hensigt. Bartolomeo var kommet til London i 1489 og udgav da her et nu tabt Verdenskart, hvor Resultaterne af Diaz’s Reise var afbildede;[3] men i England synes han dog at være afvist, og begav sig derfor til Frankrige, hvor han underhandlede med Kong Karl d. 8des mægtige Søster Anne de Beaujeu (»Madame de Bourbon«) om Understøttelse til Foretagendet. Bartolomeo blev borte i flere Aar, og hans Broder hørte neppe noget fra ham før i 1493; Resultatet af hans Virksomhed i Frankrige er ikke sikkert bekjendt, men han antages ogsaa der at have faaet Afslag.

I 1489 var Christofer Columbus atter i Castilien, rimeligvis for endnu en Gang at forfølge sine Planer ved det castiliske Hof; thi i et kongeligt Budskab af 12te Mai blev han kaldet til Córdova. Men atter synes Forsøget at have været resultatløst, thi i samme Aar begav han sig paa Vei til Frankrige. Dog inden han kom afsted, lykkedes det ham endelig i Spanien at finde en mægtig Beskytter, som lovede at tage sig af ham. Han var bleven anbefalet til Hertugen af Medina-Celi, Luis de la Cerda, som residerede i Puerto de S. Maria ved Guadaletes Munding i Bugten ved Cadix, og fik Anledning til at udvikle sine Planer for ham. Hertugen blev greben af Interesse for den Fremmede og optog ham i sit Hus i Puerto de S. Maria, hvor Columbus nu boede 1489—91. Da Columbus mente at kunne nøie sig med 3—4000 Dukater til Udrustning af tre Skibe, lovede Hertugen ham dette og var allerede begyndt at sørge for Skibe og Kost til Reisen, som skulde udgaa fra Puerto de S. Maria i 1491, da han fandt det rigtigst at sikre sig Regjeringens Tilladelse til Toget. Men Dronning Isabella lod ham svare, at hun endnu ikke havde fattet endelig Beslutning om Columbus, og at det fremdeles var muligt, at en offentlig Expedition blev af; i Tilfælde skulde Hertugen faa Lov at deltage i Udrustningen. Dette var atter at udsætte Sagen paa ubestemt Tid, thi i 1491 var de to spanske Riger helt optagne med Beleiringen af Granada. Columbus havde en Følelse heraf og søgte derfor at faa Dronningen i Tale i Leiren Santa-Fé udenfor Granada; men han fik ikke Audiens og vendte nedslaaet hjem. Han besluttede nu for Alvor at vende Castilien Ryggen og forsøge sin Lykke i Frankrige. Men paa Veien fra Córdova til Huelva, hvor Columbus vildc anbringe sin Søn Diego hos hans der gifte Tante, var det den Begivenhed hændte, som vendte Lykkens Hjul. Da han passerede forbi Franciskancrklostret Santa Maria la Rábida, søndenfor Palos og længere nede ved Rio Tinto, bad han Portneren om Almisse af lidt Brød for sin lille Søn Diego, som fulgte ham tilfods; medens han talte med Portneren, kom Klostrets Prior, Juan Perez, til, og da han lagde Mærke til den Besøgendes fremmede Akcent, spurgte han, hvem han var, og hvor han kom fra. Columbus svarede herpaa, fortalte at han havde været ved Hoffet og der havde fremsat et Forslag om Opdagelser tilsøs; men Hofmændene havde afvist ham og hans Forslag som afsindige, og han havde nu i Fortvivlelse forladt Hoffet for at søge sin Lykke andensteds. Juan Perez, som

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Klostret La Rábida nær Mundingen af Tinto, restaureret 1855 af Hertugen af Montpensier.)

selv havde været Dronningens Skriftefader og var kjendt ved Hoffet, blev greben af den Freminedes Ord; han sendte Bud til en Læge i Palos, som forstod sig paa Kosniografi, og til en anseet Skipper i samme By, Martin Alonso Pinzon, og for dem udviklede nu Columbus i Klostret sine Planer, som det lykkedes ham at vinde dem for. De tre Castilianere vare snart enige om, at man ikke kunde lade den Fremmede reise til andre Lande med det kostelige Projekt, og Juan Perez sendte strax Brev til Dronningen om Columbus. Der kom snart Svar tilbagc, at Juan Perez skulde komme til Hoffet (i Leiren). Følgen af dette Møde var, at Dronningen sendte ham til Klostret med en Indbydelse til Columbus om at vende tilbage til Hoffet samt Reisepenge, forat han kunde optræde paa passende Maade; i Begyndelsen af Dec. 1491 indfinder denne sig atter i Santa-Fé. Dronningen havde endnu ikke bestemt sig, men bragte atter Sagen frem for sine Raadgivere, navnlig de høiere Geistlige. For dem forelagde nu Columbus sit Verdenskart og udviklede sine Reiseplaner. Meningerne var meget delte; nogle Theologer søgte at hævde, at Columbus’s Meninger var Kjætteri, da Theologen Nicolaus af Lyra og Kirkefaderen Augustinius havde en modsat Mening. Hertil bemærkede dog en tilstedeværende, at de to Theologer neppe vare store Geografer, da Portugiserne hinsides Ækvator ved »Antipoderne« trods Kirkefædrene havde fundet andre Mennesker og andre Stjerner. Men da selve Erkebiskopen af Toledo, Kardinal Mendoza, og Skatmesteren Quintanilla sluttede sig til Columbus, fik hans Tilhængere Overhaand, og Dronningen lovede alvorligt at tage sig af Sagen, saasnart Granada var falden. Dette kunde ikke lade længe vente paa sig, og Columbus blev derfor forhaabningsfuld i Leiren og var kort efter Vidne til, at Castiliens Fane blev plantet paa Alhambra, og at Maurerkongen drog ud af Granadas Porte og ydmygede sig for den spanske Konge og Dronning (2den Januar 1492).

Foretagendet skulde nu være sikret. Alligevel reiste sig i sidste Øieblik Hindringer; thi da det kom til nærmere Underhandlinger om Betingelserne, stillede Columbus saa store Fordringer paa Belønninger — han vilde udnævnes til »Storadmiral« over Oceanet og Vicekonge over de hedenske Lande, han maatte opdage, og vilde desuden have en Ottendedel af alle Indtægter, som maatte vindes —, at Dronningen og hendes Raad var enige om at negte at undertegne Aftalen. Men her var Columbus urokkelig; han drømte jo om at ville anvende de Rigdomme, han haabede at skulle vinde, til et nyt Korstog mod Tyrkerne og til Jerusalems Erobring, og vilde heller afbryde enhver Underhandling end give efter. Han havde atter forladt Granada og var allerede paa Reisen til Frankrige, da hans Venner fik overtalt Dronningen til at give efter og endnu en Gang kalde Columbus tilbage. Dette skede, og 17de April 1492 blev der sluttet en endelig Aftale, hvorefter Dronningen skulde udruste tre Skibe i Havnen Palos under Columbus’s Kommando, og han skulde, hvis Toget lykkedes, modtage for sig og sine Efterkommere Værdigheden som »Admiral over alle Øer og Fastlande, han maatte opdage i Oceanet«, han skulde være Vicekonge og Guvernør over alle de opdagede Lande, skulde have en Tiendedel af Ædelstene, Guld, Sølv og Krydderier, som erhvervedes inden hans Vicekongedømme, og have Ret til at bidrage med en Ottendedel til Foretagendets Udrustning samt faa en Ottendedel af alle Indtægter.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.
(kilder: Granada og Alhambra i det 16de Aarhundre. (Efter Braun, Theatrum urbium.)

Udrustningen gik nu hurtigt for sig. Dronningen skaffede det meste af Pengene til Udrustningen; naar det er sagt, at hun hertil pantsatte sine Juveler, synes dette at være et senere Sagn, og det samme er vist Tilfældet med den Paastand, at Kronen Aragon bidrog til Udgifterne; thi det er sikkert, at Foretagendet udgik fra Castilien, og at kun Castilien fik Fordelen af Opdagelserne. Ogsaa Columbus bidrog med sin Ottendedel til Udgifterne, hvorledes han end kan have faaet Penge dertil, selvfølgelig ved Laan.[4] Det viste sig vanskeligere at skaffe Mandskab, da Castilianerne ikke var vante til at fare paa det aabne Hav. Vistnok gjorde Martin Alonso Pinzon og hans Brødre i Palos alt for at lette Udrustningen og gik med paa Toget, hvilket Exempel naturligvis virkede; men man maatte dog bruge Trusler og voldsomme Midler for at faa Skibe og Mandskab, ja endog aabne Fængslerne i Palos for at lokke Fangerne med som Matroser. Tre Skibe blev skaffede i Palos. Det største, Santa Maria, tilhørte Biscayeren Juan de la Cosa (den senere berømte Karttegner), som selv drog med som Skipper. Alle tre Skibe var tremastede og førte mange Seil; alene Santa Maria havde helt Dæk, de to andre var kun dækkede for og agter. Det ene af disse hed Pinta og eiedes af to Borgere i Palos, som fulgte med blandt Besætningen; det mindste var Niña (»Pigebarnet«). Paa de mindre Skibe var Martin Alonso Pinzon og hans yngre Broder Vincente Yannez Pinzon Skippere, medens Columbus selv valgte Santa Maria til Admiralskib eller »Capitana«. De tre Skibes Besætning udgjorde tilsammen kun 90 Mand (ikke 120, som det sædvanligt siges; thi man har nu Lister over Mandskabet); de fleste vare Castilianere, dog fandtes ogsaa endel Aragoniere samt en Irlænder og en Englænder. Foruden Søfolk fulgte ogsaa to Læger, en Notar til at udfærdige alle Dokumenter og som Tolk en døbt Jøde, som foruden Latin forstod Hebraisk, Koptisk og Arabisk, — hvilke Sprog man mente at faa Brug for i »Indien«. Mærkelig nok fulgte ingen Prest med; men Columbus sørgede dog for en kirkelig Indvielse, idet hans Ven Juan Perez lige før Afreisen skriftede hele Mandskabet og gav alle Sakramentet. Da Columbus havde taget Afsked med Dronningen og Kongen og modtaget deres Anbefalingsskrivelser til alle ukjendte Egne samt deres Brev til »Storchanen«, gjordes alt færdigt til Reisen. Den 3dje August 1492 — en Fredag — seilede de tre Skibe ud af Palos’s Havn for at vove den første Fart over det aabne Ocean.


  1. Sagn fra det 14de og 15de Aarhundrcde fortæller, at Goterne efter Spaniens Erobring af Maurerne udvandrede til et Land ude i Oceanet og der byggede de »syv Stæder«, hver under en kristelig Biskop.
  2. Antonio de Marchena, som i 1493 efter Columbus’s Forslag fulgte ham paa hans 2den Reise som »Astrolog« (astronomisk Observator), forvexles stadig med den nedenfor (S. 45 f.) nævnte Juan Perez, som derved faar Navnet Juan Perez de Marchena eller Juan Aantonio Perez de Marchena. Harrisse har oplyst Feiltagelsen.
  3. Las Casas, som havde seet Kartet, beskriver dets Titel, hvorefter Forfatteren paa Kartet havde skrevet følgende daarlige Vers om sig selv:


    Gennua cui patria est, nomen cut Bartholomæus
    Columbus de terra rubra, opus edidit istud
    Londiniis: anno domini millesimo quatercentesimo oct[og]iesque uno
    Atque insuper anno octavo: decimaque die mensis Februarii,


    altsaa 10de Febr. 1488. Men da han først kom tilbage til Portugal fra Afrika i Decbr. 1487 og da Aaret i England dengang regnedes at begynde 25te Marts, bør man vistnok forstaa 10de Febr. 1488 om den Tid, som rettelig skulde betegnes 10de Febr. 1489.

  4. I den af Hertuginden af Alba udgivne Samling (Documentos escogidos del Archivo de la Casa de Alba, Madrid 1891) findes et Dokument, som oplyser, at Columbus i 1492 havde laant sin Ottendedel (180,000 Maravedis) af den i Sevilla bosatte florentinske Storkjøbmand Juanotto Berardi og at han endnu ikke havde betalt sin Gjæld ved Berardi’s Død i 1495.