Dødsdømt
Nu daler der sne over kirkedige,
nu bredes der hvidt over grave.
Nu slumrer de jomfruer blidelig
dybt under tuerne lave.
Nu klemter de klokker ei længer,
nu færdes ei folk på de stille stier.
Det blir ensomt på alle marker.
Livet er dødt, — alverden er død,
Snart jorden mig reder et leie. —
Og tungt er det hist, og tungt er det her
og tungt på alverdens veie.
Det daler så lunt og varsomt,
det drysser så fint og let.
De sover vist sødt,
de hviler vist blødt
dernede.
Der slumrer de jomfruer hvide,
mens tiderne lide og skride.
De slumrer med visnede myrter
over de blege pander.
Jeg ved det jo godt: et år endnu —
så hviler jeg også dernede.
Da har de sænket mig ned i jord
da han de sunget den sidste salme
Så kan sneen dale og drive
over en enslig grav.
Men jomfruskaren med myrtekrans?
Ingen jomfruer, ingen blomster.
Blegede ben
og gulhvide knokler
og stinkende, rådnende . . . .
Men sneen daler på kirkedige,
og mulmet drysser om kirketag
og natten kommer.
En dag er gåt! Og et stakket år
har jeg igjen at leve:
Liv, liv med den skjælvende sol
dag, dag med det bølgende lys
latter og sang i skoge!
Jeg ber dig, jeg trygler dig livsens sol . . . .
Der flyver tre skrigende ravne
gjennem den stille kvæld.
Der lusker en varg i veien,
der uler en ulv i uren . . .
Hys nei — det var jo kun støi
af vinden, som sprang
over kirkefløi.
Hvad pusler og tusler derinde,
hvad famler som vildsomme, viftende hænder?
Der kryber hvidt henad sorte kors . . . .
Hvad er det, som stiger derinde?
Se der! Og se der!
På tuerne rører sig dødningelin . . .,
dødningelin. Dødningelin!
Her og der — overalt de rører sig
pusler og tusler
rører sig, reiser sig.
I dødsangstens rædsel afsindigt afsted . . .!
Men de hvide de reiser sig — se! — overalt,
for mine fødder og om mine fødder,
jeg vader i levende dødningelin!
De kommer, de kommer at hente mig
nu!
Skingrende skrig og skrattende latter
nærmere, nærmere — hjælp! — og nærmere
Hjælp!
Herre Jesus!