Da Kristiania var smaaby/1
De gode økonomiske tider i slutten af det attende og begyndelsen af det nittende aarhundrede fik en afslutning ved krigsaarene. Ogsaa de første aar efter krigen var tiderne ugunstige. Trælast og skibsfart, byens vigtigste næringsveie, laa nede. Som følge heraf gik Kristiania betydelig tilbage i velstand. Man kjæmpede tappert og længe for at holde sig oppe, men saa indtraf den 4de mai 1819 en ildebrand ude paa bordtomterne mellem byen og Vaterland, ved hvilken der ødelagdes betydelige værdier tilhørende det Bernt Ankerske fideikommis, Collett & søn, agent Nilsen, statsraad Anker, Overkrigskommissær Carlsen, kjøbmændene Even Stenersen, Hans Thoresen, Ole Rein Holm, Ole og Christian Eger med flere.
Allerede samme aar stansede det Ankerske fideikommis sine betalinger, og kort tid efter fulgte flere af Kristiania største handelshuse; saaledes det for sine glimrende fester og storartede gjestfrihed vidt berømte handelshus Collett & søn.
Denne nedgang i økonomisk henseende medførte en ganske anden tarvelig levemaade, end man havde seet i de florisante tider.
Min moder, en datter af Jacob Meyer, har saaledes fortalt mig, at f. eks. aftensmaaltiderne i hendes faders hus kun bestod af grød og melk, og naar der var fremmede i det daglige, fik man en «pind» paa grøden i form af et stykke smørrebrød med ost. Der blev kun sat én kop melk til hver anden person, hvori det da var meningen, at de to naboer skulde «duppe». Ofte var der hos hendes fader unge herrer tilbords, som kavaleriløitnanterne d’Unker,[1] Kolderup (ritmester) og Juel,[2] og hun følte sig da i saa generet ved «duppingen», at hun ganske undlod at benytte koppen.
Jeg gad vide, hvad de unge herrer løitnanter vilde sige, om de nutildags blev buden paa saa smal en kost!
Saadan tarvelighed var vistnok gjennemgaaende og vedblev til langt op i trettierne.
Jeg kan erindre, at vi børn hjemme hos fader og moder sad om bordet i dagligstuen og læste lekser ved kun et brændende talglys; vistnok stod der to, men det andet blev blot tændt, naar min fader kom tilstede. Det var først i begyndelsen af firtiaarene, vi fik en moderatørlampe.
Selv i saa fine huse som hos general Wedel gik det saa tarvelig til, at der paa ballerne serveredes med skaarne smørrebrød og — kirsebærsuppe! Punsch og limonade blev budt om mellem dansene.
Kun ved de saakaldte «mandfolkeselskaber» gik det, ialfald hvad drikkevarerne angaar, ogsaa i denne tarvelighedens periode flot til. Man sang fremdeles ved bordet og drak dygtig. Dersom gjesterne ikke blev «high-spirited», var selskabet mislykket.
Den for en del aar siden afdøde Zahlkasserer Lorentz Eger fortalte følgende:
En sommer skulde hans fader, mægler Ole Eger, have et saadant «mandfolkeselskab». Mægleren eiede en bygaard, som laa i Carl Johansgade, der hvor nu Peter Petersens gaard ligger, og en løkke oppe ved Gamle Akers kirke. Selskabet skulde holdes paa sidstnævnte sted. Fru Eger blev imidlertid syg lige før selskabet og maatte overlade det hele arrangement til husholdersken; selv blev hun liggende tilsengs i bygaarden.
Morgenen efter selskabet var sønnen Lorentz inde hos sin moder i dennes sygeværelse, og der paahørte han følgende samtale mellem moderen og husholdersken, der netop var kommen for at afgive rapport over gaarsdagens begivenheder:
«Hvordan gik det da?»
«Aah, udmerket!»
«Drak de dygtig til middagen?»
Ja da!»
«Men efter middagen, hvad saa?»
«Da lavede jeg en bolle punsch, som de drak til kaffeen!»
«Men hvad saa?»
«Ja saa gik de ned og slog kegler.»
«Men fik de da intet at nyde?»
«Jo, jeg lavede nok en bolle punsch.»
«Naa, hvordan gik det saa siden?»
«Jo, da sloges de!»
Da foldede madamen andægtig sine hænder og udbrød:
«Gud ske lov, saa har de da moret sig!» —
Det hørte ogsaa til, at naar man drak med hinanden, maatte man drikke helt ud og derefter gjøre den saakaldte «nagelprobe», det vil sige, vende glasset om, saa kanten berører neglen, der ikke maa blive fugtet af en eneste draabe.
Der var i de dage ikke saadant jag og kav, man havde ikke slig hast som nutildags. Selv til langt op i trettierne, eller i min barndom, kunde man, naar man en sommereftermiddag tog sig en tur udover Storgaden, næsten i hver anden butikdør se kjøbmanden, gjerne en fed og rundkindet person, staa i skjorteærmerne med en sølvbeslagen merskumspibe og veksle spøgefulde bemerkninger med kunder og forbigaaende. Hvor ser man nu slige glade personer?
Selvsagt er det, at naar disse herrer holdt gjestebud, gik det muntert til. Folk paa den tid vilde have holdt med pianist Lindholm; ved et middagsgilde vendte han sig til sin sidemand, hans høiærværdighed stiftsprovst Rohde, som sad med et bededagsansigt, og sagde:
«Sup och se glader ut, din skälm!»
Isak Muus, der først boede paa Vøien mølle oppe ved Sagene og senere paa Ullevold, var en saadan jovial herre paa den omhandlede tid.
Hans første ord som vert, naar gjesterne var kommen tilbords, var:
«Ja, saa slip til da!» Meningen var, at nu skulde man ikke holde sig tilbage, men tage godt til sig af drikkevarerne. Denne opfordring blev ogsaa gjerne fulgt af de glade mennesker. Naar man saa gik fra bordet, foreslog Muus, at man skulde gaa ud og se paa hans ungheste. Kunde han nu faa en af de omtaagede herrer op at ride i volte, var der stor glæde. Selvfølgelig faldt rytteren som oftest af, og stor blev da jubelen. Muus fortalte mig engang, hvor morsomt det ved en slig leilighed havde været; parykken var faldt af rytteren og var bleven liggende i volten, saa hesten for hver rundtur traadte i den.
Slig spøg var mildest talt grovkornet, men mellem de glade, sorgløse og haardføre mennesker gik saadant af i al godmodighed.
Hver søndagsaften indfandt der sig gjester hos Muus, og der kom da frem en egen gammel sølvkjedel, fyldt med glohed punsch.
I begyndelsen var den af sedvanlig styrke, men udover aftenen blev den sterkere og sterkere, idet Muus lurede sig til stadig at sætte kognac til af en flaske, han i den hensigt havde forsynet sig med og bar i baglommen paa sin kjole.
Af dette maa man ingenlunde drage den slutning, at Muus havde svaghed for sterke drikke, tvertimod, han var en meget sober mand; men i tidens medfør ansaaes det for gjestfrit at faa sine venner til at drikke saa meget som muligt, og en gjestfri mand var han. Hos byens høieste embedsmænd og hos vore faa adelsmænd, som f. eks. grev Wedel og hans broder generalen, var tonen i det hele finere. Men det udelukkede dog ikke, at der ogsaa paa Bogstad hos grev Wedel blev drukket tæt. Selv en biskop blev engang saa omtaaget, at han efter en god middag, da han tog sig en liden lur nede ved stranden af Bogstadvandet, var saa uheldig at falde udi og i sin berusede og befippede tilstand holdt paa at drukne.
Statholder grev Essen, der fra et lysthus iagttog katastrofen, siges at have udbrudt:
«Det var et egendomligt sätt att blanda vin med vatten!»
Denne biskop hed Mathias Bonsach Krogh. Det vides ikke, om samme biskop ialmindelighed var tilbøielig til at drikke sterkt, men paa sine visitatsreiser medbragte han altid et flaskefor merket M. B. K.
Dette foranledigede engang biskopens famulus til at udbryde:
«Ved biskopen, at disse bogstaver betyder: Mere brændevin, Krogh?» Biskopen, der var en slagfærdig mand, svarede tørt:
«Nei, det betyder: Mere beskedenhed, knegt!»