M
ed 30-aarene begyndte en ny periode saavel l i materiel som aandelig henseende.

Julirevolutionen medførte et betydeligt opsving i trælasthandelen og dermed ogsaa i skibsfarten, hvilket igjen bevirkede, at vi paany fik rigmænd i Kristiania.

I studenterverdenen herskede der en sterk gjæring, der ledede til, at studenterne splittede sig i to leire. I den ene — ledet af Wergeland — sværmede man for ultranorskhed, for odelsbonden, fra hvem gjenfødelsen skulde komme o. s. v., i den anden — med Welhaven som fører — frygtede man for, at dette raab paa norskhed og i forgudelse af bønderne vilde lede til undertrykkelse af intelligensen og de dannede klasser.

Dette nyvakte liv og denne strid inden studenterverdenen bredte sig snart ud blandt byens øvrige borgere og greb forstyrrende ind i dens hidtil temmelig fredelige selskabsliv.

Man lo af overdrivelserne fra de norsk-norskes side; saaledes morede man sig meget over en forening, der stiftedes med det formaal at sætte en stopper for alt udenlandsk.

I denne forenings statuter hed det, at mænd og kvinder for eftertiden kun skulde klæde sig i hjemmevirkede stoffe; at kvinderne ikke maatte bruge hovedtørklæder til høiere pris end fire mark; at ingen maatte kjøbe silkebaand, bomuldstrømper, kostbare kamme eller udenlandske knapper; dog skulde mændene have tilladelse til at kjøbe «calico» til en halsekrave.

Over slige bizarrerier morede man sig, men ligefrem uhyggelig og forargelig fandt man slig voldsom tale som følgende tirade i en erklæring fra flere valgmænd af Gudbrandsdalen i anledning af et valg i 1832:

«Enevældets gjengangere! Norges aristokrater, eders haan har vi hørt — den er afmægtig, men skjælver, hvis I vil trodse den magt, som erklærer sig imod eder, den offentlige stemme! Til gage og pensionstillæg i tusinde og titusindevis skulle hine magelige ja-jaer ikke lyde i tinghallen fra eders og kreaturers munde; thi hin magt har erklæret, at tæring skal nu engang sættes efter næring, at paladsets taffel ei skal hugne af overflødighed, medens den sidste bid borttages fra det simple bord i armodens hytte for at kosteliggjøre en stormands dessert. Aristokrater! alt lyder den fjerne hule drøn, som varslende bebuder eders sidste time: snart vil lighedens, vil frihedens tempel kneise mægtigere end eders stolte paladser; thi sandhed er skaldens ord, der i sin frihedssang for den norske fjeldbonde synger:

Født til sin odel, min nordmand fribaarne,
Byder despot og vilkaarlighed trods!»

Og da derpaa bønderne mødte saa mandsterke frem paa tingene i 1833 og 36, var det ikke frit for, at man begyndte at blive lidt ængstelige.

Imidlertid trøstede de, der havde faaet skræk i blodet, sig ikke saa lidet, da de saa, at det blev embedsmændene, som tog ledelsen, da det i 1836 kneb i anledning af Carl Johans beslutning om en hovedkulds opløsning af stortinget.

Det fortælles i almindelighed, at det var statsraad Collett, der reddede situationen i 1836, idet han øieblikkelig, han fik underretning om kongens nævnte beslutning, fik istand et natligt møde med de to indflydelsesrige stortingsmænd, advokat Sørensen og assessor Rye, den første stortingets præsident og den anden formand i budgetkomiteen.

At Collett natten mellem 6te og 7de juli havde et møde med de to nævnte stortingsmænd, er sikkert nok, men hvorledes dette møde kom istand, er maaske ikke fuldt saa paa det rene.

Den mand, der reiste som kurér med depechen om stortingets opløsning, løitnant Stabel,[1] har fortalt mig, at han som ung løitnant ved den norske garde i Stockholm en dag i juli 1836 fik ordre til at reise med vigtige depecher til Kristiania, og reiseruten var ordnet saaledes, at han skulde være fremme natten mellem 6te og 7de juli eller paa morgensiden den 7de.

Forinden han reiste, havde han audiens hos Carl Johan, der blot fortalte ham, at det var en vigtig depeche, han skulde reise med. Kongen talte forøvrigt til ham i forbindtlige udtryk om hans gamle fader, general Stabel, samt ønskede ham en lykkelig reise.

Da han forlod majestæten, ventede den paa hin tid meget formaaende statssekretær Due paa ham i en af slottets gange og bad ham følge med ind i et tilstødende værelse. Under fire øine sagde da Due:

De ved vel, hr. løitnant, hvorledes en kurér har at reise?»

Dette forstod Stabel saaledes, at han skulde reise saa hurtig som muligt, med andre ord over hals og hoved. Han begav sig derfor straks afsted og reiste saa hurtig, at han allerede om aftenen den 6te juli kom til Kristiania.

Idet han nu kjørte ind i byen, traf han paa torvet Carl Fougstad.[2]

Fougstad henvendte sig til Stabel og spurgte, om han kom med statsraadsprotokol om stortingets opløsning.

Hertil svarede Stabel troskyldig, at det kunde nok hænde, han vidste det ikke rigtig, men en vigtig depeche var det, han kom med.

Dette møde, som Stabel, da det fandt sted, ikke tillagde nogen betydning, troede han, efter hvad han senere har erfaret og hørt, gav anledning til, at stortinget fik varsel i betimelig tid.

Stabel antog nemlig, at Fougstad øieblikkelig bragte nyheden om en kurérs ankomst med vigtige depecher fra Stockholm til stortingskredse, og at dette igjen ledede til den natlige sammenkomst mellem Collett og de to nævnte stortingsrepræsentanter.

Det er rigtig, at Fougstad allerede dengang var vel kjendt i stortingskredse, da han paa den tid havde skrevet sin bekjendte bog, hvori han blandt andet udtaler, at pensioner er en tærende kræft paa statssamfundet. Denne udtalelse faldt saa sterkt i Søren Jaabæks smag, at han tidt og ofte citerede den under stortingsdebatterne, idet han ledsagede citatet med et kraftigt slag paa bogen, som han synes stadig at have bragt med sig.

Hvorledes det nu end forholder sig med denne Stabels version, er det dog sikkert, at han kom paa det sorte bret, og det i den grad, at det varede mange aar, inden han blev befordret. Herover beklagede Stabel sig til Due og mente, at han kun havde handlet efter ordren, der gik ud paa, at han skulde reise saa hurtig som muligt.

Til dette svarede imidlertid Due, at han kun havde sagt ham, «at han vel vidste, hvorledes en kurér skulde reise», og at dette ikke var at forstaa saaledes, at han skulde reise over hals og hoved, men saaledes, at han skulde ankomme til fastsat tid, hverken før eller senere.

Dette havde Stabel ikke gjort, men var kommen til Kristiania den 6te om aftenen, istedenfor om morgenen den 7de.

Hvad krisen i 1836 angaar, kunde man i kristianiakredse vistnok ikke billige det af kongen tagne skridt, men man syntes dog, at stortingets adfærd, ligefra dets sammentræden, havde været ikke saa lidet irriterende ligeover for majestæten og høist uklog, naar man tog hensyn til Carl Johans temperament.

Beslutningen om ikke at benytte uniform under stortingsmøderne kunde vistnok være praktisk og forsaavidt fornuftig, men lidet forstaaelsesfuld, naar man tog hensyn til den udlæggelse, dette skridt sandsynligvis vilde faa paa høiere steder; men rent ud latterligt var det, naar repræsentanterne af militæretaten besluttede sig til at afrage sine knebelsbarter for at faa et fuldstændigt udseende af «citoyen».

Resultatet af det omhandlede opstyr blev, at Collett, for mangel paa diskretion, blev afskediget, og statsminister Løvenskiold sat under rigsret for ikke at have protesteret mod kongens beslutning. Ved rigsretten idømtes han kun i mindste bod eller 1000 species. Rigsretten mod Løvenskiold fulgtes med megen interesse af publikum; især paahørtes med opmerksomhed advokat Petersens defensorat, hvorunder han bl. a. udtalte, at man i de første aar N efter 1814 arbeidede til ét maal og erkjendte, at et helligt baand omslyngede alle. Man betragtede sig ikke blot som nordmænd, men ogsaa som medlemmer af den øvrige civiliserede verden og forfulgte ikke dem, der tænkte anderledes i punkter, hvis værd ene lader sig afgjøre efter enhvers samvittighed og redelige overbevisning. Der var trofasthed, inderlig hengivenhed, dyb ærefrygt for regjeringen, agtelse for lovene og anstændighed, godmodighed, tillid og fortrolighed, beskedenhed, liv og lyst i gamle Norge, forinden misforstaaet og ilde anvendt beskjæftigelse med de offentlige anliggender lagde os i lænker.

Man ser af det anførte, at defensoratet i ikke ringe grad vendte sig mod de daværende samfundsforhold.

Petersen havde ogsaa tidligere været defensor i rigsretssager. I 1821 forsvarede han statsraad Fasting og i 1827 statsraad Collett.

Collett havde været statsraad ligefra 1814. Som ældste statsraad overtog han ved statholder Platens død i 1829 præsidiet i regjeringen. Carl Johan synes at have sat megen pris paa ham, muligens dog væsentlig paa grund af hans føielige og medgjørlige karakter. Statsraad Collett var en mand af et fint ydre og med aristokratiske manerer. Han boede i sin egen gaard i Kongens gade og gav der sine fester som regjeringens præses.

Der fortælles, at han ved disse fester stod paa et lidet teppe midt i salen og modtog sine gjester med en, to, tre fingre eller hele haanden, alt efter deres rang og værdighed.

Hendes naade statsraadinden var en ferm og robust kone, der med dygtighed udførte sit hverv som husmoder og vertinde.

Med egen høie haand ordnede hun alt under festerne, ligetil den plads hun vilde gjesterne skulde indtage.

En gang hun forsøgte at flytte paa professor Hansteen, udbrød denne, da han ikke syntes om saadanne haandgribeligheder, med en paatagen klynkende stemme:

«Deres naade er en stor kraftig kone og maa ikke tage saa haardt i mig lille tynde mand!»

Collett døde først i 1851.

Den før omtalte advokat Petersen blev tre aar efter rigsretten mod Løvenskiold udnævnt til statsraad. Han var en overordentlig smuk mand, søn af stadsfysikus Claus Petersen i Kristiansand, hvilken sidste sagdes at være en legitim søn af grev Daneskjold Samsø, idet greven skulde have været hemmelig gift med stadsfysikusens moder. I ethvert fald tror jeg at vide, at rigsarkivar Lange sad inde med oplysninger, der gik i den retning; vist er det ialfald, at Lange ved en leilighed, da der var spørgsmaal om arveretten til det Daneskjold-Samsø’ske stamgods, gjorde sig megen umage for at faa nærmere rede paa den Petersen’ske families rettigheder i saa henseende. Det maa imidlertid antages, at disse Langes undersøgelser har været resultatløse; der opnaaedes ialfald intet.

Statsraad Petersen var en i mange henseender merkelig mand, en typus for en nu forlængst uddød sort mennesker; han havde i mange maader ikke saa lidet tilfælles med de af mig i et tidligere kapitel omtalte høiere officerer, der havde faaet sin uddannelse i Danmark.

Han var en overlegen mand, der i modsætning til, hvad man nutildags saa ofte ser, forstod at holde folk tre skridt fra livet.

Jeg hørte ham saaledes engang ved et middagsbord tilrettevise en yngre mand, der løftede sit glas og raabte over til ham: «Skaal Petersen!» — Statsraaden svarede koldt: «Tak min ven, jeg skal selv sige fra, naar jeg vil drikke med Dem.»

Dette var kanske noget grusomt gjort, idet den unge mand neppe var sig bevidst at have forsyndet sig mod den gode tone.

Paa den anden side havde statsraaden en egen gemytlig maade at sige spidser paa, der i sterk grad formildede dem.

Desuagtet hændte det, at han fik prompte svar paa tiltale.

Engang skulde han i et fint stockholmerselskab presentere et norsk medlem af en der i byen arbeidende kommission.

Vedkommende kommissionsmedlem hørte til den slags norske herrer, hvis benyttelse til udførelse af offentligt hverv i udlandet vittige kristianiaboere betegende som grundlovstridigt, idet man sagde, «landevernet maa ikke benyttes udenfor rigets grænser». Af denne vort kommissionsmedlems henførelse til landevernet vil det forstaaes, at han ikke var videre salenfæhig, og ganske rigtig, det første manden gjorde ved sin entré, var at velte et bord med en del nipsgjenstande. For nu at faa lidt godt humør ind i situationen, sagde statsraaden:

«Jeg presenterer Dem her, mine damer og herrer, en norsk bjørn!»

«Bjørnen», der havde mere magt over sin mund end over sine ben og arme, bukkede imidlertid og bemerkede med megen aplomb:

«Det er ikke saa vanskeligt at være bjørn, naar man har en slig bjørnetrækker!»

Statsraad Petersen var dog selv, som bekjendt, en mundrap mand, ligesom han ogsaa paa samme tid var særdeles godslig og forstod altid paa en heldig maade at rette paa en penibel situation. Dette var noksom bekjendt blandt hans underordnede i departementet.

Det var forbudt at røge tobak i kontorerne. En dag statsraaden indfandt sig i departementet, merkede han, at forbudet var overtraadt, og spurgte paa sin raske maade:

«Hvem har røgt tobak her?»

Man saa paa hinanden og tiede. Endelig fremtraadte kopist Johan Hansteen[3] og erklærede med skyldbevidste lader, at det var ham, der var den skyldige

Statsraaden fik straks ondt af synderen og sagde: «Nei, kjære Dem, tag det ikke slig, jeg blev opmerksom paa en særdeles fin cigarduft, da jeg gik gjennem værelset, og vilde gjerne vide, hvor cigaren var kjøbt!»

Vedkommende synder var en høist original person, hvilket vel kan have formildet statsraaden, der som alle af hans naturel antagelig har havt smag for originaler. Var unge Hansteen original, saa var hans fader det ikke mindre! Fader og søn var meget disputersyge og havde blandt andet mangen disput om, hvem der var den største lovgiver, Moses eller Schweigaard. Faderen holdt, som det sig hør og bør en prest, paa Moses; medens sønnen foretrak Schweigaard. Disse disputer fik imidlertid tilsidst en brat ende derved, at sønnen kaldte Moses for en «ljugeskræppe». Denne maade at titulere Moses paa fandt gamle Hansteen saa gudsforgaaen, at han ikke mere vilde indlade sig med sønnen om dette tema.

Den berømte svenske statsraad Louis de Geer kalder i sine «Minnen» statsraad Petersen en gemytlig og humoristisk mand. Dette formenes at have saameget mere vegt, som svenskerne ikke synes at have smag for den slags fritalende humorister som statsraad Petersen, der paa et bal, han gav i stiftsgaarden, kunde tillade sig at sige, idet han førte dronning Louise ind i balsalen:

«Af veien gutter, her kommer jeg med dronningen under armen!»

En saadan udtalelse maatte dog vel mere vække forundring end anstød hos de tilstedeværende herrer af kongens følge.

Det er forøvrigt heller ikke den slags udtalelser, der fra svensk side bebreides nordmændene som stridende mod god tone; det er mere den maade, man her ofte har i det selskabelige, at drive gjøn med hverandre, som svenskerne anser for upassende og uopdragent, selv om det sker paa en morsom maade.

I ethvert fald synes ikke de Geer at have havt forstaaelse for den slags gemytlighed og humor, der morer sig over en god spas, om den end gaar ud over en selv. Om rigtigheden af denne bemerkning menes følgende passus i hans «Minnen» at vidne (1ste del, side 219):

«På teatern i Kristiania iakttog jag ett karakteristikt drag af det norske nationallynnet. En berömd danseuse, Pepita de Oliva, upträdde där i ett stycke, som var skrifvit för hennes räkning af Erik Bøgh, och där Pepita spelade sin egen roll. En norsk teaterdirektør föreställdes hafva rest till Danmark för att engagere henne att komma till Norge, Men allt, hvad han såg i Danmark, enda till Pepitas egne ben, föreföl honom så oändligt underlägset, hvad man fick se i Norge, att det icke talte någon jämnförelse. Hans oerhörda skryt öfver Norge uppfattades emellertid af en stor del af den naive publiken såsom den renaste sanning och applåderades ursinnigt. Några i min närmaste omgifning tycktes förlägna öfver dessa bifallsyttringar; men på mig gjorde det ett gott intryck att bevittna en fosterlandskärlek, som var så stark, att man på fullt allvar ansåg sitt land öfverlägset hela den öfriga världen.»

Kan man tænke sig en kolossalere misforstaaelse end den, som den store mand i disse linjer gjør sig skyldig i? At tro, at nordmændene, eller ialfald en flerhed af disse, skulde mene, at alt norsk er meget bedre end det, den øvrige verden kan opvise; det er dog for galt! Og dette slutter han af, at man er fordomsfri nok til i teatret at le af, at den danske forfatter paa en morsom, omend lidt drastisk maade gjør nar af nordmændenes noksom bekjendte tilbøielighed til at — skryde!

Forinden jeg slutter dette kapitel, maa jeg nævne, at vore navnkundigste mænd fra forrige aarhundrede fremtraadte paa skuepladsen i dette tidsrum; jeg skal nævne Schweigaard, Welhaven, Dunker, P. A. Munch og, last but not least, Wergeland.

De nævnte berømte mænd har jeg ofte truffet sammen med saavel i det selskabelige som paa anden maade, og jeg har troet, at nogle smaatræk af disse forlængst afdøde mænds maade at være paa kunde interessere.

Jeg skal omhandle enhver af dem i sit særskilte kapitel.

  1. Død som arméintendant.
  2. Død som borgermester i Kristiania.
  3. Løiten-Hansteen kaldet (faderen var prest i Løiten), død som justitiarius i Kristiansands overret.