Da Kristiania var smaaby/8
Om Welhaven har det altid været sagt, at han i omgang med sine medmennesker var i høi grad ikke alene sarkastisk, men ligefrem impertinent.
Jeg skulde dog tro, at der heri ikke ligger liden overdrivelse, og at beskyldningen for impertinense for en ikke liden del kom af, at han benyttede sin monocle, naar han saa paa folk, hvilket var noget paa den tid høist usedvanligt. Senere tog man dog efter, og det blev temmelig almindeligt blandt unge mennesker at øve sig i den kunst at holde en monocle fast i øiet.
Welhaven lo selv ofte af den forargelse, hans monocle havde vakt, og fortalte blandt andet herom, at selve kong Carl Johan under en fest, som blev holdt for ham paa børsen, havde følt sig saa forarget over monoclen, at han sendte dens bærer et par saa lynende øine, at det gik tvers igjennem seglasset, der uvilkaarlig faldt fra øiekrogen og ned paa brystet.
Hvorledes det nu end forholder sig med Welhavens impertinense, saa er det ialfald vist, at han i min nærværelse aldrig har optraadt paa en ubehagelig maade. Men jeg traf ham nu først i hans senere leveaar, efterat dæmringstiden forlængst var over, og efterat de første aar af hans professortid med overskaaret kateder og der henlagte uhumskheder var overstaaet. Der var i den tid, jeg saa ham i Kristiania selskabsliv, ingen, der fornærmede ham; tvertimod, alle saa op til ham for det liv, der fulgte med hans nærværelse. Dette i forbindelse med den større ro, der følger med alderen, har formentlig formildet hans sind.
Vel kom ogsaa i hans senere aar den skarpe kritikus tilsyne, men hans kritik og sarkasmer gjaldt da som oftest bygninger, møbler, husgeraad og deslige.
Engang jeg spadserede med ham oppe i Homansbyen i denne bydels første aar, saa han med et sarkastisk smil paa al den moderne villastas. Da derpaa hans øine faldt paa kjøbmand Syvertsens i almindelig kristianiastil opførte hus, udbrød han:
«Nei, se mig til den borger blandt snobberne!»
Oscarshall kaldte han en mysost paa en talerken. Om han nu saa op af sin grav, hvad vilde han saa sige om Kristiania nye, smagfulde(!!) bygverker.
I en henseende vedblev han i den tid, jeg traf ham, at være sig selv lig: Naar han hørte Henrik Wergelands navn nævne, vendte han sig og gik, idet han sagde:
«Det var en ildgjerningsmand, han skulde været klemt mellem skjolde!»
Som bekjendt var det, der i de senere aar kom fra Welhavens pen af mindre betydenhed end tidligere. Hermed var man ikke lidet misfornøiet, især da selvfølgelig folk, der fra dæmringstidens dage havde et horn i siden paa ham.
Denne misfornøielse har fundet et udtryk i følgende vers, som jeg har stødt paa i en gammel avis, og som jeg har troet, det kunde være af interesse at medtage her:
«Der var en kritiker, som kunde skrive
Korrekte ting i prosa og i vers;
En klassisk form han kunde tanken give:
Snart fin allegori, snart vittig skjerts.
Hans musa var den skjønne græske kvinde,
Hvis træk man i hans poesi kan finde.
Men hun fik tæring, hendes børn blev matte,
Hvergang der barsel blev, var maden stor.
Blodløse huldrer hun i verden satte,
En sjæl i vildmark var det sidste nor,
Da,skjønned man, det vared ikke længe,
Nu er hans lyre ganske uden strenge.»
Men om end hans anseelse som digter i nogen grad dalede, saa vedblev han dog fremdeles at være kristianiasalonernes kjæledægge.
Man maa dog ikke tro, at dette havde sin grund deri, at Welhaven var en mand med udsøgte fine manerer; desværre det var nok langt derifra. Heller ikke var han salonæstetiker, der udbredte sig over litterære emner og problemer. Det laa fjernt fra ham paa slige folks maner at diskutere et saa interessant tema som f. eks. berettigelsen af det erotiske element i det episke drama», kfr. Paul Chievitz: «Fra gaden».
Hvad var det da, der gjorde ham saa yndet?
Jo, hans konversation! Man fandt den bedaarende, fængslende og poetisk.
I et selskab, hvor jeg kom tilstede, sad han som sedvanlig omgivet af en beundrende damekreds. Jeg hørte en af damerne sige:
«Nei, stakkels fru N. N., hendes datter vil aldeles ikke have den udmerkede unge mand hr. P. O.!»
Hertil bemerkede en anden dame, at dette dog ikke var saa slemt, som det var for fru den og den, hvis datter endelig vilde forlove sig med hr. X., der var et bekjendt mauvais sujet.
«Ja, mine damer,» sagde Welhaven, «var jeg den første frue, vilde jeg sende min datter en søndag formiddag ned paa Stortorvet; thi der vilde hun faa høre klokkerne kime langtrukkent: «Ta ham, ta ham; ta ham!»; og var jeg den anden dame, vilde jeg lade min datter gaa op til Gamle Akers kirke, for der ringer klokkerne i hurtigt tempo: «Ta ham ikke, ta ham ikke, ta ham ikke!»
Under den videre konversation nedlagde Welhaven den paastand, at det med hensyn til en heldig beilen blot beroede paa den rene ihærdighed. Saaledes erindrede han, at en prestedatter flere gange havde sagt nei til en frier, men han gav sig ikke, fulgte prestedatteren i hælene og friede gjennem alle prestegaardens atten værelser, indtil hun tilsidst søgte tilflugt paa mørkeloftet, og der — maatte hun give sig! Da man nu fortsatte med at fortælle frierhistorier om ihærdige beilere, illustrerede Welhaven atter samtalen med en historie om en ung pige, der blev fulgt hjem fra danseskolen af sin tilbeder. Da han begyndte sit frieri, blev hun saa forskrækket, at hun gav sig til at løbe, og han efter, stadig friende, uden at faa gehør, men da de kom til porten, og den var stængt, fik han endelig talt ud, og — hun maatte give sit ja!
Siden vi nu er inde paa erotikens kapitel, kan jeg ikke lade være at omtale, at jeg mere end én gang i Bakkehusets have (der hvor nu rigshospitalet ligger) saa en slank, yndig pigeskikkelse vifte med sit lommetørklæde, og Welhaven derefter med et kraftigt hop svinge sig over gjærdet for at mødes med sin ungdoms elskede. Alle ved vi, at denne unge pige var frøken Ida Kierulf, en søster af komponisten Halfdan Kierulf. Desværre afbrød døden med sin knokkelhaand dette forhold.
Først paa sit dødsleie fik frøken Kierulf tilladelse til en forbindelse med digteren.
Welhaven blev siden gift med en dansk dame, frøken Bidolach.
Han døde efter flere aars sygdom den 21de oktober 1873.