De ældste Præster i Lesje efter Reformationen
Da Reformationen blev indført i Lesje, var Hr. Ole Kaanne (eller Kornie) Præst der. Han skal have været en Bondesøn fra Store-Tande der i Bygden og have lagt sin Odel under Præstegaarden. Han prækede ikke anderledes, end at han læste op af en liden Huspostil, som endnu efter to Hundrede Aars Forløb var i Behold paa Gaarden Sønstebø.
Hans Eftermand, Hr. Sven, efterlod sig Døtre, „som for deres særdeles Grovheder ere navnkundige indtil denne Dag“.
Saa kom Hr. Jens, den ældre, en dansk Mand. Han giftede sig med en Bondedatter Marit. I hans Tid indfaldt omtrent ved Aar 1600 frygteligt Uaar, Dyrtid og Elendighed. Bønderne maatte lade sine Gaarde ligge udyrkede og sendte tilsidst sine Plougjern ind til Akershus for at give tilkjende, at de ingen Skat kunde betale, hvorfor de ogsaa slap fri.[1] Mange forlod ogsaa Bygden, og blandt dem vare Præstefolkene selv. De vare saa fattige, at de ikke eiede Hest, og Hr. Jens maatte da sætte sin Kone paa en Kjelke og trække hende afsted. Siden blev han kaldet til Præst i Øier og døde der som Provst.
Da man nu skulde have en ny Præst i Lesje og ingen anden var at saa, blev Hr. Jens’s Søn, Jens den yngre, tagen ud af Throndhjems Latinskole, hvor han gik i den fjerde Lectie, og kaldet til Præst i sin Fødebygd, „hvorhen han som en meget fattig Person kom vandrende“. Paa sin Reise tog han ind paa Gaarden Hattrem, hvor han forelskede sig i en Bondedatter, der siden blev hans Hustru. Saa kom han til Præstegaarden, som var i en meget ynkelig Forfatning, hverken pløiet eller tilsaaet. Det var i Hr. Jens’s Tid, at Skotterne gjorde sit Indfald i Dalen.
Denne Hr. Jens var kyndig i Feldberederiet og lærte Bønderne den Kunst, hvorfor Lesjeværingerne længe vare i Orde som dygtige Feldberedere. Han forstod ogsaa Bundtmagerkunsten og gjorde mange Skindfelder for Bønderne. Engang, da han holdt Ligprædiken over en Bonde, som ogsaa havde været Skindfeldmager, skal han have sagt i sin „Applikation“: „Vel var den gode salig Mand en god Mester til at gjøre Skindfelder, dog kunde han ikke gjøre saadanne Fryndser i Hjørnerne som jeg.“ Naar Hr. Jens lyste til af Prækestolen, at Menigheden skulde komme til Præstegaarden for at forrette det sedvanlige Pligtarbeide, stod hans Hustru op i Kirken og mindede ham med lydelig Stemme saaledes: „Gløm inkje beja døm taa me Spaanom sinom.“ (Glem ikke at bede dem tage sine Skeer med). Hr. Jens og hans Kone havde ni Børn, „som alle bleve ved Bondestanden“. Han vilde tvinge sin Kapellan, Hr. Sigvart Engebretssøn, til at ægte en af hans Døtre, men Hr. Sigvart vilde ikke. Deraf opkom Proces, og hr. Jens maatte reise til Christiania, men paa Tilbagereisen døde han 1639.
Hr. Sigvart Engebretssøn fik nu Sognekaldet. Han var den første Præst efter Reformationen, „der fik sin Lige“, da han nemlig ægtede en Datter af Præsten til Gryten i Romsdalen, Hr. Jørgen Marstrand. Alle hans Sønner kom ogsaa „til hæderlige Betjeninger“. Hr. Sigvart var meget afholdt af Almuen, og Bønderne gav ham et Bevis herpaa, da han skulde til Romsdalen at holde Bryllup med sin Fæstemø. En stor Mængde Lesjeværinger fulgte ham nemlig til Hest, „alle i en sær gammeldags Dragt med sorte, saakaldte Flasketrøier og Fune-Hatte eller høie spidse Hatte, desligeste en Spore paa Foden efter den Tids Brug blandt Bønderne, naar de red til Gilder.“ „De vare og alle bevæbnede med deres krumme Sabler, og da de saaledes samtlige vare komne ned paa Grytens Grændser i Romsdalen, mødte endel gamle Mænd i lys Habit og Positur af Grytens Sogn, som tog mod Brudgommen med sær Fryd og Ære og bragte hannem til Bruden i Grytens Præstegaard, hvor de samtlige drukke Bryllup. Imidlertid fortæller man, at begge Sognenes Ældste kom i Disput med hinanden om Rangen, thi begge Parter vilde være ved Brudgommens høire Side, hvorover det nær havde endtes i en blodig Tragedie, da de begyndte med Sablerne at fegte med hinanden. Endelig blev de dog skilte ad, og enhver for til sit Sted.“
Hr. Sigvart døde 1694, 104 Aar gammel, og var en frisk og rørig Mand endnu, da han havde fyldt de Hundrede. I sin Embedstid havde han mange Ubehageligheder af sin Formands, Hr Jens den yngres, Børn, „som af deres haarde Gemyt bleve og ere navnkundige“. Især led han meget ved en af dem, Christen Jenssøn Havok, som blandt Andet engang oprørte Almuen mod ham og selv lagde Haand paa ham i Kirken og drog Messeklæderne af ham, medens han stod for Alteret. Hr. Sigvart anlagde da Sag mod Christen, der tilsidst blev saa forarmet, at han maatte gaa fra Gaard og Grund. En anden af Hr. Jens’s Sønner blev tilsidst lagt paa Steile som Morder, efter at han havde skilt tre Mennesker ved Livet.
H. F. Hiorthøy, Beskrivelse over Gudbrandsdalens Provsti. Kbhvn. 1785. 2, S. 9–14.
Om Uaar og Nød i Gudbrandsdalen i sextende Aarhundrede findes mellem G. Schønings Papirer en Afskrift af en gammel Optegnelse, funden paa Blakar i Lom, saalydende: „Ao 1566 stor dyr Tid i Gudbrandsdalen. 1567 begyndte Pesten paa Lom. 1576 kjøbte Mange tydsk Mel i Sogn til Fladbrød. 1600 noget før Paaske begyndte Pesten paa Lom. 1602 stor dyr Tid i Gudbrandsdalen; mange aad Mose af Fjeldet.“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Dette Træk er af stor Interesse. En lignende Beretning fra Aarene 1632–35 læses i C. U. Schønings Tractatus de habitu Norvegiæ ad agric. p. 41, og i en af Generalveimester Thaulows Skrivelser (Norske Saml. I. S. 567) heder det, at Bønderne i Christianssands Stift 1739 klage over sit Veiarbeide og „er færdig strax at levere deres Plovjern og kvittere Gaarden“. Mærkeligst er dog, at Bønderne i Tønsberg Len allerede 1424 meldte til Erik af Pommern, at de, hvis de skulde plages af Fogderne med „Hesteløb“ som hidtil, „hellere vilde befale Eders Naade baade Harv og Plog og overgive baade Fædrene- og Mødrenearv og fly Lenet“. (Dipl. Norv. I. S. 499). Udtrykket maa hidrøre fra Tydskland, hvor Jorden var skatlagt efter Plouge (Haken, unci).