De Sorte Gribbe/Kapittel 2
Den kongelige kortége kjørte frem.
Politimesteren saa sig om. Hans øine faldt paa en høi, blond mand med et bredt smilende ansigt og en mængde ordener. Han saa ut som en diplomat og stod nærmest det britiske rikes minister.
Uten at forhaste sig gik politimesteren hen til den engelske gruppe, og den blonde diplomat kom ham — som det syntes — rent tilfældig imøte paa halvveien.
Denne unge, vakre mand med det aabne smil og den behagelige nonchalance hørte imidlertid ikke til blandt corps diplomatique. Hans navn var John Redpath. Ved denne leilighet blev han presentert som militærattache, men i virkeligheten var han chef for den utenlandske avdeling av det engelske, hemmelige politi.
Ingen kjendte noget større til John Redpath. Men han kjendte alle. Han var en av disse store fotografiske genier, hvis hjerne er et mørkekammer til fremkaldelse av alle de billeder og ansigter, som fangedes av hans øines objektiver. Anarkisterne frygtet ham som pesten, for denne smilende irlænder med floshatten i nakken og hænderne i bukselommen var farligere for dem end hele det øvrige Scotland Yard.
—Vil De kjøre med mig, mr. Redpath, sa politimesteren lavt. Det er noget, jeg gjerne vilde tale med Dem om.
Den høie englænder bukket.
—Som De ønsker, sa han. De har faat et telegram?
—Ja, svarte politimesteren forundret. De vet altsaa . . .
—Det er blevet en vane hos mig at se det meste av, hvad der foregaar rundt omkring mig . . . Hvorfra . . .
—Fra Hamburg.
Englænderen saa op. Smilet om hans mund forsvandt. Det var, som om levemandsmasken gled av det runde ansigt og gav plads for en dyp bekymrings alvor . . .
—Og indholdet? spurte han hurtig.
Politimesteren rakte ham telegrammet. Mr. Redpath læste det, krammet det sammen i haanden og blev staaende et øieblik i dype tanker.
—Et underlig tilfælde, hvisket han halvt for sig selv . . . Saavidt jeg kan forstaa, er den nystiftede anarkistorganisation nu samlet i Hamburg . . . Hele Soho er tømt for pakket. De reiste iforgaars. Min agent telegraferte igaar, at de alle opholdt sig i en kneipe ved Jungfernstieg og syntes at være helt uvirksomme. Patrick Davis er en flink fyr . . . han lar nok ikke en djævel slippe ut av byen uten at underrette mig . . . Jeg ventet en rapport idagmorges, men der er endnu ikke kommet nogen . . .
—Hvad mener De saa om telegrammet? spurte politimesteren dæmpet.
Den engelske detektiv trak paa skuldrene.
—Jeg forstaar det ikke, sa han likefrem . . . Gribbene? . . . Det maa være et nyt ord i anarkismens leksikon . . . Jeg skulde ønske, at Ralph Burns var her . . . han kjender de folk bedre end nogen anden i Europa. Men Burns har post oppe ved slotspladsen . . . like ved støtten?
—Karl Johans monumentet?
—Javel . . . Men nu maa vi nok følge med de andre . . . Jeg tænker, gribbene lar os ifred denne gang . . . De trives ikke i dette kolde land.
Begge herrer gik smilende op i vognen. Da de skulde kjøre kom en ung mand springende hen til vogntrinnet.
Redpath lænte sig ut til ham.
—Hvad er det, Jones?
—Der er kommet meddelelse om, at Patrick Davis er forsvundet i Hamburg, hvisket detektiven. Han er som sunket i jorden. Politiet kan ikke finde ham. Man frygter for hans liv. Maa jeg be om Deres ordre?
—Vent mig paa Grand Hotel om en halv time, sa Redpath mørkt.
—Kjør væk! — — —
Langsomt gled den kongelige kortége gjennem de festsmykkede gater. De tre konger hilstes med en endeløs begeistring. Der dyngedes blomster paa deres vei.
Hele Karl Johan laa der i maidagens glitter. Lys og glæde tindret fra titusinde øine, og lindetræernes første grønne blade lænet sig fortrolig over al den lyse ungdom, som skrek og jublet under deres grene. Men poplerne stod ranke som grenader og manet til høitid:
Kjør langsomt paa værdige høvdingers vis, for nu danner Norden en ring om sine dyreste interesser!
Og hurraerne rullet utover byen, mens minutskuddene uavladelig dundret fra Akershus . . .
Saa svinget kortégen opover slotsbakken, forbi Karl Johan, som hilset det statelige følge. Den gamle ørn hadde jo selv engang drømt den drøm, som idag gik i opfyldelse . . .
Men hvad var det . . .
Langt, langt i det fjerne hørtes der en svak, jevn klapren. Og ansigterne vendte sig uvilkaarlig mot øst, hvor to bevægelige prikker nu saaes tydelig over Ekebergaasen. Det var to flyvemaskiner, som nærmet sig med en forfærdelig hurtighet.
Folkemassen ropte hurra, men begeistringen stivnet i struperne. Ingen hadde nogensinde set slike maskiner før. Det var kulsorte biplaner av en uhyre størrelse. Den forreste del løp ut i en spids med et slags hode, — et underlig, mægtig fuglehode, som med strakt hals skar luften med ilske hvin.
Maskinerne var nu naad i høide med Grand hotel og satte kursen ret mot slottet.
Der blev taust blandt mængden. Det var som om to sorte skygger av angst og rædsel dræpte lyset og glæden. Smilet stivnet paa læben, og de sidste hurraer kliptes av til et forfærdelsens støn . . .
—Hvad er det? sa politimesteren. Det blir saa stille med engang. Er der noget iveien? Hør . . .?
Redpath vendte sig hurtig. Den klaprende lyd over deres hoder lød nu tydelig ned til dem, og ret som det var hørtes det forfærdelige fugleskrik som et barn i dødsnød . . .
—I Herrens navn, hvem kan det være, ropte politimesteren.
—Ser De ikke det, sa Redpath, det er gribbene, som slaar ned paa sit bytte . . . Ulykken er over os . . .
Han svang sig ut av vognen og sprang ind paa slotspladsen, som var avsperret for at gi plads for kortégen . . .
Deroppe i luften saaes en mørk skikkelse læne sig over den første maskines styreapparat. Han løftet den ene haand . . .
Da hændte der noget forunderlig. Et legeme kom tilsyne over passagerrummet, — det puffedes ut, og en mandsskikkelse svaiet ut i rummet under et rædselsskrik fra tusinde struper.
I store sving saaes legemet hvirvle gjennem luften, og med et forfærdelig klask faldt det ned paa sokkelen av Karl Johan ved den vælige broncehingsts føtter . . . Et øieblik blev den sønderslaatte krop liggende der, man saa et fortrukent ansigt med stive, stirrende øine i den sidste dødsrædsel . . . saa gled den døde mand langsomt ned ved sokkelens fot . . .
Kortégen stanset . . . det var, som om alt og alle blev paralysert av skræk . . . ingen rørte sig . . .
Den døde laa der alene i sit blod, og en fin blaa røk slynget sig opover graniten . . .
Da blev den ytterste ring av massen brutt. En svær mand i engelsk sportsdragt sprang op stentrapperne i samme øieblik som Redpath med tordenrøst skrek til kuskene, at de skulde kjøre ind i slotsgaarden.
De skræmte hester satte sig atter i bevægelse, og det kongelige følge forsvandt gjennen portalerne . . .
Den fremmede bøiet sig imidlertid over liket og løftet det op paa sine arme . . . Men i næste øieblik slængte han det forfærdet fra sig, sprang tilside og kastet sig næsegrus til jorden.
En vældig røksøile hævet sig mot himlen. I en brøkdel av et sekund stod der en ildsøile omkling den gamle kondottiere . . . Saa slyngedes den svære bronceskikkelsen ut i rummet. Hest og rytter splintredes i tusinde dele, som fløi over byen med død og ødelæggelse i sit følge. Og sokkelen sank sammen under den forfærdelige eksplosion, som splintret slottets ruter og drønnet milevidt utover den skrækslagne stads grænser . . .
Da røken hadde fordelt sig, var Karl Johan forsvundet — jevnet med jorden. Den kjendte grandseigneurskikkelse hilset ikke mere byen. Den gamle kriger tok imot det første støt i kampen for Nordens enhet. Gribbene hadde feilet sit maal . . .
Men den døde mand, som var kommet fra luften med ødelæggelsen i sit følge, saaes ikke mere. Liket var slitt i tusinde stykker og kun en blodig flæk viste de tililende konstabler, hvor den stakkels mand hadde latt sit liv.
Nogen meter bortenfor laa den fremmede kjæmpe næsegrus. Hans ene arm var rammet av et jernstykke og knust . . . og ute i folkesværmen hørte man de saaredes skrik og stønnen.
Redpath styrtet hen til ulykkesstedet og knælte ned ved siden av den saarede. Han vendte ham om paa siden. Den mishandlede kjæmpe aapnet øinene . . .
—Naa Burns, sa Redpath gysende, hvorledes gaar det?
Den saarede detektiv smilte.
—Daarlig, sa han. Men jeg hænger i endnu, som De ser. Det er skitt med min høire arm. Men den venstre er god nok. Aa nei — de har ikke faat bugt med mig, de helvedeshunde. Stol paa det, chef!
—Hør, Burns, hvisket Redpath, hvem var det, som blev slængt ut av aeroplanet?
—Jeg skjønner ingenting, sa den saarede mat. Men jeg kjendte ham. Det var Patrick Davis. Bundet paa hænder og føtter. Der fræste en helvedesmaskine i hans venstre frakkelomme. Vorherre være med ham og os alle!
Saa lukket Ralph Burns sine øine og besvimte, mens de sorte gribbe seilet videre paa sin dødsfærd mot syd.