De Sorte Gribbe/Kapittel 21

Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 146-153).
XXI
DEN FARLIGE UKJENDTE


Den anarkistiske revolte paa Saaheim var slaat ned og arbeidet gjenoptat. Erkos omegastraaler viste sig at være av en høist uskyldig slags. De kunde meie ned en hel krigshær, men virkningerne var ikke meget langvarige.

Salpeterfabrikken direktion lot efter omstændigheterne naade gaa for ret, konfiskerte alle skytevaaben og gjenoptok de revolutionære arbeidere paa prøve. Efter en streng formaningstale av generaldirektøren begyndte atter den hvite flamme sit arbeide i de mægtige ovner. Ja — selv den lille polak krøp til korset og tok med sagtmodighet fat paa sine lister og karmer i fabrikkens snekkerverksted . . .

Men Saimler og Delma var som sunket i jorden. Det lokale politi ledte og grov, telefonerne varslet alt folk i vid omkreds, men ingen hadde set de to anarkister, siden de klatret nedover bergsiden med de rædselsfulde straaler i ryggen.

Burns gik omkring og snuste overalt.

—Det er kommet saavidt med mig, sa han til ingeniør Kittelsen, at jeg kan lugte en anarkist i mange meters avstand. Der er en egen stram lugt av dem — en mellemting av hoffmanrisdraaper og bitre mandler.

Men det nyttet ikke, hvor længe han snøftet. Der var en fredelig og jevn borgerlig duft over Saaheim. Der holdtes ingen møter, man beruset sig ikke i avholdssnak og lavet ikke ny verdenshistorie. Kort sagt: Man hygget sig med sine kvinder og barn, spilte om aftenen en uskyldig whist med sine venner, drak en toddy til adspredelse og merket pludselig, at politik var en av den sorte statsmagts underfundigste faldgruber paa menneskets vei.

Der gik flere dage. Og endnu stod Erkos vingeflyver utenfor administrationsbygningen. Politiet sovnet langsomt ind. Burns næse negtet at fungere, og de døde mænd i det ødelagte aeroplan var begravet.

Det var kun Fjeld, som vaaket. Han visste, at de to flygtninger befandt sig i deres nærhet og vogtet paa et øieblik til at ta hevn. Der var ingen mulighet for, at de to fremmede anarkister skulde vove sig ut paa landsbygden, hvor deres sprog hurtig vilde røbe dem.

Der stod vagter omkring administrationsbygningen, men de hadde intet kunnet opdage. Ingen mistænkelige personer hadde vist sig.

Man begyndte at miste interessen for de to rømlinge. Antagelig hadde de forvildet sig paa fjeldet og fundet døden. Burns forbandelser blev svakere for hver dag, som gik, saa meget mere som han fik en utmerket behandling. Der kom en mængde hyggelige mennesker paa besøk for at bese det europæiske anlæg. En dag kom selve lord Ramsay, den bekjendte fysiker, og efter ham fulgte den ikke mindre berømte professor dr. Allers, som hadde opdaget poliomyelitspirillen. Den lille germaner med det lange skjeg og de store briller var meget interessert i alt og alle. Han hadde med sig som alle tyske professorer en elev, hvis hovedsagelige beskjæftigelse det var at trække folk hen i krokene og berømme sin mentors enorme viden og produktivitet.

Professor Allers interesserte sig ogsaa sterkt for den sidste begivenhet, der hadde git Saaheim verdensberømmelse som de sorte gribbes kirkegaard. Og han yndet særlig at tale indgaaende om saken med Burns, som ikke sparte paa sin fortrolighet og sit gode humør.

Men Fjeld blev alvorligere for hver dag. Han brøt sit hode med et problem, som voldte ham store vanskeligheter. Og Erko forskanset sig bak sin litenhet. Han vaaket over sin fugl og dens hemmeligheter. Selv lord Ramsay, den berømte fysiker, fik intet at vite om de underlige omegastraaler, som hadde hat en saa eiendommelig virkning. Og professor Allers videnskabelige nysgjerrighet naadde ikke indenfor vingeflyverens brede bryst.

Da hændte der pludselig en aften noget merkelig, som Ralph Burns aldrig glemmer.

Han blev en aften kaldt op paa Fjelds værelse. Denne sat smilende paa sengekanten og viftet med et telegram.

—Hør nu, Burns, sa Fjeld. Lat os tale alvorlig sammen om Saimlers og Delmas forsvinden. Hvad mener nu De?

Burns klødde sig betænksomt bak øret.

—Det er en fiasko, sa han likefrem. Jeg er bydetektiv og her oppe paa landet svigter min næse mig . . .

Fjeld bøiet sig henimot ham.

—Sig mig, hvad vilde De ha gjort, hvis De skulde greie Dem ut av en slik knipe, som Delma og Saimler var i?

Burns saa dypsindig ut.

—Fan’ ta mig, om jeg vet det, sa han likefrem. Var det endda i en storby . . .?

—Jeg vet det, sa Fjeld. Jeg vilde ha gjort akkurat som Saimler og Delma. De grep det rigtige. Jo — det er dygtige folk!

Burns stod som himmelfalden.

—Saa tal da mand, skrek han. Hvor er de? . . . Og hvad vilde De ha gjort?

—Jeg vilde ha gjemt mig i en av de nye kloakker, som bygges nede ved elven. Det ligger akkurat i deres flugtretning. Der vilde jeg ha avventet nattens frembrud . . . Ved 11-tiden hadde jeg sneget mig bort til jernbanelinjen og gaat ned til Rollag station.

—Men videre . . . Derfra har jo ingen uset kunnet komme over Tinsjøen.

—Rigtig. Derfor hadde jeg foretrukket at reise samme vei tilbake, som jeg var kommet. Men denne gang i en første klasses kupé paa den elektriske bane og med visse smaa forandringer av mit ydre. Hvis jeg tilfældigvis hadde et litet haar- og skjegapotek i lommen vilde jeg ha laget mig om til en lærd og litt lurvet mand med meget skjeg . . . og for eksempel kaldt mig professor . . .

Burns sprat op.

—Hvad mener De?

—At vor høitærede ven professor Allers er Saimler og hans snakkesalige elev Jacques Delma.

—Død og helvede! Er De sikker?

—De ser dette telegram, mr. Burns. Det er fra Berlin og har til underskrift Berthold Allers. Den mand kan da ikke være to steder.

Burns rynket brynene.

—De er en bedre mand end mig, sa han. Jeg hadde latt mig lure. Men nu er Saimlers time slaat. Lat os faa haandjernene paa ham.

Han vendte sig hurtig om og gik ut av værelset. Fjeld fulgte ham bekymret.

Foran peisen sat professor Allers sammen med et par av ingeniørerne, mens hans elev stod inde i sideværelset og viste sine fænomenale kunster i billard.

Burns stillet sig ret foran den tyske videnskapsmand.

—Tillater De? spurte han barskt og grep uten at vente paa svar fat i tyskerens lange skjeg. Det var et kraftig grep og skjegget fulgte villig med.

Foran ham saa man et blekt, skjegløst ansigt og bak brillerne funklet Josias Saimlers onde øine.

—Ikke en bevægelse, sa Burns sagte. Lat det gaa stille og rolig for sig. Jeg kjender Dem. Bak Josias Saimler ser jeg en anden mand. De var i Wien, da keiser Frans Josef truedes med døden. — De førte den forgiftede kniv, som blev general Maibrucks død, — og det var Dem, som la strikken om presten Gapons hals . . . Aa, jeg kjender Dem bedre end De tror! De var Jaap van Huysmanns ven, men De forraadte ham, da han reiste omkring som direktøren for Credit Lyonnais, Aristide Cabot. Huysmann døde, og de blev chef for den internationale forbryderliga, som stjal — stjal fra de rikes kjeldere og røvet freden i arbeidernes sind. Nei, De er ikke Josias Saimler, men Alexis Azimoff, lystmorderen fra Warschau, kvindemorderen fra Whitechapel, nr. 384 i anarkismens blaabok . . . den store, farlige ukjendte. Men nu er det forbi . . .

Saimler reiste sig halvt fra den lave lænestol. Hele hans sjels vildhet lynte frem i de smaa øine . . .

—Vel, mumlet han. Jeg overgir mig. Han hævet sig tungt op fra stolen. I næste øieblik styrtet han frem mot sin fiende. Men et forfærdelig næveslag strakte dyretæmmeren til jorden . . . han sank sammen og klamret sig til Burns’ høire knæ . . . der lynte en revolver i hans haand, han trykket halvt bevisstløs det blanke løp mot Burns knæ og trykket løs.

Der fulgte en dump eksplosion, og blod og bensplinter fløi omkring i rummet . . .

Burns blev likblek, men han betvang sin smerte og bøide sig over Josias Saimler med et ansigt, som gnistret av raseri. Hans venstre haand grep om anarkisten hals, — der hørtes en knæk, og Saimlers hode faldt magtesløst ned paa skuldrene. Da sank Burns besvimet over sin farlige fiendes lik, i samme stund som Jacques Delma med klirrende haandjern blev ført ut.

Fjeld lænte sig over sin ven og underbandt benet omhyggelig. Saa tok han skotten paa sine arme og bar ham ut til flyvemaskinen, hvor Erko allerede sat paa plads. Delma blev bundet paa hænder og føtter og anbragt paa bunden av kupeen, saa spilte fuglen sine vinger ut, en hilsen — og den gule flyver stevnet i den lyse juniaften ut fra dalens mørke høit over fjeld og sjø til det dæmpede solefaldsskin over byen ved Vettakollens og Ekebergaasens fot.