De Sorte Gribbe/Kapittel 5
—Nu er jeg altsaa død, sa Ralph Burns lunt. Tør jeg spørge, naar jeg skal begraves?
—Deres lik vil imorgen være paa veien til England, svarte Fjeld. Jeg skal selv besørge kisten ombord: Der stod nogen smukke ord om Dem i aftenaviserne. De var en pryd for Deres stand og døde paa ærens mark — av blodprop.
—Glæder mig.
—Der findes kun seks mennesker, som vet, at De lever. Mr. Redpath, professoren i kirurgi, ingeniør Ilmari Erko, søster Helene, min hustru og jeg selv.
—Er De gift? spurte Burns forbauset.
—Om han er? svarte en munter stemme i døren. Det skulde jeg mene. Og velkommen til vort hjem, mr. Burns.
Englænderen saa forvirret paa den ungdommelige skikkelse, som lænte sig over ham og med varme trykket hans haand.
Katarina Fjeld var ogsaa et syn værd. Der skulde et meget skarpt øie til for at opdage de furer, som sorgen engang hadde pløiet i det blonde ungpikeansigt, der nu skinnet av lykke og livsglæde. Der var en rolig harmoni over alle hendes bevægelser, en uaffektert ynde, som bragte lys og glæde med sig.
—Jeg forstaar ikke rigtig, mumlet Burns. . . .
—Hvad forstaar De ikke? . . .
Det store bleke ansigt saa tvilraadig fra den ene til den anden.
—Naaja — Det kan være det samme, sa han undvikende. . . . Hvor her er hyggelig. Jeg vet ikke, at jeg nogensinde har gjort mig fortjent til en saa megen godhet. Det er ikke nogen prins De huser, kjære frue, men en noksaa almindelig raatamp av en detektiv.
—Aa, jeg kjender Dem saa godt, mr. Burns. Min mand og jeg har snakket om Dem hver eneste dag. Vi er enige om, at De for tiden er mere værd end nogen prins i hele Europa. Og nu ligger De i min mands arbeidsværelse som et dyrebar klenodie. . . .
—Ja, rammen er ialfald solid nok, sa Burns og saa sig undrende om.
—Det var ogsaa et noksaa eiendommelig værelse, en mellemting av en gymnastiksal og en vaabensamling. Der fandtes ingen luksus. Væggene var smykket utelukkende med moderne vaaben. Intet gammelt mordinstrument hadde forvildet sig ind blandt de fintpudsede geværer og revolvere. Alle de typer, som den nyeste vaabenteknik hadde skapt, fandtes her. De mest fuldendte automatiske pistoler hang i rad og række. Den sidste Smith Wesson, Colt og Browning lænte sig op til de nye Mauser-pistoler, som uten røk, rekyle eller smeld fandt sin mand paa 100 meter. Professor Birkelands berømte elektriske maskingevær pekte truende ut av vinduet og skulet hen til en pragtfuld samling av kaarder og floretter, som hadde tilhørt Frankrikes celebreste maîtres d’armes. Der var boksehansker, fegtehjelme og alslags slaashansker, og midt iblandt dem saaes modellen av en slank flyvemaskine med høitløftede vinger. . . .
Burns øine lyste.
—Dette er en mands bolig, sa han med eftertryk. Her agter jeg at bli frisk i en haandvending. Og da. . . .
Den engelske politimand saa sig truende omkring. Den uhyre næve, som laa paa sengeteppet, knyttet sig saa aarerne sprang frem som blaa snore. Al godmodighet var veket fra det brede ansigt, og der sivet en staalgraa strime av vildt raseri frem av de lyse øine. . . . . Hans bryst hævet sig. Der kom en dyp knurrende lyd fra hans læber . . . som en saaret bjørn, der varsler sine fiender, før det sidste blodige favntak. . . . Katarina Fjeld la sin haand paa den sykes pande — stilt og varlig som en mor, der sitter ved sit barns leie. Burns stirret forvildet omkring sig . . hans knyttede haand løstes, de spændte ansigtstræk slappedes. Saa vendte han hodet paa puten og lukket øinene og sov ind med et smil. . . Halvt i drømme saa han en stor, gul skogkat med strittende veirhaar og en kort avbitt hale springe op i hans seng og efter en omhyggelig undersøkelse av terrænget anbringe sig ved hans føtter.
—Pas paa, »Pajazzo«, hvisket Fjeld og strøk det store dyr over ryggen. Du er os ansvarlig for denne mand, forstaar du. . . .
Da løftet den gamle kat sit store hode med de sønderbitte øren, og dens klare øine stirret i rolig, ophøiet fjernhet ut i rummet. . . . Saa la den sit mishandlede hode ned mellem labberne, og en dyp, syngende malen forkyndte, at nu vaaket »Pajazzo« i sin herskers hus.
— — — —
Nede i Akersgaten begyndte eftermiddagen at faa liv. Det var nyhetens time. Rotationsmaskinernes klaprende lyd sang langt nedover gaten, og avisgutternes skingrende skrik gled ind i den bleke maidag.
Utenfor »Aftenposten«s aviskasser stod en skares mangfoldighet og slukte det sidste nyt. Det var store og farlige tider og drønnet av den sociale kamp lød fra alle verdens lande. Skrækken hadde bredt sig, den stirret fra hvert telegram med angstfulde øine: Hvem skulde det nu gaa utover? . . . Attentaterne blev hyppigere og dristigere, de sorte gribbe fløi over Europa, og ingen kunde gripe dem. De kom, og de forsvandt. Alle Europas sporhunde var i hælene paa dem, men luften var deres — og endnu hadde ingen av kontinentets skarpeste detektiver set ind i de dødbringende fugles reder. De trak en hemmelighetsfuld taake over sig, de skuffet alle efterstræbelser. . . Hvem var de? . . Deres klør strak over hele Europa. . . de hadde forbindelser ut til alle verdens kroke, de visste alt, og de rammet forfærdelig. . . .
Skulde telegrafen ogsaa idag melde noget om de sorte gribbes rædselsherredømme? . . .
En ung mørk mand med regelmæssige ansigtstræk stod helt inde ved aviskassen. Hans øine stanset ved den lange og sympatiske nekrolog over Ralph Burns. Han læste den opmerksomt igjennem, tvindet sig ut av den store kø og slang med hænderne i lommen nedover Grænsen til Karl Johan.
—Blodpropp, mumlet han for sig selv. Skulde de klodrianer ikke ha opdaget noget?
Den vakre unge mand lo haanlig og snurret velbehagelig sin sorte bart. Han blev staaende ubeslutsomt paa hjørnet av Stortingsplads og tændte sig smilende en cigaret. Saa vendte han sig og skraadde over pladsen hen til automobilerne. Den unge Adonis var hurtig i sine bevægelser og støtte til en dame, som i røde kors klædelige dragt var paa vei til Tostrupkjelderen. . . .
—Om forladelse, sa den mørke fyr paa ulastelig norsk med en skurrende bilyd i stemmen, som tydet paa, at han hadde set andre himmelstrøk efter at han hadde forlatt fædrelandet . . .
Den unge dame bøide hodet. Hun saa blek og træt ut. Det var søster Helene. . . .
—Undskyld, frøken, fortsatte manden. De kunde vel ikke si mig . . . .
Han stanset pludselig, brøt av og slang videre.
Søster Helene saa efter ham. Et uttryk av rædsel stod skrevet i hendes ansigt. Pupillerne utvidet sig som en fugls, der har set ind i det grønne skjær av en pythonslanges øine. . . .
—Det var ham, mumlet hun, aa Gud, det var ham. . . .
Hvad skulde hun gjøre? Den fremmede var allerede forsvunden om hjørnet ved Tostrup. . . . Og søster Helene saa sig raadvild om. Hun hadde kjendt igjen den lille, sorte, smilende fyr, som samme formiddag hadde været paa Rikshospitalet og kaldt sig Jones. Det var manden med de forgiftede østers. . . . Han saa nu ganske anderledes ut. Den bløte hat var ombyttet med en reisehue, og den store bart tok væk det sleske smil, som stadig hadde leket om hans mund. . . . Men øinene og stemmen . . ., hun kunde ikke ta feil. . . .
Saa skyndte hun sig ned til Grand, tok Homansbytrikken og stod 10 minutter efter utenfor Fjelds hus, anpusten og skjælvende. . . . Hun trykket paa portklokken, den laasfrie port svinget sig paa sine hængsler. . . .
—Hvad er det søster Helene? sa Fjeld. . . . De kommer tidlig. Vi ventet Dem ikke før kl. 10.
Den unge pike holdt sig for hjertet, og hele den lille skikkelse skalv.
—Jeg har set ham, hvisket hun angst, — nu for 10 minutter siden — han hadde forklædd sig. . . . . .
—Hvem?
—Den mand, som sendte Burns østersen. Jeg er sikker i min sak. . . . Han talte norsk nu . . ., men det var ham. Og han saa, jeg kjendte ham.
Fjeld tok den skjælvende kvindes haand. . . .
—Gaa ind til min kone, sa han beroligende. Jeg skal underrette politiet.
Men han lot til ikke at ha hastverk. Han blev sittende alene i dype tanker foran telefonen. Saa reiste han sig hurtig.
—Naturligvis, mumlet han. . . Hvis han trodde sig opdaget, vilde han ha fulgt efter søster Helene. Og er han den, jeg tror, vil vi snart lære ham at kjende. . . .
Saa tok han sine filttøfler paa, gik ut kjøkkenveien og snek sig forsigtig langs det tætte løvverk, indtil han naadde det svære gittergjærde, som gjorde dr. Fjelds hus til en liten fæstning. Han saa forsigtig ut paa gaten. Ganske rigtig.
Der stod en liten mand i en svær, lys filthat utenfor porten. Han studerte nøie skiltet, tok derpaa laasen i øiesyn og gransket tilslut de høie lanser, som omgav det lille ensomme hus i Homansbyen.
Saa plystret han tilfreds og slentret langsomt forbi huset. Fjeld trak sig hurtig tilbake. Men han saa et øieblik ind i den fremmedes ansigt. Nu var det dækket av et tykt fuldskjeg. Men han fik et glimt av et par øine, som gnistret i halvlyset, og en rød, blodfuld mund som syntes skapt til at kunne smile en mand ned i helvede.