Den Gyldne Pest/Kapittel 21
Med 11 mils fart kom dampskibet »Paris« dampende op mot Norges kyst paa sin vanlige tur fra Antwerpen. Det hadde hat en glimrende reise, og de mange passagerer stod nu paa promenadedækket og stirret nordover, hvor et matgult glimt med visse mellemrum danset henover den maanelyse sjø.
—Det er Ryvingen, sa kaptein von der Lippe. Om en halv time faar vi se Oxø fyr. Og om 2½ time er vi i Kristanssand.
—For et vidunderlig maaneskin, mumlet en ung digter, som kom like fra Paris og nu skulde hjem for at rekreere sig til en ny fabrikation av menneskeskjæbner.
—Motbydelig, snerret hans sidemand, en meget moderne maler. Der findes ikke noget banalere end maaneskin. Et glansbillede for børn og oldinger. Jeg synes, vi nu engang skulde bli kvit al denne klissede natur, som stirrer paa os. Naturen er kunstens bourgeoisie, den hører fotograferne til . . .
—Jeg saa engang et lik i la Morgue, mumlet digteren drømmende. Det hadde ligget en ukes tid i Seinen. Det var ikke meget menneskelig igjen av det. Huden var grøn, blaa og sprukken. Næsen var en kubus, øinene et perfektum og munden et futurum. Det mindet mig om den gutten, De utstilte paa sidste høstutstilling, »Ung vaar« het det. Et brilliant billede. Det var malet like ut av en raatten sjæls ekkelhet — — likeoverfor naturens gemene farver. Jeg har aldrig set nogen male gammelost slik at det lugter . . . der skulde De prøve Dem.
Malerens giftige filipenser flammet rødgrønt i maanelyset. Men munden, som aapnet sig til en hatefuld replik, blev staaende paa vidt gap . . . Ti der paa styrbords baug vugget to lik i maanelyset . . .
—Se der! skrek han forfærdet.
Kapteinen ilte til og i næste øieblik laa hans haand paa signalapparatet til maskinen. Og kort efter slog »Paris« agterover, saa det duret over hele skibet.
—Klar ved motorbaaten, ropte kapteinen, mens »Paris« langsomt gled forbi den underlige gruppe, som hadde faat den unge malers øine til at vide sig ut av rædsel. Der laa to mænd i sine livbøier side om side med ansigterne opad mot maanelyset. I det ene saaes et saar som efter en kule, og det ene øie var kun en blodig masse . . .
Men det var ikke det, som den unge kaptein fæstet sig mest ved. Han hadde set den anden mand løfte haanden for atter at la den falde slapt ned. Og et halvt hundrede meter bortenfor laa en tredje mand med fordreiede træk og gapende mund . . .
—Det er som et stemningsdelirium av Edgar Poe, sa digteren med skjælvende stemme . . . Man skulde tro, at vi gled nedover mot underverdenen paa Charons baat . . .
»Paris« var imidlertid stanset og motorbaaten sat paa vandet. Kapteinen selv sprang i den og kort efter tikket den lille baat paa de lange dønninger i »Paris«s kjølvand. Maanen viste vei. De tre legemer blev bragt op i baaten og nogen minutter efter laa de utstrakt paa »Paris«s dæk . . . Den ene, en kjæmpeskikkelse, var nøken til beltestedet og viste endnu livstegn. Han aapnet munden . . . og kapteinen bøiede sig ned mot ham . . .
—Uldtepper, hvisket kjæmpen med anstrengelse . . . gnid os!
Der blev øieblikkelig hentet uldtepper og de tre legemer blev gnid med en kraft og utholdenhet, som viste sig meget effektiv.
Den lyshaarede atlet aapnet snart øinene og drak begjærlig en kop varm melk, som blev rakt ham. Det kvikket ham godt op. Møisommelig hævet han sig op paa albuen og saa sig om.
—Er det Dem, kaptein? sa han med et tilløp til et smil . . . Tak for sidst! . . . Husker De mig ikke. Vi sat i kahytten derborte og spilte bridge med Norges vordende utenriksminister . . .
—Kjære, det er jo dr. Fjeld, sa den unge kaptein bevæget. Om jeg husker Dem? . . . Det skulde jeg mene. Men De saa jo litt bedre ut dengang. Gudskelov at vi fik liv i Dem! . . .
—Det er for koldt vand at bade i nu i mai, mumlet Fjeld. Jeg var langt paavei til den store avkjøling . . . Ellers er alt i orden!
—De andre er daarligere . . .
—Clifford er død . . . Han fik et skud gjennem kindbenet . . .
—Et skud? . . . Jeg forstaar ikke . . . midt paa Nordsjøen . . .
Jonas Fjeld saa sig omkring.
—Der er Alexis Okine, sa han. Kommer han sig.
—Vi haaper det, sa styrmanden. Det er saavidt, vi hører hjertet slaa. Han hadde ikke langt igjen.
—Destoværre for ham, sa Fjeld lavt. Der staar en galge i Tower og venter paa ham. Har De et par haandjern, saa la ham faa dem, naar han kommer til kræfter. Ellers snitter han halsen over paa os allesammen. Det er anarkisten Okine . . . det var ham, som dræpte lord Cavendish ved Regents park.
Kapteinen for sammen.
—Saa det var ham? Lodsen fortalte mig om mordet, da vi forlot Vlissingen . . . Og den anden? . . .
—Det er detektiv Clifford fra Scotland Vard. Vi jog dem over Nordsjøen . . . de rendte os og sig selv isænk, og saa opgjorde vi vort regnskap i vandet . . . Si mig kaptein, har De faat den traadløse ombord? . . .
—Den blev installert ifjor.
—Saa maa De hjælpe mig med tre telegrammer, før jeg sovner. Naar er vi i Kristianssand?
—Om to timer.
—Det blir det samme. Hvert minut er kostbart.
Fjeld reiste sig og vaklet langsomt hen til kahytten. Han vilde ikke motta nogen støtte.
Digteren saa efter ham og vendte sig til maleren.
—Det der, sa han og pegte efter den lyse kjæmpe, forekommer mig at være et mandfolk. Jeg skulde ønske at vi hadde en eneste maler, som hadde saapas øine i hodet, at han kunde male en hvit krop paa et maaneskinssitrende hav.
—Og jeg, hvisket maleren mellem sine tænders ruiner, skulde ønske, at der fandtes en digter i Norges land, som hadde saapas fantasi, at han grov sig ned i en mødding for at finde ord, som der lugtet litt bedre av end det sirupsvand, som nu rinder i bokhandlernes reoler.
Digteren vilde gi ham et kraftig og passende svar. Men i samme øieblik kimet klokken og kaldte til aftensmat. Da fik de to herrer det travelt. Deres ophidsede ansigtstræk mildnedes og uten nogen yderligere diskussion gjorde de helt om og ilte ned til de lukulliske glæder.
De hørte ikke den underlige susende lyd fra kommandobroen.
Det var den traadløse som begyndte at synge.